what A dream... - Millicent

William fulgte Millicent's tanker, det med alder? Ja, men men kunne jo ikke vokse, ældres, når man først var død, og hvis man ikke rådnede op så var man jo fangede i den samme alders fase for evigt, ja udødelig, og William var det man virkelig kunne kalde udødelig, han døde ikke bare lige sådan. Han smilede og kiggede ud over søen og faldt langsomt lidt i staver, "mmhmm.." mumlede han bare stille, han ville ikke bilde hende noget ind, hun kunne selv få lov at erfare, selv om hun nok hurtigt ville opdage hvor anderledes William var. Han smilede lidt ved tanken om at være i Millicent's tanker når hun lagde sig i sengen i nat. "Det er lige meget, jeg ville finde ud af det alligevel.. " sagde han bare drillende men slog bare over i blidt smil, han var ikke helt drillende længerer, det var ligesom om der var bleven lagt en ro over det hele, det var nok stedet, men han havde bare sådan en lyst til bare.. at ligge sig ned, og lukke øjnene, og bare.. lade skovens bløde musik, lulle en ind i den anden verden man sådan altid længdes efter.. et sted hvor alt er varmt og rart, hvor alt er godt og har en lykkelig slutning. Han ville gøre alt for at få adgang til sådan en verden, og han ville bringe hver en person han nogen sinde havde haft selv den mindste følelse for, med sig. Nej.. det var en løgn. Han ville tage Phillip med, og så ville han slå alle dem der prøvede at følge efter dem ihjel, og så ville han leve sammen med Phillip alene, bare dem.. for altid i en lykkelig verden hvor alt var perfekt. Han sukkede dybt og pustede luften ud, væk med ham.. væk væk væk.
Han skar en smertefuld grimasse, ja så var en ting da helt sikkert at han aldrig nogensinde ville blive tilgivet. "Du tror ikke på gud?" sagde han stille og prøvede ligesom at skifte emnet over på noget andet, han ville ikke tænke på dem han havde kært, der hang alt for mange dårlige minder til og ulykkelige slutninger. Det var nemmere at snakke om noget mere enkelt, og det ville også spare hende for nogen uhyggelige historier, og en.. ikke så pæn udgave af William. "Du ved ikke meget hva.." sagde han bare og smilede lidt for sig selv, imens han tænkte på sin fader i himlen, ham der havde sendt ham til denne jord, født som en smuk engel, selv om han selvfølgelige intet vidste om det på det tidspunkt, men på hans 19 årige fødselsdag.. der fik alt fortalt.. det var smukt.. første gang de gyldende hvide fjer voksede ud af hans ryg, og formede sig til kæmpemæssige svanevinger, første gang han fløj.. åh han ville aldrig glemme det.. der var hans lykkelige tid, hans gode tid.. før han mødte satan.
William udstødte et fladt grin og kiggede hurtigt på hende, og rystede så bare på hovedet, stadig grinende. "For hurtig til dig?" sagde han drillende og lænede sig lidt over mod hende så han sad op af hendes side, og gav hendes hånd et blidt klem. "Hvis du er bange for at følelse.. så lad være med at tænke så meget, jeg lover dig.. det vil gøre det hele lettere" sagde han roligt, da han havde følt hver en følelse der lige var gået igennem hende. Men han følte sig beæret for ikke at være bleven skubbet væk, da hun åbenbart gav alle mænd den tur. Men nu havde han jo heller ikke kysset hende, han havde kun pirret hende en lille smule, men man måtte da tag det med i overvejelsen.. hvor lidt der skulle til, for at få hende helt ud af kontrol.. spænderne.. hmm nå men han måtte hellere passe lidt på, han ville ikke ødelægge noget der knap nok var begyndt.
"Hvis du er bange for hvad Stephen vil mene om det, så slip min hånd, så har han intet at mene om noget som helst" sagde han roligt og så kort på hende, han ville ikke ødelægge noget mellem hende.. og ham. Han ville aldrig gøre det mod nogen igen, han havde haft sine ture, og han havde smadret en masse forhold.. og det var bare ikke det værd, men hun skulle selv tage valget, for han vidste hvordan hun havde det med Stephen, at han betød meget, at hun ikke ville miste.. det de havde? Men at stadig så blev hun ved med at hævde at de kun datede.. hvad var det? En manglende frihed? Var hun bange for at binde sig.. Han forstod hende godt, når hun aldrig havde følt kærlighed før, aldrig havde haft et forhold, og aldrig oplevet sex.. med en man elsker, hun kunne jo ikke vide hvor speciel det var, men måske var Stephen den rette.. til at give hende alt det.. og det ville William på ingen måde ødelægge.
"Det ved jeg ikke.. når du bliver bange for mig.." hviskede han stille og kiggede på hende, det af hendes ansigt han kunne se for det lange lyse hår.. "Dog er der vidst mere en en måde jeg kan gøre dig bange på.. den ene har sine tegn.. hmm.. røde øjne, skarpe tænder, hmm.. du ville kunne mærke det i dit hovede.. og ja.. lad mig bare sige det sådan her.. du ved hvornår du skal løbe" sagde han roligt og smilede ud i luften. "Men jeg har ikke tænkt mig at gøre dig bange på den måde.. jeg skal nok opføre mig pænt.." sagde han roligt og kiggede så ud i luften igen.

Hun blinkede langsomt og smagte lidt på hans ord ' jeg ville finde ud af det alligevel'.
Jaa, det ville han jo nok - hvis han altsår mødte hende igen?
Selvfølgelig behøvede det jo ikke være mere indviklet end en tur på Le Diamante for at finde hende ,aflæse hende og torturerer hende med hendes egne infantile romantiske tanker i al evighed, and then some- hvis hun altsår have haft nogen! Hun smilede ud i luften ,da hun med dæmpet stemme sagde " Thats the trouble with you,eh?.....dén der med ' skat,jeg har hovedpine ' den kan man ikke lige snyde dig med "

Millicent trak et par enkelte af de små blomster fri af græsset og duftede til dem.
De havde en svageligea sød duft,lidt tung i det men klædelig og en fin kontrast til den meget rene luft der omgav dem.
" jeg ved nok...nok til selv at ville danne mig mine egne synspunkter, leveregler og nok til selv at udforme mine etiske rammer for mit eget liv.Jeg ville aldrig lade mig dikterer af en religion " hun trak kort på skulderen.
I virkeligheden ville Millicent nok ikke lade sig dikterer af ret meget , når alt kom til alt.
Hun kunne sagtens erkende når hun tog fejl og også undskylde for det,eller hvis hun havde gjort noget galt, men på ingen måde ville hun dikteres til det.Hun havde et udmærket hoved på sine skuldre og hun kunne selv resonerer sig frem.Desuden havde hun både en lille rebel og en smule temperament gemt inde i maven, inde bag den pligtopfyldende og loyale pige.Så det gav hende nogle små battlekampe - som i en dans- når hendes ansvarlige side trak den ene vej og rebellen ville den anden.
Millicent stak blomsterne op nær hans næse.." hér...prøv at duft ?" tilbød hun.En doven eller nærmere afslappet følelse havde fået tag i hende.Stedet hér...det var som en drøm, and what A dream ! Man kunne jo blive hér for evigt tid.Tænk hvis man byggede et lille hus, et sted som dette? Denne udsigt,denne fred og stemning som det første hver morgen og det sidste der rundede endnu en dag af. Fantastisk.
Hun havde hovedet lidt på skrå og smålo..sikke charmerende og yderst provokerende han dog var.Åh jo...man skulle vist ikke sove i timen,hvis man skulle kunne følge med William.Hans dobbelte betydning i ordvalget , var ikke til at komme uden om og hun var helt bevidst om det " Åh...gammelsmølf,selv med en en tunet kørestol,er du ikke for hurtig for mig" forsøgte hun med lidt humor .
Et lille anklagende blik på ham.Hvor var det yderst unfair at han kunne læse og plukke hendes tanker.Hun fik en idé.Thomas havde alle de hersens magiske genstande ,måske han havde noget der kunne beskytte og holde infiltrende tanke tyve ude? Hun kunne da spørge ! Øh..og så bagefter røve en bank, måske? Disse klenodier kostede jo en mindre formue og selv om Thomas havde været en skat, så tvivlede hun stærkt på hans ' hjælp Millicent gen' var så udviklet, at han ville give hende det for en slik.
En lille skælven løb igennem hende, hans ord var så rammende at de udløste en fysisk reaktion, også.
En ven havde netop sagt noget lignende, opfordret hende til at prøve at løsrive sig lidt fra følelserne ,så ville det hele blive lettere ! Ja...det tvivlede hun ikke på.Men var det den rigtige vej at gå, bare fordi det var den letteste ? Man mærkede livet mere når man var i stand til at kunne føle og vibrerer af både glæde,sorg, vrede,skuffelse,forelskelse,spændning...lyst ? Men hvis frygten for at blive såret spændte ben for at opleve al det andet, så var det jo lidt af en udfordring.
Men hun var ikke bange for at opgive sin frihed, hun ville elske at finde en at kaste sin kærlighed på,en at være der for, en at støtte og forkæle og det at afgive et løfte om trofasthed skræmte hende ikke det fjerneste....det gjore derimod den smerte hun skulle trækkes igennem hvis fyren ikke forstod at sætte pris på det hun gav, hvis han fandt ud af han havde valgt forkert med hende, hvis han svigtede den kærlighed og tillid hun lagde i hans hænder.
Ja...hun var både grådig og krævende, men ikke med guld og kontanter- kun med følelser og nærvær.
" Stephen og jeg ....har kun lige lært hinanden at kende, men jeg træffer selv mine beslutninger og bærer mit eget ansvar, og nu er det jo trods alt en ikke date vi er på" roede hun lidt rundt i sine ord og gav hans hånd et lille klem.
Hun mærkede efter inden i , som alle sagde hun skulle, og forsøgte lade vær med at tænke så meget.Og lige nu, følte hun sig godt tilpas i Williams selvskab og hans hånd gav hende en ro og en tryghed i den nat omspundende skov.Såå...

" Arh...nu er jeg jo rimelig rå inden under mit milde ydre " sagde hun og gav ham et kækt smil." Ingen fyr har endnu fået mig til at løbe væk ligefrem, men...okay..jeg lover at tage benene på nakken hvis Øhh..du får hugtænder og røde øjne " mumlede hun og forsøgte at se det for sig, men uanset hvormeget hun prøvede var det bare et sødt lille billed,hvor han nærmest så nuttet ud.Det var nok ikke lige sådan det var i virkeligheden.
Hun tænkte på Ally derhemme, den lille hårbold .Hun måtte huske at skifte vandet i aften til den lille killing.
" Har du nogle dyr- eller børn?' Spurgte hun.
Det var jo 2012, mange havde et helt håndbold hold af unger,med forskellige partnere, helt uden at være gift, så det kunne jo godt være.

Han grinte stille og rystede på hovedet, "Desværre nej, men det er det smarte.. det bliver et forhold bygget på ærlighed, og jeg vil altid vide hvordan min partner har det, når hun har brug for kærlighed og kys, og når hun har brug for en skulder at græde ved, og hvis hun blot har brug for at jeg holder mig lidt på afstand.. tro mig det kan godt være en god ting, når man lærer at leve med det" sagde han roligt og smilede lidt for sig selv, det havde været en god ting med al tankelæsningen med Phillip, for han vidste præcis hvad han følte lige meget hvad han gjorde, og det var rart.. til gengæld lod han Phillip mærke sine egen følelser, og en sjælden gang blotte sine egen tanker for ham, selv om han ikke selv brød sig om det. "Hvis du har hovedpine skal jeg med glæde fjerne den for dig.." sagde han bare drillende, og kiggede hurtigt på hende.
Han smilede så og rystede på hovedet af hende, "Jeg troede du datede en engel? Og lige nu sidde du faktisk og snakker med en dæmon.. guds barn, satnas yngel? Du må da virkelig være naiv at tro at der ikke findes mere mellem himmel og.. helved? Og så efter al det overnaturlige du har oplevet" sagde han og rynkede brynene, det var ikke ment ondt, det var bare.. hvis hun ikke var overtroisk? Hvordan fanden kunne hun så side her lige nu og tale med en død mand? Seriøst? Han blev da vidst nød til at åbne hendes sind en lille smule, for muligheder.
"Eh.." mumlede han da han fik en blomst stukket i hovedet og kiggede på hende med et stjålen blik, som stolede han ikke helt på hende. Han kiggede hurtigt på blomsten og smilede så sit charmerende skæve smil. "Okay.." mumlede han og lænede sig frem og duftede forsigtigt til blomsten inden han lænede sig tilbage igen og kiggede ned. "Dejligt.." sagde han stille og kiggede igen ud over søen.. hmm gad vide hvad klokken var bleven? Nok var de lige kommet, men han ville jo heller ikke holde hende ude hele natten, havde hun ikke nogen faste tidspunkter at være hjemme på? Og så hvis hun skulle få noget søvn.. og arbejde igen dagen efter? Han brude nok snart følge hende hjem.. det var bare så.. rart at side her, fredfyldt, hun var.. hun.. hun fik ham til at føle sådan en.. ro. Det kunne ikke beskrives med ord, men det var rart, rigtig rart.
"Udfordre du mig Millicent? Nu skal du passe på du ikke siger noget du kommer til at fortryde" sagde han drillende og smilede frækt til hende. Han lænede sig ind mod hende og drejede sig hånd lidt så han kunne flette sine fingre ind i hendes og trak hendes hånd ind mellem begge sine hænder. Han gav sig langsomt til at side og ae hendes hånd, kærtegene den, ved at side og tegne små mønstre på hendes håndryg.
Han grinede så stille over hendes søde tanker.. "Du kan lide så godt lade være Millicent.. det eneste i verden der kan holde mig ude af dine tanker er dig.." sagde han drillende, da det jo ikke var umuligt at lukke ham ude fra sine tanker i perioder. Jack havde gjordt det.. men han var også en rebel, han lukkede alt og alle ude.. Sam havde også gjordt det.. ubevidst, det handlede blot om styrke. Men han havde ikke tænkt sig at lære Millicent hvordan, den kunne hel selv få lov at tænke lidt over.. hah.
William nikkede forsigtigt, okay han skulle nok lade være med at rode mere i det med hende og Stephen, det lød som en sag de selv skulle klare, men han kunne ikke lade være med at bemærke at det lød som om.. Millicent.. var en smule såret, ked af det? Noget.. når hun tænkte på ham. Han håbede ikke Stephen vidste sig at være et svin, for han synes millicent.. hun var en pige der fortjente det bedste.
"Endnu en udfordring.. " sagde han stille, "pas nu på Millicent.. hvis man leger med ild så brænder mig sig" sagde han advarende og sendte hende et yderst forførende blik, for ligesom at understrege hvad det var han mente. Han kunne få hende til at tabe pusten så hurtigt.. kun få sekunder.. hah.. få hende til at.. Nej.. William. Nej.
William så på hende med et smerteligt ansigtsudtryk, "Det jeg ked af Millicent.. men det er desværre overhovedet ikke sådan jeg ser ud" sagde han og skubbede drillende blidt til hende, for ligesom at.. ja fordi hun lige havde ydmyget ham total i tankerne, helt ærligt altså. "Eh.. jeg havde en gang den her kæle elver boende i mit soveværelse, den var så sød.. men så stak den af.." sagde han drillende, og smilede for sig, han havde haft sit eget lille kæledyr, Jack, hans elver.. selv om det ikke altid havde været af egen fri vilje Jack var bleven spæret inde i soveværelset så var det nu alligevel altid sjovt.. at få ham til at skrige som en lille baby.. han elskede at drille, og Jack var nem at tirre. Søde elver.
"Hvad.. nej jeg.. eller.. ja.. jeg har en datter.. Elisabeth.." mumlede han stille og skar tænder, det smertefulde udtryk vendte tilbage i hans ansigt og han kiggede ned med sorgfyldte øjne, det var ikke et emne han brød sig særlig meget om at tale om.. dog var det da alligevel mindre smertefuldt end alle de andre minder, men det gjorde det jo ikke just lettere.

Jo, okay...det kunne have sine fordele , i visse situationer, det indrømmede hun gerne.Praktisk enda.Men tilgængæld....jul og fødseldag- helt umuligt! Og en overraskelse på en almindelig mandag, en der skulle sige ' du betyder al verden for mig' - helt umulig. Hun smilede.." Heller ikke sådan en hjelm som Magneto har fra xmen? Kunne den ikke holde dig ude? Jeg ville ellers være lidt af et statement i sådan en !" lo hun og prøvede at forstille sig Alias i ansigtet, når hun troppede op i arbejdstøj med sådan en på hovedet uden at trække en grimasse.
" Du holder dig bare væk fra min hoved pine.Ved du at en pige græshoppe bider hoved af hannen efter sex? Så behøver hun ikke bekymrer sig om mere fra hans side af" sagde hun ikke uden morskab i sin stemme, fordi hun ikke helt troede på at Williams bekendtskaber altid fik lov til at...bestemme.

" Altsår...jo Stephen er en engel...og du er dæmon, men lige som menneskerne tror jeg bare ikke man nedstammer fra en gud.Og Hvis man gjore..fra en djævle eller en gud, så synes jeg de gør et skod job med vores verden og jeg vil heller ' være free lance' end at gå op i noget af det."  måske var det naivt, men hun troede ikke på noget, og de andre væsner hun kun lige var belvet bekendt med, ja...hun vidste godt der lå en hel verden dér hun var uviende om...men helt ærligt en satan?! Og en gud?! Hun ville være død af skræk hvis hun mødte en ægte en ad den slags.

Igen dét blik af hans....så sensuelt ,så indtrængende....damn, hun kunne drukne i det, men gud ske lov var hun  en habil svømmer og forsøgte blive hvor hun kunne bunde, meeeen derfor kunne han jo godt få lidt røg,ik.
Det var jo harmløst dril....endnu. " Åh...William, troede du jeg udfordrede dig?Undskyld...jeg fortalte dig bare sandheden, det var ikke for at udfordre" sagde hun og sendte ham et strålende smil, imes stak hendes opmærksomhed af og klæbede sig op af hans hånd ,der flettede deres fingre og den anden der nu nussede hendes håndryg.

Hun lukkede kort sine øjne, og mærkede en lille trykken bag sit venstre bryst.
Så mange følelser var sat i spil, humor,ironi ,en lille diskret magtkamp....tiltrækning? Så meget summede disse følelser omkring dem og blandede sig med nattens karakteristiske lyde.
" hvor typisk ..der røg den undskyldning for at bære hjelm" sagde hun tørt, men havde ikke helt ophivet en snak med Thomas, han vidste meget omkring disse ting her, såå.
Oh...han talte om at lege med ild ! Jamen - velkommen til Millicent.
Det var da hvad politiet stædigt fastholdte, men desværre for dem kneb det lidt med at finde beviserne mod hende.Men hvis de havde ret, SÅ kunne hun jo netop lege med ild, helt uden at brænde sig eller dø.Hun grinede og latteren havde en smule kant. " brændt barn afskyr ilden , siges det...jeg påstår man kan afsky den helt uden at have været den nær....og William, skat....du er slet ikke varm nok til at brænde sig på" sagde hun og var stolt over det lykkedes hende at lade vær med at fnise.
Hun vidste at han ikke ville blive fornærmet eller stødt, men istedet morer sig over killingen der øvede sig i at hvæse eller rive lidt.Han havde fornemmet hendes fysiske reaktioner, når han rørte ved hende...eller blot insinuerede at gøre det- og hendes  tanker gav ham sten af informationerne, gratis, regnede hun med .
Ingen var i tvivl om at William var forrygende varm, han ville kunne gå ind i en klub og antænde hvilken pige han ønskede...Millicent kendte ikke mange der vile sige nej.Hun så det...hvordan de slængede sig,tilbød sig frivilligt,lagde sig for fødderne af mænd som William.
Med undtagelse af Millicent selv naturligvis - hun tørrede pænt sine borde af, tømte skraldespandende, snakkede og satte smil på gæsternes ansigter.- og gik herefter så pænt alene hjem.Hun smilede ved tanken.Det var nu ikke fordi hun var snerpet eller en søndagsskole pige, hun mente bare det hele hurtigt antog lidt for meget ' åh..jeg er så lækker og du er lige så lækker som mig, skal vi lave  noget lækker love samme i aften?' , tomt og uden indhold.
Og fordi hun tog sit job seriøst, hun havde en plan om at Alias ville komme til at tigge hende om helt andre opgaver der skulle udføres, så hun var nød til at lave sit arbejde fejlfrit.- og også sin adfærd....så godt det nu lod sig gøre.Og hvis man kendte Millicent ville man vide at hun var spækket med fejl og imperfektioner.En af dem var evnen til at stille sig selv umulige mål og kræve at indfri dem.
Så begyndte hun at grine...højt.
" Ai...nu må du altsår holde op, en kæle elver! Hvad pokker mener du med det, man kan da ikke have mennesker..æh...væsner til kæledyr, deeet lyder da...forkert" .Hun grinede lidt mere og tørrede en lille tåre væk fra øjenkrogen.
En kæle elver, det var lige før det lød sødt..." Er de dyre?" spurgte hun drillende og kom igen til at grine...." Hvilke farver og størrelser kan man få dem i...ej...ej...jeg stopper nu" snøftede hun og viftede med den frie hånd, og fik taget sig sammen til at holde op med at le.
Efter lidt tid...fik hun set på William, da samtalen tog et sving, og omhandlede børn.Hun smilede varmt og hendes stemme var kun imødekommende da hun sagde.." Du har en datter, hvor dejligt. " hun ville ikke spørge om mere, ikke lige nu.Hans ansigt udtrykte savn, sorg eller smerte? Der var helt klart en alvorlig historie der, og den...den ville hun først høre, når William en dag selv inviterede på den.Hun drejede sig en smule og uden at vide helt hvor det kom fra, strøg hun sin hånd over hans kind , i et blidt kærtegn og sagde stille" Uanset hvad..så er der en løsning på alt"

William stirrede på hende som havde hun lige sagt noget forfærdeligt. Han rystede så hurtigt på hovedet og opdagede joken i det hele, smilede forsigtigt og kiggede ned igen. "Nej desværre, men hvis du har tænkt dig at overraske mig med noget så skal jeg nok love at virke overrasket lige meget hvad det så end er" grinede han bare og så ud over havet, nej han havde aldrig været nem at snyde, det var praktisk talt umuligt, han kunne læse sig frem til hver en løgn, og det var til fordel for ham, men det var jo heller ikke altid han læste folks tanker sådan lige med det samme.. han havde gjordt det med Millicent mere nu end da de havde været inden for, for det var nemmere her.. når der var så fredfyldt og stille, og når de vare alene og hendes tanker ikke blev viklet ind i et tankespind af 20 andre personers tanker, det gjorde det hele meget.. umuligt at forstå, og det gav ham tit hovedpine, derfor havde han altid holdt tankerne ude når han var i selvskab med andre, bygget sig en mental mure.. den vare desværre bare bleven brudt så mange gange nu, at det var umuligt for ham at bygge den op lige for tiden, men hvis han øvede sig nok, så ville han nok få sine kræfter tilbage igen.
Han kiggede forfærdet op på hende og sendte hende et uskyldigt blik, "Eh.." sagde han og kiggede ud over søen igen, hvad fanden var det en hentydning til? Sex? At hun ville så ham hvis han rørte ved hendes tanker? At hun ville bide hovedet af ham.. altså helt ærligt? "I det tilfælde er jeg glad for jeg kan læse dine tanker, så jeg kan nå at stikke af inden der kommer så vidt.." sagde han roligt, ikke fordi han havde nogen planer om de skulle have sex? hvorfor var det overhovedet bleven bragt på banene.. kort overvejede han sig at rejse og gå.. men han vidste hun var.. uskyldig.. og ikke bare tog den første og bedste, og hvis det så endelig var den bedste så ville hun nok vente lidt, ikke kaste sig ud i det på første.. 'ikke' date, så han havde vel ikke noget at være bange for. Altså ikke fordi han var bange for sex.. han havde bare ikke.. lige.. han kendte ikke tøsen ok.. og han var færdig med al det der one night stands, eller sådan da.. man kunne jo godt falde i en gang imellem når man var allermest ensom, men hvad fanden. Desuden så regnede han ikke med at falde for nogen, overhovedet.. han havde prøvet det med kærlighed, og det var bare ikke noget han var særlig god til, og hvis han ikke ville have one night stands, og ikke ville forelskes.. så var sex nok en udelukket mulighed, i hvert fald fra hans side. Men det betød ikke at han ikke kunne tirre hende.. bare lidt.. helt uskyldigt? Jov det måtte han godt.
Han sukkede dybt, det lød ikke til han kunne få hende overbevidst med hensyn til gud eller satan. "Jeg kan godt vise dig det.. " sagde han stille og tænkte på.. hans tideliger dage, han havde dog aldrig mødt gud.. men han havde været i himlen, og han havde hentet hver eneste undead.. hver eneste stakkel, og ført dem til himmeriget, hvor han havde hjulpet dem tilbage til jorden, hvis dog.. de bestod de gyldige prøver, hvis ikke havde han sendt dem direkte til helved. Men han havde mødt satan.. og han havde set den verden.. det var forfærdeligt, ikke et sted man havde lyst til at blive særlig længe.. og hvordan kunne man lade være med at tro på noget man selv havde.. set? Noget der havde haft en utrolig stor betydning for ens liv. hm. Men det var hendes eget valg. "Du bestemmer selvfølgelige selv, hvad du tror på.. men tænkt dig om.. du skal også dø en dag, og jeg vil da håbe for dig at du bliver hentet af en engel.. og ikke en dæmon" sagde han stille og kiggede kort på hende. Nå ikke mere om det, det var som sagt hendes eget valg, han ville heller ikke presse hende til noget, han bedte hende blot om at tænke over det. "Hmm tænk over det ik?" sagde han roligt og kiggede ned på hendes hånd igen der lå blødt mellem hans hænder. Så.. kærligt, på en eller anden.. mærkelig.. blid.. måde.
William grinte stille og nikkede, "Det skal du blot være glad for, ud har ikke lyst til at udfordre mig.." sagde han stille, selv om han havde grinet, var der nu et sær alvorligt blik i hans øjne, med.. følelsesladet. Han så hurtig væk og smilede til hende åndsvage joke igen. "Hmm.. det ville ikke gøre nogen forskel, da jeg ser gennem dine øjne.." sagde han roligt og kiggede hende hurtig i øjnene som at understege det. Ikke fordi han behøvede at se hende i øjnene, men han behøvede at have haft øjenkontakt med hende, mindst engang, så han kunne huske hendes øjne, og hvordan man åbnede op for hendes sind.. det var vigtigt.. altså.. jov han kunne godt uden, men det.. var mere besværligt, det var nemmere at læse når man så personen i øjnene, eller rørte ved personen, men det behøvede hun jo ikke få at vide, så ville hun nok trække sin hånd til sig. Og lige nu.. der kunne han ret godt lide at holde hende i hånden.
William blev med et meget opmærksom, hendes tanker der omhandlede hendes forældre.. han havde prøvet at lade være med ikke at snage i det, da han godt kunne skelne personlige tanker fra tanker som han kunne få en fornøjelse ud af.. men de dukkede hele tiden op, og han kunne ikke blive ved med at afvise dem, som han så pænt gjorde lige nu, for hendes skyld. Han smilede udfordrende til hende under hendes flotte ordspil.. som hun dog kunne svare igen.. men der skulle mere end flotte ord til at få ham af vejen. "Åh darling..." sagde han langsomt og slap så hendes hånd, han vendte sig langsomt mod hende, og satte sig ind foran hende. "Jeg.. tror... slet.. ikke.." hviskede han langsomt, imens han lænede sig længere og længere ind mod hende, til hun blev nød til at læne sig bagover for ikke at støde ind i ham, han kravlede helt ind over hende, men meget obs. på ikke at røre direkte ved hende, selv om det dog var en utrolig intens og meget.. fræk, stilling han havde fået hende rodet ind i. "Du... ved... hvad.. jeg.. er.. i.. stand... tilllhh" sluttede han ud og bøjede sig dybt over hende, så det sidste ord faldt ud som en lav hvisken lige ud for hendes øre. Han lænede sig en lille smule tilbage og så hende dybt ind i øjnene, så tæt på, igen som ville han kysse hende. "Har du lyst til noget? Hmm fx at løbe, eller gemme dig?" hviskede han sensuelt ind mod hendes ansigt og fastholdt øjnekontakten, men uden at røre hende. Han grinte så stille og smilede frækt til hende, hendes tanker var meget.. absurde, og han tænkte på om, det blot var noget hun forstillede sig andre gøre, eller om hun var lige så vild efter ham som dem i hendes tanker var.. selv om hun nok aldrig ville indrømme det overfor ham. "Kan jeg antænde dig... Millicent..." spurgte han stille, stadig sad/lå han ind over hende, med sine hænder på hver side af hendes krop plantet i jorden for at beholde balancen, så han ikke ville presse hende ned med sin krops vægt, det havde han ikke tænkt sig, han havde blot truede hende langsomt tilbage. "Hm?" hviskede han sageligt og slap jorden med den ene hånd, men kunne udmærket holde sin vægt med den anden, og knærene der stadig var plantet i jorden, en af dem mellem hendes ben, og en anden på den ene side af hendes ben. Han løftede hånden op til hendes ansigt og lagde to finger blidt under hendes hage, og lod den glide kærtegnene en tur ned over hendes hals og op til hage igen, løftede hendes ansigt op mod hans, hun skulle ikke have lov til at kigge væk, hvis hun blev genert.. så ville han se det.. og jov... hun kunne i den grad komme til at brænde sig på ham, og det vidste hun udmærket godt.
"De er ikke til salg.. det handler bare om at fange en, og så spærre den inde.. og kæle lidt for den, så skal den nok blive tam.. de er faktisk ret søde, selv om de er en smule arrogante og beskidte i munden, men de kan sagtens tæmmes" sagde han hurtigt da han egentlig ikke gad snakke om nogen elvere lige nu.. midt i deres intense øjeblik, så han fyrede hurtig sætning af og smilede blidt til hende.
Han kiggede igen på hende og slog hurtigt en streg over det drilske, nu talte han fra hjertet, der var intet underforstået eller sarkastisk i hans ord længerer. "du er meget smuk.. Millicent, selv om jeg ved du får det at vide hele tiden, så kan jeg ikke sige det nok.. men der er også noget.. sødt over dig, sødt og uskyldigt, selv om jeg ved.. at du har ben i næsen.. jeg er glad for jeg mødte dig. Men jeg burde nok følge dig hjem nu" sagde han stille og smilede til hende, uden at flytte sig en meter fra hende, han skulle selvfølgelig nok.. flytte sig, og hjælpe hende op.. men først.. kunne hun få lov at svare ham.

Hvad?...kunne han ikke lide overraskelser? Eller gaver? 
Han så nærmest forskrækket ud, åh gud...han troede vel ikke at hun sad og insinuerede at hun ville planlægge de ting for ham? aj...det var da en kæreste ting , noget man gjore for sin partner, sin bedre halvdel, ik?
Imens hun selv sad og blev lidt forlegen, fik William lagt to og to sammen, og lovede i sjov at han nok skulle blive overrasket, hvis det nogen sinde kom til det.
Hun lo stille og sagde " det er tanken der tæller....og sammen med dig, gør den det bokstaveligt talt" .
Hun fumlede lidt efter elastikken i hendes hår, fandt den og fik den trukket ud.
Det var en dejlig fornemmelse at have håret frit igen, man kun blive helt øm i hovedbunden af at have det opsat .Hun lod sin frie hånd løbe hurtigt igennem den lange manke og masserede kort i hovedbunden, da opdagede hun at græshoppe informationen havde taget sin tørn på William.
Hun kunne se han et sekund var helt desorienteret, han havde øjensynligt ikke helt fanget joken, ikke først og helt ærligt...den var da også temmelig dårlig.
Hun skyndte  sig at rage kastanjerne ud af ilden og tilføje.." Men ...jeg er jo ingen græshoppe , så bare rolig, du får lov at leve" .Hun smilede...hun var ingen lille grøn jesper fårkylling sag, nej....men nu skulle de jo sådan set heller ikke have sex, nej. Det var mere et sjovt lille statement, at der var mange måder at ordne en fyr på, at sætte ham på plads.
Sex? Alene at sidde her og holde William i hånden, var SÅ langt mere end hun plejede.Nogle ville sikkert få et hysterisk  latter anfald, kalde det for ingen ting...andre igen hviske i hendes øre hvor mange dejlige ting hun missede ud på, når hun afslog sex, men for Millicent gav det bare ikke mening .Hvis manngav ALT til alle, hele tiden...hvad gav man så når man mødte en der var speciel? Det var jo ikke fordi hun var imod sex før ægteskab og den slags hysteri.Hun ville bare gerne have forelskelsen var en varm og nærværende del , når hun havde sex, og hvis det var underligt....så var hun total skør.
Men ikke så skør at hun troede på en gud, trods alt.Og derfor gjore William hende vanvittig nysgerrig.Han havde helt andre  holdninger, og hun var ikke dum, naturligvis havde han en viden som hun var foruden, meeen alligevel.
" Hvad i alverden kan du vise mig som vil ændre min opfattelse?" hun kunne slet ikke forstille sig det.Men noget ved hans tale og hans ord, fik hendes nysgerrighed til at spire." Jo jo..Jeg skal nok tænke lidt over det og jeg vil  enda gå en tur i kirke med dig, hvis det skulle være" smilede hun.Fakta var at hun aldrig havde sat sine ben i en kirke, hun brød sig ikke om dem og slet ikke om præster.De gjore hende ubehagelige tilmode, og hun synes der var en aura af død omkring hele kirken.
" At udfordre dig lyder da ellers en hel del sjovere end at synge salmer i en kirke søndag formiddag" afsluttede hun emnet af.
Williams stemme slog hende, mentalt, med det samme.Den havde ændret tone og da han slap hendes hånd og satte sig foran hende, begyndte hendes puls allerede at flakke rundt.Hun forsøgte at virke kontrolleret " William.." begyndte hun med svag stemme, men han overhørte og begyndte at kravle ind over hende, langsomt, som et rovdyr der sniger sig ind over sit bytte.Hun lænede sig bagud, og de første centimetr gik det fint, og hun forventede han ville stoppe, men...han forsatte.Til sidst fik han hende ' væltet' da de ellers ville være stødt sammen.Hans forførende stemme smøg sig omkring hende, og lagde en kåbe af intensitet over hende.Hun VIDSTE ikke hvad han var istand til nej, men årh du milde havde hun en god ide om det.
Hun lå her i en lidt kompromitterende stilling , så tæt på ham.Hendes let adskildte læber og urolige hjerte forklarede hende meget tydeligt hvad han var i stand til og hans hvisken ved hendes øre sendte gåsehud ned af hendes arme.
Han var så tæt...så tæt at hun næsten blev skuffet da kysset ikke kom, men han istedet drillende spurgte  om der var noget hun havde lyst til? 
Hun så frusteret væk.Det var et  simpelt spørgsmål, men helt umuligt at besvare.Jo...hun havde klart fået vækket hendes flugt instinkt, hun vidste hun var i stormfuldt farevand nu...men en del af hende havde lyst til at ...nej! Det kan jeg love dig du ikke har lyst til! Skændte hun på sig selv, der var ikke råd til at tænke sådan, hans tiltrækningskraft var way to strong, al for stærk til hun burde slække på sit forsvar.Hans øjne ....arh, det var svært at koncentrerer sig..Hun kunne ikke svare hans spørgsmål, men det betød nok mindre, da han med garanti nød den rutche tur hendes følelser kunne tage ham med på, hvis han mærkede efter.
Hun holdt vejret og fulgte hans hånd med sine øjne, næsten bange for hvad det næste blev.Hvor meget kunne hun egenlig stå imod...ham.
Nok.. Forsikrede hun sig selv, bare rolig...nok! 
Men da hans fingre lagde sig under hendes hage, og derefter kærtegnede hende ned af halsen...og endte op under hagen igen, gik det galt og hun mistede fodfæste.Hendes hud brændte og hendes øjne fik et lidt sløret udtryk.
Om han kunne antænde hende? " nej" sagde hun og forsøgte kigge væk, men han gav hendes ikke muligheden,tillod ikke den lille mentale flugt og hun måtte se ind i hans øjne imens hendes kinder blev dekoreret med rosa pletter, og han plukkede hendes sande svar at det nok mere var et spørgsmål om hvordan hun skulle håndterer den ild han tændte.
Hun ....hun vidste ikke hvad hun skulle gøre.Hendes hænder var på Williams skuldre, og hun holdte fast i ham , i et solidt greb.
" Man gør hvad?" hviskede hun og kunne ikke løsrive sit blik fra hans.
Det var så...bizart. Han kunne umuligt mene det han sagde, og det var også lige fedt nu , for hun kunne umuligt koncentrerer sig.Ikke med ham ..dér.
Hun gengældte hans smil, omend hendes var fyldt med forvirring og undren.
Men så stoppede han tiden...et øjeblik synes det hele at stå stille...og han virkede fuldstændig oprigtig da han begyndte at tale...
Millicent sad fast....sad fast i ham. Hun anede ikke hvordan hun skulle tackle hans ord, men hun kunne mærke hele hendes kropnreagerer på det.
Underligt, det var jo ikke erotisk på nogen måde, hvordan kunne det så påvirke hende i så stærk grad!
" Tak...det var smukt sagt" sagde hun stille og lod en hånd køre igennem hans tætte mørke hår og ned af hans kind, i et blidt kærtegn.
" Det har været en hel fantastisk  aften...en drøm..." tilstod hun og nikkede et lille ja.Det var nok på tide at komme hjem af.Hun havde en masse indtryk at fordøje. 
Hun havde stadig en påvirket respiration og den stilling de befandt sig i synes ikke at gøre noget for at dæmpe det.
Hun følte sig.... Blottet, men på en måde der betød at hun følte hun havde fået knyttet et eller andet bånd til ham.På en aften...det kunne jo ikke  passe, kunne det?

"Selvfølgelige" sagde han blidt, det var tanken der talte, mere end andet, at få at vide fra en person at de ikke blot sagde at de havde lyst.. at de tænkte det.. mente det.. fortalte mentalt at de elskede en, det var vigtiger end ord, ligesom de forhold hvor man blot kunne se hinanden ind i øjnene og bare vide det.. hvor meget kærlighed kan betyde. Ord var ikke altid nok, der skulle nogen gange tanker til, og William kunne sagtens blotte sig for sine tanker, til den rette person.. på det rette tidspunkt. han havde gjordt det en gang.. en eneste gang i hele sit liv, til den rette person.. på det rette tidspunkt, fuldstændig blottet, og det havde været den væreste følelse i verden, hver en tanke William havde haft, blev fortalt som en smuk historie til hans elsker, og det havde resulteret i den bedste nat i hans liv.. fyldt med mere kærlighed end nogen nogensinde når at opleve på et helt liv. Han sukkede blidt og så igen på Millicent.. du kunne være starten på noget.. godt, men han måtte hele tage sine forholds regler i brug, før han mistede kontrollen. Det ville være en løgn og sige han ikke var god til at tiltrække det andet køn.. en kæmpe løgn, men det ville dog også være en løgn at sige at han altid være lige god til at styre det.
Han grinte stille, og rystede bare på hovedet af hende, "Millicent.. det okay" grinede han bare og smilede stort til hende, for ligesom at understrege det, no bad felings. Desuden ville det også betyde at de skulle have sex først, men det udelukkede han at nævne, han ville ikke stemingen mere akavet, og hun virkede ikke lige som pigen man talte højt om sex med. Desuden var der ingen.. aj bare.. bare drop det. Det ville bare betyde et afhugget hoved, og hvor mange havde lyst til det? Selv bare at prøve på det, hah.. den mand der prøvede at tvinge Millicent til sex, åh han skulle nok bede for ham i nat inden han gik i seng.. Hun var kvinde nok til at passe på sig selv, det var der ingen tvivl om.
Han hævede dog øjnebrynene da den tanke der lige var strøget forbi ham, ramte lydløst i Millicent's hoved, han lyttede opmærksom.. kærlighed frem for sex? Hmm. Hun vidste intet, han ville gerne vise hende hvordan kærlighed.. kom med sex, og hvordan det kunne fungere sammen, bare for at.. sige.. hvad sagde jeg, men det var noget han aldrig ville kunne vise hende. Han ville lyve hvis han skulle fortælle hende at han elskede hende, for han ville aldrig, igen, komme til at elske nogen som han elskede.. ham. Aldrig.
William smilede nu bredt, da han endelig fik lov til at præsentere sin rigtige evne for hende. "Åh Millicent.. du troede vel ikke tankelæsning var min særlige gave?" grinte han, og drillende hende let, for hvorfra skulle hun vide det. "Det er blot en lille udgave.. af det jeg er i stand til.." mumlede han stille, og kiggede op på himlen, stjernerne, månen.. hah. "Min evne kaldes sinds-læsning, det derfor det forgår gennem øjnene, da vejen til en persons sind er gennem øjnene" sagde han roligt og kiggede hende hurtigt i øjnene. "Jeg kan se dine tanker, som billeder eller læse dem som bogstaver, jeg kan endda høre dem som ord.. hvilket kan blive forvirrende, og det er derfor jeg nogen gange kommer til at svare på en persons tanker, når jeg ikke er opmærksom nok, og kan skelne på de to ting" sagde han roligt og trak vejret dybt ind, inden han forsatte. "Ud over det, kan jeg læse hver en tanke du nogensinde har haft, som du har oplevet kan jeg tage kontrol over dine tanker og dermed styre dine muskler da de er styrrede af tanker, jeg kan se dine følelser som billeder eller farver, jeg kan se dine drømme og mareridt, men ikke nok med det, jeg kan ændre i dem, hviske ting ud eller tilføje ting, jeg kan høre dine drømme og dine håb, hvert eneste. Jeg kan se dine minder, som du ser dem selv, og jeg kan finde de af dem der er glemte eller slettet, jeg kan slette din hukommelse og jeg kan tilføje ting uden du ville ligge mærke til det overhovedet. " fortalte han, med en dyb fjern stemme. Inden han kiggede på hende igen og smilede, "Tankelæsning er ikke min stærkeste evne" sagde han så, da det var langt fra det han var bedst til. "Hmm hvor kom vi fra? Hvordan jeg kan vise dig noget der ville få dig på andre tanker.. hmm, ud over det andet kan jeg tale til dig, i dit hoved.. ubehaligt ja.. og jeg kan.. give dig adgang til mine tanker og minder.. og sende spical valgte.. minder i dette tilfælde til dig, dvs. At jeg kan vise dig hvad jeg har set.. det vil måske få dig til at se verden lidt anderledes" sagde han så, og kom endelig frem til den egentlig grund, men han elskede at fortælle om sin evne, og hun skulle da også have lov til at vide hvad det var hun gik ind til, ved at blive.. bekendt? Ven.. hmm ikke datende, med ham? Langsomt kom han tilbage til hende og smilede så, "Nej tak, jeg kan ikke fordrage kirker, jeg tror du husker forkert, men det er altså mig der er badass dæmon.. og Stephen der er den søde engel her.. " sagde han bare og smilede frækt til hende, så måtte hun tage ham med i kirke, William ville heller blive fri, hvad mon hans herre i helved ikke ville sige om ham.. ha! Desuden ville gud, få noget af en vredes tur hvis en som William satte sine ben i hans hellige kirker, hah.. den tideliger vampyr, ja han ville vel nok sætte en hær af engle efter ham, ikke det betød noget, han kunne brække dem alle sammen over så let som at brække en pind.

"Er du sikker.." hviskede han stille, og kiggede hende dybt ind i øjnene, at udfordre William kunne godt komme til at koste hende.. og det blev ikke på nogen god måde. "Mmhmm?" mumlede han da hun meget uklart fik hviskede hans navn frem. Hendes puls forklarede det hele, hun behøvede ikke sige noget, han kunne læse hende som en åbenbog bogstavlig talt. Hun troede måske ikke han turde, sådan at udfordre skæbnen, men han var godt vidst om at det kunne være farligt, enden så var der et mega afslag på vej, eller så var han heldig at slippe af sted med det, så længe han var påpasselig.
Han betragtede stille hendes ansigt, og lod sine øjne følge hver en lille detalje, som et blidt kærtegn hen over hendes smukke ydre. Han smilede skævt, kunne ikke holde det tilbage da hendes skuffelse ramte ham.. det havde han alligevel ikke regnet med, måske burde han kysse hende? Men det ville kun ødelægge alting, nu han havde hende lige hvor han ville have hende.. et skridt forkert, og han ville.. ja.. men nu var det jo så nemt at William, han trådte ikke forkert.
William tog et skridt dybere ind i hendes tanker, og holdte nøje øje med hver eneste følelse hun havde, og da hun var ved at miste selvkontrollen, huskede han sig selv om at han havde lovet at bringe hende hjem i et stykke, og det måtte han heller holde.. Måske havde han bare undervurderet sig selv? Eller så var hun bare nemmere at forføre end han havde regnet med, ikke at det ikke var noget af et kompliment, men han blev nød til at være lidt kold og kynisk, han ville ikke give hende falskeforhåbninger, dem som han var så god til at smide rundt med før i tiden. Det var slut nu, ikke flere knuste hjerte, han kunne ikke, og slet ikke med hende, så sød og ærlig.. hun var virkelig, noget for sig selv. han var glad for at have mødt hende.
Han kunne ikke lade være være med at smile drillende til hende, da rødmen spredte sig på hendes kinder.. og endnu en sejr, så nemt var det. "Men det har jeg vidst allerede gjordt Millicent.. du kan flygte Millicent, men du kan ikke gemme dig.." grinte han bare, et meget brugt citat, men i dette tilfælde meget sandt, hun kunne lyve for ham, men han kunne se lige gennem hende alligevel. "Ikke varm nok hva? " sagde han drillende og smilede så.
"Vi må heller se at få dig hjem.." sagde han så bare og smilede ærligt til hende, uden at besvare hendes spørgsmål om elver.
Han mærkede så hendes hånd der strøg ham over håret, og lukkede øjnene i et kort sekund, og indånde hendes duft, meget.. meget fristende.. han kunne.. Nej! Nej William.
Han åbnede øjnene igen og smilede så skævt til hende, inden han gled op og side og lagde sine hænder om hendes og trak hende langsomt op og side også.
Han kom så selv på benene, og bøjede sig høfligt og strakte sin arm frem til hende for at hjælpe hende op, som en virkelig gentelman.

Havde hun selv kunne bestemme hvilken type fyr hun en dag ville ende ud med, mente hendes fornuft bestemt at han skulle være en god mild type, ikke den slags kvinde bedårer ,der altid smed om sig , ødselt , med sin charme og glemte at komme hjem om natten, da andre nye spændende tilbud havde fundet deres vej frem til ham.Det lød jo rimeligt nok, på en måde. Men udover hun nok puttede folk ned i nogle meget små snævre kasser,men en lidt forudindtaget holdning, så ville hun sikkert kede sig halvt ihjel ,inden der var gået et år.Det var ikke altid smart, udelukkende at lade fornuften råde.
Hvorfor var det lige , at det altid var den besværlige vej, der var hendes rute frem i livet? Hun ville sikkert ikke blive tiltrukket af den type mænd.Hun skulle udfordres og ikke komme sovende til tingene,så mistede hun lidt respekten for dem.Et kæmpe ego var fint med hende, det kunne man altid hygge sig lidt ved at lege med- men selvoptaget fyre der stod foran spejlet i times vis, for at style hår og ligge ansigtsmaske med guacomole , det var bare....for meget, trods alt.
Kærlighed...det var ikke et ord hun slyngede om sig med.Hun så det som næste led efter forelskelse, hvis man var heldig.Forelskelse var vel en fantastisk følelse, en drømmende og skøn tilstand at svæve rundt i- og når den aftog...ebbede følelserne enten ud, eller groede sig mere stærke og blev til kærlighed.Sådan forstillede hun sig det.
Hendes strejfende tanke, blev ledt hjem af Williams stemme.
" Ikke din rigtige evne? Jamen..?". En lille forvirring blafrede i hendes øjne.William lød rolig og til at nyde det hele lidt, og hun ventede spændt på mere oplysning fra hans læber.
Hun havde naturligvis ikke glemt, hvordan han beslutsomt og med et fast ' ikke fysisk' greb , havde styret hende ...hendes krop...tilbage til bordet og ned at sidde.
Det måtte jo omhandle dette, og helt ærligt...så var det væsentlig mere uhyggeligt end tankelæsning.Han kunne jo fratage folk deres vilje og tvinge dem til at gøre ting.Det virkede...grusomt.
" lad mig høre præcis hvad du kan" bad hun stille....og uden afbrydelser ,lod hun ham forklare.
Millicent blev lidt chokeret.Ja, det var vel ordet.
Hun prøvede at fange det hele, men det var en.meget stor mundfuld at forholde sig til.Han vidste alt ....alt ...kunne gennemleve minder og kunne manipulerer og ændre på ting.
Slette hukommelsen , det var for vildt." William..du må ikke.bruge de ting på.mig, forstår du det? Du må ikke manipulerer med mine minder og den slags.Det...det går bare ikke " hun talte stille, han havde intet galt gjort.Tvært om var det rigigt sødt af ham, at han lod hende vide ,helt hvad han var istand til.
Hun kiggede lidt måbende på ham." Det jo for vildt dét dér" .Det var jo både frygtindgydende og død facinerende på samme tid, dog var der éen særskildt del af hans talent , Millicent bed mærke i.Han kunne hive glemte minder frem.
Måske...måske hun kunne få ham til at hjælpe hende ? Hvis nogen virkelig havde slettet hendes hukommelse, kunne William så bringe den tilbage? Og turde hun i givet fald se...se hvad andre åbenbart mente hun skulle glemme ? Og hvis de bragte hende minder til live,ville hun så - igen- blive et mål for dem der havde slettet den til at starte med? Damn...så mange ubesvaret spørgsmål.
Hun gav hans hånd et klem.." Kan du det?-...finde mine slettede minder igen?" spurgte hun næsten nervøst og vidste ikke helt hvad svar hun håbede på at få i retur faktisk.
Dog blev dette afløst at noget ligeså interessant.Hun kunne også se hans minder...som at se en film i billeder.Det var jo fængslænde, sikke en evne at besidde.Men igen...hvad skulle han kunne vise hende? En gud eller satan ? Inrømmet, det ville være et kæmpe pluds at vide hvordan Satan så ud, så det ikke var hans plads i køen man snuppede hvis man skulle springe over...eller noget i den stil.
Men...hun elskede at se ting fra andre sider end hendes egen, og var nysgerrig og nogle gange lige frem tiltrukket af dem der tænkte og var anderledes end hun selv....de var interessante og spændende.Og hun havde intet imod at lære nyt...når det nye gav mening.
Hmmm...så han ville ikke i kirke, se dét var da interessant.
" Så William..du tror på en gud...og på Satan, og vælger den sidstnævnte ? Er det ikke lidt af et sats du laver dér?" Sagde hun en smule spøgefuldt, og rystede på hoved af hans kommentar om Stephen og ham selv, og hans frække smil der medfulgte.

Hun var om nogen stædig , og dette fik hende somme tider igennem nogle situationer hvor andre folk gav op - og andre gange hjalp det ikke spor.
Hun blinkede langsomt ,og nikkede..' ja..hun var sikker' .
Hun var sikker på hun hurtig kunne blive rodet ud i noget heeelt forkert med William, og det skulle hun på ingen måde.Han ville få et helt off indtryk af hende.Men selv om han i den grad påvirkede hende, overgav hun sig ikke.Hun var ret sikker på mange piger nu, i denne stilling...i denne situation ville have givet deres bedste chance for at sætte deres lakerede negle i ham.
Men selv om hendes mund sagde éen ting, sagde tanker,krop og følelser åbenbart noget andet, og det irriterede hende.Han måtte jo nødendigvis tease hende, pirre hende og så bagefter, drille hende med hendes reaktioner.Det væreste var, at han var så charmerende og næsten blid i måden han gjore det på.Totalt unfair, hvordan skulle hun kæmpe imod det? Nå..men det skulle hun, og det gjore hun, så godt det nu lykkedes .
" årh..William, stop" mumlede.hun og forsøgte at se upåvirket ud, hvilke var så dårligt skuespil at det næsten var morsomt.Det gik alt i alt ikke så godt.Hun var som en fisk der sprællede på land.Og endelig tilbød William noget vand.
" Jov.jeg må hellere hjem" gav hun ham ret og øjnede en smutvej ud af hans udfordrende opførelse.
Hun kunne stadig mærke hendes puls og en dirrende følelse af ...noget...der absolut ikke burde være der,bare fordi manden nu hjalp hende op og sidde.
Hun rettede på sit tøj og lod ham hjælpe hende helt op at stå.Fandens at han udover at være så flot også skulle være så begavet.Interlektuelt.
Han var...smart,ja han var.
Men ...hun faldt ikke sådan bare for folk.Det med Stephen var et særligt tilfælde og han var kommet gennem nåle øjet,det kunne da umuligt være at der skulle flere igennem det lille hul der? Naaa...
" William...du er godt klar over at det man sender ud kommer ti fold tilbage ?" Sagde hun drillende.Hun var lidt mere kæphøj, nu hvor hun igen stod op og der var lidt luft mellem dem.Selv om hun.godt vidste denne omgang gik point sejren til ham.
Men...sværvægtere gik jo også 12 omgange, så hun havde stadig 11 til at give ham et knock out i.Hun gav ham et udfordrende smil " nå...Romeo, skal vi komme afsted"

Willaim smilede lidt ud i luften og rystede lidt på hovedet af hende, "Såååh.. du prøver bare at finde en grim kærlig mand du kan gifte dig med?" sagde han roligt, hun var.. lige besat? Efter at finde den eneste ene, var hun ikke? Hvad med at prøve at leve livet lidt, lave nogen fejl.. og så starte forfra.. det var jo derfor man var ung, der var en masse tid til at lave fejl, man kunne ikke finde sin soulmate som attenårig? Hm. "Hmm det da ikke helt fair er det? man bestemmer vel ikke selv om man ser godt ud, og at pigerne godt kan lide en, selv hvis man gør det.. så kan man da stadig godt have et stort hjerte?" sagde han roligt og ville gerne sætte sig lidt imod hendes tanker, da han ikke synes det var helt fair af hende at tænke sådan. Han grinte så lidt for sig selv, ja hun ville helt sikkert kede sig ihjel. Men det var også hendes eget valg, hvis hun ville opleve kærlighed og kun kærlighed med en person, og være med den person for altid, så skulle han ikke sætte sig for. Bare fordi han selv havde haft noget af et vildt kærlighedsliv, han havde været mange steder omkring, inden han havde fundet hans eneste ene, og det havde han jo alligevel også fucket op.. så ja. Hver sin måde at leve på.
Han smilede roligt til hende og rystede bare på hovedet, "Jeg har ikke tænkt mig at pille ved noget.. tror mig det går altid galt når jeg roder med sådan noget, desuden kan jeg ikke særlig godt styre min evne mere.. efter.. ehm.. noget der skete med mig, så jeg kan ikke rigtig stole på den.. og det ville være alt for risikabelt overhovedet at forsøge.. så nej jeg piller ikke ved dine minder, og jeg hjælper dig ikke med dem der har forlagt sig i din underbevidsthed" sagde han roligt, og rystede let det hele af sig, han ville ikke vise hende.. det.. nogen ting.. var man bare bedst foruden.
"Der er en mening med alt her i levet, og nogen gange må man bare accepterer det og leve vider, du ville måske fortyde hvad du kunne komme til at se.. og når du har det godt som du har det nu, hvorfor så ødelægge noget?" sagde han roligt og kiggede ned over sig selv. Han havde ikke tænkt sig at hjælpe hende.. og hvis hun nu alligevel skulle få ham overtalt, så kom det til at koste hende dyrt.
"Ja jeg kan godt finde dine slettede minder, og nej jeg har ikke tænkt mig at gøre det, så bare.. glem det.. okay" sagde han roligt og kiggede ud i luften, med et tomt blik, han ville ikke tænke mere på det, hendes minder, hendes privat liv, han ville ikke rode rundt i det. Det gav ham lige så mange ar som det ville give hende, han ville bare ikke.. rodes ind i det. Slut.
"Eh.. jeg er dæmon, er det ikke åbenlyst jeg er tilhænger af satan så?" sagde han bare og kiggede på hende.. okay det var bar dumt sagt Millicent.. lidt for dumt måske. "Men jeg vil gerne vise dig noget alligevel.. men det må vente til en anden gang, så kan du også havde lidt at glæde dig til" sagde han bare drillende og så hende hurtigt ind i øjnene og kiggede så væk, han vidste præcis hvilket minde han ville vise hende.. men der skulle meget mod til for netop dette minde.. det var meget følelsesladet, og hvis han skulle vise hende det.. ville han gerne lærer hende lidt beder at kende først.
han grinte stille af hende og så hurtigt på hende, "Jamen du kan da bare komme an Millicent.. hvis mig hvad du kan?" sagde han bare og slog ud med armene. Meget få mennesker/væsner.. kunne få William til at miste pusten.. kontrollen.. på den gode måde, han kunne både blive genert og forlegen.. man skulle bare kende ham godt nok, og vide hvor man skulle trykke. Camilie havde gjordt det... dag ud og dag ind... hun havde leget med ham.. med ham og hans følelser.. men det havde været kærlighed.. men han havde også kun været en dreng dengang, havde ikke fået hår på brystet endnu, en sød dreng på de 20 år, da han første gang blev forelsket i den smukkeste kvinde i verden. Hm.
"Det skal vi.. bor du langt væk, jeg kan godt ringe efter en taxi til dig" sagde han roligt og kiggede på hende, han selv ville helst gå hjem, han nød.. natten, og naturen.. og ærligtalt så var han også en lille smule sulten... dog ikke på den søde måde.

Millicent begyndte at grine.
" Åhr....hvor befriende, selv om du kan læse alle mine tanker,kan du stadig fejltolke dem? Vidunderligt! " sagde hun drillende, men hun mente det skam alligevel.
" Du tror jeg vil giftes? Og måske have børn?" hun rystede på hovedet og begyndte langsomt at spadserer væk fra den smukke sø.Hun håbede hun ville være istand til selv at finde herned igen, nu var hendes stedsans ikke ligefrem noget at prale med, langt fra.
" Jeg har slet ikke travlt...nej.Det er ikke mig du ser hænge over en mand, for at gøre ham gifte klar.Faktisk måtte kærligheden gerne vente mange år med at banke på min dør.Jeg har et arbejdsliv at pleje og et forretning der skal bygges op" smilede hun og overhørte det romantiske gen i hendes krop der var begyndt at surmule lidt.
" Du har ret, det er noget fordomsfuldt, det ved jeg godt" indrømmede hun med det samme.Hun kendte godt sine fejl, i al fald en håndfuld af dem- og hun vidste at hun nogle gange var for hurtig til at dømme, og for hård. Selvfølgelig var de også mænd der var lige appetitlige på det ind og det ydre, det var jo sole klart.
Men så sluttede også deres enighed, for hun varikke helt tilfreds med hans svar omkring de næste par emner.
Hun kneb øjnene lidt sammen og forsøgte at forklar.." Men..men jeg var 12 år! Det er tyveri af mine minder William.Mine forældre er døde og jeg har mistet, fået stjålet 6 års minder og oplevelser sammen med dem.Det er ikke fair, ikke overfor mig" klagede hun som var det ham der også havde slettet dem.
" Vil du ikke i det mindste love at du vil overveje det, så er du sød? "plagede hun ham.
" Jeg kan da ikke ba glemme det, lade det ligge.Thomas har faktisk bedt mig om at få læger...nogle der kender til det overnaturlige til at se om de kan tvinge dem frem, men ærlig talt er jeg ikke helt tryg ved de metoder dette kunne indebære" indrømmede hun gerne.
Selv om det måske ville være frygteligt, ville vished så ikke være at fortrække?? Og Hvis han nu kunne give den til hende, under mere trygge forhold!
Bagefter fik han lige prikket lidt til den lille rebel der boede i Millicents mave.
" Arh....du synes jeg er dum, at tro man kan tro på en gud fordi man tilfældigvis er dæmon, men søde skat, burde jeg så også mene at man naturligvis er til kvinder fordi man er født mand?" bed hun igen og lagde armene ver kors.Sådan en lille kloge åge, ham William.Og nu..nu skulle hun også vente på at se hvad han ville vise.Arh....tålmodighed , var svært at finde frem, når man nu var så nysgerrig, ik.
Et smil bredte sig om hendes mund og gled også op i øjnene...
Hun gik hen til William og sagde " Jamen..dog, det vil jeg da med glæde gøre"
Hun gik helt tæt på ham, tog med hånden fat hvor slipseknuden sad og drejede den og skjorte stoffet rundt, så hun holdte ham i et stramt tag.Millicent måtte op på tærene for at kunne lade sin snude strejfe hele vejen op af hans hals og til sidst holde sin mund lige ud for hans øre, hvor hun meget lavt sagde " William...du må desværre vente lidt, meeeen så har du også noget at glæde dig til" og så lod hun sin mund dvæle nogle sekunder lige ved hans hals og øre, inden hun trak sig leende væk.
" vi kan sagtens gå...jeg er ung og frisk, remember" rundede hun af og blinkede til ham.
Det varede ikke længe før end de igen var tilbage i byen.

William skar ansigt, og rystede på hovedet, "Det ved jeg ikke, det kan jeg vil" sagde han bare og slog ud med armene som var det lige meget. Han synes ikke han havde fejl fortolket hendes tanker, selv om han sagde noget andet, så havde han fået et andet indtryk. "Hmm.. du virker bare til at have travlt.. du har ikke tid til at lave fejl, og blive forelsket en masse gange før du finder den rette.. du vil have kærlighed med det samme?" sagde han stille og kiggede ned, faktisk ville han ikke diskuterer det, for hun kendte vel sig selv beder end han kendte hende, og han skulle ikke irreter hende. "Nej bare glem det okay, vi behøver ikke tale om dit kærlighedsliv, det er slet ikke mit at snage i" sagde han roligt og smilede hurtigt halv falsk til hende, fordi det ikke rigtig.. ja... nej, altså det irriterede ham bare at hun ikke selv kunne se det. Men da hun så gav ham ret, nikkede han bare, han gad ikke snakke mere om det, kærlighed var hendes ting, han var færdig på den plan.
"Det er ikke mit problem" sagde han bare koldt tilbage, nu var de glade dage vidst ved at være over, han måtte heller skynde sig at få hende hjem inden de kom op og skændes over ting.. de slet ikke burde vide om hinanden. Fandens også. "Nej sagde jeg" sagde han blot igen, da hun næsten tiggede ham om at overveje det, nej han ville altså ikke.
"Okay, så snak med Thomas om det, lad ham ødelægge dit liv. Jeg vil ikke stå til regnskab for noget af, så glem det nu bare okay." sagde han hårdt og stirrede på hende, med et af sine mindre søde blikke. Og blinkede hurtigt, for at få vreden til at forsvinde igen.
Han sukkede irreteret, igen. Nu skulle hun.. stoppe.
"Nej jeg siger ikke du er dum, det slet ikke det jeg mener.. jeg tror på gud, jeg tror rigtig meget på ham, og hvis han ikke var her ville ingen af os være til stede. Men jeg tjener Satan da han er min herre" sagde han så og skælvede let i kroppen. Hun gjorde ham.. vred nu. Styr dig William.. kontrollerer det, du kan godt. Han ånede tungt ud og trak vejret dybt.
Det var først da hun begyndte at snakke om homoseksuelle, hans hjerne begyndte at gløde. Han lukkede øjnene i. "Millicent.." hviskede han stille, og mærkede så hvordan hun kom tætter på.. alt for tæt på. Han kunne mærke hvordan hans øjne begyndte at brænde, som var der ild i dem, han vidste hvad det betød, hvordan de skiftede fra den mørke brune bløde farve over til en blodrøde.. han kneb øjnene hårde sammen. Et halvt snert kæmpede sig over hans læber da hun udtalte sin sætning og hendes berøringer, fik ham helt op i det røde felt. "Millicent.." hvæsede han med sammenbidte læber. Inden han slog øjnene op og greb hende om hendes håndled. Et langsomt uhyggeligt smil gled over hans læber, og blottede samtlige tænder, han havde ikke tænder som et menneske længerer, heller ikke som en vampyr med to sæt hugtænder, nej alle hans tænder. hver og en var sylespidse, perfekte til at save hvad som helst over.. eller at tygge råt kød.
Han hvæsede lavt af hende og slap så langsomt hendes håndled. "Løb.." hviskede han stille og intens, og smilede så ondskabsfuldt til hende og brød ud i et grin. Lad.. jagten.. begynde.

Det var vel ikke helt fair, hans udlægning - eller var det ?
Hvis hun havde så travlt ville hun så ikke hænge over en masse mænd , konstant...i sin søgen og iver efter kærlihed og hviske ' elsk mig'?
Det gjore hun jo netop ikke.
Men ...jo...hun trak ikke bare folk hjem i seng , var det nu galt ? I så fald forstod hun ikke hvorfor.Hun havde ingen problemer med dem der forelskede sig til højre og venstre, men selv var hun bare mere nysgerrig på at opleve noget...mere.Men den bindende kærlighed ,den med i medgang og modgang ,den var hun slet ikke interesserer i - uanset hvad William mente.I al fald ikke ret meget !
Jamen hyggesnakken havde skam mere at byde på og de forsatte med at ' støde lidt sammen '.
Forhåbningsfuldt havde hun ventet på et positivt svar fra ham, men istedet fik blev det til en rimelig kølig afvisning.
Han ville ikke hjælpe.Den eneste hun kendte , udover hospitalets elektroder og nåle, der kunne have en chance for at hjælpe gad ikke. Hun måtte synke for at få den størknet klump af skuffelse ud af halsen, så hun igen kunne tale.
Hun nikkede blot, ville ikke kommenterer mere på gud og djævle.Hun hang stadig fast i hans afslag om at hjælpe.
....hun stod med hans skjorte i sit greb, ved hans hals.Hun vidste godt han nu var småirriteret, ligesom hun, dog anede hun ikke hvor meget.Hun var lidt opslugt af at lege at hun nu havde ' magten'.

Første gang han sagde hendes navn , smilede hun for sig selv....det kunne jo være mange forskellige årsager der udløste det. Men da et ' vris' lød fra ham ...og dernæst hendes navn igen- som en hvæsen , ringede alle hendes alarm klokker øredøvende højt.Med en truende stemning hængende over dem, som en sort torden sky, slap hun grebet i ham og ville træde tilbage.Noget var bestemt helt galt hér.
Netop da slog han øjnene op og greb om hendes håndled.Deres øjne mødtes og Millicent glemte at trække vejret.Hans skønne øjne var hun ildevarslende røde.Og hun mærkede panikken så småt røre på sig.Hvad fanden skete der?Hun rev i sin arm, for at trække den fri,men det lykkedes ikke - og han grinede bare så alle hans tænder kunne ses.
" W-william?" lød det svagt fra hende og hun følte sig meget svimmel.Han slap hende...og med et 'lad jagten begynde ' spurtede hun afsted, som et stykke jaget vildt- uden helt at forstå h hvorfor hun nu var en del af et farligt og twistet spil der nu var igang.Det mindede hende om filmen Hostel, hvilke ikke var helt så skide heldigt, vel.
Millicent flygtede ...ind mod byen der langsomt nærmede sig.Hun overvejede både klubben i håb om Alias ville være der, og måske kunne hjælpe? Og hun overvejede Stephen der kunne gribe hende og simpelthen flyve hende væk fra....William?
Men hun turde ikke lede ham i deres retning, ikke i den tilstand.Hun løb i retning af en stor parkeringsplads, den ville dukke op så snart skoven endte.Hun skjulte sig bag et træ...prøvede at få vejret, hvilke var svært .Både løbeturen og angsten fik hende til at hyperventilerer.
Hun havde kun en tanke der rungede i hendes hjerne..." Jeg er død hvis han finder mig" .Ved siden af hende lå en stor tung kæp.Hun bukkede sig og samlede den op.Hendes eneste mulighed for forsvar.

Han grinede bare, stod bare og grinede.. imens hans hjerne bare slog klik. Hvem var hun, hvorfor var hun her.. åh hun lugtede godt, hvor var de, en skov! En skov.. på jagt! Blondine. Løb. Han hviskede stille ordet igen og igen, løb.. Han sukkede dybt og trak vejret roligt imens han så hende forsvinde mellem buskene. Han stod helt stille nogen seksunder og lyttede bare til hendes skridt, nogen ting havde han da fået med sig over til sin nye race.. så som hurtighed, ikke lige så hurtig som en vampyr eller lige så stærk, men stadig hurtigere og stærkere end et menneske, sådan.. overmenneskeligt. Hans hørelse var også helt i perfekt stand ligesom hans lugte sans. Efter adskillige helt stille sekunder, hvor hendes lyd næsten hørte op, satte han endelig i løb efter hende. Han overvejede at folde sine vinger ud, det var selvfølgelige nemmere at flyve end det var at løbe, men han ville ikke risikerer noget.
Han fulgte hende på afstand, det var nemt, han kunne høre hvordan hendes puls dunkede afsted og hende hvertrækning kunne høres på flere kilometers afstand, mega meget lokkemad for en sulten vampyr. han fandt hende så til sidst.. gemt bag et træk hvor han langsomt gik hen mod hende. "Rolig.." sagde han stille, han ville ikke have hun løb igen.. det hele var under kontrol nu, eller.. langt fra, men han kunne godt styrer det, for Phillips skyld, det skulle han. "Millicent.. jeg følger dig hjem nu.. undskyld" sagde han roligt og smilede forsigtigt til hende med et helt normal smil, dog var hans øjne stadig røde og det var ikke noget han kunne ændre før han havde fået stilts sin blodtrøst. "Kom.." sagde han roligt og rakte hånden ud mod hende.

I starten var der stilhed, kun lyden af hendes eget bekymde hjerte rungede i hendes bevidsthed.
Hun stod med ryggen op af det store træ, som var hun sømmet fast dertil, og den tunge kæp hvilede mellem begge hendes hænder,der på det nærmeste knugede sig om den.
Alle hendes sanser var skærpet, specielt hendes øre stod som antenner,prøvede at opfange hvert et signal på at han var på vej i hendes retning.
En puslen i skovens bund, lyden af kviste der hurtigt blev mejet ned var nu tydelige og Millicent lukkede sine øjne.Det var bare for meget det her! Det havde været sådan en hyggelig aften og nu...nu skulle hun bekæmpe ham.Hvordan fanden skulle hun det, han var jo givet vis ikke menneske...eller nej, hun vidste han var dæmon jo, men ...hans ændring her, den var sku ikke særligt betryggende og de sylespidse tænder og hans vilde blik, det skulle i al fald ikke smelte sammen med hendes hud, på nogen måde.
Fandens....han var her nu!
' rolig bad han' - hun strammede grebet om kæppen."Lad mig være" svarede hun.
Han ville følge hende hjem, men til dette svarede hun kort" Nej!"
Hans normale stemme der undskyldte og hans forsigtige smil, forvirrede hende og bragte tvivl i hendes sind.Men hans øjne var røde og han kunne umuligt havde ærdret sind på så få minutter, hvor skulle hun vide fra hvordan han ' var nu' - hvilken leg han legede ?
Han kunne lige så godt være ved at lokke hende i en fælde.' med sukker fanger man flest bier' ( eller hvordan det nu var) tænkte hun , da hun skrækslagende så hans frem strakte hånd.
Hendes knæ rystede med hendes stemme lød fast, da hun løftede kæppen op og sagde " hvis du kommer nærmere banker jeg dig i jorden.....du skal gå nu William, vil du ikke nok?"

William kiggede på hende og så hende ind i øjnene, hvor hendes frygt for ham voksede. Han overvejede om det var muligt for ham at vidne hendes tillid tilbage? Måske ikke i aften. Han skulle nok møde hende igen, ingen tvivl, desuden vidste han hvor hun arbejde og hvor hun boede.. Det var ikke svært at finde det sidste i hendes tanker, da t hvert skræmt barn reflekterer over mulige gemmesteder, og det først der slår dem er selvfølgelige altid deres hjem. Han gik så et kort skridt frem mod hende og rystede på hovedet af hende. "Vous n'avez pas me défier .." hviskede han stille med Sambidte tænder, mest henvendt til sig selv.
"As you wish" Sagde han så stille og bukkede så dybt for hende som en rigtig gentleman.
Hurtigt tog han et par skridt og stod foran hende, han lagde sin hånd mod den kæp hun holdte, bare for at holde den væk så hun ikke skulle til at svinge med den og komme galt af sted. Han smilede så hurtigt og bukkede sig over hende og kyssede hende let på kinden "Foire de jeune fille" hviskede han stille og trådte et skridt tilbage. Han slap så kæppen og trådte hurtigt nogen skridt tilbage, smilede blidt til hende. Inden et par kæmpemæssige hvide fjer stod op fra hans ryg, formet som svane vinger. Nej de var ikke sorte.. for William var født engel, hans vinger havde altid været hvide, og det blive de ved med. "Vil vil snart mødes igen!" sagde han hurtigt.
Han smilede hurtigt og så lettede han, og væk var han.

// OUT//

Havde hun været et knas tørt skelet, ville man kunne høre den raslende lyd hendes krop lavede.
Gud ske lov var det ikke lige tilfældet.
Millicent rystede på hovedet, forsøgte at klare sine tanker der havde fået et slør af forvirring hen over.William...han talte pludselig fransk, og hun kunne nok til at forstå ham.
Først en lille advarelse, men han gled stille over til at indfri hendes ønske , om at blive ladt alene tilbage.Hun havde kæppen klar, men Williams hånd blokerede hendes mulighed for brug af den.
Hun forstod dét ikke....hun kunne ikke gennemskue hvad der skete...og helt desorienteret var hun da han lænede sig over hende og kyssede hendes kind, samtidig med et kompliment til hende.Millicent følte sig som et test person i en serie om det mystiske...Hun så William trak sig tilbage,og hun tabte faktisk kæppen , da de smukkeste vinger med et sprang ud fra hans ryg og han tog af sted. Millicent faldt hun sammen ved træets fod og tog sig til ansigtet.
" Get a grip....pull yourself together" messede hun lidt og tørrede et par tårer væk fra sine kinder.
Det havde været en meget ....emotionel aften, lidt af en rutchetur faktisk.
Taknemmelig for at faren var drevet over nu, kom hun op at stå og tilbagelagde vejen hjem på vaklende ben, imens hendes tanker forsøgte at finde hoved og hale i hvad hun havde oplevet- og følt ,denne aften.
Hjemme låste hun grundigt sin dør, og helt uden at gøre sig klar til natten på vanlig vis, satte hun sig ned i sin sofa og sad der i mange timer, med en pude i favnen, og stirrede ud i den mørke nat.

// out