what A dream... - Millicent

Hvorfor han valgte at skræmme hende med sin meget detaljeret forklaring af hvordan han mishandlede og dræbte sine offre, der nærmest af alt virkede som en trussel om hvad han - måske- ville udsætte hende for , vidste hun ikke, men han valgt jo at trække hende direkte ind i et ægte gyser univers og han var heldig hun var stærk, stærk nok til ikke at begynde at skrige og flippe ud, som en del mennesker nok måtte forventes at gøre.For hun var ikke i tvivl om at hun blev præsenteret for sandheden.
Måske var det kattens leg med musen, men hun havde ikke planer om at være hans lille mus , no way.
" jeg skulle se mig selv? Du burde tilgengæld ikke høre dig selv" snerrede hun og forlod bordet- underforstået at han burde tie helt stille lige nu !
Hun nåede imidlertid ikke langt, og hans stemme indfangede hende...
Han ville have hende tilbage ? Hun var lige på nippet til at sende en svale af skrappe bemærkninger efter ham, da noget meget sært skete.
Det var som en mental kraft tog over og tvangsstyrede hende tilbage....helt ned på stolen enda.Det var som en puppetmaster pludselig besluttede at trække i hendes snore ,som var hun en anden pinnochio.
Hun var ikke i tvivl om det var ham...William...der nu styrede showet.
Og hun var bange ....og hun var vred.
Og hun ville ønske at Stephen var hér..eller sågar Alias, da hun stærkt tvivlede på at dette ville være en opførelse han accepterede fra en kunde mod en ansat- mod hende?.
Hun kunne mærke den usynlige hånd løsne sit greb igen, men uroen blev liggende i hende.
Med et tydelig blik af forvirring , så hun ind i hans øjne da han lænede sig ind over bordet og advarede hende.
Millicent følte sig...fanget...af ham, som en vogter over en indsat, havde han nu magten når han kunne tvinge hende.Hun havde kun en mulighed for at kæmpe og den var på det psykiske plan.
" Du skal ikke forsøge at styrer mig...jeg er ikke din dukke" bed hun igen, selv om hun bare virkede nærmest tandløs i hans øjne sikkert.
" hvad er det du vil? Jeg gav dig min tillid og du...du gør dette" sagde hun tydeligt med en såret følelse.

William slog ud med armene og rystede på hovedet af hende, "Du spurgte selv, og jeg svarede ærligt" sagde han bare og bed tænderne sammen, han var irriteret over hendes, nu meget dårlige høflighed overfor ham, ja han havde måske sagt noget beskidt, men alle hendes skide vampyr venner var sikkert ti gange så slemme selv, de sagde det nok bare ikke højt, så hun skulle bare tag og opføre sig ordenligt. "Millicent.. sssh" sagde han med sammen bidte tænder, hun talte lige lidt for højt til hans humør. "Så må du jo heller lade være med at gå.. " sagde han bare og rystede på hovedet, hun havde slet ingen ide om hvad han var i stand til, og det frydet ham at have kontrol over en anden person igen, som han havde haft med Jack.. fuldkommen kontrol. "Du har ingen grund til at være sur på mig, jeg har ikke gjordt dig noget, og har ikke i sinde at gøre dig noget.. din søde Alias er ikke en skid beder selv.. så hvem er du til at dømme" sagde han bare og lagde armene over kors og lænte sig tilbage i stolen, han havde ikke mere at sige, han havde lyst til at skære halsen over på hende.. symme hende fast til en væg.. tvinge hende til et eller andet sindsygt.. men han kunne godt bevare fatningen, i hvert fald lidt endnu.

" ja " svarede hun stille.." Jeg spurgte om hvordan du...hvad du levede af og hvordan du spiste...ikke alle mulige groteske skræmmende detaljer" sagde hun og ignorerede at hun var ved at blive ked af det.Stædigt skubbede hun følelsen væk.Han tyssede på hende og hun vendte demonstrativt blikket væk.
"Du kan ikke blive ved med at stoppe mig....og hvorfor skulle du?.er du ikke mand nok, til at holde frivillig selvskab, behøver du tvinge folk til at blive?"
Hun kendte svaret....piger og sikkert også drenge sukkede efter en badass som ham, de stod sku sikkert i kø.Nå- men ikke hende.Hun halsede efter ...ingen,hvis det kunne undgåes.
En ny omgang drinks blev leveret til deres bord, men inden Millicent kunne nå at signalerer at Kent skulle ringe til Alias, havde han forladt bordet- efter et indbydende smil til William.
Underligt nok talte Will nu om Alias...igen.
Det var som han kendte ham? Eller...? Argh..hun kunne ikke sætte ord på det.
Men hun serverede ikke andet end sandheden for William, så måtte han selv om hvad han ville stille op med den.
" Alias er ikke MIN...han har en kæreste...en dreng...han er intet andet end min chef. Jeg har al ret til at dømme, HVIS jeg da ønskede det.JEG går ikke rundt og gør nogen fortræd!" oplyste hun og tilføjede i tankerne ' og så er der lige det med jeg blev madet med hans blod...deet ved jeg ikke helt hvad betyder for os? Og det lille faktum at jeg er hovedmistænkt i drabet på mine forældre, men...intet...intet af dét er min skyld.

William så ud til at have fået nok snak, og sad afslappet, med armene krydset...klart en lille demo over hvem der sad med magten.
Millicent vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv.skulle hun forsøge smutte - igen eller accepterer hans krav, for nu ? Hun besluttede at gøre det sidste og håbede ikke bitterligt ,hun ville fortryde.
" Må jeg gerne tage den ene drink?" Bad hun høfligt om lov.
Nogle ville sige hendes stemme havde en svag underdanig klang.

"Det kommer an på hvordan man ser på det" sagde han roligt og kiggede på hende, han så det ikke på sammen måde som hende, jov han vidste godt han var psykopat, men kunne han selv gøre for det? Nej han havde aldrig haft et valg, vampyrer var stemplet mordere, og dæmoner var ikke ret meget beder selv, så hvorfor overhovedet lade som om man var en hel normal person, som gjorde hel normale ting, nej det gad han altså ikke. "Jeg kan blive ved så længe jeg gider, og så længe at du bliver i tvivl om, hvad det overhovedet er du vil" sagde han bare og smilede, selv om det ikke helt var sandheden med det først, han havde ingen rigtig kontrol over sin evne, det var aldrig til at vide hvornår han kunne kontrollerer det og hvornår det bare endte op i kaos. "Hmm.. det er et interessant spørgsmål, synes du ikke jeg er mand nok da?" spurgte han og lænede sig ind over bordet for at komme lidt mere tæt på hende, det hele blev hurtigt mere intimt når der ikke var så meget plads, og hvis man så lukkede af omkring sig, så der kun var ham og hende.. meget intimt. William skar tænder da hun begyndte at snakke om denne Alias og hans forhold.. det skar.. hvorfor skulle de snakke om forhold? Et øjeblik faldt han lidt ud af fatning og han så ned i bordet med et smertefuldt ulykkeliget blik. Det gav et kort stød i ham af kuldegysninger, og så kiggede han op igen med den gendannede hårde facade, der skulle mere til end det at hylde ham ud af den.. håbede han.
"Stop!" sagde han stille med meget advarende, hun skulle til at passe lidt på, William var let at tirre. Han så hurtig på drinken og kunne mærke hvordan kroppen begyndte at tale for at drikke det, imens han koncentrede sig om ikke at gøre det, han måtte bevare fatningen!
"Jeg er ligeglad med hvem fanden han er" sagde han så bare total toneløst, det irriterede ham at hun hele tiden tænkte på ham.. hendes.. fyr, som ikke var hendes fyr.. sikkert.
"Jeg gør ikke nogen fortræd som ikke har fortjent det" hviskede han stille, men hendes tanker hyllede ham helt ud af den. Blod? Hun havde drukket blod.. utroligt, det vidste han ikke man kunne? Han sukkede stille da den lille uskyldige tøs bekræftede hvordan intet var hendes skyld, nej selvfølgelige.. det var aldrig ens egen skyld jo.
"Sød og uskyldig hva.." sagde han bare og rystede på hovedet af hende.
"Hør, du er ikke min fange okay, og jeg har ikke tænkt mig at gøre dig fortræd, du kan gå hvis du har lyst, alt jeg ville var bare en pæn samtale, men det er der vel ikke så meget tilbage af.. det jeg ked af, og ja drik endelig, jeg skal ikke have mere" sagde han og afsluttede det roligt, med en blid tone.
Han lænede sig langsomt tilbage i stolen igen og slog blikket ned, imens tankerne begyndte at vrimle rundt i hans hoved, som et puslespil der var umuligt at løse.

Hun havde forstårt dilemmaet.Manden skulle jo spise, men hvorfor unge og uskyldige kvinder? Hvorfor ikke udrydde nogle kedelige voldelige forbrydere istedet og gøre verdenen til et bedre sted , to fluer med et smæk?
" Okay....I get it....du gør bare hvad der falder dig naturligt" samtykkede hun stille og mødte trodsigt hans blik da han påstod at kunne blive ved og ved, sålænge han gad faktisk.
" Så må vi håbe det ikke kommer til det.. Så bliver det dyrt i drinks." forsøgte hun at klinge af med at bringe lidt humor på banen.
Millicent tabte pusten, da William lænede sig ind over bordet.I forvejen var plads en mangel vare og når man bevidst pillede ved den afstand der trods alt var, kom man hinanden meget nær...og skabte en intim atmosfærde.Dette kombineret med hans spørgsmål,kostede en reaktion fra hende, uanset om hun ønskede det eller ej. Hendes hjerte bankede igen hurtigt, og hun rynkede let sine bryn sammen da hun indrømmede over for ham" Jeg tvivler ikke på du kan få al det selvskab du ønsker, bare ved at se på folk næsten....men helt ærligt, at bade i overfladiske one nighters....bliver det sldrig trættende ? Har du aldrig lyst til andet...til mere? " spurgte hun blidt.
Hans hænder havde ingen ring og hans opførelse bar ikke præg af han var i etvfast forhold...men hun gættede, naturligvis.Som hun også gjore med Alias.Det var sladder hun var snuplet over, men synes den lød troværdig.
Millicent så hans udtryk ændre sig, markant og da han smed den overlegene maske og viste et mere sårbart ansigt, et fuld af følelser....blev hun rørt af ham, for første gang.
Hun havde lyst til at stryge hans hånd og fortælle at uanset hvad der havde kostet den smerte han bar rundt på...ville noget eller nogen en dag rette op på det og få såret til at hele.
Men William kom i forkøbet... Og hun kiggede forbløffet på ham, han var vred? Over Alias?
" okay okay...ikke mere om ham" mumlede hun, da hun ikke ønskede at gøre ham vred.
" og ja...jeg lever et helt almindeligt liv og holder min sti ren" sagde hun stille.
Igen...han brugte ord som hun tænkte, hvor var det...underligt.Han måtte være god til at læse hende.til at se hvordan hun havde det, til at tolke hendes signaler.
Nu hvor hun vidste hun var fri til at gå, ville hun gerne blive.
" William...det er ikke fordi jeg ikke ville tale med dig men du forskrækkede mig , og fornærmede mig , selv om det måske ikke var din hensigt" prøvede hun at få ham til at forstå.
Han var...kompleks...det var så sikkert som amen i kirken.Men midt i al hans styrke og overlegenhed virkede han....fortabt, og den blanding af blødt og hårdt, havde hun svært ved at vende ryggen til." Tak" sagde hun og førte drinken til sin mund, og halverede glassets indhold.

"Ja heller det end at gemme sig bag en eller anden facade af løgne, jeg kunne sagtens sige jeg var sød og uskyldig, og kun tog det jeg lige netop kunne leve på.. men så ville jeg lyve, og det ville der jo ikke være meget ved, vel?" prøvede han, bare at få hende til at forstå.. bare en lille smule, hun havde spurgt ham og han slog ihjel, godt nok ikke helt så direkte men stadig, og han havde svaret ja, med uddybelse, men han kunne ikke gøre for det.. han styrede det ikke selv, sin sindsyge, hun skulle bare være glad for hun fik lov til at opleve den pæne side af ham. "Jeg har ikke noget imod at betale for dit selvskab, heller dig end en af de tuesinde andre gratise sluts herinde" sagde han så og smilede oprigtig til hende, han ville være i selvskab med en der havde en smule fornuft og hjerne, selv om ja.. han nok sagtens kunne få hvem han end ville, det havde han altid kunne, i hans gamle by, der var ikke en pige der ikke kendte hans navn, og ville ønske deres navn var på hans liste.
Han sendte hende så et tavst dræberblik, ved hendes modbydelige anklage, hvor vovede hun! At dømme ham på den måde! "Du bære heller ingen ring og jeg anklager ikke dig for at tage den første og den bedste med hjem.." sagde han hånligt, men et sekund efter gid det op for ham, han netop havde taget noget meget åbenlyst ud fra hendes tanker og ført det ind i deres samtale, så han valgte hurtigt at skifte sin vrede ud med forståelse. "Jeg er ikke typen.. okay, jeg vælger ikke bare en.. " sagde han stille og kiggede ned i bordet igen, det ulykkelig blik røg op i hans øjne igen. "Jeg har prøvet det du kalder andet, og mere.. men.. det.. jeg.. det kan jeg.. " forsøgte han, men minderne var for svære at snakke om, han kunne ikke, han kunne ikke.. ikke engang tænkte på.. på.. fuck. "Bare glem det okay" sagde han så og rakte ubevidst ud efter den anden drink på bordet og nippede fraværrende til den.
"Jeg kan desværre ikke sige jeg er ked af det, for det er jeg ikke, men jeg vil ikke skræmme dig med vilje, så undskyld, men du har også fornærmet mig, så lad os bare sige vi står lige" sagde han så og rystede lidt på hovedet. "Jeg tror det er best jeg går nu" sagde han forsigtigt og kiggede hurtigt op. Han måtte have noget luft.. han var ved at miste kontrollen, han kunne mærke det, i blodet.. i hovedet.. i kroppen.. han ville ikke gøre nogen fortræd! Men hvorfor! HVORFOR! Hvorfor kunne de være så fandes lykkelige, alle! Når han var så fandes ulykkelig hele tiden! De skulle.. brande op i helved! Alle sammen! Han rejste sig brat op og kiggede hurtigt på hende. inden han forsatte i al hast mod udgangen, stadig med sin drink i hånde. Luft, du mister forstanden! Luft.. træk vejret. Bevare roen.. ikke mist kontrollen.

Slået på sin egen bane halvdel.Hun talte altid for at sandheden måtte først, ikke alle de løgne.
Det var svært at modsige, så igen måtte hun give efter..." Jeg ..jeg vil helst have du fortæller mig sandheden, det vil jeg blive glad for" .
Hun grinede dog spontant ved hans næste sætning. At betale for hendes selvskab.
Hun så ind i hans øjne, og denne gang var der ikke afvisning eller Vrede i dem, bare nysgerighed og lidt morskab." Du får det til at lydevaf noget helt...andet" sagde hun smilende og voppede hovedet lidt til højre.." Du er vel klar over du ikke betaler mig, men bare baren? Det er dem du betaler for at låne mig" sagde hun med et lille skævt smil.
William fik dog standset det, så det ikke nåede at brede sig- hendes smil.Han så nu vred ud...og Millicent blev meget forvirret over det blik han kørtemaf på hende, men det var intet imod hvad hans ord efterlod hende med.Han...han havde plukket det ud af hendes tanker! Hun rystede på hovedet.Det var vel umuligt, eller? Hvis han kunne kontrollerer hendes krop, hvorfor så ikke læse hendes tanker? Hun blev helt perpleks.Kunne han læse ALT ? Imens hun forsøgte få styr på hvad der lige var sket og hvad det betød....snakkede William om et mislykket forhold.Det var hvad Millicent tolkede det til.Hun standsede op , så tøvende på ham og lagde en hånd på hans arm, kort, Inden hendes blide stemme tilbød en anden vinkel til ham " William...det lyder til du har oplevet ægte kærlighed...og selv om den - måske- ikke endte som du håbede , er du blandt de heldige.Mange vil aldrig opleve det.ikke den ægte sag" sagde hun stille og trak så sin hånd til sig.
William..kunne vist ikke bruge det til så meget, faktisk så han ud til at blive helt rasteløs og få det dårligt, og efter en halv undskyldning- som hun ikke nåede at kommenterer på- var han stort set på vej væk.
Hun havde fået et helt chok da han rejste sig så brat, og nu sad hun ...lidt i vildrede...og spejdede efter ham.
Måske var det stupidt, hun burde vel være lige glad? Men hun havde en bekymring, var han okay? Eller...
Hun tømte sin drink hurtigt, og traf sin beslutning.Han burde være i bedre humør når han forlod baren, og specielt brød hun sig ikke om at han havde det så dårligt efter hendes selvskab.Han var i perfekt humør da han kom, så vidt hun vidste.Desuden...hun havde noget at spørge ham om.
Hun gik hurtigt i hans fodspor, og forlod klubben.Naturligvis ville hun vende tilbage, komme indenfor lige om lidt, men først en lille snak med William.

William tog sig ikke tid til at lytte til hendes sidste bemærkning, selv om et par ord alligevel var kommet med ham på vejen, men det gjorde ham bare endnu mere vred, så hele rodne op alene resten af livet en at være ulykkelig forelsket for altid. Han sukkede dybt og prøvede at trække vejret langsomt, han kunne godt tage sig sammen.. det kunne han altså godt, så meget alkohol havde han heller ikke fået. Han slog døren op til baren og gik forbi den lange kø, hvor nysgerrig øjne fulgte ham, men han værdige dem ikke et blik, han havde end ikke haft tid til at stoppe op og tage sin jakke med på vejen, men det var lige meget han frøs alligevel aldrig. Han gik lidt hen af fortovet og stoppede op da han var i god afstand fra baren, så han kunne være lidt alene med sine tanker. Han gravede ned i sin lomme og fandt en cigarret frem, og satte den mellem læberne, fik den tændt med en lighter og tog et sug, og så et til, og så et til.. til vreden langsomt drev ud af hans krop og nikotinen beroligede ham. Det der med at trække vejret dybt, skråt op, han skulle trække vejret igennem et filter for at føle sig en smule afslappet.. det havde fandme lige været på grænse, men han havde redet den, det var over nu, ikke mere alkohol, ikke mere snak om forhold, han skulle bare være alene.. for altid, for altid alene. Åh.. Phillip... hvor jeg savner dig.. åh. Han lod sig langsomt falde mod jorden, cigarretten røg ud af hånden på ham og det hele begyndte at svimle.. Phillip.

Hun havde nok forventet at finde ham, henslængt op ad husmuren , men han var ikke til at se nogen stedet.havde hun været for længe om st beslutte sig?- det håbede hun godt nok ikke da.
Hmm...mystisk.
Millcent der efterhånden havde fået et fint forhold til de feste medarbejdere i klubben, gik over til dørmanden og hviskede i hans øre." Høj mørkhårt og virkelig lækker mand..hvor gik han hen?" Og så hastede hun i den retning der blev givet hende instrukser til.
Millicent så sig omkring,kæmmede omgivelserne og endelig...endelig var der gevinst.Hun så ham, netop som han faldt sammen og uden tøven løb hun med lette skridt over mod ham.
Hun.vidste ikke hvad der var galt , ej heller om han egenlig ønskede hendes hjælp?
Men hun ville tilbyde den alligevel.Langsomt knælede hun foran ham og sad nu på knæ.
Hun tog hans ansigt mellem sine hænder og meget forsigtigt , som var hans navn udført i glas sagde hun " William...hey..er du okay?" Hendes lysende blågrønne øjne forlod ikke hans ansigt og det var tydeligt at hendes bekymring for ham var ægte.

William satte en hånd i jorden, men sank så ellers bare sammen sidene op af muren, imens tuesinde af minder for gennem hans hoved, der var så mange gode, og det var kun dem han så, og han kunne ikke.. få dem væk.. de var over alt, de skulle væk. Han åbnede og lukkede øjnene igen og igen, men alt han så var Phillip der bare sad og smilede til ham, imens bebrejdeene ord dansede hen over hans tanker, Phillip havde ret, han havde altid ret. Han vågnede langsomt op ved en sukkersød stemme der hev ham ud af hans drømmeverden, og han kiggede forskrækket på Millicent, pigen fra baren. Tilbage til virkeligheden, det var 5 år eller sådan noget.. siden nu, kunne han ikke bare komme over det, få sig et nyt liv. Satans. "Ja.. jeg.. jeg har det fint, havde bare lige brug for noget luft" mumlede han stille og kiggede på hende, han brød sig ikke om at være så svag.. så fandes svag. Han kunne næsten høre Matthew's stemme inde i hovedet der bedte ham tage sig sammen, ikke græde, ikke klynge, det var tegn på svaghed og vampyrer var ikke svage, og slet ikke dem som han skabte! Han bed det hurtigt i sig og smilede forsigtigt til Millicent. "Det jeg ked af" sagde han, og kæmpede sig så op på benene og ud af hendes greb, han lagde sin hånd om hendes håndled og hjalp hende også op og stå.

Noget var galt...noget var ændret, men hvad? Og hvorfor?
Hun afspillede deres samtale i sit hoved, kørte den igennem på 'fast forward' for at se om hun kunne pejle sig ind på noget? Det eneste der lige sprang hende i øjnene var noget om forhold.
Var det muligt? Havde han brændt sig så meget på kærlighedens flamme, at det nu kostede ham så stor smerte at han mistede overblik og kontrol?
Endelig så han hende, rigtigt...og hans øjne fik et næsten helt forskræmt udyk.
Millicent strøg den ene hånd ned af hans kind, og havde lyst til at sige at han ikke just så sådan ud lige nu, men hun holdte ordene inde, da William gav hende det høflige standart svar ' at han var ok'.
" luft kan udrette mirakler...især hvis den indtages på en varm lille trope ø" prøvede hun at lette stemningen lidt og smilede ,stadig lidt usikkert til ham.
Helt basalt og grundlæggende var det meget vanskeligt om William skulle placeres i kassen Ven eller fjende, hvilke var frustrerende for Millicent...måske var deres relation slet ikke bestemt endnu.
William var helt klart en type der fyldte meget, en af den slags der næsten overtog et rum...bare ved sin tilstedeværelse.Hun havde en stærk fornemmelse af han var en krævende type, måske lidt hård...og så...og så var der denne denne her anden tilføjelse til ham.En sårbar og blid side.Den side der lige nu undskyldte til hende, imens han kom op på benene.
Hans hånd låste sig omkring Millicents håndled og tilbød et let supplerende træk, så hun også kom op i fuld højde igen.
Millicent måtte være træt , for så mange tanker begyndte at hvirvle rundt i et stort virvar.
Den lille gestus, med at hjælpe hende op- når nu han selv var ' langt nede' - syntes hun var meget betænksom af ham.
" Du behøver altsår ikke undskylde, William" mumlede hun tilbage, og fik trukket sin sorte nederdel lidt ned på plads igen.
" J-jeg blev bare lidt bekymret for dig, for den måde du kom afsted på, så jeg ville lige tjekke op på dig" forklarede hun og følte sig en smule forlegen over at være gået efter ham.
Hun ville så gerrne hjælpe ham, men hvis hun havde ret - og det handlede om kærlighed- havde hun jo ingen råd af dele ud af, ikke andre end dem man kunne læse sig til i alle kulørte ugeblade der havde en brevkasse om sex og samliv.
Hun havde ikke elsket og aldrig prøvet at modtage kærlighed.Aldrig været været i et forhold.
Hendes ' forhold' til Stephen var så spirende nyt og selv om det lå i luften, havde de ikke afgivet nogle løfter eller afkrævet nogle løfter af hinanden. Men tilgængæld kendte hun alt til at miste de eneste man elskede- og oven i hatten, som om man ikke havde det slemt nok...så fik man også skylden for det var sket, mistanken om enda selv at være årsagen til det.
Hun sukkede, livet var...udfordrende

William grinte stille og rystede på hovedet, "Nu ikke mere om mig.." sagde han stille, han ville ikke uddybe og han ville ikke fortælle, for det gjorde undt, lige meget hvor mange i verden der mente det var best bare at.. få det ud, så var det en kæmpe løgn, i hvert fald i Williams tilfælde, den eneste person i verden han kunne snakke frit med, om alt mellem himmel og jord, sad nu lige så ulykkelig og helt alene et eller andet sted, imens de begge to prøvede at komme videre, de havde ikke ladet noget blive tilbage, ikke engang det venskab som de engang havde haft.. hvorfor havde de fucked det så meget op? Hvorfor var så meget glæde bleven til så meget sorg, hvis ville havde fået chancen, så ville han have slettet det hele.. men han have været der, med Phillip, uden en hukommelse, uden nogen minder, uden nogen Matthew at græde over.. det havde været forfærdeligt, at se ham sådan.. så sårbar, og han ville aldrig, aldrig byde ham det igen. Måske havde han før stjålet andres minder, men at tage et helt liv fra en person på den måde, det var forfærdeligt, og han ville aldrig nogen sinde overveje det, ikke efter at have set Phillip på den måde, aldrig.
"Jeg har det fint nu, tak.." sagde han roligt og kiggede på hende med et nyt blik, forundrende og blidt, ikke rigtig noget der kunne beskrives med ord, det var specielt, for der var ligesom noget over hende, som han.. han havde set før, og det.. det trak i ham, som havde han savnet hende, uden at kende hende, og en stræk fornemmelse af bare at ligge armene om hende og holde hende ind til sig.. fortælle hende at nu var han her, selv om det havde taget ham en evighed, så var han her nu, og han ville aldrig forlade hende igen.. men det var umuligt, følelsen af at kende hende.. som havde han mødt hende før, utroligt.. men så forkert, og han måtte knibe øjnene dybt i og feje følelsen væk.
"Du skal ikke være bange for kærlighed, det er det smukkeste i verden.. og jeg er sikker på at.. hmm Stephen? Var det det han hed? At din engel vil kunne give dig meget, men du har meget høje forventninger, og det skal du passe på med, prøv bare at slå dem fra.. og føl med dit hjerte, så vil du se, så vil du forstå.. " sagde han stille, en hentydning til hendes tanker, selv om hun måske ikke kunne hjælpe ham, så kunne han godt dele lidt ud af erfaring, kærlighed var så meget mere end at være glade og godt kunne lige hinanden, en fantastisk sex.. så meget mere. "Men jeg må heller videre nu.." sagde han stille.. noget iskoldt løb ham ned af ryggen.. det her.. det var bare et stort flashback.. han følte.. han kendte hende? Men hvor fra.. det var så usandsynligt.. Han stoppede helt op og gik et skridt frem mod hende, løftede sine hænder og lagde dem meget forsigtig mod hendes kinder og træk hendes ansigt nærmer sigt, han bøjede sig over hende og lagde sit ansigt ind mod hendes hals, tog en dyb indånding, og en.. meget indbydene, gnistrende.. duft.. fyldte hele hans sind, hele hans krop, som en tåge.. så fristende og fin, som det smukkeste i verden, som en iskrystal, man prøver hele tiden at fange dem, at røre ved dem, men lige så snart man gør.. så forsvinder de, smelter på ens finger.. sådan havde han det lidt, ville så gerne.. men hvis han gjorde så forsvandt det. Og så slap han hende og gik et skridt tilbage indhyllede i hendes duft. "Hmm.. " sagde han stille. "Du er en meget smuk pige, jeg er sikker på at du kan få hver en fyr du peger på, og en dag vil du finde en der også peger på dig, og i vil få et smukt og langt liv sammen.. " Sagde han stille og kiggede hende kort i øjnene, "Jeg går nu, farvel Millicent, det var hyggeligt at møde dig" sagde han roligt, og med al styrke han havde tilbage, tog han sig sammen og vendte ryggen til hende.

Han havde fået lidt styr på sig igen.Både hans stemmeføring og kropssprog viste det og naturligvis hans ord.Han ønskede hende ikke i sine private sager, og for en gangs skyld besluttede hun sig for at lade vær.Det var nok bedst sådan.
" Sålænge du er ok" sagde hun med et lille smil.
Hun overvejede at trække sig, finde tilbage til arbejdet og sætte et punktum for hendes første møde med en dæmon, men William satte en kæp i hjulet for den ide.
Som en tofarvet softice , blandede hendes følelser sig inden i , da han talte til hende, om kærlighed...forventninger..og om Stephen.
Hun følte at han læste hendes tanker og endog hendes inderste følelser.Hvad skete der lige?
Og det mest bizarre var - at det nærmest virkede smukt,det han sagde.
" J-jeg er ikke bange...ikke for noget og heller ikke for kærlighed, måske er jeg bange for ikke at finde den og gå gennem livet alene, men..." hun stoppede sig selv, da William ville gå.
Det var nytteløst at forklare og hun var stadig optaget af om det virkelig hang sådan sammen , at han kunne læse tanker.Det var for vildt jo?!
Hun nikkede, da han ville gå videre og troede han enten ville give hånd eller måske være meget kammeratelig og give et farvel kram, da han gik tættere på.
At William ville tage hendes ansigt mellem hans hænder, havde hun ikke lige set komme - og uden nogle bevægelser stod hun og holdt vejret.Arh...hun kunne ikke gennemskue ham, overhovedet.Da han lænede sig ned over hende og lod sin næse indsnuse hendes duft, ved den blottede hals, havde hun lagt sine hænder på hans arme.Mest for at beskytte sig selv, så hun kunne skubbe ham væk, da hun ikke forstod hvad der skete.Men istedet for at puffe ham væk, stod hun mussestille og mærkede hvordan hun selv fik gåsehud, imens han snusede ind.
Med uforstående øjne og nyopstået gåsehud, kiggede hun ind i hans øjne og modtog, hvad der lød som et kompliment.Han rystede hende...mentalt...skubbede hende ud på kanten...både når han var voldsom og når han var sød.
Hun var tavs...svarede ham ikke , men nikkede blot til hans ord.Hendes egne sad fast i halsen i en klump.
Først da William havde vendt ryggen til hende, for at gå...blev det muligt for hende at få noget ud- og Millicent råbte med en anelse desperat klang " Er du ligeså god til at spå om fremtiden som du er til at læse mine tanker?" hun holdt vejret...mon han ville vende tilbage og svare hende?

William smilede for sig selv, da han tog det første skridt væk fra hende, hvor skulle han nu gå hen? Han var ikke sulten, han havde ikke lyst til at tage hjem, og han havde ikke lyst til at være alene, han ville gerne.. bare tage en øl på en cafe, og se solen stå op.. mærke når duggen falder i hårdet og bare.. indånde den søde duft af ny klippet græs. Han sukkede blidt og vendte sig så langsomt om mod hende, han var lige ved at give slip på et.. måske et venskab? Og det kunne godt være han fik brug for en ven, selvom ingen af hans historier endte lykkeligt, og selvom han ikke var særlig god til at være tæt på andre, slet ikke faktisk, men.. der var noget over Millicent, den her pige.. hun var anderledes, og hun minede ham om.. en anden, en anden tid.. men mindet var som slettet i hans hoved, eller så var det pga. alle de dårlige minder som dækkede over de få god som han kunne trøste sig til en gang imellem.
Hendes spørgsmål kom ikke så pludseligt, han havde godt set det komme, dog havde hun ikke vist noget tegn på frygt eller ubehag omkring det, da de fleste der fik det at vide havde givet ham en ordenlig lussing, eller havde prøvet at undgå at kigge ham i øjnene, selv om det ikke havde nogen betydning over hovedet.
"Mmhmm.. ikke rigtig.." sagde han stille og gik tilbage til hende og stilte sig foran hende, og lagde så hovedet på skrå og så hende ind i øjnene. "Men jeg kan da godt fortælle dig lidt om dig slev" mumlede han så og grinte. "hvis du kommer med mig.. " Sagde han opfordrende, det var lidt en chance, men han klar til et nej, som han næsten kunne se forme sig i hendes tanker allerede nu. "Du vil gerne, men jeg skræmmer dig, og det gør dig bange ikke at vide hvad det er du går ind til, og hvis du gør det alligevel, ville Alias så blive vred? Ville det koste dig dit job, du er bange for at han bliver skuffet.. men på den anden side, så længdes du.. efter det farlige, det gnistende.. men du har endnu ikke bestemt dig, for hvad kan en som mig ikke finde på?" hviskede han stille, som et klart resume af hendes tanker.. det hun ville tænke, han havde ikke læst det direkte, men han havde taget det fra tideliger tanker, om hvordan hun havde det med det hele. "Så.. ja?" sagde han stille og rakte sin hånd frem mod hende, som hvis hun tog den så fulgte hun med, men hvis ikke.. så måtte han bide afvisningen i sig.

Yes! Tænkte hun da han vendte sig om igen.Hendes øjne scannede ham hurtigt efter tegn og signaler på om han var vred, eller irriteret? Hun kunne konstaterer at han virkede helt rolig og i meget god balance, lige nu.
Ikke rigtigt? Selvfølgelig kunne han ikke det, men han indrømmede jo indirekte at han havde læst tankerne.Selvfølgelig ville hun gerne have dem for sig selv, han kunne jo finde tanker derinde vedrørende...alt...og det var meget blottende, næsten mere end at være nøgen.Næsten.
Hun så forundret på denne her fyr, denne dæmon.Han var en ualmindelig flot fyr,men lidt af et wildcard, ik?
Han trumlede hendes tanker ned, nærmest på samme tid de dukkede op.Det var en helt vild demonstration af hans evne, og en afsløring af hende." Jeg kender mig selv sååå" svarede hun tamt og kiggede ned på hendes fødder imens hun prøvede at forlige sig med at det ville blive temmeligt svært at holde noget fra ham.Ville hun risikerer at bringe nogen i fare ? stephen? Nej...det var latterligt at tro.Han havde helt ret - i alle hendes tanker.
Alias ville ikke være glad , han ville helt sikkert skælde ud over hun havde forladt baren med en kunde.På den anden side havde hun ikke - helt- tilgivet ham at hun ikke fik et værtinde job, men et afrydder agtigt job i dumt tøj istedet.Ha...selv i det tøj fik hun tilbudt selvskab, ta den Alias!
Tænkte hun da hun lagde sin hånd i Williams og sagde " hvis du lover jeg kommer hjem uden skræmmer og uden du styrer mig?" krævede hun, men der var smil i hendes øjne.

William smilede imens han fulgte med i hendes overvejelser, for og imod, og hun til sidst kom frem til det rigtige svar, i hvert fald efter ham var det rigtig. Han betragtede hendes hånd der lagde sig i hans og han smilede bredt og bukkede dybt for hende. "Det vil være mig en fornøjelse, selv at følge dig til døren, og jeg skal love dig højt og helligt at du ikke vil få en eneste skræmme så længe du er med mig" sagde han og smilede blidt til hende, da det var den ægte sandhed, han skulle nok beskytte hende med sit liv hvis det kom til det, han havde alligevel intet at miste, så sit liv som indsats? Det var da ikke så slemt endda. Han trak hendes arm hen over sin egen og lagde den forsigtigt der inden han slap hende og trak hende så med sig arm i arm.
"Men fortæl mig så Millicent, hvad en smuk ung kvinde som dig laver på en bar som den? Er det dit helt store ønske job, eller har du en lidt mere passende fremtid i tanke?" sagde han roligt, da han ikke synes at Millicent burde arbejde et sted som det, det var ikke passende for en kvinde som hende. Faktisk hvis det skulle være helt ærligt, så var det jo slet ikke passende for nogen kvinder overhovedet, ikke der hvor han kom fra, Frankrig. Der gik kvinden hjemme og passede børnene, imens manden forsøgrede hende, elskede hende og gik på knæ for hende. Sådan burde det være, at manden tilbad sin kvinde, og at hun passede deres børn og bringte mad på bordet når maven var tom. Sådan et liv kunne han have haft, hvis han dog havde bare en lille smule mand i sig.. ha! Han var bare ikke manden der.. var under tøfflen, selv om han gerne ville elske og ære Maria og deres smukke datter Elisabeth, så var han bare ikke.. klar til sådan et liv, ikke klar til at være bundet på hænder og fødder resten af hans uendelige liv.
Han slog hurtig en streg over sine tanker, han gad ikke tænke på fortid, det var ikke vigtigt mere. Han kiggede hurtigt på Millicent.. fremtiden, det var den der betød noget. "Bliver din elskede Stephen ikke sur, når han finder ud af du går med fremmed mænd midt om natten, ud i uvis heden?" sagde han roligt og kiggede på hende imens han fulgte hende over vejen.

Hun lod sin arm ligge , hvor han ønskede, det var på sin vis meget hyggeligt.
" Så kan jeg jo umuligt afslå, vel" lo hun af hans meget elskværdige påstand.
Så hun lod sig dirrigerer afsted af ham.Hun måtte smile lidtcaf udtrykket ' en passende fremtid' hvad var det for en kvinde? Kødgryderne? Ikke at Millicent havde noget imod at sørge for sin mand, hun ville elske det, men da hun var en naturkatastrofe i et køkken skulle hun nok finde på andre måder at forkæle ham på.
" det er den mest stilige bar, jeg har besøgt dem alle - og ja, det var et stort ønske at arbejde lige der" smilede hun og tænkte at Alias en dag måtte få øjnene op for hunnhavde mange andre talenter han kunne udnytte,hvis han ville.Alle kunne jo tørre et bord af.
" Jeg har kun været der en lille uge...men...nej, det er iikke drømmejobbet, det er en indtægt til min store drøm, og det bliver en platform at få folk til at huske mit navn...kombineret med mit andet nyr job, noget model tjavs...med tøj på" lo hun.
" planen er jeg vil designe mine egne møbler, jeg restaurerer lige nu gamle møbler, men min drøm er min egen butik , mit eget værksted....og at jeg kan leve af at sælge mine møbler" og små stjerne viste sig i hendes øjne, da hun talte om sin store drøm" det er den eneste grund til jeg er startet som model, jeg skal have et brand, være et kendt ansigt...så vil folk være nyggerrige på mine møbler, og måske...måske kan det lykkes?"
Millicent havde ikke meget tilovers for al det overfladiske skønhed.Hun ville hellere have en sølvring givet ud af kærlighed end en diamant ring givet som et status symbol.
Men...hun elskede alligevel ting og tøj, der signalerede stil og ikke slud.
" Stephen? ..deet....ved jeg faktisk ikke helt.Jeg tror han vil mene at det er min egen sag, han er meget tolerant og desuden..,dater vi....vi er ikke forlovet eller gift" sagde hun stille og holdte igen, imens en enlig bil passerede dem.
Det eneste hun egenlig vidste var at Stephen ikke brød sig om hun arbejdede på baren, men hun have en ide om det mest skyldtes at det var hos Alias, fordi han var vampyr.
" Hvor går vi hen ?" spurgte hun og kiggede nysgerrigt på ham.

"Det kan du vel ikke" sagde han bare og smilede flovt. Han kunne, hvis han ville.. være en sand gentleman, og det var da også på det led han havde fået flest piger med hjem, fordi de.. hungrede efter det anderledes og det mystiske, og så var der jo også ret mange der gerne ville kunne prale med at have været i seng med en bartender fra den berømte bar i hans sidste by. Han begyndte at slappe lidt mere af, han følte sig tryg sammen med hende, ikke som når man møder en ny person, og der er en masse pinlig tavshed og generthed, det var allerede over det stadie hvis der nogen sinde havde været et.. men nu var det jo ikke fordi William nogen sinde havde været genert, eller pinlig omkring noget.. det var bare ikke hans stil, desuden var han ret dårlig til at gøre sig selv til grin som så mange andre fyre var så gode til. Han hævede øjenbrynene af hende, men nikkede så, han forstod hende godt, hun levede i en anden tid et andet sted, end hvad han var van til fra sit elskede Frankrig hvor han var vokset op og havde boet hele sit liv. Han nikkede så opmærksomt, imens han førte hende længerer og længerer ud af byen, uden at fortælle om hvor de skulle hen, det kunne jo være hun ikke synes det var særlig hyggeligt, men det skulle det nu nok blive. "Model? Ja den havde jeg nok lidt set komme, du er meget smuk" sagde han så og smilede flovt til hende, inden han så ned i jorden igen. "Sælge møbler? Designer, det lyder spændene.. men så længe du bare tror på det, er jeg sikker på det nok skal blive til noget.. hmm.. hvor gammel er du egentlig?" spurgte han så og kiggede op og ned af hende.. hmm 18 19 år? Der omkring, ung og flot, med et helt liv ventende foran sig.
Han nikkede blidt.. og igen tænkte hun på Alias, mere end hun tænkte på Stephen? Underligt, måske var hun ikke selv klar over at hun også havde.. noget.. et eller andet? For Alias.. kærlighed var underligt, det gik sin egen gang. "Okay godt, for jeg vil ikke træde nogen over træerne, jeg er færdig med at blande mig en den slags" sagde han roligt og smilede oprigtig til hende.
"Hmm i skoven, jeg skal vise dig noget.. er du egentlig sulten? Vi kan godt tage lidt mad med på vejen?" sagde han roligt, og kom så i tanke om sin jakke der stadig hang i baren.. og den regning han aldrig havde fået betalt. "Hmm.. Millicent, hvis jeg nu giver dig mit ord på jeg kommer forbi imorgen og betaler Alias for de drinks jeg nåede at få og din kidnapning, tror du så ikke det går hvis vi stikker af i lidt tid?" sagde han, han havde helt glemt alt om det.. det han havde hastet ud af døren, satans også.

Hun skildte sig måske en smule ud på det område.Hun var ikke typen der pralede af en erobring.
For hende handlede det om følelser.Sex kunne man få alle steder og af alle folk, men i hendes verde var det overfladisk og koldt og ville aldrig kunne sammenlignes med når man holdte af nogen.Men de fleste var mere eller mindre lige glade, der var det jagten - forspillet og udløsningen der betød alverden.Hun var mere kræsen, og ville langt hellere roses for at være en sød person end at være smuk.Men hun ville ikke være falsk, naturligvis var hun begavet med et anstændigt ydre, det hørte hun ofte, men hvis man ikke følte sig smuk, hvad var det så værd?
"tak... jeg skal nok opnå min drøm - forhåbentligvis" sagde hun beskedent og ønskede hun ville få ret.
Hun spidsede læberne lidt og sån lidt betuttet ud, da William begyndte at kigge lidt mere indgående på hende.Han prøvede at vurderer hendes alder, hvor sjovt" Aha...at spørge om en kvindes alder hmmm...jeg er 18, så snart jeg blev myndig flyttede jeg hertil, mine forældre er døde og...og jeg er helt alene faktisk"
Hun missede lidt med øjnene op mod himlen og gav hans arm et lille klem " Altsår...for det første er vi vel ikke på en date? " sagde hun i et lidt drillende tone fald " hvis vi er, må jeg beklage min meget uheldige påklædning" drillede hun igen og rundede af , lidt mere seriøst " Stephen betyder ...meget..for mig, Men han er ikke min kæreste" det var tydeligt at hun ikke inviterede til en længere snak omkring det emne.
Hun så på ham....tænkte han på om hun var sulten ? hvor kært.
Hun havde spist en salat med kylling , kort tid før William var kommet, så hun var faktisk i fin form.." Ikke med mindre du selv er sulten? Jeg har spist"
Hun følte sig helt glad inden i.William voksede ved nærmere bekendtskab, helt absolut.
" Ved du hvad...jeg tror det er helt okay, det skal du slet ikke tænke på" - lige nu gad hunnikke spekulerer på det, hvis der skulle udspringe problemer, måtte hun tackle dem når de kom, ikke før.
" Min tur.." forsøgte hun at vende spottet mod ham " hvad laver du, når du ikke samler fremmede servetricer op på barer?" jo jo...lidt nysgerrig på manden, det var hun da.

William hævede øjnebrynet da hun begyndte at tænke på sex, han lyttede opmærksomt, ikke fordi han var pervers eller noget, han ville bare gerne vide hvad hun mente om det, selv om han allerede vidste hun var jomfru, sød og uskyldig. interessant.. at hun på ingen måde kunne forbinde sex med kærlighed? Men hvordan skulle hun også kunne det når hun ikke havde været der, prøvet det? William havde forbundet sex med kærlighed, når man havde sex med en man elskede mere end livet selv.. det var vidunderligt.. som med hans første helt store kærlighed Camilie, de havde aldrig sex, og da de så endelig havde så havde det været.. så smukt. Han smilede af mindet, det var en af de gode minder, det måtte han holder fast i. "Okay.." grinte han så, sød? Det vidste han ikke helt om han kunne kalde hende, jov hun var jo sød, men hun var godt nok også.. meget.. ja hun havde da ben i næsen, så hun var ikke helt sukker sød. "Jeg troede kun det var vægten man ikke måtte spørge om, men i så fald undskyld, næste gang spørger jeg bare dine tanker" sagde han og grinte bare en lille smule. "18 år" sagde han og nikkede så, ung og smuk, selvfølgelige, med hele livet foran sig.
William kiggede hurtigt på hende da hun gav hans arm et klem og kiggede undrende på hende, hvad nu? Havde han sagt noget upassende, men så opfatterede han det drillende tonefald, "Det kommer an på hvordan man ser på det" sagde han så bare og drillende hende lidt igen, men fik så hurtigt et alvorligt udtryk i ansigtet da hun igen begyndte at snakke om Stephen. Han nikkede kort og så var der vidst ikke mere at snakke om på det emne. Han smilede så til hende "Okay, nej jeg er ikke sulten hvis du ikke er" sagde han roligt og sendte hende et hurtigt blik, da skov brynet endelig kom frem, ikke en særlig stor skov, bare en hyggelig lille en, men han ville vise hende noget derinde, bare hun ikke var let at skræmme, i en skov.. midt om natten.. med en fremmed fyr.
"Det kan du godt glemme, jeg er ikke den slags fyr.. jeg tager mig af det, du skal ikke tænke på det, jeg skal nok sørge for han ikke bliver sur på dig, bare rolig.. lad mig tag en snak med ham" sagde han bare og kiggede hurtigt på hende og nikkede så.. hans tur.. okay hvor slemt kunne det blive? Så længe hun ikke spurgte ind til noget alt for personligt så kunne han godt svare med korte svar.
Han grinte kort og førte hende ind mellem de ikke så tætte træer. "Hmm jeg er arbejdsløs lige for tiden, men jeg kigger.. og så er jeg lige flyttet her til, så ja.. jeg laver ikke så meget" sagde han hurtigt, og smilede blidt til hende.

Hendes gode humør havde efterhånden fundet vej tilbage og det var let nok at mærke .En af måderne var alle de smådrillende kommentar hun hyggede sig lidt med ." jaa, jeg er atten år, hmmm er det nu for ung eller for gammel i dine øjne, til en 'måske date' ?" hun bremsede lidt op og gav ham igen af samme skuffe.Hun tillod sig selv at se på ham...sådan rigtig...og hun måtte bare indrømme at han havde et udseende mange piger ville ligge søvnløse over om natten , imens deres tanker kredsede om helt andre ting end at sove.Han var enormt tiltrækkende, specielt når han opførte sig ordenligt, tænkte hun lidt i sjovt.
" Hvor mange år er du selv ?" spurgte hun og havde igen genoptaget deres lille spadsertur.
Da forslaget om mad var blevet nedstemt, gik der ikke lang tid før skoven trådte frem for deres åsyn.
Millicent fik en lille rynken over næsen, da hun lige måtte overveje om det nu også var en helt genial ide, at følge med en fremmed mand ind i en skov, midt om natten...for helvede da.
Igen kunne hun næsten høre Thomas stemme, advare hende om at være draget til farlige situationer, elller måske ligefrem
opsøge dem selv? Men nej....det var jo ikke det, det var jo ikke derfor.Hun havde bare sagt ja tak til ham, til hans selvskab.Hun kunne jo ikke vide at det ville inkluderer et besøg i den lokale skov, vel? Hun så op på ham med øjne der udtrykte ' jeg håber jeg kan stole på dig , for vær så god...her har du min tillid' .
Anyway...ønskede han at gøre hende fortræd, havde han haft rig lejlighed og....hendes intuition plejede ikke at være helt off.Hun kunne lide ham... Lidt( tilføjede en indre stemme)

William måtte igen have plukket af hendes tanker, da han slog fast at han nok skulle tage sig af både regning og af Alias. Et ovraskende udtryk beklædte kort hendes ansigt, han forbløffede hende med sin udtalelse.Det...det var noget med hans brug og valg af ord....noget med måden hvorpå han sagde det, som fik hende til at reagerer på det.Hun kunne ikke sætte ord på hvad det gjore,men hun fik en følelse af...ja, det var jo lige netop det...af hvad? Det kunne hun ikke sætte ord på, ikke lige nu- men hun kunne mærke den og det føltes ikke ubehageligt eller dårligt.
Hun syntes næsten det virkede lidt...beskyttende.
Lidt ' jeg passer på dig -så du ikke ikke får ballade' agtigt. Hun rystede sine tanker lidt på afstand, måske var natten og skoven der lå for deres fødder, alligevel begyndt at lege med hendes fantasi? " Det er meget pænt af dig, tak" svarede hun, da hun havde en fornemmelse af at alt andet måske ville have fornærmet ham, da hun var helt sikker på han forsøgte at gøre det rigtige og ...galante? I deres situation.
Hun ændrede spottet, og nikkede forstående til hans svar , imens han ledte hende ind i gennem skovens spæde start.
" Havde du mødt mig for 14 dage side, ville mit svar have været nøjagtigt det samme" sagde hun og kiggede sig omkring.Et lidt ubehageligt minde var ved at tvinge sig vej frem, et hun helst ville undvære...faktisk det sidste minde, inden seks år forsvandt fra hende.
Thomas mente en eller anden havde slettet det bevidst ,de seks år, med magi....lægerne derimod, mente hun havde fået et traume efter branden hvor hendes forældre mistede livet.Det sidste minde fra sit ' gamle liv' var fra en skoleudflugt netop i en skov, hvor Millicent ikke var mere en 12 år gammel.
Mindet var sløret...næsten som også det skulle have været gået i glemme bogen, men det var kun lykkes delvist.Hun kunne huske at hun var alene, helt afskåret fra resten af klassen der befandt sig langt væk fra hende. Hun løb fra noget....eller nogen.Med en følelse af hun flygtede fra sit liv, sprang hun igennem skoven, så hurtigt hun kunne med angstens klører solidt boret ind i hende.Hun snuplede over en gren eller noget andet i skovens ujævne bund og faldt...og så var resten sort.seks år lå henlagt i mørke.
Hun holdt lidt bedre fast i William, da de begyndte at gå igennem skoven.
" Vælger du selv hvornår du læser tanker? Kan du sætte det på pause?" hvis han kunne, ville han sikkert vide hvad hun så om lidt ville bede af ham.

William grinte og stoppede op ligesom Millicent og kiggede blot tilbage på hende med et udfordrende blik. "Jeg burde nok sige for ung, men nu er jeg ikke så gammel igen, så det er vel meget passende" sagde han bare og smilede frækt til hende, han ville ikke kommentere det med daten, de var da ikke på date? Hun havde selv stoppede den før, og nu trække den op igen? Ville hun gerne på date med ham.. måske, men så burde han nok inviterer hende et lidt mere.. hyggeligt sted hen, end den mørke skov. "Vil du ligge søvnløs over mig i nat?" sagde han drillende til hendes meget.. tiltalende tanker. Han var van til at høre og få at vide hvor godt han så ud, og hvor mange piger han sikkert havde kunne fortrylle til at gå med ham hjem, og han havde også altid godt kunne lide det ry.. men han var bare bleven lidt ældre nu, og det måtte godt.. ligesom forsvinde lidt igen, han ville gerne være en person.. som man kunne se.. som et muligt forhold, kæreste, mand? Ikke bare en man har lyst til at have sex med. Nej han ønskede gerne lidt mere end det af folks tanker og ord, selv om han ikke var klar på nogen af delene, så ville han heller havde de formel tanker end de sjofle. "Jeg opføre mig da altid ordenligt?" indvendte han og blinkede frækt til hende, inden han smilede skævt og begyndte at gå igen, længerer ind i skoven, hvor træerne stod tætter.
"Det.. det ved jeg ikke rigtig.. " sagde han og smilede skævt, hans alder.. hmm.. omkring de 26? 27? 28? han var ikke sikker længerer, tiden efter Changi havde stået meget uklart for ham, og de år han havde brug alene på sin sorg og smerte, stod også uklart.. men det var jo bare et tal, han var stadig en ung mand på 21. "Jeg tror mit bedste svar ville være 21" sagde han så roligt og rynkede panden.
"Jeg gør dig intet ondt Millicent, og jeg har lovet at du vil komme hjem uden en eneste skræmme, og jeg holder mit ord" sagde han roligt og aede hendes arm blidt et kort sekund. Han havde ikke tænkt sig at indvilge hende i sit sindsyge sind, det var for farligt, og hvis det kunne undgås så ville han gerne det. "Så Millicent.. stop de beskidte tanker, og stol på mig, okay" sagde han roligt og nikkede alvorligt til hende, han ville ikke have hele aften.. eller nok nærmer natten nu.. gik på at hun overvejede for og imod om det her var en god ide, han ville ikke have en bange pige på slæb, for så kunne det umuligt blive en god.. uofficiel date.
"Det er da det mindste jeg kan gøre" sagde han roligt og smilede, da skoven begyndte at tynde lidt ud i det igen, ikke fordi de var nået igennem den, eller halvvejs for den sags skyld, men fordi de kom til det sted som William gerne ville vise Millicent. Han havde kun kendt byen i meget få uger, men han havde allerede være på opdagelse, og han var nu egentlig ret god til at finde smukke steder, som i andres øjne ville være glemte eller overset, men det passede ham fint, for så havde han det helt for sig selv. Ligesom grotterne i Changi, de var så smukke og på samme tid så triste.. så alene, han havde nydt at side der, hver nat og tænkte over livet.. alle de nætter hvor han havde været så langt nede, fyldt af sorg og smerte, der havde klipperne der selv kunne mærke det, taget sig af ham, og hjulpet ham. Det var et evigt minde. Smukke steder var lette at holde af.
William skar ansigt da hendes følelser med et ændrede sig, som om noget mørkt og tåget krøb frem for mørket, og det prøvede langsomt at lukke ham uden, men han var for stærk, og han fulgte med i mindet.. men det skræmte ham.
"Millicent.. er du okay? Vi kan godt gå tilbage hvis du ikke bryder dig om at være her.." sagde han stille og slap hendes arm og gik et skridt tilbage og så på hende, imens han var stoppet helt op. Han rakte en hånd frem og kærtegnede blidt hendes kind. "Der er nogen der har pillede ved din hjerne er der.." sagde han stille og gik et skridt tætter på, og kiggede hende dybt ind i øjnene. Så lukkede han øjnene og lod sig svæve gennem et hav af tanker, minder, steder, klokkeslæt, følelser.. ind til han langsomt åbnede øjnene igen og trådte et skridt tilbage. Han kiggede nu på hende med et svagt smerteligt udtryk og så sig forvirret over skulderne. "Nej jeg.. jeg kan ikke kontrollerer det, ikke længerer, jeg har været stærkere, og der kunne jeg, men nu bestemmer det selv hvornår det er tændt og hvornår det er slukket, desværre" sagde han stille.
Han rystede let i kroppen for ligesom at ryste det af ham han lige have set, og smilede så hurtigt skævt til hende igen.. han kunne godt hjælpe hende, med.. den glemte del.. men hun ville ikke se hvad han lige havde set.. det var ikke pænt at blande sig i andres liv på den måde, og han skyndte sig at gemmer de forfærdelige minder langt langt væk, hvor han ikke ville blive mindet om dem igen.
"Okay prøv at kom så skal jeg vise dig noget.. " sagde han stille og tog blidt hendes hånd og gik baglænds med hende mod sig så han kunne kigge på hende imens han gik. Træerne holdt til sidst op ved en bar plet midt i skoven hvor der kun voksede græs og blomster, en lille sø var placeret midt i den bare plet, og månen nåede søen og sejlede sig smukt i vandet. Det var vidunderligt.. endnu smukkere om natten end om dagen. "Se.." hviskede han stille og vendte sig nu helt om mod det så han kunne få det hele med.

Et lille smil kunne svagt anes omkring hendes læber.
" For ung?... Til hvad dog? Der er vist ikke ret meget man er for ung til- eller ikke må som 18 årig" slog hun muntret fast og bemærkede hans drengede flabet smil.
" Søvnløs ligefrem ? Det har jeg ikke til vane at gøre over andet end mine egne dumhedder, men hvis du er heldig kan du komme med i min aften bøn?" gav hun tilbage og forsøgte se alvorlig ud.
Hun kiggede lidt nysgerrigt på ham, ville han nu om lidt  vide at hun drillede ham ? hun var på ingen måde religiøs, tvært om troede hun ikke på noget som helst andet end på at man selv var ansvarlig for egne tanker og handlinger og at livet generelt var meningsløst.Ud over hvilke indhold man eventuelt selv måtte have held til at stoppe det ud med.
Det var på en måde sjovt, sammen med ham.Det var jo som der blev ført to dialoger, een omhandlende det Millicent selv sagde - og så en anden der blev ført udfra hvad han plukkede fra hendes tanker. Fasinerende....og i længden lidt af en udfordring, da det ville blive vanskeligt at holde ting ..private..det var jo ikke altid ALT man ønskede at dele med andre.
" Er du altid sød?" lo hun stille.." måske vi skulle kigge lidt på din defination af det ord mr.puppet master" tilbød hun, uden at have en klagende tone i stemmen.Lige nu morede hun sig og var glad for hans selvskab...måske havde hendes hoved også behov for at skubbe alvoren væk, ind i mellem, for ikke at miste forstanden helt- efter alt var denne overnaturlige verden ganske ny for hende og derfor meget overvældende.
Hvis hun selv skulle have gættet på hans alder var budet nok omkring de 24 , men det var virkelig bare et skud i tågen.Hans udseende var både mandigt og drenget, på samme tid så det var mere hans adfærd derr havde en aura af noget myndigt og erfarent over sig, det var i al fald tydeligt at hun selv virkede lidt yngre, men det var hun jo også...og de manglende år i hukommelsen hjalp jo ikke lige frem på det." åh...du er 21... Fint nok gammelfar...lad mig vide hvis det vi går for stærkt" drillede i hun og kiggede sig omkring i skoven, der nu blev mere tæt.
William..havde taget hende ord...eller var det hendes tanker? alvorligt og garanterede for hendes sikkerhed sammen med ham, for anden gang denne aften.Hun så op i hans øjne...vidste ikke helt hvorfor , men hun kunne mærke at hun faktisk stolede på ham.Naiv - ville mange sige, men ...hun havde valgt at følge med ham, og nu at stole på ham....han virkede oprigtigt og hans aura omkring ham havde ingen mørke farver, kunne hun tydeligt se, selv i mørket.
" Det er okay...jeg ved du ikke gør mig noget" . Ja..det kunne man jo aldrig rigtig vide, men hun mente nok mere at hun troede på det ikke var hans ønske eller hans hensigt at gøre hende noget, og det var godt nok til hende.

Da minderne masede sig frem, kunne William også se dem...eller læse fra hendes tanker? Hun forstod ikke helt precis hvordan han gjore det, men da hans slap hendes arm, blev hun en anelse mere utryg ved hele situationen.Først der opdagede hun at det havde haft en vis betydning at være tæt på ham.
Williams hånd lagde sig på hendes kind og gav hendes delvist følelsen tilbage, hun så op på ham og nikkede..." jo...jeg er okay, jeg vil ikke hjem. D-det er bare et minde jeg helst var foruden...eller rettere ..jeg tror det dækker over noget meget ubehageligt " sagde hun med spag stemme.
William trådte tætterre på og kiggede dybt i hendes øjne...hun så blot til imes hendes hjertefrekvens blev hurtigere.Havde nogen fikset og pillet ved hendes hukommelse? det havde Thomas også ment. Awew...men hvorfor dog det? 
Hun studerede nu hans ansigt og de små dog sigende ændringer da han lukkede sine øjne og...? Ja - hvad han lavede anede hun ikke, helt...men hun mente han måske bladrede i hendes minder og tanker fra dengang.
Hun spurgte ikke om noget , vidste egenlig ikke om hun ønskede at vide dét - hvis han havde fundet noget- eller jo...hun bille vide det hele, men måske var hun ikke klar, ikke stærk nok mentalt til at vide det nu? hun sukkede frusteret, men gentog bare hendes sætning" Jeg vil ikke hjem...vi bliver!"
Hun lod ham tage hendes hånd og fulgte efter ham, glad for at skulle koncentrerer sig om noget helt andet. Et smil og en lille opgivende hovedrysten over hans charmerende adfærd, der var noget Robin Hood og lady Marian over at gå her i skoven om natten, og måden han nu gik på.
Da han vendte sig og præsenterede stedet for hende blev hun fuldstændig lamslået.
Hun stod nogle sekunder og bar tog udsigten ind.Det var et lille stykke uspoleret himmel på jorden og måske tæt på det smukkeste hun havde set- så vidt hun huskede.
Engen fyldt med små hvide og lillae blomster og månen der legesygt sendte sine stråler på spil i vandet, det var bjergtagende.
" Du gode gud" udbrød hun først næsten som en hvisken og som hun ikke helt troede sine øjne.
Hun trådte lidt tætte på søen og snusede ind.Selv luften var ualminde frisk og uspoleret her. Vidunderligt.
" Hvor er her smukt....helt bedårende" hun rystede igen på hovedet, men denne gang fordi hun ikke kunne finde de rigtige ord til at beskrive dette lille stykke paradis med.
Hun blev næsten hel let om hjertet og trak blidt i Williams hånd, da hun ville sætte sig ned og give sig hen til det overvældende udsigt og stemning stedet her havde-  så kunne han slippe eller følge med.

Han grinte så stille og kiggede på hende med et fornøjet blik, "For ung til at være på en "ikke" date med en fyr som mig.." grinte han og smilede frækt til hende, "Jeg ved ikke hvor meget du ved om dæmoner, men jeg gætter på ikke særlig meget, for jeg har levet i 27 år ca. Men ligner en på 21-22" sagde han så total ærligt, da hans krop ikke ændrede sig, det havde den ikke gjordt fra den dag Matthew havde sat sine hugtænder i hans hals. Han trak vejret blidt og prøvede at feje mindet lidt af vejen, han fik det altid dårligt når han tænkte på Matthew.. ikke dårligt som når han tænkte på Phillip eller Jack, men sådan.. skyldfølelse dårligt, han havde altid haft det som om han stod i gæld til den mand, selv om det var Matthew's skyld hans vidunderlige liv var endt så bredt. Men han kunne ikke andet end at tilbede ham, det lå i hans blod for altid.
"Hmm det kunne jo være du kunne gøre en undtagelse, med mig?" sagde han drillende, og smilede sit mest charmerende smil imens hans øjne gled op og ned af hendes krop, mest for sjovt, men hun måtte gerne mærke hans drillende blik, der langsomt klædte hende af, styk for styk. Han udstødte så et højt grin og rystede bare på hovedet af hende, "Be du bare al det du vil kæreste, men der er ingen i verden der kan frelse mig.. for det jeg har gjordt" hviskede han stille og intenst, lagde sin finger under hendes hage, løftede hendes ansigt langsomt op og så hende kort ind i øjnene. Han gik et skridt nærmer hende og trak vejret dybt ind så hans bryst blev fyldt med luft og langsomt blev pumpede op. Han kiggede hende dybt ind i øjnene og holdte hende fast så nemt som var det en papir stump han havde fanget mellem sine fingre. "Hmm.." mumlede han stille og slap hende så lige så let igen, og vendte ryggen til og gik frem mod den lille men dybe sø.
Han smilede lidt og kiggede frem for sig som hun dog kunne tirre ham. "Det jeg ked af, jeg.. mister kontrollen en gang imellem. Men jeg prøver at være sød, det gør jeg virkelig" sagde han stille, det var ikke hans skyld.. alle de døde og sårede mennesker.. det var ikke hans skyld, han prøvede at være sød, han tilbød dem sin hjælp, men det var forkert.. alt sammen, lige meget hvad han gjorde, så var det så forkert, selv om det bare.. føltes rigtigt. Han sukkede dybt og vendte sig hurtigt mod hende, hendes ansigt skubbede de irreterende tanker væk, og fik et smil frem igen. "Hvad?!" udbrød han og stoppede op foran hende, så hun næsten gik lige ind i ham. Han vendte sig langsomt mod hende og lagde sine hænder mod hendes hofter og smilede så frækt. Langsomt lod hans sine fingre glide op over hendes sider, over hendes talje, og længere op om på ryggen hen over skulderbladene, og skubbede hende blidt tætter på sig, så han stod helt tæt op af hende, han bøjede sig over hende, helt langsomt. Han blev ved med at bøje sig over hende til hans læber var to millimeter fra hendes, og stod helt stille et par sekunder, som ville han til at kysse hende, men bare lige skulle tage sig mod til. Et provokerende frækt smil gled så frem på hans læber og han kiggede hende hurtigt ind i øjnene med et dybt forførende blik. "Undskyld.. hvad var det du sagde?" mumlede han stille, "Hvem går for hurtigt.." drillende han stille inden han så hurtigt kyssede hende i håret og slap hende, han skulle ikke være den der startede det.. han kunne bare godt lide at drille, når hun selv inviterede ind til det, kunne han jo ikke rigtig andet end at give igen.
William begyndte hurtigt at gå videre da hendes tanker begyndte at dreje sig om ham og om hvorvidt hun kunne stole på ham, på den ene side kunne han godt lide hun stolte på ham, men på den anden side, han havde ikke advaret hende endnu, han.. han blev nød til at sige noget. "Millicent jeg er glad for din tillid.. og jeg vil prøve at gøre mig fortjent til den, men hvis jeg ber dig om at løbe.. så løber du, og hvis jeg ber dig om at gemme dig.. så gør du det.. lige meget hvad end der sker mig.. okay?!" sagde han stille og kiggede kort over skulderne og nikkede så, "Godt" sagde han så bare, fordi han ikke ville have andre svare end ja til det han sagde, så hun behøvede ikke at svare, hun skulle bare forstå hans betingelser for at hun fulgte med ham her ud, fuldstændig ubeskyttede.
Han nikkede så bare, og ville helst ikke tale med hende om hendes.. fortid, det var ikke noget han burde kende til, overhovedet, så det måtte hun selv få rundt med, han skulle ikke røbe noget, han havde lavet for mange fejl.. til at turde pille ved folks hukommelse igen, det var for farligt. "som du vil, frøken" sagde han og smilte og gik lidt tætter på hende og tog hendes hånd igen, og gik med hende helt ud til sø kanten. "Jeg er glad for du kan se.. se det som andre ikke ser. Ja lad os sætte os" sagde han roligt og satte sig langsomt ned ved sø breden med Millicent ved sin side og hendes hånd i sin.

Der var den igen....det med alder synes at være et issue når man ikke var menneske.Altsår..det var det jo egenlig også som menneske ,men det var mest børn der ikke blev betragtet som gamle nok eller middelaldrende der frygtede at alderdommens synlige tegn, skulle sætte deres grimme tænder i dem.For væsner var det mere at alder var noget ...ubestemmeligt...både William og Stephen var ældre end deres krop viste.Det var bemærkelsesværdigt.
" Intet...jeg ved intet om dæmoner ....så du kan bilde mig hvad som helst ind" smilede hun .Normalt kunne hun godt spotte en løgn,men noget sagde hende at de andre racer havde lettere ved at omgåes sandheden , end mennesker.Ikke at de oftere løg ,men de havde bare nogle evner det bedre kunne manipulerer eller dække over det, hvis de gjore.
Millicent lo af hans forslag, hvis hun ville tænke på ham når hun gled under sin dyne, ville hun formenlig aldrig indrømme det alligevel.
Men hendes latter forstummede da han meget udfordrende gav hende et drillende smil og så...meget granskende...på hende, og hun følte sig næsten afklædt.
Arh...hvad var du det for en leg han inviterede hende med til? Han lo og bedyvede at han ikke kunne frelses.Naturligvis kunne han ikke det, ingen kunne frelses.Tilgivelse kunne man søge og få- hvis man var heldig.Men ikke fra en ikke eksisterende gud.
" Den eneste tilgivelse man nogensinde behøver William, er fra den man elsker.Alt andet er ligegyldigt...helt ligegyldigt" svarede hun ham stille, da han havde løftet hendes hoved op , meget blidt dog stadig yderst styrende.
Hun var lidt som en myg , ik...draget mod et lys ( ham) men vimsede ubeslutsom rundt uden retning....en del af hende ville ikke have han rørte ved hende, en anden fandt det næsten...naturligt.Det var lidt forvirrende.
De gik videre og Millicent nikkede anerkendene til hans ' jeg prøver virkelig at være sød'. Hun tvivlede ikke på det, nej nej..men hun var alligevel rimelig sikker på at William var en fyr ,men mange finurlige sider i hans personlighed...og alle var nok ikke lige bløde.
* bump* hun stødte ind i hans skulder...og havde hun før været en myg, var hun nu en lille spurv fanget i panterens kløer, da han vendte sig om.
Hun kunne se det...hele hans kropssprog og hans øjne, han var ....drillesyg og grænsesøgende.
Hun...ville gerne have bedt ham fjerne hans hænder,som hun altid gjore uden tøven...men noget var anderledes denne aften,havde hun ændret sig? Var det ham ?? Eller sad ordene bare fast fordi hun var...overrasket og usikker?
Hans hænder bugtede sig op af hendes kurvede krop og endte på hendes ryg.Hun stod helt stille og stirrede ind i hans øjne.Selv hans øjne virkede frække...udfordrende, som Williams hænder.
For pokker dog...han skubbede hende ind til sig og hendes hænder lagde sig ved hans bryst...de sikrede lidt afstand og udover det føltes det...rart." H-hvad.." startede hun, men tav da han nu bøjede sig over hende og ville kysse hende ...åh..hvad skulle hun nu? Det hele drejede rundt og hun havde ikke de samme klare afvisende svar ,som hun normalt besad uden tøven, denne gang var det hele mere forvirrende.
Men....han kyssede hende ikke...drillede istedet og tog stikket hjem.Plantede et kys i hendes hår istedet. Og fik hende til at mumle, da han igen trådte væk..." Af en gammel mand, er du rimelig hurtig" og så kiggede hun væk..lidt betuttet og uforstående over hun lige gav ham lov til at røre, uden en skudeballe fulgte efter.
Nå...det var nok stedet, og dets magiske udstråling, eller..? Hans øjne og hans smil der var meget ...frækt...slog hende lidt ud af kurs, men hurtigt genfandt hun balancen , sådan da.
Til gengæld hævede hun undrende et bryn ved hans lille advarelse,der satte mange spørgsmål i aktion.
Hvorfor skulle det blive nødvendigt at løbe - og kunne hun overhovedet løbe fra ham ? Hvad mente han med ligefrem at gemme sig? Han fik det til at lyde som han var dr.Jekyll og mr.Hyde.
Hun mumlede et " ja ja" - og tænkte sålænge du ikke beder mig om at flyve .Men hun kunne mærke det ikke skulle udforskes yderligere...ikke lige nu da.
De fik sat sig ned og hendes blik gled ud over vandet.
En skøn ro udfyldte hende og hun ændrede synsretning og så på deres hænder.
Det var sandt...Stephen og hende havde haft en date -eller det var mere deres andet møde der var endt ud som en date.Men de var ikke kærester, alligevel tænkte hun at han måske ikke ville være helt..tilfreds med hende lige nu...og det ønskede hun jo ikke.På den anden side...havde han indirekte opfordret til det,eller...årh, det hele var forvirrende.
Men lige nu, lige hér...havde hun det godt.Faktisk glimrende.
" tak...fordi du tog mig med hertil, her er helt eventyrligt smukt ".
Hun drejede lidt på sig så hun bedre kunne se ham.
" William...det der med at gemme mig" startede hun forsigtigt..." Hvornår kunne det blive aktuelt ?"
Det var ikke for at starte en diskution og ønskede han ikke at svare ville hun lade det ligge.
Men naturligvis ville hun høre mere om, hvilke ' ting' hun skulle være forberedt på- måske- at møde.