Indbydene aften - Millicent

Alias sukkede blidt og lænte sig langsomt tilbage, da hun stadig holdte om ham løsnede han hendes greb uden besvær og trådte et skridt tilbage fra hende. Et blinkene skilt i hans hvorpå der stod:"Hvad fanden har du gang i" og andre sætninger som dette, som gjorde sit yderste for at få ham til at se, men han gemte følelsen væk, det var nemmer at lade som om man var blid, end at lade som om man kunne se. Han sukkede blidt og trak lænestolen ud fra bordet og kørte den hen foran hende hvor han blidt lod sig dumpe ned i og kiggede op på hende med et forventningsfuldt blik.
Først svarede han hende ikke, hun ville alligevel ikke tro det, og det havde ikke været en del af aftale, han måtte stikke hende en hurtig løgn, han ville ikke skændes med hende, selv om hun nok ikke var helt i stand til rigtig at sige noget fornuftigt. "Ikke noget, det tager smerten, det går væk lige om lidt.." mumlede han beroligene til hende, hvilket var langt fra sandt, det ville vare i mindst en time, nogen gange kunne det vare en hel nat, det kom an på hvor meget man havde drukket af hans blod, og hvor van til kroppen var til andre stoffer, selv om det ikke rigtig kunne anes som et stof som sådan, det var meget anderledes end de man normalt kunne tag, og der var stort set ingen bivirkning, kun afhængiheden, men det var noget man måtte lære at leve med, som så meget andet. "Bar slap af.. og fortæl mig så nu.. hvad har du allermest lyst til, i hele verden?" hviskede han sælsomt, han vidste jo godt hvad hendes underbevidsthed ville fortælle ham alligevel, men han kunne godt lide at sætte ord på det.. han ville have dem til at indrømme det, indrømme de havde taget fejl, indrømme hvor meget de længdes.. hvor meget de hungerede.. efter ham.

Millicent mærkede han frigjore sig fra hende og hendes hænder søgte istedet ængsteligt bordet.Da hun havde problemet med at finde ' den mentale balance' og det virkede som selve rummet havde fået en gang spray paint, en med glitterdust og sjove farver, behøvede hun en eller anden form for støtte, for ikke at vælte.Hun var lidt i tvivl om hvor risikoen var størst for fald og tilhørende skræmmer- fysisk eller mentalt? Åh...hvor var alting forvirrende nu, og den varme der bredte sig i hendes krop, som dejlig flydende chokolade, noget lækkert man ikke kunne afvise, men ville have mere...og mere af.Uhm! Hun dvælede lidt ved den ukendte følelse, og kunne sikkert have fået endnu mere ud af den, hvis hun havde lært at give slip og give sig hen til hendes følelser, men det havde hun endnu ikke prøvet.
Men hendes sind var ...under ændring.
Hun kiggede forvirret efter Alias, forstod ikke hvorfor han trak sig væk.Havde det ikke føltes godt at mærke deres kroppe så tæt? Hun så til sin irritation han hentede stolen frem og satte sig foran hende.
Hun var ved at blive....opst...nej! Nej!- dét var hun da ikke ! Hun var gal, var hun- det måtte hun holde fast i.Hvad end Alias lavede, var dét ikke en del af aftalen.
Alias forklarede hvorfor han havde gjort det....
* say what? Det var smertelindrende? Oh! Jamen...det ændrede jo det hele* med et mere venlig stemt sind, satte hun sig rigtigt op på bordet og forsøgte få sin kjole skubbet lidt på plads igen.
Hun så ned på ham, og i det sekund løb en flodbølge gennem hende, en så stor at den udviskede al fornuft og ødelagde alle etiske fundamenter på sin vej.
Hun så på Alias, og hørte hans lokkende hvisken.
Ok- måske var den ikke lokkende, men det var den virkning , den indflydelse hans stemme tog over hende.
Millicent kunne se faktisk hans aura, mere tydeligt end før...og den var der ikke kun i glimt, men hele tiden, hvilke ellers aldrig nogensinde hændte.Mon det var blodet der var årsag til dette.Hans blod...Alias blod.
Hun hadede at skulle indrømme dét, men hvis hun lyttede efter i hendes krop, sang den efter ham.Efter igen at kunne putte sig ind til ham, og være tæt på ham.Hun havde intet imod at mærke hans kølige læber igen og mærke hans...
* Stop så, Millicent- for pokker* men ingen lyttede efter, slet ikke Millicent.
Hun havde istedet rakt famlende ud efter Alias..
Og med en stemme der klart lød som hun tiggede ham , mumlede hun " Kom hér"

Alias sad helt stille og betragtede hendes øjne, hver en ændring i dem, hvert et sekund talte, før eller siden måtte hun overgive sig, og det var det sekund.. det var det sekund han ville udnytte. Han smilte beroligene til hende på sin lidt for overlegne måde og lagde hovedet lidt tilbage og lukkede øjnene. En ny fred bredte sig i ham, og langsomt trak han hugtænderne tilbage i tandkødet igen, hans øjne var allerede faldet til ro og var bleven mørkebrune igen, næsten mørke, det var umuligt at se i dette lys. Han tog en dyb indånding og åbnede langsomt øjnene igen og kiggede på hende og rynkede så panden, og betragtede hende med større interesse end før. Han smilte så til hende da hendes arme rakte ud mod Alias og hendes bedene stemme kaldte på ham. Han smilte lidt og så ned, han kunne mærke virkningen af hans blod i hende, hvordan det langsomt nåede ud til hver en åre i hele kroppen, og fik hendes nervøse hjerte til at slå langsomt og beroligenede, selv om han nok godt kunne få et op på fart igen.
Han så så op på hende igen og rejste sig langsomt fra stolen og gik det skridt der var mellem ham og bordet, han tog skridtet direkte ind i hendes arme. Han smilte frækt til hende og lagde sine hænder blidt mod hendes hofter og lænte sig ind mod hende, til hans læber nåede hendes øre. "Der ser du.." hviskede han stille utrolig forførende. "Hvorfor jeg aldrig er bange.. der er intet at frygte, selv den skarpeste kniv i skuffen.. kan jeg dreje, slibe.. og udnytte til mit eget formål, jeg har magten i min hule hånd... og lige meget hvor meget du kæmper imod, så vil du stadig havde lyst til mig.." hviskede han stille og lænte sig tilbage og grinte stille og rystede på hovedet.
På en side var det lidt sørgeligt at se hende på den måde.. uden hendes.. smukke sind, selvstændighed.. alle hendes farlige bemærkninger. Hun var skrøblig.. ynklig.. Han så hende kort ind i øjnene og lænte sig så helt tæt på hende. "Hvis jeg går nu.. bliver du så sur?" hviskede han stille to millimeter fra hendes læber.

Det var første gang Millicent var i sådan en situation her.
Første gang hun var i armene, eller måske nærmere klørene på en vampyr.
Det var også hendes første trip og hendes første rus hun gennemgik.
Det var første gang hun var alvorligt på afveje, og dermed første gang hun mærkede en meget kvindelig lyst, sprede sig fra hendes mave...eller måske startede den længere nede?...og ud i resten af kroppen.

En stønnen fra hendes let adskildte læber,rullede over dem...som en bølges slag mod strandbreden da hun mærkede hans hænder på hendes hofter.

Hun hørte hans stemme, tæt og appelerende ved hendes øre...mærkede hvordan den, alene ved lyden, trak hende hen mod sig...og var så dragende....som fløde til den lille kejtede killing.
Hun gav sig lidt..og hans trillende latter, bød hende at indse hvem der havde magten og kontrollen, bød hende at bøje....eller måske føje sig.

Det interessant ved dette var så om det også var..
Første gang at Alias gjore regning uden vært?
Var det første gang han solge skindet inden bjørnebaben var helt død og skudt ( i ham)?
Var det sådan at Alias måske fik en ægte afslag, for første gang i sit liv?
Og var det første gang hans charme, nok indhyllede og fik pigen til at stønne svagt, men ikke havde styrken til at nedbryde hendes personlighed og istedet opbygge et lyst hus?
- eller havde han prøvet alt dette før?

Selv den største flodbølge ville have enkelte overlevende, og Millicent var en fighter...
Hun var uskyldig,kærlig,varm og tilidsfuld....Ikke alle satte pris på dette, derfor var hun ligeså stædig,syndig og flabet som livet krævede af hende.

Hendes hånd hævede sig og hun tillod sig selv den luksus, at lade den løbe igennem Alias pjuskede hår...Hun nød synet af hans læber og hans øjne....hele ham, men mest af alt begærede hun hans tilsyneladende vanvittige ego.Hun ville lege lidt med ham..med det.

Hun skiftede stilling, og kom ned af bordet.
Hendes pegefinger løb fra hans skulder og om i hans nakke, hvorefter hun lod hele hånden løbe udfordrende ned af hans ryg.
Hendes krop sang hans navn, hendes hud æggede efter hans berøring....men der hvor Alias havde failet, var at tro at hendes sind nu tilhørte ham.Det ville ALDRIG tilhøre ham.
Hun stillede sig på tær og kyssede ham i nakken.
" jeg håber ikke du bliver sur, når JEG går nu, boss" hviskede hun og gik mod døren.
Uanset hvad hendes krop dikterede, var hendes hendes sind stærkere.

Hun gik som var hun beruset, eller påvirket...hvilke hun jo også var.
Alt var så indbydende smuk, hele aftenen, natten...ja...selv hendes nye chef var...indbydende.
Men nu var det jo ikke nødvendigvis sådan at fordi man blev...påvirket...så skulle man ' byde folk inden for'
Hun havde en fornemmelse af det ville vare længe før det klingede af, hendes krop var ren...på alle tænkelige måder, så rusen der havde bidt sig fast i hende nu, ville sikkert sidde i hende længe. Måske hun skulle finde en anden klub at feste videre på, give Alias lidt fred?
Efteralt....hun havde jo fået hvad hun varbkommet for, et job....plus det ekstra.

Alias smilte oprfordrende og slog ud med armene da hun hoppede ned af bordet, som sagde han 'Hvis mig hvad du har' og kiggede på hende med et direkte fangene blik. Han smilte færkt da hun lod sine fingre løbe ned over hans ryg og hendes ømme kys i hans nakke. Han sukkede blidt da hun sagde at nu gik hun, og han nikkede blidt. Hun var stærk, hun kunne modstå ham.. han kunne selvfølelige tvinge hende til at blive, til at gøre hvad det var hun længdes efter, det han kunne se i hendes øjne.
"Klokken 9 på mandag.. kom ikke for sent" sagde han roligt og fulgte hende med øjnene i det hun forlod ham, og han gik roligt hen og lukkede døren bag ved hende, så lod han sig falde ned i læne stolen.
Da hun var gået kunne han nemt droppe attituden, og han faldte sammen ind over bordet og gav sig til at skrige indvendigt. Der gik flere minutter, nærmer en time, hvor han lå fuldstædnig slap ind over bordet. Så rejste han sig til sidst op gik hen til det spejl der hang på vægen, tørte blodet væk fra sine kinder. Forsatte ud til toilettet og vaskede ansigtet i kold vand.
Han var slet ikke så stærk som de troede.. han havde et hjerte, og det kunne sagtens slå nogen slag, han kunne blive rørt, han kunne blive ked af det, og han kunne godt græde.. men det var ting han kun og kun! Gjorde sammen med Stefan.
Han sukkede blidt og kiggede sig selv ind i øjnene, nu ville han hjem.


// OUT //