en kedelig aften - millicent

Tid: 23:00
sted: et hjørne af Black Bird
Omgivelser: fulde og glade mennesker
vejr: overskyet

Samuel sad i hjørnet af Black Bird og læste. Han var egentligt kommet der i håb om noget spænende selskab og måske en hurtig middag, men han var hurtigt begyndt at kede sig, og det var bare ikke besværet værd at jage i aften. Han bladrede til næste side i bogen og smilede svagt, det så ud til Logan havde haft ret, det var en god bog. Bogen var gammel, men ikke slidt, han måtte hellere sørge for at holde den sådan, han ville nødig komme i problemer med det underjordiske bibliotek.
Samuel var iklædt en løs, hvid bluse og et par sorte bukser. Hans mørkerøde hår gik ham til lidt over ørene og hans øjne havde et gyldent skær.

Hun havde været hér før.En enkelt gang da hun tjekkede de forskellige clubs og barer ud, for at finde den hun helst ville arbejde på.Hendes valg var gået til Le Diamante, men dette havde været hendes second choise.
Sjovt...så var hun alligevel endt med at skulle arbejde hér.For næste nummer af Magasinet City Life, ville rumme en foto serie af stedet 'iklædt' Millicent, der igen var iført en ny aften kjole kollektion fra modefyrsten ' Mac' som hun kaldte ham nu.
Men....nu var jobbet slut,den kraftige make up vasket af og kun den sidste smukke sorte kjole...den med en enkel strop og en bar skulder...den der så ud som den var drysset med støv fra stjernere, den havde hun stadig på med de fine sko af imiteret læder i guld.
Millicent gik op i baren og bad om en zero.Ingen alkohol i dag, ville hun forsøge undlade.

Samuel bladrede igen i sin bog og lukkede den så sammen, han løftede hovedet og så rundt i lokalet. Måske var der sket noget interessant siden han sattre sig, eller der kunne være ankommet nogle spænende mennesker. Mens hans blik gled over lokalet fik han øje på en nytilkommen som sad i baren. En kvinde med iklædt en særdeles smuk kjole. Han rejste sig og pakkede bogen ned i den taske han havde med, så gik han afslappet over mod baren.

Millicent sad og hyggesnakkede lidt med den kvindelige bartender, Mavis.
Hun havde fulgt fotoshootet ude bagved, og havde fået nogle af makeup prøverne, som sminkørende altid havde læssevis af.
Samtalen forstummede dog, da begge kvinder kiggede på en ung høj mand, med rødligt hår...han nærmede sig bare.
Der var et eller andet.. Majestætisk..over måden han bar sig selv på , men Millicent kunne ikke komme en beskrivelse nærmere.
Hun stirrede intenst på fyren, men det var nu for at forsøge fremtvinge hans aura, så hun kunne få vished.
Den måtte da være overnaturlig sådan som han nærmest gled gennem lokalet?

Samuel ankom til baren og smilede charmerende til kvinden i den smukke, sorte kjole. "Godaften frøken" sagde han og bukkede svagt. Han sendte også et lille smil til bartenderen, "kan jeg få et glas champagne?".

Hun var stadig ikke helt i kontrol med det aura fis, kun når hun havde kæden på fra Thomas, hvilke hun ikke havde denne aften.
Så hun måtte nøjes med t være nysgerrig, til hun ville få et glimt lige pludselig.
Hun lyste op da han hilste..." Godaften mr. " svarede hun med en mild stemme og også pigen bag baren smilede stort igen.
" Champagne...ja så gerne" sagde hun og efter få sekunder blev et smukt glas stillet foran ham, med den boblende perle drik.
" Jeg så du sad og læste før... Må jeg spørge hvad?" spurgte Millicent , da hun elskede bøger selv.

Han sendte bartenderen et nyt smil og betalte for champagnen, så vendte han sin opmærksomhed mod kvinden, "Jeg er ikke sikker på du kender den, det er en bog ved navn 'Alle roser har sine torne, men kun de sorte slår ihjel', og så vidt jeg ved er den ikke helt nem at få fat i" fortalte han og sendte hende et lille smil. "Læser du selv meget?" spurgte han interesseret.

Han havde ret.Det var ikke en bog hun kendte, men titlen var interessant.
En lille kliche titel, der så blev givet et twist.Hvad mon den handlede om?
" Aldrig hørt om den....hvilken genre er det.. Krimi,kærlighed...?" hun lod spørgsmålet være åbent, da der var så mange katagorier at vælge imellem.
Tilgengæld opdagede hun , at hans spørgsmål var rigtigt godt.
Om hun læste meget ? Det gik op for hende at hun faktisk ikke anede det.
Efter branden, var alt væk....hun vidste for eksembel ikke om hun havde haft mange bøger...for alt var brændt ned....og de sidste 6 års hukommelse var væk.Det var nok ved at være 7 måske 8 måneder siden nu...måske mindre, hun talte jo ikke....så det var begrænset hvad hun kunne have nået at læse efter branden, imellem afhøringer hos politi, sorg over at have mistet sine forældre og forsøget på at bygge et nyt liv op.Men hun vidste at hun elskede følelsen af bøger...g havde nyde dem hun havde nået at læse, meget.
Og så havde hun en lille sjov lyst til at være blibliotikar....så jov, hun måtte have et bånd til de der bøger, fik hun sjusset sig frem til.
" Jeg holder meget af bøger....men kan desværre ikke huske så mange af dem jeg har læst.Jeg slog mit hoved i en ulykke...tror jeg,... For jeg mistede en del hukommelse i den forbindelse"
Hun sendte ham et stort smil, ikke fordi ulykken morede hende, men for at han ikke skulle blive ubehagelig tilmode eller tro hun søgte medlidenhed, for sådan lå landet slet ikke.

"det er en digtsamling" sagde han med et lille smil, "jeg tror desværre heller ikke du kender digteren, han er kun kendt i meget små kredse" fortsatte han. Forfattere var en sortelver, en der havde skrevet digte om mørke, blod og magi, sådan set en meget interessant bog. Han nikkede og sendte hende et lille smil, men han skiftede straks ansigtsudtryk, da hun sagde hun havde slået hovedet. Nu betragtede han hende med venlig interesse, "hvor meget har du glemt?" spurgte han nysgerrigt, men tog sig så i det, "undskyld, jeg burde ikke snage i dit liv, især ikke i ulykker".

Digte? Det var noget hun stadig have tilgode.Hun kunne finde på at lege lidt med ord selv, men aldrig planlagt,Som regel var det hvis hun skulle skrive en sms eller lige havde ' en følelse på hjertet' , så kunne det...lugesom bare komme af sig selv.Ikke at det var specielt velskrevet eller godt- men det kom altid lige fra hjertet, ucensureret.

" Det er en af de fornøjelser jeg stadig har tilgode, digtekunsten" sagde hun med et smil.
" hmm... Faktisk har jeg glemt de sidste 6 år af mit liv...og da jeg er 18 er det 1/3 .
Det er ret ærgelige....for helt ærligt fra man liver føst og til man er godt derop af...husker jeg jo kun små glimt...så derfor følels det som langt over halvdelen er væk....forsvundet.Meeeen jeg har fået nogle gode venner og er efterhånden ved at have et fint liv og en god dagligdag bygget op" rundede hun af.Det var jo også sandt.....hvis man lige undlod det fact at politiet mistænkte hende for selv at brænde forældre og hjem ned....og at hun nu var efterlyst , eller mistænkt for at ære den der nedfældede og skød kinden af , på manden i forlystelsesparkens skyde telt.

"Det kan ellers være en utrolig smuk form for litteratur, når det er gjort rigtigt, eller det er i hvert fald min mening" sagde han med et lille smil. Han lyttede fascineret til hendes historie, "ja, når man er så ung er det en hel del år" medgav han, "det må være svært at fortsætte sit liv, når så meget er væk" sagde han tænktsomt, "men det er da godt at høre, at du er ved at få det til at fungere" fortsatte han og sendte hende et svagt smil. Han kunne levende forestille sig, hvordan det var at miste sin fortid, selv huskede han knapt sin familie fra dengang han var menneske og mindre vigtige detaljer var for længst forsvundet, hvem han havde været, hvad han havde brugt sit liv på, hvem der betød noget, alt sammen væk.

Millicent behøvede ikke lang tid, før hun kunne fornemme at hun godt kunne lide fyren her.
Han talte så varmt om poesi og digte, skulle man ikke have en varm sjæl for at kunne nyde det?
Og så virkede han empatisk.
Jo...det havde været svært at miste hukommelsen og det var det stadig, men hun gad bare ikke græde over det længere.Ihvertfald ikke når nogen så det.
Hun havde taget sig samme, og kommet videre....så godt det lod sig gøre.
En linie fra en sang, rungede i hendes baghoved...' That's why she shies away from human affection'
Hun sagde stille " Det værste er...når det også spænder ben for fremtiden...og nutiden...man bliver så bange for at opbygge og skabe noget nyt....for også at miste det.To gange ville være for meget...det ville jeg ikke kunne rejse mig op fra igen"

Han nikkede, "jeg tror jeg forstår .." sagde han efter at have overvejet det lidt, "det bliver for hårdt at bygge nyt op, hvis man ikke er sikker på det holder?". Han kiggede tænktsomt på hende, han selv havde lært at værdsætte nuet og sætte pris på de ting, som ikke ændrede sig, det gav ham en følelse af at alt ikke bare forsvandt. "jeg tror nu ikke du har noget at frygte, der skal vist en del til, før man mister sin hukommelse, ikke?".

// Undskyld mange gange, men jeg må baile fra emnet...jeg sætter Millicent på pause og kun en af hendes historier vil forsætte lige nu. Undskyld jeg tog af din tid...normalt emner jeg altid færdig. ~Millicent

//det er helt ok ^^ //

Tak

^^