A psychiatric disorder - Sean

Det var blevet aften igen.. det var temmelig tydeligt, for selvom der ingen vinduer var til hans rum, kunne Sean stadig fornemme det. Både i gangen, hvor skyggerne mellem lamperne var mørkere end de ville have været i dagslys. Og så fordi kun halvdelen af lamperne var tændt.. det var ligesom en indikator til søvn. Ved Oliver og Seans opholdsrum var der skygge. Så meget at det gav en meget god "natte-indikator", for at det skulle være nemmere at sove.
Det var det bare ikke.
Sean kæmpede lidt med sin vejrtrækning, mens han holdt om tremmerne, snurrede sine fingre om dem og lænede sin pande mod dem i forsøget på at holde sig koncentreret nok til at være sig selv. Til at blive ved med at være Sean. "Lucille?" mumlede han ned af gangen og bankede let på tremmerne som gav en hul metallisk lyd fra sig. Men der var stille. "Lucille." prøvede han igen, denne gang højere.. damnit. Han burde have en panik knap.. et eller andet som han kunne trykke på, rykke i.. gøre noget der gav besked til dem om at han ikke var sig selv.. eller var på vej derhen hvor han ikke længere kunne være sig selv. "Damnit.." hviskede han lavmældt, mens han kæmpede med sig selv. Det var jo heller ikke fordi han havde lyst til at skabe opmærksomhed omkring det.. det ville han unægteligt komme til hvis han skulle give sig i kast med at råbe.. men det lød dog som om de fleste sov. Muligvis også.. Han skævede lidt imod sin vilje mod Olivers rum, overfor hans. Men han kunne ikke se ham. Det var vel også godt nok.. "Luce.." begyndte han, me hans stemme knækkede halvvejs gennem navnet, og han slækkede grebet om tremmerne og gled ned langs med dem, mens han indimellem slap nogen halvgutturale lyde ud over sine læber. Oh god.
Da der endelig blev stille, sad han stadig på gulvet ved tremmerne. Det gik der nogen minutter med, stilhed. Bare stilhed. Indtil tremmerne begyndte at give efter med plagede knirkende lyde, gik de fra hinanden, og trak sig ud mod karmene.

Oliver faldt i søvn med det samme, han syntes aldrig at have været så træt før, måske var det stedet, eller pillerne, alle pillerne, som de tvang ham til at tage. Han vågnede måske hen på aften, vidste at han burde gå til aftensmad, men han faldt hen igen, og der var ingen der vækkede ham, hvilket han egenlig var meget taknemlig for. Han vågnede først igen da det var blevet meget mørk, og egentlig havde han mest lyst til bare at falde i søvn igen, men der var noget der havde vækket ham, og nysgerrigheden tog ligesom over. Han glippede lidt med øjnene og satte sig langsomt op, når han satte sig hurtigt op blev han tit svimmel. Han så rundt i mørket imens han øjne langsomt vendte sig til det, og faldt på døren, hvor Seans stemme trængte igennem. Han glippede lidt med øjnene og rullede dynen til siden, han havde stadig tøj på og var blevet ret svedig, så han hev hurtigt sweateren over hovedet og kastede den hen i et hjørne. Hans øjne flakkede tilbage på døren, men nu var der helt stille på den anden side, måske var Sean faldet i søvn. Han lagde sig ned igen og kiggede op i loftet, overvejede om han skulle sige noget, men han ville jo heller ikke vække ham hvis han sov. Han blev dog igen mødt af Seans stemme, men denne gang kunne han ikke tyde den, måske det mest var lyde. Han satte sig op igen og kravlede hen til døren for at kigge ud.

Sean, eller det var nok ikke ligefrem Sean.. men han havde intet andet navn at benytte sig af trådte ud i gangen mellem cellerne. Der var måske endda mere stille end før. Han snusede langsomt ind, og så sig omkring med noget der kunne ligne et rovdyrs årvågenhed. Der var i hvertfald et eller andet animalsk over den måde han stod på, eller måske var det bare den måde hans øjne lyste på.
En svag lyd ved Olivers dør fik ham til at rette blikket fremefter og fangede Olivers øjne. Og så stod de ellers og kiggede på hinanden. Sean stod fuldstændig stille, øjnene limet til Oliver. Det eneste der måske kunne indikere en bevægelse var hans næse fordi han snuste, men bevægelsen var så svag at den muligvis dårligt nok kunne opfanges. Så gik han endelig frem, et skridt... så to... tre, til han stod ved Olivers dør og han kunne se ham i øjnene, helt tæt på. Så lod han sit hoved glide på skrå og så indgående på ham, og dernæst indgående på låsen til Olivers dør og kom med endnu en eller anden rovdyrlyd nede fra maven. Svag, men nok til at opfanges som en eller anden form for vibration.

Oliver rejste sig op og lænede sig mod døren så han kunne se ud gemme glasset, med det samme fik han øje på Sean, der i mørket, med hans lysende øjne, de lyste op. Han rødmede selvfølgelig helt vildt, han havde undgået den øjenkontakt hele dagen jo. Nu kunne han slet ikke se væk og rødmen bredte sig bare og han fik undt i maven, hvorfor stod han bare der og kiggede? "Hej Sean" hviskede han stille, Oliver var slet ikke faldet over tanken, at det måske var lidt underligt.. at Sean ikke var i sin celle, og at hans øjne lyste på den der sære måde. Det faldt ham slet ikke ind, lige nu var det eneste han kunne tænke på: bruse scenen. Han slog så endelig blikket ned og tog et skridt tilbage, her gik det op for ham at han havde gåsehud, gåsehud over det hele, og han så igen op og rynkede panden. "Skal du ud og ryge?" spurgte han stille.. var der ikke noget mystisk over.. Han frøs fuldstændig da en underlig lyd kom fra et sted omkring Sean, en virkelig underlig lyd, som en kat? En kat der brummede.. nej.. nej.. en tiger.. en tider der brummede, sulten? kælen? Han var ikke sikker, og faktisk var han slet ikke sikker på om det var bag ved Sean den kom fra.. kom den fra Sean? "Sean er du okay?" hviskede han åndeløst, han havde det skidt nu.. utryg.. en stile frygt for selve frygten.

Sean blev stående og stirrede på håndtaget til døren. Så rakte han ud og rørte ved det.. det gav sig naturligvis ikke. Der var jo låst af for natten. Så trak han sin hånd til sig, og stirrede kort på Oliver. Han svarede ham ikke, istedet smilede han til ham. Sådan langsomt.. begyndende i mundvigerne som så strakte sig og aflslørede en række uhyggelige tænder. Det var ikke et smil af glæde, eller af noget som helst andet man kunne forbinde et smil med. Det gav nok mest af alt kuldegysninger, og associationer til horror film. Så trådte han et skridt væk fra Olivers dør, og hans smil falmede igen til hans årvågne ansigtsudtryk, og så gik han ned af gangen.
Minutterne efter var der stadig stille, indtil der var nogen der begyndte at skrige. Sådan et øresønderrivende skrig som skar helt ind til benet, det blev efterfulgt af mere larm, folk der råbte og så skud. Og så var der stille. Helt stille. Der var dog andre patienter der var vågnet op på grund af de mange grufulde lyde, nogen kaldte på sygeplejrsker, andre stod bare henne ved dørene eller sad i deres senge. Lucille kom en times tid efter, med hastige skridt og stoppede kort op foran Seans celle før hun trådte ind mellem de bøjede tremmer og fandt nogle bøger.

Olivers øjne fulgte Senas bevægelser, imens farven i hans kinder forvandlede sig fra rød til hvid. Nu lignede han måske mere et spøgelse, et skræmt spøgelse, der var helt bestemt noget ved Sean der gjorde han utryg. Han gispede forskrækket da Sean sendte ham et smil, der fik det til at løbe iskoldt ned at ryggen på ham, han var begyndte at ryste ganske lidt. "Stop" hviskede han stille, ikke sikker på hvad han ellers skulle sige, men han var på en og samme tid meget sur, faktisk var han vred, vred på Sean, sådan skulle han ikke opføre sig! Han skulle ikke komme her og tro at man bare kunne opføre sig på den måde, "Stop så!" sagde han lidt højere og med faster stemme. Måske virkede det, for så forsvandt Sean, og i lidt tid stod Oliver bare og kiggede på det punkt hvor Sean før havde været. Han tog sig efter en lang gruble pause, sammen til at gå helt hen til døren, og kiggede ud. Her fik han øje på tremmerne og fik det igen dårligt, der var uden tvivl noget galt, noget helt galt, og det gjorde ham helt vildt ubehagelig tilpas at han ikke vidste hvad det var, at han ikke vidste hvad der forgik.
Efter noget tid kunne han høre lydende, de sneg sig ind på ham, først langsomt, men derefter overmandede de ham fuldstændig, og han tog sig selv i at stå og råbe, råbe at han skulle holde op, at de skulle holde op, kunne de ikke alle sammen bare holde op! Han hørte så skuddene og gispede højlydt, han ville ønske han kunne gøre noget, men det kunne han ikke, han kunne ikke engang komme ud af den her dumme celle! Han råbte lidt mere ud i stilheden, men da der ingen svar kom, gav han op. Han blev stående ved døren, i noget der syntes at være en evighed, til Luci endelig valgte at komme forbi. Det var nu han opdagede tårnede, og han tørrede dem hidsigt væk imens han lænede sig mod døren. "Luciiii!" kaldte han så. "Hvad er der sket, hvor er Sean?" spurgte han hurtigt og tørrede igen sine kinder tørre, det nyttede ikke noget, Oliver var typen der græd.. han græd tit, når noget gjorde ham bange, eller ked af det, eller vred.. lige nu var han alle 3 ting, så græde blev han ved med.

Lucille var på vej ud igen da hun hørte Oliver, og det gav allerførst et lille gib i hende ved lyden af en stemme. "Oh.. you're awake.." kommenterede hun, men at dømme efter hendes tonefald, kom det vidst ikke meget bag på hende. "Sean?" sagde hun så, og blegnede en smule "Well, he's sleeping somewhere else tonight.." mumlede hun, og lagde hovedet lidt på skrå og så forskende på Oliver, inden hun gik helt ud af cellen "Are you okay? Why are you crying?" spurgte hun blidt, og gik hen til Olivers celle "Is there anything you need?" spurgte hun så, og undgik bevidst at svare på hvad der var sket, for det måtte hun i realiteten heller ikke. "Det ville være rigtig godt hvis du kunne ligge dig lidt.. få noget søvn du ved.." sagde hun så blidt "Vil du have at jeg henter nogen sovepiller til dig? Det kan være det gå lidt nemmere så" tilbød hun.

Oliver stirrede på hende, det var omtrent nu at han bestemte sig til at hade hende. Han hadet hende. Hadet alt hvad hende, bestemt hendes udsende, han hadet hendes øjne. "Is he okay?" spurgte han så indgående, upåvirket af hendes forsøg på at snakke uden om. "Jeg græder ikke" svarede han så bare og tørrede sine øjne igen, han græd ikke. "Jeg har sovet hele dagen, jeg er ikke træt" svarede han så, imens hans prøvede at finde en løsning, et løsning på et problem han ikke kendte. "Is he hurt?" spurgte han så, det blev hun nød til at svare på, det blev hun nød til. "Jeg er sulten" erklærede han så, den eneste men også den bedste mulighed han havde. Hun kunne ikke gøre andet end at opfylde hans ønske, når en med spiseforstyrrelse forlangte mad, måtte det være et mirakel. Hun blev nød til at lukke ham ud, og når hun gjorde det, så ville han finde Sean.

Lucille så lidt på ham "He's fine, he is okay" sagde hun så, og betragtede ham, uden at sige noget til det med gråden. "Oliver, please.." mumlede hun så "Just.. here, read a bo..." begyndte hun og skulle til at række ham en bog da han sagde han var sulten. Hun så lettere åndsvag ud et par sekunder, før hun fattede sig, og rømmede sig. "Fint.." mumlede hun så og kaldte på en eller anden, hvis navn var Allan eller Adam.. noget med A. Manden med A kom gående et minuts tid efter, og hun gav ham bøgerne "Make sure to bring it to room 707.." mumlede hun, inden hun fandt sine nøgler "Godt så.. Oliver, let's get you some food." sagde hun, og låste døren op, inden hun trådte et skridt til siden så han kunne komme ud. Hun så ikke synderligt glad ud, da A gik sin vej.. hun ville allerhelst have leveret bøgerne selv, men det var ikke lige muligt. Hun vidste at det efter protokol var forbudt at nægte en spiseforstyrret mad, eller ikke straks at gøre sit bedste for at opfylde dette. Så med hensyn til hvad hun selv ville, var hun temmelig meget bundet på hænder og fødder.

Oliver nikkede, men han var ikke helt sikker på om han turede stole på Luci. Han stolede ikke på hende, hun var dum, og han hadet hende. Han sukkede opgivende og rystede på hovedet, "I dont want to read, i want to eat" brummede han bare, "I dident got any dinner.." sagde han opgivende og brummede lidt, som en erstatning for en sulten mave. Han måtte vende et smil ind af da hun gav sig, og stod og trippede lidt imens han ventede på at blive lukket ud af sin celle. Han blev ført til køkkenet hvor han måtte få et eller andet. Han var slet ikke sulten og overvejede hvordan han nu skulle redde sig ud af den. "Vil du ikke hente et æble til mig" mumlede han imens han åbnede køleskabet og kiggede lidt. Han vidste tilfældigvis at skålen med frugt stod inde i spisesalen. "Så smøre jeg lige en mad imens" mumlede han og hev noget rugbrød ud af køleskabet og noget andet, et eller andet pålæg. Hun lød til at protestere lidt men regnede vel ud at det ville gå hurtigere på den måde, og da han hørte hendes trin forsvinde ned af gangen og ind gennem en dør, løb han. Han havde hørt hende fortælle vagten hvor Sean var, men da han ikke kendte stedet anede han ikke hvor fuck rum 707 lå henne, og da han ikke havde lang tid før Luci kom tilbage, måtte han bare forsøge sig, og håbe på det bedste. Han satte i løb og rundede et hjørne, imens han læste skiltende over dørene, argh!
Efter en ti minutters tid.. Luci må havde opdaget at han var væk nu.. fandt han endelig til en gang med de rigtige nummer, "Sean?" hviskede han stille, og fandt til sidst døren, lidt utilpas bankede han forsigtigt på, og kiggede hurtigt til begge sider, "Luk mig ind Sean" hviskede han.

Lucille så lidt på Oliver og nikkede så "Nej.. det er klart du er sulten i så fald" mumlede hun blidt, og sendte ham et lille smil mens de gik ned til køkkenet. Da Oliver spurgte efter æblet, stod hun et øjeblik og så lidt skeptisk ud. Men eftersom Oliver også bare blev stående og stirrede igen, så smuttede hun alligevel ind i spisesalen.
Seans hoved røg langsomt op fra at have stirret ned i gulvet, og han kiggede lidt på døren. Han rynkede sine øjenbryn lidt da der blev banket på og rejste sig tøvende og gik hen til døren "Der er låst..." mumlede han blidt og lænede sin pande mod døren og lyttede til Olivers hjerterytme, som var det eneste stærke han kunne høre gennem metallet. Og det var ovenikøbet ikke særlig nemt. Han blev dog stående, for det var meget rart at høre en familiær stemme.. Eller.. bare en stemme han havde hørt før i det mindste.

Oliver skævede igen ned af den mørke gang, han kunne ikke høre noget.. men Luci var uden tvivl allerede i gang med at fortælle de andre ansatte om Olivers flugt, og om ikke så længe ville de finde ham. "Sean" hviskede han, og hev efter vejret, hans hjerte bankede hurtigt fra løbeturen. Han var slet ikke i særlig god form, måske skulle han alligevel tage sig en tur på det der løbebånd en gang imellem, man vidste aldrig hvornår man fik brug for at kunne spurte derudaf.. og egentlig ville det være en dejlig ting at kunne. "Siger manden der forvandlede en væg til en skydedør.. luk mig nu bare ind, ellers finder de mig!" gispede han mod døren og bankede let på den igen, hvorfor kunne han ikke bare.. og så forsvandt døren ellers og Oliver væltede ind i værelset, eftersom han havde stået lænede op af døren. Han vendte sig ikke engang om for at se om døren var der igen, eller ej, da han fik øje på Sean kastede hans sig over ham. Han strammede sine arme om hans liv og gemte sit ansigt ved hans bryst, åhhh.. "Are you okay!" hviskede han og kunne mærke de der tåre presse lidt på igen, men han kæmpede for at holde dem inde.. tanken.. tanken om at hans eneste ven i hele verden var blevet skudt, såret eller død.. det var en frygtelig tanke, og det krævede altså et kram at rette op på det hele igen, så han klæbede sig selv til Sean og ville ikke give slip, i hvert fald ikke endnu.

Sean sukkede stille, tøvede et minut.. før han lod sin hånd glide ned over håndtaget og trak sin hånd væk. Den knirkede lidt rustent, men så gik døren ellers op og ind kom Oliver... væltende lige ind i hans arme. Han var nok lige lidt overrasket og stod først lidt og kiggede ned i det røde hår, og prøvede at finde ud af om han skulle sige noget. "Yeah.. yeah I'm okay" sagde han så og lagde sine arme om ham og holdt ham blidt fast. That was actually quite nice. "Heyheyhey... are you okay?" mumlede han stille, for han virkede sådan helt.. krampagtig, var han ked af det? Var der sket ham noget? "Did I hurt you?" hviskede han så helt stille. Lidt... ikke så glad for tanken. Oh god.. men Oliver stod og krammede ham, så det var forhåbentlig ikke helt galt, og han lugtede sådan set heller ikke af blod. Så han var vel okay... han var okay. Det valgte han at tro på.. Måske.

Oliver rystede bare på hovedet ind mod Seans bryst, nej han var faktisk ikke særlig okay. Han var stakåndet og svedig efter løbeturen, han var ked af det og bange for at der var sket noget med Sean, han havde det slet ikke særlig godt. Heldigvis var det som om at omfavnelsen gjorde det lidt bedre, så han stod lige et par sekunder endnu og indåndede den dejlige duft af Sean. "No" hviskede han hurtigt, nej han havde ikke gjort noget, og Oliver valgte bevidst ikke at tænke på muligheden.. hvis Sean havde fået låsen op ind til hans celle.. hvad der så ville være sket.. nej han ville ikke, han var også ligeglad, han var sikker på han aldrig ville gøre ham noget.. og dem han måske engang havde gjort noget, havde nok heller ikke været med vilje. Han slap ham så til sidst, for han kunne jo ikke blive ved med at stå der og kramme ham, han så sig om i den lille celle og sukkede tungt, "Jeg stak af fra Luci.. de leder nok efter mig" sagde han stille og prøvede at finde et sted i værelset hvor han kunne gemme sig, hvis nu de pludselig kom forbi. "Jeg har ikke lyst til at gå tilbage.." hviskede han og så ned, han var nok stadig lidt genert for at møde Seans blik, hans hjerte slog hurtigere når han så ind i Seans øjne, og så blev hans kinder altid lidt røde.. det var pinligt. "Kan jeg blive?" hviskede han forsigtigt og så lidt op, fokuserede på Seans læber.. hvilket ikke hjalp spor.. han blev bare.. åh.. de så bløde ud.. gad vide.. hmm.

Sean nussede ham lidt forsigtigt i håret "Breathe.. just breathe okay.." mumlede han, og prøvede at få ham til at falde lidt til ro "Okay, good.." brummede han så, lettet over at der ikke var sket noget umiddelbart. Oliver virkede uskadt. Sean slap ham en smule da han begyndte at trække sig væk, men var så nød til at slippe ham fuldkommen, for ellers var det nok blevet lidt sært. Han løftede skeptisk et øjenbryn "Stak du af fra Lucille?" sagde han så, og trak lidt på smilebåndet. Det blev bredere som det ligesom gik op for ham hvad Oliver nok havde gjort for at slippe ud, og grinede så lidt inden han trak ham ind til sig igen. "You could probably escape this place by just smiling nicely to the guards" drillede han og hvilede kort sin næse i hans hår.. mmhm, han duftede godt.. virkelig indbydende, og... nej. Sean.
Han slap ham blidt igen og nikkede så "Well.. you can stay, but you probably can't stay longer than it takes them to find you..." mumlede han undskyldende, og henviste ham så til sengen, som lige umiddelbart var det eneste man kunne sidde ned på i rummet. "Sid ned... vil du have lidt vand?" spurgte han, og gik de få skridt det tog hen til et lille bord der var blevet sat op, med et par glas og en kande. "Hvordan slap du af med Lucille?" spurgte han over sin skulder og smilede lidt til Oliver.

Oliver nikkede og skævede til døren, ville de virkelig lede her? Kunne han gemme sig under sengen? Ville de lede under sengen.. nej vel? Han så forsigtigt på Sean igen, ikke i øjnene, men heller ikke på læberne, han koncentrerede sig i stedet for om hans højre øre, det var meget nemmer. "Yearh.. i just wanted to.. see if you where okay.. and she dident tell me anything.." sagde han en smule frustreret, han var sur på hende, men han havde jo ligesom også bestemt sig for at hade hende. "What" sagde han da Sean hev ham ind i sine arme igen, til endnu en overraskende omfavnelse.. hm? Han gjorde ikke rigtigt noget, trak bare vejret dybt og indåndede duften af Sean, en meget stræk duft, det gjorde ham helt ør.. han duftede godt. "I dont think so" mumlede han stille og skulle til at ligge sine arme om Sean men så slap han ham, og han blev straks rød i hovedet og vidste ikke helt hvad han nu skulle gøre af sig selv. "Tror du virkelig de leder efter mig her? Tror du ikke de tror jeg er stukket af, sådan rigtig stukket af? Så giver det ikke mening at lede her i hvert fald" mumlede han bare og så på vand glassat og nikkede så, han var måske blevet lidt tør i munden, også efter løbeturen. Han satte sig ned på kanten af sengen og så forsigtigt op på Seans højre øre. "Eeeehh.." mumlede han og tænkte "I told her I was hungry" sagde han og smilede forsigtigt, "So she needed to make me some food.. but im pretty picky.. so i had to do it my self... and then she want to give me an apple.. and.. yearh.. I ran" mumlede han, måske en list snørklet forklaring, men Sean forstod det nok godt alligevel.

Sean trak på skuldrende "I don't think she knew what to tell you..." mumlede han og trak på skuldrende igen. "Maybe she thought it would be better if you didn't know anything, so it wouldn't stress you out" brummede han, og hældte vand i et af glassene før han løftede det og rakte det til Oliver. Han smilede lidt skævt af ham "Well, it worked.. you pretty much got rid of her" drillede han og satte sig så ned ved siden af ham, og sukkede stille. "But yeah.. I think they might figure out you're here... did you ask for me?" mumlede han, og drejede hovedet lidt så han kunne se på ham. Hvis Oliver havde spurgt efter ham ville det nok være meget indlysende at lede efter ham her... hos Sean.. Og så alligevel.. måske fik de lige et par minutter mere i stilhed hvis de var heldige. "Well.. thank you for caring.. it's always nice when there's at least someone who thinks you're not evil" sagde han så og smilede til ham. "It's nice that someone cares" sagde han så blidt og fangede kort Olivers blik, selvom det havde det med at stikke af... En lyd på gangen hev ham lidt ud af øjeblikket og han rynkede sine bryn i en lidt frustreret grimasse.

Oliver så ned på sine fødder og bed tænderne sammen. "Are you defending her?" sagde han, lidt usikker på hvad han skulle tro på, var Sean mon på hendes side? Så burde han gå. Han hadet hende. "I should go then.. you dont want me here" hviskede han stille og sukkede for sig selv, "Mhm" hviskede han og rejste sig efter en hurtig tår af vandet.. måske kunne han komme tilbage til sit værelse uden nogen så ham? Og når de fandt ham i morgen, kunne han sige han var faret vild da han ville finde Luci, og var gået tilbage for at sove.. ja! Det kunne han sagtens! "Maybe" sagde han hurtigt og så kort Sean i øjnene, og rødmede.. igen.. han så væk.. hans mave gjorde undt på sådan en underlig måde når Sean så sådan på ham. "What?" sagde han stille og vendte sig mod Sean da han pludselig gik til bekendelse, han kunne ikke lade være med at smile lidt.. Nej Sean havde nok heller ikke så mange venner.. det var en ting de var fælles om.. de havde kun hinanden. Pludselig fik han lyst til at kramme ham igen, og bare side og holde om ham, hele natten, de kunne holde om hinanden! "I do" hviskede han stille og så ham lidt genert tilbage i øjnene og smilede forsigtigt. Oliver så mod døren da Sean reagerede på et eller andet som han ikke kunne høre, panikken løb igennem ham.. shit! Hvad nu! Han kunne umuligt snige sig tilbage nu.. men.. men.. hvis de fandt ham her? Hvad så? Hvad ville de gøre! Åh gud! Han så sig om i det lille værelse.. hvor kunne han gemme sig! "Okay.. okay!" hviskede han febrilsk og slog ud med armene. Han kravlede så op i sengen, helt ind til væggen og så op på Sean, "I dont take up so much space.." hviskede han, han var tynd.. lidt for tynd måske.. men det så man ikke så let. "Just.." hviskede han og prøvede at finde på noget.. selv om han allerede havde en ide.. den var bare.. så tåbelige.. og det var lidt pinligt.. måske kunne han forføre ham? Nej! Nej.. han kunne overhovedet ikke forføre nogen som helst.. han var kluntet og.. usexet.. nejnej det gik ikke. Han hørte så skridt ude på gangen, skridt der nærmede sig.. og panikken.. adrenalinen slog ham.. og så rakte han bare ud efter Sean og hev ham ned til sig, hurtigt hev han dynerne op over dem. "Just pretent you are sleeping.. they cant se me when we lay like this.." hviskede han til Sean, og prøvede at styre sin vejrtrækning.. men Sean.. han lå jo oven på ham! Argh!
Det kunne godt fungere, dynerne var hevet godt op, og de ville kun kunne se en sovende Sean fra døren af, man kunne slet ikke se der lå en lille tynd dreng under hans krop! Næh, det ville de slet ikke se! Og de ville da ikke vække ham, ville de?

Sean grinede lidt "No, I'm not defending her, I'm glad you didn't listen to whatever she told you just to shut you up.." sagde han blidt, men hans humør svingede lidt igen og han skævede til døren endnu engang "They're coming.." hviskede han så, og betragtede Oliver der pludselig begyndte at kravle rundt i hans seng. "Oli..." begyndte han forvirret, da han pludselig hev ham ned også "What are y..." begyndte han lidt forvirret, lidt smilende...igen, lidt forvirret. Men forstod så hvad han mente. Oliver var jo ikke særlig høj så han ville naturligvis være dækket af dynen. Sean tøvede et sekund, før han lagde en arm omkring ham og trak ham så tæt ind til sig som han kunne komme og lukkede sine øjne. Hans åndedræt blev øjeblikkeligt langsomt og tungt, idet der kom en ind af døren "Sea-!... oh.." hviskede lucille svagt og holdt sig for munden "Oh.. good.. okay.." hviskede hun for sig selv og bakkede langsomt ud af lokalet inden hun lukkede døren og... låste den. Hm. Sean åbnede langsomt sine øjne og skævede lidt til Oliver "You're cold.." hviskede han "Are you cold?" spurgte han så og fangede en af hans hænder under dynen og lukkede blidt sine fingre omkring den, for ligesom at overføre lidt af den varme han selv havde. "You can breathe now, she left.." hviskede han drillende, for Oliver havde holdt vejret da Lucille var gået ind i rummet... cute. "I can let you out if you want to... but maybe you should stay five minutes till we're sure that she left and nobody is guarding the door?" hviskede han så, og betragtede den svage røde farve Olivers hår udsendte i mørket.

Oliver lukkede også øjnene da døren gik op, lidt barnligt, bare fordi han ikke kunne se hende, betød jo ikke at hun ikke kunne se ham, men han krydsede alligevel fingre, altså.. uden rigtig at gøre det, for han turde slet ikke bevæge sig.. han var helt angst. Han pustede hårdt ud da hun var gået og hev efter vejret på den mest stille måde han kunne.. Sean var altså også ret tung.. eller.. lidt.. eller meget.. eller.. ja.. hm bygget af muskler.. Oliver var mest bygget af knogler. "What?" hviskede han og stirrede ud i mørket, prøvede forsigtigt at sprede sine ben lidt, det var ligesom lidt mere behageligt hvis Sean kunne ligge i mellem hans ben i stedet for med et ben på hver side.. hmm. "Im cold?" spurgte han forvirret, var han kold? Det føltes ellers som om han kogte.. men det var måske kun inden i.. for puuh.. He was on fire! Shit! They where so close.. shit! "I dont know" hviskede han så bare, en smule forvirret, men så tog Sean hans hånd, og så frøs han lige pludselig rigtig meget "Ja.. lidt.." hviskede han så.. måske ville han bare helst ikke have at Sean slap den igen. Han smilede så lidt af Seans forslag.. åh.. var det.. måske en hentydning? "Okay.. good idea" hviskede han og rødmede lidt. Dident know what to do next.. should he.. Han smilede lidt nervøst.. de lå godt nok tæt hva.. mhmm.. okay.. sig noget nu! "You wouldent hurt me would you?" hviskede han stille, og brød den lidt akavet stilhed.. hm.

"Det lyder ikke helt som om du kan få vejret.. her, to sekunder" mumlede han og fik lagt sig ned på siden og skubbet en arm ind under Oliver så han også endte på siden, vendt ind mod ham. "There you go.." hviskede han og smilede svagt til ham. Han fandt hans hånd igen, og holdt blidt om den så den ikke blev alt for kold igen. Sean trak vejret stille, og skævede så lidt til Oliver da han pludselig åbnede munden. Han lå lidt og kiggede på ham i mørket. Oliver kunne nok ikke se særlig meget, men Seans nattesyn var temmelig veludviklet på grund af hans dæmon side. "Oliver.." mumlede han stille. "I'm going to let you in on a secret" hviskede han så, og vendte så lidt op og ned på deres liggestilling igen, så han pludselig lå øverst, henover ham uden at mase ham dog, men han kunne se ham i mørket.. kunne se ham i øjnene og betragte hans ansigtsudtryk. "You have to trust me... even when I'm not... myself.. you can't be scared" hviskede han "Don't be scared of me.. I know it's a lot to ask, but.. it'll help you" hviskede han. "Please trust me.. I won't hurt you, I'll do whatever I can, not to.. but you have to trust me" hviskede han, og sank så stille. He had to, it was the only way if he ever... if it ever happened again, and there was no door to protect him.

Oliver rødmede lidt da Sean gled ned på siden, han skulle til at rykke lidt væk, men så lagde Sean en arm om ham og holdte ham ligesom fast der.. meget tæt på ham.. ville han gerne.. øh.. putte? Men.. men.. skulle Oliver ikke gå? Han så ned.. ned på deres hænder, han kunne lige skimte omridset i mørket.. de fik ham til at smile.. this was really nice.. yearh.. nice. Han så op da Sean sagde hans navn og nikkede, men gispede så da Sean lagde sig hen over ham igen, what now! Han lagde dog godt mærke til at det ikke var med fuld vægt som tidligere.. det her var nærmest.. rart.. okay.. det var rart, han måtte godt blive liggende der. Han prøvede så at høre efter hvad han sagde og ikke fokusere så meget på hans læber.. de så ellers ud til at være meget bløde, gad vide hvordan mon det ville være at kysse dem? Blødt? Måske vådt? Han var sikker på at det i hvert fald ville være helt vildt dejligt, og det kilede sådan i hans mave bare af at tænke på det.. så rødmede han. Han fik dog fat på det meste af det Sean sagde alligevel og nikkede "Im not scared of you.. i allready told you that" sagde han bare og løftede en hånd og strøg Seans pandehår tilbage, viklede sine fingre om hans hår, velduftende og køligt mellem hans fingre.  "Okay i trust you" hviskede han stille, "Your my only firend you know" hviskede han og trak lidt i hans hår... mhmm.. kunne han ikke bare.. snart kysse ham altså! Ihh!

Sean betragtede ham mens han sagde det, verificerede at han ikke var bange for ham. "That's the thing.. you can't be scared of me, even when I'm... that.. other person" hviskede han blidt, og fulgte hans hånd lidt i tankerne da den gled op i hans hår, og sukkede tungt som om Oliver havde taget en byrde fra hans skuldre. "Thank you... please remember that even when I'm not myself.." hviskede han, og smilede så lidt til ham "Pretty sure you're my only friend too" he mumbled, feeling the slight pulling in his hair. Han lagde hovedet en smule på skrå og betragtede Oliver lidt under sig. He was in kind of a compromising position...
Sean fik et lidt djævelsk udtryk i sine øjne, men så trak han sig væk "I'm sure they're gone now..." sagde han så, og trak Oliver med sig på benene, og med sig hen til døren. Han stod og lyttede lidt.. circa et minut før han lod sine fingre glide ned over dørhåndtaget og vrikkede blidt i det... Låst. "Just a sec.." mumlede han og lukkede sine øjne, og åbnede dem igen... denne gang lilla agtige, nærmest flourescerende. Døren gav en let knirken fra sig, ikke helt med på ideen, men så gav den alligevel efter og gled op. "You should get back.." sagde han blidt til Oliver, og lod ham komme hen til døren, og faktisk lidt ud af den, før han greb ham om håndleddet "I didn't get to thank you properly" sagde han så, og smilede skævt til ham, inden han trak ham hen til sig, og trykkede sine læber mod hans.

Oliver nikkede "Okay" hviskede han stille, selv om han måske var lidt bange for.. den side af Sean.. men han skulle nok prøve.. ikke at lade sig påvirker, "Dont be that person then" mumlede han stille og smilede forsigtigt til ham. Han grinede lidt og nikkede "Okay.. best friends for ever then.." drillede han og betragtede Sean, han turde godt se ham i øjnene nu, selv om han stadig rødmede hver gang, men det ville nok gå over igen.. han skulle bare.. lige.. ja. Han fik dog et skuffet udtryk i ansigtet da Sean trak sig væk, han troede jo.. nå.. okay.. bare venner.. venner var også fint. Han prøvede at smile lidt, men han var stadig lidt skuffet nok. Han rejste sig fra sengen og nikkede "Okay" sagde han og gik hen til døren. Han ventede til Sean fik den op og skulle til at gå ud, "See ya Sean" sagde han forsigtigt og tog et skridt ud på gangen da Sean trak i hans håndled, hvad nu? Han vendte sig om og faldte så bare lidt i staver over det der vidunderlige smil Sean sendte ham. "Nåh.. det skal du ikke tænke p.." begyndte han men mærkede så et par meget varme læber mod sine egen. Han udstødte et forskrækket gisp, imens han prøvede at forstå.. forstå.. hvad der skete.. han stirrede på Seans næse et par små sekunder, så lukkede han sine øjne og lænede sig lidt ind i kysset.. kysset.. Sean kyssede ham.. og hans læber var varme, og bløde.. virkelig virkelig bløde.. aldrig havde han smagt så bløde læber.. åh.. Han slap blidt kysset og smilede genert til ham, "Now i dont want to go" hviskede han og lænede sig frem og trak en hånd gennem Seans hår bare lige hurtigt.. men stadig blidt, "Sweet dreams" hviskede han, og bakkede ud af cellen, på gangen vendte hans sig mod væggen og tog lige et par sekunder til at sunde sig, inden han satte i løb.. eller fløj.. nok nærmer.. på en sød lille sky.. åh ja.. han havde det godt nu!
Han stødte ikke ind i nogen på vejen og døren til hans celle var stadig åben, så han sneg sig bare ind og lukkede døren, inden han gik i seng.. de havde nok tjekket et par gange.. men da han blev ved med ikke at være der, havde de nok regnet med at han enten gemte sig et eller andet sted eller at han var stukket af.. altså rigtig stukket af. Han smilede bare og faldte ret hurtigt i søvn.. han drømte om varme bløde læber.. og vågnede med den vildeste hard on.. shit!

Sean så lidt på ham da han slap hans læber "You need to.." sagde han stille og fulgte ham med øjnene og smilede så lidt af ham "You too.." sagde han og forsvandt så ind i cellen igen.
Dagen efter fik Sean lov at komme tilbage til sin egen celle. Det var så tidligt om morgenen, så der var ikke rigtig nogen der var vågne. Det passede ham egentlig også meget godt. Der blev sat en ny dør i. Det var smart, de havde vidst et par stykker på lager, og så fik han ellers lov til at sidde inde i rummet, mens det langsomt blev lysere og lysere udenfor. Han kunne svagt fornemme Oliver i sin celle, når han vendte sig, eller når han nogen gange lå på ryggen og hans vejrtrækning blev ekstra dyb. Han smilede svagt for sig selv. It was nice to care about someone again. He'd missed that. Lucille kom forbi ham lidt senere på morgenen, og tilbød ham at gå ned til morgenmad, men han rystede på hovedet. "I'm waiting.." sagde han blidt. Og hun så ikke umiddelbart ud som om hun først forstod ham, men så skævede hun så til Olivers celle, og tilbage på Sean "Oh.. okay then" sagde hun.. stadig en smule forvirret.