A psychiatric disorder - Sean

Oliver så lidt på hende og sukkede så bare "Sure" mumlede han og smilede for sig selv, hans mave lavede nogen lyde som en påmindelse om at han ikke havde spist noget som helst overhovedet, en hel dag.. han ignorede det, som han altid gjorde, måske han kunne finde noget han kunne spise imorgen? Nu kendte han Seans hemmelige sted, måske havde de noget der? Han skyndt sig af sted og åbnede døren til cellen, "Låser i den?" spurgte han stille, han kunne virkelig ikke lide tanken om at være låst inde.. virkelig ikke.. hadet det. "Jeg skal nok lade være med at gå nogen steder.. hvis i ikke låser den" sagde han forsigtigt og kiggede på Seans dør da han kaldte, han smilede lidt for sig slev.. det var så også det eneste gode ved det her sted.. Sean.. måske fik han langt om længe en ven? Selv om han var af den overbevisning at han overhovedet ikke havde brug for nogen venner, not at all! He was better on his own. "Sean" hilste han stille og gik ind i sin celle.

Lucille fulgte ham ned af gangen til cellen, og nikkede til ham "Ja, for i nat, men jeg kommer og låser op for dig i morgen tidelig det lover jeg" sagde hun og smilede forsikrende til ham. "Og hvis der er noget kan du kalde eller trykke på knappen på væggen, så kommer der nogen med det samme" sagde hun blidt. "Det er standard procedure Oliver, jeg kan ikke lade dig gå ru.." begyndte hun da hun hørte Sean. Hun vendte sig om og så på ham "Oliver.." brummede han stille, lavmældt. "What is it Sean?" spurgte Lucille så. "Need.. antidepressants, profax and something to calm down on.." mumlede han. Han stod op af tremmerne og holdt fast om dem. Så fast at hans knoer var hvide. Lucille så hurtigt efter Oliver "Jeg kommer tilbage lige straks, du bliver dér" sagde hun, hurtigt og kort inden hun løb ned af gangen. Sean lænede panden mod tremmerne og åndede tungt ud. This was bad.. very, very bad.. Han kunne være glad for at der var en ret god og solid lås på tremmedøren. Han var stærk, men så stærk var han heller ikke. Det ville kun gå galt hvis han skiftede helt over, for han kunne bruge sin evne, men det ville han ikke tænke på. Ikke nu. Ikke hvor han stod overfor et muligt anfald.

Oliver sukkede dramatisk "Right" mumlede han bare, og gik ind i sine tomme celle.. fucking lorte sted.. "Må jeg i det mindste få en dyne.. og en pude?" sagde han mut og kiggede på Sean.. han så ikke ud til at have det alt for godt? Han fulgte Luci med øjnene da hun gik, og smuttede så ud af døren og over til Seans celle, med tremmerne. "Hey?" sagde han forsigtigt og lod sit blik glide ned over ham, og til hans hænder, og langsomt op igen.. han bed sig selv i læben og holdte vejret et par sekunder, "Dont be afriad" hviskede han stille og tog en dyb indånding og lagde så langsom sine hænder over Seans knoer.. igen.. der var to evner han kunne kontrollere, sådan nogen lunde altså.. den med is.. og den med følelser.. og lige nu.. lige nu ville han bare hjælpe Sean, så meget. Så han lukkede øjnene, og lod den indre ro fylde ham inden i, inden den fyldte Sean, det ville måske ikke virke så lang tid, men det var lige meget, Luci kom med pillerne om lidt, "Better?" hviskede han og åbnede øjnene, men han slap ikke Seans knoer, han var af den overbevisning at det var lettere hvis han rørte ved ham, desuden var Sean virkelig kold, og han var selv ret varm, så han kunne måske varme ham lidt?

Sean prøvede at trække vejret kontrolleret. Kontrol var nøgleordet. Han var i kontrol, han kontrollerede sin krop. Det var hans krop. Han kunne høre Oliver i baggrunden, men han kunne ikke høre ordene, så han reagerede ikke. I hvertfald ikke før Olivers fingre gled over hans og lagde sig der. Seans blik røg op fra gulvet og så lige igennem Olivers med de der finurlige lilla øjne "Oliver.. you shouldn't.." begyndte han da noget langsomt krøb ind under huden på ham. Først blev han lidt forskrækket, eftersom det var fremmede følelser der ikke havde noget med hverken panik eller skræk at gøre. Det var en ro, som ikke umiddelbart var hans, men som han lukkede ind fordi den hjalp. Han lukkede øjnene et øjeblik og gav et lavt støn af befrielse fra sig og nikkede så "Thank you.." mumlede han og åbnede øjnene igen og så lidt på Oliver der stod foran ham. Hvorfor var han ikke bange? Han vidste jo... eller.. han vidste netop ikke hvad Sean havde gjort, men han vidste godt hvorfor Sean var der. Og måske.. var det godt han ikke var.. nej, det var ikke godt, han burde være bange. På den måde ville Sean have mere tiltro til at han ikke kom til skade. Lucille talte oprørt med to andre da de endelig kom tilbage, og gispede højt da hun så Oliver stå henne ved tremmerne "OLIVER." udbrød hun og var henne ved ham i to skridt og hev ham væk fra tremmerne "Did he hurt you?! Are you okay?!" sagde hun nærmest febrilsk, mens hun fik ham trukket ind i hans egen celle. "Lucille, he's fine" mumlede Sean, og fik pillerne af nogen af de andre plejere der så lidt efter Lucille. Hun havde placeret Oliver på hans seng, og inspicerede ham nu overfladisk for skrammer, indtil hun fik fat om hans ansigt og så ham i øjnene "Are you okay? Did he do anything? Anything at all?" hendes bekymring var ægte nok, det lyste ud af hende.

Oliver smilede lidt for sig selv da han kunne se på Sean at det hjalp, det han gjorde.. han hjalp ham rent faktisk. Han bed sig selv i læben og nikkede bare "Så lidt" hviskede han og betragtede ham lidt, han var virkelig pæn, selv når han var på vej til at miste forstanden, "Just remeber.. im not scared of you babe" drillede han og blinkede til Sean, inden han slap hans hænder, lige som Luci kom tilbage. Selvfølgelig skulle hun flippe ud, argh, han skulle jo også være blevet i hans celle, men altså, hun låste den jo ikke! Så hvems skyld var det lige.. ikke hans, næh nej. "Hey.. relax" gispede han da Luci skubbede ham ret voldsomt ind hans celle, ihh "im fine.. no he dident" gispede han og prøvede at skubbe hende væk, "Hey stop toching me, argh!" råbte han og skubbede alt hvad han kunne, sindsyge kvindemenneske altså! "Im fine.. please stop" hviskede han og så hende ind i øjnene og gav hende bare et opgivende skuffet vredt blik. "Not anything i dident wanted him to do.." hviskede han bare, så Sean ikke kunne høre ham, "We are just friends.. just talking.. nothings wrong.. his fine" sagde han i et forsøg på at overbevise hende om at der ikke var sket noget.. overhovedet.. de var jo venner for helved! Eller.. ja.. lidt i hvert fald. Nu skulle de holde op med at flippe sådan ud altså.. ihh! "Where is that pillow of mine anyway?" spurgte han så, for han havde stadig ingen ting i sin celle, ud over gummi og plys ud over det hele.. og det kunne virkelig være dejligt med en hovedpude og en dyne.. yearh.

Sean trak lidt på smilebåndet. Det var altid noget at der var nogen der ikke var bange for ham. Lucille lavede en opgivende bevægelse med skuldrende og sukkede tungt "Oh god.." mumlede hun "Sorry about that" sagde hun så og betragtede ham kort og skævede ud til Sean der så ud som om han havde det bedre "Okay.. ja, nu skal jeg hente den" sagde hun så, og forlod cellen og forsvandt ned af gangen. De to andre plejere stod og snakkede lidt med Sean, men da han virkede som om han var god igen, så sagde de godnat og forsvandt tilbage til deres kafferum, eller hvorend de nu gik hen. Lucille kom tilbage lidt efter med dyne og pude som hun lagde ind til Oliver. "Så.." sagde hun blidt, og smilede kort til ham "Sov godt Oliver" sagde hun inden hun gik over og lukkede døren og låste af for natten. Samtidig sagde hun godnat til Sean og han svarede hende roligt. Så var der stille igen. "You alright? She didn't bruise you?" drillede Sean stille på den anden side af gangen og satte sig på sin sengekant og slappede lidt af. Trak vejret dybt, nød følelsen af... fred.

Oliver sukkede bare opgivende "Its fine" sagde han bare og så efter hende da hun gik for at finde ham den der dyne og pude.. right. Han lyttede lidt til de andre vagter, men de forsvandt også til sidst, og så var der meget stille.. ind til han fik sin pude selvfølgelig, "Nat" mumlede han og lagde sig langsomt ned.. åhhh! pude! Blød pude! Dejlig frisk pude! Mhmm.. this was.. mhmm! Han lukkede øjnene og faldte måske lidt hen ind til Seans stemme trængte igen, "Right.." sagde han bare og smilede lidt "Im fine.. godnight Sean" mumlede han og trak sin trøje overhovedet, men pga. tvivl om hvor meget Sean kunne se, lod han resten blive på, han havde jo også t-shirt på. Han trak tæppet op over sig og faldte ret hurtigt i søvn, total færdig.. men sådan var det vel når man oplevede så mange nye ting på en dag. Han blev vækket tideligt igen næste morgen, da det åbenbart var blevet tid til et bad. "Jeg har ikke noget rent tøj" sagde han forsigtigt, i håb om at det måske kunne få ham ud af den situation.. han ville helst ikke.. fællesbad.. han kunne gå i bad sener! "Vi har noget til dig" sagde manden, og så var der pludselig ingen vej uden om.. argh.. undskyldning Oliver, find på noget! "Jeg har det faktisk ikke så godt, må jeg ikke vente lidt?" sagde han næsten bønfaldende og så manden i øjnene, inden han skævede over til Seans celle. "I dont.. want to.. shower.. with.. the others" hviskede han så, og krydsede finger for at der ikke var andre der hørte ham end vagten.. nu var han selvfølgelig også fuldstændig rød i hovedet, "Im gay" mumlede han så endnu mere stille.. okay.. så var kortende lagt på bordet.. og forhåbentlig ville manden forstå ham.. og give ham lov til at gå i bad når de andre var færdige.

Manden sukkede lidt af Oliver "Det er du ikke den eneste her, der er.. off you go" sagde han så, og puffede ham afsted. "Desuden er der forhæng. Tag en af de bagerste brusere" sagde han så bare og puffede Oliver ind i et lokale, og gav ham en stak tøj, et håndklæde og en lille shampoo. Sådan nogen man fik på hoteller, og så lukkede han døren bag ham. Der lød stemmer, og nogen stod og konverserede ved bænke hvor der lå tøj på, et andet sted bag en væg hørtes lyden af vand der ramte gulvet. Der var ikke mega mange. De blev delt op eftersom det var nemmere at overse mindre mennesker, end alle på den psykiatriske afdeling på en gang. Der stod selvfølgelig et par "vagter" som havde overblik over de mange mennesker.
Nogen minutter efter Oliver var blevet lukket ind, eller.. måske rettere skubbet ind kom Sean dumpende.. med morgenhår.. og morgenøjne.. morgen-alting. "Morning.." mumlede han sløvt til en af vagterne og trak sin trøje over hovedet og gik ned i den ene ende af lokalet og hang sin trøje på de metalstænger der stak op fra bænkene sådan så man både kunne sidde under dem, men også hænge sit tøj på dem. Sean fik hurtigt sit tøj af og snurret et håndklæde om livet. Det kørte mere eller mindre på rutine, det eneste i hans rutine der ikke rigtig var rutine var da han nær var stødt ind i Oliver. "Oh sorry, didn't see you there" brummede han overrasket og så lidt undrende på ham "What's wrong? You look like you've seen a ghost?" brummede han.

Oliver gispede bare og rystede på hovedet "But.." stammede han og var allerede på vej til et lille anfald.. he couldent! Han havde altid været super blufærdig! Altid! Han havde ikke engang gået i bad efter idræt i folkeskolen, men løb altid hjem for at få et bad inden næste time.. han kunne bare ikke! Han var gået total i selvsving ude i omklædningen, og stod nu bare helt hvid i ansigtet og stirrede på sine tær, fordi han ikke turde kigge andre steder hen.. med alt det der.. tøj og sådan noget, i hænder.. han kunne altså ikke. Var der virkelig ikke nogen her der ligesom kunne.. forstå det? Han så sig kort omkring, hvilket han nok aldrig skulle have gjort.. for der var Sean.. i færd med at smide tøjet.. alt.. fucking.. tøjet.. og hans blik var ligesom bare.. der.. på ham.. og hans krop.. og.. helt pink i hovedet blev han også.. og så måtte han flytte tøjet og håndklæderne lidt længer ned, så han kunne skjule sin voksende boner.. shit! This wasent so unfair! Han så ned igen da Sean fik det der håndklæde om livet, og bed sig lidt i læben.. han kunne måske bare stå der til alle de andre var færdige? Ind til vider var der ikke nogen der havde lagt mærke til ham.. altså ind til at Sean lige pludeslig stod foran ham.. alt for tæt på.. i bar overkrop. Han så op og rystede bare på hovedet, "I.. I.. I.." hviskede han og stirrede på Sean.. okay.. mundlam var han også.. han kunne simpelhen ikke finde på noget at sige.. og panikken var ligesom.. alle steder nu.. ikke nok med at han havde boner.. nu stod han også fuldstændig bleg og rystede over for den eneste person han ikke havde lyst til skulle se ham sådan her.. ARGH! Hvorfor var der ikke et sted han kunne løbe hen! Seriøst! "Just.. move on.." hviskede han og så ned igen.. han kunne ikke klare det.. ikke lige nu.. argh! Okay Oliver.. at tage sig sammen! At tage sig sammen! Han bakkede forsigtigt væk fra Sean og over til der hvor de andre havde lagt deres tøj.. okay.. okay.. no one is watching.. just.. do it! Og der var forhæng.. der var forhæng! Det skulle nok gå! Okay.. lige to minutter mere.. hans.. boner skulle lige.. ligge sig igen. Så han vendte ryggen til og hev sin trøje over hovedet.. argh.. værste morgen nogen sinde.

Sean sænkede det ene øjenbryn, men lod det andet hænge skeptisk en centimeter over det han havde sænket. He looked a bit perplexed, trying to figure out what was going on inside Olivers head. Da Oliver så bad ham gå videre, lænede han sig lidt frem mod ham og snusede prøvende til ham. Så trak det drilsk i hans mundvige, men han sagde ikke noget, istedet nikkede han bare og gik om bag den væg der var og hang sit håndklæde op og gik over under bruseren. Han tændte for den og hev forhænget for og lukkede sine øjne et øjeblik.. lod damp og vand og duften af varm hud penetrere hans luftesans og smilede for sig selv. He liked showering. He liked... the warmth. He was kinda a sucker for warm things. Det fik ham af en eller anden grund til at tænke på Olivers hænder aftenen før.. den måde de havde lagt sig om hans.. så varme.
Sean åbnede sine øjne så hurtigt at der kort samlede sig små prikker på hans hornhinder, og han rakte ud efter den termostat der justerede varmen på hans bruser og drejede den over på kold. Iskold. "Brr.." mumlede han og rystede sig som en våd hund inden han slukkede for den. Men han havde afværget katastrofen. Så trak han forhænget fra og trådte ud.

Oliver sukkede og hev så langsomt sine bukser af langsomt, med rystende hænder.. bare der ikke var nogen der kiggede.. ingen.. bare.. ja.. okay positivt nu.. Det ville være rart at blive ren igen, han havde svedt i nat.. det havde været varmt med tæppe på faktisk, han måtte bede dem om at sænke temperaturen lidt, okay ja.. så ind og vaske sig! Han svang håndklædet om hofterne og holdte det med den ene hånd, imens han brugte den anden til at få sine underbukser ned, så greb han den der flaske shampoo og vendte sig om sider om.. okay fri bane! Han var heldig! Nogen måtte have hørt hans bønner åbenbart! Han skyndte sig mod badet, inden at nogen ville komme i vejen for ham, og da han stod foran brugserne så han sig en enkel gang til begge sider, inden han vendte sig om og smed sit håndklædet op på den der halvvæg og vendte sig så igen for at gå ind i badet.. but.. then.. åh.. oh! "SHIT!" sagde han, lidt for højt.. og der stod Sean.. helt nøgen.. helt våd.. lige foran ham.. han var nøgen.. de var begge to nøgne.. han kunne aldrig.. aldrig se ham i øjnene igen.. øjnene! Han trådte et hurtigt skridt frem og var næsten snublede i et forsøg på at dække Seans øjne med sine egne håndflader.. okay.. godt.. så.. han kunne ikke se noget! "Close them.. please" hviskede han, og blev ved med at holde Sean for øjnene, for han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre.. okay.. dont look down.. dont.. dont look down! Han bed sig hårdt i læben og kiggede ned.. og vupti.. the boner was back on! Han slap Seans øjne og gled forbi ham så hurtigt han kunne, væltede ind i bruseren og trak forhænget for.. pinligste dag i hans liv.. Argh!

Sean stoppede op og frøs på stedet da Oliver stod foran ham. Det var nemt at se på hans ansigtsudtryk at Oliver bestemt ikke brød sig om situationen. Oh shit. Han lukkede sine øjne da Olivers hænder pludselig lå over hans øjne "I have, sorry, they're closed" sagde han hurtigt. Så slap Oliver og var væk på sekundet. Sean åbnede først det ene øje, og så det andet og så efter Oliver der var forsvundet. Okay så.. Yeah. Nu havde han vidst også været i bad længe nok. Olivers nøgne krop havde brændt sig først på hans nethinde, og nu var han lligesom.. nød til at komme ud. Det var en god ide. Han skyndte sig ud, hev sit håndklæde med sig, men tørte sig ikke rigtigt før han fik tøj på og dernæst var ude. Og så styrede han udenfor. Ud og trække noget frisk luft så hans boner kunne falde lidt til ro og han kunne falde lidt til ro. Omg. Han kørte en hånd gennem sit hår og lod vintersolen varme hans ansigt en smule. Det var faktisk en pæn dag.. ingen skyer... hm. Det var jo ikke fordi det var forkert at være tiltrukket af Oliver.. det var bare.. forkert herinde. Meget forkert. Og Oliver havde nærmest virket skræmt, hvilket selvfølgelig også var forståeligt nok hvis han ikke kunne lide at blive set uden tøj på, hvilket Sean ikke forstod han havde da syntedes...
Han stoppede sig selv med en mærkværdig lyd og gik indenfor hvor Lucille stod og stirrede mærkeligt på ham "Du er våd.." bemærkede hun så med en hvis undren "Yeah.." brummede han bare og gik tilbage til sit værelse. Oh god.

Oliver fik badet overstået, så hurtigt som overhovedet muligt, og selv om man ikke måtte løbe, så løb han altså tilbage til bænken og fik sit tøj på så hurtigt som overhovedet muligt, efter at have tørt sig meget lidt. Han gnubbede sit hår en enkel gang og smed det brugte tøj og håndklæde i en eller anden fælles vasketøjskurv, alle gik med det samme kedelige tøj alligevel. Han fandt sin vej ud derfra, og overvejede kort om han skulle gå direkte til morgenmad, eller om han skulle gå tilbage til sin celle og gemme sig, ind til nogen tvang ham ud derfra. Han valgte den første mulighed, hurtigt overstået og så tilbage til cellen, han kunne godt ligge hele dagen under dynen og skamme sig.. intet problem. Han ville dog først sørge for at finde Luci først, og fortælle hende om sit problem, om så han skulle tigge eller true.. ikke flere af den slags fællesbad.. no fucking way. Han kiggede forsigtigt ind i spisesalen og afsøgte lokalet for Senas rødbrune lokker.. intet sted af finde. Så han sneg sig derind.. han ville have givet alt for at have haft en hætte på lige nu.. really. Han skyndte sig op i den der kø der og fik fat på en bakke så han kunne få noget mad, men da han kom til bordet med mad på stivnede han bare.. stirrede lidt.. stillede bakken fra sig igen og greb et æble.. why did he even try? Han satte sig ned til et bord med et glas vand og sit æble, aller bagerst, helt alene.. ingen så på ham.. puuh. Han så op da Luci kom hen til ham, med et skeptisk blik, og hurtigt fik han taget en bid af æblet. "Im not good at breakfast.. I never have been" sagde han undskyldende og tyggede alt for længe på det ene stykke, håbede at hun ville gå.. men hun blev bare stående og stirrede.. så han måtte jo tage en bid mere.. satans. "I need to talk to you about something.." mumlede han og distraherede hendes opmærksomhed, imens han pillede små skorper af æblet med sine negle i smug.. hæh! Han var meget opfindsom. "If i have to do that.. shower thing again.. I will need to take some pills for not trying to kill myself while doing it.. i really think thats my biggest fear.. So please.. let me do it alone.. please?" hviskede han og smuldrede noget af æblet ned på gulvet, nu havde han taget 3 bidder, og kun de 2 af dem var i hans mave.. jep.. virkelig klog!

Lucille blev stående og betragtede ham lidt.. Så sukkede hun, hun havde overvejet at tale med ham om hvor dyrt det var at skulle give nogen særbehandling og ikke andre. Men til gengæld kunne hun godt se det desperate blik i hans øjne. "Fine.. but then you can't shower every day that's going to cut staff short.." sagde hun så og hævede sine øjenbryn til ham "Are we clear on that?" spurgte hun så, og skævede lidt efter det der æble "And eat your apple.. please" mumlede hun så tilsvarende, og begyndte at gå. Hun havde jo også andre patienter at se til.
Sean kom ind i cafeteriet og tog en bolle.. Han scannede kort spisesalaen og fik øje på Oliver. Måske var det en temmelig dårlig ide at tage kontakt til ham lige nu.. yeah. He probably shouldn't. Not now at least, they could talk later, or some other day. Han traskede ud igen, ned til det der gymnastik halløj-sal, som der var blevet etableret. Og som han godt kunne lide at komme i. Han spiste på vejen, det var nemmest.. man kunne ikke spise og løbe og træne og dem slags. Så han slugte det sidste stykke bolle, og smuttede ind til maskinerne og hoppede op på løbebåndet.

Oliver kiggede på hende og nikkede, han kunne godt leve med at gå i bad hver anden dag, intet problem! "Its totally fine, thank you.. so much!" sagde han entusiastisk og sendte hende et stort smil. "Om working on it" brummede han til det med æblet og tog en bid med. Han betragtede hende gå sin vej, han rejste sig og smed resten af æblet ud.. no fucking way.. it tastet like shit.. og det var helt sikkert ikke økologisk! Og sprøjtet med alt muligt gift! Total klamt. Han forlod spisesalen og vandrede lidt rundt, fordi han ikke havde noget bedre at lave, og der var ikke nogen der havde givet ham et skema over dagen.. så ja.. what to do? Han fandt dog hurtigt tilbage til sin celle, efter en tur ud i gården med en smøg eller to. Han fandt den der bog frem som han havde fundet i det der alt mulig rum. Han tog bogen med uden for og pakkede sig godt ind i jakke og halstørklæde, for det var koldt.. men han havde brug for frisk luft. Han satte sig på bænken og trak sine ben op under sig og slog så op i bogen.. mhmm fordybelse.. En lille tur væk fra virkeligheden, det var rart.

Sean blev færdig med sin trænings session, og smuttede ud efter at have taget et bad. Han havde naturligvis en med sig der kunne holde øje med hvert eneste skridt han tog. Også i badet. Han tøffede afsted og fik øje på Oliver på vej mod sin celle, han sad ude i gården med en smøg og en bog. Han trak lidt på smilebåndet, det var fjollet at gå og undgå hinanden because of a pair of mistaken boners. Han nikkede kort til den mandlige sygeplejrske "Jeg smutter ud" sagde han og gik ud i gården og over til bænken. Han sank ned foran ham og skævede lidt ned i hans bog uden at afbryde ham. Helt stille, på hug.. overfor ham. Han løftede blikket og skævede til hans beklædning.. javist, det var da vidst lidt koldt, men det var ikke så slemt.. ikke for Sean i alt fald. Han endte med at sætte sig ordentligt ned da han ikke fik blod til benene efter lidt tid. "Can I ask you a question?" hviskede han så, og smilede skævt til ham, men blev siddende uden at røre ved ham, eller forstyrre yderligere. Han så bare på ham, betragtede ham, som hvis han havde alverdens tålmodighed.

Oliver så overhovedet ikke op, heller ikke når han askede sin smøg, han var langt væk fra virkeligheden, helt opslugt. Det var han altid når han læste, altså hvis bogen var god, ellers blev han bare hele tiden distraheret. Han så kort op da han skulle slukke smøgen, men fandt alligevel tilbage til bogen meget hurtigt, det var en god historie, en kærlighedshistorie. Han elskede kærlighedshistorier. Han så forvirret op da Sean stemme kom ligesom ud fra ingen ting. Han kunne dog ikke synes lige at få øje på ham, men da han sænkede bogen lidt forstod han hurtigt hvorfor, Sean.. sad på jorden? Den forfrossen jorden. "Øh" sagde han lidt paf og lukkede forsigtigt bogen sammen, "Vil du ikke.." mumlede han og pegede forvirret på bænken, imens en rød farve langsomt indtog hans ansigt, og pludselig fik han bare lyst til at løbe sin vej. Han prøvede at tøjle sin angst med endnu en smøg, selv om han i forvejen havde røget 3 stykker. "Okay." mumlede han så stille og sukkede ydeligere, imens han prøvede at gemme sit ansigt lidt bag det røde hår.. hvilket sikkert bare fik det til at se endnu være ud.. men det tænkte han egentlig ikke over.

Sean lagde hovedet på skrå som om han ikke forstod hvad han mente et øjeblik. "Nah, doesn't matter, didn't want to disturb you too much" sagde han så, da han forstod hvad Oliver mente. "Actually..." sagde han så, og rejste sig "Finish the book, then come find me, I'd rather show you and ask when you see it" sagde han så og smilede til ham, inden han vendte om for at smutte indenfor igen. Han ville ikke forstyrre ham alt for meget, men han kunne jo godt lide ham! He was a friendly kid.. Han var ret sikker på de egentlig godt kunne blive venner... Og det virkede lidt som om Oliver nok kom til at være der lidt længere end han egentlig havde tenderet til at starte med. Sean smuttede ind på sit værelse og ledte lidt efter en lille ting som han havde gemt godt væk... Det krævede at han fik skildt madrassen lidt ad, og det tog også lidt tid.. så det var måske meget godt Oliver lige skulle læse færdig.

Oliver stirrede lidt på ham sådan lidt forvirret, da Sean valgte at det alligevel var lige meget. Han så måske lidt skuffet ud men nikkede bare til Sean da han gik igen. Vise ham noget? Hvad var nu det for noget.. argh nu kunne han slet ikke koncentrere sig om bogen.. men han ville heller ikke bare følge efter ham jo.. det virkede måske sådan lidt.. hundehvalp agtigt.. aj. Han sukkede frustreret og rødmede så lidt igen.. pis! Han rejste sig og klappede bogen sammen, shit det var koldt! Han kiggede ned på sine fingre og bestemte sig hurtigt for at han nok heller måtte komme inden for, hans fingre var helt røde og hans negle helt blå. Han gik tilbage til sin celle og lagde bogen på plads.. eller ja.. der var jo ikke rigtig nogen hylder eller borde, så han lagde den bare på madrassen ved siden af sin hovedpude. Så gik han ud af sin celle og kiggede lidt på døren ind til Seans, inden han forsigtigt bankede på igen helt rød i hovedet. Han kunne ikke få episoden fra tidligere ud af hovedet.. puuh.

Sean åbnede døren og så på Oliver. Han smilede næsten øjeblikkeligt "Det var hurtigt!" sagde han så, og greb hans hånd og trak ham med sig ned af gangen, mens døren til hans værelse lukkede bag ham. Oliver blev trukket gennem træningscenteret, og igennem en eller anden gang som de vidst ikke ritig måtte gå igennem, men Sean sagde at det gik hurtigere hvis de skød genvej. De gik forbi et par kontorer som tilhørte psykologer, og Sean smilede lidt af Olivers reaktion "That's not where we are going, come on" mumlede han blidt og trak ham videre. Da de var gået... temmelig langt faktisk, slap han hans hånd "Okay, I'm going to show you something" sagde han så og åbnede døren ind til noget der virkede lidt som et... puderum?
"Kom" sagde han blidt og åbnede døren lidt mere, så han kunne komme indenfor. "Det er ikke puderne der er interessante, det er mere, det som rummet kan gøre" forklarede han og lukkede døren bag dem "Sit down" sagde han blidt til ham, og smuttede ind i et lille bitte siderum, og slukkede lyset derinde. Der var mørkt. Komplet sort i måske tredive sekunder, mens det eneste der kunne høres var deres åndedræt. Så blev loftet langsomt fyldt med stjerner der vendte og drejede sig over deres hoveder. "De bruger det så sjældent.." mumlede Sean. "Men eftersom det ikke rigtig er tilladt at gå ud om aftenen, så kommer jeg ret tit her... her er så roligt.. væggene er tykke som bare fanden, ingen lyde..." mumlede han og satte sig selv ned på en pude. "Jeg tænkte du muligvis kunne bruge et tilflugtssted" indrømmede han så.

Oliver så op, men mødte ikke Seans blik. Han kunne simpelthen ikke, ikke endnu i hvert fald. Ikke efter deres uheldige sammenstød på badeværelset, nej, han skammede sig stadig. Han fik øje på døren bag Sean, og havde troet at de skulle derind måske. Det skulle de ikke og så måtte han lade sig trække efter Sean i et hastigt tempo. Oliver gjorde dog ingen indvendinger, han vidste alligevel ikke have han skulle sige. Det vidste han aldrig. "Okay" lød hans forstummende hæse stemme, i det han skød genvej, opfordret af Sean. Han skævede kort til dørene med skiltende: Psykolog efterfulgt af et navn, og gøs kort. Han nikkede hurtigt da Sean fortalte ham at det ikke var en omgang tortur han var kidnappet til. Han fulgte ham endnu et stykke til de nåede deres endestation. "Hvad er det?" spurgte han stille og kiggede nysgerrigt ind i rummet. Det lignede mest sådan et hygge rum, med masser af bløde genstande. Måske kunne man kalde det for en slags stue, til mange personer, men så igen, hvor var tv'et? Han blev stående da Sean bad ham sætte sig, usikker på hvad det var hans endelige formål var. Hvad ville han? "Jeg" sagde han stille, men ordet blev efterfulgt af ingen ting. Han vidste ikke hvad han skulle sige, måske det var bedst bare at klappe helt i. Han ventede så, en smule utålmodig, bestemt da Sean forsvandt, begyndte panikken at røre i ham. Lyset gik så ud, og Oliver prøvede ihærdigt at huske hvor døren var henne. Det var en oplagt mulig til at flygte, og han famlede sig frem i blinde. Selvfølgelig kun ind til lyset kom igen, dog et andet slags lys end det oprindelige. Han fandt Sean under nattehimlen og smilede skævt. Han fokuserede på hans læber, han havde stadig ikke lyst til at se ham i øjnene, det føltes som om at verden ville gå under hvis han gjorde det, og hvem ville ønske det? "Okay" sagde han så stille og nikkede, inden han vendte sig blik opad, "Det ser næsten virkeligt ud" hviskede han så. Den snert af panik der før havde ramt ham, var nu væk igen. "Det er" sagde han, men manglen på ord sagde han igen intet mere.

Sean slappede roligt af, og smilede til Oliver. "Sid ned.." sagde han roligt, og lænede sig så tilpas tilbage at han kunne betragte himlen over sig. "Just lay back... and watch the stars above.. it's quite impressive actually. After being here for a year, I'm almost used to just.. accepting that stars might look like that out there too" sagde han så og trak vejret dybt inden han lukkede øjnene et par sekunder "But I know that's not true" understregede han så, og vendte sig og smilede skævt til Oliver. "Don't ever let them tell you that this is real.. because it's not" hviskede han så og gled længere ned i den sækkepude agtige stol. "Så.. Oliver.. Jeg ved jo ingenting om dig, vi nåede aldrig særlig langt med den der test" sagde han og rodede lidt rundt i sit rust kobberagtige brune hår, og skævede til Oliver.. Det var svært at se ham tydeligt, siden det eneste lys i rummet var de flimrende stjerner der indimellem lyste hans røde hår eller hans blå øjne op. Han var egentlig utrolig smuk. Det var lidt farligt, og det bragte ham tilbage til deres sammenstød på badeværelset, hvilket hurtigt fik ham til at se op i loftet. "Do you have any hopes..? Or dreams?" mumlede han så, og betragtede stjernerne.

Oliver der ikke kunne få sine øjne fra nattehimlen, tog et par skridt baglæns, til han stødte på noget blødt, og lod sig så falde ned mellem puder og dyner og tæpper. Oliver drejede kort sit hoved mod Seans stemme og sendte ham et tildels bekymret blik, havde han virkelig været der et helt år? Gad vide hvordan det måtte føltes. "It's pretty, but it's not real" mumlede han stille og drejede sig ansigt væk fra Sean igen. So, this was awkward. "Why should they tell me that?" sagde han forsigtigt og smilede kort, han kunne altså godt huske hvordan en rigtig stjernehimmel så ud, så lang tid havde han jo heller ikke været der. Han drejede sig hoved mod Sean igen og undgik bevidst at se ham i øjnene, alligevel rødmede han lidt og rystede bare på hovedet "Theres not much too know" mumlede han stille og kiggede ned på sine hænder. "Dreams?" grinede han og rystede bare på hovedet, "Not really.. right now i just hope to get out of here" sagde han stille, "And that i dont kill myself" hviskede han så helt stille, det var nok hans største frygt, og så på samme tid, så var han slet ikke bange, det var underligt.

Sean svarede ikke, han sad bare og smilede lidt for sig selv, mens han betragtede stjernerne over sig. "They are nice though.." hviskede han så stille det nærmest ikke kunne høres. Han lyttede dog opmærksomt, ikke at Oliver afslørede særlig meget andet end ønsket om at komme ud derfra. "Well.. in that case, that's what I'm hoping for you as well.." mumlede han. Han lå nærmest ned i sin sækkestol, mens han lyttede til henholdsvis sin egen vejrtrækning og Olivers. Det var faktisk rart.. der var så meget ro.
Roen var dog kortvarig da der pludselig var en sygeplejrske der brasede ind af døren "Nå der er i! Vi har ledt alle steder efter jer to!" sagde hun lidt irriteret. Det var tydeligt de havde været igang med eftersøgningen i et godt stykke tid. Sean grinede lidt, inden han kom på benene "Oh well Oliver.. now you know" mumlede han og sendte ham et smil inden han traskede forbi sygeplejrsken, der ventede på at Oliver skulle rejse sig og komme med. Han var måske også blevet lidt bevidst om hvor meget tid han burde spendere med Oliver.. det kunne vel være farligt for ham kunne det ikke? I det lange løb? Hm. Han blev standset igen, denne gang af Lucille der sagde han havde tid hos psykiateren og skulle komme med, så det gjorde han. Livet på en galeanstalt var pretty much det samme. Om og om igen..

Oliver sendte ham et skævt smil og nikkede for sig selv, Sean havde ret, det var rart. Oliver skævede til ham og trak på skulderen, han mumlede et eller andet men det var ikke til at sige hvad. "Har du nogen drømme Sean?" hviskede han stille og undgik igen øjenkontakt. Han var endnu ikke klar til at tage det skridt.. var han nervøs? Nej.. bare.. skamfuld, alt for skamfuld. Han nåede ikke at få noget for svar for så gled døren op og en eller anden sygeplejerske stak hovedet ind. Han kiggede op på hende lidt forvirret og nikkede så bare, nå men det var så det. Han kunne ellers godt have blevet lidt længere, det var egentlig hyggeligt nok. Han så hurtigt på Sean og hans læber og blev fanget et kort øjeblik, det var nogen ret flotte læber. "Okay" hviskede han næsten åndeløst.. det var sådan noget Sean gjorde ved  ham.. Han rejste sig langsomt og fulgte efter sygeplejersken ud af rummet, og tilbage til sit værelse. Her satte han sig ned og derefter lage han sig, han lukkede øjnene. Det var tidspunktet til en god lur, og langsomt faldt han i søvn.