En tur i skoven - Sean

Vejr : Let køligt, men en smuk sommeraften.
Sted : Søen
Tid : 23:02
Omgivelser : Smuk natur, den blanke sø, ikke andre lyden en vinden i træerne


Arissa sad ved den store skovsø og kiggede stjerner. Hun elskede at kigge på nattehimmelen, og her inde i skoven var der intet at være bekymret for. Hun havde ingen sko på, og hun og lavede små ringe i vandet med sine fødder. Hun tog en dyb indånding og nød den friske aftenluft. Selvom byen kunne være spændende, så ville hun aldrig bytte den for skoven. Hun lagde sig ned i græsset og smilede for sig selv. Hun kunne ligge sådan her i timevis.
Hun havde en af sine normale kjoler på, noget hun undgik når hun gik i blandt menneskene.

Sean så ned af sig selv i afmagt. Hans hvide undertrøje var plettet, og den hvide skjorte han havde ud over var også blevet plettet... mørket var faldet på, så der var ikke meget farve over de mørke pletter, men når månen faldt på dem så havde det et skær af rød. Han tørrede sig om munden der også var farvet af blodet.. Han var ikke mæt.. langtfra. Dyret havde slet ikke været nok til at tilfredsstille hans sult. Det havde kun givet ham en mild form for tilfredsstillelse, men sulten var der stadig. Han sukkede og så lidt på rådyret ved sine fødder. Det var dødt, heldigvis.. Han begyndte at gå, han måtte hellere komme ud af skoven. Han var ærlig talt bedre til at håndtere beton junglen, end han var god til at være i skoven.. Han gik et stykke tid, inden han nåede til.. en mose? Han rynkede på næsen og så sig lidt omkring... nej, dette var ingen mose, det var en sø. Han så sig lidt om... det var faktisk fint at søen var der. Han afsonderede terrænet, og gik så hen til bredden og gled ned på knæ. Han formede sine blege hænder til en skål, og tog vandet op til sit ansigt, og vaskede det overskydene blod af. Han tørte kort sit ansigt med sin skjorte bagefter. Han blev siddene ved vandkanten, og så kort på sit spejlbillede i vandet, inden han så sig lidt om. En bevægelse i vandet fangede hans opmærksomhed, og han fik øje på.. Han kneb sine øjne lidt sammen.. var det ikke...Arissa?

Arissa lå og kiggede på stjernerne og nød det kølige vand ved sine fødder. Når hun lå her i mørket blev hun lidt døsig.. men det var vel også ok, hun havde sovet i skoven før. Været var fint, hun ville måske blive en smule kold men.. hun havde prøvet det der var værre. Hun kastede et hurtigt blik på træerne efter en god gren, hun orkede virkelig ikke at gå hjem og sove..

Sean rejste sig smidigt fra søbredden, og begyndte at gå langs den. Han vidste udemærket hvordan han så ud.. øjnene var dunkeltrøde, hans tøj var blodplettet, hans hugtænder var synlige når han smilte. Han stoppede lidt bag hende "er det her du bor?" spurgte han så, og så sig lidt om, det lignede da ikke et hjem. Han blev i afstanden af omkring en meter, mens han betragtede hendes ryg, og det lange brune hår. Hun havde en.. lidt underligt udseende kjole på, noget der lignede noget der var blevet syet i hånden, ikke at den var grim, for den klædte hende.. Han kunne ane spidsen af hendes øre igennem de mørke lokker "så du er altså elver..." mumlede han, og tog et par skridt hen imod hendes ryg, og sank ned bag hende, og lænede sig ind mod hendes øre "elveren med ulve venner.." hviskede han drillende, og smilede djævelsk, inden han trak sit ansigt til sig igen.

Arissa stivnede da hun hørte en stemme bag sig. Selvom hun kun havde hørt den en gang før, genkendte hun den. Noget der på en gang havde draget hende og skræmt hende på den måde, var ikke noget hun så let kunne glemme. Han kom tættere på, og hendes vejrtrækning blev ukontrollabel… hun dirrede svagt da han lænede sig ind imod hende. ”Jeg.. kendte ikke den mand” hviskede hun stille. Hun ture ikke vende sig om og se på ham..

Sean smilede lidt for sig selv, hun sad som på nåle der i det grønne sø græs.. bange for at røre sig, selvfølgelig.. han var jærgeren og hun var dådyret, og han var hurtigere end hende, men ligen ville han bare se hvor langt han kunne gå, hvor langt han kunne trække den.. Han rejste sig, og var væk med et kort vindpust, før han pludselig sad foran hende. Helt tæt på, så tæt at han kunne mærke hendes ånde på sit ansigt "Virkelig? Hmm.. hvor nobelt at beskytte et væsen der ikke engang er en af ens egne" brummede han langsomt, og betragtede de forskrækkede øjne der stirrede tilbage på hans egne. Han kunne mærke hendes uregelmæssige vejrtrækning på sit ansigt, og smilede skævt til hende "hvad er du bange for Arissa?" hviskede han katteblidt, mens han betragtede hendes ansigt.

Arissa var skrækslagen. Hendes hjerte bankede så hurtigt i hendes bryst, at hun troede de ville flå sig løs og flygte mens det havde chancen. Pludselig var han væk, men før hun kunne nå at vende hovedet og se hvor hen, stod han foran hende.
Det løb hende koldt ned af ryggen, og hendes åndedræt blev bare hurtigere.. hun stirrede ind i det røde øjne.. han havde spist, der var blod på hans tøj.. hans tænder var synlige.. og han var alt, alt, alt for tæt på. Hun forsøgte at synke en klump i halsen.. hun kunne ikke svare på hans spørgsmål. Da hun prøvede, var det eneste man kunne høre en lille skræmt lyd.

Sean blev siddene, samme sted, uden at rykke sig yderligere. Betragtede hendes forskræmte ansigt.. han kunne næsten høre hendes hjerte der hamrede afsted som om det havde tænkt sig at stikke af..bump bump bumpbump... Hypnotisk næsten. "Whats the matter dear, did the kitty take your tongue?" mumlede han kælent, og lænede sig længere ind, hen til hendes øre "Hvorfor er du så bange?" hviskede han i hendes øre, inden han skubbede hende ned og ligge og kravlede ind over hende og betragtede det skræmte udtryk "Du kan godt sige det... er det blodet? Er det tænderne?" spurgte han langsomt, og bøjede sig langsomt ned over hende igen, så hans ansigt var ud for hendes "vil du gerne løbe? Eller er din krop lammet af skrækken? Tror du at du ville nå at komme væk i tide?" hviskede han, og betragtede hendes reaktion.

Arissa rystede, nu mere han talte nu mere bange blev hun. Da han skubbede hende ned og ligge, mærkede hun svagt tårende begynde at presse sig på. Så skærmede han for nattehimmelen.. hun kiggede op på hans skræmmende ansigt.. på blodet.. på tænderne.. de røde øjne som alene kunne have været nok til at få hende til at løbe og aldrig stoppe igen. Men han havde ret, selv hvis han ikke holdt hende kunne hun ikke få sin krop til at løbe. Hun kunne ikke engang styre sin stemme. ”N-nej.. du ville være for hurtigt..” hviskede hun stille ”jeg frygter.. døden…” det sidste sagde hun så lavt at det næsten ikke kunne høres.

Sean rettede sig op og så på hende "så det er døden..Hmm?" sagde han langsomt, tja, det kunne vel noksagtens være et synonym.. han kunne vel godt være døden et eller andet sted, men døden i sig selv.. var et vidt begreb. Han smilede langsomt til hende "jeg kan godt lide at du er realistisk, for den kommentar skal jeg nok stoppe med at drille nu" sagde han, og satte sig ned ved siden af hende istedet. Hun var velkommen til at løbe, han ville have nydt at jagte hende, men... det var ikke iorden, hverken for magikkerrådet og... så var der også noget andet der holdt ham fra at gøre det, han kunne jo i princippet bare smage, han behøvede jo ikke tage livet af hende. Han sukkede "Undskyld" sagde han langsomt til hende, det fortjente hun vidst efter hans opførsel "det var nu ikke for at skræmme dig for vid og sans" sagde han og hjalp hende op og sidde.

Arissa der nærmest havde set hele sit liv passere forbi, kunne ikke skjule forbavselsen, stadig blandet med frygtet, i sit ansigt. Da han hjalp hende op og sidde, gik der en rystelse igennem hende. Hun betragtede ham forvirret, skræmt og med en smule vantro.. ”ikke.. ikke for at skræmme mig?” hviskede hun og rystede langsomt på hovedet ”hvis det er sådan du opføre dig når du ikke vil skræmme folk.. vil jeg ikke møde dig en aften du gerne vil..” hun overvejede at løbe, men ligenu var hun for fortumlet til overhovedet at kunne komme op og stå. Ville han ikke dræbe hende?

Sean grinede lidt "okay okay, så for at skræmme dig lidt.. jeg var nød til at vide om ulven havde været en af dine venner, jeg er ikke særlig glad for varulve.." sagde han let, og trak på skuldrende. "Jeg kan nok være lidt mere uhyggelig, hvis jeg koncentrerer mig nok" sagde han med et skævt smil. Det var nok muligt, men det var ikke noget han benyttede sig af så tit. Han så sig kort om igen.. det var lidt underligt, hun var næsten hans diametrale modsætning.. han ville næsten vædde med at hun var vegetar. Han betragtede hendes stadig lidt forskrækkede ansigt, der nu var blandet med vantro og forbavselse. Han havde nok givet hende et chok for livet, men han havde været sikker på at hun havde haft en eller anden relation med varulven.. skoven og alt det, varulve var jo også dyr, og elvere og dyr og alt det pis. "Bor du her?" mumlede han skeptisk, og rynkede på næsen.

Arissa sad bare fortumlet og kiggede på ham. Han havde troet hun kendte varulven, og derfor ville han spise hende? Hun kiggede på hans blodige tøj, han havde spist et eller anden før han mødte hende.. ”vent, vil det så sige du ikke har tænkt dig at spise mig?” spurgte hun alvorligt. Hun ignorerede hans andet spørgsmål indtil videre. Ikke at hun ikke ville sludre med en vampyr.. midt om natten.. alene… hrm, men tanken om at han ville sætte tænderne i hende om et øjeblik sad stadig fast. Hun kunne alligevel ikke flygte så..

Sean så underligt på hende, vidste hun overhovedet hvordan det foregik? Han havde jo ikke taget kniv og gaffel med for at kunne skære i små passende bider, han ville selvfølgelig... ja han ville have bidt hende. "Nej, jeg spiser dig ikke idag" mumlede han drillende, men tog det til sig, og overvejede om det var dumt at drille hende så tideligt "Undskyld, og nej... jeg får bare problemer" mumlede han. Han så sig lidt om.. der var så.. beskidt, hvem kunne dog leve sådan et sted? Han så kort ned af sig selv.. han var selvfølgelig også lidt beskidt selv.. måske passede han meget godt til alligevel. Men han følte ikke at han var hjemme i skoven.. absolut ikke.

Arissa følte ikke ligefrem at hendes liv nu var i sikre hænder, men hun slappede alligevel af for første gang siden hun havde hørt hans stemme. Hun var usikker, og havde ikke lyst til at fornærme vampyren.. ”hrm, nej jeg lever ikke lige her.. jeg lever i en elverby der ligger her i skoven” sagde hun stille og så ned på sine hænder. Hun have stadig ikke helt kontrol over sin stemme.. hvilket måske ikke var så underligt. Hun havde virkelig troet han ville slå hende ihjel men.. måske var han allerede mæt? Hvis det var tilfældet, hvor længe ville der så gø før han blev sulten igen?

Sean så lidt på hende, og lod sig dumpe ned og ligge mens han så op på himlen. Han lod sin hånd finde sin vej ned i hans lomme og fandt sine cigaretter. Han trak en enkelt op og lagde den mod sin underlæbe, og tændte den med sin lighter og drog et lettelsens suk.. cigaretterne kunne holde sulten stangen.. i små mængder ihvertfald. Han så lidt på hende, og nikkede så "så der er en civilisation derinde... Hmm" mumlede han langsomt, en by i skoven.. fascinerende tanke. Han pustede langsomt den grå røg ud "Jeg ved hvad du tænker" sagde han så stille, og så på stjernerne på himlen. Hun virkede endnu usikker, og han kunne sagtens drage en beslutning om hvad hendes tanker mon handlede om.. var han mæt, hvis han var, hvornår ville han så angribe, havde hun en chance for at komme væk.. den slags.

Arissan sad og betragtede Sean imens han lå der og røg. Det var underligt, hvor meget et andet væsen kunne skramme en.. hun bed sig i læben, da han sagde han vidste hvad hun tænkte på. Havde det været tydeligt? Selvfølgelig, hun havde ingen chance for at slippe væk.. det eneste hun kunne gøre var at besvare vampyrens spørgsmål og håbe han ville lade hende leve. ”Så.. hvorfor er det du ikke bare.. uhm, dræber mig?” spurgte hun forsigtigt og så på ham.

Sean vendte sig om på siden. Jorden måtte være beskidt, han var også beskidt.. det skulle nok gå, han kunne gå hjem i bad senere. Han betragtede hende, og askede let med cigaretten da hun spurgte ind til hvorfor han ikke bare slog hende ihjel. "Fordi du fredet.. for det første, og for det andet... fordi jeg ikke tror jeg kan få mig selv til det" mumlede han så, og satte sig op og lagde benene over kors og tog et sug af smøgen og lod den synke ned, så han lænede sin hånd mod sit knæ. "Du vil nok heller ikke dø, hvis jeg skal komme med et vildt gæt" sagde han og askede sin cigaret igen.

”Nej det vil jeg ikke” sagde hun og kiggede lidt på ham. Det hjalp lidt at tale, det gjorde hende roligere.. og fik desuden Sean til at virke mere menneskelig. ”Du siger du ikke kunne få dig selv til det? Er det fordi at vampyrer normalt lever af mennesker eller..?” hun kiggede ned på sine hænder, kunne ikke se på ham imens hun spurgte om sådan nogle ting. Det virkede bizart overhoved at have denne her samtale til at starte med. Hun plukkede et græsstrå og prøvede at tomme hoved for alle de forvirrende tanker.

Han trak på smilebåndet, og rystede lidt på hovedet. Det var en absurd samtale, men han ville hellere tale med hende, end sidde og stirre ned i jorden i en ubehagelig stilhed. "Nej, jeg kan ikke gøre det, fordi.." mumlede han, og gjorde en underlig bevægelse med hånden, mens han ledte efter ordene "jeg kunne sikkert godt.. hvis jeg var udsultet, men jeg vælger bevidst at lade være" sagde han og fangede hendes blik med sit eget, og håbede at hun forstod hvordan han udlagde det. Egentlig havde han ikke kendskab til hvorfor, han kunne jo i princippet bare bide hende.. Men han lod være. Han betragtede græsstrået i hendes hænder, og forholdt sig stille... sulten nagede ham, det føltedes sikkert som at have ondt i maven hos menneskene, men smerten spredte sig jo længere tid han sultede.

Arissa prøvede at forstå hvad han mente. Han kunne godt slå hende ihjel, men han valgte ikke at gøre det. Så langt var hun med, spørgsmålet var jo mere hvorfor han havde taget det valg. Hun kunne mærke at hendes hjerte var begyndt at slå normalt igen, og at hendes vejrtrækning var blevet rolig. Hun var ikke sikker på om det var en god eller dårlig ting. ”Det jeg ikke forstår er.. hvorfor du vælger ikke at bide mig.. misforstå mig nu ikke, der er ikke noget jeg er mere lykkelig for end at du ikke slog mig ihjel for et par minutter siden.. men nu hvor det værste af chokket har lagt sig, prøver jeg at finde ud af hvorfor”

Sean trak på skuldrende og skodede cigaretten mod jorden og lagde nakken bagover. Han vidste det jo ikke... var det fordi hun ikke var i stand til at forsvare sig? Var det fordi hun var for venlig... han vidste det ikke. "Jeg ved det ikke, ærligt.." sagde han og holdt hænderne op som om han ville sværge på det. Han fugtede kort sine læber med tungespidsen, og gemte skoddet væk. "Nå.. jeg burde nok gå, jeg har ikke fået noget ordentligt at spise" mumlede han og rejste sig. Hun havde det måske også bedre ved at få lov til at være lidt alene, og kunne føle sig lidt tryggere uden at Sean skulle sidde og distrahere hende med sin tilstedeværelse.. han vidste jo hun stadig var bange, så det ville ikke overraske ham at hun ville være langt roligere når han forlod søen.

Arissa kiggede alvorligt på ham.. hun nikkede lidt ”ok så..” sagde hun og blev selv siddende. Ikke fordi hun for en gangs skyld ikke længtes hjem, men fordi hendes ben stadig ikke helt lystrede hende.. ”Uhm.. god jagt?” sagde hun stille. Hun vidste godt det var åndsvagt, og at et menneske ville miste livet til ham i nat. Alligevel kunne hun ikke lade være med at føle hun skyldte ham noget, og når alt kom til alt.. ville han jo også dø vis ikke han spiste. Det var bare ærgerligt at det var hendes slags der stod på menuen.

Sean smilede lidt til hende "Du vil ikke med?" sagde han drillende, og trak sin skjorte af. Den var den mest blodige, og dermed det der faldt mest i øjnene på et fremtidigt offer. Han havde et slags indtryk af af elvere som de der dyreelskende, vegetarer som dansede rundt på bakker når månen var fuld.. Arissa matchede dog ikke helt, nogen gange virkede hun helt anderledes fra hans ide om elverne. Han havde det lidt skidt med at skulle efterlde hende der... "Skal jeg følge dig lidt på vej?" spurgte han så, han følte lidt at han skyldte hende efter at have givet hende den forskrækkelse fra før. "Jeg skylder dig vel lidt at passe på dig" sagde han, med en lidt drillende undertone, selvom han nu mente det ganske alvorligt.

Hun hævede et øjenbryn og var ikke sikker på han mente det alvorligt. Hun tog en dyb indånding.. ”altså.. mine ben virker faktisk ikke lige nu” indrømmede hun og sukkede svagt. Det var hårdt at indrømme hvor bange hun stadig var, men der var ikke så meget hun kunne gøre ved det. Tanken om at prøve at rejse sig var ikke særlig lokkende. Hun kunne godt forstille sig at sidde endnu en time og vente på at kroppen var faldet til ro.. hun kunne jo også bare rejse sig og falde.