A psychiatric disorder - Sean

"Fat? Maybe as a kid, but I really don't remember.." grinede han. Sean smilede kort til ham "Well.. have a wonderful drive home" sagde han til ham, og sendte ham et smil før han forsvandt indenfor og hen til træningscenteret. Eftersom Lucille fulgte med Oliver fik han en ny sygeplejrske tildelt. Han endte deroppe, og der var sådan set ikke rigtig andre. Det var ikke en hobby der var særlig mange der delte sådan et sted som her.. Hvorfor undrede ham egentlig, for bare det at kunne løbe, eller hoppe, eller et eller andet... var en form for distraktion fra virkeligheden. Men det var måske netop det de havde brug for... virkeligheden. De kolde hvide vægge, og de proffessionelle sygeplejrsker. Deres blik når de så lige igennem ham, eller forbi ham mens de svarede. Nej, Sean brød sig ikke synderlig om stedet. Men det var det sted han var nu.. til han fik nok. Og det skete sikkert snart. Han smed trøjen og foldede den sammen inden han stilte sig under et af de metal konstellationer som han kunne hive sig op i. Og det gjorde han, igen.. og igen.. og igen. Der kom nogen ind på et tidspunkt, og han hørte fodtrin, men drejede ikke hovedet, så ikke til siden.. nej. Først da han gav slip og ramte gulvet med fødderne... så han da efter Oliver "Skulle du ikke hjem?" grinede han ned til Oliver der var igang med boghylden, men han virkede stærkt optaget, så han lod ham være. I mellemtiden fandt han et sted på gulvet han kunne lave armbøjninger.

Oliver lod sin fingre stryge over en af bøgerne og trak den ud for ligesom lige at læse bagsiden, men det fangede ham ikke rigtig så han stillede den tilbage, og forsatte så med en ny bog, han skulle distraheres.. argh! Han kunne virkelig ikke koncentrere sig.. argh! Find a book.. get out of here.. argh now! Han vendte sig om da Sean talte til ham.. som han ikke skulle have gjort, og igen rødmede han selvfølgelig helt vildt.. did he just take his shirt of! serious! Omg! "Im.. øh.. uhm.." mumlede han og faldt lidt over ordende.. shit han var pæn.. shit! "Not today.. my dad had to.. talk to some people.. to find out whats going on and.. then he will come here and get me" sagde han hurtigt og vendte sig om igen, fordi den der rødmen.. blev bare værre og værre jo længere tid hans kiggede, og ja.. han kunne ikke lade være med at kigge.. bog! Han tog hurtigt en bog ud af reolen, "Jeg tror jeg skal læse den her så" sagde han og smilede kort til Luci.. "Whats next?" spurgte han hende, for lige at finde ud af hvad der stod på hans skema.. han gad virkelig godt se det der skema. Virkelig. "Smoking?" spurgte han, selv om det godt nok ikke var så længe siden han sidst havde været ude.. men efter det der syn.. kunne han godt trænge til at blive kølet lidt ned.. yearh.

Sean nikkede "Aha.. sounds like he's a busy guy then.." sagde han roligt, og kom på benene, og tørrede lidt sved af panden "Mary, I think I'm good to go shower.." mumlede han så, og hun nikkede hurtigt, inden hun noterede det ned, og greb en mobiltelefon hun havde i sin lomme, for derefter at ringe op. Kort efter ankom en mandlig sygeplejrske.
"See you around Oliver.." sagde han højt, og gik så med den mandlige sygeplrjske. "I was actually going to suggest a shower, but you seem a little tense.." sagde Lucille så "Do you want a pill? Water? Smoking?" sagde hun så, og åbnede døren så han kunne komme ud på gangen. "Husk der er partnerskabs hygge senere" sagde hun blidt til ham og smilede. "Ved du hvad det er? Vil du have mig til at forklare?" spurgte hun, mens hun fulgte ham udenfor igen og rakte ham en pakke cigaretter. "Men først frokost selvfølgelig.." sagde hun. "Er der noget du har lyst til? Hvis der er noget du mangler, eller har brug for må du endelig sige til.. der er psykologtid efter partnertesten inden aftensmad.." bemærkede hun så, og smilede venligt til ham.

Oliver kiggede lidt på Sean "He is.." sagde han bare stille, han brød sig egenlig ikke om at snakke om sin far, det var bare sådan lidt.. svært.. på en måde. Han så efter Sean og nikkede "See ya" sagde han og smilede lidt over den der bog som han havde forsøgt at skjule sin rødmen med.. super. "What?" gispede han og stirrede lidt på hende der Luci.. var hun seriøs? Fællesbad.. med Sean.. no.. nonono! "No thanks" pippede han og rystede stærkt på hovedet "Maybe later..." mumlede han.. når alle andre sov eller sådan noget.. han måtte hellere forklare dem der.. åh gud.. det var bare så pinligt, shit! "I could really need.. that.. yes.. outside!" sagde han og fulgte efter Luci uden for hvor han fik sig en smøg.. den kølige luft gjorde hans ansigt koldt igen, og han kunne mærke hvordan varmen forsvandt fra hans kinder igen, dog fik han lidt rød næse i stedet for.. men det var jo også bare fordi det var koldt, det var ikke lige så slemt som tomatrød fjæs. "Øh ja.. hvad går det ud på?" Spurgte han, og forstillede sig et eller andet teambuilding pis, hvor de skulle lave tillidsøvelser og snakke om deres følelser.. omg he would die! "Psykolog? Er det noget man kan vælge fra.. jeg får det altid så skidt af sådan noget" sagde han og sendte hende nogen hundeøjne, "Frokost" mumlede han bare og så ned af sig selv, men der kom ingen respons fra hans mave.. måske han kunne klemme et æble ned.. han ville helst ikke gå og besvime.. og de behøvede ikke at finde ud af hans lille.. ting.. med mad.. han kunne godt spise.. bare ikke her.. eller ja.. nej.. æble! "Oh.. by the way.. what did Sean do?" spurgte han så og kiggede på hende, håbede på at hans søde ansigt ville få svare ud af hende.. han ville virkelig gerne vide det!

Lucille smilede blidt til ham udenfor og lod ham ryge. Egentlig behøvede hun ikke følge ham rundt, det var kun Sean hun var nød til at gå i hælene på konstant. Men han havde gerne villet ryge, og hun havde jo cigaretterne. "Det er en slags øvelse, både fordi her er pladsmangel, men også fordi vi ønsker folk skal re-connecte med andre mennesker. I skal tale sammen om nogen valgte emner, og lave nogen ting sammen.." forklarede hun. "Det handler om at genskabe kontakt. Se livet med nye øjne... få venner" forklarede hun og smilede kort til ham. Hun sukkede dog og så ned i journalen hun stod med et øjeblik "Dr. Hyde er et utrolig rart menneske, der er intet at være bange for Oliver.. han vil dig intet ondt, det er nødvendigt du får talt med ham" sagde hun. Det var naturligvis psykologen hun snakkede om. "And you have to eat" tilføjede hun så kort, da hun så hans ansigtsudtryk. Hendes ansigt lukkede lidt til da han spurgte til Sean "Jeg må ikke diskutere andre patienter med dig Oliver" sagde hun så, og så på sit ur. "Hvis du ikke behøver andet, så vil jeg gå indenfor.. du kan kontakte personale i personalerummet hvis du er i tvivl om noget eller har spørgsmål, eller trænger til noget ekstraordinært du ikke kan finde i kantinen eller vores aktivitetsrum... eller udenfor" sagde hun så og smilede til ham, og så lod hun ham ellers sidde der, mens hun gik indenfor og forsvandt ned af en af de utrolig lange gange.
Sean til gengæld var blevet færdig med sit bad og sad nu på sit værelse, i sin underste køje og læste. Der var ikke nogen derinde sammen med ham, på trods af at han blev overvåget. Men han havde taget sine piller, og de tillod ham åbenbart at slappe lidt af i fred.. bare lige fem minutter.

Oliver lyttede lidt til hende, hun havde sådan en stemme.. der var blid.. samtidig med at den var hård.. ret professionel, men det var hun jo nok også, hun havde nok arbejdet med typer som ham en del år.. dog så hun ikke så gammel ud igen.. hmm whatever. "Okay" sagde han bare, det havde han ikke så meget at sige til, han rullede med øjnene da hun begyndte at snakke om ham der psykologen "I dont care.. im not going to talk with him" sagde han så bare, he could sit there.. quietly.. as long as it would take.. he just wouldent talk with him! Han stirrede lidt på hende og smilede så "Ofcause.. i will" sagde han og trak lidt på den og blinkede med øjenvipperne, da hun var gået sad han bare og kiggede lidt efter hende, var det ikke meningen at han skulle holdes øje med? Var det ikke lige så slemt at slå sig selv ihjel som at slå andre ihjel? Måske ikke.. han var da også taknemlig, han havde ikke brug for en til at stå og stirre ham i nakken hele dagen.. han havde jo ikke tænkt sig at.. gøre det.. lige nu.. her.. næh. Han sukkede lidt og da han var blevet lidt for kold og lidt for blå rundt om læberne gik han ind igen, han sørgede for at ligge den der bog tilbage på sit værelse.. celle noget.. dørene var ikke låst.. det var de vel ikke om dagen så. Han stod lidt foran sin dør og kiggede over på Seans og smilede kort inden han skyndte sig vider, han kunne jo ikke stå der og stirre.. og nu var der middagsmad! Og parøvelser. Han satte sig ved det samme bord som før, med et glas vand og en tallerken med et eller andet på, som han sad og skubbede rundt på tallerknen.. not goging to eat that! Han havde dog fundet et æble som han tog en bid af nu og da, så det faktisk lignede han spiste.. da han tyggede hele tiden.. wii.. han kunne godt snyde dem! Tsk!

Sean rejste sig ikke i et godt stykke tid. Ikke før hans mave rumlede utålmodigt, så kom han alligevel på benene og slentrede ned mod kantinen. Dernede var der gang i det sædvanlige... loonies all over. Fun. Han spottede Olivers røde hoved på lang afstand og smilede skævt, inden han fortsatte ned mod ham.
Han kom dog ikke så langt, for pludselig var der en der skreg og så var der ellers tumult. For var der først en der skreg, så begyndte virvaret og de nervøse ville også begynde at hyle op og så var der pludselig folk der sloges og andre der græd, og nogen der sad på gulvet og vippede nervøst frem og tilbage, og folk der panikkede og løb rundt. Sean trak ud mod væggen, og betragtede optrinnet mens han bevægede sig uden om de værste, der havde givet sig til at slås og kaste med ting. Yeah. Han trak vejret dybt og nåede næsten hen til Oliver da der pludselig fløj en stol gennem lokalet mod det lille menneske. Han reagerede ved at gribe ud efter ham og hive ham ind til sig, væk fra stolens rækkevidde. Han slap ham lidt igen, men ombestemte sig så "Let's get out of here, come on.." mumlede han og greb hans arm og trak ham med sig langs med væggen til et hjørne hvor han så skubbede til væggen der flyttede sig som en skydedør og hev Oliver med sig derind inden han lukkede bag sig. Og så var der stille. "Come on" sagde han roligt og gik ned af en steril hvid gang der endte i to ståldøre, der ledte ud i et køkken. "They never use this kitchen.. it's for the personel, but they just use the kitchen that we get food from.. and the different coffee islands all around this place, most offices has their own coffee maker.." sagde han og slog vejen forbi et køleskab hvor han fandt en sandwich "Want one?" spurgte han så, og tjekkede datoen... good to go.

Oliver sad og gumlede lidt på sit æble da helved brød løs, og efter som han ikke helt var vant til den slags, vidste han virkelig ikke hvad han skulle stille op. Han ture ikke tage flugten, døren var for lang væk, han ville ikke.. ind i det der.. noget.. han kunne ikke slås alligevel, det var han ikke bygget til! Hvis det var sådan en 'de stærkeste overlever' verden de levede i, så ville han nok være død for længst. Han så op da en stol fløj mod ham, ikke hurtig nok til at flytte sig, men klar nok i hovedet til at regne ud at det ville komme til at gøre pænt nas.. om.. 3..2.. Han lukkede øjnene og ventede på sammenstødet, men der skete ikke noget, og så var der pludselig en der trak vejret meget tæt på, varmen fra Sean snorede sig omkring ham, og han gispede efter luft, alt for overældet. "Hva" hviskede han stille og åbnede forsigtigt sine øjne.. han kiggede på Sean og alt i rummet frøs ligesom bare.. lige det øjeblik.. åh.. det var mindst et år siden han havde været så tæt på nogen.. at nogen havde holdt om ham på den måde.. og bare i et par få sekunder, lod han sig selv nyde det.. så ind i Seans øjne.. store runde øjne.. fuldstændige umulige at læse, så mystisk. Han blev trukket ud af sin lille drømme verden da Sean hev afsted med ham, og han væltede stortset over sine egne fødder på vej igennem vægge.. igennem væggen?! What. Han så efter sig, men døren der var der lige før, var væk nu, og der var pludselig blevet meget stille. Hans hjerte bankede hårdt mod hans ribben da han valgte et følge efter Sean, lidt som da man var lille og var på vej til at gøre noget, man godt vidste man ikke måtte.. stjæle småkagerne i kagedåsen i det øverste skab imens mor hang vasketøj op.. hun opdagede det altid.. men man gjorde det alligevel.. adrenalinen var alt for overbevisende og hans krop trak ham frem.. var han bange? Måske ikke, bare spændt, det var første gang han var rigtig alene med Sean, og at være alene med Sean betød noget.. for han blev altid fulgt rundt af en eller anden, han var farlig! Han rødmede lidt af sine tåbelige tanker og så lidt af sin krop der reagerede helt forkert. Han stoppede op inde i køkkenet og så sig lidt omkring, "What.." hviskede han stille stadig lidt ude af den, målløs.. virkelig. "Thanks" mumlede han så stille, Sean havde jo trodsalt reddet ham for en del blå mærker, muligvis at skulle sys, og måske en hjernerystelse? Who knows.. but he was grateful for that. "Oh.. no thanks" sagde han stille og smilede lidt imens Sean begyndte at spise den der sandwich.. han havde mest lyst til bare at rykke lidt nærmer ham.. mærke den der varme igen.. snuse ind.. han havde en meget.. betagende duft.. forførende endda.. wow.. okay.. Oliver fokus! "Does that happen often?" spurgte han, for at få tankerne et andet sted hen.

Sean trak på skuldrende, kind of unaffected by the whole thing. "Well, sometimes, but don't let it scare you, it usually stops faster than you think" sagde han og tog en bid af den der sandwich, æggesalat! Yum! "Why won't you eat?" spurgte han så nysgerrigt og betragtede ham roligt. Det kunne godt være Oliver kunne narre personalet. Men han kunne ikke narre en der også havde haft problemer i den stil. Også selvom det var meget længe siden. Men Sean spurgte ham ikke i et anklagende tonefald, men holdt sig mest til nysgerrigheden, mens han betragtede Olivers ansigtsudtryk. "It's okay, you don't have to tell me.. but if you do, I won't tell.." sagde han så og smilede til ham. They could play a game of I'll show you mine if you show me yours - the mental illness version! Hvis Oliver gad selvfølgelig.. "Or we could get out of here.." mumlede han så for sig selv, for det var muligvis også noget de lige skulle overveje.. at komme forsent til det der partner halløj.. det var måske ikke så godt for Oliver, for Sean kunne det i og for sig være ligegyldigt. De var van til hans utilregnelighed.. Eller.. de gav ham piller imod den utilregnelighed, men man kunne jo aldrig vide. Nogen mennesker blev immune overfor penicillin, hvorfor skulle der ikke være nogen der også reagerede sådan på medicin mod mentale sygdomme? Eller bare fundamentale fejl i et menneske.. eller en dæmon. "And.." tilføjede han så "Why is it that you're human, but you can do... stuff?" spurgte han, igen nysgerrigt mens han i mellemtiden tog endnu en bid af den der sandwich.

Oliver nikkede forsigtigt, det håbede han virkelig, han ville nok ikke kunne holde ud, hvis det der skulle til at blive en del af hans hverdag. Han brød sig ikke særlig meget om vold, ikke på den måde.. den voldelige måde.. nej, det skræmte ham faktisk en smule. Han så op da Sean spurgte til hans spisevaner og så lidt ned igen, he dident like to talk about all the crazy stuff.. he was totaly normal! "Just.. well.. picky or something.. i guess" mumlede han stille og kiggede lidt på Seans sandwich, but he really dident want it "They dont make my kinda food here.. so.." sagde han og smilede for sig selv, meget kræsen. Han så lidt op igen og nikkede "Yearh.. ofcause.. we should.. go to that.. thing" mumlede han og faldt lidt over ordende, Sean havde virkelig taget pusten fra ham, hvordan kunne det tage så lang tid at komme over det, han rørte ham like 30 sekunder.. get over it Oliver! Shit! "uf" sagde han og smilede lidt genert og trak på skulderen "Im a thief.. if you have ever heard of that kind of supernatural creator?" sagde han drillende og blinkede til ham. "Im just.. special.. but id bet you that i could guess what you are actualy" sagde han drillende og så mod døren.. omg.. playing with fire.. dont.. stop.. stop it now.. argh!

Sean smilede til ham "So what's your favorite dish?" spurgte han "You can make them make it for you.." tilføjede han så stille og spiste det sidste af den der sandwich. Mmhm! "yeah we should" sagde Sean så, og smed papiret ud som sandwichen havde været i og vendte sig mod Oliver og gik over til ham "You look sweet when you smile like that" sagde han drillende og trykkede ham blidt på kinden der hvor hans smilehul havde været. "Hmm.. no, but I think I might have a qualified guess?" sagde han og lænede sig mod det køkkenbord Oliver stod tættest ved og så ham i øjnene "Can you take mine?" spurgte han så, nærmest udfordrende og hævede sine øjenbryn i en suggestiv tilføjelse. "You can?" grinede han og lagde hovedet på skrå "You want me to give you a clue, or you wanna have a go on your own?" spurgte han. Det var vel ikke så svært hvis Oliver var bekendt med overnaturlige væsner i forvejen, men det var nu meget sjovt alligevel.. og han kom ind på livet af Oliver alligevel.. også selvom han skulle afsted snart. Hvis det med hans far altså holdt stik, man kunne jo aldrig vide? Måske var han også lystløgner.. dem var der mange af. Selvom han dog virkede som om han var en meget normal type. Det eneste der ligesom sprang ham i øjnene var spisningen.. ellers vidste han ikke hvad der var galt med ham.

Oliver smilede lidt og rystede på hovedet "Thay cant make it" sagde han så bare og så ned lidt.. favorite.. what was hes favorite food.. uh! He know! Yearh! "Pizza.." grinede han så og så op, lige som Sean bestemte sig for at stå tæt på ham og røre ved ham, og så blev han helt rød der.. midt på ansigtet.. shit! "What?" sagde han så stille og så lidt på ham.. det blev pludseligt meget svært at trække vejret.. også fordi de ligesom.. indåndede det samme.. luft.. wow! "Aah" sagde han og smilede lidt og stirrede tilbage ind i Seans øjne.. de var flotte.. den slags man druknede i, og var ligeglad med det.. yearh.. he did that to people.. hvorfor var der ikke andre der var faldet for hans magiske forførelse? Var alle andre blinde eller sådan noget? Måske.. folk var idioter.. men Oliver var ikke blind, he knew what was going on! Dont think you can fuel me! Nonono! "Yearh sure" sagde han så til sidst, han havde ikke lyst til at fortælle Sean om.. hans mangler.. på det med evnerne.. han ville ikke.. lukke ham ind.. i hans sære lille verden.. Sean havde nok problemer at tage sig af, han behøvede ikke bekymre sig over Olivers også.. ikke at han sagde han var sindssyg eller sådan noget, for egentlig synes han Sean virkede meget normal.. men ja.. han var jo her for en grund ik? Ligesom alle de andre. "Mhmm" mumlede han smilede kort genert, men tog sig så sammen og lænede sig langsomt frem mod Sean, "You got them.. purple eyes.." mumlede han stille, "And you got that.. crazy mind.. right.." sagde han stille imens han lænede sig tætter og tætter ind mod Sean, til hans næsetip var præcis ude foran hans hals, han rettede sig op og gled hurtigt op på tær.. til Seans øre.. og snusede så langsomt ind.. åhh.. hans knæ blev helt svage.. shit.. han gled langsomt tilbage, helt væk, så der igen var et tomrum mellem de.. åh gud! "Yearh.. you smell like.." mumlede han og så op.. han måtte være postkasse rød i ansigtet lige nu.. og hans øjne.. åh gud.. ikke kigge ham i øjnene lige nu.. "Your a demon? Right?" sagde han så helt stille.. han ville aldrig glemme den duft.. den var helt sin egen.. så.. forførende.. det gjorde ham helt ør.. og hans hjerte.. slog.. alt for hurtigt..

Sean hævede imponeret sine øjenbryn "Is it like.. coq au vin or something odd? Like.. roasted tarantulas?" grinede han, og smilede så lidt skævt da Oliver sagde pizza "Ah, okay, no... I get it" sagde han så. Nej, pizza ville de nok ikke være så gode til at lave her. Sean flashede kort sine lilla øjne da Oliver nævnte dem, og fulgte ham med øjnene. Vældig underholdt af denne her gætteleg! Mmhm. Han lagde nakken lidt tilbage så Oliver ovenikøbet kunne komme let til at snuse til ham, og fulgte ham med øjnene da han kom tættere på hans ansigt, hen mod øret. Der kunne han ikke dy sig helt, så han pustede ham let på kinden.. bare sådan.. varmt.. lige der tæt ved hårkanten. Tomrummet der fulgte virkede lidt tommere end det plejede... men Sean havde heller ikke været så meget i nærkontakt med nogen.. i meget lang tid. Sean betragtede Olivers rødmen roligt, og ventede.. da Oliver så endelig svarede smilede Sean lidt skævt og straks efter hvilede hans hale på bordet, samtidig med han groede to små horn ud oppe ved sin hårkant "There's no room for wings in here.. good thing I don't have those" grinede han så "But you're right.. I am." indskød han så, for Oliver havde haft ret, og det skulle han lige have lidt ros for. Ja. Sean trak sine horn og hale til sig igen og så kort over på døren "We better get going though.. I think the partner thing started at least fifteen minutes ago.." sagde han så, og gik hen til døren og holdt den "Wanna come along?".

Oliver så lidt ned i gulvet men så så op igen da Seans hale lavede en lille lyd da den ramte bordet, han smilede lidt, woaw.. "Never seen something like that before" sagde han og betragtede Sean da han ligesom, skiftede over.. til sit sande jeg.. eller hvad man nu sagde, altså uden forklædning på! Men han var ikke bange, der var ikke særlig meget der skærmte Oliver mere, han havde været sammen med en.. der var.. der havde.. givet ham visse udfordringer.. ikke at han havde været ondskabsfuld, ikke rigtig.. men stadig, han havde oplevet ting han aldrig havde drømt om at fandtes.. og egentlig gjorde det ham lidt ubehagelig tilpas at han ikke blev utilpas ved det, eller bange.. betød det at han var ved at vænne sig til den slags? Hvilken modbydelig ting at vænne sig til.. hvorfor altid forvente det væreste.. Sean kunne sagtens have været en engel.. eller okay.. nej.. men ja.. hvis han nu ikke havde mødt ham herinde, og hvis han nu ikke bare rundt på det der.. jeg er en synder.. der bryder alle regler.. mega sexet.. smil.. så kunne han måske godt se lidt sød ud.. sådan rigtig sød. "Thats impressing.." sagde han og sendte ham et stort smil.. nu da de ikke var så.. nær hinanden.. faldt hans rødmen lidt igen, hvilket han var meget taknemmelig for.. det var ret pinligt. "Yearh.." sagde han og nikkede bare og skyndte sig efter ham.. slut med kvalitets tid.. "Eller vi kan bare stikke af" mumlede han, men nok mest for sig selv.. han ville gerne.. men det var så absurd.. nej.. det kunne de umuligt.

"It's cute, isn't it? I call it Taylor.. lives it's own life" mumlede han og trak på skuldrende. "You think so?" drillede han og ventede på ham, og lukkede døren bag dem "Another time maybe, I haven't really gotten the plan all right yet" mumlede han så tilbage til ham, og smilede hemmelighedsfuldt, inden han fulgte Oliver afsted til spisesalen hvor det der partner halløj skulle foregå. Da de kom derind, blev de mødt af en lidt utilfreds Lucille, som Sean roligt fortalte at de havde gået en tur, og derfor var de forsinkede osv. "Du må ikke gå rundt alene! Det ved du godt!" mindede hun ham strengt om, og så derefter på Oliver "Og du! Du skal.." begyndte hun, men Sean hævede sine øjenbryn og lavede en lyd der afbrød hende, og fik hende til at kigge på ham. Så sukkede hun "Du skal også passe på dig selv.." sagde hun så lidt blidere til Oliver "Og holde dig i nærheden af plejere" tilføjede hun så. Hun så sig omkring "Well.. you might as well be partners, the others are already coupled up" sagde hun så, og henviste dem til et bord. "Well that was easy" mumlede Sean så, og så kort på Oliver da de placeret overfor hinanden og fik spørgeskemaer stukket i hånden. "I kan starte med de her.. bagefter er der trust-your-partner øvelser" forklarede Lucille, og smilede så kort til dem inden hun smuttede. Sean så ned af listen "Mmkay.. Oliver.." brummede han "Worst fear?" spurgte han og klikkede sin kuglepen til live.

Oliver smilede lidt Taylor.. okay.. ligesom folk der gav deres ædle dele navne.. det var altså lidt for mærkeligt.. tænk at hans pik skulle hedde et eller andet.. argh.. nej! Han fulgte efter Sean, han virkede til at have styr på stedet, hvordan man fandt rundt og den slags, så han stolede selvfølgelig på ham.. ind til vider havde han ikke haft grund til andet alligevel. Han stoppede op da de kom ind i det der rum og kiggede lidt rundt.. seriøst.. gule vægge? Omg.. havde de ikke malet siden 80'erne eller sådan noget.. det var så grimt! "Hvad" sagde han og vendte sin opmærksomhed mod Luci, hun talte til ham, "Sorry.." mumlede han og blev en smule irriteret over hendes skæld ud.. han hadet skæld ud.. hun mindede ham om hans mor.. hans mor var også pisse irriterende. Han så op igen og nikkede bare, og fulgte efter Sean hen til det der bord og satte sig ned foran ham og kiggede lidt på det der skema.. tjaa.. han så op og nikkede igen "Tillidsøvelser.." grinede han og så lidt på Sean.. no way! Han lænede sig lidt tilbage i stolen da Sean stillede et af spørgsmålene.. eller læste det højt.. "What?" sagde han og hævede et øjenbryn og grinede så bare og rystede på hovedet "Yearh right.. like im gonna tell you that.. no way" sagde han og rystede bare på hovedet og så ned af listen og prøvede at finde et lidt mere.. easy going.. spørgsmål.. "Favroite color" sagde han så og så op og smilede lidt til ham.. han var ikke god til det personlige.. stuff.. yearh.

Sean så nedover de mane spørgsmål og grinede lidt da Oliver begyndte at brokke sig over alting "Breathe, don't get a brain aneurism.." brummede han, og smilede drillende til ham. "Green.." mumlede han "Siblings?" fortsatte han så, og så kort henover listen og betragtede Oliver lidt. "Oh here's a good one.. Favorite dish, I already know that one..Pizza" grinede han. "Favorite flavor of ice cream?" brummede han så... Det var godt nok nogen lette spørgsmål, han så på Oliver og overvejede det.. han lignede typen der godt kunne lide jordbær. Eller måske var det bare hans røde hår. Han smilede for sig selv ved den tanke. "What's your favorite supernatural creature?" mumlede han så, og smilede frækt til ham. Det kunne jo være Oliver lagde mærke til at lige netop det spørgsmål ikke var på den fine lille liste som Lucille havde givet dem. "Or am I pushing it?" spurgte han og lagde sedlen på bordet og fangede hans blik, og så lidt nysgerrigt på ham, mens hans frække smil ikke falmede.

Oliver så ned på sine fingre og pillede lidt ved en negl der var blevet lidt for langt, han fik den flosset op i kanten og bed den af, og sådan blev det ved lidt tid, ikke fordi han bed negle særlig tit, men når han først var gået i gang, skulle alle ti fingre altså bare have en tur! Han bed dem jo heller ikke helt ned til ukendelighed, han gjorde dem bare.. lige lange.. og ikke sådan.. flosset agtigt.. nå. Han så op da Sean tog hans opmærksomhed igen, "Grøn" mumlede han bare stille og kiggede lidt på ham, grøn? Han skrev det så bare hurtigt ned for.. ja.. grøn. "I got a brother.." sagde han så stille og grinede lidt da Sean kom lidt op og køre over den der pizza ting.. det var sødt på sin egen mod, "I like pizza" sagde han bare bekræftende og kiggede ned på listen for at finde noget han kunne spørge Sean om, noget han virkelig gerne ville vide. "How old are you?" sagde han så og så op.. det var et spørgsmål han virkelig godt kunne tænkte sig et svar til "And.. how.. old.. are you" hviskede han så og sendte ham sådan.. fortæl mig alle dine hemmeligheder.. blik.. så Sean ligesom kunne opfatte hvad det var han virkelig spurgte om. Han blev hyllet lidt ud af den ved is spørgsmålet og grinede så bare.. så absurd! "Uhm" mumlede han.. is.. is.. hvornår havde han sidst fået is? What.. "Sorry.. cant remeber.. i dont think i have eaten ice since i was a kid.." sagde han stille og smilede lidt. Han så hurtigt ned over listen igen "religion!" udbrød han så, lidt for højt, og dem der sad tætteste på kiggede lidt irriteret på ham, og han måtte sige undskyld. "I mean.. Sean.. Do you belive in God!" sagde han så lidt mere.. stille.. men stadig entusiastisk. "What?" mumlede han og så op da Sean pludeslig var sådan helt.. I'm too sexy to be here.. kinda.. og Oliver måtte bide tænderne lidt sammen for ikke at grine.. fordi.. altså.. det var jo ikke fordi manden ikke udstrålede.. hotness.. for det gjorde han.. og man havde lyst til at kaste sig på knæ og slikkede hans sko eller sådan noget.. men altså.. det var bare for absurd! Midt i alt det her.. og så sad han der og var fræk.. ihhh! Oliver couldent handel that kinda stuff.. omg stop! "No.." hviskede han og rødmede så lidt.. fordi.. ja.. han kunne ikke håndtere det! desuden arbejde hans krop og hans hoved virkelig dårligt sammen.. lorte sammenarbejde! "I must say.. im a big fan of.. the.. horn.. wing.. hale.. kind of creatures.. but.. i also like the.. drinking your blood kind of creatures.." sagde han så og smilede lidt frækt til ham, "But.. really.. i dont do.. bad guys.. anymore.. so maybe im just looking for.. a nice.. person.. with some kind of halo.. maybe" sagde han så bare og afviste Sean så godt han nu kunne.. nejnejnej.. for det der.. han nej! Det ville aldrig blive godt.. det ville bare ende.. af helveds til.. som det altid gjorde.. han blev nød til at stoppe med at falde for den slags typer.. "Someone really cute.." sagde han så bare og lænede sig tilbage i stolen og lagde sine arme over kors.. bum!

"A brother.. mmkay" mumlede han, og noterede det ned, og så på ham da han bekræftede pizza halløjet og smilede lidt til ham. Smilet blev til et lidt smørret grin og han rystede på hovedet "23.. bare 23, sorry to dissapoint you" sagde han drillende. For han kunne jo godt høre på Oliver at han forventede at han var lidt ældre. Lidt meget ældre. Han skimmede listen igen, mens han lyttede til Olivers spørgsmål om gud og religion.. "Well, I exist, and I've met angels so there must be some guy up there running it all.." brummede han "But I don't worship or live by christian rules.." forklarede han så. Den rødmen der skød op i Olivers kinder, morede Sean lidt, men han lod ham få lidt luft og rent faktisk svare på spørgsmålet, og smilede lidt af hele glorie-tingen "Sorry, didn't mean to get you all flustered" sagde han blidere, og nikkede så "I get that, the cute people are usually the best" sagde han så "I've known my share.." tilføjede han så stille og smilede svagt. Yeah.. he had. "But it's a long time ago" tilføjede han så og samlede sig om listen. "How old are you?" grinede han så, og fangede hans blik, fordi..Oliver så ung ud.. men han var vel ikke yngre end 20? Han var ikke sikker. Lucille kom dog og afbrød dem. "Tid til tillidsøvelser" sagde hun og fik dem til at rejse sig. Hun gav Sean bind for øjnene og han fandt sig også i det. "Så.. det der skal ske nu er at Sean skal gå imod dig.. Oliver, og du skal sige stop før han støder ind i dig.. det gælder om at i ikke kommer til skade" sagde hun, og forlod dem så. Sean blev stående "So.. whenever you're ready..?" mumlede han. Det her var mærkeligt.

Oliver kiggede på ham, nå.. 23? Jamen var han så.. var han så bare født sådan der? Han troede man skulle dø.. skulle man ikke dø for at blive? "I dont get that" sagde han så stille, "Are you born like this?" spurgte han, det havde han aldrig hørt om før! Ny viden! Og han var nysgerrig, så ja.. hed asked. "Okay" sagde han bare og skrev ateist ned på papiret, han kunne ikke finde noget der passede bedre.. En der vidste at det var der men ikke troede på det.. det var lidt underligt.. men nå ja.. Oliver var jo heller ikke særlig.. tro på gud agtig.. og han vidste også at der fandtes væsner.. som nok hørte til der oppe et sted.. eller der nede. Det åbnede op for flere spørgsmål, og hans fingre begyndt at kilde lidt, han var så nysgerrig! Han blev dog trukket ud af sine tanker, og måtte vende opmærksomheden mod Sean igen, "its fine.." sagde han bare og trak på skulderen og smilede lidt, "So?" spurgte han og kiggede ned på papiret for at finde et sted der stod noget om forhold og den slags.. "Singel" mumlede han bare og skrev det ned, for var han ikke det? Det måtte han vel være.. det var måske også lidt svært at have et forhold med nogen.. når man var sådan et sted her. "So.. straight?" sagde han stille og kiggede på papiret.. der var faktisk et spørgsmål der omhandlede seksualitet.. men det var ikke derfor han spurgte.. han ville gerne.. nejnej! Nej det ville han ikke! Ikke spørge om sådan noget Oliver! Det skal du ikke bruge til noget! Ihh! "Im 17.. but.. soon to be 18!" sagde han og smilede lidt, han havde snart fødselsdag.. oh shit! Han skulle ud herfra! Han skulle da ikke holde fødselsdag herinde, skulle han? Det kunne han da ikke! Nej! Hans far plejede at holde fødselsdag for ham jo.. åh gud! Han så op da Luci kom og stoppede deres spørgetime, han nikkede bare og rejste sig.

Han stod bare og stirrede lidt på Sean.. for det var virkelig.. sjovt.. at se ham stå der.. med det der bind omkring øjnene.. all the things he could do to him.. oh my! Hvorfor var der også så mange mennesker herinde? Han sank og prøvede ikke at vende det her til noget seksuelt.. for det var.. det ikke.. selv om det var det det lignede.. men nej! Nix! "Yearh.. im ready" mumlede han bare og betragtede Sean imens han kom tættere og tættere på.. han gik sådan.. lidt langsomt.. og det var godt.. fordi så kunne han sige stop lige i sidste øjeblik.. og det gjorde han, "Stop" hviskede han stille, og pustede Sean drillende i ansigtet.. hov! Han grinede lidt og smilede frækt til ham.. selv om han ikke kunne se det. "I like that on you" sagde han så og smilede for sig selv.. inden rødmen kom igen.. argh! Oliver! Ikke sig sådan noget.. aldrig sig sådan noget! Sean behøvede ikke en eller anden grund til at tro at Oliver gerne ville.. for det ville han jo ikke.. ville han? Omg! Så mange spørgsmål, og så lidt svar! Det var bare så.. absurd! Argh!

"Baby, I was born this way" grinede han bare. Der var mørkt omkring ham da han begyndte at bevæge sig, kontrolleret, men uden mulighed for at stoppe. Han stoppede op med det samme da Oliver bad ham om det dog og stod helt stille. Han smilede bare lidt blidt til ham da han pustede ham i hovedet og komplimenterede det der bind for øjnene. Sean havde på fornemmelsen at han muligvis ville synes bedre og bedre om Oliver jo bedre han lærte ham at kende, og det var jo temmelig dumt hvis Oliver tog hjem. Sean kom jo ikke ud derfra, han havde en livstidsdom, og var dømt for farlig til at omgås normale mennesker. Men han havde dog fået en lidt mildere straf på grund af sine mentale problemer. Det mildere ved det var at han fik lov til at være på galeanstalten, og ikke låst inde i en celle i Aterswell fængsel. Her fik han idet mindste lov til at gå rundt, også selvom han blev overvåget konstant. Han bandt stoffet op, og smilede drillende til Oliver "And seventeen huh? Great age.. the world is at your feet and everything" grinede han og rakte stoffet til ham "På med det.." sagde han. De skulle nemlig også gøre det omvendt. Han ventede tålmodigt til Oliver havde bundet det sorte stof i nakken, før han smilende trådte ca. 2 meter bagud. "Okay, walk" sagde han tålmodigt og betragtede Oliver bevæge sig hen mod ham. Oliver var nær gået ind i Sean, så tæt på han kom, før Sean sagde stop, og smilende betragtede drengen foran sig. "You don't look to shabby yourself" mumlede han og rørte let ved det sorte stof. Men det mindede ham lidt om nogen... "But I like your eyes better" smilede han så. Lucille kom hen og rømmede sig stille "Oliver, your psychologist awaits you" sagde hun blidt, og smilede kort til Sean. "Sorry Sean, we'll find someone else you can do the rest with.." han rystede dog på hovedet "It's okay, I was reading a book anyway, so I'll skip the rest.." sagde han.

Oliver smilede genert og tog så forsigtigt et skridt tilbage imens Sean bandt knuden op og trak bindet af. "Yearh" sagde han bare og trak på skulderen, hvis han ikke var herinde altså. Oliver tog tøvende imod stoffet og kiggede lidt på det, det var blødt sådan silke agtigt. "Really?" mumlede han mod stoffet, og en eller anden kildende følelse gled gennem hans krop og han skælvede let. Han så op og nikkede så tøvende inden han gjorde som han fik besked på, først på med stoffet og så et lille skridt mod Seans stemme. Han tøvede og løftede så sine hænder og svingede dem lidt i luften foran sig for at finde Sean, inden han tog et skridt mere, små skridt.. han ville jo ikke træde ham over fødderne, eller knalde sit hoved ind i hans, nejnej! Han tog et skridt mere og stoppede da Sean sagde stop og sænkede forsigtigt sine hænder igen, og smilede lidt genert til ham. "Tanks.." mumlede han bare og trak stoffet over hovedet og missede lidt med øjnene, til de havde vænnet sig til lyset igen. "Mh?" hviskede han og rødmede, men han blev heldigvis reddet af Luci. "Hvad?" sagde han og kiggede lidt på hende "Jeg gider ikke" sagde han så bare opgivende og kiggede kort på Sean, "Jeg gider ikke snakke med ham faktisk.." sagde han lidt mere stædigt og lagde armene over kors. Han fik dog fat i hvad Sean sagde og smilede lidt for sig selv.. gjorde han det kun for at.. med Oliver? Fordi at de skulle.. hvad? Han rødmede lidt og sukkede utålmodigt, "Så nu går jeg også bare.. og læser en bog" skyndte han sig at sige, og små løb mod døren, hvis han skulle det der.. så måtte de lige fange ham først! Og han havde tænkt sig at stritte imod! Psykologer gjorde ham virkelig dårlig tilpas.. men på den anden side.. hvis han kastede op derinde.. ville de måske ikke sende ham derhen igen? Njaa.. Han fortrak bare helt at slippe. Så han løb tilbage til sin celle, og gemte sig i hjørnet.. med håb om at der ville de aldrig finde ham.

Lucille sukkede tungt, og så nærmest bebrejdende på Sean der trak på skuldrende. "Du kan jo ikke tvinge ham.." mumlede han så til hende, og smuttede ud af salen og ned mod sit værelse. Larmen stilnede af bag ham, og Lucille så det åbenbart ikke nødvendigt at følge efter ham. Det var også fint nok, han kunne godt bruge lidt stilhed. Han stoppede ved Olivers værelse og stod lidt i døråbningen mens han betragtede det lille menneske der sad i fosterstilling inde i hjørnet af værelset. "Oliver?" mumlede han blidt og blev stående.. han ville ikke tvinge ham til at tale, det var der for mange der gjorde i forvejen "Do you want to be left alone?" spurgte han så blidt. For det kunne være det var det han helst ville... yeah, possibly why he left. "I'll leave you alone.. don't worry, no one will bother you" sagde han så blidt og vendte ryggen til for at gå ind på sit værelse.
Lucille kom et par timer senere og stillede sig i døråbningen til Olivers celle og bankede blidt på dørkarmen "Oliver? Din far er i telefonen.." sagde hun så blidt og betragtede ham med bogen.

Oliver lukkede øjnene og prøvede at drømme sig et helt andet sted hen, hjem måske? Han ville så forfærdeligt gerne hjem, selv om.. han havde ikke noget hjem.. men han ville bare ikke.. være her mere.. hvorfor kunne de ikke bare sende ham hjem, han var ikke syg forhelved! Hvorfor forstod de det ikke! Han så op da Seans stemme fik ham tilbage til virkeligheden. Han smilede skævt og nikkede "Okay" hviskede han og lukkede øjnene igen da Sean var gået, han faldt lidt halvt i søvn, i sin bløde gummi celle, ind til han et par timer sener blev forstyrret. Han vågnede langsomt og så op på Luci og nikkede, "Okay" mumlede han og rejste sig og fulgte efter hende, var klokken ikke ret meget efterhånden? Var det ikke sent? han fandt telefonen og holdte den forsigtigt op til øret "Hej far" sagde han stille ind i telefonen, "Kommer du og henter mig?" hviskede han, med håb i stemmen.. desværre måtte hans far skuffe ham.. skuffe ham som han altid gjorde, som han var så god til.. altid.. "Okay.." mumlede han og lagde på inden hans far havde nået at tale ud, der var ikke gået mere end 30 sekunder. Han vendte sig om mod Luci og kiggede lidt fortabt på hende, "Okay.. så hvor lang tid skal jeg være her, og hvad skal jeg gøre for at komme ud så hurtigt som muligt?" sagde han, selv om han nok godt kendte svaret i forvejen.. spise.. opføre sig ordenligt.. ikke prøve at dræbe sig selv.. yearh.. he could do that.. men.. de fik ikke lov til at ændre på ham.. aldrig.. han ville være sig selv.

Lucille blev stående ved ham da han snakkede i telefon. Hun smilede forsigtigt til ham, lidt medfølende. "Tror du ikke det ville være bedre hvis du fik lidt søvn? Du har haft en lang dag, så kan vi tale om det imorgen?" tilbød hun stille.Hun ville gerne hjælpe ham, men det krævede selvfølgelig at han også hjalp sig selv. Men han virkede træt og stresset, så hun ville hellere hjælpe ham i seng end snakke om svære ting midt om natten. Hun gik hen til døren ud til den lange gang, og åbnede den mens hun ventede på han ville følge med af sig selv, og at hun ikke skulle tilkalde forstærkning. Sean til gengæld var vågnet med et ryk, og havde set ud i mørket i cellen. Der var utrolig stille. Mere stille end han brød sig specielt meget om, så han havde rejst sig og vandrede nu hvileløst rundt på sine sparsomme kvadratmeter. Han var urolig.. men hvad det helt præcist var... vidste han ikke helt. Måske han skulle bede Lucille om noget beroligende. Det ville muligvis hjælpe på det.
Det var dog lidt bekymrende.. han havde ikke haft det sådan længe. Der var som regel ikke noget, eftersom han jo fik piller i stimevis. Og han havde da fået alle de piller han skulle have..ikke? Jo.. Hm. "Lucille..?" kaldte han ud i mørket.