Running time - Dylan

Dylan smilede lidt skævt til ham og trak på skuldrende "Sorry about that.." grinede han stille, og fulgte ham med øjnene mens han snakkede og samtidig lavede mad.. det var nu rimelig godt klaret. "Øhm.. nej.. ikke rigtigt, de sagde det ville tage lidt tid med at finde frem til noget, eller nogen.. når jeg ikke vidste noget i forvejen" forklarede han stille, og tegnede lidt på bordet med sin finger, inden han så op og trak lidt på smilebåndet "Men hey, de fandt et herberg hvor jeg ligesom.. kunne bo, til de fandt ud af noget, so I don't have to bother you guys" sagde han og gjorde en bevægelse med hånden og kørte den så derefter igennem sit mørke hår.
Han så overrasket på kniven og tog imod den og skærebrættet og naturligvis agurken... "Okay, jamen.. det gør jeg så" sagde han og smilte kort til Toby, og så efter ham inden han gik igang med at skære agurk. Det var egentlig rart at lave noget for en gangs skyld, måske skulle han prøve at finde et job et sted? Det ville nok være bedst så han følte at han gjorde lidt nytte, og fik brugt kroppen lidt istedet for bare at gå rundt.. det huskede han vel ikke noget af?
Midt i hans tankeroderi sneg billedet af Matthew uden tøj på sig ind midt i det hele.. hvad der foranledte det måtte guderne vide, Dylans tanker snog sig bare ud af en kringlet vej der ledte til Matthew... som ledte til Matthew denne morgen.. som så gav sig selv. Et ufokuseret øjeblik og han skar sig i hånden, og slap kniven på skærebrættet med et gisp. Shit! Han rødmede heftigt, argh! Og skyndte sig at vende sig mod vasken inden han fik blod på gulvet og den slags.. han måtte skjule det inden der var nogen der så det, for såret ville jo heale med det samme, men blodet ville vidne om at der var noget galt. Han tændte for vandet og skyndte sig at holde hånden under, hvor blodet stadig løb fra såret.

Toby så op og trak på skulderne "Yearh" mumlede han bare, han brød sig bare virkelig ikke om at gå i skole. Han var blevet mobbet lidt som yngre, men de større børn havde fået igen af samme skuffe, da Toby ikke fandt sig i særlig meget, og han havde været stærkere end dem.. så siden da havde de ligesom bare ladet ham være, måske var de også lidt bange for ham.. og lærerne kiggede også lidt underligt.. så han holdte sig for sig selv.. der var ikke nogen der kunne lide ham, og han kunne ikke lide nogen af dem, så fuck it. Han havde Matthew. "Ja?" sagde han og slog lyttelabberne ud og lyttede til Dylans historie, selv om den egentlig ikke var så spændende.. hmm.. han stoppede dog op da Dylan sagde at han flyttede ud, what? "Hvad på et Herberg, hvorfor?" sagde han undrende, det var den værste ide ever! Der boede klamme flok sådan et sted! Der aldrig gik i bad, og lugtede! Og ornanerede hele tiden! Ikke at han selv ikke gjorde det like.. hele tiden.. men.. det her var noget andet okay, de her mennesker var perverse! Omg! Dylan ville jo blive voldtaget! Eller brugt som hovedpude! Eller som blod.. eller argh nej! "Øhhhhh.. Nej.. du bor her, ind til du finder ud af hvem du er!" sagde han så "Herberg er lort, tro mig!" sagde han hurtigt "Du kan bare sove på mit værelse! Jeg har en stor seng! Ellers har vi måske en madres et sted" sagde han glad og klappede Dylan på skulderne, da han var gået i gang med at vaske finger. Han fik det hele sat på bordet, "Så mangler vi vidst kun Matthew" mumlede han.

Matthew klædte sig på igen, han havde en hvid næsten gennemsigtigt, meget stram t-shirt på, og et par lidt løse træningsbukser, og sokker. Han lod sit våde hår hænge i en pjusket frisurer på toppen af hovedet, det sad altid af sig selv. Han gik hen til trappen, og tog et lydløst skridt ned, da han stoppede op. Han betragtede Dylan, fra han skar sig og til han vendte sig mod vasken. Han var klar til at råbe på Toby, fortælle ham at Dylan blødte, de måtte finde en førstehjælpeklasse et sted.. men så så han det. Og han blev stående, helt stikke og stirrede bare, til den sidste dråbe blod var vasket væk og der intet tegn var tilbage på det dybe sår der før havde været. Han bed tænderne hårdt sammen af væmmelse, og tog et skridt oven tilbage op af trappen. Han stod der længe fuldstændig frossen, til han hørte Tobys stemme, der inviterede Dylan til pyjamasparty.. shit. Han tog et hurtigt skridt, og så et til, og endnu et, til han stod for enden af trappen. Han rakte med det samme ud og tog fat om Dylans håndled og holdte måske lidt for hårdt fast, og kiggede på hans hånd og fandt så hans øjne og trak på skulderne "Nevermind.. it just looked like you cut your self, but you dident.. obviously" mumlede han og slap hans håndled. "DT is not staying Toby" Sagde han så surt og stirrede på Toby, der bare så helt fortabt ud. "DT can stay if i say so!" sagde Toby så og stirrede lige så surt tilbage. "HE IS NOT STAYING!" råbte Matthew. Begge drenge opførte sig som om Dylan faktisk ikke rigtig var til stede. "YES HE IS!" skreg Toby tilbage. Matthew kneb øjnene sammen og lignede mest af alle en der ville smadre et eller andet, måske rive hovedet af Dylan, eller Toby? Men så gik døren op og en mørkhåret kvinde trådte ind. Lange sorte krøller, grønne øjne indhyllet af et tykt lag make up, helt mørt make up om øjnene. En lang rød kjole, der gik op hele vejen op af låret, og pyntet med en bar ryg. Hun havde høje sko på. "Matt" hvisked ehun sensuelt og gik hen imod ham og lagde sin hånd med de lange røde negle, mod hans brystkasse og trykkede et kys mod hans kind, så hendes røde læbestift sad fast. "Did you really think you could hide form me?" hviskede hun, men højt nok til at alle 3 kunne høre hende. Matthew faldte lidt ned, men Toby stod stadig på tær og stirrede ondt. Matthew kiggede kort på Dylan og sendte ham et kort hadefuldt blik inden han vendte sin opmærksomhed mod Kira, som ikke bemærkede nogen af de andre i rummet. "I was not hiding, come on.. " mumlede han og fandt hendes talje og førte hende mod trappen. "Matthew!!!!" råbte Toby, både vred og skuffet og måske ked af det. Matthew vendte sig kort mod ham og smilede slesk, "Suit yourself.." sagde han bare og grinede, inden han forsvandt oven på sammen med Kira.

Toby vendte sig mod Dylan, "Im so sorry.. he.. i dont know.. i dont know.." hviskede han og havde fået tåre i øjnene han kiggede lidt på det dækkede bord, til træ. Da det begyndte at larme.. og han vendte sig opgivende mod Dylan, "Please stay?" hviskede han stille, og så op da endnu højere lyde blev til. "Okay we need to go know.. they can go on and on and on.. for hours.. its tedious.." mumlede han bare og gik mod døren. "Come on Dylan, lets go out and get some food, while the insane animals is humping each other.. auurgh.." sagde han og lavede nogen bræk grimasser, fordi han synes det var klamt.. han forstod det slet ikke, ardd!!! Matthew kunne få hvem som helst, og så lod han den heks kuste rundt med ham.. og argh.. ad! "And im sorry by the way.. Jeg lover dig han undskylder sener, han plejer slet ikke at være sådan.. jeg ved ikke hvad der går af ham" hviskede han og snøftede og tørte så sine øjne.. "Fuck it.. lets go get drunk or something" mumlede han og prøvede at sende Dylan et lille smil.

Dylan løftede hovedet, og så lidt overrasket på Toby der åbenbart syntedes det var en dårlig ide at tage på herberg. Det kom lidt bag på ham.. han kendte ham jo ikke? Selv ikke Dylan kendte sig selv jo! "Men.." hviskede han... shit. "Toby" kaldte han så lidt svagt, selvom han nok ikke hørte det og... shit.. shit altså.
Det næste der skete var han sådan set heller ikke forberedt på, Matthews hånd der kom ud af fucking NOWHERE og greb om hans håndled. Det gav et ryk i ham og han stirrede lidt overrasket på ham et øjeblik "Øø-øhm.. nej, jeg.." begyndte han og prøvede at smile lidt fjollet til ham "ketchup" sagde han så bare hurtigt. Ketchup. Right.
Og så brød helvede løs. Hvilket Dylan heller ikke havde forventet.. og slet ikke forventet at skabe. Men han fik heller ikke noget at sige i noget af det for Matthew og Toby var åbenbart temmelig intense når de endelig blev vrede.. eller irriterede. Det eneste der fik dem afbrudt var en kvinde der pludselig kom ind af døren, og lukkede munden på dem alle sammen. Eller... Dylans var lukket. Shit. Han skar en grimasse til Toby da Matthew forsvandt op af trappen "Oh my god.." hviskede han wide eyed. "No.. I am so.. so sorry" hviskede han undskyldende og betragtede ham da han fik øje på tårerne. Dylans indre smeltede, han kunne jo ikke.. han kunne ikke bare... stakkels knægt. Dylan lagde tingene han havde haft gang i fra sig på køkkenbordet og fandt vej over til Toby der bare så totalt and utterly forladt ud, og hev ham ind i et kram. "H-hey man, don't worry, he'll probably be better.. tomorrow or something" mumlede han og gav ham et klem inden han slap ham. Og så... Hans hår på arme og ben og alle steder rejste sig ved lydende ovenfra, og hans øjne blev enorme. "Ew. No just.. ew, come on.. I don't care if I have to eat out of a trashcan, I can do that!" grinede han, og prøvede at opmuntre Toby lidt inden han trak ham med sig. Ud ud ud ud ud...

Da de var kommet ud og endelig var faldet lidt til ro på en bar et sted, hvor Dylan havde brugt resten af de der penge Matthew havde givet ham på nogen øl til ham og Toby. Det havde de vidst brug for. Han havde ikke lyst til at snakke mere om herberget, deet virkede ikke som om Toby var game på den der ide.. så. Det undgik han behændigt. "Skole lyder hårdt, har du noget efter du kan brænde lidt krudt af på? Noget sport?" spurgte han og tog en tår af sin øl og smilede til ham. Han havde ikke lyst til at spørge til Matthew heller, han skulle nok blive god igen.. i alt fald overfor Toby, det der hadefulde blik han havde skudt Dylan... Det gjorde ham stadig helt kold indeni, det var ikke specielt behageligt at tænke på, så han skød hurtigt tanken fra sig. "Tell me what you like doing besides getting drunk and cooking!" drillede han så og smilede bredere til ham. For Dylan kunne jo ikke sige så meget om sig selv.. kun at han var varulv og det ville Toby nok ikke tage alt for let på. Enten ville han tro han var sindssyg... han ville nok tro han var sindssyg... yeah.

Toby nikkede forvirret "I dont know.. sometimes his just an asshole" mumlede han og hentydte til Matthews opførsel. Han blev dog helt vildt glad da Dylan gav ham et kram, og nød det al den tid det varede, det hjalp virkelig, han elskede kram! Matthew krammede ham aldrig. "Måske kan vi være venner" mumlede han stille, han kunne virkelig godt lide Dylan, han virkede bare så sød, og ærlig og.. bare.. som en virkelig god fyr! "Yearh come on" mumlede han og fulgte efter Dylan.
Han smilede lidt over øllen og nikkede bare sådan lidt åndsfraværende, hans mave rumlede. "Er du ikke sulten?" mumlede han og smilede kort, "Jeg kan godt bestille noget mad? Hvad med noget suppe?" mumlede han, han blev lidt trist ved tanken om at hans aftensmad gik til spilde, det stod bare hjemme på bordet og blev dårligt.. fuck Matthew! Han ville nok råbe lidt mere af ham når han kom hjem. Han så op og smilede lidt af Dylan, han var sød. "Skolen er lort, men jeg har min familie og mine venner uden for den, så det er fint nok" sagde han og smilede "Øh jov.. jeg træner nogen gange sammen med Matthew.. og nogen af vores venner.. " sagde han og smilede lidt og sukkede så bare.. Matthew.. idiot. "Jeg ved det ikke, jeg kan lide alt muligt.." sagde han og grinede bare lidt "Jeg elsker at lave mad" sagde han bare og smilede. "Jeg vil gerne spørge dig om det sammen.. men.. ja.. men altså.. måske skal vi finde ud af hvad du godt kan lide at lave? Måske kan det hjælpe dig til at huske hvem du er?" sagde han blidt og smilede lidt. "Vi kan jo starte med dit navn ikke?" sagde han og smilede "DT? Så du starter med D? Navne med D..Det kan vi godt.. hmm.. sig til hvis jeg rammer noget i stil med det du hedder ikke? Damon, Dale, Dan, Daniel, Danny, Dante.. Daley? Noget?" sagde han og smilede bare.

Dylan smilede svagt til ham.. oh well.. søskende, eller.. relatives could probably be assholes once in a while. "There's probably some assholes in my family as well" sagde han opmuntrende. Dylan så kort ned i sin øl da Toby spurgte ham om han var sulten og så kort op på ham og så ud som om han ikke helt vidste hvad han snakkede om et par sekunder før han kom til sig selv "Oh.. well.. yeah, I.. really haven't thought of food actually" sagde han undskyldende "Men hey, vil du ikke have noget at spise? Jeg kan høre din mave knurre helt herover.." brummede han, på trods af at han kun sad på den anden side af bordet. Han nikkede og smilede undskyldende "Yeah, jeg ved det godt, jeg ville gerne kunne svare.. jeg tror jeg kan?" sagde han så, det var da noget? Han kunne da godt lide tanken om at lave mad, men om han kunne? Det vidste han ikke. Et lille lys tændtes i Dylans øjne og han lagde hovedet på skrå og nikkede "Det vil jeg gerne.." sagde han så hurtigt, anything to just... get something, just a tiny clue. "D..." gentog han, og nikkede og smilede, mens han spidsede ører... prøvede... prøvede virkelig hårdt. "Dale.. Dan.. Daley.." mumlede han, der var noget ved de navne.. noget.. Han bed tænderne sammen og lod sine hænder glide op i sit hår som hvis det kunne hjælpe at han trykkede på sit kranie. Come on! Han sad og funderede et par sekunder længere før han rystede på hovedet "Nej.. ingen af dem" sagde han så og rettede sig op i sædet og tog en tår øl. Han kunne jo ikke være nedslået over det, det var jo et forsøg.. han kunne ikke regne med at de nogensinde fandt ud af hvem han var. Tanken gjorde ham iskold indvendig... hvad hvis han aldrig lærte sit navn? Skulle han så forevigt hedde DT? Han skyndte sig at smile for at jage tanken på flugt. Det føltedes... hm. "Måske skulle vi prøve noget? Måske... måske trænede jeg også?" mumlede han så "Eller måske spillede jeg en sport.." mumlede han, og forsøgte at grave ting frem fra dybet. "Jeg må have studeret et eller andet.." fortsatte han.

Toby nikkede, han prøvede ikke at tænke på Matthew.. det var bare lidt svært når Matthew var ligesom.. hans roomie.. og hans bedsteven, og på en måde hans bror, de var altid sammen! Alle hans minder var Matthew en del af.. jesus.. han burde få sig nogen nye venner.. Dylan kunne være hans ven! Hvis han havde lyst altså. "Aw okay" mumlede han og trak på skulderne og grinede så bare "I buy us some foot.. yous hould eat something" mumlede han og kom på benene og gik op i baren, han krydsede finger for de havde andet en øl og whisky. Han var heldig og fik bestilt to gange dagens suppe, som hurtigt blev serveret, det så ikke helt spiseligt ud, men det duftede meget godt, så ned røg det. Han smilede lidt til Dylan og nikkede "Dont lose hope!" sagde han hurtigt og smilede "Yerh we can do anything, i will help you remeber yourself, dont you worry!" sagde han glad. "I just hope you where not a murdere or something" grinede han og rystede på hovedet. "Okay.. mhmm.. how about, Darnell, Diego, Dwight, Dylan, Denis.. or.. maybe Demetri?" spurgte han. Han spiste hurtigt sin suppe, den var faktisk meget god, altså så god som en suppe fra sådan et sted her nu kunne være. "Yearh lets take a walk and find out what you are good at?" spurgte han og smilede opmuntrende.

Dylan smilede varmt til Toby. Han var sød, og det var utroligt så meget et par opmuntrende ord kunne gøre ved hans humør. Han følte sig lettere, det skulle nok gå. Toby kunne hjælpe ham. Politiet kunne hjælpe ham... det skulle nok gå. Han tog en dyb indånding, og så på Toby da han kom tilbage med suppe.. og så kort på suppen med et undrende blik. Men måske var det bedre ikke at spørge. Han rørte kort rundt i det med en ske, inden han tog en mundfuld og lyttede, og grinede lidt "If I was, I'd probably be an axe murderer" drillede han, og spidsede ører igen.. de første par navne gled forbi ham uden noget. Men så var det som om noget ramte ham lige i maven, som spredte sig ud i hver eneste celle af hans krop og han tabte skeen ned i suppen og så hurtigt på Toby. "Hvad var det du sagde?" hviskede han åndeløst.. "Diego, Dwight..." gentog han målløs "Dylan..." gentog han så langsomt for sig selv, nærmest som hvis han skulle smage på bogstaverne, et af gangen.. sammenhængen, klangen, navnet. Igen det der varme boost af energi i hans krop "Jeg hedder Dylan" hviskede han så lidt overrumplet, og så på Toby som om hans verden var begyndt at give en lille smule mening. Så begyndte han at grine lidt, som om det var åndsvagt.. men han var bare... han vidste... slet ikke hvad han skulle tro. "Thanks Toby.." mumlede han så, mens han fik samlet sig nok til at få spist resten af sin suppe. Et navn. Han havde et navn. Han havde noget at gå ud fra, han kunne... han kunne måske finde sig selv. Det var det han ville gøre den følgende dag, undersøge sit navn, måske gå på universitetet og undersøge hvor mange med hans navn der læste der.. yeah.

Toby smilede bare lidt "Come on" sagde han og lagde nogen penge på bordet, da Dylan og han selv forlod baren, okay hvor skulle de hen? Hvad kunne Dylan være god til, talenter.. kom så, han kunne vel finde på et eller andet? "We could do a race.. but im really fast, just so you know" sagde han drillende "Maybe you are a got singer? Sing for me!" udbrød han. Da et eller andet gik op for Dylan, og han reagerede på sit navn "Dylan?" gentog han og smilede så større "DYLAN" råbte han og grinede da Dylan reagerede på det, "Yearh thats your name i think" mumlede han og nikkede, "Det var så lidt!" sagde han, glad for at kunne hjælpe. "Men vi kan altså ikke tage hjem endnu.. de kan blive ved ret længe.. pisse irriterende" sagde han opgivende. "Vi kan måske tage på biblioteket? Vi kan finde nogen bøger om evner eller sådan noget, og så kan vi lave en liste, og så se om du er god til noget af det?" sagde han og trak på skulderne.. okay han var måske lidt ivrig, men nu havde de noget at lave, og Toby havde noget at lave, og han ville hjælpe Dylan med at finde sin familie! Hvis han havde en, men det var han sikker på han havde! De skulle nok klare det.

Dylan og Toby var åbenbart et umage makkerpar, og Toby fandt vidst ud af at Dylan også var ret hurtig. Hvilket vidst undrede dem begge en lille smule. Men Dylan kunne ikke umiddelbart lugte noget mærkeligt på Toby, og Toby virkede ikke som om han anede noget om Dylan.. måske var det bare fordi de var lidt fulde. De prøvede alle mulige sportsgrene af, men der var ikke noget Dylan var bedre til end Toby.. så til sidst blev de enige om at kalde det for det, og tage hjem og sove rusen ud.
De fandt også ud af at Dylan bestemt ikke kunne synge.
Dylan tyssede på Toby der var lidt højlydt da de kom ind af døren, men heldigvis blev de ikke mødt af andre lyde. Dylan gik med indenfor... selvom der et eller andet sted i hans baghoved var en lille stemme der sagde at han ikke hørte til, og burde gå. Måske var det Matthews.. men han havde svært ved at høre den, lykkerusen, specielt over at have fundet ud af sit navn.. var ikke rigtig til at slå ned. Han endte op på en madras i enden af Tobys seng.

Matthew stod i døren ind til Tobys værelse og betragtede de to sovende drenge, han var forvirret, og han var vred. Han stolede ikke på Dylan, han var næsten overbevidst om at Dylan spillede dum, og at han var blevet sendt af sin flok for at udspionere på dem, finde deres svagheder, lære dem at kende.. han vidste ikke hvorfor, og han vidste ikke hvad de ville bruge det til, men han var sikker på at Dylan ikke bare havde glemt sig slev.. og alligevel måske havde han, men hvad skulle han så stille op med knægten? Skulle han sætte ham af på deres dørtrin og se om han blev taget varmt imod? Måske savnede de ham, måske ledte de efter ham, måske var de pisse ligeglade? Skulle han fortælle Toby om det, han ville gå amok.. det var nok bedst at holde det for sig selv.. ind til han fandt ud af noget mere.. han hadet bare at se de to drenge blive venner, de ville aldrig kunne blive venner, og hvis de blev det og Dylan kom i tanke om hvem han var.. åh for gud skyld.. hvordan skulle han beskytte Toby imod det? uden at fortælle ham det? Han sukkede dybt.. han kunne ikke sove.. ikke når Dylan var der, han havde lyst til at gå derind og smide ham ud af huset.. han ville blandes uden om det her.. men stadig.. hvis han virkelig havde glemt det.. hvis de blev venner.. og han huskede.. ville han så være på deres side? Eller ville han vende hjem og fortælle sin flok hvad han havde fundet ud af? Fuck. Han stødte hovedet mod dørkarmen og faldt hen, sådan stod han i flere timer, overbevidst om at Dylan ville vågne op fra sin rævesøvn og dræbe Toby.. men der skete intet og til sidst faldt han da også i søvn.. der.. lige der.. stående. Til Toby ruskede liv i ham om morgen.
"Hvad FUCK!" råbte han og gav Matthew en på hovedet, "Har du sovet der hele natten? Har du gloet på os! Freak!!" råbte han. Matthew missede med øjnene, Toby var stadig sur lød det til. "Mhmm" hviskede han stille "I dont like him" mumlede han og pegede på Dylan der var vågnet af Tobys råberi.. han var ligeglad med om han kunne høre det. "But i do! And his is going to stay here, and i dont care what you think about, just live with it! And be nice!" råbte han og skubbede til Matthew. "And go get some fucking sleep now" sagde han surt, men stadig.. kærligt.. for sådan var Toby. "I cant sleep when his is in my apartment!" sagde han surt til Toby. "I dont care, im going to school, and you two.. you can talk.. and be friends.. and Matt.. if you do anything studpid.. or dont treat him nice.. i wil.. i will move out! So.. pleas try to become frineds.. tank you.. thats all.. im going" sagde han og maste sig forbi Matthew.. og så skred han.
Matthew stirrede på Dylan, åhhh han var træt.. Kira havde holdt ham vågen, og han havde holdt sig selv vågen.. og nu kunne han snart ikke mere. Han stirrede bare.. og lukkede øjnene og faldt hen.. mhmm.. den dørkarm var virkelig rar at sove op ad.. mhm..

Dylan sov tungt til han blev vækket om morgenen af lyden af Toby, der ret åbenlyst var vred. Han satte sig op med et forvirret ryk, konfus og en smule groggy. Det var den første rigtige søvn han havde fået siden... siden et tidspunkt han ikke kunne huske. Han fik heller ikke rigtig fat i hvad de sagde.. kun at Matthew stod i dørkarmen og lignede en hængt kat. Han betragtede dem et øjeblik, og så kort ned i dynen da Toby gik. Han så op og skulle til at forklare Matthew han ikke ville blive hængende, men manden var bogstaveligt talt på vej i gulvet. Dylan var på benene på et halvt sekund og fik fat i ham inden han væltede, og forsøgte at holde ham oppe "No.. jeez! Argh! T-toby!" prøvede han, men der kom ikke nogen og hjalp ham med at bugsere et styks kæmpe menneske i seng! Fuck! "Come on Matt I can't lift you on my own" bad han stille, og fik gelejdet sig under hans ene arm så han kunne støtte ham hen til Toby's seng som han fik tumlet ham ned i, og praktisk talt selv fulgte med. Men han var hurtigt på benene igen! Han rømmede sig stille og trak lidt i dynen for at give ham den på.. men.. ja okay, han lå halvt på den alligevel. "Uhm.. yeah, sleep tight.." mumlede han så, og gik ud. Selv ikke mennesker ville være i rum med folk der ikke kunne lide en. Det ville Dylan heller ikke. Han var ikke sikker på hvad han havde gjort galt, der kunne være flere ting... men hvorfor skulle Matthew hade ham så inderligt for det? Han endte i køkkenet hvor han drak noget kaffe, og fandt en blok papir, og skrev sit navn.. bare et par gange. Så rev han siden af, krøllede den sammen og skrev nogen ting ned han skulle nå den dag, mens han drak sin kaffe. ¨Det skulle nok gå. Nu kunne han sit navn, han ville finde hjem på no time!
Først lånte han deres hjemmetelefon, og ringede deres regions telefonbogslinje op for at høre hvor mange der hed Dylan i deres system. Det var der så åbenbart mange der gjorde, så det gav ikke pote, medmindre han ville sortere igennem et par tusind navne.

Matthew lagde ikke rigtig mærke til Dylan bar ham i seng, eller skubbede ham og trak ham, han faldt bare om kuld i sengen og var væk, han var helt udmattet. Han sov dog kun en time før han igen vågnede op med et set. Han stirrede omkring sig, hans øjne var stadig helt røre, og han var stadig udmattet og virkelig træt, men han kom hurtigt i tanke om hvorfor han var vågnet og fløj ud af sengen. Han sneg sig nedenunder hvor han fik øje på Dylan der sad og stirrede tomt ud i luften, han sneg sig ind på ham og lagde sine hænder på hans skuldre og holdte ham nede i sædet. "I dont know who you think you are, but you cant trick me.." hviskede han advarende, og så slog han fra og lukkede øjnene, han sneg sig ind i Dylans sind, langt ind og fik fat på hans nerver, hans evner var vel udviklet, men den var ikke perfekt, og han kunne ikke kontrollere Dylan hundrede procent, og han havde ikke adgang til hans hukommelse, eller hans minder. Men han kunne få ham til at falde i søvn, så let som at trykke på en knap, og bum Dylan var bevidstløs.. han vidste godt hvornår Toby kom hjem, så han skulle bare vågne inden da, og bilde Dylan ind at han ikke var sindssyg.. ja han kunne da forsøge. Han slæbte ham oven på og bandt ham fast til sin egen seng, så låste han døren ind til sit værelse.. så kunne Toby bare komme hjem. Han satte dog sit vækkeur og kravlede så op i sengen, det var mærkeligt at skulle sove sammen med en man hadet så inderligt.. men hadet han ham egentlig? Han så ret fredfyldt ud når han sov.. hmm. Han trak dynene op over sig og hans øjnene faldt hurtigt i, så meget hadet han ham nok heller ikke, men han kunne stadig ikke lide ham.
Han havde bundet Dylans hænder fast til sengens top, og de lå cirka en halv meter fra hinanden, Matthew havde kun underbukser på, og dynen lå på ham så den dækkede fra hans hofter og ned. Dylan havde stadig tøj på. Han vidste ikke hvornår Dylan ville vågne igen, det afhæng udelukkede af hvor træt af han var, og hvor længe han sov, han kunne vågne før Matthew, men han var bundet, så han kunne ikke stikke af.. Matthew havde dog ikke tænkt på han kunne råbe efter hjælp, men døren var låst, og Dylans hænder var bundet således at hans finger vendte ind i hans hånd, så hans klør var til ingen nytte.. han håbede han havde regnet den ud.. han regnede med han havde regnet den ud, derfor sov han nu så tungt, at han var helt væk.

Dylan didn't even know what hit him. Pludselig gik han ud som et lys. Han vågnede ikke før senere, igen lidt groggy og forvirret.. denne gang... okay nej.. øh.. To sekunder, han skulle lige.. hvor var det lige han var igen? Lamperne i loftet, og de rå vægge begyndte at give mening og da han drejede hovedet og fik øje på Matthew gav det et ryk i ham, og der undslap en eller anden mærkværdig lyd der lød halvt som et skrig, og halvt som et eller andet udbrud der vidst ikke kunne navngives. Dylan klemte sine læber sammen til en tynd streg og betragtede fyren ved siden af sig.. havde han tøj på? Dylan rødmede heftigt, og trak lidt i sine hænder. Havde han bundet ham? Hvad var det her? Optakten til en... Han rødmede igen.. omg.. han var jo besat, og manden kunne ikke engang lide ham! Han sukkede tungt. "Matthew.." prøvede han så. Men det vågnede han ikke af. "Don't make me sing to you, I'm horrible at that, you don't want to hear it.." mumlede han forklarende, selvom han stadig ikke virkede til at vågne. "Hør.. jeg er villig til at glemme det her.. men jeg har altså ting jeg skal nå idag, og det her.. forsinker mig en hel del!" snakkede han videre og... det virkede åbenlyst ikke. "Matthew..? Matthew please.." pev han, og forsøgte at vende sig om og trak sine ben op og prøvede så at nå ham med sine fødder. Det gik også fint, han fik trykket lidt blidt til ham.. så lidt hårdere for den fyr kunne virkelig sove. "Matthew" sukkede han "Please wake up, come on this is not how you get friends" mumlede han på randen til at opgive. "Come on, Toby is going to kill both of us if he finds us like this" prøvede han så. "Forresten.. igår.. så fandt jeg ud af jeg hedder Dylan!" sagde han så, og havde svært ved at gemme den der glæde af vejen. Fordi helt ærligt.. så var det stadig fantastisk at have et navn, og nu virkede det faktisk som om hans snak havde fået ham lidt vågen!

Matthew vågnede af Dylans snakken, og brummede dybt. "Omg shut up" brummede han irriteret og åbnede det ene øje og kiggede kort på knægten, forhelved altså, hvad skulle han nu stille op? Han sukkede og brummede lidt igen, han skubbede dynene op over Dylans ansigt, sådan at han faktisk også lå lidt under den samme dyne som Matthew. "I dont want you as my freind" mumlede han gnavent, og lukkede øjnene igen. "Cant you just sleep.." mumlede han og sukkede da han sagde noget om Toby.. han havde jo ret, det her gik ikke, desuden var det virkelig underligt og han havde en lidt mærkelig følelse af.. ja.. hm? Han trak dynen til sig og satte sig op i sengen og betragtede Dylan, "So you remember now?" brummede han, "So if i let you free you can go home?" brummede han, det lød som en god ide, så slap han for ham. Han trak dynen af og hoppede ud af sengen, han gik hen til døren og låste op, han åbnede den og lyttede, men der var stille, Toby var ikke kommet hjem endnu, heldigvis. Han vendte sig mod Dylan og lod en hånd glide gemmen sit hår imens han prøvede at finde en løsning, på.. ja.. på det hele.. fuck altså. "We dont you just tell me who you are, im getting tierd og that roleplay you are doing there.. i know you are hidding something" sagde han så dybt alvorligt.. det var måske en smule svært at se alvorlig ud når man stod der i kun underbukser, men han kunne godt være overbevisende.. mhmm han kunne godt bruge et bad.. ah.. nej hvad skulle han stille op med knægten.. tænkt Matthew.. tænk!

Dylan tav da Matthew vågnede med et humør der sparkede røv. På den dårlige måde. Han sukkede stille, og lagde hovedet ned på hovedpuden og lyttede, han kunne jo ikke rigtig gøre noget ved det, Matthew kunne tydeligvis slet ikke lide ham. "Uhmf!" kom det lidt forskrækket fra ham da han fik dynen i hovedet og pludselig endte under den, med en halvnøgen fyr. Han rødmede så meget at han havde det lidt som om han ikke kunne få luft, og trak lidt i sine hænder igen. "I'm not gonna sleep with you" mumlede han, og tænkte så lidt over hvad han havde sagt... oh my god, kunne han få lov at grave sig ned og dø? "I.. didn't mean that.. or, yeah I DID. But.. not as it came out.." hviskede han for sig selv. Han drejede sin krop lidt, prøvede at se rundt.. prøvede... huh? Han så hurtigt på Matthew der rejste sig "Hvad?" sagde han stille, og fulgte ham med øjnene. "Home? No.. Matthew I don't remember my home, I remembered my name.. Toby helped me remember it" sagde han. Han sank stille.. det her virkede helt hen i vejret! Antydede Matthew at han skulle kunne huske alting? Men.. hvorfor ville han så være her? "Jeg forstår ikke hvor du vil hen med det der.." sagde han så, og fnøs stille. "Hvis jeg kunne huske noget, hvorfor skulle jeg så være her?" sagde han og gjorde en irriteret bevægelse med skuldrende. Han lå mærkeligt, og han var ikke helt vild med at blive behandlet som fange. "Hør.. jeg har ikke tænkt mig at blive her, og jeg har ikke tænkt mig at fucke dig og Toby's forhold op.. jeg ved ikke hvad det er du tror jeg er, men jeg er ret sikker på jeg er et godt menneske... i bund og grund" mumlede han, og fangede hans blik. "Jeg vil bare gerne finde ud af hvem jeg er, og så vil jeg gerne hjem.. det behøver i ikke være en del af.." sagde han så. Dylan var ret sikker på at Matthew hadede ham fordi han var igang med at blive ret gode venner med Toby.. og det påvirkede deres forhold, etc. "Og vil du ikke nok.... tage noget tøj på.." mumlede han pinligt og rødmede igen. Shit.

Matthew stirrede på ham og rullede kort med øjnene da Dylan kommenterede på deres senge hygge, jesus christ! "Your gay" brummede han irriteret og rystede lidt på hovedet. "Yearh you did mean that, i sure you would love to.. but no i dont do guys.. and if i did, i would sure not do you" sagde han surt og lænede sig hovede tilbage mod væggen, okay tænk Matthew.. han var røv ligeglad med om Dylan var bøsse eller ej, han boede sammen med Toby okay? Han var vant til at håndtere den slags.. Det her var ikke problemet, problemet var at han ikke kunne finde ud af hvad han skulle stille op med Dylan. "I dont belive you.. you are hidning something.. and you may think you can fool Toby.. but you dont fool me! And i will find out, what your are doing.." sagde han og stirrede ham i øjnene.. åh de øjne der, hvorfor var de så.. argh! "Jeg har tænk mig at du skal blive her, egentlig har jeg ikke tænkt mig at give dig et valg, desuden kan du ikke bare skride, nu er du blevet venner med ham.." sagde han og rystede lidt på hovedet, fucking irriterende.. hvis bare de kunne holde Toby ude af det her, men det kunne de ikke.. satans. "What?" brummede han og himlede igen med øjnene af ham da han bad ham tage noget tøj på.. fucking christ!!! "OMG!" råbte han, og så bukkede han sig ned og hev sine underbukser af og kylede dem i hovedet på Dylan "Cant you just listen for one fucking second, omg!" råbte han, og var virkelig vred, men stadig.. pisse irriteret.. Dylan var.. pisse irriterende.. pisse flabet, men han kunne også være flabet, og han kunne stå der nøgen, helt nøgen, for at være flabet. Gengæld. Den evige løsning. "Cut the crap, and just tell me now.. who send you?" sagde han så lidt mere alvorlig.. han var bestemt ikke blufærdig.
Matthew drejede hovedet da døren gik op og en forvirret Toby stod og stirrede fra den ene til den anden. "What.. the.." gispede han og stirrede på Matthew der bare stirrede igen, og Dylan der var blevet pænt rød i hovedet.. jesus.. okay det så meget forkert ud.. fuck. "Get out.. we are.. doin.. stuff" sagde han, men det sidste kom bare forkert ud, og nu lød det pludselig helt forkert. "Will.. dident see that comeing.. have fun guys" sagde Toby og begyndte at fnise på vejen ud af døren... Crap. Matthew gav ligesom op og skulede undt til Dylan. Han fandt et par underbukser og fik dem på, inden han trak i sit tøj og stirrede hele tiden på Dylan. "I hate you" brummede han for sig selv, inden han gik hen og skar rebet over der holdte Dylan fast til sengen, og så gik han nedenunder for at prøve at forklare det til Toby, uden at være gay og uden at have fanget Dylan fordi han troede han var en ond spion... det var en umulig mission.. men Toby vidste godt han ikke var bøsse.. så han blev bare ved med at spørge, det her ville han nok mobbe ham med forevigt.. pisse fedt. Han så op da Dylan kom ned af trappen. "You going somewhere?" brummede Matthew.. ikke at han havde tænkt sig at lade Dylan skride hjem til hulen for at fortælle sin flok de saftige nyheder.. nix.. han skulle ingen steder.. i hvert fald ikke alene.

"Dude! You're gay! You're almost NAKED! And you tied me to the bed!" sagde han. Han forstod ikke noget! Kunne den idiot ikke bare være glad for at Dylan havde fundet ud af sit navn, og så bare glemme resten, den... fucking... Dylan lukkede sine øjne og trak vejret kontrolleret. Alpha.. beta... omega... alpha... beta... omega. Så åbnede han dem igen, og så på Matthew. "What would I hide?! I have nothing! Look at me!" sagde han og vred sig i sengen "Nothing!".
Forståeligt nok var han ret frustreret. Dylans ansigt eksploderede i farve da Matthew bare tog de fucking underbukser af og kastede dem efter ham... for at gøre det hele værre endte de i hans ansigt. "OHMYGOD!OHMYGOD! GET THEM OFF OF ME! TOBY! HELP!" imens han kastede sig omkring i sengen så vidt han nu kunne komme, og forsøgte ikke at fokusere på den nu NØGNE attraktive idiot i rummet. "You're the one who's not listening!" råbte han så til sidst, rødglødende af vrede. "I'm not 007 you idiot!" skreg han. Han havde svært ved at kontrollere sig selv nu, svært ved at finde noget at holde fast i, forblive menneske.. kom nu, Dylan.. Alpha, beta oh- Toby?
Han stirrede forfærdet på drengen i døren da den gik op. Der blev underligt stille i værelset. Matthew og Dylan var vidst begge lidt lamslåede, men Matthew var alligevel den der fik munden på gled først. Da Toby så begyndte at lukke døren, gik der panik i Dylan "No, no Toby! TOBY! it's not what you think! NO, come back! Jeez! Help!" råbte han efter ham. Han så op da Matthew kom hen til ham og måtte afværge en flygtig knurren af ham. "I hate you." svarede han tilbage. Hvis han ikke havde gjort det før, så gjorde han det i alt fald nu. Han gned sine ømme håndled og satte sig op da han forlod værelset og samlede sig lidt... ovenpå.. alt det her. Så rejste han sig, han kunne godt bruge noget luft. Det var blevet alt for sent til at han kunne nå noget som helst nu... fucking Matthew. Han gik ned, hilste kort på Toby uden at se på nogen af dem, og svarede ikke Matthew. Han gik bare efter døren og smækkede den bag sig. Den dårlige samvittighed ramte ham lige i mellemgulvet med det samme.. havde han... nej. NEJ. Han måtte godt sige fra. Han gik ned af gaden med vrede skridt, måtte... finde et sted.. lukke noget damp ud... gøre noget. Han bed sine tænder sammen... men han kunne ikke hvis han blev forfulgt. Men han kunne løbe, så det gjorde han. Løb til han var forpustet og havde ramt den anden ende af gaden. Så bukkede han sammen i knæene og lænede sit ansigt i sine hænder et øjeblik, før han lod dem glide op i sit hår med et suk og rejste sig. Alright, well.. back to the mental institution... minus Toby.

Matthew stirrede efter Dylan der smækkede døren efter sig, han havde åbenlyst krydset en grænse der. Han smilede kort til Toby og trak på skulderne, men den købte han så ikke. "Wtf.. " udbrød Toby surt og slog ud efter Matthew, der nåede at træde til siden. "I said be nice, not rape him!" råbte Toby og rejste sig, "Toby.. i dident.. i dont.. im not.. you know.." sagde han og sukkede irriteret. "I dont care what you are, see what you did!" råbte han bare tilbage og gik målbevidst mod døren, det her var Matthews rod, og hvis han ikke selv kunne finde ud af at rydde op.. og sige undskyld.. for den sags skyld.. så skulle Toby nok gøre det, som han evigt og altid gjorde! "Toby, stop.. ill find him.." sagde han og rejste sig, han havde ikke tænkt sig at risikere noget som helst. Toby vendte sig mod ham og lignede mest af alt en der var ved at eksplodere, "NO! No you dont! You made enough mess already! Go fuck your self Matt, your like the worst friend ever right now.. to both of us.." råbte han, men det sidste sagde han stille, og så skyndte han sig ud af døren, han var virkelig træt af ham.
Han havde lidt besvær med at følge efter Dylan, men han var også ret hurtig! Han fandt ham dog alligevel, om det bare var et sammentræf, eller om han var blevet bedre til det der opsøge.. folk.. pis.. det vidste han ikke helt. Men hey! Han fandt ham. "Hey Dylan" mumlede han forsigtigt og kiggede på ham, græd han? "Im sorry.. dont know whats going on.. but i assume that Matts been a jerk to you.. Im sorry" sagde han forsigtigt og fik øjekontakt med Dylan, "I dont know why he is acting like that.. his not like that at all.. i dont know what he is up to.. " sukkede han frustreret, og han vidste altid hvad Matthew havde gang i.. men lige nu virkede det bare som om han var en kæmpe idiot.. fucking kæmpe idiot. "Come on.." prøvede han forsigtigt. "Han skal nok blive god igen det lover jeg dig.." sagde han forsigtigt, det vidste han.. Matthew blev altid god igen, "Lets go talk this over.. and make you some hot chocolate" sagde han og sendte ham et venligt smil.
I mellem tiden var Matthew kun blevet mere og mere sur, han var rasende, han hadet det her.. hvorfor skulle Toby absolut være på Dylans side, det gav jo ingen mening! Det gik slet ikke.. fint.. han skulle nok være sød.. ind til han fandt ud af hvad der forgik.. Dylan virkede oprigtigt.. hans udbrud.. han løj ikke.. han var næsten sikker.. han kunne godt se når folk løj.. men hvad skulle han nu gøre? Hvis han ikke var spion.. men han holdte stadig det skjult at han var varulv.. og lige så snart Toby fandt ud af det, så ville helved gå løs.. det var bedst han holdte det for sig selv.. måske kunne han få Dylan til at afsløre sig selv? Han kunne jo altid hamre en kniv i maven på ham, eller brække hans knæskal.. det skulle gøre undt.. så kunne han jo se hvordan han ville tage på det.. det lød godt.. af få kortende lagt på bordet.

Det gav et lille ryk i Dylan da Toby begyndte at snakke til ham, og han vendte sig om mod ham og sank stille. Det var jo ikke Tobys skyld. Han havde jo ikke gjort noget, det var bare Matt der havde.. opført sig.. rude. ""Toby.." mumlede han stille og prøvede at smile lidt til ham. "I don't think I should go back.. I think I should just.. go.." mumlede han stille. Han havde skabt nok røre "Matthew tror... alt muligt, og.. det skal ikke gå ud over dig" sagde han så. Han var stadig vred på Matthew, men det var begyndt at dulme en smule. Men han havde ikke lyst til at gå tilbage. Han rystede på hovedet "No.. man I need air.. Can we... if we need to talk, then let's walk..?" tilbød han stille.
De endte med at gå... en lille tur. Idet mindste var det bedre end ingenting. Det hjalp Dylan med at komme helt ned på jorden igen, de fik dog ikke snakket særlig meget. Dylan havde ikke lyst til at fortælle Toby om Matthews mistanker. Han nøjedes med at fortælle at Matt ikke var så glad for ham.. og at det nok var lidt gengældt. Han sank stille da de begyndte at gå tilbage.. Men Tobys bedende øjne var også svære at sige nej til, så han gik med ham. Men han måtte jo så bare prøve at holde sig mere til Toby end Matthew. Og få et job. Så han ikke bare boede der gratis, for det kunne han ikke lide. Han smilede til Toby så han ikke troede at Dylan var vred, eller sur.. eller sådan noget.

Toby nikkede hurtigt "Okay" sagde han bare, han ville ikke presse Dylan til at komme med tilbage, men hvis han kendte Matthew så havde han ikke tænkt sig at vise sig resten af aften, hvis han altså overhovedet var hjemme. "Har du fået noget mad idag?" spurgte han efter en evighed i stilhed, dog var han god til stilhed.. han var omgivet af det hver dag.. han havde ikke nogen venner i skolen, det blev alting meget stille af. "I dont know why he is so mad at you.. the dont like think is.. just Matt.. he dident like me at first too.. but.. its like he just hates you.. and i just dont understand why.. he will not tell me.." sagde han opgivende.. hvorfor fortalte Matthew det ikke bare? Hvad var der galt med ham? "Jeg tror ikke han er hjemme" mumlede han da de kom frem til bygningen og tog en tur med elevatoren op. Han stoppede op i køkkenet og åbnede køleskabet, "Jeg laver mad, sæt dig ned" brummede han, han havde ikke fået noget aftensmad, og da Matthew helt sikkert ikke havde givet Dylan noget, så havde han nok heller ikke fået noget.. så de måtte jo nok være sultne begge to. "By the way, you have some pretty awsome running skills!" sagde han glad, for at prøve at muntre Dylan lidt op. I mellem tiden lavede han bare noget hurtigt, fordi.. de havde brug for noget hurtigt.. så well hallow microwave! Så var der frysepizza! Wee! Han serverede blot 5 minutter efter, det var godt nok ikke det bedste man kunne få, men det var mad, og han var sulten. Han dækkede kun til Dylan og ham selv, han vidste ikke hvor Matthew var, og egentlig var han også ligeglad, han kunne skride af helved til. Da de havde spist ryddet Toby op, for det var han også ret god til, og så vendte han sig lidt diskret mod Toby.. han kunne simpelhen ikke holde det spørgsmål inde længere "Flirtede Matthew med dig?" spurgte han helt stille.. Matthew var ikke bøsse.. det havde han aldrig været.. i hvert fald ikke overfor Tovy.. og han mente da han havde prøvet.. for sjovt altså.. men næh nej.. damn stright! Han havde også altid kun været sammen med piger.. eller Kira.. eller.. ja.. så det ville virkelig komme bag på ham.. men stadig.. måske var han bare til Dylan.. pansesksuel, hed det ikke det? Når man blev forelsket i personen og ikke kønnet.

"Uhm.." mumlede han mens han tænkte, oh..right.. food. Right. "I had coffee..?" tilføjede han så, eftersom Toby antog at han ikke havde fået noget, og han havde da fået kaffe. Han trak stille på skuldrende "Jeg er mest ked af det går ud over dig" sagde han undskyldende. Toby havde nok problemer! Med skolen! Og ting.. "Forresten, hvis du har brug for hjælp til lektier.. eller noget, så siger du bare til, det kan jo være jeg har flair for det" sagde han og smilede til ham. "You're too good to me" grinede han da Toby gik igang med at lave mad, som dog var ikke så hjemmelavet som det plejede. Men det gjorde ikke noget, det smagte godt, og Dylan havde haft brug for det. "You've got some mad running skills yourself" grinede han stille, og smilede stort til ham. "Thanks for dinner.." sagde han blidt, og rødmede så eksplosivt da Toby spurgte om Matthew havde flirtet med ham. "Nej! God.. no!" sagde han rødmende "That guy hates me!" udbrød han så. "Han kan bare bedst lide at argumentere.. nøgen åbenbart.." mumlede han lidt stille og pillede ved en skorpe på sin tallerken og rømmede sig stille.
"Soooo.. Toby.. kiddo.." sagde han hurtigt for at de skulle snakke om noget andet der ikke mindede Dylan om Matthews nøgne krop.. ahem. "You got any movies or something, we could watch?" spurgte han blidt og samlede tallerkenerne sammen og vaskede dem hurtigt af og stillede dem på plads.

Toby rystede lidt på hovedet "Du skal altså bare tag hvis du bliver sulten, vi har masser af mad" sagde han roligt og pegede på køleskabet, han brød sig ikke om at Dylan ikke spiste noget, så forsvandt han jo bare, og blev til ingen ting, det gik ikke! Han var han hans ven, og han skulle lige blive. Han så op og lyttede til Dylans forklaring og grinede så bare "Han kan godt lide at gøre mange ting nøgen" mumlede han bare, og smilede lidt, han betragtede hans rødmen lidt og nikkede for sig selv, han havde også rødmet de mange første gange.. det gik over. Han bestemt sig for han ikke ville rode mere i det, og kiggede lidt på Dylan da han spurgte om de skulle se en film, og skar lidt ansigt. "Yearh about that.. Matthew.. hats.. television" sagde han stille og sukkede "So we dont have one.. but.. we can se a movie on my computer maybe?" sagde han og sendte ham et smil. "But i only got bad movies" grinede han.
En halv time sener sad de to drenge i sofaen på Tobys værelse og så film, en eller anden åndssvag komdie, som Toby sad og græd-grinte over.. jesus fuck.
Matthew skubbede døren op og stod lige og kiggede på computeren, og så på drengene, Toby stirrede forvirret tilbage. Han sendte ham et blødt smil og lukkede døren bag sig "Hey guy, do you mind if i join?" spurgte han høfligt og stillede så 3 øl på bordet ved siden af computere, "Bought us some bear.." sagde han venligt, og slog sig ned ved siden af Dylan i sofaen, det var helt sikkert en dårlig ide at side ved siden af Toby.. det der udtryk i hans ansigt.. han var stadig sur.. altid sur.. ihh. "Wtf?" spurgte Toby irriteret og tørrede øjnene fra hans endeløse grineflip. "Just wanted to make it up to you guys, im sorry i was an asshole.. especially to you Dylan.. sorry" sagde han og kiggede Dylan direkte i øjnene, han håbede han kunne se han ikke mente det.. han sendte ham et falsk venligt smil og sendte så Toby et ægte smil og lænede sig tilbage med sin øl for at se den dumme film, og gøre Toby lykkelig.. shit happens.

Dylan gjorde nogen mærkelige bevægelser med sine hænder, og vidste ikke helt hvor han skulle gøre af sig selv. Arghh... hvorfor nøgen! "What?" spurgte han og så på ham med et blik der sagde why would anyone not have a tv? Men han sagde det dog ikke.. for det måtte han jo selv om, Dylan skulle ikke lære nogen hvordan de skulle leve deres liv, specielt ikke når han kunne huske sit eget. Han smilede stort "Jeg er game!" sagde han hurtigt, og endte op i sofaen med Toby. Det var faktisk hyggeligt..Dylans hjerne fik en pause, og han havde sådan et permanent.. smil på, fordi det var en åndsvag film. Og fordi Toby var glad. Han så op da døren gik op og fik øje på Matthew. Dylan sagde ikke noget, for Tobys ansigtsudtryk var ligesom nok. Matthew fangede hans blik kort, og Dylan holdt det fast et øjeblik. "It's okay.." mumlede han så og fjernede sit blik fra Matthews uden at kommentere på det yderligere. Men han endte op med at sidde anspændt i mellem Matthew og Toby i mindst en halv time efter det. Til sidst var der faldet nogenlunde ro over dem alle 3 siden de så film, og drak øl. Dylan havde ikke ligefrem haft lyst til at se Matthew resten af dagen, men det var virkelig vigtigt for ham at Toby havde det godt, og det hang nok ret godt sammen med at Dylan og Matthew ikke slog hinanden ihjel. Men Dylan havde svært ved at styre sine øjenlåg der blev ved med at glide i. Til sidst måtte han give op og han gled lidt længere ned i sofaen på sin plads, og et øjeblik efter gled hans hoved ned på Matthews arm, hvilket han bestemt ikke vågnede af, han sov videre.

Toby forklarede hurtigt Dylan at Matthew var lidt oldfashion med nogen ting, og han havde vægtet en pejs højre end et tv.. men Toby var egentlig ligeglad, han kunne godt lide deres stue, den var rigtig hyggelig, varm og hjemlig. Matthew lænede sig tilbage i sofaen med sin øl og skulede lidt til Toby en gang imellem, men det så ud til at han var vendt tilbage til filmen, så var hans vrede måske gået over nu.. han kunne håbe.. han hadet at være uvenner med Toby. Matthew prøvede at følge med i filmen, men han havde ikke set starten og han havde siddet og gloet lidt på Dylan og Toby.. og nu gav resten bare ikke helt mening. Han skævede til Dylan da han faldt i søvn og han valgte at det skulle gå ud over Matthew.. hvorfor ikke Toby, Toby var bedre til at håndtere den slags! Han stirrede lidt på Toby der bare fniste lidt og slukkede for computeren. "Han sover hos dig" brummede Matthew bare men flyttede sig ikke, han ville heller ikke vække Dylan igen.. han havde ellers sovet hele natten.. og dagen.. var han virkelig træt igen? Hmm. "Han sov hos mig igår, din tur" drillede Toby og rejste sig fra sofaen og gik ud på sit badeværelse for at børste tænder, Matthew sukkede irriteret. "Rigth" mumlede han bare og kiggede lidt på Dylan.. nå ja så meget skade kunne han vel heller ikke gøre når han sov. Han rejste sig så og fik Dylan samlede op i sine arme, han vejede ingen ting.. pjok. Han smed ham i sengen på sit eget værelse, og dæmpede lyset så det ikke ville vække Dylan. Han hjalp så Dylan med hans tøj, han var åbenbart helt væk. Han smilede lidt og pillede ved hans underbukser.. nej.. nejnej.. han ville bare hade ham mere end han allerede gjorde. Han gav ham dyne på og lod ham beholde sine underbukser på. Han gjorde sig færdig, og kravlede selv nøgen ned under den anden dyne og slukkede lyset. Han fandt selv ret hurtigt i søvn, mhmm møde imorgen..hm.

Dylan sov fra at blive båret i seng samt få taget tøjet af. Han rullede sig bare sammen under den dyne der blev kastet over ham og pustede ud mod sengetøjet. Helt væk.. mmhm.
Han vågnede om morgenen ved at der kom lidt svagt morgenlys ind, og fik gnedet sig lidt i ansigtet. Var han faldet i søvn? Det måtte han havde gjort.. God.. Han satte sig lidt op og så sig desorienteret rundt i lokalet og rynkede sine bryn i en undrende grimasse. Matthews værelse? Men.. hvor sov..? Han drejede hovedet og fik svar da Matthews mere eller mindre nøgne krop lå mindre end 30 centimeter fra ham. Han rødmede og kvalte en lille bitte lyd bagerst i halsen. HVORFOR SOV DE SAMMEN. Men han forblev stille.. mussestille, så han ikke vækkede ham.. det havde han dog ikke fortjent. Han luskede ud fra under dynen og prøvede at finde sit tøj, og tog det i armene før han smuttede ud af værelset og åndede lettet op. Han stod lidt.. mærkede det kølige gulv under sine fødder, betragtede det grå morgenlys der faldt ind hist og pist og trak vejret dybt.. Toby virkede ikke til at være stået op, så han var den første på benene. Det gjorde ham ikke så meget, det gav ham måske lidt tid til lige og sidde og tænke ved køkkenbordet som han havde gjort dagen før, indtil han altså fandt sig selv bundet til Matthews seng.
Dog skiftede han mening på vej ud i køkkenet... he could use a shower. He really could. Han stod ubeslutsomt et øjeblik og skævede fra badeværelse til køkken, før han besluttede at badet vandt. He shimmyed out of the last clothing item, and went to the bathroom, hvor han lagde sit sammenfoldede tøj på vasken og trådte ind under bruseren som han tændte.