Running time - Dylan

Efter en lang løbe tur stoppede Matthew op midt i skoven, hans skov. Hans øjne var ildrøde og hans ansigt var fortrukket til det dyriske, han havde forvandlet sig fordi det gik hurtigere sådan. At løbe på alle fire. Nu rettede han sig op og hans øjne var igen mørke, mørke brune øjne, indrammet af et sæt sorte øjenvipper, han havde et pænt ansigt. Alt var perfekt. Han tog motorcyklen og efter et par hurtigere minutter stod han hjemme hos Kira. Det tog ikke lang tid, de snakkede ikke meget sammen, de snakkede aldrig sammen, men på det sidste havde de slet ikke snakket. Efter deres anden tur lå de i sengen og delte en smøg, det gjorde de altid. "Så ham Dylan, kneppede du ham i røven?" spurgte hun, der var ingen følelser, ingen tegn på jalousi, eller vrede, ikke engang bekymring, hun var bare nysgerrig. "Ja, i røven" sagde han og pustede den tygge røg ud. "Gjorde det undt?" spurgte hun og smilede, sådan et rigtig Kira smil, ikke at hun var ondskabsfuld, hun var bare.. Kira, som Kira nu var. "Det tror jeg ikke, jeg tror han har prøvet det før.. at blive kneppet i røven" sagde Matthew og trak på skulderen og rakte hende smøgen. "Nååh.. " sagde hun imens hun tog et hiv. "Skal vi ryge os skæve?" spurgte hun så, endnu en ting de plejede at dele, faktisk plejede de at tage stoffer sammen, inden de havde sex, men det var som om de havde glemt det på det seneste, og nu da hun spurgte ham så direkte, måtte han ryste på hovedet, nej han havde ikke lyst. "Ikke nu, jeg skal køre hjem" sagde han så, og så måtte han ud af sengen og i tøjet, hun sagde ikke noget, røg bare videre, til asken ramte senge tøjet, men hun var ligeglad.. hun vaskede det måske sener, eller også gjorde hun ikke, han var ligeglad. "Tager du hjem og knepper ham nu så?" spurgte hun da han havde fået tøjet på og var klar til afgang. "Nej det tror jeg ikke, det var kun i heat" sagde han og trak på skulderne og så gik han. "Ses" hørte han hende råbe, men han svarede ikke, han tog hjem.
Da han åbnede døren ind til lejligheden, lagde han med det samme mærke til den nye duft, og trak vejret stille, han var på vagt.. først havde han tænkt at Toby var kommet hjem, men ret hurtigt havde han forkastet den synopse igen, for det lugtede ikke af Toby, Toby var stadig væk, stadig sur og ked af det.. og Matthew var stadig ligeglad. Han gik ind i køkkenet og så sig omkring, lyttede, hvem var her? "Dylan?" kaldte han højt, for han kunne også lugte ham, ham og en anden.. havde han sex med en? Med postbuddet? Pizzamanden? Havde han bare ringet efter en? Var han så trængende. Et stik af dårlig samvittighed ramte ham.. men han trak på skulderne, og det var væk igen så hurtigt som det var kommet, han var ligeglad.

Dylan blev stående med lampen højt hævet. Han var en varulv, så egentlig var lampen temmelig overvurderet... men det holdt ham dog på afstand, hvilket købte Dylan betænkningstid. Denne.. Chris blev stående, og så lidt undrende på ham... og ovenikøbet lidt såret også. Men det var måske ikke så mærkeligt, hvis det som han påstod var sandt. Men Dylan... han bed sig i læben, han kunne intet finde ved fyren som virkede bekendt.. der var intet inde i ham som rørte sig der hvor det eksempelvis rørte på sig når han så på... Han rødmede. Og så gik døren op og både hans egen, og Chris opmærksomhed blev vakt "M..." Dylan blev halvkvalt i navnet, men han kom dog hurtigt igang igen "Matthew!" råbte han så lettere panisk, for han kunne ikke...deale med det her alene, og han ikke kunne lide at denne her... mand ikke bare kunne gå! Så han kunne tænke "Matthew help me, please" pev han så, og lod sig glide langs med væggen med sin lampe. "Dylan.." begyndte Chris og Dylan rystede lidt med lampen mod ham "Nej!" sagde han hurtigt, for at afbryde ham. Som sagt, han kunne ikke helt... kapere det her.

Matthew gik efter lyden af to bankende hjerter, begge to meget for hurtigt, men det ene mere end det andet, han regnede med det var Dylan. Var Chad virkelig så dum? Han bed tænderne sammen da Dylan kaldte på ham, måske skulle han tage en kniv med den her gang, og give Chad en ordenlig læresteg? Fucking idiot, han havde bare ingen respekt! Han tog trinnene op i en hurtigt fart og fulgte Dylans stemme og hjerte til stuen. Han stoppede dog op i døren da han lige skulle.. sluge scenariet. Bare synet af Dylan med lampen fik det til at trække i hans mundvig, havde han glemt at han havde klør og knive i munden? Han vendte sig så mod fjenden for at gøre en ende på Dylans.. ja hvad man nu kaldte det der.. men da han fik øje på fyren frøs han igen, og stod bare og kiggede lidt. Han gispede så til sidst for at få luft ind, fordi han havde holdt vejret. "Chris?" brummede han stille og så over på Dylan, han havde regnet med Chad.. ikke Chris. "Hmm" mumlede han og gik hen til Dylan, og tog blidt lampen fra ham, "Hvad forgår der her?" spurgte han så Dylan. Han kendte godt Chris.. eller han kendte ikke Chris, man han kendte hans storesøster.. Kira. Han havde spist til aften med Kira og Chirs, og deres forældre.. mere end en gang.

Dylan så op da Matthew viste sig, synligt lidt mere lettet end før, men stadig frustreret. Chris vendte sig mod den nyankomne, og så undrende på Matthew. Dylans blik blev en anelse skeptisk. "Kender... kender du?" begyndte han så stille. Chris virkede ligeså forundret. Dylan lod dog Matthew overtage lampen. "He just... appears on the doorstep, asking for a Mrs. Jenkins.. and of course, nobody here is known as Mrs Jenkins.." sagde han og tog en dyb indånding "And then he proceeds to hug me, and telling me that he knows me, that we're..." Dylans ansigt eksploderede i farve et øjeblik og han lavede nogen mærkværdige fagter der ikke indikerede noget specifikt. Igen det der sårede blik fra... Chris. "I bund og grund, jeg ved ikke.. jeg kender ikke Chris.." mumlede han. Chris rømmede sig "Matthew.." mumlede han, lidt mere respektfuldt. Deres familier var på god fod med hinanden. "Jeg kender Dylan.. Faktisk bedre end ret mange andre." sagde han så og rømmede sig igen. "As I told Dylan, we we're actually dating before he dissapeared." forklarede han. "But I don't recognize you!" demonstrerede Dylan så, lettere panisk "Nothing! Not even a spark! Sure.. you look like a nice guy, but I wouldn't.. I would need something more than just good looks.." sagde han så forvirret, og så derefter på Matthew. Hvilket han ikke skulle have gjort, men nu havde han jo gjort det. For helvede. Chris virkede såret, men han kommenterede ikke på det. "Hvor... hvor kender i hinanden fra?" spurgte Dylan så forvirret.

Matthew rystede lidt på hovedet "Næh" mumlede han så bare og lagde en hånd mod Dylans ryg for ligesom at berolige ham, "But he isn't going to kill you, so please.. dont use my lamp as a weapon.. its antique and really expensive" brummede han så og stillede lampen fra sig på en af hans mange bog reoler, han kunne sætte den på plads sener. "Yes" brummede han og skævede kort til Chris men lod bare Dylan tale ud, han skulle vel høre historien fra begge parter var det ikke sådan man gjorde den slags? To små børn der var blevet uenige over et eller andet, og den ene sagde at den anden havde gjort det og omvendt, og så var han den voksne der skulle afgøre hvem der var mere irriterende end den anden, og så give den mest irriterende skylden, og så en tur i skammekrogen.. That sounded nice through! "Hmm" brummede han og så over på Chris igen, og vendte tilbage til Dylan da han blev ildrød i ansigtet, "Okay?" sagde han en smule forvirret, og vendte sig mod Chris da han begyndte at forklare sin version. Han gik dog i stå efter.. date delen.. hørte slet ikke efter mere.. what? Han stod bare og stirrede på Chris imens det langsomt gik op for ham.. meget langsomt.. åh.. åh.. åh! "No, thats just his boyfriend, Declan.. something.. i dont know.. i dont care.." hviskede Kira.. "Dident know Chirs' got a boyfreind" svarede Matthew, "Whatever" hviskede Kira, "Chris is an idiot.. come on.. fuck me.. i can get them to leave" grinede hun, og Matthew havde grint og så havde han kneppet hende, så hun havde råbt så højt at de to fyre inde ved siden af havde fået tralvt med at komme væk..... That boyfreind.. Was Dylan.. shit! "OMG!" sagde han så højt og slap Dylan. "IM GOING TO KILL HER!" råbte han og tog fat i Dylan igen, denne gang omkring hans arm og trak ham efter sig, han var ligeglad med hvad han ville eller ikke ville. "And.. Chris.. Get the fuck out of here.. and come help me kill your sister" sagde han højt og satte bare kurs mod garagen. Da han havde smidt Dylan ind på sædet satte han i gear og så var de allerede på vej. "Shut up" sagde han bare. Resten af turen skruede han så højt op for radioen at Dylan eller Chris ikke kunne sige en skid.. eller høre en skid nærmere.. han var så rasende.. hun vidste det! Hun vidste det hele tiden! Hun havde set Dylan før og hun sagde ikke en skid! Hun kunne have hjulpet ham! Hjulpet ham med at finde hjem! Argh! Han havde.. shit! Han havde været sammen med Kiras brors kærester.. after this he was going to comide suicide.. yep. Han holdte foran Chris og Kiras hus og ventede ikke på de to drenge inden han bare gik ind og fandt Kiras værelse.. da han åbnede døren lå hun på sengen og tyggede tyggegummi, som om hun lige havde erobret verdens herredømmet og nu lå og dasede den efter en lang dag.. dronning selvisk! "Kira!" råbte han, og hun vendte langsomt sit blik mod ham, dog uden at gøre noget, "What?" sagde hun, og lød en smule irriteret over at blive forstyrret. "Why dident you say that you knew Dylan?!" råbte han af hende, og havde bare lyst til at smække lidt mere med døren for at understege sin vrede. Han kunne se i hendes øjne at hun genkendte hvad han talte om, men resten af hende var bare så.. ligeglad.. så det gav ham kvalme. "Dont know what you are talking about hot stuff" brummede hun og lavede en bobble med sit lyserøde tyggegummi. Han tog sig til hovedet og gispede, han var så vred, "I fucked your brothers boyfriend" gispede han til hende og slog sit ansigt mod dørkarmen med vilje.. argh! Han kunne skimte et smil om hendes læber, "You did?" hun fniste, men han vidste at hun vidste det.. hun var bare så.. iskold.. og lige nu.. argh! Han stod imellem at have lyst til at kneppe hende eller smadre hende.. mhmm.. what to do what to do.. "I love you when your mad.. why dont you come on over here babe?" hviskede hun.. silkeblød stemme.. hun rullede rundt så hun lå på maven, og han fik udsyn til hendes magtfulde kavalergang.. hun lavede en bobbel mere.. "Come on.." hviskede han og vinkede ham mod sig med sin lange pegefinger og lokkende øjne. Det var Dylan og Chris der fik ham ud af hans trance da de endelig havde fundet frem til Kiras værelse. Hun satte sig op.. og hendes forførelse var forbi, nu så hun bare sur ud, "What is this? An treesome.. please go do it somewhere other then here.. im trying to concentrate here.." sagde hun og kom elegant på benene, imens hun slendrede over til sit skrivebord og satte sig ned og åbnede sin computer.. iskolde ligeglade bitch!! "She knew.." hviskede han så bare.. håbede at Chris havde tænkt sig at gøre noget.. for han var absolut ikke manden for det.. hun kunne få ham i sin trance anytime..

Dylan så lidt på Matthew og derefter på lampen. "Sorry.." mumlede han. Måske også lidt til Chris. En lille smule. Han kendte ham jo ikke, han kunne ikke vide om han havde elsket ham, men han havde reageret på sit navn.. det havde ligesom.. udløst et lille fyrværkeri inde i ham.. han ville bare gerne... mærke det samme igen, vide at det var den ægte vare. "But, I.. wait.. Matthew I don.." begyndte han da han greb fat i ham, men Mathew halede ham med sig alligevel. Han så efter ham da han forsvandt ind i huset... og blev siddende. Han lagde slet ikke an til at rejse sig. Chris var til gengæld lidt ubehagelig tilpas og kunne vidst ikke finde ud af om han skulle blive hos Dylan eller redde sin søster. "Fuck.. fucking Kira" mumlede han lidt vredt, og så derefter på Dylan "Dylan.." begyndte han i et lidt blødere tonefald, som Dylan ikke helt kunne holde ud at høre på så han åbnede bilddøren og stod ud "Jeg skal bare se om Matthew stadig er i et stykke" mumlede han så og steg ud. Det var en dårlig undskyldning, men han kunne ikke sidde i samme bil som ham og lade som ingenting, når det åbenbart ikke var ingenting. Han gik forsigtigt indenfor, og fandt frem via Matthews vrede udbrud. Han stoppede lidt inden døren, og så var Chris lige i hælene på ham, og gik forbi ham for at kunne se ind i værelset. Han var nok lidt interesseret i om Kira stadig levede.. men det gjorde hun, i bedste velgående. Dylan følte sig temmelig fremmed i det her, den eneste han var.. bekendt med var Matthew, og han virkede som om han var okay, og det var ligesom.. det. "Kira.. Damnit" mumlede Chris så... en smule forvirret, for han forstod ikke rigtig hvorfor Matthew var så vred. Men så blev han selv lidt vred. "You should've told me where he was! I've been worried sick!" sagde han så vredt, og sukkede, for han vidste det ikke nyttede noget at råbe af hende, hun var ligeglad. "Whatever.." mumlede han så "Det vigtigste er at han er okay.." sagde han så og skævede til døren, og derefter til Matthew. "Jeg følger ham hjem.. jeg gætter på i selv kan ordne... whatever your problem is.. you're adults after all.." mumlede han "And Dylan needs me." tilføjede han så til sidst. Dylan var dog gået udenfor, og havde åbnet bildøren og sat sig på forsædet hvor han bare sad.. han havde lidt brug for ro, til sit forstyrrede hoved. Han havde ikke noget at sige til Kira.. han havde aldrig forventet noget af hende, så hvorfor skulle hun have fortalt ham noget? She had no interest in him, she only cared for herself.. and maybe Matthew, he didn't really know about that. Chris så kort på dem begge to, inden han gik ud af døren.

Matthew stirrede bare på Chris, som ikke gjorde noget som helst, hvorfor slog han hende ikke? Forstod han ikke hvad det var hun havde gjort. Han åbnede munden og lukkede den så igen.. Chris vidste ikke han havde haft sex med Dylan.. Kira vidste det, og Dylan vidste det.. og hvis Chris fandt ud af det så ville han måske.. åh.. måske var det bedste han ikke fandt ud af det. Puuh. Han stirrede bare efter Dylan da han skred, han forstod ham godt, han var dårlig til drama, han var virkelig dårlig til konfrontationer.. det havde han da lært om Dylan. Han stirrede irriteret på Chris. "Idiot" brummede han bare af ham og rystede på hovedet. "He dosent need you.. he dosent know you" hviskede han med sammenbidte tænder.. han lod dog bare Chris gå, måske ville Dylan med ham alligevel.. idiot. "Wauw" mumlede Kira bare, hun havde sat sådan noget irriterende popmusik på og sad nu og lagde neglelak, det stank! "Shut up.. you are a horrible bitch Kira.. you knew.. and you dident tell me.. how am i supose to trust you, if you are keeping stuff like that?" sagde han og trak vejret dybt, ikke råbe.. ikke råbe.. "Fuck you Matthew!" råbte hun bare arrigt.. hvad var det han havde gjort? "How am i supose to trust you, when you are out there.. banning helpless boys! Littel boys, who dont know who they are! You are sick Matt! You where just using him! And know that you cant.. you are coming back here.. blaming me! Get the fuck out!" råbte hun, hun havde rejst sig og stod nu foran ham med ild i øjnene, og en hånd klar til at slå ham i brystet. Han stirrede på hende og smilede så bare lidt "Right.." brummede han og så skred han.. hun havde jo egentlig ret.. han var lige så slem som hende, var han ikke? Det var han vel.. men hun var syg i hovedet på sin egen måde.. at hun følte at hun skulle tage hævn på den måde.. det var sygt.. hvis de virkelig var i et forhold, kunne de sgu have snakket om det.. men yearh.. det var de nok ikke.. og blev det aldrig. Han gik uden for og stoppede op ved sin bil, han betragtede Chris og Dylan. "Hey" sagde han og brød ind i deres samtale, han ikke vidste hvad handlede om. "His not going home" sagde han så bestemt, "and his not your fucking boyfriend anymore, "Come on Dylan, lets go.." brummede han og satte sig ind på føre sædet og tændte bilen.. det var ikke hans mening at være sur på Chris, han havde jo sådan set ikke gjort ham noget.. han var bare vred i det hele taget lige nu.. og orkede ikke mere.. han skulle bare hjem, og Dylan skulle med.. bum.

Dylan lod sine hænder køre igennem sit hår.. det var blevet ret langt.. ikke at det generede frisuren så meget, det var bare... lidt mere viltert. Det var faktisk ret godt vejr i forhold til hvordan han havde det, men vejret kunne jo heller ikke være afhængig af hans ve og vel... vel? The sun felt nice though... felt like beams of heat, searching down his face, tickling the neck of his shirt. Those last whispers of summer. Han sank stille. Why had he ended up in this mess? What was the point of all this? Why couldn't people just have.. what they wanted and not be sad? Well that wasn't possible, because it would make somebody else sad. Damnit.
Chris skridt hev ham ud af sine tanker, og han løftede hovedet og så kort på ham. Han gled ned og sidde foran ham og smilede blidt til ham "Hey.. Dylan" sagde han stille. Der var noget i hans blik der gav ham dårlig samvittighed, gav ham lyst til at undskylde for den måde han havde behandlet ham på. Det var ikke fair. Han havde ikke været fair overfor ham. "I'm not the only one who misses you.. you know" hviskede han så, hvilket fik Dylans opmærksomhed. "Your sisters? Susie and Jane? And baby Jenna? She really misses you, she's been sleeping in your bed since you dissapeared.. what happened Dylan?" spurgte han stille og rørte ved hans knæ. Det fik Dylan til at komme tilbage til virkeligheden igen, han havde været fuldstændig i trance, stirret sig blind på Chris mund som om han talte selve livets sprog. Navnene. De havde alle sammen påvirket ham som hans eget. Der var nogen der savnede ham, han havde en familie. Han havde nogen. Han var ikke alene. Det var en lille smule overvældende. "Let me take you there? Home?" tilbød han så. "No" udbrød han så, uden overhovedet at have tænkt over svaret, og chokerede faktisk sig selv en lille smule. Men han kendte jo ikke Chris. Ikke ordentligt. Ikke.. nok til at stole på ham. Chris så lidt overrasket ud, og tog sin hånd fra hans knæ, idet Matthew kom udenfor. Dylan så op, han havde ikke rigtig forventet at se Matthew igen. Men lige nu var han faktisk den eneste han kendte og stolede på. Og Matthew var åbenbart enig, og gav Chris en over nakken.. verbalt, med det der kæreste halløj. Dylan så kort på Chris "Sorry.. Chris I.. don't know.. yet.. but thank you okay? Thanks for telling me about.. yeah" sagde han stille og satte sig så ind i bilen og lukkede døren og mærkede den køre væk. Han trak vejret dybt. Letting it all sink in. He knew more about his backstory, not a lot.. but more. Han så lidt på Matthew der også var stille, måske ville han bare gerne være i fred? Måske.. "Are you.. okay? Do you need anything?" spurgte han så stille. Han virkede oprevet.. måske bare et eller andet..? En is måske?

Matthew surmulede lidt på vejen, han var frustreret.. han var ikke klar til det her, han havde ikke lagt nogen plan endnu! Han havde ikke regnet med det ville gå så hurtigt, Dylan havde kun været væk hjemme fra en månedstid.. Matthew havde ikke regnet ud hvad han skulle gøre endnu, han kunne jo ikke bare sende ham hjem, sådan uden vider? Kunne han? Han rystede på hovedet for sig selv, nej.. ikke bare sådan.. de måtte lige.. tænke logisk først.. det ja.. desuden var han ikke sikker på hvilken pack Dylan tilhørte, men et par telefon opringninger, og han ville kunne finde ud af det på ingen tid. Men hvordan forklarede han Dylan det? Han var ikke bedre end Kira.. han havde holdt oplysninger hemmeligt for Dylan, han kunne have fortalt ham det fra det øjeblik han opdagede han var varulv, men han havde ikke gidet undersøge det.. han kunne have sendt den lille forvirrede triste dreng hjem.. men han havde været for selvisk, havde han ikke? Hvorfor havde han ikke bare sendt ham hjem? Han ville jo ikke have ham der alligevel!! Han sparkede så hårdt til bremsen at de begge to fløj frem i sædet, han drejede skarpt til højre og bilen trillede ud i rabatten, hvor den til sidst holdte stille. Han hamrede sine knytnæver mod rettet et par gangen inden han lænede sig over det og og sukkede vredt. "Fuck" brummede han så og lænede sig tilbage. "Im sorry..." hviskede han ud gennem sammenbidte tænder.. "Im gonna take you back.. you need to go home.." hviskede han og hamrede sine hænder mod rettet igen.

Eftersom Matthew ikke reagerede, tav han sådan lidt langsomt.. Der var nok ikke specielt meget at sige. Måske skulle de bare.. hjem.. hjem var nok ikke en dum ide. Matthew havde dog andre planer, og han havde nær banket panden op i forruden hvis ikke han havde haft sikkerhedssele på. "Wo-woah.." sagde han forskrækket, og krympede sig en gang da Matthew begyndte at hamre på rattet "Matt..." pev han og krympede sig lidt igen da han blev ved "Matt please.. Matt!" pev han forskrækket. "Please come on.. don't... we.. You guys can probably fix this right? I mean.. if you have been dating for a long time.. der er altid problemer i alle forhold ikke?" begyndte han så forsigtigt, fordi okay.. Matthew var vred og ked af det, eller et eller andet, og han.. ville bare så gerne hjælpe. Han stilnede lidt af da Matthew undskyldte til ham, eller.. undskyldte.. og bagefter sagde han ville tage ham hjem, og så hamrede sine hænder ind i rattet, hvilket fik Dylan til at krympe sig lidt igen. "You don't have to go Matt... it's okay, I can like.. go.. I'll get the details from Chris it's not... you could just.. not come with me" mumlede han så. Han skulle jo ikke blive vred over det, han skulle ikke.. han behøvede ikke, Dylan kunne godt selv. Han havde jo også tænkt sig at gøre det, det var bare kommet bag på ham. Så han havde bare haft brug for at trække vejret lidt. Det var ikke Matthews skyld, eller.. Det håbede han ikke han troede i hvertfald. Det var ikke nogens skyld. "Maybe my memory will return when I see them, and I'll pass out on the floor, or vomit or something equally embarassing, and I wouldn't want you to see that anyway you know so maybe... yeah, don't... feel obligated. I'm a big boy, and.. Chris told me that they miss me too.. so they will.. hopefully be happy to see me again" sagde han så stille.

Matthew gemte sit ansigt i sine arme og bed tænderne hårdt sammen, han havde aldrig følt sig så.. ja.. sådan som han følte lige nu.. han vidste hverken op eller ned.. han burde tage Dylan hjem, det var så utrolig selvisk ikke at gøre det.. og hvorfor gjorde han det ikke bare? Hvad ville han med Dylan? Hvad skulle de blive til? Absolut intet.. der var intet mellem dem.. det var bare sex.. og det var overstået nu, og de ville aldrig have det igen.. så hvorfor skulle han overhovedet.. åh! Han bed tænderne sammen igen. "Dylan.. there's a reason i dident take you home.. back then.." hviskede han så, okay.. tænk! "Er need to.." hviskede han og vendte sig ansigt mod ham og sukkede da Dylan sagde han gerne ville hjem, "I understand.." hviskede han, "But i drive you.." sagde han så roligt, "But first i need to tell you something.. and you may hate me after, and i dont blame you.." hviskede han stille. "I found you in the woods, you where covert in blood and dirt.." sagde han så og sukkede, "I think that.. you have been exposed to attempted murder.." brummede han stille "And something went wrong.. i dont know.. but instead of dying, as you where suposed to.. you lost your memory.. and somehow you.. got away.." sagde han og tog en dyb indånding, "Thats what i think.. but.. thats.." sagde han så stille og lukkede øjnene et par gange og åbnede dem, "We dont know who tried to kill you.. it could be anybody, and we dont know the motive.. but.. i maybe think you have pissed someone off.. and that someone.. could be somebody in your pack.. it could be your best freind.. or.. it could be Chris.. his from a really.. crazy family.. yearh.. but if we say that it is some of them.." sagde han roligt, "Chris would tell them that your alive.. and know your killer will know that he'd failed, and come after you.. and if you go back there.. i just.. its really a bad idea.." sukkede han og gemte sit ansigt igen, "Sorry" hviskede han stille, "But i dont think that.. you can trust.. them.. and thats why i dident tell you at first.. i tried to make a plan or something, but i dident know what to do.. and then there was full moon.. and heat.. and yearh.. i forgot.. and now its to late.." hviskede han.

Dylan så på ham og rynkede sine bryn lidt, og lyttede. Hans blik blev forvirret jo længere ind i fortællingen han kom. Wow.. "Why would somebody try to kill..." begyndte han, men klappede så i, og drejede hovedet langsomt mod Matthew igen. Der var noget ændret i hans blik. "You knew.." begyndte han så helt stille. "You knew who I was... Didn't you?". Det første han havde sagt. Back then. Dylan havde haft sine mistanker.. han havde villet konfrontere ham med det den nat hvor der havde været fuldmåne, men.. Så havde Matthew bare været så.. u-Matthew-agtig, og venlig og alting. "You're an alpha, you know a shitload of people.. werewolves..". Og så havde han taget sin sikkerhedssele af og var kravlet hurtigt som lynet over i skødet på ham, og grebet fat i hans krave "Why didn't you tell me?! Why didn't you at least.. tell me who I was? Gave me a name, some names, something! Anything Matthew.." sagde han forpint. "I thought I was alone for christ sakes! I thought... Fuck..." pev han så da vreden ligesom gik af ham, som fyrværkeri der mistede gnisten "Oh my god.." hviskede han forpint, og kollapsede så nærmest på ham. Head falling down on his shoulder. He was breathing heavy, like he was losing it. Der gik et minut. Så to. "I'm sorry..." hviskede han så, og vendte sit ansigt ind mod hans hals. His eyes were teary, og han snøftede stille. "So sorry.." hviskede han igen, og slap hans krave og lagde sine arme om hans nakke istedet, så det mindede mere om et kram. "I didn't.. I don't know what happened back in the woods.. just that.. I found you, that's it.." mumlede han "I don't know why someone would try to kill me" mumlede han og trak vejret tungt. "And I didn't know you were protecting me.." hviskede han. "I'm sorry Matthew". Han trak sig lidt tilbage, men flyttede sig ikke, og gned sig i øjnene. "Could we.. maybe just... go by them? Talk to them.. I'll explain to them that.. it's not safe to stay there.. or maybe it is, I might have an alpha in my family too? No.. no you're right, it's probably not safe.." mumlede han, og glattede hans tøj en smule der hvor han havde krøllet det. "But.. could.. could we?" spurgte han så stille, og så Matthew i øjnene.. han forstod ham godt hvis han var vred efter Dylans lille hysteriske anfald.. men han kunne ikke bære at vide at hans familie vidste han var i live, og han ikke kunne se dem.

Matthew nikkede forsigtigt "Yearh i knew.. but i dident try to find out.." hviskede han stille og så lidt på ham da Dylan pludselig kastede sig over ham.. måske ikke hvad han havde forventet, Dylan var ikke rigtig den voldelige type, men han forstod godt hvorfor han var sur. "Relax" gispede han og fik fat om Dylans håndled og skubbede ham bag ud, mod rettet, der var ikke noget plads at skubbe på! Christ! "Dylan!" gispede han og forsøgte at skubbe ham væk, men drengen havde sat sig godt til rette, og hans egen sele forhindrede ham i at rykke særlig meget til den ene eller den anden side.. shit! Han betragtede ham begyndte at slappe af igen, og han slap hans håndled og lænede hovedet tilbage mod nakkestøtten, christ! "No im sorry.. i was an asshole" brummede han og rystede bare på hovedet "I dident try to protecting you.. i was trying to find out who i could use you, against them.." hviskede han og rystede på hovedet "But then i started to like you.. a little.. and yearh.. now i just dont want someone to kill you.. you dont deserve that.. and if i can prevent it, i will" sagde han så og sukkede, "I dont know.. what pack you belong to.." sagde han stille og lod Dylan kramme ham, fordi.. puhh.. he needed it. "Dont trust anybody" hviskede han stille og sukkede, "Okay.." brummede han og gravede sin telefon frem fra lommen og tastede et nummer ind, "Okay.." sagde han igen og tog en dyb indånding, han lod dog Dylan blive siddende på sit skød, det var.. mhm.. ja. "Hey.. mom.. I need to know.. now" sagde han stille og kiggede lidt på Dylan "Oh.." hviskede han og spærrede øjnene lidt op og rystede på hovedet "Okay.. no.. i dont.. " brummede han og lagde hurtigt på igen. "Your name is Dylan Trace Argan and your pack leader and alphas names is Rose.. and ehm, i can take you there.. but i cant go with you... the pack you are from.. and my pack.. is not.. so.. yearh.. if i go there i would get killed" brummede han stille, "So i can park somewhere colse.. and.. you can go say hi? Okay?" sagde han stille, og lænede sig frem og kyssede ham.. fordi.. hvorfor? Han kyssede ham bare. I could be the last kiss.

Dylan sank stille, og nikkede så, yeah he was..kind of an asshole. But he was still there, he could have thrown Dylan out weeks ago, but he hadn't. .. også selvom han måske bare havde brugt ham. Det gjorde lidt ondt at tænke sådan på det, men varulve var ligeså menneskelige som alle andre, og havde fejl. Alle havde fejl. "It's not your job to protect me.." mumlede han så og rystede på hovedet, og lod en hånd glide gennem sit hår og sank så. Han rystede på hovedet, ikke stole på nogen.. got it. Han prøvede ikke at lytte til samtalen da Matthew ringede sin mor op og så lidt ned af sig selv. Han så hurtigt op igen siden samtalen varede utrolig kort tid, og så ham så i øjnene og lyttede intenst. Sugede ordene til sig som en tør svamp "My mum.." hviskede han så helt.. helt stille. Som hvis det kunne slippe fra ham, hvis han ikke passede på det. Like his brain was lighting up with fireworks of small pieces of memory, and he enjoyed it so much. Han vågnede dog op igen kort efter og stirrede overrasket på Matthew. "What?..Killed? Why?" spurgte han så og så på ham med et bekymret blik. Hvorfor ville de dog gøre det? Matthew havde jo.. han havde jo passet på ham. Eller.. han havde i hvertfald taget ham ind i sit hjem og havde ladet ham blive. Men de ville da ikke slå ham ihjel! No, Dylan wouldn't let them do that. "Yeah.. okay" hviskede han så stille, og nikkede "It's.. probably better that way.." fortsatte han og lagde ikke rigtig mærke til han kom tættere på før han kyssede ham. Først vidste han ikke lige hvor han skulle gøre af sine hænder, for han var ikke sikker på at Matthew måske lige pludselig ville fortryde det, og afvise ham igen.. for det ville han ikke helt kunne klare.. udover det var der chancen for at det aldrig ville ske igen. Måske var det Matthews måde at trække ham tilbage til virkeligheden.. måske var det fordi han gerne ville. Måske. Ligegyldigt hvad lod Dylan alligevel sine fingre glide op langs hans krave som han havde haft fat i før, men denne gang lod han sine fingre glide forsigtigt over den og om omkring hans nakke og lænede sig lidt mere ind i kysset.

Han bed tænderne sammen bag læberne og lod sine arme glide omkring Dylan og trak ham hårdt ind til sig, ligeglad med om at han kvasede ham en smule, han havde brug for det her. "I don't want you to go in there.. i don't trust them" hviskede han stille og sukkede mod hans læber, "I want to protect you" hviskede han og lænede sig lidt tilbage så han kunne se Dylan i øjnene og sukkede lidt, "I cant explain.. but i just can't go with you.." hviskede han og skubbede ham så blidt over på det andet sæde igen, han blev nød til at tage sig sammen nu. "This is a really really bad idea" hviskede han ud mellem sammenbidte tænder inden han fik bilen i gang igen, og vendte så om og kom hurtigt op i fart. Han satte kurs mod havnene, han vidste præcis hvor de forskellige packs holdte til, og hvor tæt man kunne komme på som varulv.. der var selvfølgelig fri zoner, hvor alle kunne færdes, der hvor Matthew boede var ikke hans packs tilholdssted, det var hjemme hos hans mor, han ville ikke blive pack leader før hun døde. Han satte ned i fart da han kunne dufte saltvandet.. og der dukkede flere og flere lager bygninger op jo tættere de kom på vandet. Han stoppede så langsomt op, da han kunne se vandet, et par blokke den vej og de ville være der. "Hmm" sagde han og kørte så vider, han havde aldrig været der før, eller jov på havnen, men han var ikke helt sikker på hvor han skulle sætte Dylan af, så han kørte langsomt, forsigtigt tættere på, han var nok lidt usikker.
En højlyd fik ham til at slå på bremsen, så de endnu engang blev kastet frem i deres seler. Det var lyden af et punkteret dæk.. to punkterede dæk. Han gav et forskrækket host/støn fra sig da noget tungt landede på taget af bilen, og så gled en krop ned over forruden og smilede på sådan en.. pisse irriterende.. du er gået lige i fælden.. måde. Han spændte sin sele op og åbnede døren så hurtigt han kunne, han skulle til at svinge sig ud, men så stod en anden fyr i vejen og lænede sig ind over ham. "Well well well.. isen't that the famous Matthew Dashner?" grinede han og smilede stort, "And.." brummede fyren og lænede sig til siden for at se hvem Matthew havde taget med sig på udflugt i forbudte zoner. "Fuck" hviskede han stille.. not good.. hw could run.. he could out run those guys.. but.. he couldent leave Dylan here.. He dident matter if they were his freinds and family.. he dident trusted them! Not at all! Fyren var frosset fuldstændig, og hans latterlige smil var forsvundet. "Dylan?" hviskede han og stirrede bare. Matthew fik sin fod til sig, og meget hurtigt koordinerede han den så den ramte fyren i brystkassen, han faldt baglæns og Matthew hoppede ud af bilen og smækkede døren, han lænede sig op af bildøren og knurrede lavt.

Dylan lukkede sine øjne og bed sig i læben. Det gjorde ondt, men det var en god form for smerte. Han nikkede stille.. han forstod det godt.. han kunne ikke gå med ham. Det var okay, det var måske også noget han var nød til at gøre selv. Men han var ikke enig i delen om at han skulle beskytte ham.. Han ville ikke have at det påvirkede Matthews liv, hvilket det jo ville gøre.. åbenlyst, specielt hvis Dylan var i fare for at blive slået ihjel. Han ville bare ikke bringe ham i fare.. eller Toby.. ikke engang Chad selvom han ikke kunne lide ham.. Eller Kira. None of them. Han lod sig skubbe over på sit sæde og og skævede lidt til Matthew, det var det muligvis.. en dårlig ide, men hvis ikke han tog hjem... ville de komme til ham. Chris ville vel fortælle ham hvor han var henne. Eller hvem han var sammen med, og så ville de finde ham alligevel..
Han fik et chok da Matthew hamrede bremserne i, og han fløj frem i selen igen. Det var lidt voldsomt med alle de opbremsninger der. "What.." begyndte han stille, og hørte så lydende af bilen der gav efter. "Matt..." hviskede han forskrækket og så hurtigt efter ham. "Matthew!" råbte han efter ham. Jeez, no! NO. Han gav sig til at kæmpe med sin sele så han kunne forfølge ham ud af bilen... men.. fuck! Fuck den sad fast, selen sad fast! Han asede og masede med selen, og skubbede med den til han kom ud af den. I mellemtiden var fyren fra før kommet på benene, og havde intenst gule øjne og en snerrende mine i ansigtet."Oh I'm going to hurt you soooo bad" hvæsede han "You're going down Dashner!" råbte han så og kastede sig over Matthew. "NO! STOP IT!" skreg Dylan inde i bilen. For fuck sake. Han fik vredet sig ud af selen og ud af vinduet, for han kunne heller ikke få døren op. Et øjeblik til og han ramte asfalten. Black out.
Fyren fra før greb Matthew i kraven "Not only do you dare, show your face on our territory, you kidnapped my cousin?" fnøs han og slog ham i ansigtet. Dylan vågnede et minut eller sådan noget senere, til deres hvæsen og knurren et sted foran bilen som han ikke kunne se. Han stønnede svagt og fik vredet sig det sidste stykke løs af vinduet i bilen, og kravlede så hen før han kunne rejse sig. Han så forvirret på den tumult af arme og ben der viklede sig sammen og rullede rundt over det hele. Hvorfor var det lige det her skete? Han kom på benene og løb de få skridt det tog over til dem og greb resolut fat i trøjen på fyren der havde stoppet bilen og hev i ham "Let go! LET GO I SAID!", men da han ikke lystrede bed Dylan ham i skulderen. Det fik ham til at hyle op og trække sig væk fra Matthew for at få fat i Dylan. "Dylan, what the fuck man?!".
Et sted ud af øjenkrogen fik Dylan øje på en kvinde der kom gående i et hurtigt tempo "Stop it please, he's my friend!" sagde han hurtigt, og så hurtigt mod kvinden "He is my friend!". Hun stoppede op og stirrede. Først på Matthew. Så på fyren der stod og forsøgte at gøre sig fri af Dylan, og så på Dylan. "Dylan?" hviskede hun så, og blev sådan helt underlig i hovedet før hun begyndte at tude åbenlyst "Stop it Daniel! It's Dylan, he's back.. he's home!" sagde hun så, og rakte sine hænder frem mod scenariet som om hun kunne stoppe det.

Matthew knurrede lavt, han var ikke forberedt på det her, han skulle være stoppet tidligere, men nu vidste han i det mindste hvor deres grænser gik. Det kunne godt have vidst, hans mor kunne godt have fortalt ham det! Han blev så overfaldet bag fra af ham der havde siddet på forruden, og han faldt ned på den våde asfalt.. han drejede sig og gav fyrene en knyt næve i ansigtet, men den anden fyr var kommet på benene og nu var det to mod en. Han kunne fjernt høre Dylans råben, "Just run Dylan!" råbte han, inden han fik et spark i maven. Han fik fat om fyrens ankel og rev til, så han ramte med baghovedet ned i asfalten, men den anden var igen over ham, han skulle ikke være kommet her, this was a bad idea! Han kunne mærke noget varmt væske der begyndte at løbe fra hans ansigt, en af dem havde brækket hans næse, og hav gav et højt hyl fra sig. Desværre var Matthew ikke typen der gav op, så han blev ved, og slagende blev ved med at komme, til han knap nok kunne trække vejret og hans ansigt var dækket til af blod.. så stoppede slagende, men Matthew blev ved til begge idioter lå på jorden som ham selv, he was the alpha. Han kom langsomt på benene, det gjorde undt over det hele! Han vendte sit blik mod kvinden der stod med udrakte arme og knurrede lavt. "What a warm suprise Rose.. thanks" brummede han og tørrede sit ansigt i sit ærme, det var så den skjorte. Han havde fået kontrol igen, han kunne bruge sin evne, og han tvang fyrene på jorden til at blive liggende.. helt stille. "Bitch" hvæste han og satte kurs direkte imod hende, vreden var eksploderet og han kunne ikke stoppe sig selv, ikke før han havde tyret en knytnæve i hendes våde ansigt så også hun lå på jorden, dog ikke så længe.. she was an alpha too.. they could fight to the morning rise.. no one could win. Han tog et skridt tilbage og var klar til at hun ville give ham igen.

Rose faldt ned på knæ, og lod en hånd glide op til sit ansigt. Lidt blod gled gennem hendes fingre, og dryppede på den sorte stenmasse under hende, inden hun løftede sit røde blik. "What.. have you done.. to my son?" hendes stemme lød kold og isnende, og hun kom langsomt på benene og tørrede sig under næsen, inden hun gengældte slaget. Dylan hørte det. Han havde måttet bakke væk under den tiltagende kamp, også fordi han havde flækket et øjenbryn under seancen så han kunne ikke se særlig meget, men han var blevet ved med at prøve at tale dem til fornuft. Der skete bare ikke noget. Der var ingen der lyttede.
Han så Matthew slå kvinden i jorden som havde råbt hans navn, og så hende komme på benene og Matthew der faldt. Dylan kom på benene og gik forbi Matthew, så hurtigt som muligt før han skubbede til kvinden, der måtte tage et overrasket skridt bagud. "Hold op!" sagde han vredt, og mødte hendes glødende røde øjne med viltre gule. "Lad ham være, lad os være!" hans stemme var tæt på at knække for han var.. så frustreret. "We're not here to cause bad blood, he's just helping me getting home!" sagde han så, og vendte sig lidt mod Matthew "Please..Matty" bad han så, for han ville ikke have at han kom på benene igen og mistede kontrollen, han så svært nok tilredt ud lige nu. Kvinden stod lidt lamslået og stirrede på Matthew. Hun så forvirret ud, som om hun ikke helt troede på det Dylan sagde, og som om hun gerne ville give efter.. og så den forvirring hendes blik udstrålede over at Dylan ikke genkendte hende "Dylan..?" sagde hun så, og hendes øjne var blevet blå igen, og hun rakte ud efter ham. Men han bakkede hurtigt væk, uvant med situationen bakkede han bagud mod Matthew så beskyttende som muligt. Hun gik ikke efter ham, men noget nedslået og nærmest besejret kom over hende. Han blev stående et ekstra sekund og så hende i øjnene før han vendte sig mod Matthew og gled ned på knæ "Oh.. shit.. I'm so sorry.. Are you alright?" sagde han bekymret og forsøgte at tørre lidt af blodet af hans kind. Dylans mor blev stående, og fulgte dem med øjnene før hun rettede blikket mod de to andre der var begyndt at komme på benene. Hun stoppede dem med en enkelt håndbevægelse, og rystede på hovedet. De virkede ikke glade, men de trak sig tilbage.. væk.

Matthew gav en høj knurren fra sig, da hun kom på benene, og slog ud efter ham, han beskyttede sit ansigt med sine arme, det kunne ikke klare mere lige nu, han var helt forslået, også selv om de fleste sår var healet eller på vej til det.. det gjorde jo stadig undt.. satans. Han faldt da hun slog, selvfølgelig gjorde han det, hvad havde han regnet med. Han kom dog hurtigt op igen for han havde ikke tænkt sig at overgive sig, og han havde ikke tænkt sig at løbe og lade Dylan være her sammen med den her flok hjernedøde hunde! Hvad fuck var meningen! Matthew stoppede dog op da Dylan stillede sig i vejen. Han tog sig den frihed til at trække vejret dybt og få lidt ro på, han bøjede sig ned og støttede sine hænder mod sine lår, det værste var overstået, men han havde det fint nu, and ready to keep on going! Bring it on! Men Dylan fik åbenbart idioterne til at holde op, hvilket betød at Matthew også blev nød til at stoppe.. hmm.. han havde stadig lyst til at smadre dem alle sammen.. så meget had og foragt.. they killed.. T.. To.. åh.. han bed tænderne så hårdt sammen at han troede hans hoved ville springe i luften, imens han blinkede som en vanvittig for ikke at få tåre i øjnene.. he hated her.. just wanted her dead.. so fucking dead. Han så op og smilede let til Dylan, han rettede sig op og nikkede, "Dont do that" brummede han og hev Dylan på fødderne "Im fine" brummede han og fandt hans mors øjne over Dylans skulder.. ja der var jo nogen der fik lov til at røre! En grum følelse gled ind over ham, men han rystede den hurtigt af sig igen.. Dylan var ikke noget våben.. han skulle ikke bruges imod dem.. nej. "Dylan" brummede han da Dylan begyndte at gnide rundt i det der blod, "You just making it worse.. here.." brummede han og fangede hans blik ved at ligge en hånd om hans hage og løftede hans ansigt en smule "See.. im fine" hviskede han stille og gav hans arm et klem. "But i think we should go now.. and after someone destroyed my car.." hviskede han.. åh fuck.. han elskede den bil.. argh! Det var der ikke tid til nu! "We need to walk.. " brummede han og kiggede igen på Rose. "Nice move.." brummede han bare til hende og fandt lidt tøvende Dylans hånd og begyndte at trække ham væk fra hende, væk fra det der helved.. de skulle ud nu.. væk derfra.. det var gået helt helt forfærdeligt! De blev nød til at ligge en ny plan! Det her var sindssygt! Men nu vidste de i det mindste at Dylan var i live.. og at Matthew ikke havde kidnappet ham.. så ville de ikke gøre hans klan noget.. håbede han.

Dylan stoppede med at forsøge at tvære rundt i blodet da Matthew så ham i øjnene "Okay... okay" sagde han så, og slap ham så blidt. Det var svært ikke at skæve bagud.. se på hende. Han kunne ikke genkende hende.. ikke sådan rigtigt. Han kunne godt se nogen ligheder.. men der var så få. Han vidste dog at hun var hans mor, han vidste det udemærket godt. Han kunne føle det i sit blod og i sin krop. Denne her kvinde var hans mor. Han lod blikket glide om på hende, og fik øjenkontakt. Rose rykkede en smule på sig. Det var tydeligt hun gerne ville nærmere, men hun gjorde det ikke. Hendes holdning havde også ændret sig markant, hun så træt og beymret ud. Som om skyldfølelse havde ædt hende op på det seneste. "Dylan.." hviskede hun så bedene. Dylan sank stille, og fornemmede hvordan det trak i ham... Matthew trak i ham. "I'm fine... I'm okay, he's my friend.. he is.. he is helping me" forklarede han stille, og bakkede med. Hun fulgte dem med øjnene, og blev stående til de var ude af syne. Dylans hjerte sank lidt i maven på ham. Men hun blev stående... og der var ikke nogen der fulgte efter dem. Hvilket jo var positivt. Hvad der ikke var så positivt var selvfølgelig Matthews bil... og dens status. Oh god..
"I'm sorry about the car.. I'll fix it I promise" sagde han stille og fulgte med ham. God... what a mess. This day was a mess. They needed a good day.. desperately. This was not a good day. Dylan og Matthew nåede hjem uden problemer.. eller..jo, lidt, eftersom folk stirrede temmelig meget på dem. Men det var vel normalt når man var smurt ind i blod. Dylan gav ikke rigtig Matthew noget valg da de kom tilbage til lejligheden, han hev ham med direkte op til hans værelse og hen til badeværelset "Here.. just... take a shower okay? I have some stuff to take care of, I'm not going anywhere, I promise" sagde han så blidt og gav hans hånd et klem. Han var nød til at ringe til sit arbejde blandt andet.. og undskylde sit fravær. Han så efter ham da han gik ud på badeværelset og blev stående, måske lidt for længe i forhold til de ting han skulle...
Så tog han sig sammen og skyndte sig ned af trapperne og fik fat i deres hjemmetelefon og... en telefonbog, som han også måtte bruge lidt tid på at lede efter. Han fik også ordnet det sådan at der blev taget vare på Matthews bil. He kinda owed him that much, og derefter fik han snakket med sit arbejde om fraværet.. de virkede forstående overfor hans 'sygdom'. Han lagde på og gned sig i ansigtet. Fuck... Men han fik ikke lov at sidde længe før det bankede på døren. Det første han tænkte var på Toby, men så igen... Han sank stille, og rejste sig så fra stolen, ikke helt tryg ved ideen om at skulle lukke op efter idag.

Matthew rystede bare lidt på hovedet, han kunne ikke deale med det lige nu.. han blev nød til at lægge en ny plan, han hadet ikke at have en plan, Toby var god til den slags, måske ville han hjælpe dem? Hvis han altså ikke stadig væk var sur og var flyttet ud for evigt.. han burde virkelig være kommet hjem nu. Han skulede til Dylan et par gange, men de sagde ikke rigtig noget på turen hjem.. han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Der hjemme gik han i bad uden et ord, og han tog sig god tid, både med badet og med at finde tøj bag efter, en lækker blå t-shirt med noget mønster på, og et par mørke jeans der sad tilpas tæt, men heller ikke for tæt. Han gik nedenunder og satte sig ved det høje køkkenbord imens han ventede på kaffemaskinen der var ved at brygge en kop kaffe til ham. Han så op da det bankede på døren, men Dylan var allerede gået ud for at se hvem det var. "Dylan stop!" gispede han og væltede stolen da han satte efter Dylan. Han nåede lige ind for ham, og lagde en hånd over hans læber, og lavede en "ssh" bevægelse med sin anden hånd, en finger foran læberne. Han lænede sig forsigtigt op af døren og drejede så stille han kunne låsen i. Han trak Dylan væk fra døren og baglæns igennem forhallen, til de stod tyve meter fra hoveddøren, de havde en meget stor forhal. "Tobys has keys.." hviskede han bare stille, og fjernede sin hånd langsomt, "If someone.. comes in.. run all you can.. my room.. go to the closet, there is a hatch under the carpet.. its an elevator.. it goes all the way to the parking garage.. here" hviskede han og fiksede nogen nøgler op af en mørkeblå jakke der hang på knagen inden køkkenet. "Its Tobys, a littel blue car.." brummede han, "Now you always no where to run.. if anything.. or anyone.. ever try to hurts you" brummede han og rettede sit blik mod døren igen.

Dylan stoppede halvt op da Matthew gispede efter ham, men nåede egentlig ikke andet før han var over ham, og det gibbede i ham da han lagde en hånd over hans læber, men han sagde ikke noget. Istedet stirrede han lidt på ham med store øjne. Han lod ham ovenikøbet trække ham med sig og forsøgte at tage det lidt med ro, selvom han inderst inde var rystet. Dylan så ud som om han havde tænkt sig at protestere. Men han var til gengæld også temmelig lamslået over... over at han gjorde det her. Det var så svært at vikle sin forståelse omkring at Matthew rent faktisk var en alpha der passede på andre, men at han også passede på Dylan.. der i realiteten intet havde noget med ham at gøre. Han var ikke engang hans pack.. ikke hans familie, ikke... rigtig noget. Men han passede på ham alligevel. Han rakte ud og fik fat i hans t-shirt, og trak ham ned og lagde armene om ham og trykkede ham ind til sig et øjeblik. På trods af hvor alvorlig situationen var.. så kunne han ikke helt.. Han var bare lige nød til at sige tak. På sin måde. Han trykkede sin næse kort mod hans skulder, så slap han ham igen da det bankede på endnu engang og en kvindelig stemme lød "Hallå? Undskyld? Bor der... bor der en Matthew Dashner her?" stemmen lød lettere forvirret. Dylan skævede til Matthew.. åbnede de? Hvis vedkommende ledte efter Matthew... så kunne de vel nok godt åbne? Eller.. ikke.. Han vidste det ikke. "Hvad gør vi?" hviskede han så stille og fangede hans blik. Han var ikke sikker på om der var nogen gode ideer...

Matthew brummede stille og skulle til at snerre af Dylan, nu skulle han altså ikke prøve på noget, han skulle bare være stille! Han prøvede faktisk at hjælpe ham her! Men Dylan gav ham bare et kram, og han stod bare lidt, uden at gengælde det, han forstod det ikke.. men Dylan kunne vel bare godt lide at kramme? Han skubbede ham blidt fra sig igen, det var der altså ikke tid til lige nu, desuden så stressede det ham altså lidt. Han lyttede til kvinde stemmen, men han genkendte den ikke rigtig, det var ikke nogen han kendte. "I dont know" hviskede han og rettede sit blik mod Dylan.. tænk! Han sukkede så "Okay.. go upstairs and hite.. dont come down until i ask you to" brummede han og skubbede Dylan ind gennem dørkarmen til køkkenet. Han tog en dyb indånding og fandt sine klør frem på ryggen, parat til en kamp hvis det skulle komme til det. Han gik hen til døren og låste op. Langsomt åbnede han døren en smule op og kiggede på kvinden, "Måske.. hvad vil du?" spurgte han så stille og fangede hendes blik.

Dylan kendte ikke sig selv. Men han lærte stille og roligt.. mere og mere. He needed that hug. He needed.. to know that Matthew was there, hear his pulse be steady. Det var bare noget han gjorde. Han var nok lidt sær. Dylan blev stående indtil Matthew skubbede ham næsten helt hen til køkkenet. Again.. why was Matthew doing this? Why was he protecting someone he didn't.. have any relations to?
Han gik op af trapperne, men stoppede halvvejs oppe og lyttede.
Pigen udenfor døren så op. Hun var nok ikke meget ældre end midt i tyverne, og hun mødte roligt Matthews blik. "Pull your claws back, I'm not here to fight.." mumlede hun så roligt, og skubbede sig forbi ham, og stoppede op inde for døren. "I'm here to talk." sagde hun så. Hun skimmede rummet for bevægelse, men hun så ingen andre "Okay. Mit navn er Jennifer." sagde hun så "Jeg er Dylans storesøster.." i samme øjeblik rakte hun hænderne i vejret "Don't go crazy on me now okay? We don't have a beef.. I'm not going to fight you" mumlede hun. "Hvorfor jeg er her.. er for Dylans skyld" forklarede hun så. "Han er min bror Matthew, han har været savnet i næsten halvanden måned.. vi troede han var død." det sidste sagde hun mere stille. "We just want him to come home.. we're a safe place for him to be, with people he knew.. we can... we can deal with the amnesia better than you" sagde hun så. "We can help him remember" sagde hun så. "Don't you want him to remember? To become a person again?" spurgte hun og fastholdt hans blik. Dylan stod stadig på trappen og lyttede, helt stille. "You're from different packs.. packs that hate each other, what did you imagine? That he would remember and not hate your guts? That he would forgive everything?" spurgte hun. "Be realistic.." mumlede hun. "You would want to be with your family too, if you were in that state..".

Matthew stirrede tilbage og knurrede lavt af hende da hun gik forbi ham, han trak dog kløerne tilbage, han havde ikke lyst til at slås, men han havde heller ikke lyst til at have hende i sit hus. "Right" brummede han og smilede venligt til hende, "So you cant a cup of coffee?" grinede han og rystede på hovedet af hende, "I dont have any reason to belive you, and you cant prove it, becasue he cant remeber" brummede han så lige så flabet og truende i tonefald som han syntes hun lød. "I dont trust you" sagde han så og kneb øjnene sammen og sukkede så da hun sagde en masse crap. "I know you can.. but im the only person he knows and trust right now.. so ofcause he wants to stay with me" sagde han så "Listen.. i really dont care.. i would love you to take him home, to his family and stuff.. but its really not up to me.." sagde han så stille "And you cant force him" sagde han stille og skævede mod trappen, "Dont even try" hviskede han og smilede så til hende, meget køn pige. "Dylan want to stay with me.. until we figure out who did that to him.." sagde han så, "And now you need til leave" sagde han roligt og pegede på døren.