Gadekamp i slumkvarteret - Clarissa

Deartháir mærkede godt smerten som hendes negle udgjorde omkring hans håndled, roligt tørrede han spyttet væk fra ansigtet, "det var en skam, det kunne være blevet en af de største" sagde han og lod en flamme opsluge hans hånd, og lod den glide videre op langs armen *det skal nok få hende til at slippe* han sendte hende et svagt smil

Man kunne tydeligt se at det gjorde ondt på Clarissa, hun blev ved med at holde fast og strammede grebet omkring hans håndled.
Hun bed tænderne sammen. Og klemte bare hårde og hårde til. Folk omkring dem begyndte at sige : "gør hende dog færdig så vinder du kampen" .. Clarissa kiggede på ham "for at være den bedste må man slå den bedste, og jeg er ikke slået ud endnu" sagde hun håneligt. Hun klemte stadig til.

Deartháir lænede sig helt ned ved siden af hendes hoved, "hør nu her snuske, jeg er den bedste i denne liga" sagde han og løftede hånden så meget han kunne få lov til grundet Clarissas greb om håndledet, og hamrede derpå en knyttet næve af ild lige midt i centrum af det fine brændemærke som hun havde fået

Clarissa så på ham, da han lænede hovedet ned til hende "du må da være gal" grinede hun, hendes greb slap da han hævede hånden. Hun kiggede på ham da hun så ildkuglen "åh gud" mumlede hun for sig selv, for hun vidste jo godt hvad han ville gøre og i det hun kunne se den nærme sig hende bed hun med det samme tænderne sammen. Men det var ikke nok hun udstødte et smertefuld skrid da hun kunne mærke den brændene føelse efter han havde fjernet hånden igen. Hun kunne godt mærke at hun havde tabt kampen hendes øjne blev tungere og sveden på hendes pande begyndte at dryppe "tillykke med den nye titel, du har vundet" mumlede hun kort før hendes øjne lukkede sig og hun mistede bevisthenden.
Nu var det jo sådan set op til ham hvad han ville gøre. for hvis hun blev efterladt der, ville hun blive overladt til tilskuerne, og de fleste af dem så hende helst død.

"jeg havde min titel i forvejen" sagde Dearthair og rejste sig med begge arme i vejret for at vise han har den sejrende "og lad dette så være en lærestreg til alle de som prøver på at fixe kampene, og en lærestreg til alle de som tror de er noget uden af være det, hovmod er ens største fjende," han så ned på Clarissa, og imens an atter forvandledes til sin normale skikkelse, han bukkede sig ned og samlede hende op i sin favn, hvorpå han gik ud iblandt tilskuerne, og videre hen til et lille telt som stod lidt afsides

Clarissa lå helt slap på jorden, og så nærmest livløs ud. Hendes hår hang ned foran hendes øjne.
Tilskuerne jublede, de fleste af dem troede nok os højest sandsyneligt at hun var død, og de frydet sig meget over det.
Brændemærket på hendes bryst så utrolig grimt ud. Og det var enlig underligt at hun havde overlevet det på den måde. Hun trak stadig vejret men ikke meget.

Deartháir ryddede hurtigt teltet for de to-tre mennesker som sad derinde, og han lagde Clarissa på en af briksene som stod derinde, "du bad selv om den omgang vampyr" mumlede han for sig slev som han fik flået resten af hendes top i stykker, og placerede forsigtigt en hånd over brændemærket, for at optage den varme og glød han nu kunne, og lagde derpå et kold omslag over

Clarissa åbnede ligeså stille øjnene. Hun gav et stort gisp fra sig og slog hans hænder væk før hun satte sig op hun trak vejret hurtigt og kastede sig nærmest ned på gulvet, nok os mest fordi hun havde glemt smerten i benet. hendes blik flakkede. hun var jo næsten sikker på hun var død. hun forsøgte at rejse sig op og fik fat på briksen. men lande derefter på gulvet igen "forpulet pis" mumlede hun vredt.

Deartháir gik roligt hen på den side hvor Castella var faldet ned, "har du brug for en hånd kæmper?" spurgte han uden at fortrække en mine, "du kan være ganske rolig, der kommer ingen efter dig her, du troede da vel virkelig ikke at jeg ville lade dig ligge til de gribbe derude?" han lavede et hovekast imod teltets åbning, "lad os få dig på fode igen, men du må slappe af"

Clarissa kiggede op på ham, hun kiggede rundt, hendes åndedragt var overfladiske og sveden pilede ned fra hendes pande. Såret på brystet var der stadig og hendes ben var ikke til at stå på. Man kunne tydeligt se på hende at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre og forvirringen i hendes blå øjne var ikke til at tage fejl af. Først nu indså hun at hun havde tabt kampen, man kunne se forvirringen ændre sig til en markant skuffelse. Det var træls for hende, og de fleste at tilskuerne troede jo nok endelig at han var inde for at slå hende helt ihjel.

Deartháir tog fat som Clarissa, og fik trukket hende op på briksen atter en gang, "hvis du da så vil ligge stille denne gang, jo længere tid du har det sår, jo sværere er det for mig at fjerne" han fandt nogle nye kolde klude frem, som han lagde nænsomt på hendes blottede overkrop, "lad mig så høre, var det virkelig det værd at prøve på at beholde din stolthed?"

Clarissa strittede en smule imod da han trak hende op på briksen. Men hun kunne jo hverken komme væk pga. benet som hun havde slået godt og grundigt.
Hun bed tænderne sammen da han lagde kludende over hende. såret var grimt og stort, hun havde jo enlig regnet med at skulle have det som et evigt ar. Hun kiggede på ham "hvorfor slog du mig ikke bare ihjel?" sagde hun vredt, hun vidste godt hun var en kvinde af få ord og det blandt andet var derfor hun ikke svarede ham, det var tydeligt at hun var skuffet over hun ikke havde vundet kampen, men at indrømme det gjorde hun ikke. Hun kiggede over imod en skalpel der lå lidt fra hende, hun overvejede at slå ham ihjel, komme ud og sige at det hele var en del af et spil, og lyve og sige at hun aldrig var besvimet.. men om det var en god ide, det vidste hun ikke.

"det er der flere årsager til" sagde Deartháir roligt imens han vendte ryggen til og gik hen for at vaske fingrene i en skylle skål som stod på et bord lidt væk fra briksen, "for det første så har jeg indgået en aftale om ikke at dræne kvinder, og det er uanset racen eller situationen man står i, og for det andet så ville det være synd at lade dine evner gå til spilde, jeg har nogle kontakter som jeg kan trække i, og jeg skulle nok kunne få dig til tops i de helt store organiserede kampe, frem for bare at slås i disse små"

Clarissa så på skalpellen lidt fra sig hun rettede sig lidt op, tros smerterne. "du lyder næsten som om at det er dig der bestemmer hvad jeg skal bruge min fremtid på" endelig var det ikke helt til at tage fejl af, for reglerne for kampene, var jo faktisk at den der vandt kampen 'næsten' måtte bestemme over den der kom ud af kampen som den svageste.
Clarissas blik flakkede lidt fra ham og over på skalpellen, hun overvejede meget at få fat på den, men hun ventede lige kort.

"det er ikke andet end et tilbud, det hele er ren forretning Clarissa, intet andet" sagde Deartháir og tørrede sine hænder af i et lettere fugtigt viskestykke som lå ved siden af skålen med vand, "men hvis jeg ikke mente du var brugbar, så havde jeg afsluttet kampen længe før, jeg havde end ikke behøvet løfte det hele ved at sende ulve ind i billedet"

Clarissa så på ham, hun tog fat i kludene han havde lagt over hendes bryst. og hun tog et tæppe og lagde omkring sig selv. såret var stadig ikke healet. og hendes ben var stadig helt galt, det havde netop skiftet farve fra en gulig farve til en mere lilla agtig farve. Hun havde godt nok fået nogen slag og spark.
Hun kiggede lidt rundt, og hendes blik ramte igen på skalpellen. hun greb den hurtig og lagde den ved sin side så den var skjult. "tilbud siger du"

"jeg siger kun at jeg kan få dig til tops i underverdenen" sagde Deartháir med et skævt smil og vendte sig imod hende, "jeg mente ikke et talent som dit skulle gå til spilde, ser du jeg har overværet mange af dine kampe, så jeg ved hvad du står for, og hvad du kan"

Clarissa trak tæppet en smule tættere om sig for ikke at blotte sig selv mere end højest nødvændig. Såret gjorde dog stadig ondt og benet. hun kiggede på ham, tydeligt hun stadig var lidt sur på ham. men han ide lød ikke helt dårlig. De røde øjne forsvandt og hugtænderne satte sig tilbage. Hendes tidligere lyseblå øjne kom frem igen. Hun skimtede kort imod skapellen som lå ved hendes side. Hun overvejede over hvad hun nu skulle gøre

"men hvis du lige lader mig lægge en sidste hånd på det brændemærke der, så skal jeg sørge for det ikke gør ondt længere, eller væsker som det kan komme til" sagde han og trådte tilbage til briksen som hun lå på, og lagde an til at fjerne tæppet fra hende

Clarissa sank kort en klump i halsen, det var tydeligt at hendes store temprament havde lagt sig lidt, og at hun rent faktisk slappede lidt mere af i hans nærvær.
Hun nikkede kort som tilladelse til at han gerne måtte hjælpe hende. og hun lagde sig igen orndeligt ned på briksen. Hun havde dog stadig skalpellen klar ved siden side.

Deartháir fjernede tæppet fra hendes overkrop, og han satte en flad hånd nænsomt i centrum af det brændemærke han havde givet hende, "jeg tør ikke love det ikke kommer til at svi eller stikke dette" sagde han og lagde en lille smugle præs på imens hans arm langsomt begyndte at gløde længere og længere op imod hans hals som han gik absorberet varmen han havde sat i hende

Clarissa vendte ansigtet den modsatte vej af ham, for at skjule en lille grimasse pga. smerterne.
Hun havde stadig skapellen klar, men først ville hun høre hvad han havde at sige omkring hans tilbud. hun syntes enlig selv det lød meget klogt. Hun kiggede tilbage på ham da smerten havde aftaget. det var stadig tydeligt hvor irreteret hun var over hun ikke vandt kampen..

Da Deartháir ikke kunne finde flere varme energier at absorbere, fjernede han atter hånden derfra hvor der før havde været et stort irriteret brændemærke, de hævelser og væskelser som skulle have været kommet var atter forsvundet, og de lagde ikke an til at komme igen, han trådte et skridt væk fra Clarissa imens han svang armen lidt for at gå de mange gløder på armen til at gå ud, "det ser rent faktisk ikke længere så slemt ud" sagde han for sig selv, "jeg er da bedre til dette end jeg troede"

clarissa tog hurtig tæppet og lagde det omkring sig selv igen. så hun ikke var blottet. hun kiggede kort på ham før hun kiggede væk igen og kiggede rundt på de forskellige ting derinde. hun var mere bleg end hun plejede og manglede noget føde, men der var intet. hun kiggede kort på skapellen som lå ved hendes side og kiggede derefter på ham. hun overvejde meget om hun lige skulle skære lidt i ham så hun kunne få noget føde. spørgsmålet var jo bare om det blev værst for hende selv i sidste ende.

Deartháir lod sit blik fæstne ved hende, "du er da endnu blegere end jeg husker Vampyrer til at være" sagde han og lagde hovedet på skrå, "man skulle tro at du var ved at blive begravet levende jo sådan som du ser ud"