Gadekamp i slumkvarteret - Clarissa

Clarissa så det der skete ud af øjenkrogen, lidt overrasket over hans kampstil, overraskende.
Ulvens skarbe tænder bed sig længere og længere ind i hendes arm, hun bed tænderne sammen og svedet løb ned af hendes pande pga. smerten. Hun forsøgte stadig at klemme til, selvom det var svært. "forfanden" vrissede hun, det var tydeligt at ulven ikke ville give slip. Det irreteret hende. folket jublede stadig, men stadig ville man kunne se at folk inderst inde helst så ulvene løbe med sejren.
Blodet begyndte at løbe ned fra armen og begyndte at gøre asfalten under hende rød af blod.

"for fanden da jeg troede at hun var bedre en det" mumlede Deartháir lavt og så sig om, jo en af tilskuerne var skam igang med at tænde op under en smøg, "det var lige den fribillet jeg manglede" han klemte hårdt om ulven med kun en hånd nu, og rettede den frie hånd ud imod ilden, imens et svag glød skød frem bag de matte sølv øjne, begyndte ilden fra tilskuerens lighter at trække sig hen imod Deartháir, som med en kraftanstrengelse fik den ilden at skyde rundt om halsen på ulven og begyndte at brænde den

Clarissa så hvad der skete over ved hans kamp imod varulven der. Hun så at han ligepludselig brugte sine evner.. mhhh .. godt tricks alligevel.
Dog havde Clarissa ikke meget tid til at være opmærksom på hans kamp, da hun tydeligvis selv havde din egen at gøre godt med.
Hun bed tænderne sammen, hun havde aldrig brudt sig specielt meget om hunde. Hun så pludselig sit snit til at komme ud, selvom det ville gøre rimelig ondt på hende.
Hun blottede sine spidse tænder. og bed sig fast i ulvens øre før hun rykkede til. og øret fulgte med... klamt.. hun spyttede det blodige ulveøre væk. og ulven hylede. I det ulven var mindst opmærksom rykkede Clarissa i et hårdt ryk sin arm til sig, selvom at ulvens tænder stadig sad i den, og ulven slap sit greb. Hun greb derefter fat omkring ulven og pressede til indtil hun kunne mærke at ulven mistede pusten og blev slap. Hun lod den derefter falde til jorden. Hun tog bagsiden af den arm hun ikke havde såret og tørte noget af blodet fra sine læber. "Hvaaae er du snart færdig " råbte hun til dearthair..

Deartháir slap roligt ulven som nu lå bevidstløs på jorden, "jeg var færdig med dem før dette overhovedet var startet" han havde en lille ildkugle i hånden, resterne af den ild som have brændt ulven, "lad mig se på din arm der" sagde han og gik hen imod hende imens han rakte en hånd frem imod hendes sårede arm, "det var meningen jeg skulle have ramt din ulv, men det der med at sigte... tja det har jeg aldrig været så god til" han tog hendes arm da han var kommet hen til hende, og 'skød' roligt ildkuglen ned i såret som ulvens bid havde forudsagt, både for at rense og for at lukke såret

Clarissa gik frem imod ham, hun nåede ikke rigtig at svare før at han gjorde det med ilden. Hun bed tænderne sammen, det gjorde jo fandens ondt! .. Tilskuerne blev musse stille, det var tydeligt at de ikke havde forventet eller håbet på at det ville være de to der vandt kampen. Clarissa lukkede kort øjnene for at bide smerten i sig.
Hun kiggede kort på ham "prøv og hør, nu er de jo alle utilfredse, det havde betalt for en kamp imellem dig og mig, vi bliver nød til at afslutte vores kamp" sagde hun, og skimtede kort rundt på de meget utilfredse tilskuer.

"vores kamp er allerede forbi," sagde Deartháir uden at trække en mine, "på trods af den hurtighed og styrke Vampyrens forbandelse har givet dig, så kunne du ikke slå mig, dog var det en hård, og meget lige kamp, det var kun med nød og næppe at jeg kom ud som sejers herren" han så Clarissa i øjnene, gløden i hans egne var atter slukket, "er folk utilfredse endnu er der ikke noget vi kan gøre ved det, så må de se på andre kæmpe"

Clarissa hævede blikket en smule og så nu pludselig rasende ud, hvilken idiot var han dog! .. Stå der og sige at han var bedre end hende. NÆ! han ku tro nej. "Så du mener at du er sejrrens herren! lad os nu se" Hun gik ud af midten af cirklen. "Han vil ikke kæmpe... man skulle tro han var bange!!" råbte hun til tilskuerne.. de grinede. "Hvis du vil være den bedste må du jo slå den bedste, denne title kan du godt droppe hvis du siger nej til en fair kamp" sagde hun og smilede håneligt af ham. "bare rolig jeg skal nok bare slå dig bevistløs jeg skal nok lade vær med at dræbe dig. taber!" sagde hun og gik hen hun tog fat i den livløse varulv og kastede den ud til siden.

"jeg har advaret dig Clarissa, dette er en kamp du ikke kan vinde, men hvis du absolut vil kæmpe vil lide endnu et nederlag, så skal jeg da ikke være den som benægter dig det" sagde han og slog ud med armene, "nok er du noget Djævel yngel, men det er en grund til at jeg er Djævelens søn, og ikke blot yngel fra ham, det står skrevet i kortene at jeg er ment til mere end du" han så rundt på tilskuerne, nogle grinede, andre så bare måbende til, tredje så ligefrem lidt bange ud, "hvis du vil slås imod en Dæmon, søn af Satan, ja så er du kommet til det rette sted," han bøjede sig let forover imens han begyndte at opbygge flere og mere markerede muskler, horn begyndte at vokse ud af panden på ham, og en hale skød frem lige over bæltestedet Deartháir rettede sig op i dæmon skikkelsen, "hvis du stadig vil lege, så kom an lille ven"

Clarissa stod klar, hun hørte hvert et ord han sagde, men underligt nok skræmte det hende ikke en smule. Måske en dum ting for hende, det vidste hun ikke. Hun havde ikke en desideret frygt for nogen før det modsatte var bevist.
Hun stilte sig klar og hendes blå øjne blev røde og hun blottede sine fine spidse hjørnetænder. "Som de vil deres højhed" sagde hun i en hånelig hentydning og bukkede provokerende.
Hun løb i lynets hast og dukkede op foran ham før hun først lagde omkring 10 slag imod hans. Hun brugte sine evner til at gøre det så hurtigt så mugligt, uden enlig at vide om hun ville ramme og dernæst sparkede hun ud efter hans ansigt.

Deartháir tog imod slagene uden at gøre sit for at undvige, det var ikke en smertefri omgang, og for hver gang Clarissa ramte ham gled han da også en lille smugle tilbage over kamppladsen, først da hun rettede et spark imod hans hoved gjorde han noget, med en fin hastighed greb han fat om anklen på hende, "jeg havde advaret dig Vampyr" sagde han med en dyb ru stemme, "dette er en kamp du ikke kan vinde" og med sin frie hånd rettede han et slag ned imod hendes skinneben

Clarissa holde stadig balancen på det modsatte ben. Hun forsøgte forgæves at trække benet tilbage men uden held.
I det hun mærkede et meget kraftfuldt slag imod hendes ben bed hun hurtig tænderne sammen, for ikke at komme med et meget smertefuldt skrig. Hun faldt til jorden og ømmede sig meget kort. Hun kunne mærke hvordan knoglen heldigvis ikke var brækket men meget tæt på. Hun rejste sig op igen og støttede på det andet ben.
Hun kiggede rasende på ham "Du får mig aldrig til at banke i jorden og give op. du må tage den her kamp indtil jeg er enten bevistløs eller død" sagde hun villigefast. Hun slog nu igen ud efter hans nyre først og derefter ansigtet. Hun brugte sin hurtighed. nu når han havde skiftet skikkelse, og af hvad hun kunne mærke på benet, også styrke.

Deartháir trak et artefakt korts frem fra en kæde som han havde hængende om halsen, "enkelte ting siger mig at du så får det meget svært" sagde han og sendte hende et skævt smil imens han fik blokeret slaget imod hans nyre, men nåede dog ikke at beskytte sit ansigt, han knækkede kæben på plads igen med den ene hånd, "ja man må sige at du slår en prober næve, men det er desværre ikke nok for at slå mig" han manede en flamme i hånden som hurtigere og hurtigere drejede om sig selv imens den voksede

Clarissa kunne mærke korset brænde en smule, lidt ligesom at få en ætsende følse ved huden. Men hun havde lært at modstå smerten, så hun fortrak ikke en mine i ansigtet. Hun var jo trosalt en rigtig gammel varmpyr så nogen tricks havde hun dog lært. Hun kiggede bare på ham og hævede det ene øjnbryn "sig mig, har du aldrig fået avide at du ikke må lege med ild" sagde hun i en provokerende tone, hun hævede næverne og ventede enlig bare på hans eget tricks.
Tilskuerne var oppe og køre, det havde åbenbart været den vildeste kamp hidtil de havde set, da der ud over dem ikke var mange der havde i sinde at bruge deres evner.

"jo jeg har fået det af vide massere af gange skam, men du ved, der er bare noget ved ild, man kan bare ikke lade være når man først har prøvet det" sagde han ganske roligt, og kastede lidt rundt med ildkuglen for at gribe den igen, okay... korset havde ikke haft den store effekt, men det var snart også ligegyldigt, kampen var snart forbi alligevel, "hvad med dig?" spurgte Deartháir, "har du aldrig lært at man ikke må lege med maden?"

"nej det har jeg ikke" sagde hun og kiggede på ham, hun syntes næsten denne her kamp var ved at blive kedelig. Så hun valgte at gå imod ham igen.
Hun dukkede op foran ham, efter at været forsvundet i nogen sekunder.
Hun valgte igen at forsøge med et spark med det ben der ikke var skadet. Og den her gang imod tændingen for at slå ham ud så de kunne få afsluttet kampen. Som sagt "enten tabber man ud, ellers er det når den modsatte part er bevistløs" så hun forsøgte igen, sparket var godt placeret.

*nu vil det være en god idé at bruge kuglen på* tænkte Deartháir og trak en anelse på smilebåndet, og da hun nu selv havde været så flink at komme hen til ham... han placerede ildkuglen ud fra Clarissas brystkasse, "talen er ikke for at trække ud" sagde han og skød ildkuglen afsted, "det er for at forvirre ens modstander, og ved du hvad? jeg tror det er lukkedes mig"

clarissa blev ramt hun røg nok omkring en meter op i luften og derefter hen af den hårde asfalt. En brændene fornemmelse i hendes bryst skar som en skrigende smerte.
Hun lå på jorden og rørte sig kort for brystet som var helt brændt med en meget grimt brændmærke.
Hun fjernede hurtig hånden da det gjorde endnu mere ondt.
Denne her gang rejste hun sig ikke op men blev istedet for liggende, den smerte var hård. De fleste havde nok ikke holdt så længe som hende. Hun var dog ikke bevistløs endnu. hun lå på jorden på ryggen og prøvede forgæves at rejse sig op.

Deartháir tog sig atter lidt til kæben, heldigvis havde Clarissa ikke ramt hans tinding, men hans kæbe da hun fløj tilbage over, "er du så færdig nu?" spurgte han, stadig roligt som en sommerbrise, "eller er du ved at være træt af denne leg?" han gik langsomt hen imod hende, klar på hvis hun skulle rygge sig

"du vinder ikke, du bliver nød til at gøre det her færdig" sagde hun imens hun bed tænderne sammen af smerte, hun sagde hovedet tilbage, det var stadig ikke lykkedes hende at komme op. Hun kom lidt op på alebuerne men det gik ikke så hun lande på ryggen igen.
Hun vrissede lidt af sig selv "så kom da" mumlede hun. Men det var lidt ligesom om hendes krop havde givet en smule op. "kom så du skal gøre det her færdig"

"dette er måske enden på et, men begyndelsen på noget langt bedre" sagde Deartháir og gik hen så han stod over hendes hoved, "hvis da ellers er begyndt at blive overbevist? ud er ikke uovervindelig, men det har du svagheder til at tro, men sammen kan jeg få dig helt til tops i rang ordnen"

"Jeg har ikke brug for din hjælp" sagde Clarissa vredt og vrissede af ham.
Hun trak stadig vejret hurtigt, en smule hyperventilerende. Smerten var forfærdelig og det store brændmærke lignede mest af alt en ætsende plamage.Svedet pilede ned af hendes pande og hendes blik var sløret "for fanden" mumlede hun "du skal gøre kampen færdig så kom da .. forpulede svagpisser"

Deartáir stampede en stor klos af en fod ned ved siden af Clarissas hoved, "du har alligevel intet at vinde Vampyr, så tag dog imod mit tilbud, med mindre du har andre sidste ønsker?" man kunne tydeligt se at han nu var ved at blive lettere træt af denne vampyr, og han begyndte atter at samle en ildkugle i den ene hånd

Clarissa kiggede først på hans fod og derefter op på ham. Hun grinede nu af ham, dog imellem alle de smerter hun lå med. "Kom så, vis at du er stor og stærk" sagde hun og grinede derefter igen "gør mig så færdig og se om du kan" Reglerne var jo at man ikke måtte slå hinanden ihjel, dog kunne Clarissa jo ikke vide sig sikker på ham. smerterne var stærke. og vejrtrækningerne var tunge, svedet løb ned af hendes pande. Det var tydeligt at hans sidste trick havde slået hende lidt ud.

"ved du hvad? jeg er snart ved at være træt af dig" sagde Deartháir og bukkede sig ned imens han satte en finger i brystet på hende imens han trykkede lidt til, "jeg tror hellere at jeg vil lade dig om at overgive dig, ikke at det ville se specielt bedre ud for dig"

Clarissa grinede af ham, hun kiggede på ham og greb fat i hans håndled i det han trykkede hende på brystet. Hun bed tænderne sammen i smerte. Hun satte neglene i hans håndled lige ved hans blodåre og trykkede til, hun havde jo stadig en stor styrke, så hun gjorde det hovdesageligt for at få det til at bløde. "Narrøv" vrissede hun og spyttede ud efter hans ansigt.