Hacking //Natsu//

"Du må forstå at hvis menneskene viste alt, så ville ingen jo gå ud om natten, vi ville være nødt til at bryde ind i folks huse, og den slags ligges mærke til. Desuden så er det noget vi som regel ikke gør, det er en slags overtro blandet med en slags usagt handel. Vi bryder ikke ind hos folk, og i ved ikke vi findes. Det er også grunden til den gamle myte om at vi ikke kan gå ind i et hjem uden at være inviteret." Sagde Thomas. Han havde stadig sit blik fæstet på skærmen. "Så er virussen oppe, den er allerede igang, men det vil tage den lidt tid at komme igennem hele harddisken. Jeg tror ikke der er nogen midt om natten, men jeg vil alligevel holde øje med den lidt, det kan være vi kan få lidt at drikke."

"Den myte kender jeg, rart at vide folk tænker sådan. Desuden er menneske idioter, de fleste ville sikkert stadig gå ud" han rystede bebrejdende på hovedet "men det er også ligegyldigt, lad os sørge for vi ikke finder ud af det.. når du siger lidt at drikke?" hun så undersøgende på ham. Det var jo en mulighed at Thomas behov for blod var ved at trænge sig på. Sandt at sige vidste hun intet om hvor længe de kunne gå uden at indtage blod.

"Når jeg siger drikke, mener jeg at vi sidder på en café." Sagde Thomas. "Jeg har som indfødt englænder, lyst til en kop te." Sagde Han. Han viste godt at han havde været tvetydig, det var en morskab der bare aldrig blev gammel. "Hvad kunne du tænke dig?" Sagde han og samlede det drikke kort op der stod på bordet, i en lille træholder. "Earl Grey tror jeg, men her i Amerika, laver man den ikke så godt, og slet ikke på caféer som her."

Natsu kunne igen ikke lade være at smile. En vampyr der drak te, det var nu underholdene.. hun måtte fortælle det til Jack næste gang de mødtes. "Jeg kunne også fristes til at smage en kop te, når nu den bliver så varmt anbefalet.. jeg tager hvad du tager, ser om jeg kunne havde passet ind i England"

Thomas smilede. "I så fald, er det min omgang." Sagde han og sprang ned fra sin stol og gik op til disken. Servitricen der stod bag disken, tyggede tyggegummi meget højlydt og læste i et blad. Hun smilede venligt nok til Thomas da han bestilte, to kopper med Earl Grey, det mest engelske de havde på menuen. Thomas ændrede fuldkommen udtryk da mens han bestilte. Hans stemme klang i et troværdigt tonelege i stedet for hans ellers hæse og modne stemmeføring. Servitricen hældte bare op af en kane i to kopper, og lagde nogle pakker sukker på bakken ved siden af, mens Thomas lagde et par dollars på disken. Han tog bakken, og gik tilbage til bordet, hvor han satte bakken. "Tja, det er teposer, lavet i en industriel tevarmer, bedrede får man vel ikke på en café som denne." Sagde Thomas "Men det går an". Han satte sig op på stolen igen, trak sin Te hen til sig og fandt en lommelærke i sin frakke og hælde en lillesmugle mørkerød væske i teen der ændrede farve, fra en klar mørkebrun til en mat mørkebrun.

"Mange tak" sagde Natsu og tog imod kroppen. Hun så ned på den brune væske.. havde da drukket te før, men det var nu noget tid siden. Hun så på lommelærken og tog en tår af sin kop. "Det smager ikke dårligt" sagde hun og stillede koppen på bordet "hvilken stemme ligger dig mest naturligt?"

//For at der ikke er nogen misforståelse så har Thomas kun hældt blod i sin egen kop//

Thomas tog sin kop op til munden og drak. "Du har aldrig været i england kan jeg høre." Sagde han. "Denne te er der ikke meget smag i, men den kan bruges." Han tog en pakke sukker og hældte den i. "Den stemme jeg bruger nu er min naturlige." Sagde Thomas. "Jeg ved godt den lyder underlig, men sådan bliver den åbenbart når man er som mig." Han talte med den hæse og myndige stemme. "Jeg laver som regel et spil for galleriet, når jeg ikke er ude på ballade, det er nemmere for alle."

//Gud Thomas, det er jeg ked af! Jeg havde slet ikke set du havde svaret, emnet var kommet så langt ned på listen.. undskyld den lange ventetid o_o’//

”Så den er normalt stærkere” sagde Natsu og mærkede efter smagen i munden. Hun kunne ikke bedømme om det ville gøre den dårligere eller bedre, men det hun drak nu var i hvert fald ok. ”Hvordan er det blevet din naturlige stemme? Jeg skal ikke blande mig i personlige sager, du må endelig sige til hvis jeg spørger for meget, men vampyrer bliver jo fanget i deres krop” hun sørgede for at dæmpe stemmen ”det er vel ikke den stemme du havde dengang du var menneske?”

//Det gør ikke noget//

"Tja, den er generelt bare af bedre kvalitet." Sagde Thomas, og drak ingen. "Jeg ved ikke hvorfor, min stemme lyder sådan, det er nok en blanding af et barns lyse stemme, blandet med den myndige veltalenhed der kommer med alderen. Noget af det, har jeg måske tillagt mig, som en slags vane, bare for at folk der kender sandheden nemmere kan tage mig alvorligt." Sagde han. "Jeg kan forsikre dig for at min stemme var ganske ordinær dengang jeg var menneske. Da jeg lige var blevet vampyr, var den som end også ganske uskyldig at høre på, men dengang var jeg en ganske anden."

Natsu sad og lyttede interesseret til Thomas fortælling. Hun nikkede lidt da han var færdig ”det må være en underlig følelse ikke at ændre sig” sagde hun ”og så alligevel er det nok meget almindeligt. Vi lægger jo ikke mærke til ændringerne der sker før vi kan se tilbage” hun tog endnu en tår af teen.

Thomas rynkede panden let. "Der er mange vampyrer der bliver forundrede over hvor hurtigt tiden går, når man har levet længe." Sagde han. "Mange af os, indgår næsten aldrig bekenskaber blandt andre racer, fordi de forsvinder så hurtigt. Det er ikke altid lige rart at se verden forandre sig, men det giver en gode muligheder for at kunne indvistere i fremtiden, hvis man ved hvordan. Jeg har for eksempel arbejdet med computere, lige siden den blev opfundet, det giver en hel unik indsigt i hvordan maskinen fungere."

"Du har ret, det må være en fordel" sagde hun og så undersøgende på ham "er der så mange stærke venskaber i vampyr samfundene? Hvis det er den race i knytter jer bedst til? Jeg synes ofte vampyrer fremstår som enspændere"

"Nej det er der ikke. Vi har ikke samme behov for sammenhold som mennesker har, vi er ikke flokdyr, men vi bekæmper den del af os fordi vi ved at vi er nødt til at ha nogle regler som alle overholder."

"For ikke at blive afsløret? Eller der der andre regler end det?" spurgte hun.

"Ikke så mange, det hanler mest om hvordan vi kan omgås hindanden uden at komme op og slås, og hvordan vi kan holde os skjult. Synkronisere vores dækhistorier og sådan noget, udnytte vampyrer der er på nogle af de høje stillinger."

"Er der regler om hvor mange vampyre der må være i samme by?" spurgte hun "jeg tænker at hvis der dør for mange mennesker om ugen af blodmangel ville folk begynde at lægge mærke til det.. det må være problematisk?"

"Det er ikke et problem, vi dræber ikke når vi spiser, medmindre det er nødvendigt." Sagde Thomas. "Det eneste der forhindre hvormange der kan bo her, er at vi er temmelig territoriale, vi vil helst ikke ha at andre vampyrer er i vores territorium, og slet ikke at andre jager der."

"Virkelig? Jeg troede altid vampyre slog ihjel.." sagde hun, men kom så i tanke om dengang hun selv var blevet bidt. Det havde hun trods alt sluppet godt fra, men det havde jo også haft en aftale.

"Tænk over det" Sagde Thomas. "Hvis vi slog ihjel hver gang vi skulle spise, så ville der jo ikke være nogle mennesker tilbage. Det betyder dog ikke at der ikke er nogen der dræber, det sker jo."

"Virkelig" Natsu smilede svagt "nu er der jo en hel del mennesker på jorden, og jeg høre at antallet af vampyre er begrænset"

"Ja men ville du ikke høre om mange flere mennesker der døde af ukendte årsager, eller forsvandt, hvis de blev dræbt af os. Tallene fortæller at menneskeheden ville blive meget begrænset, hvis alle vampyrer dræbte et menneske 2-3 gange om ugen. "mens et menneske kun formere sig 2-3 gange i løbet af sit liv, kan du ikke se det?"

"Tja, igen kommer det jo an på antallet af vampyrer" sagde Natsu "men det er rart at vide I ikke dræber hver gang"

"Tja, der er jo ikke fordi jeg ikke vil vige tilbage hvis det er nødvendigt, men jeg ser ikke nogen grund til at dræbe et menneske der en uge efter kan give endnu en frisk ladning."

"Du har ret, det er mere praktisk" sagde Natsu og så vurderende på ham "og hvad gør I så når de kære mennesker husker at være blevet bidt?"

Thomas lagde hovedet på skrå, og så Natsu i øjenene. "Ja det er lidt af et mysterium, jeg selv prøvet det, men mennesket glemmer af en eller anden grund at de er blevet bidt. Det er nærmest som at forsøge at huske noget du har drømt, eller nærmere præcist, som at huske noget du har lavet på en rigtig grim druktur. Nogle mener at det er blodtabet der virker omtågende på den menneskelige hjerne, men der kan være hundrede grunde til det."