Dazzleing dispair //Safre//

Så lyste månen igen over Aterswells tage. Det var måske så meget sagt, lige nu. Der var temmelig mange skyer, og det usle motel hvis tag Thomas i øjeblikket sad på, var kun en to etager høj, men til gengæld utrolig lang bygning. Et typisk amerikansk motel, der da også lå lige ved siden af frakørslen til Aterswell, så man kunne tydeligt høre bilerne suse forbi, og se lyset fra deres forlygter. Det var da også her han skulle hente det han skulle bruge, for det var ikke noget det magiske politi skulle kende til, og han havde trods alt nemmere ved at få det helt ind i byen, end hans leverandør, en anden vampyrklan, havde. Desuden var det vel kun rimeligt at han løb risikoen ved det. Problemet var at de idioter havde undladt at fortælle hvor præcis han skulle hente det, ikke andet end at dette var adressen, så han havde valgt taget. Dels fordi så kunne han få et godt overblik, men også fordi folk, stik imod forventning, meget sjældent lagde mærke til hvad der var på taget af en bygning. Han sad iført den frakke Rose havde lavet, et par løse, og ikke for lange bukser, og sine metalbeslåede støvler. Desuden havde han en tændt cigaret i mundvigen. Han morede sig noglegange over at se det forarvede andsigts udtryk på de fortravlede mennesker, der så en tolvårig ryge, men nu gjorde han det, fordi det var hyggeligt, men mest bare for at ha' noget at lave.
Det var garenteret en af værelserne han skulle finde det men hvilken et, det var derfor han holdt øje med hvem der kom og gik. Det var egentlig meningen at han skulle bytte genstanden for underkæben af et Direwolf kranie han havde stjålet fra Aterswell's historiske museum. En opgave han var blevet pålagt af sin klan for en uge siden, fordi andre klaner var blevet bekymrede for at mennesket ville finde ud af ting de ikke skulle finde ud af, hvis de undersøgte kraniet. En palæontolog, en universitets professer og den kvinde der havde fundet kraniet på sin gård i Skandinavien et sted, var allerede blevet likvideret af andre fra Thomas's klan, det var ingen spøg at Thomas's klan havde tilnavnet snigmorder-klanen. Kæben skulle afleveres på et senere tidspunkt, men Thomas ville gerne finde en måde at beholde det på. Men det var ikke så vigtigt som det han skulle ha fat i, så han var ikke alt for ked af at skulle skille sig af med det.

Safre viste ikke hvor hun var eller hvordan det var lykkes hende at gå så langt. Hun ville bare væk. Træt af de andre elver, træt af at de lod som om hun ikke fandes. Hun viste ikke hvor langt eller hvor længe hun havet gået men nu stor hun der forand det lysende skildt hvor ordet Motel stod og blinkede. Hun tørede øjnene og så træt op på skildtet.

Thomas pustede ud og så på den lange stribe af hvid røg der steg til vejrs og forsvandt. Han holdt øje med dem, der kom og gik. Thomas var en smugle andspændt, det var man jo altid når man lavede den slags, men det far nok mest fordi det var så længe siden han sidst havde gjort noget lignende.

Han så ned mod indgangen til motellets parkeringsplads. Han kunne kun se en kvinde der gloede op på motelskiltet, det var nok ikke hende der havde den, men han syns han kunne genkænde... ja - det var Rose. Nu var spørgsmålet om han skulle gå ned og hilse. Det var ikke fordi han ikke ville, snare fordi han havde noget han skulle. Men han kravlede nu alligevel ned af tagrenden, gik hen af et rækværk hoppede ned på jorden med et rullefald, så det der skulle ha været et koglerystende styrt, blev til en kats stille landing. Han gik langs muren i skyggerne, mest af gammel vane, inden han med et lille spring hoppede op på den så han stod og kiggede ned på Rose, på den anden side.

"God aften" Sagde Thomas oh smilede.

Safre fik et chok men skjulte det bag sin sørgmodighed. "God aften Thomas" sagde hun træt og opgivende. Hun så hærrens ud, hendes ellers så fine og velsatte hår hang filtrede i en hestehale. Hendes ellers så stilfulde tøj sad underligt og passede ikke sammen. *hvad lavet han her, jeg kan være lige glad, i det mindste bruger han min kappe.*

Thomas så grundigt på hende, hun så underligt sjusket ud, hvad var der med hende, hun plejede at være så glad, og sirlig med sit udseende. "Hvad er der sket med dig." Spurte han. Og satte sig rigtigt på muren. "Du er da vel ikke begyndt at tage stoffer?" Spurte han så. Hendes hår sad i en løs hestehale, hun havde ikke tænkt over sit tøj, og både hendes hud og hendes øjne så meget blege ud.

"Nejnej og menneskenes stoffer er intet i forhold til det elverne har! Jeg har det bare skidt, er ikke mig selv, men hvad mig dig selv? Hvad bringer der her ud?" Hun prøvede at lyde munter, men det var som om stemmen ikke var så kræftig som den plejede at være. Før Safre noget at høre svaret begynde hun at host, tørt og hæst.

"Forretninger." Sagde Thomas bare, det var bedst ikke alle kendte til alt hvad han lavede, han viste trods alt ikke om Rose, kunne finde på at gå til de magiske myndigheder, og det havde Thomas ikke rigtig brug for lige i øjeblikket. "Men du lyder som om du enten har taget et eller andet, eller også er du enormt syg, og skal hjem i seng." Sagde han.

Safre så ned. "foretninger, så skal jeg ikke forstyrre." Safre vente sig om og begyndte at gå længere væk fra byen. Hun gad ikke dumme mistroiske folk.

Thomas rejste sig op og fulgte efter, oven på muren. "Der går lidt tid inden der sker noget, og jeg skal sådanset ikke mødes med nogle, bare hente noget der ikke er kommet endnu. Hvorfor fortæller du mig ikke hvorfor du der sådan ud, og hvorfor du har det sådan, jeg tror ikke på at du er blevet syg, for så ville du ligge hjemme i din seng."

Safre så koldt på Thomas. "Du kan være ligeglad, vampyre har jo ingen følser. Jeg har bare brug for at komme væk fra det hele for en tid. Hvor jeg hader elvere.... Hvorfor er jeg en af dem...."

Hvor vogede hun at tale sådan. Thomas havde følelser, ikke mange af dem var varme, men de var der. Han havde frivilligt opsøgt hende og spurt hvad der var galt, og så sagde hun den slags. Han kunne forstå at folk som Xiel, Anna og Maya, ville tale sådan, for de de sammenlagt havde en inteligens som en sindsforvirret kat med granatchok, men Rose var ikke jæger, eller bare dum for den sags skyld. Han tog cigaretten ud af munden og knipsede den hen så dan landede lige ved siden af hendes fod, hoppede videre og endte i en kloark. "Jeg spurte dig hvad der var i vejen." Sagde han med et lige så koldt tonefald. "Kom ikke her og sig hvad der er herinde." Han bankede sig let på tindingen med en finger "for det kommer man let til at fortryde." Sagde han "Er det en vampyr der har generet dig, eller er det dit eget folk du er vred på?"

"Du kan leve til evig tid hvis du vil, det er ikke dig der er døende." Svarede Safre koldt og fortsatte med at gå. Hun rystede svagt og frøs. *hvorfor havde jeg også gået med til at lave så mange rustninger igen. Dumme verden, dumme elver der afligevæld ikke vil bruge mine ting*

Thomas udstødte et lille fnys. "Døende? Sagde Thomas, hvis det da bare var så vel, jeg er teknisk set ikke i live." Sagde Thomas, med et blik på hende. Hvorfor var hun mon døende, hun havde sagt tidligere at hendes liv var blevet forkortet, på grund af hendes overproduktion af magiske rustninger. "Jeg ved godt hvad du vil sige" sagde han inden hun kunne nå at svare. "Jeg har stadig alt tid på jorden og skal teknisk set, ikke dø nogen sinde hvis jeg er forsigtig nok, men alligevel, man er heller ikke helt levende." Sagde han. "Vil du fortælle mig om hvorfor du er døende?"

Safre så sørgmodigt på ham. "Jeg kan bare mærke det, mærke at min livs kraf svinder ind." Sagde safre sørgmodigt.

"Ja nu er jeg ikke læge, men det lyder temmelig særiøst. men jeg har ingen livskraft, giften holder mig på benene." Sagde Thomas. Det slog ned i ham, at det var nok en af de eneste substanser der kunne holde hende i live, hvis man drak en vampyrs blod, kunne man klare sig uden livskraft, en elver kunne ikke blive vampyrer, men de kunne sagtens drage fordel af vampyrblod. Han sagde ikke noget af dette højt, for selv hvis hun kendte til vampyrblodets egenskeber, ville han ikke aflevere noget af sit eget, ikke til nogen.

"Ja nogen elver kan gå i dvale og få deres livskrafter tilbage eller opholde sig steder hvor der er meget livskræft og nok er der meget liv i byen men ingen livskræft." Sagde Safre søgmodigt. Hun viste ikke selv om det var sandt men kunne huske de legende hun hørte og læste om i fængslet.

Thomas andsigts udtryk blev undrende. "Jamen... hvorfor gør du så ikke det?" Spurte Thomas, "Gå i dvale, eller tag til et sådan sted, hvad er problemet... er du bange for at miste alle du kender, blandt menneskene, eller er der en grund til at du ikke kan?"

"Det eneste sted med livskraft jeg kan komme i tanke om er elvernes by. Men der er jeg forvist fra. Og..." Hun så ned. "Og der er sandsynlighed for at det hele bare er en legende." Safre gik videre. Hun ville ikke dø, ikke nu hvor hun havde lært venskab og kærlighed af kende. En tåre trillede forsigtigt ned af hendes kind.

Thomas hævede et øjenbryn. "Det er ikke det eneste sted med livskraft, og den by er ikke så magisk som de gerne vil ha folk til at tro. Men hvis du bare kiggede dig lidt omkring, så er jeg sikker på at du kunne finde nogle optegnelser et sted, der fortæller om magiske områder." Sagde han, han forstod ikke hvorfor hun tog sådan på vej. Hun kendte jo kuren, og den var endda nogenlunde let til vejebragt kur, hvis man var villig til at arbejde lidt for det. "Du arbejder ved på at finde en løsning, gør du ikke?"

Safre så fjernt op på den overskyget himmel. "Jeg fortjener jo at dø. Det er sikkert også derfor at jeg er dødende." Sagde Safre koldt og ligegyldigt. *Ja hvorfor går jeg bare rundt sådan her, jeg har jo fortjent at dø, hvorfor snakker du sådan til mig Thomas, hvad jeg jeg gjord dig godt? Mon jeg ville være en god vampyr, nej for jeg vil ikke gøre ondt!*

"Ja det sker da med den hvis du bliver ved på den måde." Sagde Thomas. "Jeg kan gætte mig til at du ikke har konsulteret en læge... eller hen healer?" Spurte han. "Der er ikke noget der hedder fortjener at dø det er noget elver vrøvl. Enten så dør du, eller også gør du ikke, der er ikke noget der er sikkert."

"Der for kan man godt have gjord ting der er så onde at man fortjener at dø. Jeg kender ingen der kan heale, og hvis jeg kunne ville jeg ikke tage deres livskraft."

"Ikke alle der magikere bruger livskraft, og da slet ikke på den måde du bruger din." Sagde Thomas. "Og hvad har du gjort, der gør at du mener at du fortjener at dø?" Han holdt en kort pause. "Du har ingen anelse om hvor mange mennesker, vampyrer, varulve og andre der har måttet lade livet for min hånd, og jeg har ingen intentioner om at lade migselv gå til grunde af den grund. Så hvad fanden kan du ha gjort der giver dig ret til bare at give op, ved du hvordan det ser ud når en person dør af at få sin livskraft drænet... det er ikke pænt."

"Ja jeg ved faktisk godt hvordan det ser ud! Jeg har selv opsprattet folk til ukendelighed!!" Råbte Safre grædefærdigt. *Hvorfor vil jeg ikke dø, jeg fortjener det jo! Jeg har jo ikke gjord andet end ondt!!* trående trillede hurtigere ned af hendes kinder.

"Der kan du se, så slemt er det jo ikke. De er allerede døde, så de dømmer ikke nogen. Tag dig sammen, for du har intet at skamme dig over, du har da vel ikke bare slået dem ihjel, de havde gjort noget, havde de ikke? De var de onde, det var dem der var nødt til at dø for ikke at det onde skulle sprede." Thomas følte sig lidt som en skulderdjævel, der hviskede i et offers øre. Men han mente hvad han sagde, der var ikke nogen grund til selv at følge noget for dem der var døde. Livet var ikke noget man havde ret til, livet var noget man havde lov til.