The tale of two girls - Safre

Hun var ganske anonym, som hun gik der denne almindelige fredag eftermiddag, midt i den levende myretue der bestod af mennesker og væsner. Hun havde været i Stephens lejlighed et par dage, og selv om han var en skat og gjore sit bedste, var hun på randen af en deprission, så hun havde besluttet at opsøge den eneste veninde hun havde i Aterswell, Rose.
Hun savnede hende....
Der var gået al for lang tid uden de havde hygget sig.Det var nu Millicents egen fejl...imellem modeljobbene der nu havde taget fart for alvor, og hendes job hos Alias, havde der ikke været meget fritid.
Men det var så alt sammen ændret nu.
Måske det var med til hun var lidt...trist? Hun havde kunne lide det job, havde kæmpet...hårdt ...for at få det.
Nå...men hun havde truffet en beslutning om at forlade det, og nu havde hun så lidt ekstra tid mellem sine hænder.
Millicent, var iført en enkelt midnatsblå kjole, med små korte ærmer, en der standsede lige over knæet, og have en flot slids i siden, kun Rose kunne sy en så pragtfuld kjole.Naturligvis var kreationen hendes.Håret var stramt hæftet op , med et utal af hårnåle, så det var umuligt at se hvor langt og fyldigt det egenligt var.
I sin taske have Millicent en kort rødbrun paryk i pageklip...og i hånden en kæmpe jordbærkage.
Hun trådte ind over dørtærsklen i den smukke skrædder butik , og hendes forventningsfyldte stemme lød ud i butikken
" Hey....Rose...long time no see"

Safre sad i en af sine behagelige stole og syede små glitterene krystaller på det er lignede en brudekjole. Hun var iført en strik trøje i mosgrønt garn, og et par sandfavede haremsbukkser. Hele butikken og Safre udstrålede en rolighed og varme. Safre kiggede op på Millicent og smilede varmt. "Ja det må du nok sige! Sæt dig endelig ned, du ser stadig lige så smuk ud som altid. Lyst til te?" Hun lagde sytøjet fra sig, rejste sig for at hjælpe Millicent med kagen.

Millicent smilede stort ved synet af Rose, der sad og arbejdede.
" Du...Rose er alt dor gavmild med dine komplimenter" lo hun stille og så på den kønne pige der ligesom var i et...i harmoni...med hendes butik.
Millicent gik over til hende og satte sin taske fra sig, men beholdte kagen så længe Rose sad med kjolen i hånden.Herefter ville hun række den til hende." ja tak...det er jordbærkage...så te ville være et stort hit at skylle den ned med " sagde hun straks.
Det var svært ikke at lade sig distraherer af det smukke stof ,der fik de smukkeste små sten på.
Den var gudinde smuk.." Hvem er den heldige ?" spurgte hun nysgerrigt.

Safre tog imod kagen og satte den forsigtigt på et lille bor. "Kjolen, når den er til en ung pige der skal giftes. Tror nok hun var sigøjner eller noget og de elsker glitter og krystaler. Men hvilken te vil du have?"

Millicent smilede og lod dagdrømme tage over et kort øjeblik.A nære en kjole som den var....en oplevelse for livet.Måske hun en dag kunne få lov at være showstopper til en ad modeshowsne? De bar altid en brude kjole, jo.
Selv ville hun nok aldrig ramle ind i ægteskab, det virkede som noget for kun de meget heldige, og meget kunne der siges om Millicent, men at hun var heldig var desværre ikke noget af det.
- og desuden ..ville hun på et rådhus, så sådsn en kjole kom hun kun i nærheden af, til et show.
" Heldige pige" sagde hun og blinkede skælmsk.
" hmmm....hvad med noget... Med sød chilli? Eller skovbær...? Har du det.."
Millicent satte sig ned og snusede ind.Der var en helt særligt lugt af...lim? Stof? Det var svært for hendes næse at skille de forskellige lugte ad, med hun kunne godt lide den...den passede til stemningen i rummet.

Safre begynde at liste op i køkkenet oven på butikken imens hun råbte: "Jeg har det meste" Hun satte hurtigt el-kedlen til at kog vand. Hun fandt en af de mange te-kander og tænkte lidt over hvilken te hun skulle lave.

Millicent smilede, det undrede hende ikke at Rose havde et helt arsenal af tetyper.
" Chilli så" kaldte hun op til hende.
Hun trængte til noget stærkt og til en veninde.Ikke fordi hun behøvede at hænge alt sit snavsede vasketøj til udstilling for Rose, men bare det....at vide at een var det for hende..gjore hende glad.

Safre fandt hurtigt noget chilli te og satte teen over. Så snart vandet havede kogt frylde hun tekanden og gik ned med den sammen med et par blomstrede tekopper. "Når, hvordan går det så min kære?" spurgte hun venligt.

Millicent smilede, og rejste sig for at hjælpe med kopperne...
" Det går...sådan nogenlunde... Lidt kaos i privatlivet...men mon ikke jeg finder ud af det"
Sagde hun lidt undskyldende.
Lige nu, var der både klubben, Stephen,William og Thomas og deres projekt der nu også omhandlede Hadrian, der fyldte en del
" Men ...jeg er ved at opspore min fortid...du ved ..den har gemt sig i min hukommelse der ikke vil frem, og en god ven , Thomas hjælper mig med at opsporer den."
Hun holdte en pause...for at se om Safre reagerede, men ...der kunne jo være så mange der hed Thomas...
" Han er vampyr....og ikke særlig stor"
Tilføjede hun blidt....det burde indsnævre feltet, væsenligt.

Safre så tænksom ud. "Nåre den lille nuttede Thomas der blev så sur over at jeg gav ham blod!" Hun så ned og hendes blik blev fjerne. "Gid jeg også havde mistet alt om min fortid" hviskede hun for sig selv. Hun så hurtigt op igen. "Mælk eller sukker?" spurgte hun varmt.

Et smil brød frem på Millicents læber.
" Det kunne lyde som ham, ja .....men..hvorfor blev han sur over det? Han lever jo af blod?"
Millicent var på vej ned af en afvej nu, men det var jo spændende at to af hendes bedste venner faktisk kendte hinanden, og hun så gerne deres venskab intakt.
" lidt mælk " bad hun, selv om hun normalt ikke brugte noget, men nu var det chilli og hendes krop var så underlig lige for tiden.

"Han havde nok bare ikke regnet med at jeg kunne gætte hvad han var." Sagde Safre drillesygt imens hun bevægede sig hen til trappen. "Lige et øjeblik og jeg kommer med noget mælk." sagde hun venligt og gik hurtigt og lydløst op af trappen. hurtigt og per automatik fandt hun mælken frem og hældte den op i en lille blomstrede kande.

" I see...jamen, der er jo heller ikke mange der kender til den verden" hun kiggede efter Safre, og ærgede sig...hun skulle have sagt nej tak til mælk, og spat hende for den ekstra tur.
Da Safre kom tilbage og fik sat sig ned, slig Millicent hul på den ene del af hendes agenda, udover virkelig at have savnet Rose.
" Ved du hvad...jeg ville spørge dig om noget...og bede dig tænke dig grundigt om, før du svareer mig..." millicent hældte lidt mælk oven i sin te...
" Thomas fortæller at du har brandsikret en jakke for ham? .....Rose, har du nogen sinde brandsikret en seng ? Måske inden for et år? Men ....ja hvis en branskiring kan holde længe, så skal du måske flere år tilbage i din hukommelse" forsøgte Millicent at forklare.
Hun forstod ikke helt hvordan Rose skulle kunne det, men det måtte vel være magi....ihvertfald stolede hun på Thomas.


// sorry ...jeg tror jeg kommer til at rode lidt rundt i dine navne, Millie kender dig jo som Rose //

//Du skal ikke undskylde! :3 tværdig mod er du rigtigt godt til at rollespile på det din karakter ved //

Safre hældte teen op til Millicent og hende selv. Hun så tænksomt ned. "Du kender til vampyrer , men hvad kender du ellers til af den ikke menneskelige verden. Verden er jo ikke altid det man ser. Jeg har gjord forfærdelige ting og har en fortid jeg ville ønske jeg kunne glemme. Jeg kan gøre ting der kan hjælpe mange folk men også hjælpe de forkerte." sagde Safre stadig med en vennelig stemme men nu også med en tone af skam og bedrøvelse.

// //

Millicent lagde hoved lidt på sned og så på sin veninde.
Så..Rose var ikke pletfri...hvem var også snart det? Men Millicent var en pige der lid sig styrer af sin intuition, ofte...og den sagde at Rose havde et godt hjerte, og hvad end hun havde gjort i sin fortid...fortrød hun nu.Millicent bemærkede også at Rose ikke svarede på det med at brandsikre en seng.
" Rose...jeg...jeg har oplevet meget, siden sidst. Og mødt både dæmoner...og engle. Og..jeg tror at der er overnaturlige kræfter på spil, nogle der måske har pillet ved min hukommelse med vilje"

Hun tænkte på sine møder med William, hvor stormfulde de havde været ..på godt og ondt..men også på hvordan een som William kunne slette en persons hukommelse, og tage kontrol over deres krop...og styrer deres handlinger, hvad hvis en som ham...havde gjort det mod Millicent?
Så var hun delvis skyld i sine forældres skyld.

" Rose....hvad end du har gjort, så tilgiver jeg dig det...du er en anden i dag, en god pige...min veninde! Men sig mig....har du brandsikret en seng før?"

"Ikke en seng, men dyner, madresser, puder, tæpper også videre. Men magien kunne havde smittet af, jeg ved det ikke, jeg stiller ikke så mange spørgsmål til dem der giver mig arbejde. Spørgsmålende betaler de sig fra." Sagde Safre alvorligt og tog en tår af sin kop. "Magi er farligt, men jeg har dog ikke hørt om magi der er så stærk at kunne slette hukommelse i så lang tid. Men slag eller skud i hovedet kan godt få folk til at glemme." Sagde Safre tænksomt.

Millicent nikkede.Hun vidste der var spørgsmål hun burde stille Rose, men ikke hvad de var.
Det var ærgeligt Thomas ikke var tilstede, han ville have vidst det.
Måske det virkelig var nok at have brandsikret alt hendes linned? Millicent anede intet om noget af den slags.Dog fik Rose hende til at le....
" Ej, ingen har skudt mig i hovedet, trods alt". Millicent mente selv hukommelsestabet skyldtes chok eller et slag, men politiet behandlede hende som hun fandt på det, og Thomas mente der var magi involveret.Og efter at have haft et par sessioner hos psykologen Silas, var hun helt enig med Thomas.Nogen var efter hende....men hvorfor? Det anede hun ikke.
Og om det var hendes forfølger....eller hende selv der havde futtet det hele af, det vidste hun heller ikke.
" Åh...Rose...du skal være glad for du husker...selv de dårlige ting" sagde hun med et trist lille smil, og drak lidt af den velduftene te,

Safre smilede hånligt. "Nej ikke når det eneste du har mødt de første 250år at dit liv er had, foragtelse og frygt." Hendes stemme blev varm igen."Jo self. er der sket gode ting men det er kun sket inden for de sidste 50 år." Hun så spændt på Millicent for at se hendes reaktion.

Hun så forvirret ud.
Rose var så meget ikke et menneske...hvad var hun så?
Vampyr ..udelukket!
Dæmon? Naaa...dem hun havde mødt der var det, havde ....ja, skal vi bare sige at Millicent nu var bange for dem.Selvom det måske var af helt andre grunde, end kun lige den dæmoniske arv.

" er du en...engel?" Spurgte hun ...da engle kunne holde sig unge i mange år.

" Hvad...hvad skete der i de...250 år" spurgte hun og stemmen var sløret af bekymring for sin veninde, og hvad hun havde gennemlevet.

Safre begynde at grine da Millicent nævnte det med engle. Hendes latter var varm og klar. "Nejnej det er jeg ikke ren nok til at være, jeg er en elver, ikke en særlig pæn en, men stadig en elver." Sagde Safre muntert og tog endnu en tår te. Hendes blik blev alvorligt igen. "mange elver er meget snopet og fine på den, især de fine og adelige familier, jeg kommer fra sådan en familie. Min familie er kendt for at have de smukkeste og længst øre i hele elveriget." Safre flyttede noget af sit orange hår så man kunne se hendes øre der mest af alt linede et par lidt spidse menneske øre. "Jeg et misforster og dem bliver der set ned på."

Skulle man være ..ren..for at være engel? Haha, den måtte hun lige vende med Stephen.
Hun vidste nu godt, at der ikke var ondt gemt i ham, på nogen måde...han var...en god fyr...ren.
Millicent lænede sig lidt forover, for bedre at kunne se på Roses øre.
Så hun var elver! Interessant...hun kendte kun Ozzie der var det.... Og han så vist heller ikke sin familie længere, så vidt hun vidste.
" Rose...du er smuk....elegant og smuk...der er intet misfoster over dig, sweetie" sagde hun trøstende.
Og hvis de elvere mente andet, var de da ikke selv for kløgtige!
" Du mener da ikke seriøst at du er blevet udstødt, på grund af dine øre?"
Spurgte hun undrende.Det gav hende et meget snævert syn på elvere, is de virkelig kunne gøre det.

Safre smilede sørgmodigt. "jo, det og min tankegang. Det er jeg blevet hadet for, mobbet med og så videre. En dag fik jeg nok og dræbte nogle af mine klassekamarater. sad i fængsel en masse år og blev så forvist til jeres verden." Sagde Safre føelseskoldt.

Millicent standsede midt i bevægelsen der skulle fører teen til hendes læber....og gloede på Rose.
" Du....dræbte dine klassekammerater? M-men ...hvorfor.. Jeg forstår ikke?" Sagde hun , både rystet og målløs.Hun måtte have haft en god grund....de havde vel drevet hende til det, ved psykisk mishandling...eller noget.
Millicent så på hende med store runde øjne..." åh Rose, for fanden.... Hvad skete der?"
Hun så for sig, den scene hvor den unge Anakin mistede kontrollen, var nærmest sindsyg af jalousi,sorg og magtbegær....at han dræbte alle de små kære jedi elever.Millicent havde grædt, så tårene trillede.

Safre så op mod loftet imens hun tænkte. "Jeg ved det ikke, i mennesker kalder det for mobning, forestil dig at være blevet mobbet hele dit liv, hadet. At alt det er blev sagt til en var ting der nedgjorde en. Aldrig mærke kærlighed eller venskab, eller bare varme. Til sidst får man nok, enten bliver man fyldt mad had og hævntørst ellers bliver man så trist at man tager livet af sig selv."

" Man kunne også bare blive deprimeret og tage ti kilo overvægt på i lyschokolade" sagde Millicent blidt.
Det lød voldsomt, og Millicent var delvist rystet, men hun kunne mærke at Safre havde et godt hjerte, og så måtte hun leve med fortiden.Alle have en fortid de gerne ville glemme.
Alle- altså undtaget Millicent...hun havde en hun så gerne ville huske?'
" Life stinks" sagde hun og havde lyst til at hive Safre et knus.