The tale of two girls - Safre

"Tja det gør det vel. Jeg forstår bare ikke hvorfor jeg stadig lever. Kan du forstå hvorfor jeg ville ønske jeg ikke kunne huske?" Sagde Safre søgmodigt og så trist på Millicent. *Hvorfor er hun ikke flygtet endnu*

Millicent så alvorlig ud da hun svarede " Nej....Rose,det kan jeg ikke forstå du ikke vil.Din fantasi ville æde dig op indefra og du ville ikke have brugt episoden til at blive en bedre person.
Uanset hvad....er vished bedre, også selv om den smager grimt og man er ulykkelig over den.Du er en god person....du bøder i dit hjerte , for din gerning dengang....det er den hårdeste straf....og du, min skat...burde tilgive dig selv....sålænge du aldrig gør sådan noget mere" sagde Millicent og strøg hende hurtigt over hendes hånd.

Safre så fortsat ned. "men jeg er ikke blevet bedre! Så sent som for en uge siden slog jeg uskyldige ihjel!" Tårende trillede forsigtigt ned af hendes kinder. Men inde i hende arbejde en lyst sig op, en lyst hun prøvede at gemme væk, lysten til at dræbe.

Millicent spærrede øjnene op i forbløffelse, og for første gang undrede hun sig, om hun måske havde tavet fejl af sin veninde...men ...det måtte bare ikke passe...nej, det passede ikke!
" Safre..h-hva siger du" stammede Millicent og så uroligt på hende..." hvad fanden har du lavet?" Sagde hun i en næsten streng mor tone.

Safre krummede sig sammen. "Der bor et monster i mig, en hævn- og blod-tørst. Jeg prøver at holde den tilbage, men nogle gange slipper den ud.... og så ¤snøft¤ går det galt. Derfor burde du dræbe mig nu." Hun holdt sine hænder for sit ansigt. hun ville ikke skade sine venner og dem hun holdte af, det var det i verden hun mindst ville.