Alene,... altid alene

Gæst

Tid: Omkring 15 tiden
Vejr: Overskyet og koldt
Sted: Parken
Omgivelser: Nogle mennesker og væsner, her og der
_________________________________________________________________________________
Det var utroligt hvor alene man kunne føle sig, også selv om man var omringet af mennesker og væsner. Det var nok mest det at man ikke havde nogen at snakke med, som træk mest på de mennesker og væsner som gik alene på gaderne. Selv om byen var ret så stor, så var det sjoveste når man havde nogen at tilbringe sin tid sammen med.
En af dem som altid havde denne følelse, uden rigtigt selv at lægge mærke til det var David eller mere kendt som Junior. Han havde lige flyttet til Aterswell, bare dagen før og han havde ikke engang fået pakket ud før han var ude på gaderne. Det var så indenlukkende, og ensomt hvis man bare sad indefor.
Han havde derfor denne ellers så kolde dag, besluttet sig for at tage ned i parken. Det tog ham evigheder, bare for at finde der hen da han jo aldrig havde været der før.
Han var godt dækket til, til denne kolde dag også selv om det ikke hjalp. Han var en af de personer, som frøs hele tiden og kunne ikke få varme nok.

Da han endelig var kommet ned i parken, var der fuld af liv rundt omkring ham. Børn der legede med hinanden, hunde som gøet og hentede pind til deres ejer. Så de både unge og de gamle mennesker og væsner som var forelsket, gik i hånd med deres elskede person.
Junior så sig lidt omkring og kunne ikke lade være med at smile, han kunne godt lide at bare se på mens tiden fløj rundt omkring ham. Han fik knap nok set sig omkring, før han sad på en af de tomme bænke, og med sit blok i hånden. Han havde en lille blyant siddende på hans øre, som næsten aldrig forlod hans øre udover når han tegnede. Det gik heller ikke længe, før han havde taget den og begynde at tegne alt omkring sig.

Gæst

Thomas havde våget sig udenfor selvom det var lidt for tidligt. Den overskyede himmel gjorde det muligt for ham at gå uden for selvom det egentlig ikke var tilrådeligt. Han havde brug for at komme lidt ud for hans lejlighede havde i de seneste par dage føltes som en sakofag han var blevet låst inde i, desuden var han småsulten selvom det sagten kunne vente nogle timer endnu. Han havde taget sine forholdsregler mod at blive ramt af solen, hans lange sorte frakke med hætte, beskyttede ham fra top til tå, og hvad den ikke kunne klare, tog hans metalbeslåede støvler og hans slidte, cowboy bukser.
Thomas lignede på næsten alle måder en 12årig, fordi han havde været 12 dengang han blev forvandlet til vampyr, men hans sorte øjne udstrålede viden og selvsikkerhed.
Han bevægede sig mod parken, for han havde aldrig set den, når det var lyst, og det kunne han jo ligesågodt gøre nu. Desuden var der sikkert flere mennesker ude på dette tidspunkt måske kunne han se hvordan de opførte sig, når de ikke gik forskræmte rundt om natten. Han gik ind gennem den store smedejerns låge, det faktisk kun stod der til pynt eftersom den aldrig var lukket, og videre ind i parken.
Den så ikke anderledes ud, kun mere lys. Til gengæld var der en hel del flere mennesker end normalt, hvilket gjorde parken så meget mere livlig. Han gik ned langs stien for at finde et sted at sætte sig.

Gæst

Der var nok mange unge mennesker på Junior's alder, som ville næsten ligefrem gå i panik af at sidde alene på en bænk uden venner omkring sig. Det gjorde han overhovedet ikke, han nød et eller andet stilheden omkring sig og bare se verden flyve afsted foran hans øjne. Han havde aldrig været en af dem som gik hen og snakkede til folk, det var nok en af de ting som havde gjort ham så stærk når han var alene. Han kunne klare så meget mere, når det handlede om at være alene. Selv om han synes det var rart at være blandt folk, så kunne han klare at være alene for sig selv.
Han havde det også med at flyve ind i sine egne tanker, så han lag ikke rigtigt mærke til de folk omkring ham. Han så op en gang imellem fra sit blik, før han atter igen vende sit blik ned mod den og tegnede videre.
Han bed let i sin tunge, som han altid gjorde når han skulle holde fokus på noget. Det var dog en af de ting, som man skulle kende til ham før man lag mærke til det.
Han havde trukket sine ben op under sig, også selv om han ikke blev særlig højere end det. Han var en ret så lille fyr, og det var bestemt ikke altid sjovt. Mens når der kom nogen for at drille ham, han var jo ligefrem til at kaste rundt med.
Det var nok en af de andre grunde til at hans forældre havde sendt ham væk, så han ikke blev drillet længere eller det var vel mere mobning? selv om dem som drillede ham, kendte ham overhovedet gik og drillede ham kun med de ting som de kunne se.
Han var endelig glad for at komme væk fra Tyskland, og måske lære nye mennesker at kende.

Gæst

Thomas bevægede sig ned af stien. Han gad godt vide om der var flere mennesker i hvis der var solskin, for alle de mennesker han havde talt med... især kvinderne... var helt vilde med sol. Det var ikke noget han kunne forstå efter som den brændte ham, hvis den ramte ham. Han gik forbi en dreng der sad på en bænk og tegnede. Han besluttede sig for at spørge ham, om det med parken. "Hey, må jeg spørge dig om noget." Spurte han ganske uskyldigt. Hans stemme var hæs og rug, med en snært af en britisk accent. Han kiggede på ham, fra inde under hætten, med sine sorte øjne.

Gæst

Junior tyggede bare videre på sin tunge, mens han tegnede og var helt inde i sine egne tanker. Han blev hurtigt slået ud af sine egne tanker, da han hørte en stemme som var ret så tæt på ham. Han vende langsomt sit blik op mod drengen foran sig, han så lidt forvirret på ham.. da han ikke var sikker på om det var ham, der blev snakket til "ja?" sagde han spørge kort tid efter, med en tysk accent som lød barnlig som om den ikke var gået i overgang endnu.
Han stoppede med at tegne, med det samme han vende sit blik op mod ham. Han kunne jo ikke forsætte med at tegne, for det ville være uhøfligt at vende sit blik ned mod sit blok igen. Det var en af de ting som hans forældre havde lært ham, at man kunne skulle holde sit blik på folk man snakkede med.

Gæst

Thomas fortsatte uanfægtet "Bruger du denne her park tit, og i så fald, er der så flere mennesker når solen skinner?" Det var et underligt spørgsmål, men det var vigtigt, for hvis det viste sig at menneskene var gladere for at være ude i det åbne, når solen var fremme, så ville det undre ham meget at vampyrer kun kunne være ude når solen var væk. Han var allerede begyndt at tvivle på om drengen her viste noget om det, men man kunne jo kun vente på hans svar.

Gæst

Junior så lidt forvirret på ham, som han altid gjorde når folk snakkede til ham "mmmh... nej, eller jo... altså jeg er lige flyttet her til, igår faktisk..." sagde han med en undskyldende stemme, da han ikke viste om han kunne hjælpe ham. Selv om det var nogle underlige spørgsmål som han kom med, men det var vel bare sådan folk var her? "der er nok flere ude når solen er fremme... da det jo er varmt.. men fortrække selv, når det er overskyet" sagde han og viste at der ikke var mange der ville forstå ham, da han jo ikke var som alle andre. Han elskede for det meste ting, som andre aldrig ville elske. Måske var det fordi han godt kunne lide at være anderledes, ellers synes han bare at det var synd hvis ikke alt blev elsket. Han var ikke hel sikker, han tænkte jo ikke så ofte over sådan nogle ting "kan du da bedst lide når solen er fremme?" spurgte han om lidt efter, og regnede lidt med at denne fyr ikke var ofte ude når solen var fremme. Så ville han da vide, hvor mange mennesker der var ude??.

Gæst

Thomas smilede, som om der var et eller andet der var enormt morsomt. "Nej det kan jeg ikke." Sagde han. "Jeg kan bedre lide når solen er gået ned, du ved, men overskyet kan også bruges." Denne udtalelse blev lidt modvægtet af at Thomas hud var temmelig solbrun, men det havde noget at gøre med hans vampyr-klan, for han kunne slet ikke tåle sol. "Er du tysker? Jeg syns din accent lyder tysk." Sagde han så.

Gæst

Junior viste jo ikke at Thomas ikke kunne tåle sol, han kendte slet ikke til de væsner som gik rundt omkring ham. Selv om nogle af dem sende ham skumle blikke, men han havde bare overbevist sig om at de var perverse mennesker og ikke så ham som mad. Der fandtes jo også mange perverse mennesker, men sådan var verden vel bare?
Han havde en svagt smil på sine læber, også selv om man ikke lag så meget mærke til det "sådan er nogle jo" sagde han og rykkede sig lidt til den ene side "vil du sidde ned?" spurgte han om og ville ikke fylde hele bænken, hvis han havde lyst til at sidde ned "jaer det er jeg.." sagde han og gav et lille grin fra sig, han lag blyanten på plads bag sit øre og lukkede sit blok i "jeg er David Junior Von Bülow... men du kan bare kalde mig Junior" sagde han og kunne bedre lide at blive kaldt det, end at blive kaldt David da det var hans far's navn ikke hans "og du er?" spurgte han om lidt efter

//hey en lille ting ^^ jeg vil ikke have at Junior, finder ud af væsner//

Gæst

Thomas smilede. "Jo tak, det vil jeg gerne." Han var slået over i et næsten fejlfrit tysk. "Jeg kender det godt, jeg hedder Thomas Whitefoot, Thomas hed min far også, jeg har boet i Berlin i nogle år." Sagde Han mere præcis var havde an boet det under krigen, og mens Berlinmuren stod, men det var der ikke nogen der ville tro på så han opdigtede hurtigt en løgn i hovedet. Men nu er jeg flyttet her til, fordi... øh... fordi min mor fik et arbejder herovre." Løj han. Han følte det nok var bedst at skifte emne, for selvom alle vampyrer var gode løgnere, hvis ikke man var overlevede man ikke så længe, men en af de bedste tricks var at undgå farlige emner. "Hvad er det du tegner?" Spurte han, mens han adræt hoppede op på bænken og satte sig ned.

//Jeg har ikke Tænkt mig at sige noget alligevel. Du er ikke magiker så det er ikke lovligt. Thomas er normalt ligeglad med loven men lige om den del kommer ham til gode, dont worry//

Gæst

Junior blev ret overrasket over at denne dreng kunne tale tysk, men alligevel var det rart at høre det sprog en gang imellem. Selv om han hørte det hver aften, når han snakkede med sine forældre i telefon "oh.. hyggeligt at møde dig Thomas" sagde han og var bare overrasket over at han havde boet i tyskland, da det vel ikke var ofte at det vil ske. Det var jo en ret så stor verden som de boet i, men det var jo alligevel rart "kunne du lide Berlin?" spurgte han om og synes selv at det var en ret så magisk by, men det var ikke så mange som synes det samme som ham.
"hvad arbejder hun med?" spurgte han om for at have noget mere at snakke om "jeg er selv flyttet her til, for at studere" sagde han med et stort smil på sine læber, han vende kort sit blik ned mod sit blok "alt omkring mig" sagde han og slog op på siden igen, og viste den frem til ham. Han havde fået tegnet et kærestepar, træer, børn og en masse andre ting "synes du?" spurgte han om og bed sig let i læben

//okay.. bare oplevet før.. at folk ligefrem starter med at skrive "hej" i et emne og kort tid efter "jeg er en vampyr" eller hvad de ellers er for noget.. så skulle bare være sikker på at du ikke gjorde det ^^//

Gæst

"Ja... Jeg kunne godt lide Berlin, der forgår en masse heletiden et eller andet." Sagde han. Hvilket jo var sandt, både dengang, hvor der var krig og frygt hvor end man gik, og nu hvor det var en storby hvor der altid skete et eller andet. Han kiggede ind over Junior for at se hans tegning. "Den god, og detaljeret." Sagde han. "Var der noget specielt du ville fange, for den fanger hele perspektivet om hvad folk i øjeblikket bruger parken til." Sagde han. Han undgik spørgsmålet om hvad hans mor lavede som om han ikke havde hørt det, fordi hun alligevel ikke eksisterede. "Hvad studere du? Universitetet her i byen har et stort udvalg af hovedfag man kan læse, og det er et godt arbejds miljø har jeg hørt."

Gæst

Junior gjorde det han var bedst til, sad bare og lyttede efter og nikkede de få gange som han behøvede. Han havde aldrig været den store snakke person, så ville han heller lytte efter og blot snakke de gange han behøvede. Det var nok også sådan folk bedst kunne lide ham, hvor de gik opmærksomhed og ikke behøvede at give noget selv. Selv om han aldrig havde fattet det med de folk som ønskede opmærksomhed, det blev bare for meget for ham når det skete mod ham selv.
"tak" sagde han og så selv kort ned på sin tegning og smilte lidt imens "nah.. jeg kan bare godt lide at tegne alt omkring mig" sagde han og vende sit blik op mod ham igen.
"jeg studere kunst og lidt design.. mine forældre vil ikke have jeg blive designer" sagde han og det var nok en af hans store drømme "hvad laver du selv?" spurgte han om lidt efter og sende ham et venligt smil.

Gæst

"Mig..? jeg går i skole... du ved." Sagde han undvigende. Thomas hverdag var meget forskællig, han sov om dagen, jagede samt passede sine forretninger om natten. Foretningerne gik mest ud på handel via iternettet med magiske genstande, men også med generelt almindelig handel, som grosserer for eksempel hvor man ikke behøvede at producere noget, og hvor man ikke behøvede at se sine kunder andsigt til andsigt. Men alt dette kunne han jo ikke sige til Junior. "Jeg kan godt forstille mig at dine forældre gerne vil ha' du laver noget andet end at blive designer. Især hvis man har så fint et famillie navn. Hvad ville de gerne ha' du blev?" Spurte han. Thomas ejen far havde selv været en temmelig velhavende mand, og han ville gerne ha' at Thomas skulle være blevet læge, ligsom ham selv... Det havde han i hvert fald altid sagt.

Gæst

Han vende kort og hurtigt sit blik rundt omkring, da børnene løb lidt frem og tilbage og skrig. Han gav et lille grin fra, før han vende sit blik mod Thomas igen. Han holde et halv stort smil på sine læber, som plejede at komme frem når han havde grinet "lyder ikke så sjovt.. hvor gammel er du lige?" spurgte han kort om, da han jo ikke engang viste hvor gammel han var.
Hans smil forsvandt lidt og havde et lille smil, som han holde på sine læber "de vil gerne have at jeg bliver kunster.. det er min far, og min farfar var.. men jeg vil heller være designer" sagde han også selv om han elskede kunst utroligt meget, så var det ikke noget som han havde lyst til at leve af.
Han ville heller leve af at designe tøj, og det var en drøm som han bestemt ikke havde tænkt sig at give slip på "hvad vil du endelig gerne være?" spurgte han om.

Gæst

Thomas lo kort, ikke højt eller spottene på nogen måde, men det var en underlig ombytning. "Din far vil ha' du skal følge ham og blive kunstner... den er ny." Sagde han. "Jeg troede man blev kunstner fordi man havde talent for det, og ikke fordi man bliver pålagt det... Så bliver man i hvert fald ikke nogen god en af slagsen." i forhold til hvad han selv havde været igennem, i sine tidlige år, så syntes Juniors problemer med familien nu pludselig meget banale og let løselige. "Der er da heller ikke vanvittiglangt fra at være kunstner, til at være designer... er der det?" Spurte han. Han tænkte også lidt over hvad han skulle svare... hvad ville han ha valgt at være, hvis han kunne vælge frit. Præcis det han var nu, selvom han godt kunne bruge at se lidt ældre ud engang imellem. Han svare bare "Jeg ville da ikke ha noget imod at blive læge, men det kræver jo noget ikk... jeg er 15 forresten." Igen en løgn, han var faktisk 114 men han lignede en på 12 der opførte sig meget modent så det var hans standard svar.

Gæst

Janus nikkede langsomt og ret så kort "jaer.. når man har en familie af kunstner" sagde han og viste godt at han skulle leve op til familien, men han havde jo bare en anden drøm "tja.. men det er ikke fordi jeg ikke kan lide at lave kunst, jeg elsker det.. men det er ikke min drøm, om at lave det" sagde han og viste at de fleste nok ville synes han var mærkelig, at hans forældre var mærkelige at han ikke måtte blive designer. De forstod nok bare ikke hvordan hans forældre var, men det havde han så heller ikke noget imod "tja.. men nu kender du ikke mine forældre.. kunstner er noget mænd gør, i min familie.. tøj er kvindernes arbejde, min far køber ikke tøj lavet af mænd.. han mener de mænd som laver tøj er svage, og slet ikke er nogle mænd" sagde han mens hans smil forsvandt helt fra hans læber, han vende kort sit blik væk og lod sit blik studere de mennesker som var rundt omkring. Han vende kort tid efter, sit blik tilbage på ham "oh jeg er 16" sagde han og gav et lille grin fra sig "en læge.. dem kan man heller ikke få nok af" sagde han med en lidt tænkende tone

Gæst

"Når, så forstår jeg bedre. Din far er en af den slags mennesker, så kunne kan squ lige så godt være kristen." Sagde Thomas , og lagde armene over kors, som om han ikke nærede høje tanker om den status. "Din far tror atd kan finde på at komme hjem ført kjole, ikke sandt?" Sagde han. "Jeg syns du skal glemme deres ideer, om hvad du skal lave, du er i USA nu, det er og har altid været landet hvor man kan starte på en frisk, folk er kommet her til i flere hundrede år for at starte et nyt liv... tag at gør det samme, og send din far et maleri og en ny skjorte til jul." Sagde han. Han viste ikke selv hvorfor han var blevet så aggresiv, men det var vel hans egen bitterhed over ikke selv at ha' valgt sit liv den gang han blev vampyr, og trænet til at blive snigmorder, og spion, under arven fra den vampyrklan han var lblevet indviget til.

Gæst

Han træk lidt på skulderne, da han jo godt viste at han havde ret. Hans far var meget gammeldags, og sådan havde alle mænd i hans familie altid været "tja.. ved ikke ligefrem om han tror at jeg vil komme hjem i en kjole.. han ville nok tvinge en på mig, hvis jeg valgte kun at være designer" sagde han med en ærlig tone, da han jo godt kendte sin far "Det kan jeg ikke... hvis jeg kun går efter min drøm, så vil han enten få sendt mig hjem igen.. eller stoppe med at betale.. så hånden af mig" sagde han og var ikke sikker på om han ville kunne klare sig, så han turde ikke tage chancen og bare gå efter sin drøm "det ville han nok ikke blive glad for.. han ville nok heller have et bevis på at jeg klare mig som kunstner" sagde han og holde et smil på sine læber, selv om det var svært når man snakkede om sådan et emne. Det var også lidt underligt at snakke med en fremmede dreng om sådan noget, men alligevel var det rart at bare snakke med en eller anden.

Gæst

Thomas fnøs. "Ved du hvad jeg ville gøre?" Spurte han. "Jeg ville finde dig et job, det er nemmere her i byen en man skulle tro, og så ville jeg finde et billigt sted at bo mens du læser, betal det selv, om nødvendigt. Manden kan ikke slå hånden af dig, det kunne man slippe afsted med i middelalderen, men ikke idag, og under alle omstændigheder så bliver det ikke før du bliver 18. Det allerbedste ville være hvis du har en onkel eller noget, der ikke er så opsat på denne tradition, der kan få lidt medlidenhed med dig, og samtidig få en mulighed for at drille manden. Det er simpel manipulation, og det giver pote hvis man gør det rigtigt." Sagde Thomas. "Desuden elsker han dig stadig, der er ikke nogen grund til at tro at han bare vil lade dig sulte i et fremmed land."

Gæst

Han lyttede med på hvad han sagde, og alligevel viste han at han kendte sin far bedre end nogen anden og viste hvad han kunne finde på og hvad han ikke kunne finde på "min far er en meget gammeldags mand, hvis jeg ikke lever op til hans forventninger.. så vil han slå hånden af på mig, jeg er hans eneste barn og søn endda... han ville være ligeglad, hvis jeg så tiggede ham om ikke at slå hånden af på mig.... han elsker mig, det ved jeg.. men det er en hård kærligheden, han arbejder med.... og han har sine ting om hvad kvinder laver, og hvad mænd laver... og sådan er alle mænd i min familie" sagde han og viste ikke engang om han turde at kun følge sin drøm, han elskede jo sin familie og ville ikke risikere at aldrig ville kunne se dem igen "vil du finde mig et arbejde?? er det ikke umuligt, til dato overhovedet at være tæt på at få et arbejde?" sagde han og var endelig ret så overrasket over det, men det var nok ikke alle steder at man havde det lige så dårligt med arbejde.

Gæst

Thomas så opgivende på ham. "Nej jeg vil ikke, men jeg syns at du skal finde et selv, jeg siger jo at det ikke er så svært her i byen." Sagde Thomas. "Så du ikke behøver dine forældre, der var ingen der sagde det var let, men alternativet er at du skal gå og lave noget du ikke gider." Thomas havde været igennem ting der var værre end det, og klarede sig selv selvom han lignede et barn, så det var også muligt for ham her, hvis han gad.

Gæst

Han var ikke sikker på om han turde, det ville knuse hans mors hjerte. Hvis hun aldrig fik sin søn at se igen, det viste han
og det var næsten ikke til at holde ud. Han ville jo gerne leve sin drøm ud, men lige dette tidspunkt måtte han holde det lidt skjult "mmh.. jeg ved virkelig ikke... hvis nu min far aldrig tilgiver mig" sagde han og vende sit blik ned mod sine hænder, og pillede lidt sit blok af ren nervøsitet "jeg kan jo godt lide at lave kunst.. men at designe er noget jeg mere vil" sagde han og vende langsomt sit blik op mod ham igen, og sende ham et lidt svagt smil "hey.. vil du endelig med hen og få en kop café eller noget andet?" spurgte han stille om, og rejse sig op og ventede bare på hans svar.

Gæst

"Sure... hvorfor ikke, jeg kunne godt bruge noget at drikke." Sagde han. Han rejste sig op og ventede på at Junior fulgte med. "Hvis din far ikke tilgiver dig, så tilgiver han dig ikke, men det er ikke sandsynligt. Men du kan jo altid være både kunstner og designe tøj, det ene udelukker ikke det andet." Sagde han.

Gæst

Junior gad bare ikke blive i parken længere, det begynde at blive lidt køligt og at få noget varmt at drikke ville være godt "godt.. så lad os gå" sagde han og begynde bare at gå ned af stien, han holde sit blok tæt ind til sin krop mens han så på Thomas. Han havde altid haft det med at holde ting alt for tæt på sig, som om han var bange for at der var nogen der ville stjæle det for ham "tja, men han er jo min far" sagde han og viste ikke om han kunne leve uden at snakke med sin far, han betød jo så utroligt meget også selv om han ikke altid var støttende "nej det har du ret i.. prøver også på at lave begge.. også selv om jeg studere design, sådan lidt i skjul" sagde han og sende ham et venligt smil, mens de gik ud af porten og videre ned af gaden. Han gik bare hen til den første café han fik øje på, da han ikke endnu kendte til de bedste steder. Han åbnede stille døren og gik ud, og holde lidt øje med at han fulgte efter "hvad skal du have?" spurgte han om, mens han gik hen til kassen og smilte til den ældre dame som stod bag der "hej.. jeg vil gerne have en kop varm kakao....." sagde han og vende sit blik mod Thomas.

» Alene hjemme :(
» Alene hjemme - Azariel
» endu en gang alene (Alessandro)
» Alene i en alt for stor storby... (åben for alle)
» Jeg har da altid haft blå øjne (Fenryl)