Sleeping at the Radiant Rose ~ åbent.

Maya rømmede sig. Hun fik en ubehagelig smag af alt for stærk chokolade eller kaffe bagerst i halsen. Et eller andet trak sig sammen i hendes mellemgulv, og følelsen til hendes fødder forsvandt, som om nogen langsomt var ved at save igennem hendes ankel. Var det nervøsitet der gjorde det? Det føltes lidt som en voldsom panisk nervøsitet, men det var alt for voldsomt til situationen... Noget hårdt gled over hendes øjne, som om de et øjeblik var blevet til facetslebne safirer. Et øjeblik var hun bange for at prikke til noget inde i denne pige - noget hun ville fortryde senere. Dog var hendes følelser så tilpas kontrollerede at hun lignede en der diskuterede vejret. Men hun legede med ilden, og elskede det. Hun betragtede pigen som om de stod over for hinanden på en støvet vej, med solen i ryggen, en vindheks rullende igennem scenen og en revolver i hånden.

En ubehagelig grimasse trængte igennem hendes facade et øjeblik. Jæger? Selvfølgelig tænkte hun på det. Hun sad og junglerede med en kniv og truede hende - mere eller mindre. Selvfølgelig overvejede muligheden at hun sad over for en jæger... Men Maya kunne stadig ikke lade være med at skære ansigt. Den hånd der lå blottet på bordet krøllede sig sammen som en visnende blomst. Knoerne blev hvide. "Nej. Ikke jæger." Et ikke længere, i hvert fald hang lydløst imellem dem. Det var et forfærdeligt tidspunkt at blive melankolsk på.

Et lydløst suk gled fra hendes læber, imens hun støttede hagen på en knyttet hånd. "Pt., nej. Jeg har ingen magt over dig, med mindre du giver den til mig. Magt er et usikkert begreb. Befinder sig kun i dit hoved." Hun lød mere som om hun talte til sig selv, og hendes blik flyttede sig fra pigens altid ændrende øjne til sine fine negle. En hånd der kunne passe til hvilken som helst anden storbyspige der interesserede sig for sine negle.

Hun slikkede sig over læberne, og et glimt af hvide tænder var et øjeblik synligt. "Jeg ville faktisk bare gerne vide om du var lidt mere interessant end de der mennesker der kommer forbi min butik søndag formiddag." Hun fnøs. "Jeg kedede mig!" tilføjede hun, som om hun havde brug for en undskyldning.

Antydning af smil viste sig på Ravens mund, da jægerpigens øjne pludselig viste et vist ubehag. Den effekt havde hun til tider overfor andre, og åbenbart også overfor jægerpigen, der pludselig skar ansigt. Pigen var ikke jæger alligevel, åbenbart. Ikke længere, sagde hun, og det kom måske lidt bag på Raven. Hvorfor havde det så været i hendes tanker? Hvorfor havde hun så leget med minder, der gjorde ondt? De mørke øjne undgik ikke at se, hvordan hånden på bordet blev knyttet, hvordan senerne over knoerne og håndryggen trådte frem. Der var åbenbart et eller andet i fortiden om at være jæger. Hvor tåbeligt det end lød. På den anden side var det måske ikke så betydningsfuldt, for Raven selv havde jo en hel hær af rod- og hvileløse skygger og spøgelser, der vandrede hen over hendes erindringer og konstant krydsede hendes spor i verden. Også hun lukkede af for melankoli og uro. Lyttede i stedet til pigens lille udsagn om magt. Hver sin forståelse, vel.

Du får ikke nogen magt af mig, sagde Raven til pigen i sit hoved, hvor hun jo egentlig levede en ret stor del af sit liv. Der og så i andres hoveder. Åbenbart det eneste sted, hvor magt fandtes, i hvert fald ifølge denne her pige. Men bare fordi det kun findes i dit hoved, Harry Potter, behøver det ikke være mindre sandt af den grund. Raven havde sin litteratur på plads fra årene hos Damen, men hun sagde det ikke. Måske fordi pigen ikke længere virkede som om hun inkluderede Raven i samtalen. Hendes ord var blevet vendt indad, og hendes himmelblik var blevet vendt væk. Raven drak en lille tår cola og kom til at svale en lille smule, da brusen kom helt bag på hende.

Interessant? Virkelig? Havde pigen lige spurgt, om Raven var interessant? Fordi hun kedede sig? Raven lagde hovedet på skrå i et øjebliks stille tænksomhed. ”Om jeg er interessant?” gentog hun undrende som en forlængelse af sin egen tankestrøm. Hendes øjne havde et øjeblik været fjerne og matte, og vågnede pludselig op med en ny vittighed. ”Det kan du bande på, jeg er,” slyngede hun ud, og al frygtsom vagabond var som boblet væk af colaen. Hun rettede sig op og rakte en lille hånd frem som hilsen. ”Raven.” præsenterede hun sig. For første gang med sit rigtige navn, eller så rigtigt, som det nu var. Hun smilede bredt og gavtyvagtigt, og der kunne ikke være tvivl om, at smilet kunne blive fejet bort så let som ingenting, dog kun til en yderposition. Et smil af den slags, der aldrig helt kan slukkes. ”Og hvad med dig? Er du spændende?”