The Radiant Rose

En kold brise slog imod Narils ansigt da hun gik hen ad fortovet ved butikstorvet. I den venstre hånd havde hun en hvid pose med forskellige blå nuancer af små malebøtter som gav lyd hver gang de ramte hinanden. Den højre hånd var oppe i panden for at skygge for den varme sommersol. Det var ret dejligt vejr, solen stod højt på himlen og det var omkring 20 grader. Et typisk sommervejr.

Som hun gik hjemad i sine egne tanker, sank hun farten ned og stoppede op midt i det hele. En af de butikker hun havde passeret udsendte en fantastisk duft af blomster. Ude foran var der smykke rosen buketter i alle farver. Det var ret tomt på spisebordet derhjemme. Måske vil det pynte lidt hvis hun tog nogle blomster med hjem. Måske noget der mindede om gule magurttier. Naril bakkede tilbage og så op på skiltet: "The Radiant Rose" sagde hun for sig selv inden hun tog fat i håndtaget og skubbede til. Et elektronisk klokke ringede over hende og hun kiggede sig omkring efter noget inspirerende.

// Haha, dejligt sommervejr, huh? //

Den stærke duft af blomster havde det med at få Maya Jackson til at falde i stave og døse hen. Det måtte være en af de elvergener der stadig virkede stærk i hendes arvemasse, selvom hun kun var 50% elver. Derfor halvt lå hun hen over 'skranken' i butikken, et tungt træskrivebord, der var helt malplaceret i en blomsterbutik. Hun lå i en stak af afklippede blomsterstilke, blomsterblade og cellofan og bånd i forskellige farver. Det var ikke til at sige hvor længe hun havde været væk, men hun havde et rosafarvet trykmærke på sin ene kind, så det kunne have været længe.

Da døren gik op og klokken ringlede, fór hun op med sådan en kraft, at hun faldt ned fra stolen og trak en buket med sig i faldet. Stolen blev sendt hen over gulvet på sine hjul, og ramlede ind i et udstillingsbord med et bump.

Maya klamrede sig til skranken og trak sig febrilsk op at stå, imens hendes øjne dansede forvirret rundt, for at finde den person der havde sat en ende for hendes middagslur. Hun prøvede at rette på sin hestehale imens hun smilede til kunden i døren. "Velkommen. Hvad kan jeg hjælpe dig med?" Hendes smil var lidt skævt.

Naril blev helt bange da hun hørte det utallige bump ovre fra disken, men da det gik op for hende hvor sjovt det englig var, fniste hun lidt, og rømmede sig derefter for at virke voksen. Ekspedienten havde tydelig vis ikke haft kunder lige foreløbig.
"Jo. Jeg skulle høre om du havde en enkelt buket med små gule margueritter. Eller andet i den nuance." sagde hun med et venligt smil og tog posen over i den højre hånd.

Maya viste ikke om hun skulle græde eller grine, og det blev endnu værre da kvinden fniste af hende. Hun strøg sig distræt igennem håret med fingerspidserne, inden hun bed sig i tommelfingerneglen. Hun hadede sig selv på det tidspunkt. Det sted imod alle hendes instinkter at ligge og sove, helt forsvarsløs. Hendes forældre ville blive rødglødende hvis de viste hvad der var sket med deres mesterværk af et barn.

Hun samlede langsomt den maltrakterede buket op fra gulvet, og lagde den forsigtigt på bordet. "Vil du have margueritter, eller noget andet gult?" spurgte hun langsomt, uden rigtig at lyde som om hun var til stede. Så smilede hun imødekommende til kvinden, og gik lidt tættere på.

Naril kiggede nysgerrig rundt i butikken. Væggene var belagt med vægpotter og forskellige fotografier af landskaber. Over alt på gulvet stod der spande af blomster sorteret i farver. Naril gik hen til et at de mange spande og pegede på nogle gule gerbera margueritter.
"Sådan nogle der blandede med Inka liljer og hvide roser... Ja det lyder som en frisk blanding" sagde hun og trådte til side, så ekspedienten kunne se hvad hun pegede på.

Maya trådte om bag ved kvinden for at tage hendes valg i øjesyn. Hun kunne ikke lade være med at smile svagt. "Har du forstand på blomster?" Hun tog kvinden mere i øjesyn. Hendes lange, lange, mørke hår var bizart, men meget flot på sin egen måde. Hun lignede halvvejs en goth, men Maya var ikke helt sikker. Hendes krop var flot og elegant, og hendes træk var generelt ret perfekte. Hun kunne godt være et væsen.

Hun trådte et skridt tilbage for at komme frem til spandende med blomster. Perlerne på hendes sandaler klirrede. "Margueritter, inkaliljer, hvide roser...." mumlede hun for sig selv, imens hun hurtigt og erfarent samlede blomsterne og klippede stilkene til. Imens tilføjede hun et par have-forsythiaer for at give buketten lidt fylde. Hun gik lidt væk fra kvinden for at finde en elastik at binde blomsterne sammen med.

Naril kastede sit lange hår om bag ryggen, og og begyndte at tage sin pung op af bukselommen.
"Tjo. Jeg har i sin tid arbejdet i et gartneri på landet" sagde hun og kiggede ekspedienten i øjnene. Store og blå. Det mindede hende om et maleri hun engang havde set fra en udstilling.

Med ét ringede den elektroniske dørklokke, og en middelaldrende mand i en stor brun frakke på, trådte ind i butikken. Naril undrede sig over hvorfor han havde sådan en stor frakke på til et sommervejr. Han stod i bagrunden og kiggede underligt på ekspedienten. Som om han ventede på noget.

Maya kunne ikke lade være med at lege med tanken om hvad der ville være sket hvis hun også havde arbejdet på et gartneri på landet. Hvis hun var blevet opfostret af to gartnere. Det fik hende helt til at smile. I så fald ville hun ikke have haft så mange ar, men heller ikke så mange penge.

Hun drejede langsomt hovedet, og betragtede den mand der kom ind. Hun genkendte ham hurtigt, og sendte ham et imødekommende smil. "Jeg er der lige straks sir."

Hendes slanke hænder arbejdede hurtigt med elastikken. Hun rettede på nogle af blomsterhovederne, imens hun tastede på knapperne til det antikke kasseapparat. "Det bliver 5.50$" Hun rakte buketten frem imod kvinden med et stort Maya-smil - imens det lykkedes hende at holde diskret øje med manden ved døren. Hun hadede når hendes kunder kom på samme tid som hendes... kunder.

Naril havde allerede taget passende penge frem fra pungen inden blomsterne var færdige. Da hun havde lagt pengene på disken, tog hun buketten i den anden hånd. Hun nikkede til damen, og drejede om på hælene.
"Forsat god eftermiddag" sagde hun med en tydelig stemme og gik imod døren...men dag hun var kommet forbi manden i frakken, var det som om at hun kunne mærke en vrede. En stor og mørk vrede som strømmede ud. Som om der ville ryge en prop af snart.
Hvor meget Naril enten ville flygte derfra inden der skete noget ubehageligt, kunne hun ikke nænne at lade det gå ud over blomsterhandleren. Der var nok bedst hun ikke gik for langt væk.

Hun åbnede døren og gik udenfor, men heller ikke længere. Bare så det ikke så mistænkeligt ud, beundrede hun på blomsterne i krukkerne. Da døren lukkede bag hende, forøgede hun sin høresans, så hun lige nøjagtigt kunne følge med i deres samtale.

Maya nikkede tilbage med et smil, da hun tog pengene og puttede dem ned i kasseapparatet. Hun elskede lyden af maskineriet der ringlede når hun skubbede skuffen i. Det var en af grundene til at hun havde købt sådan et, og ikke et moderne, elektronisk skrummel. Det her var også meget pænere. "I lige måde!"

Lige så snart klokken på døren var faldet til ro, talte manden ved døren, og kom længere ind i butikken. "Sikke et sammentræf." Maya lagde hovedet på skrå, så det lyse hår faldt ned over hendes ansigt i lokker. "Undskyld, hvad?"

Manden kom tættere og tættere på disken, og Maya fik pludselig en følelse af at have en sten i maven. "Er de her for at handle?"

"Det var derfor jeg kom," sagde han, og lød alt andet end venlig. Hans mørke øjne virkede næsten flydende, og Maya kunne næsten mærke hans muskler dirre under jakken. "Men så genkendte jeg den lille, stakkels, elverpige."

Maya viste at det her ikke ville ende godt. Hendes hænder knugede så hårdt om bordpladen at træet knagede. Hun anede ikke hvem denne mand var, eller hvad han havde imod hende, men hans vrede var ikke til at tage fejl af. Blodåren i hans tinding så ud som om den skulle til at springes. "Hvis du ikke er kommet for at købe noget, vil jeg gerne have at du går."

Naril stod stadig og kiggede ned i de samme blomster da hun lyttede til samtalen. Det var ikke godt at vide hvor dette førte hen, men hun ventede tålmodigt på noget mere alvorligt. Det var jo i forvejen ikke pænt, ar lytte til andres samtaler, så hvor kønt ville det lige se ud hvis Naril bare stormede ind i butikken med sit lange blafrende hår, og sagde STOP MIN HERRE!.

En dame kiggede mærkeligt da hun passerede Naril. Sikkert fordi hun stod med hovedet nede i en potteplante. Hun indså at det var en tosset idé, så hun tog sin telefon frem og lod som om hun tjekkede den. Ja, det så sikkert mere normalt ud i disse tider som vi lever i.

Der skulle meget til at skræmme Maya Jackson, men den her mand var tæt på at være meget. Hun var vant til at jage og slå ihjel, men der var noget med den her fyr, som var totalt ude af balance. Han så fuldstændig vanvittig ud, når man kom tættere på. "Så du ved ikke hvem jeg er?"

"For helvede, menneske, hvordan skulle jeg dog vide det?!" Mayas øjenbryn var efterhånden blevet rynket til maximum, og hendes læber var fortrukket i en snerren. "Burde jeg vide hvem du er?"

Han så ud til at grine, men der var noget galt. "For to år siden slagtede du mine brødre. To varulve med koner og børn."

Maya trak på skuldrene, som om hun var fuldstændig ligeglad - hvilket hun også var. Hun kunne ikke helt huske jagten, men det kunne sagtens passe. "Hvis min far og jeg slog dine brødre ihjel, fortjente de det nok. Vi slår ikke nogen ihjel, hvis der ikke er penge i det, okay? Så nu vil jeg bede dig om at--"

Mandens jakke faldt af, da han rev armen ud af ærmet og rettede et gevær imod Maya. Hun reagerede instinktivt og rev en håndpistol frem fra en af skufferne i skranken, og rettede den direkte imod hans pande. De stod sådan et øjeblik, indtil det gik op for hende at det ikke hjalp at stå med en pistol hvis han bare ville skyde.

Da skudet lød, var hun allerede forsvundet bag skranken. Hun bankede kæberne sammen og bed hul i tungen da hun faldt.

Det her var forfærdeligt. Hvis butikken blev til et crimescene ville de måske finde hendes våben, og det havde hun ikke brug for.

Naril kiggede op af sin telefon, da hun hørte om en varulvejagt. Okay dét havde hun så ikke lige regnet med. Hun vidste godt om disse dusørjægere, men havde ikke lige forstillet en blomsterhandler som en af dem, men da de tog pistolerne frem, kunne hun godt se på hende hvem hun var i virkeligheden.
Naril spærrede øjnene op og kom til at tabe sin mobil, i det skuddet lød. Hun lagde buketten på en faldefærdig vintagebænk ved siden af indgang, og åbnede døren stille og roligt, så de ikke lagde mærke til hende med det samme. Et hvidt skilt i døren hvor der stod åben, blev i hast vendt om så der stod lukket. Det ville ikke være så smart med en kunde midt i det hele.

Naril stak hånden ned i posen og tog låget af en malerbøtte.
"Hey Uglyface!" råbte hun og i dét manden vendte sig om, smed hun malingen direkte ind i øjnene på ham. Han hev i aftrækkeren, men efter som han ikke kunne se noget, skød han forbi, og ramte nogle vaser. Glasskårene fløj ud over det hele, og Naril tog sit skjold op så hurtigt hun kunne, men uheldigvis blev hun ramt i foden, og smerten rev i hende.

Hun skreg af smerte, men vidste at hun altid kunne lave en healing på det senere.
Naril smed sig selv på gulvet og gravlede hen i læ ved disken, der ikke stod så langt fra hvor hun stod.

// Disken, er du syg? Den er den Maya gemmer sig under! HENDES GEMMESTED! XD //

Maya og fyren med geværet ville alligevel ikke have opdaget Naril hvis hun havde trasket ind med syvmilestøvler. De to fokuserede på hinanden, og ingen andre. Jo, Maya ville nok have opdaget det hvis hun ikke sad under et egetræsbord imens en stor varulv prøvede at pløkke hul i den fine antikvitet og dræbe hende.

Hun kunne næsten ikke nå at tænke selv, hendes indlærte instinkter tog selv over. Lige så snart noget virkede som en afledning på varulven, rev hun sig atletisk ud fra sit gemmested og sprang fra bordet op på ryggen af den tumlende varulv. Imens hun hamrede knæende ind på hver side af hovedet på manden, prøvede hun at få styr på situationen. Den søde kvinde der lige havde købt en gul buket var i gang med at søge skjul. Maya ville have været virkelig taknemmelig, hvis ikke hun var i gang med at uskadeliggøre en mand omkring tre gange så stor som hende selv. Imens malingen i hans ansigt smittede af på hendes dyre designerbukser. For Satan da.

Det knusende slag fra hendes knæ fik hans knogler til at brække, og han bukkede sammen på gulvet. Enhver anden person ville nok være styrtet hen til kvinden der lå (mere eller mindre) skrigende under en af diskene - men det gjorde Maya ikke. Aldrig forlad dit bytte, med mindre ud er sikker på at denne er uskadeliggjort.

Hun trak pistolen frem fra buksekanten og pressede løbet imod hans tinding. Inden hun kunne nå at trykke på aftrækkeren, rystede hans krop sig ukontrollabelt. Han måtte være i gang med at forvandle sig! Situationen var lige blevet forværret. En rasende, såret varulv i hendes blomsterbutik? Så for Satan da X2.

Naril var ikke andet end en n00b. Hun fumlede med fingrene efter noget at slå igen med. Noget at beskytte sig selv med, men hun kunne ikke finde andet en gavebånd og lykønskningskort. Hun bandede ling for sig selv da hun i al hast kom til at sætte sig på sig eget hår.
"For satan da ogs" råbte hun svovlende i det hun så den store mand udvikle sig. Hun kunne mærke hans blod fare gennem kroppen og hans underlige adrenalin stige ham til hovedet. En mærkelig situation, at selv Naril ikke kunne tro det.

Hun ledte videre og fandt en saks i en af skufferne, men inden hun lukkede skuffen igen, gik det op for hende, at der lå mere nede i skuffen. Knive og pistoler lå i parvis og ventede på at komme i brug. Hun nåede ikke at tænke sig om inden hendes højre hånd var overtaget af en alt for stor dolk. Hun rejste sig op og så på uhyret imens det forvandlede sig...

Maya nåede ikke engang at blinke, før den mørke ulveskikkelse var over hende. Han landede direkte oven på hende, og pressede hende imod butikkens trægulv. Hun skreg, men hendes ansigt var presset op imod hans pels, så det eneste hun fik ud af det var hår i munden. Hendes krop vred sig i krampetrækninger, både nogen hun selv styrede, for at komme fri, og nogen ufrivillige nogen af ren og skær rædsel. Hun hadede varulve, og det var ikke uden grund.

Varulvens tænder sank dybt ned i hendes skulder, men denne gang skreg hun ikke. Ulvens krop holdt hendes hænder ud til siderne, så hun hvirvlede bare med et par ubrugelige hænder med en pistol hun ikke kunne sigte med. Af rædsel og frustration trykkede hun to gange på aftrækkeren. Ét skud var lige ved at gennembore kvinden med den gulve buket, og den anden kugle ramte varulvens pote. Det var bare ikke nok. Han opdagede det slet ikke, og gjorde klar til at bide igen.

Lynhurtigt, nåede hun at gøre brug af hans tøven inden angrebet. Hun kilede sine ben op imellem deres kroppe, og gjorde alt hvad hun kunne for at presse ham væk. Hvis hun fik sit ben fri, ville hun måske være i stand til at vende dem rundt. Han var alt for tung til at kæmpe imod så længe hun lå nederst.

Naril skreg af rædsel da en kugle fløj over hendes hoved. Ikke engang et split sekund kunne hun nå at reagere på den, før det var for sent. Hun skreg af rædsel, tog sig selv til hovedet og sagde til sig selv: Tænk for satan din uduelig undskyldning af en engel!
Hun lukkede sine øjne og koncentrerede sig for alvor. Tankerne skulle væk før handling.

Det gamle bord skælvede over hende da hun krævlede om på det og kasseapparatets klokke gav sig. I hånden havde hun den skarpe dolk klar og benene rystede. Aldrig i dette årti havde hun været så bange. Hun satte af disken og sprang hen til bæstet. I et utænkeligt øjeblik stak hun dolken i ryggen på dyret.
"Slip hende dit monster!" skreg hun og trak dolken op igen efterfulgt af et andet stik i baghovedet på den. Hun gik i skræk og angst tilbage med små skridt og formede et skjold i håb om at hvis den overlevede, så ville den i hvert tilfælde gå efter Naril.

Maya havde for travlt med at kæmpe og skrige ind i noget pels der virkede som om den sugede alt hendes ilt til sig, til at lægge mærket til Narils egen kamp. Det var først da ulven begyndte at ryste og krampe over hende, at hun overhovedet lagde mærket til at der fandtes andre end de to i verdenen.

Hun trak sig langsomt væk fra varulven der rullede rundt imens den hylede. Blodet blev tværet ud på trægulvet, og ville nok ikke være mulig at tørre væk igen. Underligt at hun tænkte på det.

Tårer brændte sig vej ud igennem hendes øjne. Hun var panisk og hendes skulder gjorde allerhelvedes ondt. Blodet løb ned af hendes blå skorte, og blandede sig med den blå maling på hendes bukser. Det kørte rundt for hende, så hun satte sig ned og fokuserede på at trække vejret. Imens løftede hun langsomt sin højre hånd, sigtede, og plantede en kugle midt imellem øjnene på den hvinende ulv. Med et tænderklaprende hvin krampede ulven en sidste gang, inden den lå stille. Pistolen faldt ud af hendes hånd, og klaprede imod gulvet.

Narils skjold gik i opløsning da hun så, at det var overstået. Hun var i sikkerhed igen. Alt var okay. Eller alt var faktisk ikke okay, for butikken lignede et helvede.
"Dine skuldre... De er total..." sagde hun efter skuddet, og gik tættere på hende.
"Jeg ved godt at det er meget grænseoverskridende, men jeg vil gerne lave en healing på dine sår hurtigst muligt." Hun kunne bedst gøre sit arbejde når sårene var friske. Hun gik hen til dyret og undersøgte det med store øjne. Aldrig havde hun set sådan en stor varulv før. Og hun havde set mange gennem tiderne.
"Jeg ville gerne spørger om du var okay, men jeg kan se at det er et latterligt spørgsmål i denne situation" Naril gav damen hånden. Hun så lige pludselig meget ung ud. Ikke ældre end 20 måske...

Maya var stadig fuldstændig rundt på gulvet, og næsten blændet af de tårer hun var meget pinlig berørt over. Hun fulgte kvinden med det lange hår med øjnene, indtil hun kom ned til hende og gav hende hånden. Og så gjorde hun noget hun var endnu mindre glad for at hun gjorde. Hun greb hendes hånd og trak hendes ind til sig, imens hun hulkede stillede og plettede kvinden til med sit eget og varulvens blod.

Det var lidt svært at kapere det hele. Maya var taget til Aterswell for at slippe for det hele. Slippe for de aggressive væsner, magtfulde, rige personer. Døden. Kampen. Jagten. Og hun havde kun været her i hvad - en lille måned? Og det hele havde allerede nået hende igen. Hendes butik var smadret, vinduer og vaser ødelagt, blomster nedtrampet, billederne på væggene var revet ned. Alt det hun havde kæmpet for at få op at stå. Skabe sig en mere eller mindre fredelig tilværelse. Være lidt normal. Det hele var så forfærdeligt.

Og så en varulv... der havde ligget på hende... Jokede verdenen med hende?

Naril blev helt følsesladen da pigen græd ved hendes skuldre. Hun græd ikke ligesom hende, men hun kunne mærke dem på vej. Hvor jeg også være så svag? tænkte hun og agede hende på hovedet.
"Skal vi ikke lige sætter os ned et øjeblik og få adrenalinen ud af kroppen?" sagde hun og gav slip på hende. Bagefter tog hun to stole og stillede dem over for hinanden. Hun havde tit været over for lignende mennesker. Lignende situationer. Hun tog pigens hånd igen og fulgte hende over til stolen, så hun kunne sidde ned.
"Mit navn er Moorwing. Naril Moorwing"

Da Maya dumpede ned på den stol Naril kom med, var hun næsten chokeret over at de ikke også var gået i stykker. Det føltes som om hele hendes verden var blevet smadret af et par kæmpestore, onde... onde ting.

Hun havde klemt den ene hånd fast om den skulder hun var blevet bidt i. Hendes knoer var hvide, så hårdt klemte hun. Hun var allerede langsomt i gang med en healingsproces, men smerten og blodtabet gjorde hende helt fortumlet. "M...Maya." mumlede hun imellem hulkene. Hun trak vejret dybt og prøvede at få sig selv under kontrol, imens hun fokuserede på Narils ansigt, og den smerte der slog imod hende i bølger. Så længe det gjorde ondt, var hun i live.

Naril kunne se (og mærke) hvor ondt det gjorde på Maya, så hun satte sig ned foran hende og fjernede hånden fra den blodige skulder. Man kunne så ind til kødet og det var skam ikke noget kønt syn, men alligevel kunne hun ikke kigge væk.

Naril samlede sine hænder og gned dem op og ned af hindanden inden hun lagde den på såret.
"Det kommer til at svide lidt..."
Et lille venligt lys bredte sig fra Narils hænder da hun begyndte at koncentrere sig ved at lukke øjnene. Hun rømmede sig og lyset blev støre. Det var ret dybt, så hun skulle først lige have det nederste healet først.

Det kildede i hendes fingerspidser eftersom healingen begyndte. Hun havde gjort det mange gange før, men vennede sig aldrig til følelsen.

Maya ville gerne sige at hun var blevet healet før, så hun viste godt hvordan det var, men hun kunne ikke rigtigt sige noget. Alt inde i hende var et kaos, men som inde i en pude fyldt med dun. Stille og bedøvende. Smerten fra såret hjalp lidt på det.

Da Narils magi gik i gang, stønnede Maya svagt. Om det var et støn af smerte eller et lettelsessuk var svært at sige, men blodstrømmen aftog i hvert fald. Det nåede ikke at heale helt færdig, før Maya vaklede op af stolen og skubbede Naril lidt væk. "Vi bliver nød til at ryde op. Det er garanteret kun et spørgsmål om tid før...." Hun bandede og tog sig til skulderen, imens hun skyndte sig tilbage til den smadrede skranke. "Jeg må have noget reb her et sted..."

Naril sukkede højt og rejste sig fra stolen. Hun begyndte at samle nogle vaser op hist og her for ikke at spilde tiden imens Maya ledte efter noget reb. I et hjørne kunne hun se en kost, og hun tog fat i den med det samme. Måske var det en bedre idé med glasskårene først. De lå spredt ud over hele butikken og det gik op for hende, at hun stadig havde et stykke i foden.

Hun bøjede sig ned og tog det 5cm lange skår op af ballerinaskoen. Hun lagde hånden på et øje blik og så var det væk. Heldigvis ikke så dybt som Mayas.
"Finder nu noget" spurgte hun efter der var gået lidt for lang tid med at finde det pokkers reb.