The Radiant Rose

Maya åbnede og smækkede skuffer, indtil hun triumferende holdt et stykke reb op i luften. Hendes smil var svagt og udmattet, men det var der vel ingen ting at sige til.

Hun bandt rebet fast om benene på varulveliget, og lavede en ordenlig knude. Så trak hun vejret dybt, inden hun begyndte at slæbe med dyret. Det var lidt problematisk at få det op af trapperne til drivhuset, især fordi at kroppen var så meget større end hende selv, og hun havde stadig en såret skulder.

"Jeg kommer lige og hjælper" sagde Naril og lagde kosten fra sig. Det var nok bedst, at de var to om at slæbe den op af trapperne. Hun løb hen til det store dyr og tog fat i armen på den.
"En, to, tre, nu" blev der sagt og hun begyndte at trække og hjælpe så meget hun kunne. Naril var meget veltrænet og robust, men det betød ikke at hun kunne få den op af trapperne helt på egen hånd. Maya var sikkert en støre hjælp når det gjaldt det område.
Imens de trækkede i takt, kunne Naril ikke hjælpe det at spørger.
"Så du er altså en dusør jæger?" Hun kiggede ikke op fra dyret, men blev ved med at fokusere på det.

Maya var taknemmelig for Narils hjælp. Virkelig.

Hun skubbede døren op til drivhuset med den ene fod, imens hun hjalp med at trække liget op over de sidste trapper. Godt at der ikke var så mange. Og godt at der var spejlvindue i vinduerne. Hendes nabo ville finde det lidt besynderligt at den søde blomsterhandler trak af sted med et stort ulvelig.

"Nej," Hendes stemme lød hårdere og mere fjendtlig end hun havde regnet med. "Ikke længere."

Hun slap rebet og bukkede sig ned for at åbne en lem i gulvet. En stærk lugt af muld og planter slog op fra hullet, men hun så ikke ud til at have nogen problemer med det. Det var hendes lagerrum, et stort hul i gulvet hvor der var plads til sække med jord og frø. Og et ulvelig, hvis der blev brug for det. Hun måtte skaffe sig af med det senere, når de havde fået styr på det andet.

Tænkt at hun havde været så dum. Det var ikke engang et år siden hun havde haft et kæmpemæssigt skænderi med sin far om deres fælles erhverv. Hvis jægeren ikke jager, bliver han selv den jagede! havde hun belært ham. Nu faldt hun selv i fælden.

Naril tog en dyb indånding inden hun smed det tunge uhyre ned i lageret. Hun kiggede rundt for at se om der var nogle nysgerrige naboer til stede, men det så ud som om de var alene. Imens hun kiggede rundt om sig selv, lagde hun mærke til en detalje i Mayas øre. Den var spids i enden, og siden hun ikke havde hvidt hår kunne hun sagtens være en Elver. Det forklarede også hendes øjenfarve.

Trapperne knagede da hun kom trampende ned af dem. Det første hun lagde mærke til da hun kom helt ned, var hendes blå maling. Hun gik hen til den hvide pose og kiggede ned i den. Puha . Heldigvis var resten af bøtterne intakt. Udenfor kunne man se blomster buketten stadig lå på bænken og telefonen midt på fortovet. Mærkeligt nok ikke stjålet.

Naril løb hurtigt udenfor for at hente tingene og drønnede ind igen med det samme. Telefonens skærm havde fået en enkelt ridse i skærmen, men det var det hele.

Maya strøg håret tilbage imens hun kiggede på kvinden. Hun føltes klistret, både af blod, sved og maling. "Tak." Hun lød lidt tilbageholdende. Følelser var ikke hendes stærke side, men hun ville ikke virke utaknemmelig. Og selvom hun ikke ville indrømme det over for sig selv, havde den her person måske lige redet hendes liv, selvom hun var den erfarende jæger. Det var ufatteligt pinligt.

Hun tog kosten op fra gulvet, det hvor Naril havde lagt den. Hun gik i gang med at feje glasskår, træsplinter og nedtrampede blomster sammen. Næsten hele hendes samling af gule roser var blevet fuldstændig smadret. Pokkers.

Smerte og adrenalin gjorde hende stadig fortumlet og hun var stadig hysterisk. Hun kunne næsten mærke sine ar stikke. Især det der strakte sig over hendes overkrop. Hun lukkede øjnene og prøvede at fokusere. Det sidste hun ville var at besvime.

Da Naril var igang med at samle forskellige vaser op fra gulvet af, fandt hun ligepludselig noget mere eller mindre yderst interessant. Midt på gulvet der hvor manden havde smidt frakken, lå der en tegnebog. Sikkert i ægte læder. Overfladen var brun og ridset, men den så delvis ny ud. Hun kiggede over på Maya, som var i fuld gang med at feje gulvet.
"Duuu Maya. Jeg tror jeg har fundet noget du måske vil kunne finde interesse i" sagde hun og viftede med pungen. Hun gik over imod hende og begyndte at rode lidt i pungen efter noget ID. "Du sagde at du ikke vidste hvem han var? Tjaa hans navn er Charles Rousseau og han har 45 år gammel." sagde hun da hun læste højt fra kørekortet. Hmmm Rousseau. Det lød fransk.

Efterhånden kunne Maya tænke en lille smule sammenhængende igen, og hendes tanker blev ved med at kredse om den mand som lige havde prøvet at slå hende ihjel. Hun havde det forfærdeligt med det der lige var sket. Hun havde ikke rigtigt tænkt på hvad hendes job gjorde ved andre folk - ikke rigtigt, i hvert fald. Hvis nogen havde købt et drab på nogen, så havde de garanteret fortjent det, havde hun altid tænkt. Og det gav vel mening? Men hun blev ved med at se hans ansigt, fortrukket i raseri og noget der virkede som sindssyge. Hvad havde hun gjort ved ham, som kunne få ham til at angribe hende i en butik på den måde. Det gav hende en alvorlig kvalme.

Hun rettede stift ansigtet imod Naril. Hun tog imod kortet og tog et kig på billedet på hans kørekort. Hans ansigt så næsten helt anderledes ud når han ikke prøvede at slå hende ihjel. Han så rent faktisk... ret godt ud.

"Rousseus...? Charles?" Hun blev ved med at kigge på billedet, som om han lige om lidt åbnede munden og fortalte hende svaret på alle livets gåder. "Jeg har ingen anelse om hvem han er." Hun lød skuffet og opgivende, og rakte hende pungen tilbage. "Jeg har alligevel ikke lyst til at vide hvem det monster er."

"Hmmm... Måske var det alligevel klogt at beholde pungen" Sagde Naril fornuftigt, for det kunne jo være at hun fik brug for den på et tidspunkt. Hun begyndte at undersøge den lidt ydere.

Da hun åbnede den i hjørnerne blev en masse billeder delt ud over gulvet. Naril skyndte sig at samle dem alle sammen op, men da hun havde gjort det, kunne hun ikke lade være med at overfalde sig selv af skyldfølelse. Alle billederne var af børn. To små piger og en teenagedreng, som lignede manden yderst meget. De så alle sammen glade ud, og det lignede sådan set bare en typisk amerikansk familie.

"Åhh nej hvad har jeg dog gjort?!" udbrød Naril og tog sig for munden. Hun havde den dårlige vane med at give sig selv skyldfølelse hele tiden, og denne gang var ikke nogen undtagelse. Hun kunne ikke lade være med at stirre på et forsamlingsbillede af hele den lykkelige familie.

"Hvad har du tænkt dig at gøre med liget når du når der til?"

Maya overvejede at flippe ud på Naril for at stjæle en død mands penge og pung, men det var forkert af hende. Han skulle vel ikke bruge dem til noget, og det var hende der havde slået ham ihjel. Og, tja, Naril var sød.

Hun bed sig i læben, og holdt et billede op foran sig. Hendes ansigt lukkede sig sammen, imens hun betragtede børnene. Hun var ikke rigtigt vred på sig selv for at dræbe ham, men sur på ham for at have ødelagt hans børns liv. Hun følte sig uendelig træt.

"Tag dig sammen." mumlede hun og tog en dyb indånding. "Han har lige prøvet at slå dig ihjel, styr dig." Hendes stemme var kold. Hun vendte sig om imod Naril, og sneg billedet ned i sin baglomme.

"Jeg skal nok ordne det. Det er en ulv, meget nemmere at slippe af med end et menneske." Hun sendte hende et svagt, trist smil. "Jeg har gjort det før. Bryd dit tøsehoved med ting det kan klare."

Det kunne godt være at Naril lige havde redet hendes liv, men Maya var for træt, forvirret og vred til at kunne tage stilling med om hun skulle dræbe hende eller ej. Hun havde ikke lyst til at det her skulle slippe ud, og hun stolede overhovedet ikke på den her goth.

Naril rystede på hovedet og sagde til sig selv at Maya sikkert havde ret. Og Maya var jo også den professionelle i området.
Hun lagde pungen på disken og begyndte at samle vaser op igen.

Da der var gået lidt tid med at samle op og stille på plads gik det op for hende hvor sent det var på eftermiddagen.
"Jeg ved godt at alt det her er meget at rydde op selv, men jeg er simpelthen nød til at gå nu" forklarede hun og kiggede på sit lille armbåndsur. Halv fire.
"Jeg kan komme igen imorgen og hjælpe dig hvis det er i orden med dig?" Hun begyndte at samle sine ting op fra gulvet af og gik hen til Maya imens hun slog sit nu filtrede hår til siden.

Maya løftede ansigtet fra kosten og fejebakken. Hun havde taget en tur på gulvet, og var nu ved at feje det hele ned i en sort plastiksæk. En tot lyst hår var faldet ned over hendes ansigt, der så mere blegt ud end det plejede. "Du behøver ikke at komme tilbage." sagde hun bare, og bandt en knude på sækken.

"Hvis jeg får brug for at snakke med dig, så skal jeg nok finde dig." Det lød ikke just betryggende, men Maya var sikker på at hun nok skulle finde Naril hvis det var i hendes interesse. De to kunne garanteret godt blive fine venner, men først skulle hun lige tage stilling til det hele. Om hun skulle flytte tilbage til hendes forældre og fortsætte med at arbejde med hendes far. Eller om hun skulle droppe det hele og flytte til Europa for at blive jæger der, hvor hun forhåbentlig ikke kendte nogen der kunne tænke sig at tage hævn - det var ikke særlig behageligt.

Naril nikkede af hende og tog sin blomster buket, der så ud til at den godt kunne bruge en smule vand. Hun bakkede tilbage imod døren og vendte sig om lige inden hun åbnede den.
"Det er en hære at kende dem Maya. Jeg håber møde dig igen en skønne dag" blev der sagt og hun trak i døren uden at bruge den mindste smugle kræfter. Dag hun lukkede døren igen, var det som om at luften blev renset og en lille hvid fjer svævede elegant ud ind af døråbningen, og landede på den brune punge henne ved disken...

Maya svarede ikke. Hun lod som om hun havde travlt med at binde den sorte plastisksæk sammen, men hun havde svært ved ikke at smile lidt af Naril. Hun var klart et væsen, og hun var klart gammel. Gad vide hvilken tidsalder hun var fra. Hun lød ret underlig. Maya kløede sig i nakken med et smil. Nu viste hun i hvert fald hvad hun skulle lave. Research på den døde varulv, og den mystiske kvinde der lige havde stukket en varulv ned, med en af Mayas egne knive.

Hun samlede den lille, hvide fjer op fra pungen. Det var rimelig cheesy, men nu behøvede hun i det mindste ikke at gætte sig frem til hendes race. Det forklarede også hendes healingsevner.

Der var stadig en masse ting at ryde op. Hun havde travlt.

// Out //