Sleeping at the Radiant Rose ~ åbent.

Ude foran butikken stod en fin, antik blomstervogn. Den hang tæt på jorden, fordi den var læsset så tungt med blomster og krukker, og udskilte en fin, eksotisk duft. Stoffer der hang fra taget på den, blafrede blidt i morgenbrisen og dannede dansende skygger hen over de vippende blomsterhoveder.

Ved siden af sad Maya Jackson på en slidt havestol og sov. Det var ikke blevet til meget søvn på det sidste, så en lille halv time efter var hun faldet sammen på stolen. Inden hendes øjne faldt i, havde hun været i gang med en krydsogtværs i et lille hæfte. Hendes arm hvilede på kanten af vognen, og hendes kind hvilede på hendes hånd, så den kuglepen hun havde brugt efterlod nu en tynd, blå stribe på hendes kind, der voksede hver gang hun trak vejret og hovedet faldt længere ned af hånden. Hæftet lå halvlukket på hendes knæ, der var synlige igennem et par blå strømpebukser. Ud over dem havde hun en halvvejs gennemsigtig, flødefarvet t-shirt på, der generøst viste glimt af en blå bh når hun regelmæssigt trak vejret.

Selvom hun sov tungt, sov hun aldrig tungere end at hun kunne vågne hvis det blev nødvendigt. Selvom hun havde lovet sig selv at det var slut med at jage og hele tiden beregne sit bytte, så var det dumt af sove så tungt at man kunne lade nogen stikke en ned inden man nåede at vågne. Det var sket adskillige gange for hendes bytte, men det skulle aldrig ske for hende selv. Det skulle hun nok sørge for. Hendes træning og opdragelse havde ikke været helt spildt.

Solens første stråler havde ramt skråt ind gennem et knust vindue og tegnet en ujævn firkant på en fugtskadet væg, netop som Maskeprinsessen forlod sit skjul for natten. Hun var vågnet ved fuglesang meget tidligt og havde famlet rundt i halvmørket. Søvndrukken havde hun fundet sin maske, og med en bevægelse, som hun tydeligvis havde gentaget tusindvis af gange, placerede hun den over sit ansigt. Hun trak en skjorte over sin undertrøje og kørte hænderne gennem sit hår, før hun rullede sin sovepose sammen og spiste et tørt rundstykke. Hun samlede de få af hendes ejendele, der endnu lå spredt i det tomme værelse, og stoppede dem tilbage i sin rygsæk, stak fødderne i et par slidte, frynsede sandaler og bandt sine udtrådte støvler bag på tasken, før hun forlod det saneringsklare lejlighedsbyggeri uden at se sig tilbage.

Hun vandrede der over den tomme byggegrund, hvor andre bygninger var blevet jævnet med jorden. Græs, der glødede gyldent i morgenlyset, voksede frem mellem betonklumper og rustende jerndragere. Let sprang hun mellem dem. Skred ned ad en bunke med murbrokker og gik balancegang på et stort rør, som en lille, dansende silhuet i modlys, der som et mærkeligt kryb kravlede over hønsenettet og forsvandt ind i byens skygger, hvor hun forsvandt for nysgerrige øjne, hurtig som et blad, der blæser med vinden.

--

Netop ved blomsterbutikken standsede hun. Den lille, mørkhårede pige. Hun kom ned ad vejen, var iført en lang, rød- og sorternet skjorte, der lugtede lettere mystisk, og bar en overdimensionerede rygsæk, hvorpå både støvler og sovepose var spændt. En lang, gylden snor hang udenfor tasken og daskede om hendes ankler til en let morgenbrise fik den til at bølge bagud. Hun havde ikke opdaget det endnu, hun stod bare kiggede på blomstervognen, der lignede noget fra hendes drømme. Med hovedet let på skrå indsnusede hun duften i et langt, længselsfuld drag. Den var tung og samtidig luftig, og hun vidste ikke rigtigt andet, der kunne dufte på samme måde. Vognen så også dejlig ud. Den flød simpelthen over med smukke farver og former. Blomsterhoveder hang ud over alle kanter, de var i alle farver og alle sammen struttende af vædde og sundhed.

Måske var det først dér, hun fik øje på den sovende kvinde. Måske havde hun hele tiden vidst, hun var der, det stod bagefter utydeligt i hendes erindring, men brisen, der trak en gylden hale efter Raven, fik en side i hæftet, der lå hen over kvindens lår, til at flappe åbent, ganske lydløst. Kvinden sov. Hendes hår om det lyse hoved fascinerede Raven, der flyttede blikket og drejede hovedet endnu et par grader til siden. Når stoffet over vognen vajede stilfærdigt, flyttede solstrålerne sig, og de dannede en glorie i den lyse sky af krøller.

Men det var ikke kun håret. Det var også de lange ben og den slanke krop, og mere end noget andet var det hele udtrykket. Hele denne kvindes udstråling var meget anderledes end udstrålingen hos menneskene. Den mindede… faktisk om beboerne i Den Underjordiske By. Og det på trods af kuglepennen og søvnen. Raven lænede sig lidt længere frem og kantede sig lidt til siden, så hun stod bedre til at se hæftet, der havde fanget hendes opmærksomhed.

Mayas slappe, henslængte krop, så på en måde ud til at reagere da nogen kom tættere på. Hendes vejrtrækning blev knapt på højlydt, og hendes ene arm stoppede med at dingle frit i luften. En muskel i hendes underarm blev spændt. Men hun blev ved med at sove. Lidt selskab var ikke nok til at vække hende fra hendes lette søvn.

Dog fik lyden af hæftets papir, hendes øjenlåg til at sitre uroligt. Hendes øjenvipper blafrede og noget glimmer på hendes øjenlåg glitrede i solen. Hendes bløde læber skiltes langsomt, og hun åndede blidt ud inden hendes øjenlåg åbnedes på klem, og viste et glimt af hendes blå øjne. Lyset fra så skarpt at hun blev nød til at blinke et par gange, inden hendes øjne vendte sig til formiddagslyset. Og så kiggede hun direkte ind i et blegt pigeansigt.

Hun sad helt stille, selvom hun nu var helt klar over den prikkende kuglepen, og prøvede at finde ud af om pigen havde set at hun var vågnet. Hendes øjne var stadig små sprækker, og hun trak stadig vejret uændret.

Helt instinktivt fik Maya det næsten fysisk dårligt over at pigen - eller kvinden, det var svært at bedømme med hendes knappe højde og unge ansigt - stod så tæt på, uden at hun havde været klar over det. Hun så ikke farlig ud, faktisk lige modsat, lidt forhutlet og snusket, selvom hun havde en naturlig elegance og skønhed der næsten kunne gøre alt andet usynligt. Hun havde et par mørke øjne der næsten så chokoladeagtigt mørke ud, fordi hun havde solen lige i ryggen. Og hendes mørke hår lignede mere eller mindre en sky, fordi det var lidt uglet - men det var vel moderne for tiden? Mørkt og afslappet. Dog så hun underlig deform ud, som om der var noget der sad på ryggen af hende, men det var svært at gætte i lyset.

Hun havde svært ved at skjule et lille smil på læberne, men hun lukkede langsomt øjnene helt i igen, og nøjedes med at holde blindt øje med hvordan det hele ville udspille sig. Hun kiggede garanteret på blomsterne, og med mindre hun ville købe noget, kunne Maya bare sove videre.

Kuglepennen derimod, var pokkers irriterende. Maya ville bare have et problem med at fjerne den uden at pigen ville lægge mærket til det. Hun gik vel snart, og så kunne hun bare fjerne den der, og tage skaderne i øjesyn.

Raven så. Faktisk så hun det hele, lige fra en pludselig hårdhed over den dinglende overarm, til hvordan det sitrede svagt omkring kvindens øjne, mens hendes øjenvippers skygge voksede en smule, som om øjet gled op. Hun så et glimt af noget blåligt, og trak vejret højlydt ind i et øjebliks forskrækkelse. Blå havde engang været den smukkeste farve af alle, men nu fyldte den hende med uro. Det var væk med det samme, og hun vidste ikke, om det var noget, hun fantaserede sig til, at der slet ikke havde været noget blåt mellem den hvilendes mørke vipper, at hun bare var paranoid.

Åh, blå. Hvorfor skulle den ødelægge alting? Når hun holdt den op mod månen, faldt lyset gennem den, og man skulle næsten tro, den åndede. Som et bankende hjerte syntes den at pulsere, mens dens strakte stjernestruktur ud mod sin beundrer. Ud af hendes tanker blev den skubbet.

Raven blev lidt utilpas, da hun indså, at hun i et øjeblik havde stået og glanet mod et punkt langt, langt bag ved den sovende kvindes hoved, opslugt af forestillingen om at skille sig af med stenen. One does not simply walk into Mordor, og selv om Frodo og Sam gjorde det til sidst i bogen, der stod hos Damen, så var det jo i sidste ende ikke Frodos eget ønske om at tilintetgøre ringen, der befriede ham for byrden, og hvorfor skulle hun så være i stand til selv at redde sig fra det fængslende dyb. Hun vendte tilbage og så kort på Maya, sansede brystkassen, der bevægede sig ganske stille, den let åbne mund og de lukkede øjne, vendte derefter tilbage til blomstervognen. Vidunderlig.

Det generede hende ikke at glo. Det generede hende at glo, når andre så det, og gaden var ganske vist ret affolket, men der var alligevel en mand, der vaskede vinduer længere henne, og sikkert også andre. Hun havde ikke lyst til at vække for meget opsigt, og flyttede sig lidt modvilligt sidelæns væk fra liggestolen for at se et par liljer med tykke, hvide kronblade og støvdragere i røde og gyldne nuancer, der næsten dryppede af skinnede pollen som var det påmalet guld. Uh, guld. Hvis der var noget, hun ikke kunne stå for...

Raven glemte næsten kvinden i solen og stolen, og gik endnu et halvt skridt sidelæns for at kunne læne sig frem og indsnuse lugtene. Hendes næsefløje bølgede, da hun som et dyr vejrede den parfumerede duft af varm, våd jord og fugtige blomster.
"Uhm," mumlede hun.

// You, girl, are pretty damn awesome for dropping such a reference. Godt at jeg har set filmene (;

Maya åndede, mentalt, lettet op, da hun kunne høre pigens fødder knase svagt på asfalten. Hun så det for sig, på indersiden af sine stadig lidt blændede øjenlåg. Hvordan hun let vendte sig lidt til siden og rettede opmærksomheden imod noget der ikke var hende. Hun måtte kigge på blomsterne. Hun hørte hendes næsten ikke-eksisterende udånding, og mærkede sine mavemuskler blive slappe. Wow, hun var simpelthen alt for overgearet for tiden.

Igen uden at bevæge nogen andre muskler end de nødvendige, åbnede hun øjenlågene igen, denne gang lidt mere. Hele hendes pupil var nu synlig imellem øjenvipperne, og de var rettet direkte imod pigen der stadig næsten stod lige foran hende.

Hendes brændende nysgerrighed fik hende til at fjerne kuglepennen og skubbe sig lidt op i stolen, så træet knagede, næsten taknemligt. Strømpebuksernes kant gnavede hende om hofterne, og kravlede ind ubehagelige steder, da hun satte sig til rette.

Nu kunne hun endelig se hvad den uformelige pukkel var. En rygsæk. En stor en. Den passede til hendes mere eller mindre vagabondtagtige look. Så måtte der vel være noget om det. Selv en ung kvinde, der næsten manisk ville følge en moderne vagabondstil, ville vel ikke tage det så langt som at gå med sådan en rygsæk. Det kunne ikke andet end at prikke endnu mere til Mayas nysgerrighed.

Hun slikkede sine tørre læber og klemte øjenbrynene lidt sammen i det stærke lys. "Hvad kan du bedst lide? Roserne? Calla-liljerne? Passionsblomsterne? Jeg har nogle lantanaer ude bagved hvis du er helt vild i varmen."

Hvis der var noget Maya elskede, ud over våben og smykker, så var det at kaste om sig med specielle blomsternavne. Hun havde endda lært sig et par stykker på latin for at virke ekstra smart.

//XD Tak.. Internet, internet, søde internet.. Og undskyld, jeg har været længe om at svare.. Det kører bare på skinner lige nu o-o//
Raven var begyndt at gnave i sine knoer. En ganske almindelig beskæftigelse i hendes verden, og absolut et tegn på tryghed, selv om det lignede det modsatte. Måske var det det gyldne i blomsterne. Måske var det de farvestrålende hoveder, der nikkede mod hende, som skygger dansede over dem, vinduespudseren der fløjtede en sang. Eller noget helt andet.

Hun mærkede, hvordan damen i stolen bevægede sig, og vendte hovedet mod hende, og overvejede, om hun burde forvente et eller andet. Eller være bange. Om kvinden overhovedet vedkom hende. Der var ganske rigtigt blå øjne der bag vipperne, men det var bare øjne. Bare klare, strålende øjne, der rettede et lyst blik mod beskueren. Raven følte et øjeblik, at hun skulle blive gennemboret af disse øjne, der fangede solen som facetterede smykkesten og syntes at lede dybere ned og være en sjælens dør. Hun troede ikke på det. På en sjæl, i hvert fald ikke på en sjæl, som folk kunne se. Selvfølgelig var der den magiske kerne, som hun selv bar dybere end hjertet og højere end hjernen, men de her øjne var bare.. Well, intelligente, var vist det bedste ord. Det, der kom ud af kvindens mund, lød absolut også intelligent.

”Øh,” sagde Raven, for hun var vist blevet sat lidt af. Det var tydeligt et spørgsmål om blomsterne, så langt var hun med, men da hun skævede til dem, så hun bare eksotiske blomster. Hun så ikke passionsblomster, og hun vidste ikke, hvad en calla betegnede. Eller hvad der åbenbart var ude bagved. ”Øh..” På en eller anden måde havde hun ikke regnet med at blive tiltalt, selv om det var meget sandsynligt, og det begyndte at blive pinligt bare sådan at stå og sige øh. Derfor tog hun fat på spørgsmålet. ”Øh, det er jo svært..” Raven smilede fåret og slog hænderne sammen foran sig. ”De er alle sammen virkelig pæne.. Hvad er.. ” Men hun havde glemt navnet på det der ude bagved. Lat, var det i hvert fald. Hun prøvede uden at gå alt for langt ned i sine erindringer at spille frekvensen, hvor blomsterdamen talte igen, men kunne ikke få ordet til at dukke op igen. ”de der,” trak hun tiden ud, ”lat.. Lateraler?” Det blege ansigt, der et øjeblik var blevet knudret i koncentration, rettede sig ud, blev glat og leende, ”eller hvad de nu hed.” Det betød jo ikke det store, vel, sagde hun til sig selv.

Det var ikke pinligt, at hun ikke vidste noget om blomster. Jo, hun kunne udpege rosen, liljen, orkideen og så naturligvis de søde blomster, både dem, der kunne spises men også bare dem, hun mødte i vejkanten når hun blaffede. Kløver, vejbred, valmue, mælkebøtte, kornblomst, bellis, kamille og alle de andre… Men så heller ikke så meget andet. Hun remsede op i sit hoved, mens hun i tankerne løb gennem en eng, blomster i håret og lang kjole på. Hun havde aldrig gjort det, men engang havde hun mødt en, der havde, og hun kunne ikke slippe det med tankerne. Det var ligesom at springe i faldskærm. Aldrig havde hun gjort det, men hendes erindring var hullet og blandet. Tanker og drømme, der aldrig havde tilhørt hende havde alligevel rørt hende som dråber af kakao, der synker gennem sne. Måske var det derfor, hun var begyndt at lukke af. Hun kunne ikke rigtigt huske det, men nu da hendes tanker havde strejfet emnet syntes hun da, det dæmrede.
”Altså, for jeg vil gerne se dem..”

Hvorfor havde hun nu tilføjet det? Fordi hun gerne ville se (hvad var det nu, de hed igen?) De der blomster, naturligvis

// Skinner fra DSB? (:

Maya havde med det samme en følelse i brystet, fra lige da pigen mumlede sit første øh. En følelse der varmt bredte sig op i munden på hende, og fortalte hende at hun enten ville komme til at elske eller hade hende her.

Hendes forvirrede svar burde vel få Maya til at forklare sig lige med det samme, men i stedet nød hun et øjeblik at have overtaget i samtalen - hvis man da kunne kalde det det. Synet af pigen, tilsyneladende fanget på det forkerte ben, fik Maya til at fryde sig lidt, selvom det var lidt moralsk forkert. Typisk. Hun så ellers sød ud når hun var forvirret... Ved nærmere eftertanke så hun sikkert sød ud hele tiden. Det gjorde det i hvert fald ikke værre når hun grinede på den måde.

"Yeah. Lateraler." sagde hun bare, som om det var en del af deres eget hemmelige sprog. Og med et smil, som om de netop havde sådan et sprog, rejste hun sig langsomt fra stolen. Hun havde glemt alt om sudokuhæftet, så det landede på fortovet og fik bøjet sin ene side. Hun kiggede næsten irriteret på det, og bukkede sig ned for at samle den op og børste noget jord af. Kuglepennen blev stukket bag øret, bag en lok af blonde krøller. Noget glitrende pollen dryssede fra en af blomsterarrangementerne, da hun lagde hæftet på vognen.

Det lille smil blev ikke mindre da hun åbnede døren til butikken, og hendes dørklokke ringlende blandede sig med byens lyde. Hun skulle nu til at lade den her pige ind i sit allerhelligste - og det elskede hun simpelthen. Især folks reaktion når de trådte ind i drivhuset. Priceless.

Hun stod kun et kort øjeblik stille imellem gardinerne i døren, inden hun gik ind i butikken og imod døren over trappeafsatsen.

Det var som en af de mærkelige drømme, der hjemsøgte hende. Måske var det blomsterdamens skyld. Eller blomsterne. Eller solskinnet eller markisernes skygger, der viftede stilfærdigt over asfalten. Eller også var det fordi Raven havde været fanget på det forkerte ben. Havde hun det? Det kunne hun ikke huske. Der var en tung følelse af noget, hun kendte af navn men knap af gavn: Samvittighed. Og en følelse af overlegenhed, som hun godt kunne lide, og først der. Først da hun opdagede, hvordan overlegenheden føltes varm, gik det op for hende, at hun ikke var overlegen.. Eller at det ikke var hende, der var det, hvis man skulle være mere præcis.

At hun havde rørt den andens sind. Ups, tænkte hun og spidsede munden, mens hun klippede de uregerlige tanketråde over i sit stille sind. Så hun havde altså set en flig af blomsterpigens tanker. Det generede ikke Raven det fjerneste, hun pakkede bare de fremmede følelser væk med øjne, der hang ved pigen, slank og langbenet samlede hun hæftet op og stak en kuglepen bag øret. Hun havde liljearme og rosenmund, hvis man skulle danse med blomstermetaforer. Liljearme var noget med glat hud, forestillede Raven sig altid, når hun mødte det. Gudinder havde det. Prinsesser havde det. Danserinder havde det, og denne her pige havde noget af det hele. Hun førte sig så pænt, og Raven slugte hendes kropssprog, mens hun konkluderede, at hun var en kender af kropsudtryk. Måske ikke helt sandt.

Hun fulgte med ind gennem døren, hvor en klokke klemtede over døren, en fin, glasagtig tone, der bød ind i dette paradis. Det var især lugten. Den våde jord og den parfumerede aroma af mange blomster. Et øjeblik kunne hun ikke gøre andet end bare at glo. Øjnene voksede i hovedet på hende, mens de fór rundt i et forsøg på at opfange enhver detalje, enhver farvenuance, enhver potte, hver dråbe af fugt, der hang fra blade og tindrede dunkelt. Men det var ikke derfor hun var der. Hun sled opmærksomheden fri. Med hovedet nysgerrigt på skrå fulgte Raven pigen tæt.

//Could be indeed! Men lige nu går det bare så stærkt derudaf, jeg har knapt tid til at komme hjem, før jeg er på vej ud igen o-o//

// Undskyld at jeg ikke har svaret før! Håber at du endnu ikke er kørt af sporet (:

Maya var lykkelig uviden om hvad der skete i hendes eget hoved. Og hvad der foregik bag pigens mørke øjne. Hun havde på fornemmelsen at der forgik noget spændende derinde. Noget der ville være meget avanceret hvis det var mekanik. Noget med over tusinde af tandhjul. Hun gav simpelthen op på forhånd. Hun ville alligevel ikke forstå det. En dag, måske.

Bølger af varme følelser fyldte hendes krop. Fik hende til at trække vejret dybt ind, så hun næsten kunne smage alle de eksotiske blomster. Dem der blomstrede om sommeren, og dem som trodsede vejret og naturen, og blomstrede på de kolde måneder. De lyse og de mørke, de blege og de farverige. Og hun elskede dem alle sammen mere eller mindre. Det var ikke et specielt udseende der tiltalte hende, ikke bløde kurver eller lange støvdragere. Det var det helheden. Den kaotiske harmoni.

Hendes sandaler raslede videre da hun trådte igennem butikken og hen imod skrivebordet. Da hun gik forbi det tunge træmøbel gled hendes fingerspidser hen over overfladen, et kort øjeblik inden de faldt til ro på håndtaget til drivhuset. Siden solen stod på drivhusets side, var der en bemærkelsesværdig forskel imellem huset i butikken og ude i drivhuset. Luften var fugtig, og knapt så kraftig som ude i butikken, og der virkede mere stille. Maya var mere derude end hun var inde i sin lejlighed. Hun følte sig alene derude, selvom man kunne se alle menneskerne på altanerne udenfor. Kunne se glimt af deres liv igennem vinduerne - men de kunne ikke se ind i ens eget liv. Spejlglasset sørgede for hendes fuldstændige privatliv.

Langt begge vægge var rækker af forskellige planter og blomster med deres rødder i jord. I midtergangen stod et havebord og et par stole der matchede.

//Ikke endnu o-o n__n//


”Oh,” åndede Raven betaget, som hun trådte gennem døren til drivhuset. Der var virkelig noget i det drivhus, der var fantastisk. Hun kunne ikke sætte en finger på det, det var det hele, og det var ingenting. Det gav hende kuldegysninger, og fik hende til at rødme en smule i hektiske pletter på halsen, og hun troede nok, hun havde haft det sådan før med et sted. Eller været et sted, der var sådan. Luften virkede elektrisk og hektisk, selv om der var meget stille og varmt. Som om den trykkede hende en smule for brystet.. Uden at det var skidt, konkluderede hun, famlende efter ord, der kunne beskrive det, hun så. Eller følte. Det var den slags luft, hvor man ville høre et ur. Den slags luft, hvor tiden gik lidt anderledes. En stilhed, der fyldte hendes ører og alligevel slet ikke var der, meget smuk og meget tæt på.

”Her er virkelig uhm.. dejligt” sagde hun og kunne ikke sige andet. Bordet stod dér, stolene var nydelige, planterne strakte sig mod lyset. Hun havde længtes efter det her, tænkte Raven helt bevidst om, at hun aldrig havde været der før. Blomsterne kiggede på hende med store øjne, trak de hendes blik rundt og opefter, mod taget, mod himlen, hvor fjerne lammeskyer gled, og mod bygningerne om baggården.

En lille, tynd pibelyd undslap hendes greb og lå et øjeblik i stilheden, før den blev opslugt af blade og glas, for der, midt i det grønne, følte hun et væmmeligt klamfugtigt væsen gribe sine tanker og fylde dem med uro mens længslen voksede. Bygningerne stod tavse i solen. De havde altaner, de havde tage, skorstene højt oppe, vinduer stod åbne, der hang en dyne ud over et sort rækværk, hvor en smule maling skallede af og afslørede brune rustpletter. En stol var trukket derud, og dynens blomstrede betræk bevægede sig bølgende i en let brise, der ikke fandtes i drivhuset. Måske var det i virkeligheden en brise, der skulle have løftet hende op for længe siden. Taget hende bort fra verden og sat hende ned et andet sted. Hvor man havde blomstret dynebetræk. Hvor hun havde blomstret dynebetræk og hvor der stod basilikum og mynte i krukker på en altan. Hvor hendes tante stadig ville holde hende ind til sig, når hun var usikker på sig selv, og hvor fremtid var noget, man havde, og ikke noget, man stjal andres drømme om.

Mmm. Reaktionen var priceless, præcis som hun havde forudset. Det var godt nok ikke alle der blev så betagede, for der var desværre ikke mange der godt kunne lide blomster. De kunne måske godt lide flotte blomster, men de blev ikke ligefrem betagede. De havde for travlt med deres menneskeliv til at nyde de små ting. Skønhederne. Det havde Maya også plejet, men hun havde lovet sig selv at hun ville nyde hvert et øjeblik, hver en skønhed. Det kunde pludselig en dag være for sent.

'Oh'-et havde Maya skam ikke noget imod. Det fik hende blot til at smile, men da hun havde sat sig på en af havestolene, og fik tid nok til at se på pigens ansigt, blev hendes smil lidt mindre. Bare en smule, noget man kun kunne se i øjnene og omkring smilerynkerne i mundvigen. Hun så igen et glimt af et skinnende, avanceret urværk, men også et glimt af hvide, tykke døre og polstrede vægge.

"Vil du have noget at drikke?" Hendes stemme lød lidt tam. Blev kvalt af planterne. Hendes ben blev ubehageligt koldt igennem strømpebukserne, da hun lettede på låget til fryseboksen der stod under havebordet. "Bare rolig, jeg prøver ikke at drikke dig fuld. Du kan få en cola hvis du vil." Selvom det var lidt underligt, følte hun en trang til at berolige hende. Love hende at hun ikke ville gøre noget. Hun følte bare at hun måtte give noget. Gøre noget, for den her pige der måske - måske kun havde det i hendes rygsæk.

Og så var Raven tilbage i drivhuset. Tilbage hvor solen faldt gennem vinduerne og et skyggemønster af blade og ranker bredte sig ud over gulvet. Et spindelvæv skinnede blankt mellem vinduet og en blomsterpind, og hun opdagede, at kvinden med de blå strømpebukser kiggede på hende. Med.. Bekymring? Hun så det ikke decideret, men det var der alligevel. Som noget, man mærker smyge sig over huden, noget der får hårrene til at rejse sig, eller måske var det bare noget, hun mærkede gennem den ekstra hud, hun bar rundt på. Gennem tågede, famlende fingre. Nøjagtigt som hendes ve efter et eller andet hjem, hvad som helst, havde været synligt et øjeblik.

Panik lammede hende. Blomsterpigen her havde set det. Hun havde i hvert fald set et eller andet. Noget Raven aldrig skulle have afsløret. Hun blev helt tør i halsen, for et øjeblik troede hun, hun stod overfor et spejl eller sådan noget. Én som kunne det samme. Én som kunne hvad hun kunne, og én som gjorde det.. Et øjeblik, men kun et øjeblik. Så vidste hun, at det ikke var sådan, tingene hang sammen, at hun havde været forvirret, hun havde lavet den der lyd (igen, hvorfor blev hun ved med det, det var jo fuldstændigt åndssvagt) og hendes ansigt havde måske også været.. Hun så hvordan den anden piges smil var blevet mindre, og skyndte sig at smile selv. Et af de der overdrevende smil, man ser på folk, der prøver at sælge noget. Smilet afslørede en række meget regelmæssige tænder, næsten helt unaturlige midt i det viltre hår.

Cola? ”Jo tak, øh, jeg vil gerne have en cola, men..” Hvad skulle hun sige? At hun ikke havde råd til at købe blomster? At hun ikke havde noget sted at dyrke blomster, noget sted at have dem? At hun bare syntes de var pæne. I stedet kom hun med en helt tilfældig indrømmelse, der bare dukkede op i hendes hoved. ”Ej, jeg har aldrig været fuld..” Omtrent sådan fungerede hun trods alt. Hvorfor, spurgte hun sig selv, mens hun sagde det, men indskydelsen var væk, og hun smilede fortsat, selv om det lidt uhyggelige skær af alt for opspilede øjne og alt for meget tandkød var forsvundet.

Et eller andet, måske en naturlig eller indlært refleks, rev i Mayas krop. Med klamme, lange fingre. Fik hende til at rykke sig på stolen og overveje at rejse sig og gribe fat i pigen. Hun troede et kort øjeblik at hun ville flygte. At sige at hun kunne smage frygten var måske så meget sagt, men en ung kvinde med så meget erfaring med frygt, kunne ikke undgå at lægge mærket til det. Hun blev næsten helt tør i halsen selv. Følte noget rumstere i maven. Det faldt dog til ro, da pigen smilede. Det virkede forkert, som et af hendes egne smil af og til, men det behøvede ikke at være ægte og dybfølt for at virke.

Hun havde et flot smil.

Maya viftede med sin hånd, lettere befippet og hylet ud af den. Gjorde tegn til hende at hun skulle sætte sig ned, inden hun pludselig fik lyst til at flygte igen. Sjovt. Maya følte sig sensitiv, malplaceret, for en gangs skyld. Hun skubbede coladåsen over på den anden side af bordet, foran den tomme stol.

Lyden af pigens stemme fik hende igen til at smile, svagt. Næsten usynligt, men dybt. "Du behøver ikke at have drukket dig fuld for at side ned med en cola. Den er gratis. Kølig." lokkede hun. Hun gned sig i øjet med sin tommelfinger. Gned noget mascara ud, fik lidt på fingeren. Hun kunne næsten ikke vente til hun satte sig ned. Spørgsmål brændte på tungen som en ekstra stærk halspastil. Maya hadede halspastiller.

Gratis? Kølig? Ravens smilende blik hang ved blomsterpigens ansigt. Hun svingede tasken af ryggen og satte den med en lille, anstrengt lyd op ad en havestol, som hun lydigt satte sig på. Et øjeblik sad hun yderst på kanten, som om hun ikke var helt sikker på, om det var en god idé, men kom ligesom på bedre tanker, eller også var det fordi hun glemte sine tanker, i hvert fald fandt hun pludselig, at hun lænede sig mageligt tilbage og trak benene op i skrædderstilling. Et let glimt af forundring over sig selv indfandt sig i de mørke øjne, ikke så ulig skovsøer, mørke og klare, svagt glitrende, som om bundens farveløse sand eller sølvfarvede fisk fangede pludselige antydninger af lys fra en himmel, der ellers var begyndt at mørkne. Hun blinkede og den milde forbløffelse var væk, efterfuldt af noget genert.
Hun vidste godt, hun trak svaret lidt i langdrag, Raven, og prøvede at se ud, som om hun overvejede nøje, ligesom for at skjule, at hun.. Og ja, hvad ville hun egentlig skjule? At hun ville dræbe for en cola? Det behøvede hun jo ikke skjule, tænkte hun irritabelt til sig selv og smilet om hendes mund blev mere genert, men også mere genkendeligt, mindre plasticagtigt.
”Så vil jeg gerne have en cola, tak” sagde hun med et undertrykt fnis og foldede hænderne i skødet. Måske var hun lidt bange for at skylde blomsterpigen noget, kommenterede Raven sig selv for sig selv. Men det behøvede hun altså ikke være. Hun var trods alt Raven, ikke? Hun var jo alt og intet, og hvis ikke andet virkede, kunne hun give blomsterpigen en maske eller bløde drømme som tak.
Men drømme. Det var mærkeligt med drømme. Gad vide, hvor denne her pige gik hen, når hun drømte, tænkte hun undrende og mærkede sine øjne springe til køletasken i nysgerrig sukkertrang. Hun sled dem fri og smilede bredt igen. Blomsterpigen var meget, meget pæn. På samme måde som hele blomsterbutikken var pæn, var hun veldrejet og blød med så mange farvevariationer, at man skulle tro, hun var mere end bare et menneske. Se bare hendes hud, sagde Raven til sig selv, og syntes, pigens kinder var lidt ligesom ferskner, der har hår på, og som hun holdt så meget af.

Hendes blik flakkede imellem pigen og køletasken, imens hun prøvede at fange en coladåse til sig selv. Den var fugtig på grund af den knappe temperatur i køletasken, så den var lige ved at glide ud af hendes hånd. Hun fangede den i luften med den anden, og krammede benene rundt om stolebenene for at holde balancen. Et øjeblik var hun ved at falde ned af stolen, inden hun vippede tilbage med dåsen i hænderne og et mere eller mindre sejrrigt smil. Godt nok var hun kun halvt elver, men lidt elegance havde hun da.

Den lette stemning og pigens halv generte, halv fnisende smil gjorde hende i godt humør. Et dejligt afbræk på de sidste par dage. Voldelige sammenstød - hun havde stadig forbandet ondt i hendes skadede arm, men hun havde pillet gipsen af så hurtigt som muligt - og ubehagelige, natlige møder. Det kunne ikke undgå at give en ubehagelige drømme. Stærke sug i brystet når hun lå i sengen eller sad bag skrivebordet. Især når hun tænkte på sin far. Hun glemte det næsten nu. Inden tanken om væggene på hendes soveværelse om tilbage som et slag i baghovedet. Næsten.

Hun lænede sig en smule frem, så en lok blond hår faldt fra øret og ned over øjnene. Hun gjorde ikke noget ved den, men pegede med sin tommelfinger på coladåsen der stod midt på bordet. Hendes egen dåse havde hun i den anden hånd. En dråbe fugt løb ned af hendes håndled fra det kolde aluminium. "Don't hold back. Jeg har mere hvor det kommer fra."

//Undskyld den lange svartid x.x//

Hvis hun havde kigget efter det, havde Raven set Mayas mørke tanker. Hvordan de kredsede om emner, der alligevel ville ligge langt udenfor hendes umiddelbare fatteevne, fordi de var en del af en mosaik af et liv. Det ville bare være billeder og følelser, der snoede sig som fisk i vandet, bølgede op og ned og tindrede i en indre harmoni som smykkesten i en kæde. Men hun kiggede ikke. Hvorfor skulle hun?
Hun havde bare siddet med øjnene fikseret på pigen, hendes hånd om dåsen, der var våd, vandet, anklerne om stolebenet, det hele havde ligesom en højere mening, men Raven forstod den ikke. Det var bare noget med dåserne og håret, der faldt frem, hun så det, hun så alt, afventende smilende, både genert og opmærksom på en lidt mærkværdig måde. De lignede mørkt vand under det viltre pandehår, øjnene, intense og bundløse. Grå eller grønne, eller bare mørke. Eller som de søer, hvor vandet klukker brunrødt mellem trærødder og store sten, hvor udvasket jern farver sandet og giver et næsten blodigt skær når solen spiller.
Og så, med en lynsnar glidende bevægelse, som et spring fra en kat, der længe har siddet spændt, klar til angreb, kalkuleret bane og angreb til fulde, snuppede hun colaen fra bordet. Måske var det almindeligt. Måske var det ikke noget specielt. Det kunne enhver have gjort, sådan set, det var nok bare selve settingen. At det var lige præcis dette forpjuskede, snavsede væsen midt i alt det grønne, der gjorde udfaldet. Hun lænede sig lidt frem, og hendes arm blev en forlængelse af denne bevægelse, der slet ikke trak spor i det smilende ansigt, hvor de mørke vandpytter var fuldstændig fastlåst i blomsterpigens blå. Et øjeblik ventede hun tilsyneladende på en eller anden form for accept, en form for tilladelse. Der kom ordene så, don’t hold back, og hun åbnede den.
Måske gjorde det også en del af indtrykket at Raven åbnede dåsen med usædvanlig omhu. Hun placerede den mellem sine ben, stadig i skrædderstilling og rettede al opmærksomhed mod den, mens hun med tungen i mundvigen af pludselig koncentration brugte begge hænder til meget forsigtigt at løfte splitten. Da den sydede, trak hun sine fingre til sig et øjeblik, før hun løftede dåsen, stadig våd af kondens, og med hævede øjenbryn slubrede cola, der trængte op gennem den lille sprække i sig. Hun så på blomsterpigen, og sænkede så dåsen igen, tørrede sig ufortrødent under næsen med håndleddet og vrikkede med tæerne i sandalerne. Smilede.

// Jeg tager åbenbart lige så lang tid ~

Hun sad stille, da Raven hurtigt rakte frem, men hendes øjne sprang frem, hendes pupiller som sorte stem der bliver smuttet hen over et hav af klart, blåt vand. Hendes bevægelse morede hende. De var som dukker, lavet lavet af samme skabelon, men havde fået forskellige kjoler, farver og personligheder. Det var en tanke der havde en speciel indflydelse på Maya der havde det med at føle sig meget malplaceret, hvor end hun gik. I menneskernes verden, hvor hun var smuk, spændende, mystisk, med alt for mange unormale tendenser og instinkter - i den abnomale verden hvor hun var svag, og åbenbart ikke smart nok til at kompensere for hendes manglende fysiske styrke. Selv med alle de års træning, kunne hun stadig ikke måle sig med noget andet her. Det kunne få alle til at få begyndende rotter på loftet.

Raven var som en hundehvalp. Ligheden var nogen gange slående. Sjovt. Hun havde ellers fået en fornemmelse af noget helt modsat. Måske havde hun også selv flere sider.

Da Mayas hånd kom til syne fra dens plads under bordet, blinkede solen i noget der så ret skarpt ud. I kontrast til hendes blege hånd, glitrede et guldhåndtag. På det håndtag sad en klinge. En lang en. Og lyset glitrede på en speciel måde, så man bare kan se at den er skarp. Farlig, i kyndige hænder. Men Mayas ansigts havde ikke ændret sig. Hendes øjne var stadig et glimt af blåt, stille hav. Hendes læber smilede stadig tavst, med læberne skilt nok til at kunne se mørket.

Hun sad der bare. Med den glitrende kniv rettet direkte imod Ravens mørke, forhutlede skikkelse.

Raven ville ikke, men det skete alligevel. At hun fik et glimt af den anden piges tanker. Et glimt, der viste en ensartethed, der var næsten overvældende. Og som naturligvis kun fandtes i den andens tanker, skyndte hun sig at sige til sig selv. Skubbede tankerne, der ikke var hendes egne, væk. Men der havde alligevel været noget ved den idé. I Ravens hoved blev det meget hurtigt til masker. Ens dukker med forskellige masker, og det gjorde hende helt blød inden i. Hun kunne ikke slippe tanken mens hun åbnede coladåsen. Den røde aluminium ville ellers have optaget hende, det gjorde den tit, fordi den virkede så klassisk, men denne gang virkede den ligegyldig. Den anden pige var meget mere spændende. Raven ville spørge, hvad hun hed, men kunne alligevel ikke helt få sig selv til det.

Hun havde nemlig fået øje på det, der var på vej. Om hun så det gennem den andens øjne vidste hun ikke, men hun vidste, det sekund solens stråler fangede æggen, at det her var sindssygt farligt. At hun var i fedtefadet. Ikke at hun var fanget eller noget som helst, men hun var da absolut udsat, meget mere udsat end hun havde været længe. Hun havde stået ansigt til ansigt med vampyrer. Med dræbere, med store hunde og mænd med lommelygter, men det her var langt mere.. Chokerende.

Men intet i hendes ansigt sagde det. Måske havde dukke ikke været forkert. Ravens udtryk var stivnet i et voksagtigt smil, stadig med rynker omkring næsen, stadig med latter i øjenkrogen, men med pupiller, der trak sig sammen i små stød. Flakkede mellem kniven og pigens ansigt. Tilbage til kniven, og så til de strålende blå øjne. Som en diset himmel, spejlet i et fladt hav, klippestrand og lette, fjeragtige skyer, munden udtrykte et smil, og Raven forstod det ikke. Hendes voksansigt smeltede, og striber af uro viste sig under hendes øjne, i hendes mundvig og i blodårer på hendes hals og arme da hun gjorde klar til et spring, fuldstændig frosset og klar til at fordufte eller slås.

Imens hun drejede kniven imellem sine fingre, balancerede med den skarpe æg som om det var en leg, en tryllekunstners nummer hun havde gang i, prøvede hun at finde ud af om hun blev skuffet eller lettet over pigens stadig rolige ansigt. Som om hun levede et andet sted, hvor alting gik lidt langsommere. Som om de levede i to tv'er i forskellige tidspunkter på samme kanal. Men hendes pupiller afslørede hende. Godt nok var de svære at skildre fra den mørke regnbuehinde, men hendes skarpe øjne afslørede det hele.

"Hmm..." Hendes stemme viste sig som et suk, en udånding, imens hun langsomt rejste sig fra stolen. Hendes ene sandal viste sig pludselig på bordpladen, og raslede da den landede. Maya halv stod, halvt sad på hug på bordet. Kniven havde hun stadig i sin hånd, og i genspejlingen kunne hun se pigens øjne. Mørke og blanke.

Hendes hoved var tiltet på skrå, til hendes hår faldt i kaskader ned over hendes blege ansigt. "Hvad ville du gøre, hvis jeg rettede min kniv imod dig?" Der var et glimt i hendes øjne, noget der måske kunne tolkes som vanvid. Måske som noget alt for intelligent til hendes kønne pigeansigt. "Ville du løbe eller slås?"

Det mørke blik flyttede sig i ryk over kvinden på den anden side af bordet. Opmærksomheden var fuldstændigt fikseret for første gang i lang tid. Ikke længere den sædvanlige sommerfugl, der flakser hid og did uden mål, ikke længere så barnligt let at aflede, optaget af først en snegl under en solbænk, så et fodaftryk i sandet, eller en kiks, regn, en linje fra en sang, en film, en plakat, kulørte glødepærer over en lille bar ved vandet. Nej, alting var fuldstændigt koncentreret på knivens lille dans. Pigen dér, blomsterpigen, hun havde fuld kontrol over det. Raven måtte indrømme, at hun blev imponeret. Hver bevægelse var så fin, så spændstig, fyldt med styrke til at slå til og slå ihjel. Men det blev ikke i dag, det kunne de godt få på det rene.

Pigen trak vejret, et pust, en lyd, der fik en muskel i Ravens lår til at træde frem under den blegt solbrændte hud. Så trådte hun op på bordet, og perlerne på hendes sandaler ramlede sammen med en lyd, der næsten var for stor til stemningen. Raven åndede langsomt, mens hendes øjne fulgte kvinden i zigzagbevægelser som skøjteløbere over roligt vand. I en forskudt synkronisering af blomsterpigens ben til bord, satte hun sig på hug på stolen. Vippede fra skrædderstilling op til at sidde som en frø, endnu krummet sammen, men klar. Og kvinden talte.

Rettede kniven mod Raven? Det havde hun vist allerede gjort rimeligt meget, men flygte eller slås? Hendes øjne blev smalle sprækker. Løbe. Hun havde slugt den måde, kvinden formede ordet på. Og hendes øjne, hovedet lidt på skrå. Hun kunne også godt sluge hendes sind, hvis det skulle være, tænkte hun.

Jeg behøver ikke at gøre nogen af delene, ville hun sige, og hendes stemme ville være en hæs hvisken af tørre blade i efterårets gyldne skove, og hun ville skubbe til kvinden. Meget hårdt og meget langsomt, uden nogensinde at røre hende, kun strejfe hendes tanker med et indtryk af, hvor dumt det dog egentlig var at lægge sig ud med én, der var stærkere.

Eller hun kunne kaste en tentakel ud, bugtende som en slange, lårtyk og fyldt med sugekopper, der først gav slip, når de blev skåret fri af kroppen, gribe om pigens håndled, knuse det, fuldstændig uberørt af den smule kniv, der ville efterlade et sår, ganske vist, men det kunne lappes, lukkes og fjernes, indtil masken nødvendigvis måtte af på et senere tidspunkt.

Hun kunne også bare forsvinde. Smile, sige det var svært at løbe, når hun aldrig havde været der, og så.. aldrig have været der. Forsvinde som en fed og doven flue og efterlade en olieret følelse af mangel på erindring i pigens hjerne.

Men hun gjorde det ikke. Hun blev bare siddende på hug med store øjne, blev ved med at være Raven, der var klar til at gøre et kæmpehop i en given retning, og som dog stadig ikke havde taget springet. ”Det kommer an på, hvor farlig du er. Du er slet ikke et menneske, vel?” sagde hun med en snert af stilhed i stemmen, og ved lyden af sin egen røst vågnede noget i hende. Selvfølgelig havde hun vidst det hele tiden. Det her var ikke nogen almindelig pige. Hun var ikke bare ualmindeligt fotogen og nydelig. Selvfølgelig ikke. Det her, blomsterpigen, var et væsen af en eller anden slags. Og hun vidste, at det samme kunne siges om Raven. Bortset fra at Raven ikke var fotogen. ”Du vil have, jeg afslører mig selv, ikke? Du tester mig? Prøver at få mig til at bekende kulør.”

//Undskyld det tog så lang tid v.v Har lavet et kæmpestort projekt, men nu er jeg færdig n__n //

// Bare indlæget er et stort projekt ^^'

Maya havde været den uskyldige, barnlige våbenhandler så længe at hun helt havde glemt alt det fede ved at være jæger. Hele følelsen af at være farlig, hurtig og dræbende. Præcis og kontrolleret. Adrenalinen var også en stor del af det hele. Den fik hendes hjerte til at slå hurtigere, men hendes bryst til at bevæge sig langsommere. Hun følte sig i fuld samhørighed med sin krop, og fulgte hver eneste bevægelse med øjnene. Pigens fødder der bevægede sig, et vindstød der fik gardinet ved døren til at bevæge sig, en tynd røgstribe der steg til vejrs ved en skorsten udenfor. Pigen der blinkede. Hendes øjne der blev minimeret til mørke sprækker. Tænkte, det gjorde hun i hvert fald, det lille myr. Maya viste ikke om det var en god eller dårlig ting, men det gav hende et glimt af tilfredsstillelse.

Hold da op, hun ville være blevet skuffet hvis pigen var skreget og løbet. I stedet var hun måske strategisk. Måske havde hun noget endnu mere faretruende end kniven, som hun lige nu havde rettet imod Maya. Bare tanken fik det til at kilde i hendes mellemgulv. Så grinede hun let af sig selv. Hvad skete der egentligt bag hendes eget kønne ansigt. Var det en eller anden syg selvmordstrang hun var i gang med at få?

Et kort øjeblik var der lidt ubetinget fryd at se i Mayas ansigt, så hendes smil fortrak sig næsten helt om til hvert øre. Smilet var så stort at hendes øjne blev smalle. Så tiltede hun hovedet på skrå igen, og hvilede kinden i sin håndflade. Albuen hvilede på bordet, så Mayas krop så helt skæv ud. Alt for meget led på en alt for tynd krop.

"Okay, hvis du gerne vil plapre ud med hele din dna-kode - så lytter jeg." Hun pustede ud med et lattermildt fnys. Hun ville sindssygt gerne vide lidt mere om den her piges ophav, men det kunne man ikke særlig godt se i hendes blege ansigt. Kun en let munterhed der virkede som kage med alt for mange E-numre. "Er det virkeligt så svært at tro på at jeg bare er en morderisk psykopat?" Om hun blev skuffet eller ej, det var svært at gætte. Hun satte i hvert fald knivens spids ned i havebordet, blidt, uden at den lod sig grave ned i træet. Så stak hun pegefingeren ned i skæftets runding, og drejede den rundt med et eftertænksomt blik.

//Woah, jeg har åbenbart lavet rimeligt meget dobbeltkonfekt i foregående indlæg xD rettet nu (://

Der var noget helt særligt ved denne her pige. Noget helt særligt frydefuldt, som om hun nød, direkte nød den uro, hun havde skabt. Raven brød sig ikke om det. Det var ikke særlig charmerende. I hvert fald ikke hvis det ikke var hende selv, der gjorde det, tænkte hun, og lukkede øjnene for sin dobbeltmoralske side. Hun brød sig ikke om at blive dømt, og hvis det absolut skulle ske, så ville hun ikke selv stå for det. I stedet trak hun sig bare sammen. Hendes hjerte slog stadig forholdsvist normalt, og hendes vejrtrækning var ikke synderligt forandret, måske fordi hendes krop ikke rigtigt havde opdaget faren endnu, måske fordi den bare ikke anså det som fare. Men det var fare. På en yderst interessant måde. Hun blev siddende og vogtede på den anden pige, der lænede sig frem og nærmest knækkede sidelæns, smidig, det var hun i hvert fald, denne fremmede pige, og smilende.

Og så fnøs hun, når hun talte. Ravens øjne blev endnu smallere. De havde set situationen, analyseret hver muskel i den andens krop, hver mulig bevægelse, og ved hjælp af erfaring og beregning, som Raven aldrig ville være i stand til at gengive, havde de konkluderet sig til den tid, et angreb ville tage. Hvor lang tid pigen ville være i spring, hvordan hun ville lande for at stå bedst, og hvor langt væk Raven selv skulle have bevæget sig på den tid. Det var det, hun kunne. Lige udenfor rækkevidde. Ventende på næste slag. Denne modstander kørte man nok ikke så let træt, desværre, men så havde hun nok en anden svaghed. Hvis det kom så vidt. Det gjorde det forhåbentlig ikke.

DNA-kode mig her, tillod Raven sig at tænke, mens hun undlod at besvare det lidt irriterende spørgsmål. For det var netop et spørgsmål. Om hendes identitet. Et stort spørgsmål et sted i den anden. Raven lod sig ikke påvirke af det. Hvis det havde været en almindelig modstander, jo, så havde hun åbnet hver en lille, pinlig hemmelighed, hver en tanke, hvert et billede i et kæmpe puslespil, blotlagt hver detalje for at vinde under alle omstændigheder. Ikke bare for overlevelsen, også for sejrsrusen, der fortog sig så let, som den var kommet, og efterlod et gabende hul af frygt for den kommende hævn, men det her.. var noget andet.

Det var ikke en morderisk psykopat. Det var noget helt andet. "Ja," åndede Raven og rejste sig pludselig på stolen. Satte den ene fod op på ryglænet, fuldstændig tåbeligt hvis man overvejede ståsted og position, men det var en trang, en pludselig, latterlig og uimodståeligt trang, der meldte sig lige så ubegrundet som de fleste andre tendenser, hun fulgte gennem livet. En trang til at kopiere, blive som modstanderen, der måske ikke alene var modstander, men også delvist beundringsværdig. Som en dronning i sin værdighed og selvsikkerhed, dog så.. almindelig og ikke-perfekt, at det var helt perfekt. Hun ville have trukket lange paralleller til film og bøger med perfekte kvindelige hovedroller, hvis største fejl er, at de er klodsede, hvilket igen gør dem menneskelige og endnu mere perfekte. Og elskelige.

”Det er svært.” det var næsten et hvæs. Hun gjorde et kast med hovedet, fuldstændigt i balance, og kom så med den bedst formulerede sætning, hun nogensinde havde lavet. ”Vi ved begge to godt, at du ikke er det. At du ikke er.. Ikke bare er en uvidende lille dulle, der leger med magt.” Hvorfor hun så valgte at gøre det sådan var det videre spørgsmål. Det havde Raven ikke rigtigt overvejet før nu. Måske var pigen lettere aparte alligevel.

// Jeg vil bare side her og lade som om jeg opdagede det xD

Maya blev siddende i sin underlige stilling, selvom hun havde mest lyst til at røre rastløst på sig. Især da pigen bevægede sig. Flyttede langsomt sin fod, imens hun talte. Op på ryglænet? Hvis man tog fat der, satte foden der, skubbede lidt der... Bump, så ville hun ligge på gulvet. Og dog, hun ville nok kunne nå at flytte sig inden Maya ligefrem fik skubbet stolen.. med mindre hun gjorde det under bordet? Hun havde ikke tænkt sig at banke pigens ansigt ned i gulvet på sådan en måde - ikke medmindre det blev meget nødvendigt. Hun havde dog en fornemmelse af at det ikke ville ske. Pigen kunne vel se at hun var på udebane?

Mayas pupiller udvidede sig kort, og hun fortrød kort at hun havde provokeret pigen. Hvad nu hvis hun var gået i panik og havde kastet sig ud igennem glasvæggene? Det ville have været dyrt. Ruder var så sindssygt dyre nu om dage, især dem der beskyttede for folks blikke. Åh Gud.

Hendes eneste reaktion var endnu et fnys. Som om hun holdt en latter tilbage, der måske kun var en lille smule munter. Hun bed sig i underleben, og efterlod et blegt spor på huden, indtil blodet flød tilbage på plads. Hendes øjne blev en nuance mørkere, og hendes øjenlåg sank en smule. "Hvis du tror at jeg ikke er en lille dulle der leger med magt, er du dummere end jeg troede. Uvidende, nix min skat, men resten passer perfekt."

Hun havde altid interesseret sig afslappet for sit udseende, selvom det ikke havde været nødvendigt. Hendes mor havde foragtet det ved hende. Hendes sarte hud, skarpe farver, blide ansigt. Hendes skønhed. Hun var en... blondine. Naiv og skrøbelig, en totalt anti-jæger. Anti-det-hun-skulle-være.

Med et suk og nogle himmelvendte øjne, svang hun kniven op i luften med en finger. Et øjeblik svævede den i luften, indtil hun greb den, legende let, med pegefinger og langefinger på hver sin side af den skarpe æg. Hun så ud som om hun kedede sig, da hun slangede sig ned fra bordet, og satte sig tilbage på sin stol. Hånden med kniven gled ned under bordet, og da hun hvilede begge hænder på bordet, var kniven væk.

"Hvad tror du så jeg er?"

Raven flyttede lidt på den fod, der endnu var plantet på stolens sæde. Coladåsen stod der endnu, stadig lige kold, stadig med dråber af kondens. Hun lukkede hænderne kort og hårdt, så sener hævede sig tydeligt under huden, hun brød sig ikke om at blive kaldt dum. [k]Resten passer perfekt.[/k] Som svar gav hun et tvivlende vip med øjenbrynene, og en krusning af noget, der skulle have været et bedrevidende smil, men som i langt højere grad mindede om et vildt dyrs snerren, foldede sig på hendes mund.

Måske var der også noget med at blive kaldt skat. Hvad var det for et magtforhold denne pige prøvede at etablere? Tydeligvis et hvor hun selv var hævet, naturligvis, der var nok ikke mere i det, end som så, men Raven kunne alligevel ikke helt slippe fornemmelsen. Engang havde én, hun tilfældigvis stødt ind i, haft tendens til at sige skat til alle og enhver. Både kærligt, men også nedladende. Ubehageligt. På en måde.. grænseoverskridende. Hvem sagde, de havde en relation, hvor man kunne tillade sig at sige skat? Hvem? Hun var i hvert fald ikke sikker på, hendes relation til blomsterpigen var af den type, men på den anden side var hun ikke helt sikker på, hun kunne afvise det… eller om hun havde lyst til at afvise det. Under alle omstændigheder forsvandt alle tanker fra hendes hoved, da pigen kastede kniven. Blikket fulgte den blinkende æg, som den et øjeblik fangede solen i sin snurrende bane, og så.. Blev den grebet. Med fuldstændig kontrol, lange, stærke fingre, og et dovent, forkælet ansigtsudtryk. Så forsvandt den, men Raven rørte sig ikke af pletten, ikke før pigen talte.

Hvad hun ellers var? Raven tøvede en smule. En blød tænksomhed lagde sig under hendes øjne, et skalkeskjul for den vagtsomhed, der tegnede sig som en svag sammentrækning i hendes underarme, lidt blegere end resten af hendes hud og fint marmoreret med blå blodårer. Hun skubbede fraværende det ene skjorteærme, der ubemærket havde fået lov til at glide ned, tilbage op over albuen. Hvad var pigen egentlig? Et øjeblik tillod hun sig at lege med tanken om at åbne pigens sind.

”Well, vi kan godt sige, du er en dulle.. Men det er jo ikke det hele.” begyndte hun, og afbrød sig selv: ”og du leger med magt? Virkelig?” Nu var hun ude på dybt vand. På den ene eller den anden måde. Selvfølgelig var der en udvej, det var der altid, men spørgsmålet rungede alligevel rundt i hendes indre: Hvorfor provokerer du? Og Raven kunne som sædvanligt ikke svare. Spurgte i stedet om det overhovedet var en provokation. Det var jo ikke ment sådan. Men stemmerne i hende lo med kold hån i stemmerne. ”Har du da magt over mig?”
Hun flyttede benet fra stolens ryglæn, og satte sig på hug igen. Samlede hænderne om dåsecolaen og klikkede lidt på den med neglene. Øjnene hang opmærksomme ved hver detalje i pigens fremtoning, og især, især ved hendes blå, blå blik.
”.. Du er jæger, er du ikke?” Raven vidste godt, hvor det kom fra, men hun brød sig ikke om det. Det kom gennem tråde af tanker (eller var det den anden, der sendte dem af sted? Serverede dem på et sølvfad? Raven behøvede ikke gøre andet end at åbne de øjne, der sad indeni, hun behøvede end ikke række armene ud, tankestrengene fandt selv vej til hendes fingre) at blomsterpigen var nøjagtigt så fin og kompleks, som hun så ud. Raven var nødt til at lukke af igen, alt for mange følelser, alt for mange tanker til, at hun kunne rumme det. Kun dette ord, Jæger, havde stået malet i sindets mangefarvede slør, ligesom det nu stod lysende klart i fysikken. Ja, pigen havde bløde arme, lange ben, talje og hofter, men det forhindrede hende ikke i at være stærk, hurtig og smidig. Plusord på den konto.