Fisk er som fisk gør... Anna Rose + åbent

Der var dunkelt omkring ham, men det var et smukt og stilfærdigt mørke, der gjorde ham kold af rædsel og hjemve, og som med sin sagte stemme bød ham at dykke endnu dybere ned gennem de klare, kolde vandlag. Liam følte sig mærkeligt fortumlet. Han kunne ikke mærke sig selv længere. Han var blevet skyllet væk af det fantastiske vand, det dybe vand, det smukke vand, der koldt og klart strømmede forbi ham, gennem ham, over ham og under ham. Han var omkring fyrre, halvtreds meter nede, måske, og alle lyde var mærkeligt forvrængede. I det fjerne hørtes lyden af bølgeslag, og nu og da hørte han en fisk eller to, der strøg bort med lette slag med halen. Og så var der hans eget haleslag, hans hjerte og hans åndedræt. Helt alene klang det ud i dybet. Liam sukkede, og lyden sang væk, ud i dybderne. Der var ikke noget spiseligt for vegetarmaven her, han var nødt til at vende næsen tilbage.

Nej, hviskede dybet op mod ham, kom her ned i stedet, her kan du være lykkelig, og han vidste, at det var en grufuld løgn, der ville lokke ham ned, hvor mørket ville fylde hans sind og hvor solen aldrig skinnede. Han manede et tankebillede frem. Bølgende rødt hår og store grønne øjne, meget apropos solen. Hvis han dykkede dybere, ville han ikke kunne komme tilbage til Anna Rose. Han tænkte på bukserne og skjorten, der lå pænt foldet sammen under en sten.

Han havde gået langt, før han fandt ud af, at han sagtens kunne leve som sig selv. Han skulle bare ud i vandet. Tilbage til en slags stenaldertilværelse for en havmand. Han var gået ud ad stranden, til han fandt et sted, hvor han ikke kunne se hverken huse eller mennesker. Han havde afklædt sig og gemt sit tøj godt, før han splitternøgen var klatret ud på et par klipper i vandet. Han vidste, det ville være dumt at springe i vandet fra sandstranden, så ville han bare ligge som en strandet hval. Med et kejtet hop havde han brudt vandfladen og mærket, hvordan han fandt hjem.

Havet er vores spisekammer, sagde mange mennesker, og det var så sandt så sandt for ham. Han spiste tang direkte fra planterne, og han råbte af fiskene, der mumlede, at der ikke var noget at komme efter. De var fåmælte og strøg bort, når han nærmede sig. Som om de var bange for noget. Han havde svømmet i havneudmundingen, og havde været ved at blive slået ihjel af en stor båd, der var kommet forbi. Han havde svømmet i det ækle, ækle vand, hvor cykler og jernrør stak op af meterdybt plum, og hvor kun de sejeste muslinger groede og muterede sammen med roer og enkelte forvildede vandmænd.

Han svømmede indad og opad, og lydene blev anderledes. Mågeskrig, bølger. Bunden kom nærmere, hvid og sandet og gold.

Anna Rose havde ikke vidst hvordan det skete, men hun lå vandet, det var meget kold og hun havde snart ikke mere luft tilbage, hun ville snart gispe efter luftern og hendes lunger ville nok blive fuldt med vand, men selv om hun vidste dette, selvom hun burde gå i panik og svømme op af så kunne hun ikke.

Hele hendes krop føltes tungs og hun kunne også mærke noget varmt kom fra hendes bag hovedt, havde hun slået sig? Hun kunne ikke huske noget som helst men hun bliv ved med at synke dybere.

Hun lukkede sine øjne og lod bevistløsheden tage over, hvorfor var hun kommet her ud, havde hun siddet i en båd? jo hun mindes hun nok havde været i en båd, men noget var sket, noget der fik hende i båden og noget det fik hende til at falde overbors, men hun kunne ikke huske hvad, havde der siddet en anden i båden?

Anna Rose krop sank stille ned af mens blodet løb fra hendes hoved. Hun havde en hvid kjolde på der var lidt ødelagdt og ingen sko.

//xD Prøvet mit bedste//

Der var en lyd, Liam ikke kunne genkende. Den rungede fra et sted mod højre, og med interesse gjorde han et svagt svirp med halen, der sendte ham svævende gennem vandet i den nye retning. Over ham skyllede bølgerne, de fyldte hans ører og lod ham høre alting, en krappe, der hvirvlede små skyer af sand op på bunden, en måge, der plaskede med fødderne længere ude, en fladfisk, der hvirvlede over bunden med bølgende kanter. Hans hår blev trukket tilbage, omgav hans ansigt som en sky og krøllede ud i de blegblå masser. Han skød opad og fremad, mens han ventede på, at lyden skulle vende tilbage, men i stedet hørte han noget andet, noget der forsvandt strygende gennem vandet.

De grønne øjne var vidt åbne, og fokuseret på hænderne, der var strakt frem foran ham. Skygger fra overfladen tegnede et sirligt mønster hen over hans hud, der så mærkeligt grå ud her, et par meter nede. Dækket af de blålige pletter, hans fregner var reduceret til. Halen strakte sig kraftfuld og muskuløs, grå og let spættet, som halen hos et havpattedyr. Han svang den med elegance og gled fremad, mens en lysende prik dukkede ud af de grønne dybder.

Vandet var ikke ligefrem uklart, men det var heller ikke helt rent. Den lyse prik på den blålige grund voksede, sløret for Liams ellers klare blik, som om det var noget diffust. Et øjeblik svang han sig endnu med roligt tempo gennem sit element, nysgerrig og måske lidt tilbageholden (hvad hvis det var farligt?) før det gik op for ham, at hvad han havde troet mærkelige toner i baggrundsfarven i virkeligheden var lemmer.

At det var et menneske.

Han strøg som en pil, som var han gået fra afslappet gang til vild spurt, slog med halen, mens han spurgte sig selv igen, igen, hvor længe han havde været om det? Det havde været lyden af en krop, der brød vandoverfladen. Lyden af én, der faldt dybt ned, trak striber af bobler efter sig, mens et låg af vand lukkede sig over legemet. Måske havde han været.. 30 sekunder om det? Et minut? To minutter?

Et lig ville komme op til overfladen, ville det ikke?

”Hallo,” råbte han, og hans stemme lød unaturligt, sang gennem vandet som lyden af et kælvende isbjerg, som et skrig af en anden verden og alligevel ganske sagte, som et aftryk af noget, der engang havde været. Og han var ved mennesket. Strøg omkring det, så halen trak hvirvler efter sig, og slyngede sine arme om det. En smal brystkasse. Han trak opad, uden at have tid til at se efter, om det overhovedet var levende, hvordan det så ud, noget som helst.

En enkelt, stor boble steg op fra under et tæt dække af rødt hår i løbet af det øjeblik, han bar opad, og som hans øjne et øjeblik blev rettet bort fra målet, den blege, solgennemstrømmede overflade, der spejlede hans opadvendte ansigt, og ned mod mennesket, så han, hvordan det blødte fra baghovedet. Og han så mere end det. Et øjeblik, hvor håret, der havde ligget tæt over ansigtet, blev strøget væk fra panden og kinderne, så han Anna Roses ansigt. Blegt og bedrøvet, med lukkede øjne og læber, der var let adskilte. Synet var væk. Håret var tilbage på plads, og Liams røde krøller blev trukket fladt og sjaskvådt over hans fregnede fjæs som de brød fladen. Menneskets tunge hoved faldt tungt ind mod hans skulder, som han trak det op ved siden af sig, ryggen ind mod hans bryst så nakken kunne hvile ved hans nøgleben.
Han holdt personen oppe med den ene arm, mens han med fingre, der rystede af chok, trak hår væk fra den fremmedes ansigt med den anden.

//Blev en anelse langt, håber det er okay xD Og jeg synes dit er super ^^//

Anna Rose hørte noget, noget der kom hurtigt mod hende men hun kunne ikke reagere om det, mørket havde taget over og hun kunne ikke se eller bevæge sig og lyden gav ikke mening til hende, dett var bare en lyd det var alt hun vidste men hvor den kom fra og hvad det var kunne hun ikke fornemme.

Anna Rose mærket noget om sig og hvordan hun blev hivet op af, men efter hun mærkede det første ryk op af holde det op, hun kunne ikke længere mærke noget og hun faldt helt ind i bevistløsheden.

Anna Rose træk ikke vejert, hendes krop var slap og kold på grund af vandet, hendes hjerte bankede næsten ikke og hvis hun ikke fik hjælp hurtigt ville det måske aldrig banke igen.

//undskyld mit "korte" indlæg xD//

Det var Anna Rose. Liams hjerne holdt op med at fungere. Det samme gjorde hans hjerte. Som frøs han i et langt, pinefuldt øjeblik, hans krop helt tom og tung og hans hale kraftesløs, mens krystaller af is blomstrede i hans bryst sammen med chokket, for hvad skulle han gøre? Hun lå bare der i hans arme, hendes røde hår bredte sig over hans skulder, og hendes læber var blege og bevægede sig ikke det mindste. Fordi hun ikke trak vejret.

Solen skinnede på en let diset himmel, hvid og fjern, og strålede ned gennem vandet, gennem de halvstore bølger med hvide blondekanter, der legede og tegnede et evigt foranderligt mønster på sandbunden dernede og over den hvide kjole, der bølgede op og ned, som om den var levende. I modsætning til dens ejer.

Liam lå i hvad der føltes som meget lang tid helt ude af stand til at handle, hvordan kunne det gå til, at han pludselig svømmede med liget af Anna Rose i armene? Han kunne ikke forstå det, ikke sætte det sammen, og ville have været tilbøjelig til at le, hvis ikke han rent faktisk hade været i situationen, mærket hendes kolde pande mod sin hals, som en bølge bar dem opad og fik hendes hoved til at rulle til den ene side, hvis ikke han havde mærket vægten af hende mod sin arm, hvis ikke, han havde holdt en lammet hånd mod hendes farveløse kind.

Han vågnede. Blev bevidst. Noget havde vækket ham. Noget, der puslede i hendes nakke, ganske blidt mod hans kraveben. Et hjerteslag. Hun levede!

Hvor længe havde han været væk? Ikke mere end et sekund, ønskede han, og dunkede sin knyttede næve ind på hendes brystkasse, lige under halsen, uden rigtigt at vide hvorfor han gjorde det. Det var bare en instinktiv handling, og stadig uden rigtigt at være bevidst om, hvad han gjorde, samlede han sine hænder lige under hendes barm og gav endnu et stød. Engang havde han lært noget med hjertemassage. Det skulle også holde vejrtrækningen i gang, noget med at klemme på mellemgulvet, han kunne ikke huske det, tænkte han panisk, og trykkede igen, så hårdt han kunne, og vidste, at han meget vel kunne brække hendes ribben.

De havde øvet mund til mund hjemme. Vi har aldrig været krigeriske, sagde de ældste, vi har passet os selv og aldrig skabt problemer for verden, men vi har endnu en pligt, vi passer når vi kan. Aldrig må vi lade et menneske drukne. Vi er trods alt havets hyrder. Men selvfølgelig druknede folk, for ingen havmand kunne være alle steder på én gang. Og Liam havde dårligt nok lyttet, han havde haft travlt med at kigge akavet væk ved tanken om at dele spyt med en anden, var kommet til at grine, så han spruttede, netop som han skulle ’redde’ en af de andre unge mænd, der også var blevet grebet af latterkramper. Nu ønskede han, han havde lyttet. Han ønskede, han ikke havde haft så travlt med at hviske på bagerste række, og han klemte en gang til, og ønskede, at han denne gang ville høre hvad som helst, bare det var et tegn på, at han i det mindste gjorde det rigtigt. Han forestillede sig, at hun ville hoste, og trykkede så hårdt, at hendes brystkasse gav sig en smule.


//Det er ikke længden, men indholdet ^^ og UPS, jeg glemte helt at lave tid/sted/omgivelser.. Men altså: Ude på havet. Er man i overfladen, er stranden en tynd stribe en.. måske 2 km væk.. Det er formiddag, solen skinner, vandet er forholdsvis koldt, det er hverdag. På horisontlinjen kan man se et par hvide trekanter, der repræsenterer fjerne sejlbåde.//

Anna Rose kunne mærke noget igen, en stærk smerte i brystet og noget der prøvet at komme ud af hendes lunger, men tungtekraften træk det ned igen.

Anna Rose kunne mærke det igen men den her gang var det være, hun mærkede en meget skarp smerte i bryst kassen omkring ribbene, hun kunne føle mere og mere men kunne stadigvæk ikke få vejert.

Men der var ikke noget resultat. Intet som helst. Anna Rose var fortsat lige slap, hendes arme flød livløse i vandoverfladen, og hendes øjenlåg hvælvede mod himlen uden mindste spor af bevægelse. Hvad skulle han gøre, spurgte han sig selv. Okay, få hende ind på land. Det var nok det bedste. Han strammede grebet og gav sig til at svømme. For Anna Roses skyld på ryggen og med hovedet over vandet, noget han ellers hadede. Han brød sig ikke om det spor, han lavede, det mindede ham alt for meget om en motorbåd. Og så sænkede det farten forfærdeligt. I hvert fald i forhold til, hvad han var vant til, for selv med hovedet over vandet skød han en fart som de færreste sejlbåde ville kunne hamle op med, og da han en anelse anstrengt fik drejet hovedet, så han hvordan stranden var kommet betragteligt nærmere, og han kom i tanke om et andet problem. Han var trods alt en fisk. Hvordan skulle han komme hurtigt op på stranden?

Det måtte gå, som det gik, besluttede han og lukkede øjnene tæt i. Den del af ham, der faktisk var klar over, hvad der egentlig foregik, græd, men hans krop havde ikke forstået situationen endnu. For den var det en opgave, der skulle løses, og der var hverken tid eller overskud til at tage følelser i betragtning.

Problemet var imidlertid ikke så stort. Da han efter måske et halvt minut var inde på vand, der begyndte at blive problematisk lavt, var han allerede så tæt på stranden, at den tid, han spildte på at hale sig selv og Anna Rose gennem tang bevoksning og ind på sandet, var ganske begrænset. Med største forsigtighed lagde han hende i vandkanten, hoved og overkrop oppe på sandet, der var mørkt af vand, de bare ben og fødder endnu i vandet, som slikkede stille om hendes hofter og lår. Et millisekund lå han pustende ved siden af hende, han havde ikke før opdaget, hvor hårdt det egentlig havde været. Så rejste han sig op på den ene arm, og placerede den anden over hendes hjerte. Han skulle fortsætte med hjertemassage, tænkte han. Han kunne ikke andet.

”Vågn så OP!” Råbte han aggressivt og trykkede til med hele sin vægt. Hvert andet sekund, burde det være. Tårer begyndte at løbe, men han opdagede det ikke. Han trykkede igen, og råbte ”Vågn!” ”Vågn, Vågn,” for hvert stød, mens hans stemme blev mere og mere skinger, som om han prøvede at bekæmpe ikke bare det sorte, der var ved at opsluge Anna Rose, men også den panik, der bredte sig som en kvælende kraft gennem hans krop.

Anna Rose lå nu vandret, hendes tidsfornemelse var død og noget trykket sig hårdt mod hendes bryst, det gjorder forfærdlig ondt og hun var sikker på noget gik i stykker, men det virkede, lungerne fik endelig det meste af vandet op i hendes hals og..

Anna Rose krampede sig sammen og hostede voldsomt, hun havde svært ved at trække vejert og kunne ikke hoste vandet op da hun lå på sin ryg, hele hendes krop rystede og hun mærkede kuldern.

Anna Rose øjne åbnede sig og prøvet at fukusere, hun kunne først kun se lys, og så farver og så...
Hun kunne se Liam, og hun forstod hvad der var sket, hun hostede igen og så svagt op på ham og gispede efter luft

"liam?" hviskede hun svagt og kunne mærke hendes lemmer stadigvæk var tunge.

Hun hostede og krøllede sig sammen, og Liam væltede baglæns, delvist af forskrækkelse, delvist i et forsøg på at bremse det næste stød og det råb, der havde været på vej. Som et lyn var han oppe igen, og hævede sig op i armene //Aquamarine-pose xD // for at se, hvordan hendes øjenlåg gled tilbage over storegrønne øjne, der et øjeblik virkede fjerne, før hun missede med dem. Hendes pupiller sitrede svagt, og pludselig rettedes det grønne blik.. Direkte mod ham. Hendes farveløse læber formede hans navn, uden at han hørte hende tale, men det var også lige meget, hun var tilbage.

Han vidste, det var en forfærdelig situation, men en lille del af ham prøvede alligevel at gemme den i hans erindringer, billedet af hende, kjolen i bølgerne, de bare fødder, håret i en glorie om hendes hoved. Det virkede så smukt og skræmmende som en hyldest til livet, han ikke helt forstod. Der var en smule blod i sandet hvor hendes hoved havde ligget, og hendes bryst hævede og sænkede sig ganske svagt i den rallende hosten.

”Ja,” hviskede han tilbage, et øjeblik lige så åndeløs som hende, selv om det ikke skyldtes drukning men derimod lettelse. Han vidste ikke, om han måtte, eller om han burde, men noget i ham fik ham til at tage fat i hendes skulder og skubbe hende om på siden. Med besvær kravlede han uden om hende, så han igen kunne se hendes ansigt.

Anna rose hostede rasten af vandet op da hun blev lagdt på siden og så meget svagt på ham og smilte så "Tak" hviskede hun og var ved at lukek øjne, hun følte sig så træt men noget i hende sagde hun ikke måtte sove... men hun kunne ikke huske hvorfror.

//du så meget bedere til at svare end mig T^T//

//Pjat xD//

”Nej,” sagde Liam en smule strengt og greb hende om skulderen igen. Hun var helt kold, og han vidste, han skulle have hende længere op og finde hjælp. Han vidste, han skulle gøre alt muligt, men han vidste ikke, hvor han skulle begynde. Han tørrede varme tårer af sine kinder, og tog sig sammen for ikke at hulke. ”Bliv her, Anna Rose!” han var forbløffet over, hvor bestemt han lød, over at hans stemme ikke rystede spor. ”Nu skal du høre,” sagde han højt, primært for at forklare sig selv det, ”nu prøver jeg at se, om jeg ikke kan blive menneske igen,” han spejdede rundt og genkendte ikke stranden i første omgang, ikke før han fik øje på klipper lidt længere nede, klipper som han selv var hoppet i fra. Dér var hans tøj. Det skulle han have fat i, ellers ville han jo være nøgen.

”så trækker jeg dig længere op så du ikke bliver alt for kold.” Det var hun nok allerede. Mens han talte møffede han sig længere op over sandet. Han trak halen efter sig som tåbelig dødvægt. En stribe i sandet viste, hvor han havde kravlet. ”og så ser jeg, om ikke, jeg kan finde hjælp.” Han lå på siden i sandet og tørrede igen sine øjne indædt.

Anna Rose så på ham mens han kravlede stille, han lignede en fisk på sand og af en eller anden grund kunne hun ikke lade vær med at fnise, men hun vidste han havde rart, han var nød til at blive tør... hurtigt.

Anna Rose vidste det var farligt men det var det bedste hun kunne finde på, hun lavet et kraftfælt og luftede ham op på det tøre sand og luftede ham hen i sollys for han hurtigt kunne blive tør, så lavet hun et kraftfælt tæt ind ved hans krop og fik det til at udstøde sig og afstøte havandet, det ville svig på ham da hans uderste hud ville blive tøt, men ikke noget noget kram ikke ville hjælpe på, og så kunne hun ikke mere

Anna Rose lukkede øjne og lod bevistløsheden tage over igen og faldt i en dyb søvn, men hendes vetrækning var stadigvæk normal.

Bagefter kunne Liam ikke forklare det, hun havde gjort, med ord. Han kunne bare trække på skuldrene, men det var da også mærkeligt. Hun havde løftet ham, så meget kunne han sige, og han var havnet på det hvide, tørre sand, hvor det mest besynderlige havde fundet sted. Det havde været en følelse af at blive… Han kunne ikke beskrive det med nogen kendt følelse, men det havde været, som om han pludselig var blevet suget lidt i alle retninger, og så havde han været tør. Fuldstændigt knasende tør, haleløs og splitterravende nøgen, og det havde kløet rædsomt over det hele, en fornemmelse af svie, der var mere irriterende end noget som helst andet, men.. Men han havde haft ben. Tummelumsk var han kommet op at stå, så var han væltet omkuld igen, fordi sandet var mærkeligt at gå på.

Vaklende kom han op, og så, at Anna Roses øjne var gledet i. Hun så ud, som om hun sov, hendes ben var helt unaturligt blege under vandet, og da han forsigtigt greb fat i hendes skuldre (han sørgede for at have sand på hænderne, så hendes kraftanstrengelse ikke blev gjort håbløs ved, at dråber fra hendes hud bragte hans hale tilbage) faldt hendes hoved sidelæns. Han slæbte hende op i det tørre sand og strøg forsigtigt håret væk fra hendes pande, før han spejdede ned ad stranden efter hjælp. Den var tom. Gad vide, hvilken vej, der var den hurtigste? Han gav sig til at løbe, snublede, men genvandt balancen. Som en mærkelig karikatur på de gamle grækeres nøgne atleter sprintede han af sted, for tynd og med alt for lange, ukontrollable ben og en komisk, lille fregnet bagdel. Han bremsede kun for at finde sit tøj under en sten, trak underbukserne op, greb trøjen og besluttede sig, som han satte af sted igen, for, at det kunne være ligegyldigt med bukser og badesandaler.

Han ønskede, han havde bragt hende ind et sted, der var tættere på beboelse, da han storsvedig, gispende efter vejret og med brændende lunger og ben endelig fik øje på et par, der tydeligvis var på spadseretur. De gloede måbende på ham, da han lavede en brat opbremsning og greb manden i armen, bare for at finde ud af, at han ikke kunne tale, kun gispe. Sidesting fik ham til at krumme sig sammen ”Veninde, næsten druknet.” fik han udstødt. ”Ringe efter hjælp.” Det svømmede for hans øjne et øjeblik, han slap manden og bøjede sig fremover, støttede hænderne på sine rystende knæ og hørte fjernt damen spørge manden, om han var syg. ”Nej,” snappede han, ”Hjælp mig bare..”

Han fik det forklaret, så det lød, som om de havde svømmet. Hvordan vidste han ikke. De ringede til en ambulance, der ville komme snarest muligt. ”Snarest muligt,” hvinede Liam, som bare ville have den til at komme med det samme, det var trods alt Anna Rose, deres egen Anna Rose, der var kommet til skade. Han sagde til parret, at han ville løbe tilbage og vente med hende, og han gjorde det, snappede sine bukser på vejen, uden helt at forstå, hvordan han var i stand til sådan en fysisk udfoldelse.

Anna Rose lå stille og drømte og alt da var sket, men forstod det ikke, noget om et skænderig, en mærkelig bog, en gave og så bølgerne der kom over hende.

Anna Rose sov stadigvæk og var kold i næsten hele kroppen undtagen på panden hvor hun var blevet brændene varm på grund af feber.

//Igen, korte svag, undskyld//

Liam sad lidt ved siden af Anna Rose og holdt hendes hånd, men det blev alligevel lidt strengt han ville varme hende, men kunne ikke røre hende uden at risikere at blive våd.. Han tog bukser på. Tog sandaler på. Trak sig i håret. Gik som en løve i et bur. Ambulancen burde dukke op. Trods alt en drukneulykke, tænkte han aggressivt, og sparkede i sandet, før han sprang tilbage for at stryge Anna Roses pande forsigtigt, hun var så lille, hvorfor kom de ikke? Hendes kjole var flosset i kanten, og hun havde..

Hvad havde hun egentlig lavet? Hvordan var hun havnet så langt ude.. Hun kunne ikke svømme så langt. Han tog forsigtigt fat i hende og vendte hende om på den anden side, så han kunne se såret. Han gispede, og måtte holde en hånd for munden, for det var ikke ligefrem pænt. En stor, blodig kage af sand og hår, han ville røre, men vidste ikke, hvordan han skulle fjerne sand uden at få våde fingre.

Svaret kom fra en uventet kant. Han havde en sok i lommen, som hun havde givet ham for ikke så længe siden. Med den prøvede han forsigtigt at børste sand ud af såret for at se, hvor galt det stod til, men næppe var han begyndt, før sirener lød et sted henne langs stranden. //Og man kan ikke bare køre lige ned, fordi der er en klippekant, har jeg besluttet.. Ellers ville folk for nemt se Liam når han badede o-o//

//Helt okay de kan nok få en båre ned af en sti//

Anna Rose sår var langt og kunne lig hun havde fået et slag i hoved eller havde faldet på noget skarpt.

Anna Rose reageret da han tog hendes hånd og gav den et lille klem, mere kunne hun ikke gøre, hun sov roligt som om hun bare lå hjemme i sin egen seng.

Endelig kom de! Liam sprang afsted, vinkede til dem, mens han råbte "Herovre, herovre!", men at manøvrere en lægeambulance ind mellem klipperne var svært. En mand hang ud af vinduet, råbte, om det var der, en pige var kommet til skade. "Ja," skreg Liam, "Ja, kom herover, hun ligger her!" Der sprang to mænd ud, føreren og en fra passagersædet. De åbnede lynhurtigt bagagerummet, og en lavstammet kvinde sprang ud, bærende en sammenklappelig båre.

Liam førte an i løb, og de andre kom joggende efter ham, de havde tøj med reflekser på, og efter hans mening var de alt for cool. Deres ansigter var helt alvorlige, men så ikke andet. Liam selv var skiftevis opløst, med ansigtet frosset i et udtryk af vantro rædsel, læberne trukket tilbage fra tænderne i et lydløst skrig, og, som nu, sammenbidt, knyttede hænder og tilbageholdt åndedræt. Sener trådte frem over hans hals og arme, som var hans hud var en størrelse for lille.

Og der, som de rundede et lille hjørne, lå Anna Rose med brændende pande og blege, bare fødder, på siden, delvist i fosterstilling med lukkede øjne, og en af redderne udbrød. "Aha," som om han havde spottet det første spor i en mordsag. De løftede hende forsigtigt, men ikke forsigtigt nok efter Liams mening, han sprang om dem som en lille, forvirret hund, der ikke kan gennemskue, at dens ejer ikke er til stede, kom med råd, der ikke gav videre mening, (pas på hendes fod, se hendes baghoved, løft hende ikke så hårdt, pas på hendes kjole,) fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle give sig til, og da de endelig løftede båren, og han løb ved siden af dem, snublede og tumlede rundt, vendte en af dem sig og spurgte, hvordan han var relateret til Anna Rose. Han havde givet dem hendes navn, sagt hun var en sygeplejerske, og så ikke så meget andet. Hvad er hendes efternavn, havde de spurgt, og han havde tænkt sig om et splitsekund, før det røg ud af ham, at hun slet ikke brugte sit efternavn, fordi hun ikke kunne lide sin familie, og at hun nu bare kaldte sig Anna Rose. Rose, det er ikke så almindeligt heller, sagde han til dem og slog kuskeslag med armene, mens hans øjne blev mere og mere forvildede. Han sagde, han var hendes fætter, og de så ud til at tvivle en anelse, for selv om de begge havde flammende hår, var Liam måske ikke den bedste skuespiller, men de endte med at sige, at han bare skulle hoppe ind ved siden af redderdamen når de kørte hende på hospitalet.

Anna Rose åbnede øjne og blev forvirret, hvad lavet alle de her menesker på hendes værelse og hvofor fløj hendes seng, hun kiggede forviret rundt men personerne sagde hun skulle lægge stille, Hvordan var hun kommet ud på stranden, og hvem var det de løb ved siden af.

Anna Rose tog sig til hoved og klynkede og kom ind i en eller anden bil hvor de mærkelige personer satte målere til hende og prøvet at snakke til hende, Anna Rose gad ikke snakke med dem, hun ville bare op af sin seng, havde morgenmad og en hovedpines pille.

Der sad en person der ikke lignede de andre, hun kunne ikke se hans ansigt og havde i det hele taget svært med at se, men hans hår var rødt, næsten som hende men mere orange agtig, gad hvide om det var hendes fætter? det var da en mand, men havde hun overhoved en fætter, hendes tante havde sådan en hårfarve, men hende så hun næsten aldrig noget til.

Anna Rose gnis sine øjne og da bilen kørte ind på noget der lignede et hospital bliv hendes hoved pluselig mere klart, hun huskede det kolde vand, Liams bange andsigt og hans råben efter hjælp.

Anna Rose lukkede øjne og hostede igen.

De kørte hende gennem hospitalet. Havde han sovet? Nej, han havde bare svævet i en tilstand af tankeløs bekymring, bedøvet af følelsen af at hun gled mellem hans fingre. Han ville række ud efter hende, holde hende i de levendes verden, men blev selv opslugt af det sted midt imellem, og noget i ham begyndte at banke. Som et hjerte ved hans hjerte. Ganske tæt på. Tættere på, end hendes hjerte havde været, da han havde mærket det gennem hendes nakke. Han gik gennem gangene ved siden af rullebåren og mærkede hjertet, der slog, mens han tænkte, om han mon var gravid.

Der var historier, hvor nogen bar noget under deres hjerte. Bar han en baby? Det ville være surrealistisk, tænkte han, og rørte sig forsigtigt på maven, men der var ingenting, selvfølgelig. Kun denne her følelse. Det var følelsen af noget, der bankede, men måske også noget, der.. Flammede? Var der ild i ham? Han kiggede gennem tågeslør på redderne, der kørte Anna Rose, under hvidt lagen, rød på puden, ind i et lille rum. ”Bliv der,” sagde de gennem tågen, og han blev, stod og vippede stille på fodsålerne, vrikkede med tæerne, til damen kom ud. Hun spurgte til ham. Venligt, men bestemt. Om han var okay? Han vidste ikke, hvad han skulle svare.

’Jeg vil bare gerne være sammen med hende,’ sagde hans mund og hans hjerne, men han var ikke helt selv til stede. Han så over damens arm, hvor læger snakkede tværs over båren. Et glimt af en bleg, halvlukket hånd over lagnet var det eneste, han kunne se. ’Prøv at høre, fyr, det kan du også sagtens, men vi skal lige finde ud af, hvordan det går med hende. Har du selv været ude for noget? Vi har pligt til at undersøge dig, hvis du føler dig sløj..’ Måske kunne hun se det på ham. Var det så synligt? At noget puslede i ham? ’Jeg tror bare, jeg har fået et chok,’ sagde han og tog sig til hovedet, og lod damen parkere sig på en stol.

’Det er også helt normalt,’ sagde hun. ’Er der nogen, vi kan ringe til?’ Han så op. Havde de ikke været der? Den puslende følelse forsvandt, og Liam kom til sig selv. ’Altså,’ damen havde åbenbart set hans udtryk af irritation, ’om dig, at du er her?’ Han rystede undrende på hovedet, og forstod ikke rigtigt, hvad han havde svaret på, familietanken virkede så fjern, så fjern. ’Må jeg ikke se hende?’

Anna Rose kune mærke der blev arbejdet på hende og en skab smerte fik hende tilbage til virkeligheden, hun så på lægerne omkring sig og var forviret om hvad der forgik.

//Skal vi ikke bare skibbe til når lægerne er helt færdige?//

//JO! Man ser et ur, hvor viserne fiser rundt n__n ...//

Liam sagde til damen, at han ikke behøvede noget. Hun klappede ham på skulderen og sagde, at det var godt, han havde handlet så hurtigt, uden rigtigt at vide, hvad der var foregået. Han nikkede stumt, smilede tamt og lukkede øjnene kort.

Åbnede dem igen, og så damen snakke med de andre reddere. Så forlod de hospitalsgangen, og Liam traskede stille ud i akutafdelingens ventehal. Han benene op under sig på en af de blå, polstrede stole og faldt i staver. Hans øjne fulgte prikkerne i linoliumsgulvet, hans tanker dannede billeder af stjerner, der ikke havde eksisteret siden tidernes morgen. Det kunne være hvad som helst, tænkte han, og vidste ikke, hvad han tænkte det om eller for. Der gik mennesker forbi ham. Én hostede højlydt ved døren. Et fjernsyn kørte lydløst, viste en tegnefilm af ældre dato. Han kunne ikke holde fokus. Hans syn flød ud. Han havde spist tang i vandet, men nu følte han sig meget tom og lidt elendig. Og han var tørstig. Hans tanker svømmede væk med drømmen om havet. Det bundløse gab, de store giganter, endeløsheden, ensomheden, følelsen af at være en del af det store rum, en del af elementet. Han så først op, da en bestemt dør blev åbnet.

Anna rose havde sovet i noget tid, hun havde fået bedøvelse på grund at skadens i hendes hoved som nu var nogen lunde fikset, hun havde en bandage om hoved hvor røde totter stak ud her og der.
Anna Rose var vågen nu og havde snakket med lægen om hvad der skete, og Anna Rose havde svaret ærligt, hun anede ikke hvad hun havde lavet ude på stranden, den sidste klare tanke hun havde var at hun var gået i seng efter en lang arbejdsdag, rasten var sort, hun var ikke engang sikker på hvillken dag det var.

"Du har sikkert Amnisia" sagde lægen og klappede hendes lår "det kommer nok tilbage" sagde han og gik hen og åbnede døren for at give Anna Rose fred.

Anna Rose så ud af vinduet og syndes det var sært ikke at kunne huske en hel dag, hun kunne huske små bider, som at hun havde været på en cafe, hun havde ligget i en båd, men hun kunne ikke få nogen af de små ting til at hænge sammen.
Smerten, som godt nok var mildet af medicinen, gjorder det ikke bedere og det gjorder hendes rumlene mave heler ikke.

”Anna Rose?” spurgte Liam forsigtigt og kiggede gennem den halvåbne dør.

Lægen var kommet ud og havde vinket ham hen. ”Hun kan ikke huske noget,” havde han sagt, ”men vi tror, hukommelsen vender tilbage i løbet af dagen. Der skulle allerhøjst gå et par dage, hvis det her er et ordinært tilfælde.” Og Liam havde været slået med rædsel. ”Så hun kan slet ikke huske noget?” Havde han vrælet, ganske panisk, og lægen havde taget sine briller af for at pudse dem i sin kittel. Han havde meget små øjne uden briller på, tænkte Liam midt i den pludselig angst. ”Nej, altså, helt så slemt er det ikke,” havde lægen sagt let, da han havde placeret brillerne på næsen igen, som om han nød at trække Liams pine en smule endnu. ”hun kan bare ikke huske, hvad der er sket i dag.”

”åh,” havde Liam svaret. Ganske tamt. ”Men altså, du kan godt gå ind og sige hej,” fortsatte lægen. ”Vi har forbundet såret, altså, hvordan den pige har tilegnet sig sådan et, det ved jeg ikke, men.. Hun har også fået noget smertestillende, så hvis hun virker træt, kan det være derfor.” Så var han gået, og Liam havde listet sig gennem gangen før han tittede gennem hendes dør.

Anna Rose reageret da nogen sagde hendes navn og så mod døren hvor hun så noget rødt glimsre, Hun kunne genkende ansigtet, det var Liam, en af hendes tidligere patienter og.... små minder af nogen der trak hende ud af vandet og sad og holde hendes hånd i en bil dukkede frem og hun smilte stille.

"Hej Laim jeg mender Liam" hun rystede lidt på hoved og kunne godt mærke det smerte stillene biefekter, hun var træt, nærmest overtræt og ting virkede mærkelige "Kom bare ind, der plads på sengen til du kan sidde"

Liam gik forsigtigt over gulvet, mens han kiggede på hende. Som om han var bange for at forstyrre hende. Hun så helt lille ud i sengen, havde bandager om hovedet og var meget bleg. Mindre bleg, end hun havde været på stranden, men midt i den hvide hospitalsseng så det bare mere blegt ud. Han satte sig ved siden af hende i sengen, og så på hende et øjeblik, før hans øjne søgte mod vinduet, hvor lyse skyer gled over en diset, blå himmel. Det blæste udenfor, og luften ville være frisk, kom han frem til. ”Hvordan har du det?” Spurgte han, uden at se på hende. Det virkede så akavet pludseligt. Tænk, hvis hun havde glemt ham. Men hun kunne da i det mindste huske hans navn. Det gjorde ham glad og alligevel også en smule bekymret, for selv om hun kun havde lavet en ganske ligegyldig ombytning af vokaler, virkede det så ulig Anna Rose at være forvirret. Han havde kun kendt hende kort, men havde fået det indtryk, at hun var så.. Sikker. Sågar selv om hun udgjorde en fare for sig selv med magiske udladninger og alt muligt andet, skrøbelig men sikker.