Fisk er som fisk gør... Anna Rose + åbent

Anna Rose smilte "Jeg har det godt, hvis jeg ikke lå her i sengen med målere på mig ville jeg havde troet det var ligesom vær anden dag" Anna Rose så på maskinen der målte hendes hjerte og andre aktiviteter, hun havde bedt lægen skrue ned for den da den bibbene lyd virkelig gjorder ondt i hoved på hende og den ville nu kun larme hvis noget gik galt.
Anna Rose så på Liam og tog hans hånd og smilte "Tak fordi du hjælp mig Liam, jeg skylder dig en" sagde hun med et stille smil og fulgte hans blik ud af vinduet, hun syndes det var rart at sidde med liam i sengen, det var ikke som når hun sad med Jayden, men der var aligevel noget over det, det bragte hende ligesom tilbage til den gang hun var lille og havde siddet på sin fars skød og læst historier med ham, men det føltes alligevel bedere end det, hun kunne ikke beskrive eller forstå det, det var bare rart.

//ANNA n___n Jeg har savnet dig v_v . UNdskyld, undskyld, undskyld!//

”Åh, det var godt,” åndede Liam lettet og glattede med hænderne de sandfarvede bukser over sine lår. Med omhu pillede han et par små, lysegrønne blade af den slags, der klister, af, og krøllede dem sammen i sin håndflade. På en eller anden måde kunne han ikke rigtigt forholde sig til dagens begivenheder. Det virkede, som om det var meget langt væk, det hele var en tåge af grønt, gråt og natsort og så Anna Roses ansigt midt i det kolde, blåsprængte vand, blegt og fjernt. Men nu var hun vågen, og, han åndede lettet op, hun kunne godt huske ham!

Liam så igen på hende, delvist ud af øjenkrogen, mens et genert smil viste hans tænder og formede de rødmende kinder mere runde. Han klemte hendes hånd og trak på skuldrene, mens en del af ham følte sig underligt lykkelig, ligeglad med at hun lå på hospitalet, ligeglad med, at han var strandet i en fremmed by. Lykkelig, fordi en dyne af tryghed for første gang i mange dage lagde sig om ham, en følelse af at være det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt, ”Ej, det, pft,” han trak på skuldrene og kørte en hånd gennem de røde lokker, ”Selv tak, altså,” han klemte lidt om hendes hånd igen og smilede mere strålende så de grønne øjne tindrede, ”Jeg tror, vi er kvit nu. Jeg er bare virkelig glad for, jeg var der, og…” Han fik en klump i halsen. Havde ikke forudset det, men hans tunge løb raskere, end hans tanke åbenbart. ”tak fordi du overhovedet vågnede op.” En pinefuld trækning om hans mund var ikke nok til at fjerne smilet, men der var alligevel en vis bleghed i hans ansigt bagefter.

Han kunne ikke forklare det, men det var en følelse af, at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Bortset fra, at den ikke var god. Han følte sig sekundvis fuldstændig ubrugelig. Ja, han havde nok reddet hendes liv, men det var jo kun, fordi han havde fået hende op. Han havde ikke rigtig for alvor reddet hendes liv. Ikke ved hjælp af egne evner. Havde han bare kunnet.. Ja bare et eller andet, der kunne redde folk. Han fugtede sine læber med tungen, stadig smilende. Kiggede på hende med undersøgende øjne.
”lægen siger, du ikke husker så meget.. Men.. Ved du, hvorfor du var ude i vandet?”

//Det okay jeg har også savnet dig :3 har du nogen på siden du kan lide, for jeg overvejer at lave en havpige //

Anna Rose nikkede og smilte "Ja vi er kvit" hun så på ham og smilede varmt, tog en hånd til brystet da det gjorder lidt ondt.

Hun så sig op på ham da han nævnte hendes hukomelse "Nej.... jeg kan virkelig ikke huske hvad jeg lavet, jeg ikke en gang sikker på om jeg var på en båd eller var svømmet... hvor langt ude var jeg igen" Anna Rose ansigt var hjælpeløs, hun kunne ikke fatte hun havde glemt en hel dag, hvad nu hvis hun havde glemt noget andet, hun kunne ikke huske om der var noget der manglede, men igen det ville hun jo ikke kunne hvis hun havde glemt det.

ARG det hele var bare et stort rod.

"Måske.." Liam blev i tvivl. "En kilometer eller sådan noget," han var ikke sikker længere. Han vidste bare, hun havde været der. Og nu så hun ud, som om hun var slået med håbløshed, der var fortvivlelse(? han vidste det ikke rigtigt, det kunne også være bedrøvelse eller hjælpeløshed) i hendes mundvige og i hendes øjne, og små trækninger over hendes glatte, fine pande, viklet ind i bandager, viste hvordan hendes tanker kørte rundt.

Liam tænkte, at de grønne øjne kunne være et spejl, der viste, hvordan hendes indre tandhjul kværnede rundt, fine messingtandhjul, der drejede tankespind og snoede kæder af fantasi. Problemet var bare, at han ikke forstod, hvad hun tænkte. "Jeg tror ikke, du er svømmet derud," sagde han forsigtigt efter et øjebliks stilhed. Det var ikke for at tale grimt om hende og at svømme, det var bare fordi.. "For altså, har du.." Det var akavet at påpege det på en eller anden måde, men han var nødt til at sige det. "Set dit hoved? Jeg ved ikke, om man kan svømme med sådan et sår når man er menneske.."

Anna Rose togt en hånd op til hoved "Alser lægerne siger det nok var det her sår der slog mig bevistløs og gjorder jeg mistede min hukomelse, så jeg må havde fået det sammentidig med jeg druktnede" sagde hun stille og rørte forsigtigt såret som stadigvæk gjorder ondt, også selvom hun havde fået morfin.

Morfinen var også begyndt at tage sine bivirkninger, hun begyndte at være søvnig og hendes følelser gik lidt viildt omkring sig.

Anna Rose gnid øjne og så svagt på ham "Så du en båd der ude"

Liam tænkte sig om. //Jeg siger altså ja xD håber det er okay, du har bare nævnt en båd før..// "Det tror jeg," sagde han meget langsomt og tænkte sig om. Det var følelsen af vandet, der slugte ham, det grønne, det grå, og så den der fjerne, anderledes lyd. Fremmed for lyden af sand og bølger, helt unaturlig i forhold til den svage, rungende tone fra det dybe mørke langt, langt under ham og om ham.

"Ja, der var nok en båd.." Hans pande lagde sig i tænksomme rynker, og han så væk, som om han prøvede at genkalde noget. Men der var ikke noget. Ikke andet end Anna Roses ansigt, blegt, næsten grønt som vandet, omgivet af det langsomt dansende hår, en glorie af rødt. Hans øjne fangede hendes igen, og han klappede forsigtigt hendes hånd, der stadig lå bleg i hans. Hendes knoer var meget hvide og meget fine. Hun havde i det hele taget en meget pæn hånd, fint proportioneret og elegant.

"Se engang," grinede han dæmpet. " jeg kan ikke engang huske noget. Men altså.." han rystede på hovedet. "Hvornår er din sidste erindring fra? Hvad er det sidste, du kan huske, du gjorde"

Anna Rose så på hendes hånd da han klappede den og smilte, så så op på ham da han lavet en lille joke om han ikke kunne huske og rynkede på næsen, kiggede ud af vinduet "Jeg kan huske jeg var hjemme, mig og... James havde lige spist og jeg havde det ikke så godt så vi gik tideligt i seng, jeg... tro jeg sov hele natten, jeg kan ikke huske jeg vågnede op" sagde hun og så på ham.

"Hvem er James," røg det ud af Liam, før han kunne nå at stoppe sig selv. Han vidste ikke, hvorfor han havde spurgt. Eller han vidste det alt for udmærket, faktisk. Han smilede stadig, men der var kommet noget lidt uroligt over hans øjne, for der var noget over måden, hun havde sagt det navn, over det at VI gik i seng, som han ikke brød sig om. Han gav hende ikke tid til at svare, skyndte sig at fortsætte: "øh, og.. tror du, det er fordi du var dårlig, du ikke kan huske noget?"
Han havde lyst til at vide, hvad der var sket. Han havde alt for meget på fornemmelsen at det var et uhyggeligt plot mod denne lille, rødhårede pige, et plot som skulle udsætte hende for uhyggelig fare. Det kunne han ikke acceptere. Han ville finde ud af, hvad der foregik, hvorfor hun pludselig var i fare for at dø, hvorfor hun havde befundet sig så langt ude i et sugende hav, klar til at blive slugt og dræbt af bølgerne.
Men han havde også lyst til at vide, hvem James var. Eller havde han? Han havde slet ikke lyst. Og alligevel. Han tænkte, han var vanvittig.

Anna Rose rødmede da han spurgte og så på ham "Nej, jeg arbejdede her idag, deet sagde de andre læger og jeg havde det helt fint..." Anna Rose så ned og rødmede "James... er min kæreste" sagde hun med en rødmen "Jeg sover over hos ham tit, det rart hyggeligt de-" Anna Rose blev bleg og hendes øjne blev store, pluselig slog minder ind i hendes hoved og det gjorder utroligt ondt, hun huskede at stå op, og Jayden var væk, hun havde været bange og da Jayden kom hjem....
Anna Rose tog en hånd over øjet og klemte det hårdt sammen, det gjorder ondt, morfinen hjælp ikke og måleren der målte hendes hjerte slag begyndte at bibbe.

"Aww," sagde Liam og tvang sit ansigt ind i et meget kunstigt, overlykkeligt smil, der ikke klædte ham. Som om tanken om Anna Rose, der sov med sin kæreste var det sødeste, han nogensinde havde hørt. På en eller anden måde var det også tæt på, og han var faktisk chokeret over sig selv. Han kunne ikke forklare, hvorfor det gjorde ondt, hvorfor hans hjerte var blevet til en lille hård sten i hans bryst. Han vidste bare, at han var ked af det. Så ked af det, at han var helt stille. Der var ingen lyde, ingenting i ham. Bare denne her følelse af at være dum, at være ensom og dum.

Liam fik imidlertid ikke tid til at bryde sit hoved meget med det mærkelige slag i brystet. Anna Rose gennemgik pludselig en forandring. Hendes i forvejen ret store øjne udvidedes pludselig til overstørrelse, som om hun kom i tanke om noget, og det var ikke noget godt, kunne han se. Hun klemte en hånd mod hovedet og en blodåre rejste sig på hendes hals. En infernalsk bippende lyd steg fra en af de adskillige målere ved sengekanten. Han havde siddet med øjne, der lignede hendes til forveksling, lænet fremad for at forstå, hvad der foregik, og lyden fik ham til at fare sammen.
"Anna Rose," kvækkede han, og tog fat om hendes skuldre.
"Hold op.."

Anna Rose gispede og lagde sig ned, hendes øjne lyste og hun brugte sin egen magi til at berolige sig selv, hun kunne mærke det hjælp men det havde sine bevirkninger.
Hendes hjerte havde slået for hurtigt, og morfinen plus den afslappede magi gjorder hendes øjenlåg for tunge, hun så op på Liam og gispede lidt efter vejert mens hun langsomt lukkede øjne mere og mere og slappede af.
Hun tog hans hånd for ikke at bekymre ham og hviskede "Jeg... er...træt..." og vandt mørket.
Anna Rose sov tungt og måleren holde op med at bibbe men viste hun havde det fint.

Liam slap hende og lod hende synke tilbage på puden og strøg hende forsigtigt over panden med et par fregnede fingre. Hendes ansigt var pludselig blusset op, hendes øjne var blevet som ild, og så, med et, var lyset gået ud. Som om man havde pustet en flamme ud.
"Så sov," mumlede han og blev siddende lidt. Dynen hæves og sænkedes med hendes afslappede åndedræt, og han trak vejret dybt.
Han havde lyst til at holde hende tæt ind til sig, hviske, at det ville blive godt igen, trøste og berolige hende, næste som om han endnu befandt sig tilbage i tiden, hvor hendes øjne var store og runde. Men nu sov hun. Trygt og stilfærdigt. Måske.. Måske skulle man give denne James besked. Han rejste sig langsomt op og gik hen til døren. Han kiggede tilbage mod sengen og så hendes kontur under dynen og hendes ansigt i søvnens ro.

En sygeplejeske åbnede døren forsigtigt og så på ham, så på Anna Rose "Jeg hørte alarmen gå af, er hun okay"

Anna Rose lå stille og sov tungt, hendes hånd lukkede sig om dynden efter Liam havde sluppet den og hun slappede så fuldstændig af.

"Det tror jeg," sagde Liam forsigtigt og kantede sig ud gennem døren til sygeplejersken. "Er der ikke nogen, der skal have besked om, at hun er her? Har I ringet til hendes kæreste og sådan noget?" Han kunne ikke skjule den ærgerlige trækning om sin mund da han sagde ordet. Han havde lyst til at slå på noget. Ikke kæresten, bare.. Noget der kunne retfærdiggøre, at han var vred. Og ked af det. Og skuffet. Over sig selv, mest. Han anede ikke, hvad der foregik, eller hvad han havde gang i. Hvad havde han tænkt på? Hvorfor havde han valgt at gøre noget så tåbeligt som at..

Som at blive forelsket. Du er slet ikke forelsket, sagde han til sig selv og lukkede øjnene hårdt i. Måske var det sandt. Måske var det bare, fordi han havde følt sig så tryg og glad. Han havde jo ikke haft lyst til at kysse Anna Rose. Bare tanken om ordet fik hans kinder til at blusse op. Han havde slet ikke lyst til at kysse nogen, tænkte han og kløede sig på underarmen, der var bleg og ganske fregnefri.

Sygeplejsken rystede på hoved "Vi har ikke et nummer at kontakte, men vi prøver at få fat i ham, hør der er salatbar nede i kantinen, du meget bleg jeg tro du har brug for noget at spise før du også bliver puttet i en seng"

//Undskyld det korte svar//

//Det er bare i orden! Undskyld jeg ikke kom tilbage v.v//

"Det skal jeg nok," sagde Liam fraværende og gik i den retning, hun havde udpeget, men han fandt ikke kantinen. Han fandt ikke noget som helst. Måske gik han forbi den. Måske kom han til at dreje af. Hospitalet var gigantisk, tænkte han, da han pludselig fandt sig selv ligbleg foran et spejl på et lille toilet på fjerde sal. Han turde ikke tage noget vand, han var bange for at spilde på sig selv, men han var meget tørstig. Han satte sig i hjørnet modsat af toilettet og trak benene op under sig. Rokkede lidt frem og tilbage og holdt om sig selv mens minutterne tikkede forbi på uret udenfor. Han brugte næsten en time i hjørnet. Ansigtet vendt væk fra døren. Så tog han sig sammen og rejste sig. Uden at vide helt hvordan fandt han tilbage til Anna Roses værelse, hvor han satte sig på gangen udenfor hendes dør.

//Har du noget imod jeg invitere en med en jeg har rollespillet lidt med hvad der skete her mens du var væk fra mig?//

//Inviter endelig Og jeg er så ked af det, der kommer altså til at gå lang tid mellem mine svar, for jeg er ved at lave et meget stort projekt ved siden af skolen v.v Fuldstændigt åndssvagt, når jeg næsten ikke kan få tid til at lave mine almindelige afleveringer, men jeg kan ikke bakke ud nu.. Håber bare, det bliver godt.. Anyway, hvem inviterer du?//

//Jeg vil prøve at invetere Jayden når han har tid //

//Kanon n__n//

//Var der nogen der sagde Jayden ?//

//Det gjorder jeg :3 kan du ikke starte hvor vores emne sluttede //

//xD...... mif?//

//Jeg husker dårligt om jeg var vågen.. men det var jeg vel?? xD//

Jayden lå og så på Anna Rose.

Anna Rose sov og holde fast i Jaydens hånd, hun var lidt varm og maskinen ved siden af hende brokkede sig lidt.