Rødt og blåt ~ Åbent.

Maya bevægede sig hurtigt da han sprang, måtte flytte sig lidt for ikke at blive våd. Hvis han ville bade, kunne han så ikke lade være med at sprøjte på hende? Selvom han var der først, kunne han vel vise lidt respekt. Humpf. Maya blev nemt tøsesur.

"Okay, Thomas. Så fortæl mig hvordan det fungere. Fortæl mig hvordan verdenen er skruet sammen." Hun lød hverken drillesyg, mopset eller hånlig. Hun lød neutral. Lidt træt måske.

Hn lagde dig ikke ned igen. Hun blev siddende på molen, siddende med sine fødder under numsen, pillede ved en tot hår imens hun kiggede på det mørke vand og dets himmelspejlinger.

Thomas trådte vande og så op på Maya, med et neutralt andsigts udtryk. "Hvad vil du vide? Der er de noble og ældgamle vampyr slægter og klaner der lever, sammen med menneskene. De bruger dem som mad, men beskytter dem samtidig mod sig selv, eller andre. Men nogle mennesker vælger at være utaknemmelige og jager os, fordi de er bange for os. Det de ikke tager i betragtning er at dette arrangement er gavnligt for den, i forhold til hvordan mange klaner helst vil leve. Dem der helts vil putte mennesker i farme og opdrætte dem som i avler køer, og hvis det ikke var fordi der var så mange af jer, hvis det ikke var fordi de fleste af os er glade nok for denne måde at leve på og hvis det ikke var for de andre racer der har deres egen interesse i mennesket, ville det også være sådan."

"Du er som dusørjæger ligeglad med hvad der er for en forbrydelse dit mål har begået, hvis målet altså overhovedet har begået en forbrydelse. Vampyrjægerene derimod bekæmper vampyrene af den simple grund at de er vampyrer. De kan være det fredeligste individ i verden, men fordi de er vampyrer er de automatisk en fjende for dem. Vatikanet som du solgte det hellige mordvåben til, træner og kommandere en del af den slags jægere. Jeg er en vampyr der jager den slags jægere, jeg har trænet og arbejdet hele mit liv så jeg kan beskytte andre vampyrer mod den slags galninge. forstår du nu?"

Maya lyttede tavst. Pillede ved en knast i molen med sin ene hånd, den anden lå slapt ned langs hendes side, hvilede på hendes ene knæ.

"Er du ensom?" Hendes stemme var stille, lidt fraværende, men med et halvskjult smil gemt et sted. "Du lyder som om du aldrig snakker med nogen, så meget du bliver nød til at hælde ud. Hvor gammel er du lige?"

Hun rettede sit blik imod ham et kort øjeblik. Sine blå øjne, klemt smalle i et lidt mistroisk ansigtsudtryk.

"Tja, du har vel egentlig ret." Han lød meget fornuftig, lige meget hvor gerne hun ville lyve for sig selv og sige at han var en lille, uviden møgunge. Det var sådan, og derfor, verdenen fungerede på den måde, og at hun ikke var særlig glad for det, kunne ikke ændre på det.

Thomas sagde først ingenting. Det var rigtig nok at han ikke så så mange efter at de andre vampyrer var flyttet ud af hovedkvarteret, og taget andre steder hen. Han kendte godt deres grunde, dels fordi de gerne ville ud og leve som udødelige livsnydere. Men de kunne også dække et bredere område på den måde, efter at de havde drevet Vatikanets vampyrjægere ud af Aterswell. De var alle godt trænede og eksperter i kamp og taktik, samt havde de hvert deres speciale. Han skulede en smule, med hovedet halvt under vand. Det var ikke fordi han han var ensom, han havde en omgangskreds. Grunden til at han gav hende denne opsang, var at han ikke brød sig om at så mange jægere var fanget i en propaganda tilstand, der giver dem ret til at jagte hans slags uden grund. Hun mente ikke at man kunne være uskyldig og fredelig hvis man var vampyr. Han var trænet til at dræbe vampyrjægere for at beskytte andre og sig selv og hun var enig med vampyrjægerne og solgte anti vampyr våben til de psykopater der slagtede hans venner og brødre.

Hun skulle faktisk være glad for at vand, var det eneste han havde at kaste efter hende, sådan som han havde det lige nu. Han stak hovedet helt op over vandet så han kunne tale. "Jeg er 114... hvorfor? Jeg taler med mange, tro det eller ej men en vampyr kan godt ha en omgangs kreds." Sagde han en smugle køligt. Han havde ikke helt taget til sig at hun havde givet ham ret, han troede ikke rigtig på at hun bare gav op så let.

Hun skiftede stilling, lænede sig bagud og støttede på sine hænder. Hun kiggede på ham igen, og kunne ikke særlig godt lide hans ansigtsudtryk. Hun kunne se at han var i gang med at dømme hende. "Jeg tror godt at vampyrer kan have omgangskredse. Jeg ved det." Hun fnøs og kløede sig i nakken et kort øjeblik. "Jeg er selv en del af nogle vampyrers omgangskredse. Jeg er skam ingen racist."

Hun lænede sig tilbage igen med en utilfreds trutmund, tilbage til sit tøsede teenageface, som om hun aldrig havde været nød til at trykke på en aftrækker. "Det er sjovt, den måde du er på." sagde hun alligevel. "Et gammelt barn. Det er underligt, synes jeg." Det beskrev måske hans personlighed meget godt. Et gammelt barn. Barnlig, men alligevel underligt klog på sin egen ejendommelige måde. Hun havde lidt svært ved at kapere det. Hun havde aldrig mødt et vampyrbarn før.

Thomas smilede, det var et spørgsmål meget få stillede ham. Måske var det fordi folk troede det var noget han ikke ville snakke om. Ligsom når man møder en der sidder i kørestol eller er blind. Mange undre sig og tænker over at spørge, men de er bange for at vedkommene ikke kan lide at tale om det. Det var ikke et handicarp ikke ifølge ham selv. Det var en krop der kom med lige så mange fordele som den kom med ulemper. Han var en fremragene spion og assassin fordi ingen tog ham for en trussel i første omgang. Men der var mange der syns det var underligt at se ham gå rundt om natten.

"Det er ikke mange der stiller mig det spørgsmål, folk forstår sjældent den mærkelige blanding jeg består af. Jeg ved ikke om jeg vil kalde det sjovt. Det er praktisk, hvis man kan udnytte de, men det er også svært at føre en samtale med en fremmet for eksempel. Selv folk der kender sandheden har det med at glemme den, eller førsøger at undgå at sige noget om det. I 40'ene blev der givet ordre fra en meget høj nazi-myndighed, til at fange mig og undersøge mig fysisk og psykisk. Jeg har et barns hardware, hvilket betyder at min voksne bevisthed ikke er helt som din. Jeg kan lære nye ting meget hurtigt, og se ting du ikke tænker på at kigge efter, hvilket er serdeles praktisk. Foreksempel taler jeg 4 sprog, næsten uden accent, jeg kan decifrere latin og tyde heroglyffer fordi det ligger i mit arbejde, og jeg kan lære meget hurtigt, så det sidder bare fast herinde." Han stak hånden op af vandet og bankede sig let på tindingen med en pegefinger. Der var ingen andre som ham, i hvert fald ikke så vidt Thomas viste, for der var ikke ret mange 12årige der kunne modstå giften længe nok. "Ser du nogen jeg kender?"

Hun prøvede virkelig at sætte sig ind i hvad han snakkede om. For en gangs skyld snakkede hun med en fyr der et kort øjeblik havde prøvet at sætte hende ud af spillet, og hun nød det faktisk - lidt. Hun kunne lære noget af det, hvilket hun ikke særlig tit gjorde. Det var da dejligt at se hendes liv fra en andens synsvinkel og ikke længere behøvede at gætte sig frem til sine modstanderes motiver.

"Hvordan er hieroglyffer og latin en del af arbejdet? Bare fordi Vatikanet taler lidt latin en gang imellem behøver du da ikke også at kunne det?" Hun undertrykte et gab. Hendes far havde prøvet at lære hende latin et par måneder. Hun kunne få ord og stavelser, men ikke noget hun kunne bruge til noget. Hun kunne simpelthen ikke se meningen i det. Og hieroglyffer? Hvad skulle hun nogensinde bruge det til?

Hun tænkte sig lidt om. Bed i sin tommelfingernegl. "Måske - måske ikke. Jeg har ikke hørt om nogen der snakkede om en vampyrdreng, men jeg kender en del anti-religiøse vampyrer." Hun trak på skuldrene så hendes krøller dansede. "Kunne være nogle du kendte."

"Jeg er temmelig anti-religiøs. Ikke fordi jeg syns det er forkert, men fordi jeg mener det er skadeligt. Se bare på hvor forstyrrede Vatikanet er i hovedet. Tro det eller ej men mange af dem fra min klan er muslimer, det er fordi klanen har rødder i Arabien" Sagde han. "Jeg er faktiske smiret over at du ikke har hørt om mig, jeg prøver så vidt muligt at holde mig ude af billedet, i freds tid." Han svømmede hen imod en mole-pæl som han klatrede op af, på trods af at den var glat af alger. Han stod lidt og dryppede af, og ville lidt ønske at hans håndklæde ikke lå på en båd længere henne. Han var ikke kold, han var vandt til at svømme i natte kulde. Han rystede ikke for det var ikke en refleks hans krop havde bevaret, og han kunne under alle omstændigheder ikke blive forkølet.

"Jeg har brugt min tid som skattejæger og samler, samt sælger og køber af magiske genstande. Meget af det kræver den slags sprog, fordi de er lavet med dem. Det er smart at kunne det på fingrene, i stedet for at slå det op hvergang man skal bruge det. Det er også en af grundene til at jeg på tog mig opgaven med sværdet. Jeg er ikke blåt det eneste medlem af min klan i Aterswell, men jeg er også ekspert i magiske genstande og i snig-missioner. Ikke blåt var jeg i stand til at få fat i sværdet, men jeg kan også håndtere det.

Maya havde svært ved at undertrykke et grin. Muslimske vampyrer? Gik kvinderne så i fuld klædedragt? Det måtte vel hjælpe på solen. Gik nogen af dem ligefrem i sari? Nej, det var indere. Men hun var i det mindste enig om det med at religion var skadeligt. Om det kunne der ikke være nogen tvivl.

Hendes hoved tiltede lidt igen, og hun betragtede ham på sin plads på molepælen. Uha, hans klan var bredt vidt? Spændende. Hvis hun kunne blive venner med Thomas, kunne han måske skaffe hende nogle kontakter der kunne gøres brug af senere. Måske var det alligevel heldigt at hendes arbejde var blevet afbrudt den aften. For hendes skyld måtte han gerne få sværdet helt for sig selv, hvis han havde nogle venner der kunne finde og sælge hende flere magiske, eksotiske dele hun kunne få brug for til våben.

"Jeg har selv fingrene dybt i salg af paranomale artefakter. Kender du nogen der er værd at kende inde for faget? Ud over dig selv, selvfølgelig ~"

"Virkelig? Sagde han og satte sig ned på molen. Det dryppede fra ham og gjorde stedet hvor han sad vådt. "I så fald har du sikkert handlet med mig før, men du har ikke vidst det for jeg handler som regel over internettet, så der ikke er nogen der ser mig, dels fordi de sjældent tager mig alvorligt, men mest fordi mange handeler forgår om dagen. Det er heller ikke altid magiske ting, men også ganske almindelige til som jeg køber, får transporteret til landet, og sælger videre." Han sad i skrædderstilling og støttede sig med hænderne bag sig. "Jeg kender mange der er værd at kende inde for faget. Nogle af dem skaffer artefakter hvor de bliver fundet, nogle laver dem selv, nogle serie producere den slags, magiske ting er meget svære at masseproducere, fordi de kræver en magiker at lave hver enkelt. Der er også dem der bliver stjålet, og så dem jeg selv skaffer. Jeg kan desværre ikke nævne dem for dig, for jeg skulle jo nødig få for meget konkurrence." Han smilede uskyldigt til hende, noget han var enormt god til pga. sit udseende.

"Internettet, huh?" Hun smilede skævt. "Åbenlyst, men kedeligt. Intet adrenalinkick." Man fik stadig pengene, men det var da ikke sjovt. Det blev nød til at være sjovt, ellers var det ikke det værd. Så kunne man lige så godt blive jæger i stedet for, ligesom hun var fra starten.

Hun fnøs og faldt tilbage i liggende position, med sit ansigt viklet ind i lyst hår. "Tak for ingenting." mumlede hun skuffet. "Jeg kunne ellers godt bruge nogle amerikanske kontakter."

Hurtigt og elegant - så hurtigt og elegant man kan med den ene arm brækket - gjorde hun en underlig bevægelse der fik hende rullet op at stå. "Vil du blive siddende her hele natten? Jeg tager hjem." Hun havde bare haft lyst til en hurtig gåtur, ikke et møde med en farlig møgeungevarmpyr. Hun skulle alligevel nå at... male inden Cristina kom tilbage. Ellers ville det blive messy. Magen til nysgerrig vampyr...

"Jeg gør det ikke for adrenalinens skyld, det gjorde jeg engang men ikke længere. Jeg har desuden eventyr nok i mit liv til at jeg behøver indrage det i mit arbejde." Han rejste sig op. "Havde du forventet at jeg ville fortælle dig alle mine forretnings hemmeligheder... til en konkurrent? Vi er ikke ligefrem i en branche hvor man kan stole på hinanden. Jeg kan da fortælle at jeg har fundet en måde at kombinere computer teknologi, med magi og det bedste er at det ikke kræver en troldmand, kun færdigheder inden for at bruge en computer, den magiske energi kommer fra en ekstern kilde." Hans strakte sig. "Men hvis du skal gå så må du da ha' en god aften, jeg er ikke helt færdig med at bade... en skam at jeg ikke kan gøre det i solskinnet, det ville være rart, til en forandring." Sagde han i en konverserende tonefald.

Kombinere computerteknologi med magi? Hun havde hørt nogle rygter - uha, uha - men hun havde troet at det ville ligge et par år ude i fremtiden. Men selvfølgelig ville hun ikke vide det selvom det allerede var blevet til virkelighed. Sådan noget gik man vel ikke rundt og sagde til alle, med mindre man var en opmærksomhedskrævende møgunge... Som hun opfattede Thomas.

Hun stod og trippede et øjeblik. Smilede skævt. "Bare ærgerligt, knægt. Du er for gammel til solbadning."

Næste gang kunne hun måske lokke noget information ud med et dejligt våben? Gad vide hvad han kunne lide?

Hun stod allerede skævt, klar til at gå hen af molen og forsvinde, men hun tøvede. "Sværd eller pistol?"

"Kan man det?" Spurte han med et hævet øjenbryn. Han viste godt at hun fandt ham flabet, men det var fordi det morede ham. "Men du skulle jo nødig snakke, du er bleg som et lagen." Sagde han og smilede drillende. "Det er nu mere fordi vandet er varmere om dagen." Sagde han.

"Mener du hvad jeg bedst kan lide? Sværd helt klart, pistoler er bare for kedelige." Sagde han Han fandt hende en smugle nærtagende, han kunne ikke helt forstå hvorfor hun var så fjendtlig det eneste han havde gjort hende var at stikke hende med et sværd, og det var endda en misforståelse. "Jeg håber ikke du går fordi du er bange for mig, jeg har allerede understeget at jeg nok skal lade dig være." Thomas andsigts udtryk blev mistroisk "Eller skal du ud og ringe efter nogen, jeg er ikke i humør til at tage mig af grådige dusørjægere lige nu." for ikke at sige at hans våben lå på en båd et stykke væk, men det sagde han ikke højt.

Hmph, hendes kulør var en del af hendes stil - ikke fordi hun bruge det meste af sin dag indenfor, eller ude om natten - slet ikke. "Selvfølgelig er det på grund af vandet temperatur. Selvfølgelig. Hvor er jeg dum." svarede hun bare, med sit søde, sarkastiske tonefald.

Hun drejede rundt, så hun igen havde front imod ham. Sandalerne raslede igen. "Hvis du siger at du vil lade mig være, så stoler jeg da på dig!" Stoler var måske så meget sagt. Hun ville ikke stole på ham, lige meget hvad. Ikke så langt ud hun kunne se i fremtiden, i hvert fald. Han havde allerede stukket hende ned en gang, misforståelse eller ej, og enhver kvinde ville blive pissed af det. Der skulle mere end blomster og chokolade til for at gøre hende glad igen.

"Desværre, du må selv sørge for underholdningen." Ringe efter dusørjægere? Hvem troede han egentligt at hun var?

Thomas lo højt. "Årh hold op. Hvis det stod til dig var vampyrer låst inde i zoo. Du ville ikke føle dig sikker i nærheden af mig, om der så var et stødhegn imellem os." Sagde Thomas . "Hvad angår aftnens morskab, så havde jeg planlagt at snige mig ind til at comedy show et sted, eller noget i den stil. Jeg tror du misforstår hvad ordet morskab betyder. For jeg finder det ikke specielt sjovt at være jaget af din slags. Det er bare noget i har vedtaget at gøre, fordi nogen har sat en bounty på mig. Det værste er faktisk at en bounty ikke bliver ophævet selv når den der har udskrevet den er død... det irritere mig lidt, for det betyder at alt de jeg har lavet i Berlin fx. stadig forfølger mig. jeg gjorde ting der skulle gøres, sådan var det.

En ret dyb rynke trådte frem imellem hendes øjenbryn. "Thomas, ikke?" Hun lagde hovedet på skrå, og kiggede på ham med smalle øjne. "Bare fordi jeg levede af at slå forskellige væsner ihjel, betyder det ikke at jeg vil have din slags låst ind i en zoo. Bare fordi i lever af andre væsner, hvilket er totalt ulækkert, så er I ikke så anderledes fra andre. I har sikkert heller ikke lyst til at være vampyrer - de fleste har sikkert ikke, anyway." Hun var virkelig utilfreds med at han troede at hun var racistisk. Hvis hendes træning havde lært hende noget, så var det er i hvert fald det. Hendes far var elver, og ham kunne hun i hvert fald godt lide.

"Nå, jeg troede eller at du var en opmærksomhedskrævende dreng. Men jeg har måske taget fejl?" Hun havde stadig hovedet på skrå, men hun smilede svagt. Drillende. "Det må være svært at være en møgunge for evigt."

//Må jeg joine ?//

// For min skyld er du velkommen (:

//Så joiner jeg !//

Xiel gik igennem natten, i skikkelse af en gråblå kat. Hun var kommet ned omkring havnen, et sted, hun ellers ikke var så tit. Hendes følgesvend, kæmpeulven Shoke, hadede saltvand af en eller anden underlig grund.
Hun smøg sig rundt om hushhjørnet, også så hun alle bådene, der lå ved havnen, et næsten overvældende syn - næsten. Hun havde aldrig interesseret sig særligt for både.
Som hun gik der, på små kattepotter, fik hun pludselig øje på 2 mænd. En anelse larmerende, og slingrende i deres bevægelser. Hun ignorerede dem, og fik så øje på 2 andre. En pige, og en mindre dreng..
Hun satte sig ved husmuren og holdt lidt øje med dem.

"... svært at være en møgunge for evigt." hørte hun, at pigen sagde, og funderede lidt over hendes ord. Hun snusede ud i luften.. Var der ikke en svag luft af vampyr?

"Ja du har taget fejl." Hendes udtalelser gjorde ham ikke mindre overbevist om at hendes hoved kun var fyldt med den propaganda jægere normalt blev stopfodret med. Efter hans mening var hun racist. "Hvad mener du med at jeg ikke har lyst til at være vampyr, hvad ved du i det hele taget om det?" Sagde han med noget det svagt kunne minde om foragt. "Jeg kan lide at være vampyr, og det kan alle andre også." Vislede han. "Men det forstår du selvfølgelig ikke. Du tror at vampyrer er en form for sygdom, hvilket er hvad dine kollegaer alle lader til at mene. Og hvorfor er det mere ulækket at suge blod, end det er at spidse køddet fra et dyr der hele sit liv går i en indhegning fuld af dyret eget møg? Hvilket faktisk ikke er langt fra det vi vampyrer gør." Fortsatte han. Der var foragt at spore i hans hæse stemme, og hans øjne ulmede en smugle i mørket. "Jeg ved ikke om jeg skal defineres som et barn, men jeg er ikke den der er en møgunge her."

Hendes øjenbryn farede op i panden på hende igen, imens hun holdt hænderne frem for sig. Denne gang var hendes øjne også bare smalle. Så det var hvad hun fik ud af at prøve at sætte sig i Thomas sted? Prøve at forstå ham lidt? Okay, totalt spild af tid.

"I det mindste prøver jeg at opføre mig voksent her. Være lidt diplomatisk." Hun lød lidt pissed. Okay, ret meget pissed. Selvom der var noget ved det han sagde, det havde der da altid været, så begyndte han at plapre når han talte om hende. Hvem var han til at dømme hende? Var det ikke lidt møgunge-agtigt?

"Jeg er vegetar, forresten."

Xiel ville ikke sige, at hun "aflyttede" dem - hun sad jo bare tilfældigvis tæt nok på. Og hun havde hørt nok til at vide at de skændes.. Eller diskuterede groft.

Hun gik tættere på - tilfældigvis - og satte sig ned igen. Hendes hale gik snurrede let fra side til side, hvad mon de skændtes om?

"Det kan enhver jo komme at sige, at de er. Du kan jo også kalde mig for vegetar jeg spiser teknisk set ikke kød. En vegetar har intet med ikke at ville spidse andre dyr, det er bare en fravælgelse af noget bestemt. Der er intet ulækkert ved blod, det slår ikke engang folk ihjel for at få mad, men uanset hvad du spidser er du nødt til at slå det ihjel. Jeg burde være frastødt af dine madvaner i stedet for omvendt. Du er ikke engang barnlig, du en tøsefornærmet teenager, hvilket er værre hvis du spørger mig." Thomas mente at han havde alt mulig ret til at dømme hende, for hvad hun var. Han havde mere 100 års erfaring med Jægere, havde brugt sit liv på at sikre sig at de ikke generede vampyrene for meget, han viste hvilke grove løgne der blev fyldt i deres hoveder, under deres oplæring, for at man var sikre på at de hadede vampyrer, og blev ved med det. Hun derimod havde ikke den ringeste anelse om hvordan vampyrer tænkte. Han havde godt set katten han kunne se perfekt gennem mørket, men han tog den selvfølgelig ikke for at være andet end en kat.

Hun lænede sig frem imod ham, og bøjede let i det knæ der vendte væk. Hun så ikke glad ud. Hun lignede faktisk en fornærmet, aggressiv kat. Hun var også alt for ophidset til at lægge mærket til den rigtige kat. Hun ville sikkert heller ikke have kastet et ekstra blik på den, på trods af hendes fars formaninger.

"Jeg spurgte dig ikke." Der var tryk på hvert et ord, og hendes stemme var lav. Synd at Thomas var sådan en idiot. Hun kunne faktisk godt lide ham. Hun ville måske snakke med ham igen en dag, når hun havde Cristina med. Så ville hun føle sig meget mere sikker... Også selvom det føltes forfærdeligt at måtte have en bodyguard med. Tilsyneladende havde hun intet valg, siden det havde været så nemt for Thomas og Sebastian at rive hende i stykker den aften.

Hun vendte om på sine raslende sandaler og gik. Lige forbi sin tomme bakke med jordbær, og lige imod katten i hjørnet. Hun var træt af selvretfærdige vampyrer. Nu skred hun.