Wet shirt and drop it - (Emmali)

Tidspunkt: Aften, omkring klokken 9, August måned.
Sted: Lidt inden for Parken på en bænk ved et stort træ som kroner langt ind over bænken.
Vejr: lette skyer over himlen, styrtende regn, månen kan skimtes bag skyerne.


Regnen silede ned fra himlens skyer, gjorde det meste af parken våd og glat og fik de fleste mennesker til at løbe hjem, men mange gemte sig under træers store blad busk. En af de mange mennesker var Raile, som var gået under et stort træ hvor der var en bænk sat tæt op af den så man kunne sidde i skygge for solen, men denne gang i skyggen for regnen.
Han sad i en sort skjorte med sort brune bukser med sort bælte omkranset med nitter. Udenpå havde han en stor sort jakke som var let syet med mønster, og på nakken syet så det lignede en stor ulvs ansigt. Håret var ikke sat men sad en smule uldet men det var sådan det så bedst ud på ham. Hans sad med benene let over kors og armene ud til siden over bænkens ryglæn og havde hovedet lænet helt tilbage imens han let pustede ud fra en smøg i sin venstre hånd der brændte stille og roligt i nattens kølige vejr.

Selvfølgelige! Det skulle bare regne lige nu, lige i dag. Emmali sukke og stig ud af bussen med telefonen i hånden.
"Kunne du ikke have fortalt det noget før?"
Hun var letter irriteret på hendes chef som selv om hun også var hendes bedst veninde Juna, hun lå på efter få minutter og puttede telefonen i lommen på de mørkeblå jeans før hun træk ned i den sorte leder jakke og gik mod pakken med tasken over skulderne. Hun så sig om på de mennesker der løb rundt få at  komme hjem, det gad hun ikke da hun alligevel skulle på arbejde i aften. Emmali var ved at falde en enkel gang da der var glat efter regnen og hun var ved at blive lidt kold, hun fik øjne på en bænk hvor der sad en under et træ.
*Der må være læ*
Tænkte hun og gik der hen af med hurtigt skridt så hendes hår som hang ned over hendes skulder vuggede frem og tilbage, hun kom hen til bænken og så på manden der sad der, han var et par år ælder ind hende selv, det kunne hun se. Emmali satte sig ned et stykke fra ham, hun have lovet sin mor ikke at snakke med fremmede, men hun gjorde det nu alligevel nogen gange.
"hej"
sagde hun venligt og så mod ham med et venligt smil, hun var lige flytte til byen så hun kende ikke så mange i nu.

Hånden der holdte hans smøg rejste sig let og førte den foran munden hvor han tog et godt hvæs før han stille slukkede smøgen i hånden og lod den falde til jorden. Hans øre vrikkede let og øjnene flød stille over mod stemmen han hørte præsentere sig for ham. Raile så lidt undrende på hende, og gav hende et kort elevator blik før han smilte let, en smule skræmmende smil i den her regn, men hans øjne var varme som et ildsted.
"Hej, hvem skylder jeg æren at dele bænk med denne regnvejrs aften?" spurgte han hende undrende og lod sin overkrop rette sig lidt op og læne sig hen mod hende, og havde et meget undrende blik på hende
"Du har meget spændende øjne.. hvor kommer du fra?" spurgte han hende undrende og havde et seriøst undrende blik på hende, og så faktisk ret nysgerrig ud, med lidt vrikkende øre.

Emmali rettede blikket mod den smøg han hvad i hånden, det var ikke fordi hun ikke kunne lide dem der røg, hun var lidt ligeglad med det, men det var ikke sundt. Hun flyttede blikket til hans ansigt som bevægede sig langsomt og til sidst møde hun hans blik, det skæmte hende lidt med hans smil og den måde han så på hende på gjorde hende urolig.
"Jeg hedder Emmali, hvad med dig?"
Spurgte hun og prøve ikke at holde det i samme tone som før hun snakkede til ham, hun bliv noget overrasket da han længde sig hen mod hende, hun rykkede lidt længer væk fra ham, så hun sad på kanten af bænken og så på ham, der var noget over hans øje som hun ikke have set før samt hans øre som vrikkede nogen gange. Emmali så væk fra ham da han begynde at snakke om hende øjne, og der efter spurgte hvor hun kom fra, hun viste ikke helt om hun skulle blive og svar eller gå sin vej, væk fra den mærkelige mand.
"Jeg kommer fra Denver, hvad med dig?"
hun hvad beslutte at blive lidt i nu da det stadig regnede meget oven over dem, men hun ville nu være på vagt over for ham da hun ikke rigtigt viste om han var mærkelige eller det bare var det hendes mor have prøvet at holde hende fra.

Han så på hende rigtig interesseret, lige ind til hun sagde Denver, hvor han så satte sig tilbage igen med et lidt skuffet suk.
"nå ja mit navn er Raile, Raile Crusader, jeg bor i Aterswell, og jeg er en varulv" sagde han roligt og stille lod sin ene hånd glide igennem hans let pjuskede hår og rykkede sig lidt tættere på hende og havde et lille drillende smil over hans læber.
"det er træls at det regner sådan, hader at blive våd" sagde han stille og så op mod regnen imens han stak sin fod let ud så nogle få dråber ramme skotåen. Han skyndte at trække foden tilbage med et let gys.
"Hey du skulle vel aldrig ha et tyggegummi?" spurgte han Ammali undrende og smilte varmt til hende
"ellerbarenogetgummi" sagde han så meget hurtigt for at forvirre hende lidt. Han viftede så let afvisende med hånden
"det var bare for sjov... men seriøst, syntes du ikke det er lidt køligt i så lidt tøj?" spurgte han hende undrende og smilte let til hende med sit varme blik og smil.

Emmali syntes det var mærkeligt at han blive skuffet over at hun kom fra Denver, hvad var der galt i det? hun så lidt på ham mens hun så ud som om hun ikke forstod ham, Denver var måske kedelige nogen gange, men ikke hele tiden.
" hyggeligt at møde dig"
sagde hun og smilet venligt til ham, dog forsvandt det da han sagde han være en varulv, igen et at de underlige mennesker der troede de var mere en bare et menneske og mente de have overnaturlige kræfter som gjorde dem til noget andet. Emmali så underligt på ham og skulle til at rejse sig og finde et andet sted at være da han igen begynde at snakke.
"Jo jeg har noget i tasken"
sagde hun og tog det om lidt efter, hun kastede en uåbnet pakke ned i skødet på ham og smilet lidt over den måde han prøvede at være sjov på, dog kom hans spørgsmål bagpå hende.
"behold bare resten og nej jeg kan godt holde varmen"
sagde hun og så sig lidt om, før hun kiggede på sit ur, men der var stadig et stykke tid til hun skulle på arbejde. Emmali så på ham igen, men viste ikke hvad hun skulle sige før efter noget tid.
"kan du selv holde varmen? og hvad er der endelige i vejen med at jeg kommer fra Denver?"
Spurgte hun mens hun stadig stod ved siden af bænken i sted for at side ned ved siden af ham.

Han løftede et let øjenbryn og så på hende lidt som om hun var lidt tosset men rystede let på hovedet. Han rykkede dog let tættere på pigen med en balles tykkelse,
"kulde og mig er gode venner, jeg fryser næsten aldrig, varulve har ret stor resistens over for det, du ved, pels og varm krop" sagde han og smilte let til hende. Han måtte dog rømme sig let og så på hende en smule drillende
"Denver? tja det er måske bare ikke det mest spændende sted, især ikke når man er mindre" sagde han og let rykkede let en balle mere over mod hende.
"Det er godt det ikke er dig det der" sagde han og pegede på en pige der løb igennem parken og var våd fra top til tå og fra inderst til yderst og lignede noget som nok ikke skulle lukkes ind i huset med det samme.
Han vendte hovedet let mod hende,
"Du, hvis du bor i Denver, hvad laver du så her?" spurgte han hende meget undrende og kløede sig let i nakken
"det er jo lidt af et stykke væk" sagde han og så rundt hurtigt for lige at sikre sig området før han vendte blikket på pigen igen.

det var mærkeligt at han hele tiden prøvede at komme tætter på hende selv om hun rykkede væk fra ham det meste af tiden, han var sær og hun kunne ikke lide den måde han var over for hende på lige nu. Emmali følge at han prøvede på at holde hende for nar ved at vrøvle om alle mulige ting som ikke var virkelige.
"gider du stoppe med at tale om varulve når de ikke findes, jeg er ikke dum"
Sagde hun og så letter irriteret på ham.
" Har du overhovedet været i Denver, for hvis ikke så lade være med at sige at der er kedelige at være der hvis du ikke ved noget om det"
Emmali gik om på den anden side og væk fra ham da han kom tæt på, hun have ikke i sinde at være for tæt på ham lige for tiden da han bare irriterede hende mere, hun så ud på pigen som han snakkede om, hun fik næsten ondt af hende og kom så i tanke om at den mærkelige mand ikke kunne lide vand.
"lige nu ville det ikke gøre mig noget"
Sagde hun og smilet til ham før hun gik ud i regnen og så på ham, hun kunne dog stadig høre ham dog kunne hun ikke bestemme sig for om hun skulle svar ham.
"jeg er har for at tjene penge, mere behøver jeg ikke fortælle dig"
sagde hun efter et rums tide.

Han så efter hende og kløede sig lidt i nakken da hun rejste sig men begyndte at surmule lidt da hun gik ud i regnen.
"Jeg har været i Denver, for gennemkørsel" sagde han og så lidt efter hende men havde det svært med at rejse sig og komme ud i regnen. Han rejste sig dog til sidst og stille gik ud til kanten af tørvejret. Hans øjne så stille på hende med et lidt undersøgende blik, som om han ikke helt forstod hende. Han kløede sig let i nakken og trak stille sin jakke af og lagde den på bænken og stille knappede sin skjorte op og tog den også af og lagde den på bænken så han var helt bar på overkroppen.
"så du tror ikke på varulve og den slags... det skal vi nok finde ud af om du kommer til at gøre i enden af denne våde nat" sagde han imens hans øjne blev mere og mere seriøse i blikket.
"måske skulle jeg give en demonstration omkring om det er noget fantasi eller virkelighed" sagde han så stille. Han havde kort set sig omkring og havde ikke set nogen inden for synsfelt. Stille pustede han stille ud, hvor små blodåre begyndte at rejse sig på hans krop, stille kom der et lidt smertefuldt udtryk i hans ansigt, imens kroppen begyndte at ryste og knoglerne begyndte at opføre sig underligt i hans krop, som om de ikke lystrede ham helt. Pels begyndte at gro frem på hans bare overkrop og bukserne revnede i bagdelen for at en hale stille voksede ud af ham. Mere og mere skete og det så faktisk ud som om han havde mange smerter imens hans krop foretog forvandlingen fra menneske også ind til hans varulve form. Han smilte, selv som ulv, denne gang mere monster agtigt frem for hans menneskelige selvsikre smil.
"så du tror ikke på varulve... jamen så lad mig gøre dig til det som du ikke tror på" sagde han stille og begyndte roligt at gå ud i regnen, forlade sit tørre område for at gå ud mod hende.. mennesket.. som så ret lækker ud.
*husk.. kun skræmme, ikke æde, vær så menneskelig jeg kan* tænkte han dog hele tiden i hovedet, imens hans små prikkende lyster som ulv prikkede ham på skulderen hele tiden. Han rejste børster og hans menneskelige øjne gløde næsten som ild, han var en tændt varulv, som kunne dufte kvindemenneske.

hun så på ham, og rystede på hovedet af ham, da han sagde at det kun var gennemkøreles så var det klart at han mente der var kedeligt i Denver hun så på ham mens han prøvede at tage sig samme til at rejse sig, som så ude til at tage lang tid for ham, hun var ved at kunne mærke at hun var ved at blive kold af vand og vind. Emmali så hans jakke falde til jorden og tog derefter et langt skridt bagud fordi hun bliv nervøs og ikke helt kunne lide den måde han kiggede på hende også var der noget ved ham som gjorde hende urolige, nu smed han sku også skjorten, var han blotter eller noget, hun gik længer tilbage, men flyttede ikke blikket fra ham af den grund at hun var bange for at han ville komme efter hende og ja hvem ved hvad han kunne finde på at gøre.
Da han blev mere seriøs gik det om for hende at hun skulle væk nu, det her gik ikke han var sær og uhyggelige på samme tid, hun lyttede til det han sagde man det gav ikke mening for hende, hvad ville han gøre som skulle få hende til at tro på at hendes egen mor have løjet for hende om at der kun var mennesker på jorden. Emmali ville ikke høre på ham mere og vente ryggen til ham, og gik med hurtige skridt mod udgangen da parken, men hun kunne stadig høre ham, uanset hvad han lavede måtte det gøre ondt, da hun var tæt på et træ vente hun sig om og fik øje på en ulv der smilede, hun blive så overrasket at tårene begynde at komme frem i hendes øjne, det hjalp ikke med det han sagde der efter.
Emmali så på ham mens han kom om hende, hun var nu på vej op i træet, hun måtte dog blikke flere gange for at kunne se noget hun ville ikke kigge ned for hun var et godt stykke oppe så han umuligt kunne nå hende fra jorden af, hun træk benende til sig og så ned på ham. Lige nu ville hun ønske at det hele bare var et mareridt.

Han smilte let med sine grumme spidse tænder og listede efter hende og roligt så op på hende som hun kravlede op i et træ fordi hun var bange for ham. Han kunne slet ikke lade være med at more sig over det han havde gjort for hende og hendes menneskelige verden. Han så op i træet til hende og smilte stort, "God røv forresten, den klæder dig godt" sagde han op til hende og lo let, før han pludseligt for op på bagbenene og lagde forpoterne mod barken og strakte sig faktisk rigtig langt op mod hende, og med et let hop med bagbenene nåede han faktisk op og kunne nå hendes mørkeblå jeans baglommer med sine tænder og lagde derefter vægt i at hive hende baglæns ned. Han kunne føle at lommen rev fra hendes bagdel men der hvor hun sad var grenene ret tynde, så chancen for at hun kunne falde var der for ham. Han landede på ryggen men vred sig hurtigt rundt så han kom op på alle fire igen og så let rundt, "hvor er hun" mumlede han for sig selv og var lidt rundt på gulvet over landet for en gren havde slået hans hoved.

hvor kunne han dog irritere hende med hans dumme bemærkninger, selv om hun var bange blev hun også vred på ham nu, hun ville ønske at hun kunne slå ham oven i hovedet med noget der var tungt så han ville lade hende være i fred. I det samme mærkede hun noget der rykkede i hendes bukselomme træk hende ned af hun klammede sig til grenen og prøvede at holde ved men den var for tynd og knækkede under vægten af hende og ved det hun var som have fat i hende, hun slap grenen da og faldt ned og ramte jorden hvorefter alt luft bliv slået ud af hende og hun mærkede hvordan hendes bukser var godt i stykker og det mudder der om gav hende. Emmali rejst sig op mens hun prøvede at få vejret og så sig om efter et sted at gemme sig da træerne ikke var sikker mere, hun tog sin jakke af og band den om livet på sig selv så man ikke kunne se hullet bagpå, hvorefter hun fandt en busk og gemme sig i.
Emmali prøvede at falde til ro men der var noget ved det her, der gjorde hun ikke kunne, hun ville ikke være her i byen hvis alle var som den mand, hun viste ikke hvad hun skulle gøre det her var ikke det hendes mor have lært hende, mere hendes far, men hun have ikke nogen af de ting hendes far have vist hende hvordan man brugte lige ved sig nu. Hun sagde og have næsten kontrol over sin vejrtrækning men nu begynde det at gøre ondt efter hendes landing, hun så sig om for at se hvor den mærkelige mand var henne.

Han havde skyndt sig at smutte ind i en busk og rullede sig sammen så han bare var en sort klump i den allerede sorte busk. Hans øjne luskede mod pigen, og kunne se hun var letter fortumlet og ledte efter sikkert efter ham. Han lå helt stille og ventede på at se hvad hun gjorde, og stille begyndte det at gå bedre og bedre for hun kom nærmere og nærmere hans skjulested. Han lå til sidst og var helt tæt på hende da hun var smuttet ind i den samme busk hvor han lå og gemte sig godt og grundigt. Stille begyndte han at lure sig frem, han kunne lugte hende virkelig tydeligt, han kunne høre hendes vejrtrækning var blevet mere og mere stabil, hvilket fandt ham ret spændende at hun ville lige frem gemme sig i en busk siden der var en ulv løs. Han kravlede stille frem med hovedet og lagde det stille ved siden af hendes uden at røre hende, han lå lige bag ved hendes krop.
"måske skulle du finde et bedre skjulested end busken hvor en ulv kan lurer" hviskede han pludseligt i hendes øre og med et vred han sin krop ud af sin rullede form og vred sig over den unge piges krop så hans tunge ulvevægt kunne trykke hende ned mod jorden, før han åbnede munden helt og blottede sine skarpe tænder før han satte dem direkte i hendes mave hvor han gjorde sit bedste for at bore tænderne godt ind og ruske lidt i det før han løftede hovedet igen og satte denne gang tænderne i hendes højre skulder og trykkede kæben godt i med lidt rusk før han så slap hende helt med munden og lod sine klør skrabe hendes arme lidt og lår, før han hoppede let af hende og sniffede lidt til hende,
hehehe du er vel ikke død endnu er?" hviskede han til hende og smilte lumsk.. han lod sin store ulve tunge glide let over hendes kind og ned af hendes hals "måske skulle jeg bare gå efter struben" hviskede han drillende til hende denne gang.

Emmali frøs til is da hun hørte hans stemme lige bagved hende, hun stod som forstenet og kunne ikke røre sig bare af chokket fra at han var der. I det samme mærkede hun hvordan han med sin tunge krop tyngede hende ned mod jorden, hun tog armen op foran hovedet i et forsøg på at skærme sig for hans tænder men forsent, nogle skabe tænder skar sig vej igenmen hendes maveskind og kom ret dybt ned, hun begynde at skrige så højt hun kunne, men ulven stoppede ikke, hun mærkede hvordan han ruskede og der efter borede tænderne ned i hendes højre skulder og ruskede hende igen.
Emmali stoppede med at skrige og begynde at slå og sparke så godt hun kunne, mens en smag af blod kom frem i hendes mund og blodet piplede frem fra hendes sår, i mens hun mærkede hvordan hans klør skar dybe revner på hendes arme som hun stadig holdt over hovedet og hendes lår. Da ulven hoppede af hende rullede hun sig pieene samme og man var ikke i tvivl om at hun græd, der efter gik hun i panik og begynde at hyrperventilere som svar på hans spørgsmål,og bruget nogen af hendes sidste kræfter på at rygge sig væk fra ham og hans tunge da han sagde det ned hendes strube, hun var bange og i chok lige nu og så var giften i hans bid heller ikke det er hjalp hende med at få flere kræfter da hendes krop brugt de fleste på at bekæmpe dem lige nu.
Det sortnede for henden øjne og det eneste der nåde at komme ud af hendes mund før hun besvimede var.
"Vær sød..."

Han sniffede stille til hende og undrede sig lidt over at hun pludseligt var livløs i jorden, han vidste godt han havde prøvet at egentlig dræbe hende, men han troede ikke at hun skulle ligge stille allerede på den måde. Raile sukkede kort og syntes nu ikke det var meget morsomt mere og begyndte egentlig at få en prikkende følelse i brystet som fik ham til at give en lille pivelyd fra sig før han begyndte at forvandle sig tilbage til sin menneskeform.
Han sad kort og så på hende før han fik meget store øjne og med et for ud af busken. Han kom meget kort tilbage igen og lagde hans jakke omkring hendes krop og stille løftede hende op i sine arme og skyndte sig af sted. Han skyndte sig over til bænken til at starte med og fandt sin skjorte som han tog omkring ham selv for ikke at virke alt for åbenlys.
Han skyndte sig så at tage hende op igen og løb alt hvad han kunne.
Efter lidt tid smækkede han døren bag sig, og lagde forsigtigt pigen ned i hans seng og blidt trak hans jakke af før han fandt forbinding frem og begyndte at trække tøjet af hende. Han måtte rødme lidt for det var til hans ærgrelse at han måtte fjerne alt på hendes overkrop. Stille fjernede han trøjen på hende og stille trak bukserne ned til anklerne. Han rømmede sig kort og let åbnede og trak hendes bh af og måtte give sig selv lidt tid med at stirre på hendes krop før han skyndte sig at pakke hende ind med hans førstehjælps kasse hvor han hurtigt afsluttede med at kaste dyne på hende hvor han skyndte sig at lukke sig ind i toilettet og måtte sidde og sunde sig selv i et par timer.

Emmali så sig om, der var kun skygger af ting ikke nogen form for liv rundt om hende lige nu, Jorden var kold og meget hård, hun satte sig op, og opdagede at hun ikke havde en skramme på sin krop eller hendes tøj, det var ikke i stykker eller noget. Hun så sig forvirret om igen, jorden var tør, men hun var sikker på at det havde regnet himlen lyste klart blåt mens resten på jorden var sort som kuld, det var koldt og det så ikke ud som om der var nogen vej væk der for. Emmali drejede rundt og stoppede da to røde øjne kiggede på hende fra en af skyggerne, hun gik forskrækket et par skridt tilbage af frygt for at skulle opleve det hele igen, men da den stor ulv kom tætter på mens den blottede sine tændende og gjorde sig klar til at springe på hende, der var ingen steder hun kunne gemme sig.
BANG! Det gav genlyd over det hele mens et hvid lys skar gennem det mørke og omgav Emmali som et skjold der lindende en ring af lys, så blive der stille nogen få skeunder mens Emmali og ulve kiggede på den lysene ring om hendes foder. Ulve sprang igen og igen, kradsende og prøvede at bide men kunne ikke komme ind bag den lysene cirkel, den forsatte sådan i længer tid mens den dannende en melodi af lyde da den ramte skjoldet, til sidst gav den op og forsvandt. Emmali forstod det ikke, men fik ikke tid til at tænke fordi hun begynde at falde...

Emmali vågnede med et sæt og den fornemmelse man for når man er ved at falde, det første hun lå mærke til var at hun var svimmel og så kom fornemmelsen af at hun skulle kaste op, Hun satte sig op så godt hun nu kunne og fik øje på en spand lige ved siden af sengen, hun nådeden lige at tage den med sin venstre hånd før det var gået galt. Hun satte den tilbage igen og så ned af sig selv, hun opdagede at hun ikke havde noget på sin overkrop og blev rød i hovedet da gik det op for hende at hun lå i en fremmes seng uden ret meget tøj på, hun løftede dynen så den skjulte hendes bryster og så ned af sig selv, i det mindste viste hun hvor hendes bukser var.
"Hvor er jeg"
sagde hun stille til sig selv og kunne se at der kom lys ind af vinduet så det var morgen eller hvad? Hendes stemme var også hæs og hendes hals var tør Emmali besluttede sig for at at finde noget at drikke men først skulle hun lige finde noget hun kunne dække sig til med, hun skubbede spanden lidt væk og satte føderne op gulvet. Gys! det var koldt og det gjorde ondt at bevæge sig men hun brød sig ikke om at være hos en hun ikke kendte, hun rejste sig langsomt op, stadig letter svimmel og så gjorde det ondt, men det måtte hun tage sig af sener, hun trak langsom bukserne på plads selv om de ikke var så pæne mere kunne de gå til hun kom hjem og fik dem skiftet, hun så sig om og fik øje på en hvis skjorte som lå på en stol, hun gik der hen men måtte lægge en hånd på ryglænet fordi det kort svimledem for hendes øjne, hun kiggede hurtigt på skjorten og håbede at den ikke var gennemsigtig, hun begynde at tage den på selv om det var svært når man ikke rigtigt kunne bruge den højre arm, hun viste ikke hvem skjorten tilhørte men lige nu betød det ikke så meget, den var letter stor til hende men det passede hende også fint, hun have knappet nogen af knapperne så godt som hun nu kunne og så højt hun kunne komme op, der manglede kun to knapper så det var ikke meget man kunne se mente hun selv. Emmali begynde at gå rundt i huset for at finde køkkenet og noget vand.

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende, han havde jo skadet hende og måske med ar for livet!? Han roede i sit hår og så sig selv i spejlet før han nikkede bekræftende før han gik ud af toilettet igen. Han havde besluttet sig og begyndte at gøre klar til at hun skulle vågne og måske flå håret og huden af ham.
Han begyndte at lave varm kaffe og havde snuppet nogle kiks som han havde lagt på en bakke men hørte hende så pludseligt inde fra værelset af og hurtigt måtte han trække sin trøje af for at få en anden trøje på, for det kunne være at hvis han havde en anden trøje på ville hun ikke sætte ham og varulven sammen med det samme. Han kom dog i tanke om at hans tøj jo var inde i hans værelse. Han skyndte sig ud i badeværelset for at tjekke om han havde glemt en trøje der ude måske eller ikke. Men da han pludseligt kunne høre hende ude i køkkenet skyndte han sig selv ud og smilte skævt til hende.
"Hey... ehm jeg har lavet noget kaffe og kiks til dig" sagde han og trådte kort tilbage imens han så undskyldende på hende,
"ehm jeg håber ikke at forbindingerne strammer eller no..." det var først nu han opdagede at det var hans skjorte hun havde på og han måtte kort tage sig for næsen for skønt normale folk ikke kunne se igennem men han kunne godt skimte igennem den og stille tog han hånden ned igen og sukkede ud.
"og bare rolig.. jeg gør dig ikke noget nu hvor jeg er kommet til mine sanse... menneskelige sanser, jeg gætter på du ved hvad jeg er nu hvor jeg jokkede i spinaten" sagde han og kløede sig selv på armen og var meget på vagt da han var nervøs for hun ville dele slag ud.

Emmali var nu nået ud i køkkenet, der var en som havde lavet kaffe samt fundet nogen kiks frem, hun fik øje op en kop og tog den op før hun gik hen til vasken og tænde for vandet så det blev koldt. Hun viste endnu ikke hvem det var hun var ved, hun hørte ikke at han kom ind i køkkenet, det var først da han snakkede at hun vende sig om med et lide forskrækket udtryk i ansigtet, hun hørte godt hvad han sagde, men så bare på det igen ude at trække en mine og begynde i stede at drikke det vand hun have hældt op i koppen, dog da han spurgte til hendes forbindere stoppede hun og så på ham med store øjne for hun spytrede vandt ud og blev rød i hovedet, men hun mærkede varmen stige op i hendes kinder, men hun kunne ikke kende ham før det næste han sagde. WT.... Hvorfor lige ham! hvorfor kunne det ikke være en anden ind ham! Emmali så på ham hun var vred, ked af det og bange. Hun så ned på koppen i sin hånd og strammede grebet om den men hun mundlede noget som ikke var til at høre før hun så op på ham igen og kylede koppen gennem luften mød ham.
"ER DU KLAR OVER DU KUNNE HAVE SLÅET MIG IHJEL!?!?"
Råbte hun og var henne ved ham i tre store skridt og slå ham så hårdt hun kunne med sin venstre hånd da hun i det mindste kunne bruge den uden det gjorde for ondt dog gik det hurtigt op for hende at hun var ligeglad med det og derfor begynde hun bar at slå hvad hun nu kunne selv om det gjorde ondt. Emmali håbede at han ville blive gul og blå samt få ondt men det var nok ikke muligt da hun nu viste at han var varulv.

Han var nervøs for hun hvordan hun ville reagere og da hun først var rettere chokket over at se ham kunne han godt forstå ham, men efter reaktion kom egentlig ret bag på ham, og han skyndte sig at dukke for den flyvende kop hun kylede mod ham. Han skulle lige til at åbne munden før hun begyndte at slå ham og stille stod han og tog imod de første par slag hun gav ham, men da hun begyndte at bruge begge hænder beskyttede han sig med sine arme. Hun slog egenligt hårdt skønt hun var en pige og ret såret og til sidst sprang tilbage før han holdte hænderne på hendes skuldre imens han gispede let og måtte fange vejret før han så i hendes øjne
"o... *gisp* okay du behøves ikke at dræbe mig, jeg har taget mig af dig siden jeg... ehm ja jeg ikke helt var mig selv" sagde han og gispede let før han gjorde sig klar til at modtage flere slag fra hende ved at tage trøjen af sig selv og bruge den som et slags skjold til at afbøde slagene.
"og før du begynder at slå mig mere så sikre dig lige dine sår, jeg vil ikke have du begynder at overbløde mere og give mig mere rengøring" sagde han hurtigt og dukkede hovedet så hun ikke kunne ramme hans ansigt i det mindste, han var dog klar til at hun ville give ham mavepustere eller mere,
"vær venlig at komme til dine sanser" sagde han og bed tænderne hårdt sammen.

Emmali så på ham da han tog fat i hendes skulder og så hende ind i øjne, man kunne tydeligt se at hun var vred, meget vred men samtiddig have hun også tåre i øjnene, hun rystede bare på hovedet over det han sagde og slå hans arme væk mens hun ikke sagde noget til ham knyttede bare den venstre hånd så kurrene blev hvide, hvis han ikke havde gemt sig bag din trøje havde hun givet ham, hun kunne stadig ramme ham så hun kunne ikke se mening i det.
"i det miste har jeg en grund til at være vred og næste slå dig ihjel, du skulle måske for styr på din hund før han skader andre eller jeg skader ham i stedet."
Sagde hun irriteret, da han sagde det med hendes sår slå hun ham så hårdt hun kunne i maven og rystede på hovedet af ham før hun igen sagde noget.
"Du kunne bare have ladet være med at angribe uskyldige, men findet give mig mit tøj og så gå jeg ud og bløder et andet sted som hjemme ved mig selv."
hendes stemme gav stadig en hentydning til at hun vare vred og irriteret, men også at hun havde ondt nu hvor hun var stoppet med at slå på ham, og hendes højre skulde ikke had haft godt af det dog var den ikke blødt igennem hans skjorte i nu hun gik hen til et sted på hans køkken bord der var tom og satte sig der op da hun have brug for at sidde lidt ned efter det her, ikke fordi hun fortryd det men fordi det krævede mere ind hun lige have troet, hun så hen på ham da han sagde det med at hun skulle komme til sige sanser, der slap et lille let grin over hendes læber og hun rystede igen på hovedet.
"jeg ved hvad jeg laver i forhold til visse andre her, pas nu på jeg ikke begynder at slå på dig igen, og bare fortæl mig hvor mit tøj er så jeg kan komme ud her fra også lover jeg dig ikke at gå i vejen for dig igen."
hun hoppe ned fra bordet og så ikke mere på ham, men rundt på de skabe han havde i sit køkken.

Han gav et let suk skønt hans puls var helt op og ringe på det farlige stadie, og han måtte tage sig let til brystet for ikke at give efter. Han hørte efter hvad hun sagde, og prøvede så godt han kunne at samle tankerne i hovedet.
"jeg har prøvet at se om jeg kunne styrer ham men han er i en helt anden side af mig til jeg kan røre noget som helst af hvad han laver, jeg kan kun drømme imens han tager over når det er fuldmåne" sagde han stille og så ned lidt skamfuldt men også let pinligt berørt.
"og af hensy.." han stoppede hurtigt med at sige noget igen og skyndte sig ind i sit værelse uden at se på hende og kom tilbage igen med lunser af noget der havde været en pæn trøje og lunserne af noget der havde været en ret sød bh som sikkert havde siddet fint men nu havde stropper der var klippet over og nogle kradsemærker på stoffet.
"tja dit tøj er måske ikke helt brugbart mere.. over hovedet, jeg måtte klippe det op for at komme til dine sår og rense det og pleje det" sagde han og smilte skævt til hende og rømmede let.
"og ja jeg så dine bryster, men... jeg gjorde ikke noget perverst ved dem" sagde han stille *selvom jeg havde lyst... en smule* tænkte han og sank en let klump før han lagde tøjet på sin sofa og trådte et stort skridt tilbage, før han så på hende igen rigtigt.
"eh jeg vil dog forslå at du blev lidt så.. jeg kunne pleje dine sår lidt mere, for de har det ikke perfekt... også vil jeg også gerne lige se om jeg er kommet til at forvandle dig" sagde han og så lidt bekymret på hende og blidt lod en hånd ømme sin kind af der hvor hun havde slået mest, den var lettere rød nu og en smule hævet fra alle hendes slag.

Hun lyttede til det han sagde, selv om det bare lød som en undskylding for ikke at kunne styre den, men noget fik det også til at lyde rigtigt om det var den tone han snakkede i eller den måde han sagde det på viste hun ikke.
"så må man jo håbe at det er noget godt du drømmer om"
sagde hun og smilede uden at mene det, hun så efter ham da han gik, og blev irriteret igen da hun så hvordan hendes tøj så ud, hvorfor var det lige at det her skulle gå ud over hende, hun have ikke gjort noget ud over at tro på det hendes mor have fortalt hende. I det samme kom hun i tanke om sin jakke, den så ikke ud til at være i blande det itu revene tøj, det ville også være underligt efter som hun have haft den bundet om livet på sig selv før han have angrebet hende.
"Hvor har du gjort af mig jakke, den har du ikke klippet i stykker? jeg have den om livet da din ulv begynde at bide."
Sagde hun og havde ikke tænk sig at blive ret meget længer. Da han sagde han have set hendes bryster rødmede hun selv om hun ikke ville og lagde arme overkros over dem selv om hun have hans skjorte på, hun lyttede til hans forslag og rystede på hovedet over ham, hvorfor skulle hun lade ham hjælpe hende, hun stoppede dog med at tænke i det samme han sagde at han måske have forvandlet hende.
"herligt! så nu kan jeg også bliver jeg også til en ulv, jeg tro du har hjulpet rigeligt, men hvor lang tid går der til man ved om man er forvandlet?"
Det første kom ud med vrede i hendes stemme, men der efter bliv hun nervøs og lyd mere bange en vred da hun spurgt, hun have kun lovet hendes far en ting før han gik bord og det var ikke at blive som ham. Hun gik hen og satte sig i han sofa mens hun ventede på at han svarede hende, lige nu kørte tingende rundt i hovedet på hende og hun kunne ikke finde rundt i noget af det.

Han sank en klump og så undrende på hende med det første hun sagde, men blev så opmærksom på jakken som han jo havde gemt af vejen. Han rømmede sig let og så undskyldende på hende,
"tjo ser du, den vil du nok ikke have på lige nu for du vil nok besvime af den specielle lugt der kommer fra den lige nu og nok endnu mere få dem der er rundt om dig til at besvime.. og tiltrække rovdyr" sagde han og gik ud i badeværelset og åbnede døren hvor jakken hang der inde på en bøjle men han ville ikke selv gå der ind, og en let duft af bæ og urin begyndte stille at sive ud af toilettet, en virkelig skærende lugt som gik igennem næsen som en knibtang og tvistede næsten rundt. Han lukkede hurtigt døren igen og rømmede sig let "det var... min busk du var kommet ind i, med mine mærkninger, så som ulve bæ og tis" sagde han og så på hende lidt genert. Han løftede dog hurtigt en finger til det med varulv
"tja det med varulv.. jeg er ikke helt sikker må jeg indrømme, dine sår er pænt langsomme om at heale og ja du er dig selv stadigvæk.. af en eller anden grund lugter du heller ikke af dyr endnu, så lige nu er du i hvert fald ikke varulv.. lige nu er du bare dig selv lugtende som et menneske gør når hun har rodet i en busk og fået savle på sine sår" sagde han og stille gik over til køkkenet. Han så let over på koppen der var smadret *må jeg ryde op efter det her* tænkte han og stille lavede en ny kop varm vand og puttede et specielt te brev i. Ikke som de normale man kunne købe i hver anden forretning, men hans egen blanding som smagte ekstra ordinært af sydhavs frugter i den gode modne tid hvor de smager ekstra meget af frugt og ekstra saftige i munden, en meget afslappende te. Han gik roligt tilbage til pigen og satte koppen foran hende,
"Drik det her, det hjælper" sagde han stille og troværdigt i stemmen. Han satte sig roligt på den anden side af bordet for hende,
"men en ting kan jeg sige, jeg håber ikke du bliver varulv, det er ikke altid sjovt at få lopper" sagde han og så på hende med et let hævet smil.

Emmali rejste sig og gik efter ham, da han gik hen og åbenende til badeværelset, puha! sikke en lugt der kom fra hende jakke, da han fortalte hvad der var sket med den rystede hun på hovedet mens hun holdet sig for næsen og gik opgivende tilbage til sofaen hvor hun smed sig ned igen og så efter ham da han gik ud i køkkenet før hun spurgte.
"nu har jeg ikke nogen gode ideer til at smutte så nu skal jeg nok blive, men hvis den ikke kan renses skylder du mig en ny."
da hun nu ikke kunne finde på flere mulighedder for at kunne gå, hun kunne tage en af hans jakker men det ville bare gøre at han kunne finde på at ville have den igen. Emmali så på ham da han kom med et kop te til hende og satte sig op, hun så lidt på koppen før hun tog den op i hænderne og duftede til den, den duftede godt af frugter.
"hvad er det for en te og hvorfor skal du ikke selv have noget?"
Spurgte hun lidt efter men hun så op fra koppen af og over på ham da han ikke selv have en kop te, det virkede lidt underligt, men der var ikke så meget andet at gøre end at stole på ham bare denne ene gang, hun tog en tår af den mærkelige te som han have givet hende, den smagte beder ind hun have troet den ville gør, hun satte koppen på bordet da den var meget varm at holde om. Af en eller anden grund begynde Emmali at falde mere til ro og begynde at se sig om i han lejlighed den var nu meget pæn alligevel, så kom hun til at tænke på nogen ting og så igen på ham.
"Undskyld jeg smadrerede din kop og jeg fik vist ikke sagt tak få hjælpen"
Sagde hun mens hun smilet venligt til ham, hun så på sin kop med te og tog en mundfuld mere da hun tænkte at hun heller måtte drikke den efter som han have lavet den til hende, hun fik øje på hans kind der var hævet efter hendes slag, hun have set den før men var der ligeglad med den og ham, lige nu ville hun gerne hjælp ham så hun rejste sig og gik ud i køkkenet og fandt en ren klud som hun gjorde våd med koldt vand og vred den så den var fugtigt og ikke dryppede før hun gik hen til den sofa han sad i,Emmali satte sig på den side af ham med den hævede kind og lå kluden på den mens hun smilet til ham selv om det var lidt mærkeligt.
"undskyld at jeg slå dig, jeg kender ikke min egen styrke når jeg er vred"
Sagde hun, dog ville hun ikke rigtigt holde øjne kontakt med ham.

Han smilte skævt til hende og trak vejret tungt
"jeg har ikke så meget lyst til te lige nu, men tænkte du nok kunne bruge noget" sagde han så og smilte roligt til hende da han kunne se hun tog nogle tår af den te han havde lavet.
"det er en speciel urte te jeg selv har blandet, som jeg for det meste bruger når jeg gerne vil slappe af" sagde han og kløede sig let i nakken før han undrende og så meget undrende på hende da hun pludseligt rejste sig og gik ud i hans køkken. Før hun nåede ud i køkkenet vendte han hovedet hurtigt og lod øjnene glide på hendes lår bag på og let fulgte dem op til hendes vuggende bagdel som han egenligt syntes ret godt om og kunne føle lidt at ulven prikkede i hans hjerne og havde en lille lyst til at fløjte let efter hende men holdte sig kraftigt tilbage og knugede sofaens hynde let men gav et let gisp fra sig og følte det fordufte igen fra hans hoved.
Han blev så ret overrasket da hun kom tilbage og havde en klud med sig og lagde den på hans kind hvor han begyndte at rødme lidt og smilte let til hende.
"well du har en prober næve" sagde han og ville ikke nævne at han startede med at lade hende slå ham til at starte med og lade hende beholde hendes fornemmelse af styrke over ham, og måske lade hende have lidt trykhed med det over for ham. Han bed sig kort i læben og så på hendes øjne og kunne godt se hun stadigvæk havde svært ved at se ham i øjnene og stille lod han selv sine egne øjne glide lidt ned af hende og lod øjnene glide om skjortens lette bølger om hendes pæne runde barm der var ekstra tiltrækkende for ham, da hun havde en ret god barm og det var hans skjorte som skjulte den så meget som skjorten kunne på hendes slanke krop. Stille lod han øjnene glide længere ned så på hendes lår og fik det lidt dårligt af at se på de halvt ødelagte bukser hun havde på, men også at hun havde lidt visende hud fra hendes lår fik ham til at føle varmen komme tilbage i kinderne. Han skyndte sig dog at få øjnene op mod hendes øjne og let lagde han sin hånd forsigtigt på hendes der holdte kluden mod hans kind,
"du ved.. jeg har ikke så meget ondt mere nu hvor du har sørget for mig.. og det er mere mig som skal sige tak til dig, for ikke at slå og rive mig til plukfisk" sagde han og så på hende med et varmt smil og kærlige øjne.
"jeg var ellers sikker på at du ville myrde mig med det samme du så mig, men jeg håber at dine sår ikke gør for ondt mere nu hvor du fik den afslappende te" sagde han og så lidt bekymret på hende da han jo ikke ville have at hun havde for meget ondt efter alt det han havde gjort mod hende som hans ulv.