No comments.. - Oliver.

John så lidt på ham og rystede kort på hovedet da han spurgte til Oliver, "fra skolen?" mumlede han stille, det gjorde undt i ham hver gang nogen sagde det navn.. åh. "Oliver.. " sagde han stille og sukkede, inden han vendte sig om gik ind i huset, han lod døren stå åben, så han kunne snakke med Jayden imens han pakkede færdig, han ville helst ikke spilde tiden. "Oliver er indlagt på hospitalet, han blev diagnosticeret med leukæmi fra et par dage siden.. Længerne vil ikke sige hvor lang tid han har endnu.. han er meget syg, vi tror det er fordi han ikke har.. mere tid.. du ved.." sagde han stille, og det var tydeligt at høre sorgen i hans stemme.. men ordene som han sagde var vant i hans stemme, som han havde sagt dem før, til flere, der havde spurgt til Oliver. "Han sover næsten hele tiden.. eller så hoster han.. det er svært at.. få kontakt du ved.. men hvis du gerne vil, så kan du komme med mig ind og besøge ham.. jeg er alligevel på vej derind nu" sagde han roligt og lynede lynlåsen imens han vendte sig mod Jayden.

Jayden blev lettere utålmodig - hvis han da ikke allerede var ret utålmodig- ved faderens spørgsmål. Kunne han ikke bare sige hvor Oliver var henne så Jayden kunne tage derhen og ruske lidt i ham og råbe lidt af ham? Var det virkelig for meget at forlange? "Nej ikke rigtigt." brummede han så. Jayden gik nærmest i panik da han pludselig vendte om for at gå ind i huset, men han lod døren stå åben... hvilket ikke gjorde ham synderligt meget roligere, skulle han gå med? Han stod og stirrede lidt på dørtrinet til han så alligevel fulgte med indenfor som en skygge, mussestille mens han overvågede Olivers far med årvågne mørkerøde øjne. Folk troede de var brune, så alt var cool. Han fulgte ham med øjnene mens han pakkede, og rynkede sine øjenbryn i en spørgende grimasse.. hvor skulle han henad? Det fik han dog svar på tidsnok, og svaret gjorde ham helt kold. Det tog ham lidt tid at processere. Han var jo ikke van til døden selv om alle omkring ham altid døde, så rørte det ham jo ikke. Det nærmeste han var kommet på at dø, var at blive vampyr. Han tog sig selv i at stå og hive efter vejret som havde han fået astma, og vendte blikket mod Olivers far... Han var ikke sikker, men han var ret sikker på at det havde hylet ham nok ud af den til at han enten lignede en forfjamsket lille dreng eller en agrundsdæmon i ansigtet... either way, kunne han slet ikke få ordene over sine læber. Oliver skulle dø. Af kræft. Hvorfor havde han ikke sagt noget? Han var i chok. Der var rent faktisk noget der havde chokeret ham. Han vendte blikket mod Olivers far og nikkede så mekanisk, stadig uden ord.

Jayden kiggede heller ikke på John. Han følte det lidt som om der var en tåge der havde sænket sig over ham og han kunne ikke tænke klart. Kunne ikke se ordentligt, fulgte efter John.. Olivers far, som en zombie. "Something like that.." hviskede han og lod sig glide ind på passagersædet, mens han stirrede stift på bilruden. Han kunne have løbet dertil hurtigere. Pludselig blev han bange for de måske ikke nåede derhen før Oliver døde, så han stirrede intenst på hvert eneste lyskryds. Og hvis det var rødt.... så kunne øjne have brændt gennem metal. Han var også meget tæt på at sige kør et par gange, men måtte beherske sig, mens hver eneste fiber i hans krop bare ventede på at Olivers fars telefon ringede...
Jayden fulgte med John hvor end han gik, han var hans livline nu, hans eneste mellemled til Oliver indtil han fandt ham, han kunne ikke engang koncentrere sig om at snuse sig frem til mennesket. Han havde prøvet. Det gik ikke.
Han stoppede op udenfor døren som John viste ham. Nu kunne han til gengæld fornemme ham, men.. så svagt. Han sank... og sank igen da døren gik op og der stod en kvinde. Han stirrede på hende, hørte ikke rigtigt hvad hun sagde.. hørte ikke hvad han sagde, det eneste der interesserede ham lå bag dem. Eller hende.. for at være specifik, men HVEM havde tid til at være specifik? Da hun endelig flyttede sig - hvilket i Jaydens øjne tog en evighed - nikkede han bare til dem, og fremtvang et tyndt smil, der vidst mere var en grimasse end et smil, inden han gik indenfor. Der var hvidt, og klinisk... og mere hvidt.. nogen maskiner, nogen blomster der også var hvide. "Man skulle tro du var død allerede.." mumlede han dystert og gik ind og lukkede døren bag sig. Så gik han hen til sengen.. langsomt, for tænk nu... hvis han var kommet for sent? Men Oliver trak vejret.. han sov dog, og var ligeså hvid som resten af værelset, men man kunne se at hans øjne flakkede under øjenlågene. Jayden satte sig varsomt ned der hvor Jannie nok havde været placeret før, og fandt Olivers hånd. "For helvede... Oliver.." hviskede han og for første gang i... han turde nok sige meget lang tid knækkede hans stemme en smule. Bare en lille smule, rolig. "Hvorfor siger du ikke sådan noget? Hvorfor ignorerer du mig bare? Tror du ikke også jeg har en mening om det her!" vrissede han hidsigt, men gearede så lidt ned. "For helvede Oliver." hviskede han så og klemte hans hånd. "Du dør ikke fra mig, hører du? Du får ikke lov, jeg lader dig ikke gøre det." brummede han og støttede sit hoved på sin anden hånd mens han tænkte... for helvede for helvede for helvede..

Oliver kom sløvt til sig selv, gennem en helveds hosten og nogen pinefulde hvertrækning, heldigvis havde han masken på, masken hjalp ham med at trække vejret, og dropen hjalp ham med at slappe af.. så det ikke gjorde undt mere. Han åbnede langsomt sine klisteret øjne op og vendte sit ansigt mod den person der talte til ham, stemmen nåede ham, så velkendt og så blød, trods for de grimme ord den sagde, det var lige meget, Han kiggede op, gennem tårende kunne han skimte et omrids, og mærkede svagt det klem der blev givet hans hånd. Jayden! Nejnejnej.. han måtte ikke være her.. han måtte ikke, måtte ikke se ham sådan her! Åh gud! åh gud.. nej. Han åbnede munden for at tale, men hans stemme var ru, han havde ikke snakket i lang tid, ikke siden han havde fået masken på, men den var jo ikke lyd tæt.. det hele satte dog bare endnu et hoste anfald igang, og han sank utallige gange før han igen prøvede, "Jayden" hviskede han så og gav hans hånd et svagt klem igen. "Du skulle ikke være her.. du må ikke.. se mig.. sådan her" hviskede han og gav nogen host fra sig igen.. nej.

Jayden så sig lidt omkring "De kunne fandme godt bruge lidt farve, jeg får dårlige associationer til skyer" brummede han. "Makes me seasick." tilføjede han så og himlede mens han lyttede til den raspende vejrtrækning... for.. fuck.. fuck. Han fik sig lidt af et chok da Oliver gav sig til at hoste en hel serenade for ham "Hey, HEY! Jeg sagde lige du ikke skulle dø, træk vejret!" sagde han hårdt, men holdt alligevel hans hånd så hårdt i sin, at det nok ville give ham et par blå mærker senere. "Mmhm.. surprise.." mumlede han stille, måske lidt mut, og lænede sit hoved på sin arm og mærkede det svage klem og trykkede den tilbage. "Så du havde bare tænkt dig at ignorere mig, til du døde.. og jeg ikke vidste hvor du var blevet af, var det din plan? Skulle jeg så bare glemme eller hvad? Bullshit Oliver, du skal ikke sige til mig at du hader mig så meget du ikke engang ville give mig besked!" hvæsede han surt. "Jeg har ringet og ringet og ringet.. hvor fuck er din telefon?" mumlede han og så rundt i rummet, men han fandt ikke noget. "Hvor lang tid har de gevet dig?" spurgte han så.. og hans tonefald blev mere tvetydigt. Han havde lyst til at give ham skylden. Han havde lyst til at råbe af ham og ruske i ham som planlagt. Han ville gerne smide med tingene i rummet. Men han kunne ikke få sig selv til det. Oliver lå jo bare der.. han kunne ikke engang forsvare sig ordentligt, han kunne ikke blive pigesur, eller hidsig som han plejede, han kunne bare ligge der med sine nu uklare blå øjne og kigge på.. og hoste. Selvfølgelig. "Hvorfor skal det være sådan her? Kan de ikke gøre noget?" sagde han så mere ynkeligt som om han nu egentlig så hvad det var der skete. "Du dør ikke fra mig." sagde han så fast igen.

Oliver kiggede stille op på ham, og lyttede til hans raserianfald.. han vidste ikke hvad han skulle sige, på en måde ville han bare gerne give igen, for sød kunne han ikke være.. sød.. ville gøre Jayden sød.. og så ville de alle sammen græde igen, og han kunne ikke holde det ud! Han kunne ikke holde alt den sorg ud, hvorfor skulle de græde hele tiden! Det gjorde ham fucking sindsyg.. det var rart.. det var rart at have Jayden der, at han sad der og råbte, og snakkede grimt.. det var virkelig rart.. han var en smule glad for han ikke havde ringet. "Undskyld.. jeg var bange.." hviskede han stille, og gav endnu et host fra sig.. de kom hele tiden, en gang imellem.. og så ind i mellem som lange voldsome anfald.. medicinen hjalp på det.. men den gjorde ikke noget for ham.. ikke rigtigt. "Jeg tror min far har den.. den er nok slukket.. Jeg ville ikke snakke med nogen" hviskede han stille, det sidste for at forsvare sin far, det var ikke hans skyld, han havde selv valgt det. Det gjorde undt.. som et hårdt slag midt i brystkassen da Jayden lød.. ked af det.. nej.. nej nej! "Ved det ikke, og nej det kan de ikke" mumlede han, og blev bedre tilpas da Jayden kom lidt til sig selv, han sendte ham et glad smil. Rakte sin rystende hånd op, den som Jayden ikke havde fanget, og strøg ham langsomt over kinden, "Jeg kan godt lide dig.. du må ikke gå" hviskede han stille og trak forsigtigt sin hånd til sig igen.

Jayden sukkede tungt som i at hele hans overkrop nærmest kollapsede på Olivers ben.. og dyne. "For mig eller hvad? For hvad jeg ville sige? Her har du mig, du har leukæmi, hvad er værst?" brummede han sadistisk, og kunne have bidt sig i tungen. "Det mente jeg ikke.." mumlede han så og lænede sig tilbage i stolen igen og slyngede sine ben op på et frit sted oppe i sengen, men han gav ikke slip på hans hånd. "Yeah, vi har mødt hinanden.." mumlede han så, den der fucking mobil telefon kunne også være fucking ligemeget. Nu var han her, og han gik ikke før det her var i orden igen, så kunne verden udenfor brænde op og gå amok som den lystede. "Det var ikke meget information, er jeg nød til at udfritte en læge?" mumlede han og smilede grumt til ham med sine lange hjørnetænder, inden hans ansigt gled tilbage i den alvorlige mine han havde fra før. Han fulgte hans rystende hånd med øjnene da den rakte ud efter hans kind, og lænede sig hen til den og fangede hans øjne "Jeg mener det." sagde han så nærmest aggressivt, han bestemte. Sådan var det bare. Om han så skulle slås med døden på Olivers vejne, så gjorde han det gerne. Oliver tog ikke derfra, det skulle der nok blive flere om at bestemme. "Jeg går ikke, jeg bliver her.. i hvertfald til jeg har hørt hvad lægen siger" brummede han, han ville gerne have nogen informationer, hvor slemt var det, hvordan virkede det, kunne det brede sig, havde det bredt sig, hvor lang tid havde Oliver igen, kunne de gøre noget, kunne Jayden gøre noget?
Han skævede til Olivers hånd.. den var bleg mod hans egen.. næsten samme farve. Han klemte den lidt tættere mens han tænkte, lyttede til maskinernes mekaniske klikken og bippen og Olivers åndedrag. Hm.

Oliver gispede let og rystede på hovedet ved det Jayden sagde.. han var altid virkelig vred.. åh.. han kunne virkelig være ond nogen gange.. hans far ville have givet ham sådan en, hvis han havde hørt det der.. men Oliver var ligeglad, han kunne såre ham lige så tosset han ville og tale lige så grimt han havde lyst, og skælde ud til han døde.. bare han ikke græd, han måtte ikke græde, der var ikke nogen der måtte græde. Han sukkede bare stille, det var lige meget hvad han mente og ikke mente, og havd Oliver var bange for og ikke bange for.. det var lige gyldigt.. han var her nu, og Oliver ville ikke have han gid.. han fortrød at han ikke havde sagt det, så havde Jayden været der før.. han ville bare ikke gøre ham ked af det.. eller få ham til at side der.. som et spørgelse.. ligesom hans forældre.. og bare vente.. det var bare alt for trist.. alt for. "Nej lad være" hviskede han stille, og rystede lidt på hovedet. "Det er ikke noget du kan gøre Jayden.. hør på mig.. der er ikke noget.. og de kan ikke gøre noget, jeg har været syg i alt for lang tid.. de opdagede det for sent.. og nu bliver det ved med at brede sig.. de kan ikke stoppe det.. og jeg dør.. jeg dør snart" sagde han stille, "Det kunne være timer.. det kunne være minutter.. måske en dag mere.. det er ret slemt" hviskede han stille. Han skulle ikke spørge nogen, det ville være det samme svar de kom med alligevel.. han skulle blive her. "Du må ikke gå" hviskede han stille. "Bliv" hviskede han og prøvede at lyde lidt bestemt.

Jayden så på ham og vidste godt at det han havde sagt var frygteligt. Han var bare ikke så god til at være fintfølende og sød og kærlig. "Undskyld.." mumlede han "Du ved jeg ikke mente det sådan.." sagde han og klemte hans hånd lidt igen. Han satte sine fødder ned igen og kørte en hånd gennem sit hår og snusede ind.. her var meget stille når der ikke var nogen der talte, og alligevel var der irriterende lyde alle steder rundt omkring dem. Maskiner. Den lavmældte rallen som Oliver nok ikke kunne høre, men Jayden kunne.. hver gang han trak vejret ind. Folk der gik ude på gangen. Han strøg ham over håndfladen og lyttede da han igen talte. Hans blik blev mørkt, og han rystede på hovedet. "Nej." sagde han så bestemt "Du skal ikke dø" sagde han som et stædigt barn der ikke fik sin vilje "Jeg vil ikke have det, du skal ikke dø, hører du? Don't you even say that!" han kunne ikke lide tanken om minutter eller timer.. tænk hvis Oliver gled fra ham om lidt.. Han kunne slet ikke magte tanken, den gjorde ham vanvittig! "Det gør du simpelthen ikke mod mig..." mumlede han så og skar tænder, mens han så ned i dynen. "Der er noget.. jeg ved der er noget jeg kan gøre, der er aldrig kun en mulighed" hviskede han sammenbidt mens han tænkte.. blev ved med at tænke på deres hænder.. farverne.. hvidheden..

Oliver smilede kort "Det gør ikke noget, jeg vil heller have at du er vred end ked af det.. alle de andre sider bare og græder hele tiden, det er til at blive vanvittig af.." hviskede han stille og gav Jaydens hånd et lille klem.. for at sige det var okay.. bare han var der, så var alt okay.. han kunne godt mærke hvordan han begyndte at give op, nu havde han fået alt hvad han ville have.. Jayden. Han blev dog lidt halvforskrækket da Jayden gav sig til at snakke.. højt.. igen.. åh altså.. "Men Jayden" hviskede han prøvende.. det var jo.. han skulle jo dø.. kunne han ikke bare.. ih det var bare så barnligt af ham, bare at side der og nægte hvad der skete.. kunne han ikke forstå det forhelved! "Jayden.." mumlede han stille, "Jeg kan ikke gøre for det.. der er ikke noget.. nogen kan gøre.." mumlede han stille og sukkede stille, "Kan du ikke bare.. shh.. og bare.. blive her.." hviskede han stille, "Måske skal du hente mine forældre, jeg vil gerne sige farvel til dem" mumlede han stille og lukkede øjnene i igen.. kunne snart ikke mere.

Jayden sukkede, det kunne han godt se var belastende.. alle sad og græd snot. Men han følte sig lidt udenfor, han ville gerne græde lidt snot, vise på ægte menneskemanér at han virkelig ikke havde lyst til Oliver gik igennem det her. Ville dele hans smerte, og hjælpe, men der var intet der hjalp. Stupide sygdom. Istedet sad han der og rasede på alt og ingenting og fik absolut intet andet ud af det end at såre Oliver yderligere. Han så hjælpeløst på ham da han bare fejede det af bordet.. havde han allerede givet op? Han følte sig for sent på den, han havde brug for mere tid til at processere det "Oliver.." hviskede han. Så huskede han noget, måske et brudstykke af en film avlede ideen i hans hoved, men mere skulle der ikke til. "Jeg kan gøre det bedre.." sagde han så udtryksløst og stirrede på ham, med sit blod.. vidstnok, argh, vidste han overhovedet hvad han skulle gøre? "Men du er nød til at give mig lov..." sagde han så og klemte hans hånd "Jeg skal nok hjælpe dig, det lover jeg, men.. det bliver ikke nemt, jeg vil ikke lyve det er ikke nemt.. men så bliver du idet mindste her.." sagde han stille "Please.. Oliver giv mig en chance" sagde han og så på ham, forsøgte at få øjenkontakt selvom hans øjne var lukkede.

Oliver sukkede stille.. han kunne faktisk ikke være andet end glad lige nu, Jayden var der.. og hans forældre var der.. et sted der ude, bag døren.. gad vide hvad Jayden egentlig havde sagt til dem.. det var underligt.. at de var væk så længe? Hvorfor lod de ham være alene med Jayden, hvad havde han sagt? Åh gud altså.. bare han ikke havde sagt et eller andet tosset.. han savnede dem, hvorfor hentede Jayden dem ikke? Kunne han ikke se, at der ikke var mere tid tilbage.. han ville gerne have sin mor der.. og sin far.. åh. Han sukkede da Jayden begyndte at tale tosset igen, "Jayden.. der er ikke noget du kan gøre.. shh" mumlede han stille.. han kunne mærke hvordan han var på vej væk igen.. åh.. "En chance til hvad?" hviskede han søvnigt.. han gabte kort og hostede så lidt, "Jeg tror jeg falder i søvn nu.. vær sød at hente mine forældre.. jeg kan ikke mere" hviskede han stille.. "Åh" hviskede han stille.. mhmm, "Jeg falder i søvn nu.." mumlede han.

Jayden stirrede på Oliver i et par sekunder, så rejste han sig og gik over til døren og så lidt på den lås der var installeret.. den ville holde dem længe nok. Han trykkede den ind og trak prøvende i døren. "Du skal nok få lov at sige farvel.." mumlede han stille, og så på ham med sine røde øjne "En chance for at overleve.." hviskede han og gik langsomt tilbage til sengen og sank kort. Det her skulle gøres.. det skulle gøres... han var nød til det. "Jeg skal nok være der, det lover jeg.." sagde han så, og bøjede sig ned over ham, og fik kilet en arm ind under hans ryg og løftet hans overkrop en smule fra sengen, men nærmere sit eget ansigt. Det var utroligt selvisk, og Oliver ville nok blive temmelig vred på ham bagefter.. men Jayden kunne ikke stille noget op, han havde ikke tænkt sig at lade ham tage derfra på denne her måde, det var han ikke klar til. "Tilgiv mig.." mumlede han og så på de lukkede øjne og trykkede så et blidt kys mod hans læber inden han søgte ned, længere ned over hans kind og kæbe til hans hals. Han kunne høre det besværede åndedræt meget tydeligere nu hvor han var så tæt på, kunne næsten høre smerten hvilket fik ham til at bide tænderne sammen "Bare slap af.." sagde han, selvom det nok ikke ville hjælpe særlig meget på noget. Så lod han sine tænder glide gennem den bløde hud og fornemmede varmen fra blodet da det flød ud over hans tunge og ned gennem svælget så let som ingenting, man skulle tro det gerne ville! Han holdt ham imens, sørgede for han ikke bevægede sig for meget for sin egen skyld. På et tidspunkt midt i blodrusen hørte han det banke på, men han afbrød ikke... han måtte gøre det her færdigt, ellers ville det være ham der havde slået Oliver ihjel. Det kunne det muligvis også blive, der var risici. Han slap ham efter lidt tid, trak vejret tungt, mens han førte sit håndled til sin mund og bed til så blodet begyndte at løbe nedover hans arm. "Slap af, drik det her.." forklarede han og fjernede iltmasken fra Olivers ansigt inden han trykkede sit blodige håndled mod hans mund. Han løftede diskret hans nakke lidt så hans hoved faldt lidt bagover hvilket gjorde det nemmere for blodet at glide den rigtige vej..

Oliver nikkede lidt, han var så træt.. han gav medicinen skylden, han røg ind og ud af søvnen hele tiden, kunne ikke styre det.. men han var taknemlig, på den her måde gjorde de ikke undt.. og han kunne ikke holde til smerten, måske var han allerede død nu hvis han ikke havde fået det? Åh. "Hold nu op" hviskede han irriteret og åbnede sløvt øjnene igen, "Vær nu sød Jayden.. " hviskede han og fandt hans øjne, ville han ikke nok bare være sød, og sige pænt farvel? Han sukkede stille længselsfuldt da Jayden kyssede ham.. åh måtte han ikke få noget mere af det? "Kys mig igen" hviskede han længselsfuldt, men Jayden kyssede ham.. ned.. af halsen.. argh! Han pustede højt.. nej det gik ikke! Han måtte ikke ophidse ham på den måde! "Jayden stop!" hviskede han fortvivlet, og mærkede så.. hvordan han gled ind.. smerten var underligt.. han kunne mærke det gjorde undt, men det gjorde ikke særlig undt.. ikke rigtig, han var jo også pumpet op på smerte stillende.. men hvad fanden havde han også gang i?! Skulle han virkelig til det nu! Jesus! Kunne han ikke vente lidt.. vente til Oliver var væk.. og så gå ud og suge på en anden.. forhelved. "Jayden!" klynkede han og dirrede let, argh! Det føltes underligt.. han fandt Jaydens hår med sine fingre og knugede det let.. mhmm.. Han bemærkede ikke banken på døren.. han var alt for langt væk.. i sine tanker, i Jayden.. åh. 
Han spruttede lidt og gispede efter vejret. "Jayden stop nu! Stop eller du dræber mig!" hviskede han forvirret, og måtte give op.. han kunne ikke holde hans hår længere, alle hans led blev helt.. svage, og han faldt stiv tilbage på sengen, og lukkede langsomt øjnene i, imens hans puls blev svagere og svagere. "Drik hvad?" hviskede han forvirret.. han var stoppet.. nej.. nej det var for sent, Jayden.. forhelved! Han blev en smule forskrækket, af den underlige væske der nu løb ind i hans mund, det var i hvert fald ikke vand! "Ad gå væk!" jamrede han højlydt, og vred sig lidt.. men sank, kunne han ligesom gøre andet? Så sank han igen, og et eller andet i ham.. begyndte at hamre mod hans krop, av! Av av! "Jay..den" hviskede han forvirret.

Jayden holdt ham nede mod madrassen. Han kunne ikke gøre andet... hvad skulle han gøre? "Jeg ved godt det gør ondt, jeg ved godt det ikke er rart.." prøvede han, og lænede sig ned og kyssede ham forsigtigt igen, på trods af blod og diverse. "Men du er nød til at prøve at slappe af" sagde han så og så sig kort omkring. Han måtte have ham ud derfra, han kunne ikke have ham til at ligge der og skifte blandt alle de mennesker. Han gik igang med at løsne diverse maskiner og ting fra ham, så blidt som muligt, men han havde jo ikke nogen ide om hvad han lavede så måske nev det lidt indimellem. Så rejste han sig fra sengen og trak sin jakke af, inden han trak Olivers dyne ned og lagde jakken over ham. "Jeg lover dig en ordentlig undskyldning senere" brummede han kort og løftede ham, inden han gik over til vinduet. "Bare prøv at slappe lidt af" mumlede han "Jeg har dig" blev han ved, for han anede ikke hvad han ellers skulle sige, det her var en situation han aldrig i livet havde prøvet. Og nu skulle han til at opdrage en vampyr.. shit. "Fuck" mumlede han og skar kort tænder inden han fik åbnet vinduet, han kunne høre dem banke på udenfor, de lød ikke pleased. "Sorry sorry sorry" sukkede han dramatisk, og himlede med øjnene, mest myntet på dem udenfor. Han trykkede Oliver tættere ind til sig og fik kilet sig ud af vinduet og lod sig falde ned. Han landede selvfølgelig på benene, gik i knæ for at tage det værste. Men han havde stadig Oliver i armene, og han virkede stadig bleg.. om det så var et godt tegn eller et dårligt det vidste han ikke. "Hold on.." brummede han og forsvandt fra hospitalets grund med Oliver. Der gik ingen tid før de stod i hans bygning, ved hans lejlighed. Kunne den holde til en vampyr, så kunne den vel også holde til to. Han låste op og kom ind med armene fulde af Oliver, og lukkede døren bag sig inden han bar ham ind i sengen.

Oliver sukkede stille, "Det gør ikke særlig undt" mumlede han stille.. faktisk.. var det rigtigt.. men han var også godt bedøvet lige nu.. deusuden havde han ingen ide om hvad det var Jayden lige havde gjordt ved ham.. uvidne om at når bedøvelsen havde lagt sig.. så ville det her.. ikke være så rart igen. "Jaja.." mumlede han stille, "Hvad er det du har gjort?" hviskede han stille, nu ville han faktisk gerne bare vide hvad det var han havde gang i, han syntes det var lidt små irriterende med bidet, og det klamme væske han skulle drikke.. var det en eller anden hekse bryg? Helt ærligt altså! "Jayden.. jeg ved godt at du er ked af det.. men du bliver altså nød til at stoppe nu.. og lade mig være" hviskede han fortvivlet.. åh for fanden altså. "Jayden!" hviskede han stille da han begyndte at pille hans nåle ud nej! "Nej jeg skal have min morfin! Jayden ellers gør det undt!" sagde han højt og fik pludselig lidt stemme igen.. argh! Nej.. nejnejnej! "Jeg vil have den!" hviskede han igen og mærkede tårnene trille ned af hans kinder, han ville have sin morfin! Åh! "Hvor skal vi hen! Jeg vil have min morfin med.. jeg skal sige farvel Jayden! Jayden du kan ikke bare kidnappe mig.. lad mig være!" sagde han lidt højere, men stadig ret.. svagt.. og det lød ikke helt som den trussel han gerne ville have den til at lyde som.. ih!

Jayden bed tænderne sammen. Olivers klagesang gjorde ham ikke ligefrem bedre tilpas, det her var noget møg. Men det var noget møg der kom til at redde ham i sidste ende, og det var det som han virkelig prøvede på. Han prøvede jo at redde ham, forstod han slet ikke det? Og hvordan forklarede man på pædagogisk vis at han havde gjort ham til vampyr? "Jeg har muligvis gjort dig til vampyr.." brummede han så, meget upædagogisk, men det måtte gå. "Oliver! Hør nu på mig, jeg ved du er bange og jeg ved det gør ondt, men du har ikke brug for morfinen" forklarede han. Logisk set ville det være fjollet, i menneskeøjne ville han være dybt sindssyg og hvis de fandt dem ville de tage Oliver med sig til deres visse død. For Oliver ville ikke dø, nej.. han ville blive til et altædende monster på et tidspunkt, og på det tidspunkt skulle Jayden helst være i nærheden for at holde øje med ham, og passe på ham. For der var ikke nogen der kunne styre en vampyr, som en vampyr kunne. Han lagde dynen over ham "Prøv nu at tage den lidt med ro" sagde han så, han vidste godt det lød dumt, men det var altså sådan det var.

Oliver var rasende, men faktiks var det mest pga. hans medicin, han var så bange for at have undt, for han hadet det, han hadet smerte, han var bange, rigtig bange.. og det var Jaydens skyld, kunne han ikke bare lade være! Han gispede let da Jayden fortalte ham at han var ved at blive til.. åh shit! "Nejnej! Det kan du ikke!" sagde han vredt og stirrede op på ham, "Egoistiske svin!" skreg han og kæmpede for at komme ud af sengen, han ville væk, væk derfra, han ville ikke være en blod sugende vampyr, han ville hjem til sin mor og sin far! Åh gud, hvad havde han gjordt ved dem! "Skrid! LAD MIG RÅDNE OP I FRED!" skreg han og trak dynen op over ansigtet og skreg højt, han var hysterisk.. der var intet der hjalp på hysteri.. Jayden kunne lige så godt gå som han kunne blive, men i hvert fald en af tingende ville slet ikke hjælpe.. han skubbede fra sig og sparkede og slog til højre og venstre, ligeglad med om han ville dø af et hosteanfald lige om lidt pga af det! Fuck Jayden, fuck ham! "Jeg vil ikke være vampyr!" skreg han og blev ved, imens tårende trillede ned af hans kinder.

Jayden så på ham og lod ham råbe, mens han ansigt var som skåret i sten. Det havde han forventet, Olivers vrede og frygtelige skrig kunne nok høres milevidt. Men det havde han ikke tid til at tage sig af. Han havde en ny vampyr på vej, som startede sit nye liv på en frygtelig måde. Men der var vidst ingen vampyrfødsler der var smukke. Nej. Smukke som roser blev de, men torne ville de altid have. Han rejste sig og gik ud derfra og lukkede døren bag sig. Han slæbte en stol hen foran døren, efter at være blevet vampyr havde han fået lukket af for vinduer og den slags, for at holde uinbudt lys ude. Han dumpede ned i stolen, så kunne han jo selv komme ud når han havde vænnet sig til tanken. Han fandt sin telefon og ringede til det shoot han havde gang i for tiden "Jeg kommer ikke imorgen... nej, heller ikke i overmorgen, jeg er blevet syg, i må klare jer uden mig" sagde han og lagde på. Så var der ikke andet at gøre end at vente. Han vidste godt han havde ødelagt mange ting i Olivers liv.. han vidste det var egoistisk, men han fortrød det ikke. Han havde gjort hvad han var nød til at gøre, nu tog han gerne efterskælvene, hvor krævene det så end ville blive. Men han vidste han havde slået noget ihjel mellem dem ved at gøre det her... Han trak vejret dybt og rakte ud efter whiskyen på bordet og tog en ordentlig tår af den, inden han vendte tilbage til sit overvågningshalløj.. og en smøg.

Oliver gemte sit ansigt i puden, ventede på smerten der ville komme, hoste anfaldende.. der åbenbart ikke skulle blive hans død alligevel.. måske ville det her slå ham ihjel? Men han havde ikke lyst til det her, det var forskellen.. det var.. nej. Han sukkede dybt, og hørte Jayden forlade værelset.. han fik det faktisk lidt dårligt.. over sin opførsel.. Jayden ville jo bare.. han gjorde det jo ikke for.. men han var stadig et egoistisk svin.. Oliver kunne da slet ikke være en vampyr! Han var ikke vampyr agtigt! Han gøs let, og tørrede sine øjne.. åh. Han rejste sig langsomt fra sengen, han havde det stadig meget dårligt.. men det gjorde stadig ikke undt, han havde nok lidt tid endnu inden morfinen stoppede med at påvirke hans krop.. mhm. Han åbnede forsigtigt døren ud til "Jayden" hviskede han stille og stirrede på ham.. Jayden.. "Kom" hviskede han stille og rakte sin hånd frem mod Jayden, han vidste ikke helt hvad han ville faktisk, han ville bare ikke være alene i hvert fald.. og det her var Jaydens skyld, han kunne ikke bare gå! Det måtte han ikke, han skulle komme tilbage.

Jayden blev siddende på sin plads, satte flasken ned og lænede sig tilbage. Der var ret stille i lejligheden, med undtagelse af Olivers gråd. Jayden så ned på sine knæ og sukkede tungt, inden han gned sig i ansigtet. Der var ikke noget han kunne gøre, processen var igang, og som sagt, så fortrød han den ikke. Slet ikke. Han rejste sig og gik over og åbnede et vindue og fandt en pakke smøger i sin jakke, før han tændte den og stilte sig så han kunne se ned på gaden, dog også samtidig holde øje med døren ind til Oliver. Han pustede den grå røg ud i natten og så kort op mod himlen for at tjekke om der var stjerner, men det var vidst ikke tilfældet. Han drejede hurtigt hovedet da døren gik op, men han var godt klar over at Oliver ikke var vampyr endnu, det ville han have lagt mærke til.. men Oliver virkede umidelbart lidt bedre tilpas, eller også var det bare resterne af morfinen der fik ham til at kunne stå op. Han så ham i øjnene, og derefter ud af vinduet igen og trak et sug mere "Ja hvad?" brummede han stille, og askede. Han så på den hånd der blev rakt frem mod ham. Han kunne komme med et surt opstød om at først skulle han gå, og så skulle han komme tilbage. Han kastede smøgen ud af vinduet og lukkede vinduet og vendte sig mod Oliver og gik hen til ham og trak vejret tungt et øjeblik. "Jeg fortryder ikke det her.." sagde han så... de kunne ligeså godt få det ud af verden nu, som senere. Han nikkede mod soveværelset "Vil du ikke ind og sidde?" spurgte han så.. godt nok kunne han stå, men Jayden frygtede at det ikke tog mere end et lille pust at vælte Oliver omkuld. "Jeg lover dig at jeg nok skal hjælpe dig igennem det" sagde han så i forlængelse af det andet, for Oliver skulle ikke føle sig efterladt til sig selv. Jayden skulle nok være hans mentor i vampyrlivet... han håbede bare ikke det ville blive alt for besværligt.

Oliver stirrede lidt på ham, og tørrede igen hurtigt og så diskret han kunne sine øjne, han kunne ikke lide at græde foran folk.. det var.. ydmygende. "Kom" mumlede han bare igen og ventede på Jayden der ligesom bare stoppede op.. han lod sin hånd falde ned, og bed tænderne sammen for ikke at begynde at tude igen.. hvorfor var han ikke bare.. argh. "Det ved jeg" hviskede han stille og nikkede lidt, "Ja kom du skal med" sagde han roligt og rakte så frem og tog hans hånd den her gang, om han så ville holde i hånden eller ej! Oliver var ligeglad, han havde brug for at.. være sammen med Jayden.. som sig selv.. inden han blev gal i hovedet.. han var ret bange.. for at blive anderledes, selv om Jayden ikke var blevet det.. men han havde hørt andre historie, faktisk så kendte han ret godt til vampyrer, han havde haft en veninde på et tidspunkt der.. nå ja.. whatever. Han trak ham med ind i soveværelset og skubbede ham ned på sengen, helt ned og ligge, og kravlede så op og lagde sig oven på ham. "Mhmm" mumlede han bare stille, og sukkede.. "Og hvad så hvis du fortyder om nogen dage?" hviskede han stille, "Hvad hvis du bliver træt af mig om et år.." hviskede han stille, "Så er jeg helt alene.. i en uendelighed.. jeg tror ikke du har tænkt det særlig godt igennem" mumlede han og gemte sit ansigt mod Jaydens hals.. der var trygt der.. for nu.

Jayden så på ham og nikkede så, og fulgte med... ikke helt med sin gode vilje. Han var stadig lidt ophængt på tanker og Oliver distraherede ham. Og han vidste jo at han sagde nogen dumme ting som ikke passede sig i nærheden af ham for tiden... Hm. Men Oliver havde åbenbart brug for at ligge ovenpå ham, så Jayden protesterede ikke lige med det samme. Han trak let på smilebåndet "Jeg kommer til at fortryde det hundrede gange" brummede han "Men jeg kommer også til ikke at fortryde det 100 gange.." sagde han og rakte bagud og fik fat i en pude som han fik skubbet under sit hoved. "Oliver.. jeg kunne også have forladt dig om et år alligevel hvis du havde været rask og jeg var træt af dig, man tager en chance med forhold og den slags ved du nok.." sagde han "Den eneste forskel nu er at jeg nu er din skaber.. og som din skaber mister du mig vidst aldrig helt medmindre du slår mig ihjel vidstnok, jeg er ikke helt afklaret med reglerne.." forklarede han. Han trak på skuldrende "Du tænkte heller ikke da du lod dig indlægge på hospitalet uden at fortælle mig noget som helst om det" mumlede han krigerisk, men stoppede så alligevel.. han ville ikke skændes. Han sukkede tungt "Glem det... bare... prøv at slap af, som før nævnt." sagde han så.

Oliver sukkede stille og bed sig lidt i læben, han var ikke sikker på han kunne leve med det her.. det var.. alt for.. det var bare slet ikke ham, han kunne godt lide at være menneske, han kunne godt lide at være sig selv.. han ville ikke være en anden, og slet ikke en der ikke kunne tænkte på andet end at slå andre ihjel. Men hvilket valg havde han overhovedet? Jayden havde givet ham intet valg for at være præcist, og han var så vred.. så vred over den beslutning han havde tager, hvorfor havde han ikke spurgt ham om lov! Hvorfor havde de ikke snakket om det.. der var så meget Oliver ikke vidste.. og han havde ikke lyst til at finde ud af det.. han ville ikke vide hvor slemt det var.. han turde ikke.. åh.. åh det gjorde undt.. det brændte.. det brænder! "Men hvis du forlader mig nu så har jeg ingen ting.." hviskede han fortvivlet, "Men tager ikke en chance med folks liv!" sagde han vred og bed sig igen i læben for at hysse sig selv ned, de kunne diskutere det her i al evighed jo. "Hold op med at sige sådan noget, selvfølgelig slår jeg dig ikke ihjel! Jeg slår ikke nogen ihjel, aldrig" sagde han stille og rystede på hovedet, det ville han altså ikke være med til nej! "Det var noget andet.. det ved du.. hold op med at give mig skylden" hviskede han og sukkede. "Hold op med at fortælle mig at jeg skal slappe af.. det er det sidste jeg kan lige nu.. det brænder over det hele.." hviskede han fortabt, og så vendte hans sig hurtigt så han kunne se Jayden ind i øjnene, "Jeg hader dig så meget lige nu.. og jeg elsker dig så meget lige nu.. du må aldrig.. aldrig forlade mig er du klar over det?" hviskede han stille og så ham ind i øjnene, "Jeg tror du har glemt at tænke det her ordenligt igennem.. hvis jeg bliver.. det.. som du er.. og du siger vi er bundet til hinanden.. er du sikker på at du ville kunne.. klare det? Med mig.. altid? Hele tiden.." hviskede han stille, "Jeg er bange.." mumlede han stille og sukkede, "Få det til at holde op.." hviskede han så fortvivlet.. åh nu brændte det virkeligt! "Få det til at stoppe med at gøre undt Jayden!" sagde han lidt højrere og bøjede sig ned og trykkede sine læber hårdt mod hans.. en ting var sikkert.. hvis han skulle forvandles til et eller andet blodtørstigt monster.. så skulle han fanme også have sex som menneske.. bare en gang til.. med Jayden.. bum!