låst ude - Alex

Sted: i en opgang
Tid: 17:00
Vejr: overskyet og regnende
Omgivelser: ingen andre i opgangen, en anden dør.

Markus stoppede op foran sin dør. Hans hår og tøj var blevet vådt af regnene udenfor og han glædede sig til at kunne komme ind i tørvejr. Han stak hånden i sin jakkelomme for at tage nøglen frem, så han kunne låse sig ind, men der var ingen nøgle i lommen. Han ledte i den anden lomme, og i alle de andre lommer, så bandede han indædt på sortelvisk. Han måtte have glemt nøglen på bordet om morgnen. Han havde haft travlt, fordi der havde været problemer med hans vækkeur, så hans almindelige rutine var blevet ødelagt, det måtte have fået ham til at glemme nøglen. Han bandede igen. Så tænkte han over, hvad han skulle gøre. Han kunne få fat i udlejeren og få hende til at komme med en ekstranøgle, men for at gøre det skulle han bruge en telefon ... hvilket han ikke havde. Han kiggede på den anden dør i opgangen, måske han kunne få lov at låne en derinde fra. Han sukkede svagt og gik over og bankede på døren.

Alex var ude i sit køkken og var lige blevet færdig med en omgang pastaskruer og en hjemmelavet ostesause. Hun var ved at smage det til, da det bankede på døren. ”Hm?” mumlede hun og flyttede gryden over på et andet blus. Hun tjekkede kort i spejlet at ørene sad godt skjult bag håret og åbnede så døren ”Ja?”

Markus blev svagt overraskede over at se en ung pige med lilla hår og mærkelige briller, der havde været en med præcis det samme outfit i skobutikken for et par dage siden, det måtte være en ny mode. "Goddag, jeg ville høre om det var muligt at jeg kunne låne en telefon?" spurgte han og sendte hende et høfligt smil, "jeg er kommet til at smække mig ude, og skal have fat i udlejeren" forklarede han.

"Oh? Jo selvfølgelig" sagde Alex og rykkede sig så han kunne komme ind. Hun så lidt på ham "sig mig.. er du ikke ham fyren nede fra skobutikken?" spurgte hun så. Normalt lagde hun ikke mærke til folk, men denne her fyr havde været for pæn til lige at glemme igen.

Markus så overraskede på hende, så så han lidt nermere på hende, hun havde ikke kun de samme briller og samme hår, nu han kiggede efter havde hun også samme ansigt, kropsbygning og stemme, "øh, jo" sagde han, "det er det, og mange tak" Han gik ind i hendes lejlighed, "kan du bruge skoene?".

"Ja, det sidder som de skal" sagde hun og grinede lidt. "Sikke et tilfælde, du bor her i bygningen?" spurgte hun og tog sine briller af. Hun sagde dem på bordet og viste ham over til telefonen "værsego"

Han fulgte efter hende over til telefonen, "ja, faktisk lige ved siden af" fortalte han. "mane tak" sagde han og ringede udlejeren op, efter at have forklaret situationen og fået at vide, hvornår hun kunne vre der lagde han på.

"Ej hvor sjovt" sagde Alex og smilede lidt. Hun ventede til han var færdig med at tale i telefon "så hvad sagde hun?"

"hun kan først være her om en time, mindst" sagde han og sukkede svagt, "så det ser ud til jeg må vente lidt"

"Ah.. det er jeg ked af at høre" sagde Alex "du må gerne blive her og vente imens.. jeg var ved at lave nogle pasta med ost.. vil du have lidt med? Jeg kan også smøre en sandwich istedet?"

Mar kus så lidt overraskede på hende, han var ikke vant til at have så meget kontakt med sine naboer, "øh ... jo tak" sagde han så, efter at have tænkt det igennem, det kunne hurtigt blive kedeligt at vente ude på gangen alene, "pasta lyder godt".

Alex smilede til ham og gik ud og hentede to tallerkener fyldt med pasta og ostesause. "Jeg håber du kan lide saucen. Jeg synes personligt den smager fantastisk, men min mor kritisere ofte mine madlavningsevner" sagde hun og rakte ham den ene.

Markus så på pastaen, "det ser godt ud" sagde han, "jeg er ikke kræsen". Han vidste ikke helt, hvad han ellers skulle sige, så han sagde ikke mere.

Alex satte sig overfor ham i en lænestol og begyndte at spise. "Du siger til hvis du er tørstig"

Markus nikkede og begyndte at spise, det smagte ikke helt dårligt. "det skal jeg gøre, og tak for maden" sagde han høfligt.

"Der er alligevel nok til to" svarede hun og smilede til ham. Hun spiste videre.

Markus nikkede og spiste videre af sin pasta.

Alex blev færdig med at spise. Pludselig kom et kraftigt vinpust og fik mange af tingene til at blafre.

Markus blev overraskede over vinden og forsøgte at redde nogle af pigens ting fra at blæse på gulvet. Vindpustet og hans bevægelser fik hestehalen til at gå løs, så spidserne af hans øre blev synlige.

Alex så overrasket på hans ører og en brik satte sig på plads. "Du er jo elver" brast det ud af hende. Hun havde aldrig set andet elverfolk end hende selv og sin mor. Det forklarede så mange ting, massere af spørgsmål hun ikke engang havde opdaget hun havde.

Markus stivnede, og det gik op for ham, at vinden måtte have ødelagt hans hår, han bandede lavt på sortelvisk, ren refleks, og satte det hurtigt op igen. Det var selvfølgelig for sent nu, "hm ... joh" han tøvede og kiggede undersøgende på hende, "hvorfor siger du det?".

Alex rynkede brynene, for sproget han havde talt var ikke elvisk.. i hvert fald ikke nogle ord hun kendte. "Jeg.." hun overvejede hans spørgsmål "jeg siger det, fordi jeg gerne vil have det bekæftiget"

Han rynkede svagt brynene, ".... det nytter vel ikke noget at benægte" sagde han med et suk, "ja ...".

Alex smilede "jeg har aldrig set en mandlig elver før" sagde hun "ikke i virkeligheden"

Markus følte sig lidt ilde til mode, han brød sig ikke om det, når folk troede han var en elver, selvom det var bedre end at de kendte sandheden, "ok .. øhm ..." han tøvede.