Frisk luft-Elias

Elias prøvede at smage på lugten "det er.." sagde han tænksomt "en hjort? Måske.. det lugter af hjort"

hun nikkede bifaldende "det er rigtig flot, det er en flok hjorte. kom så skal jeg vise dig hvordan man skal jage dem" hun smilede og krøb om bag en busk, man kunne se hele flokken "bliv her og hold øjne åbne" hun sagde det i et venligt, men bestemt tonefald. hun krøb nærmere en tyk rå der gik et stykke fra flokken, hun rejste sig og satte i løb. hun satte tænderne i dens hals, og lukkede for luftrøret, da den var død trak hun den med over til Elias "bare spis" hun smilede venligt

Elias nikkede til hende og stod stille og holdt øje med hendes mindste bevægelse. Det gav et lille ryk i ham, halvt af overraskelse og alt af iver efter at være med, da hun satte i løb mod hjorten. Han så kort efter de andre der flygtede forskrækket, og så ned imod den hun lagde overfor ham. Han forsøgte at slå sine menneskelige tanker ud af hovedet og lade ulven tage over.. begyndte prøvende at spise.

hun nikkede anerkendende til ham "det er altid sværest første gang" hendes stemme havde en blid klang. hun satte sig ned og så på ham, pludselig så hun en skygge bevæge sig. hun snusede ind..vampyr, alle hendes sanser skreg. da vampyren kastede sig frem mod Elias kastede hun sig over ham og ind mod vampyren, det var den slags der havde dræbt hendes familie, hun stirrede rasende på vampyren og bed til sidst hovdet af den, hun vendte sig mod Elias "er du okay?" hun fnyste af afsky mod den døde og gik hen til Elias.

Elias dukkede sig da Mirja pludselig sprang imod ham, og blev både lettet og overrasket da det gik op for ham at det ikke var ham hun havde sigtet efter. Han løftede ørene og fulgte hende hurtigt med øjnene. Da han fik øje på vampyren spændte han alle musklerne i sin krop. Han vidste ikke om han skulle hjælpe eller stå stille, men det gik så hurtigt at han ikke nåede at tage et reelt valg. Da vampyren mistede hovedet, trak han sig lidt tilbage fra den voldsomme lyd af knogler der blev brækket.
Han så på Mirja med store, lidt bange øjne og nikkede som svar på hendes spørgsmål.

Mirja gjorde sin stemme blid "bare rolig, jeg forsvare kun folk jeg holder af. og nye varulve, du må se at få lært at klare dig snarrest muligt" hendes øjne blev blide, hun så på ham og fik pludselig tåre i øjne og forvandlede sig til et menneske og gik hen til et væltet træ, hun fandt et gammelt stykke tøj og dækkede sin krop. Elias lignede hendes afdøde søn meget. hun tog en dyb indånding og lod tårene løbe

Elias så forvirret på hende og smuttede efter i ulveform. Han lagde hovedet på skrå og så på hende med bekymring.

Mirja mumlede stille for sig selv "min lille søn.mindejlige mage. hele min familie!(hulker) hvorfor kunne jeg ikke fornemme fare, jeg var jeres alfa, jeres beskytter."hun lod tårene trille ned. hun lagde ansigtet i sine hænder, hun mumlede de samme ord igen og igen. højere og højere. hvordan kunne hun dog lade sin familie dø.

Elias lagde ørene ned og lavede en svag klynkelyd

Mirja tog en dyb indånding og så ned på ham. hun gik ned ved siden af ham og skiftede til ulv, hun så på ham "jeg er okay. fortiden trængte sig bare på" hun smilede træt, men varmt

Elias så stadig bekymret på hende og nussede snuden imod hendes kind imens han forsøgte at logre.

Mirja mærkede da han forsøgte at trøste hede, hun så på ham. hun gnubbede også sin snude mod hans kind. hvor havde hun dog været alene længe

Elias gøede opmuntrende til hende og logrede til hende.

"vi må hellere se at komme ud af skoven,og hjem. har du et sikkert sted at være?" hun så på ham, hun ville aldrig kunne tilgive sig selv, hvis der skete ham noget

"En lejlighed i centrum" sagde han og smilede

"så er det en god ide, at vi begge tager hjem. det er ikke sikkert at være i skoven så længe det vrimler med dem" hun snerrede da hun sagde dem, samtidig gjode hun et kast med hovdet mod, den livløse vampyr.

Elias nikkede lidt "vil du med på besøg over hos mig?"

Mirja tænkte sig om, skulle hun tage hjem til sin egen forladte lejlighed. eller skulle hun tage med Elias som så venligt havde spurgt hende. hun havde truffet sin afgørelse "jo tak det vil jeg gerne, før vej"

Elias smilede til hende "så gerne" han begyndte at gå igennem byen. Efter noget tid, kom de til en lejlighed. Han låste sig ind. Stedet var rimeligt stort, malet i lyse farver og med pæne møbler. "Bare kom ind og lad som om du er hjemme" sagde han.

Mirja gik med Elias indenfor, hun blev overvældet over hvor stort og lyst der var "her er meget pænt" hun tænkte kort på sin egen lejlighed med pletter og klatter af maling i forskelige farver og hun smilede sødt til ham

"Ja? Jeg er glad for du kan lide det" sagde Elias og sendte hende et stort smil "kan jeg byde på noget at drikke eller spise?"

"må jeg byde på en middag i byen? som tak for at have haft selskab" hun sendte ham et stort smil og gik hen til ham, hun blev stående foran ham og afventede spændt hans svar

Elias blev lidt overrasket "jo, det lyder super hyggeligt" svarede han og smilede.

"super" hun tog hans hånd og gik ud af lejligheden og slap den så og luntede ned på fortorvet og ventede på at han fik låst lejligheden

Elias fik låst lejligheden efter sig og smuttede så med.