Frisk luft-Elias

"bare rolig, det gør jeg ikke" smilte hun. hun gik ud i gangen og åbnede døren ind til et stort grønt værelse, der stod en kommode med et spejl over. på spejlet hang der billeder i alle størrelser og former. midt i rummet stod en dobbelt seng "her er dit værelse, hvis du kan bruge det"

"Selvfølgelig" sagde Elias og så nysgerrigt på de mange forskellige billeder

"det er billeder af min familie og mit kobbel" hun smilte og tog et af billederne ned fra spejlet og så på det, det var hende og Mikkel den dag de blev gift, hun stod i en kort brun kjole og Mikkel stod i et par afslappet bukser og skjorte, for at vise de gamle guder at de var gift ind i rent blod, skulle de jage som ulve og dræbe sammen. hun smilte ved mindet og hængte billedet tilbage, hun tog et andet billede, det var hendes lille søn, han havde kort stridt lyst hår som sin far, han sad med en stor ulvebamse og smilte

"De er meget søde" sagde Elias og så på dem

"tak" smilede hun og lod fingrene løbe hen over alle billederne "de var min familie og venner, det hele på en gang. jeg savner dem. men på en måde var det godt at de døde, mens de kæmpede, det var sådan Mikkel ville have det"

Elias nikkede lidt "det må være underligt.. at ønske at dø i kamp" sagde han tænksomt "jeg er mere.. dø når jeg er 90 omgivet af børnebørns typen"

"for mit kobbel, var det ærefuldt. jeg ledte nogle af børnene væk derfra, derefter løb jeg tilbage og kæmpede. men jeg ønsker også helst at leve længe, og have børn og børnebørn omkring mig"

Elias nikkede "jeg kan godt følge tanken.. at dø for dem man elsker, der er bestemt noget ærefulgt i det" sagde han

hun nikkede og tog hånden til sig "sig til hvis der er noget du vil vide, eller hvis du mangler noget" smilede hun

"Ja, det skal jeg nok" sagde Elias og smilede til hende "i lige måde"

"så vil jeg lade dig sove" hun gik ud af værelset og ud i køkkenet, hun tændte for kaffemaskinen og tog sin færdige kaffe med ind i stuen og satte sig i en lænestol og nød varmen fra kaffen

Elias så sig lidt om igen.. han lagde sig prøvende i sangen og gabte svagt. Han rejste sig op og tog sit tøj af (på nær et par boksershorts) og lagde sig så ned under dynen.

Mirja drak det sidste kaffe, hun gik ud i køkkenet og begyndte at vaske op i hånden, hun følte sig underligt rastesløst, og ikke spor træt

Elias lå i den store seng og så op i loftet. Han havde det lidt underligt med at ligge i en næsten fremmeds hus.. han lagde sig om på siden og så igen på de mange billeder.

Mirja var færdig med opvasken, hun gik ind i stuen og tændte en svag borlampe, hun gik hen til en af reolerne og tog 4 billed albummer med hen til sofabordet og slog op på første side

Elias satte sig op og rettede lidt på puden.

Mirja bladrede igennem de 2 billedbøger og satte sig tungt i sofaen, hvor var det dog længe siden hun havde haft taget tid og mod til sig for at kigge i de bøger

Eliasd lagde sig ned igen og lukkede øjnene.. han kunne ikke falde i søvn. Han begyndte at tælle får.

Mirja lukkede bøgerne sammen og satte dem på plads, hun gik ind i sit eget lille værelse og tog sin tynde natkjole på og gik ud på terrassen

Elias kunne ikke sove. Han rejste sig op og åbnede døren.. ledte efter et badeværelse.

Mirja så op på den skyede nattehimmel, hun gik ind igen og tog et stykke papir og tændte for kaminen i stuen, hun tog sin gamle blyant og skrev på papiret `Hej Mikkel. jeg har mødt en dreng, Elias er hans navn, han er også varulv. ikke født, men skabt. han har det samme lys som du har, han har alderen til at få sig en mage og starte et kobbel, sådan ville det gå hvis han var i vores familie.` hun så på brevet og smilede. hun lagde blyanten fra sig og tog papiret med over til kaminen og lagde det ind i ilden "vogt over mig Mikkel"

Elias åbnede lidt forskellige døre i jagten på badeværelset. "Hmm.." mumlede han med et suk og så sig omkring.

"badeværelset er bag dig" smilede Mirja som var gået ud til Elias da hun hørte at han skramlede rundt

"Oh" sagde Elias lidt overrasket og smilede forlegent "tak.." han åbnede døren til badeværelset.

"det var så lidt" smilede Mirja og gik ind i stuen igen, og så ind i ilden og mumlede "du kære gudinde, datter af jorden og solen, pas godt på min mand og min søn, beskyt dem og lad dem se ned til mig. lad dem vandre i skoven som dine børn, i rene ulveskikkelser beder jeg dig om at lade dem vandre på ny i denne verden"