en aften i byen - Ashley Victoria

hun nikkede stille "jamen mange tak, det vil jeg huske at få gjort" hun kørte en hånd igennem håret og betragtede ham, så hvordan han fik et drømmende udtryk i øjnene, det var næsten som at se hende selv, når hun tænkte på sit elskede Paris

Han smilede svagt, "hvordan var Frankrig, dengang du boede der?" spurgte han nysgerrigt, han havde selv været der et par gange, men det var efterhånden noget tid siden.

hun lænede sig tilbage og grinede svagt "der stank, men det var så i den fattige del, der var en lille del, som var ganske smukt og fredeligt, uheldigvis sagde man at der om natten kom vampyrer, nogle der dræbte alle og enhver, en aften fik de også fat i min veninde" hviskede hun og spændte i kæberne "men ja der var smukt, landet var specielt dejligt og mit hjem, jeg elskede det mere end noget andet" hun grinede og sukkede

Han nikkede og smilte svagt, "der er intet som hjemve, især ikke efter et hjem der ikke har været i hundrede af år" sagde han med et svagt suk.

hun nikkede "jeg har ikke været der siden jeg mit hjerte stoppede med at slå" hviskede hun og rystede på hoved "men jeg skal ikke derhen igen, der var en grund til at jeg tog afsted og aldrig kan komme tilbage igen" hun sukkede og lagde hoved tilbage

Han kiggede lidt på hende, "selv ikke efter så mange år?" spurgte han lidt undrende.

hun rystede på hoved "arven går i generation, og det samme gør viden, dem der bor der nu ved hvem jeg er, de ville vide hvad de skulle gøre ved mig hvis de så mig komme ind i byen" hun så på ham og trak på skulderne

Han nikkede lidt, "det lyder besværgligt" sagde han , "det må være hårdt ikke at kunne komme tilbage".

hun nikkede stille "det er det også, meget endda, men efter så mange år vænner man sig til tanken og savner ikke så meget mere sot hjemland" hviskede hun og kørte en hånd igennem håret

Han nikkede, "sådan er det med så mange ting, tiden læger alle sår, siger de" sagde han og smilede svagt, "selvom det kan tage lang tid"

hun nikkede stille "de har fuldstædig ret, det tager smerte og lidelser at komme fra A til B, men efter det kan man vel være stolt af sin rejse" pointerede hun med et lille smil

Han nikkede, "ja, det er der noget om" sagde han og smilte svagt, "og på trods af tabene, mener jeg nu, at dette liv er en forbedring".

hun nikkede "jeg har det på samme måde, at blive det jeg er idag er nok det bedste der er sket for mig" hun smilede og så på sin hånd

Han nikkede, "ja, det at kunne vælge sin fremtid, at gøre hvad man vil og bruge livet som man vil"

hun grinede "det kan mennesker da også, vi har bare meget meget mere tid end de lige har" klukkede hun og rystede på hoved af ham

Han lo svagt, "ikke da jeg levede" sagde han, "jeg kunne i hvert fald ikke, ikke rigtigt ... "

hun nikkede "jeg kunne skam heller ikke, kvinder var pyntegenstande i min tid, men jeg snakker om nutidens mennesker" pointerede hun med et smil

Han nikkede, "jeg sammenlignede bare med, hvordan mit liv havde været, hvorfor jeg foretrækker livet som det er nu" forklarede han.

hun nikkede "jeg kan på en eller anden måde bedre lide det sådan som det er nu, selvfølgelig er der ting jeg godt kunne lide ved dengang, men der er også ting som jeg kan lide ved denne tid" hun smilede og trak på skulderne

Han nikkede, "ja, mange ting er blevet bedre" sagde han og smilte, "jeg tror også jeg foretrækker det som det er nu" sagde han tænktsomt.

hun nikkede og tømte sit glas "ja, men jeg savner nu de aftner uden elektronik, hvor man sad og hyggede sig med hinanden, ikke lod sig irritere af andet end daglig dagen" hun sukkede og strakte sit ene ben ud

Han lo svagt, "engang imellem savner jeg mørket, det tætte fuldstændige mørke der kom om natten" sagde han og sukkede svagt, "jeg tror efterhånden der er svært at finde den slags mørke".