en aften i byen - Ashley Victoria

Han nikkede, "det må være hårdt" sagde han, "tanken om at skulle undvære havet og stjernerne ..." han sukkede, "jeg kan godt forstådig, det er meget at miste". Han smilede stille ved tanken om havet, han måtte snart tilbringe en aften mere på stranden, det var for længe siden han havde været der.

hun nikkede "ja det var hårdt, ja tror jeg var ved at blive sindssyg efter de første par år, men da jeg begyndte at jage som jeg gør idag, gik det bedre og jeg fik det bedre" hun sukkede og rettede hoved op igen, hvorefter hun så på ham med blide øjne

Han smilede svagt til hende, "Jeg er glad for at du fandt en måde at håndtere det på" sagde han ærligt, "alt andet havde været for trist" fortsatte han. Han kiggede endnu engang indgående på hende, og hans tanker vendte tilbage til Logan, gad vide, hvad de havde talt om ...

hun nikkede og kørte en hånd igennem håret "ja det har det ret i, efter et hundred år, gider man ikke længere være trist, men på en eller anden måde var man stadig, det kunne ikke bare forsvinde, det samme med ens menneskelighed" hun sukkede og rystede på hoved

Han nikkede svagt, "ja, personligt syntes jeg det sværeste var ensomheden, aldrig at ældes og se alle andre dø" han sukkede svagt, "hver gang man fik en ven, holdt det i 20, måske fyrre år og så var de væk igen" sagde han med et melankolsk smil.

hun nikkede "ja, ellers ender det med at man dræber dem" hun trak på skulderne og lagde hoved på skrå, dette var underligt at snakke på denne måde med en anden vampyr, som om alt var helt normalt

Han nikkede, "ja, det skal man også passe på" sagde han med et svagt suk, "det kan til tider være svært at leve i en verden, hvor ens natur er at jage de andre" fortsatte han, "men jeg føler nu, at jeg personligt har fået det bedste ud af det", han smilede svagt.

hun nikkede stille "mennesker er så skrøbelige, et knæk også er de færdige" hun grinede svagt og rystede på hoved "jeg blev nød til at forlade alle jeg kendte fordi jeg var for stærk til dem" hendes smil falmede lidt, men dukkede op igen

Han nikkede lidt, "ja, sådan er de ... skrøbelige og uvidne" han smilede også svagt, "det er underligt at tænke på, at vi var som dem engang" sagde han og kiggede på menneskene, "at vi var de svage, uvidne folk, som bare kunne gå og vente på at blive spist".

hun nikkede "ja det tænker jeg også nogle gange, det er så surrealistisk at tænke at vi har været præcis som dem, at det jeg spiser er noget jeg selv har været" hun rystede på hoved og smilede svagt "det er så syret og unaturligt, ligesom os, har du nogensinde tænkt på at vi ikke burde leve så længe, det er ikke naturligt, hvem end der startede det her har lavet en balance i verden og naturens ånder har slået tilbage, solen træer" hun så på ham med et hævede øjenbryn

Han betragtede hende lidt, "jeg ved nu ikke ..." sagde han tænktsomt, "om man overhovedet kan snakke om naturligt og unaturligt, der er det, som er" han smilte svagt, "desuden, så er der mange ting, som vare længe, solen som du selv nævnte kommer til at brænde i tusinder af år, jeg tror ikke jeg syntes det er mere unaturligt at vi gør det end den" sagde han og trak svagt på skuldrene.

hun sukkede og rystede på hoved "nej, jeg mener at de det vi er, det er forkert, jeg har længe tænkt på det, at det der skabte den første af vores slags, hvad var det, hvem var det" hun så undersøgende på ham "hvad var det der gjorde at vi kunne blive udødelige at vi kunne gå rundt og blive nød til at drikke for at leve, at vi ikke kan være ude, en eller anden må hvad startet dette" hun rynkede brynet og trak vejret dybt ind

Han tænkte lidt over det, "alle dyr lever af at dræbe ..." sagde han så, "der er vi ikke så anderledes ... og udødelighed?" han smilte svagt, "jeg er ikke sikker på vi er udødelige, tænk hvis vi kun kan blive 30.000, men ingen har opdaget det endnu" han lo svagt, "under alle omstændigheder, tror jeg ikke vi blev skabt, og hvis vi gjorde, ja så er det vel ikke så meget anderledes end alle menneskenes skabte dyr, hunde, katte, grise og køer, ingen af dem er naturlige".

hun nikkede stille "måske har de ret, men stadig der er bare ting, som ikke burde ske" hun rystede på hoved og tømte sit glas hurtigt, før hun vendte sig om og bestilte en ny drink, hun sukkede og slikkede sig om munden

Han smilte svagt, "ifølge hvem? så vidt jeg har erfaret, så sker der det der sker, om det burde eller ej" Han betragtede hende, "og, personligt er jeg vokset fra troen på gud" fortsatte han, "eller nogen anden magt, som bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert".

hun tog imod den og drejede den lidt rundt i hånden "jeg har aldrig været inde for troen om en gud, jeg husker vi troede på hekse og væsner, som jeg selv er" hviskede hun og rystede svagt på hoved

Han nikkede, "ja" sagde han med et svagt grin, "dengang var jeg nu religiøs, og alle omkring mig var det" han sad lidt og tænkte, "det var bare sådan det var, der var ingen anden mulighed ... men i dag, hvor alle kan tror på, hvad de vil, ja så er jeg ikke så sikker" sagde han med et svagt smil.

hun nikkede stille "hvor var det de boede, hvilket land" hun hævede nysgerrigt det ene øjenbryn og lagde hoved på skrå, en nysgerrighed samlede sig hende, en som ikke før havde været der

"Jeg boede i sverige" sagde han med et lille smil, "jeg har brugt det meste af mit liv i Europa, hvad med dig?" spurgte han nysgerrigt.

hun nikkede stille "Frankrig, har boet hele mit menneskeliv i Paris, flyttede efter noget tid" hviskede hun og nikkede svagt "men jeg har aldrig hørt om dette land Sverige" hun rynkede brynet og så spørgende på ham

"Sverige? det er et land i det nordlige Europa, eller nærmere Scandinavian" sagde han og smilede svagt, "Der er både bjerge og granskov, om vinteren kommer der masser af sne, og der skulle være flere steder at tage på skiferie i den nordlige del af landet"

hun rystede på hoved "nope har aldrig hørt om det, hvordan er der" spurte hun med et blidt smil

"Naturen er meget smuk" sagde han og smilede, "store skove, bjerge, sne om vinteren og sol om sommeren" fortsatte han, "så vidt jeg ved, så er der stadig smukt, men jeg har ikke været der i mange år".

hun nikkede stille "jeg elsker natur, måsk endag tager jeg derhen selv" hun smilede blidt og trak let på skulderne

Han nikkede, "det kan jeg klart anbefale, det er et smukt land" sagde han og tænkte tilbage, "når jeg er førdig her, tyager jeg selv tilbage, det er for længe siden jeg har vandret gennem de svenske skove" sagde han med et svagt drømmende blik.