Vilde Jagter //Xiel//

Hun havde måske, sådan inderst inde vidst at han ville reagere på hendes "move". Det havde helt sikkert været ønsketænkning, at han ikke ville.. Men ak. Hendes ønsker blev såmen aldrig opfyldt alligevel. Hun sukkede. Hun kastede sig til siden, lige efter at hun var landet på sine ben, for hun nåede at se, hvad han lavede. Shit, shit. Hun fik pareret den første, og lige knapt med den næste, men den sidste, skævt korrigeret ind på hendes ben, fordi hun havde forsøgt med alt magt at følge med hans hastighed. Hun haltede et stykke væk, og stak to fingre i munden, fløjtede. Shoke. Så rakte hun ned i sit kogger, og fandt en lille læderpose frem. Hun stak hånden derned, og det var næppe synligt, hvad hun bragte op af den. Piller. Soldierpills, som man kaldte dem. Hendes far, som havde stjålet dem til hende, og stadig gjorde det. Hun puttede en i munden, og hun kunne mærke hvordan hende krop blev styrket en anelse. Det ville med garanti gøre ondt senere, men der var intet at gøre.

"Kalder du på din lille ulv? hvordan havde du forstillet dig at den skulle komme herind?" Sagde Thomas. Han havde set ulven sidst de mødedes. Han forstod at ulven var trænet, men så stort et dyr ville ikke kunne manøvruerer herinde mellem træerne, men måske kunne den noget han ikke var forberedt på. Hun var måske også lidt dispreat efter at få noget afstand mellem sig selv og ham. Han måtte helst ende det her før den dukkede op.

Thomas trak en røgbombe fra sin frakkelomme og kastede den for fødderne af Xiel. Om den så ramte hende eller ej, så ville en tyk sort røg indhylle alt i nærheden. Thomas løb frem før bomben ramte for at få at bedre fiks på hvor han skulle slå, inden han gjorde udfald mod hende igen.

Hun sprang til siden, da bomben kom, og da Thomas kom hen imod hende. Pillen havde gjort hende en anelse stærkere, og hun kunne derpå reagere hurtigere. Hun svang sit katana ud mod ham. Det bliver hurtigere sværere at se, og hun hostede let. Måske skulle hun forvandle sig til en fugl, for at komme fri af røgen. Hun holdt øje rundt om sig. Hvor var han henne, Thomas?

Thomas kunne mærke at han ikke ramte hende. Han kunne heller ikke se, og hun havde flyttet sig hurtigere end han havde forventet af en elver, selv af en der var rask, for ikke at tale om en såret. Hvad var det hun lige havde taget, var det en form for drugs? Hvis det var så ville hun ikke tage det, hvis det ikke var fordi hun ikke havde noget at tabe og alt at vinde. Han kunne ikke se hende, og hun kunne ikke se ham. Han kunne høre hendes bevægelse, men hav valgte at stå helt stille, så der ikke kom den miste lyd hun kunne følge. så snart Thomas så hendes sillouet i mellem røgen slog han til igen. Han havde ikke i sinde at give hende lejlighed til at stikke af, medmindre han var sikker på at hun ikke fulgte efter ham igen.

Shit, shit. Hun kiggede rundt, lettere nervøs. Hvor helvede var han? Hun snurrede rundt, da hun hørte en lyd og hun sprang igen til siden. "Tro ikke, at du kan nedlægge mig, bare sådan.." hvæser hun, og bakker let, mens hun holder øjenkontakten.

I det fjerne kunne hun høre et bjæf. Shoke. Hun smilede. Han havde et bedre syn end hende. Nok også bedre hørelse... Hun overvejede. Ja, han var en smule for stor til dette sted, men han skulle nok kunne klare sig.

Thomas Hørte også ulvens bjæf. Den kunne ikke være langt væk. "Hvad i alværden tænker du på kvinde!? Den ulv er et maskeradebrud, det er slet ikke meningen den skal eksistere i menneskets øjne, hvordan har du tænkt dig at skjule dens tilstædeværende, og de ødelæggelser den påføre når den tromler gennem byen som en anden tornado." Thomas huggede videre mod hende, med en kraft det ikke syntes muligt, for han ringe størrelse. Han sprang over hende, som hun havde gjort det før ham, og forsøgte at slå ud efter buen, for at knække strengen. Det var ikke sikkert det kunne lade sig gøre, hans magisk skærpede klinge, ville skære igennem ikke magiske ting som var det lavet af smør, men denne bue var magisk, det var tydeligt.

"Det er lidt absurd, at det er en lille dreng der fortæller mig det. Bland dig uden om. Og desuden ved den ulv godt hvordan han skal te sig." Sagde hun køligt. Hun så bare køligt på ham, mens hun spændte buen igen. Da han hoppede op, skød hun direkte mod ham, som han hang der i luften. Håbede hun ramte, bare snittede. Men det var vel ønsketænkning.. Hun rullede hurtigt til siden, for at undgå slaget, og skåne buen. Hun vidste ikke helt, hvad det sværd præcist var i stand til, og det ville da være noget så ærgerligt, hvis hun valgte, bare sådan at ofre den.

Thomas landede på den anden side af Xiel. Pilen havde ramt, men den skudsikre frakke tog af for skuddet. "Den torske dumme køter bliver set, hvis du lader den rende rundt i byen." Snerrede Thomas. Han slog ud efter den arm der holdt buen. Han var gået igang med at udtænke en taktik til hvis han skulle kæmpe mod både ulv og elver. Det var bedst hvis han kunne få buen fra hende, eller såre hende så hun ikke kunne bruge den. Han havde også en anden taktik eller to, men denne var den bedste. Han andgreb igen, og slog ud efter hendes høje arm. Så længe hun kun havde en god arm kunne hun ikke håndtere en bue. "Du kender vel konsekvenserne af at blive opdaget, gør du ikke?"

"Shoke er ikke dum!" hvæsede hun tilbage, i samme øjeblik som han slog. Hun sprang til siden, velvidende om, hvad han var ude på. "Han holder sig til gyderne, som er overalt!" Hun sprang hurtigt bagover, i en salto, da han slog anden gang, og landede på benene. Hun trak på skuldrene. "De siger, at man bliver slået ihjel? De gør endvidere ikke alvor af det. Desuden er Shoke - tro det eller ej - aldrig blevet opdaget. Han er for hurtig." Hun så koldt på Thomas. Hvordan var det egentlig han snakkede til hende? Som om hun var dum? "Desuden... Lille dreng... Så er jeg ikke en, man sådan lige, slår ihjel."

Thomas susede frem ad og slog videre efter hende. Denne gang slog han bare ud efter hendes sider, og krop. Han løb fremad i en hastighed hun ikke ville kunne følgemed i når hun gik baglænds, og lavede et slice efter hendes mave, så hun ville være nødt til at lave nogle meget akavede bevægelser for at undgå, han regnede med at hun snart ville miste balancen. Det nyttede ikke at køre hende træt, for Thomas havde jo ikke al tid i verden, eftersom en kæmpe ulv var på vej hertil. Spørgsmålet var, hvordan en kæmpeulv ville komme indenfor i haven, med de tykke mure rundt om, men hvis den var så klog så fandt den vel på noget.
"Nej det kan jeg forstå." Sagde Thomas. "Men det er en ulv på størrelse med en hest, selvfølgelig er den blevet set. Du ved også hvad de gør ved den, hvis det bliver opdaget at den render frit omkring i Aterswell?"

Hun sprintede bagud, men det gik ud over balancen. Da han lavede et udfald mod hendes mave, kastede hun sig ud i et halsbrækkende backflip, men undgik ikke kniven. Hun kunne stadig mærke kniven, der snittede hendes skind, og så det efterfølgende stød, som hun havde glemt alt om. Dette forhindrede hende imidlertid, i at færdiggøre hoppet, og hun landede på maven istedet for armene og krøb kort sammen. Sekundet efter, valgte hun at forvandle sig til en kat, og sprang adræt, men måske en smule humpende, i sikkerhed. Kort efter hørte hun grene der knækkede og frem kom Shoke. Aldrig havde hun været så glad for at se ham. Hun så mod retningen han var kommet fra, og regnede hurtigt ud, at det var den ende, der stak ud mod skoven. Så havde han vel sagtens kravlet over muren, på en eller anden måde. Åh, han var og blev fantastisk. Hun blev til sig selv igen, og stillede sig ved siden af ham.

Thomas hørte ulven for han så den. Den havde trods alt ødelagt en del af de temmeligt sjældne planter der voksede i denne have. Men dette var trods alt en Direwolf, den var ikke svær at ha med at gøre. Han så ud af øjenkrogen, hvor Xiel løb hen for at gemme sig som en forskræmt kat. "Hey Fido! Fetch!" Råbte Thomas og fiskede noget op af sin lomme. Som han øjeblikkeligt smed direkte mod ulvens hoved. Det var endnu en smokebomb, der var ikke nogen grund til at give ulven lov til noget som helst. Da bomben gik af, hvilket den ville uanset hvad den ramte, sprang Thomas fra jorden og op på en gren uden for ulvens rækkevidde.

Shoke har altid været temperamentsfuld. Der står han og knurrer af Thomas, og jeg kan ikke lade være med at smile, af den kraftfulde ulv. Han vender hovedet til siden, og da bomben er lige ved at ramme, slår han denne langt væk, med et sving med hovedet. Hun brøler, og viser tænder af Thomas. Min beskytter. Jeg er i sikkerhed nu, og Shoke kan bedre se i denne røg. Jeg spænder bue og pil, og følger hans bevægelse op i træet. Da han sidder stille, skyder jeg en pil, mod hans fine lille barneansigt.

Thomas blev ikke siddende, og han havde holdt øje med hvor Xiel gik hen siden ulven var blændet af en kulsort røg man ikke kunne se igennem, selv om man var vampyr. Bomben sprang, så snart den ramte Shokes pote og indhyllede hele ulven samt en del af underskoven. Røgen indeholdt en del karbonmonooxid der gjorde enhver der indåndede den en smugle omtågede, især hvis man var stor som en hest og krævede meget ilt. Han havde regnet Xiels taktik ud allerede da hun fløjtede efter dyret. Hun ville bruge dyret som nærkæmper mens hun stille og roligt skød på ham med en bue. Troede hun et Thomas var idiot? Han dukkede sig under pilen og sprang over på en gren tættere på Xiel, og holdt sig bag en stamme på et træ, så hendes bue ikke kunne bide. Han havde flere måde at gå til situationen, og han valgte en af slagsen. Han sprang til en ny gren så han nu var mere end 12 m oppe i luften, godt skjult af grene og blade. Hvis hun ville ha fat i ham, måtte hun jo følge efter.

Hun snusede til luften, og kunne lufte at det ikke var spækket med luft. Hun trak hurtigt et tørklæde frem, og sprang op på ryggen af Shoke. Hun bandt den om næsen af ham, så han ikke indåndede karbonmonoxid'en, hvorefter hun trak en vifte frem fra lommen. Den var magisk, og hurtigt havde hun fået røgen væk. Det havde været af ren frustration, at hun havde glemt den tidligere. Nu var hun faldet lidt ned. Hun trak kluden af Shokes næsen, da røgen var væk. "På ham" hviskede hun den store ulv i øret, og den sprang efter drengen. Nu ville han forhåbentlig blive distraheret nok, og hun kunne skyde ham.

Thomas så ned på de to nede på jorden, da han selv sad oppe på en gren. Xiel var åben bart klog nok til ikke at lade hverken ulven eller sig selv indånde gassen. Han havde mere magisk legetøj han kunne drille dem med. Han havde noget der ville være et perfekt våben i denne situation men han havde kun to, og ingen af dem var en god ide at bruge i denne have. Xiel havde åbenbart set ham for hun pegede, men Thomas kunne ikke se hvordan ulven ville kunne komme op til ham. Der var ikke nogle grene der kunne understøtte så stort et dyr og han var næsten så højt oppe som han kunne komme. Han ville ikke befinde sig på jorden for han havde ikke planlagt at kæmpe mod både ulv og elver.

Shoke fløj mod træet, som Thomas sad i. Den lagde skulderen hårdt i mod træet, som knagede faretruende - alt imens Xiel smilede grumt. Om Shoke så skulle vælte ethvert træ i denne have, ville han gøre det. Han havde også kraften til det. Hun sigtede igen, efter Thomas, og sendte en pil afsted.

Thomas havde ikke forventet at Xiel ville finde på at ødelægge de sjældne træer. Hun var jo elver, og den type magi hun brugte mindede om druidernes, hvis ikke den var præcis som deres. Hvordan kunne hun finde på at smadre sjældne træer bare for at få fat i ham. Han mærkede træet give en rystelse fra sig, så han røg en smugle ud af balance. Så mærkede han en pil ramme sig i skulderen "Arg, fuck." Sagde han. Pilen var ikke gået igennem frakken, men buen var magisk og derfor havde det gjort fandens ondt alligevel. "Nå så det er sådan vi leger... fint." Mumlede han for sig selv. Han trak noget ud fra frakkens skjul. Det var en glasflaske, ikke større end en golfbold, fyldt til randen med en orange væske, og forsejlet med voks. Det var en så kald "Alcemyst Fire" Så snart den ramte noget, ville den sprede flammer i en stor radius, der ikke var lige til at slukke igen. Han slap den, lige over Shokes hoved.