Vilde Jagter //Xiel//

Thomas var endnu en gang på ude på en af sine natlige missioner. Han havde fået af vide af en fra rådets kilder at der var et problem, der kunne destabilisere maskeraden. Thomas stod uden foran den enorme flot udsmykkede gitterport der førte indenfor i Aterswells Botaniske Have. Haven var ejet af Universitetet, der ikke lå langt væk, og blev passet af en blanding af ansatte og elever, der også studerede planterne. Info'en kom for et medlem af en vampyrklan der var kendt for deres evner inden for overvågning og informationssøgning. Ifølge dem, havde Universitetet fået fat i en plante, som menneskeheden ikke måtte kende til, ifølge maskeraden fordi den havde magiske egenskaber, og hvordan Universitetet havde fået fat i den, var ikke til at sige. I hvert fald var det vigtigt at få fat i den inden menneskene fandt ud af for meget.

Thomas var iført det gear han normalt brugte når han var ude at snige. Den sorte frakke med hætte der dæggede det meste af kroppen. Et par løse bukser med et utal af lommer, og et par metalbeslåede støvler. Han havde også en del våben med, men ikke nogen synlige. Han kiggede op mod muren inden han så sig om. Der var ikke nogen på gaden han gad tage sig af. Selv i den pæne del af byen var der hjemløse, dog ikke så mange og der lå en og sov på den anden side af gaden, og ham gad Thomas ikke tage sig af. Hvis han endelig skulle vågne og se ham, hvem ville så tro på ham. Thomas satte af fra jorden og sprang højere end noget menneske over muren og landede på jordgrund, ved siden af et eksotisk træ der hang med sine lange glatte blade ud over muren.

Hun havde fulgt ham i et stykke tid, fra skyggen, og betragtet ham, forklædt som en lille fugl, nærmere betegnet en rødkælk. Hvornår skulle hun angribe? Hun betragtede ham, og da han satte af fra jorden, og landede ved siden af træet, landede hun i det pågældende træ. Hun sørgede for at hun var godt skjult og forvandlede sig så til sig selv igen. Hun holdt øje med ham fra træets skygger. Hvad var hans næste træk?

Opgaven havde været simpel. Thomas skulle nedlægges. Det store spørgsmål var, hvad han havde gjort?

Hun rakte hånden ned til sit bælte, og fandt sin kniv. Hun trak den langsomt og lydløst op af holderen, den havde siddet i. Kort efter bemærkede hun en åbning ved ham og kastede kniven.

Thomas stod lidt i dette skjul. Han overvejede hvor han ville andgribe situationen, og hvor den plante mon var skjult. Han mærkede en skarp smerte af noget hårdt af skarp, der ramte ham med en stor kraft. Frakken han havde på var fortryllet af en udstødt elverkvinde ved navn Safre, selvom Thomas kun kendte hende som Rose, og var både skudsikker og brændsikker, men det forhindrede ham ikke i at mærke kraften bag kniven, den fik Thomas til at fare sammen, og kigge i retning af hvor slaget var kommet fra. Hvis ikke han havde haft hætte på var han kommet slemt til skade efter som hun ville ha ramt ham i halsen, han kunne mærke hvor ondt det gjorde alligevel. "Arh!" Sagde Thomas en smugle for højt, han var blevet forskrækket. Han trodede først at et eller andet var faldet fra træet, en gren eller en frugt, og han kiggede pr reflex op af, mens han holdt sig på det sted hvor kniven havde ramt. Hans darkvision så gennem mørket og han kunne se nogle deroppe, men ikke hvem. Han kunne mærke at han faktisk blødte under hætten, frakken var ikke så modstandsdygtig over for kastevåben, som over fro pistol skud, det var bare sådan magien virkede.

Hun kastede hurtigt en kniv mere, da han vendte blikket mod træet. Hun forvandlede sig på et splitsekund til en lille fugl, da han kiggede op mod hende.

*Ser ud til at frakken beskytter ham. Dammit* tænkte hun, og satte af fra grenen, som fugl, for at finde et bedre sted, at angribe fra. Hun var en god knivkaster, men som regel skulleen kniv bruge lidt plads, for at kunne skade offeret. Dette umuliggjorde ikke opgaven, men opgaven blev da lidt sværere. Hvis hun kastede forfra, kunne han jo hurtigt afskærme sig. Hun fløj i alt hast, hen i et andet træ, og kastede en større kniv, endnu hårdere. Hun håbede at hun ikke var blevet opdaget. I så fald, kunne det ende i nærkamp, hvis ikke hun var forsigtig. Ikke fordi hun ikke var god til nærkamp, men hun gik ud fra, at en vampyr var lidt hurtigere end en elver. Det eneste minus. Derfor holdt hun sig helst på afstand.

Den anden kniv der kom susende, var forhastet og derfor upræcis, den ramte Thomas på armen hvor ærmet beskyttede ham. Han sprang væk fra hvor han stod han havde ikke set nogle der bevægede sig, men han havde hørt en fugl flakse bort fra stedet kniven kom fra, så det det betød at hvem end der andgreb ham havde flyttet sig, så han måtte spejde i alle retninger, hvis han skulle finde ham... eller hende. Thomas overvejede også kort, hvem der havde andgrebet ham. Det var ikke noget sikkerheds system her på stedet, så det måtte være af en helt anden grund. Da en tung daggert kom flyvende mod ham, så han omsider hvem det var der kastede "Dig!" Han flyttede kroppen så daggerten fløj forbi og satte sig i jorden med et dunk. Han spildte ikke tiden med at glo dumt på den tankeløse elver tøs, han hævede armen og trak en af sine egne kasteknive ud af ærmet, som han derefter sendte imod hendes skulder, han havde en opgave at løse, og med hende i vejen kunne han blive sænket for meget, men han ville vide hvilke tanker der var strøget igennem, hendes hoved for at hun vågede dette, men på den anden side, hvor meget kendte hun egentlig til ham?

"Fandens!" hviskede hun lavmælt, da han opdagede hende. Hun så på den lille vampyr. Hun så bare vredt på ham, og fulgte hans mindste skridt. Da han kastede kniven, slog hun den væk, da den var ud for hendes skulder. "Lille mide" hvislede hun for sig selv. Så sprang hun ned fra træet, da hun ligesom var blevet opdaget. Forbandet. Hun sukkede. Hun smed sin kappe fra sig på jorden, og lænede sig op af træet, for at lade som om hun var afslappet. Hvad skulle hun nu gøre? Hun havde begået fejlen at kaste den anden kniv i forhastning - hun skulle have skiftet position med det samme.. Hun strammer munden sammen til en tynd streg, og ser på ham med et hvasst udtryk, samtidig med at hun ligger armene over kors.

"Ja fandes er vist det rette ord for det, fik du ikke meddelelsen sidst?" Spurte Thomas lavmælt, de havde allerede lavet for meget larm, og de var tæt nok på muren ud til vejen at en forbipasserende kunne komme forbi. Han så direkte på hende, uden at hidse sig op, han havde stadig temmelig mange overraskelser til hende her, hvis hun havde planer om at fortsætte. Han satte den ene hånd på hoften og lagde vægten på det ene ben, på en afslappet måde. "Du er ikke sikkerheds vagt her, så hvad handler det her egentlig om?"

Hun smiler koldt til ham og griner herefter. "Åbenbart ikke, du må jo være interessant nok til, at jeg endnu engang forsøger" smiler jeg og ler koldt. Dusøren på ham var rigtig høj, og hun kunne altid bruge penge.. Hun så lettere misbilligende på ham. "Sikkerhedsvagt? Mig? Jeg må le" Således gjorde hun - hånligt. "Man kan sige at jeg har brug for pengene. Jeg har jo også et liv, jeg skal passe, ikke?" Hendes kolde smil blev endnu køligere.

I næste nu blev hendes ansigt hårdt - i næste nu, kastede hun endnu en kniv, lige imod ham. En lettere skødesløs handling, det vidste hun, men hun havde jo ligesom ødelagt Plan A. Nu kom Plan B vel bare dumpende fra åben himmel, på et tidspunkt.? Eller ikke? Hun måtte vel bare tage det som det kom.

Thomas reagerede I samme øjeblik som Xiel, han havde hånden på hoften allrede, så han greb om sværdhæftet på det korte Wakizashi sværd han sad skjult på indersiden af frakken, omme på hans ryg. Den hvide klinge på det magiske sværd lynede, da han hamrede det ind i den flyvnde kniv, der knækkede midt over i en hagl af gnister. "Virkelig Xiel... virkelig? Har du ikke noget bedre end de kaste knive, jeg havde faktisk troet at du ville ty til noget magi, lige omkring nu." Sagde han, mens de to halvdele af Xiel's kniv faldt til jorden. Magi var som regel det de andre dusørjegere han havde nedlagt, havde tyet til, så hvorfor gjorde hun ikke. Han viste hun var magiker, han havde set hende forvandle sig til en kat ved tidligere lejligheder, så hvorfor ikke nu?

Hendes ansigtsudtryk ændrede sig ikke, fra det kølige, men man måtte sige at hun var overrasket. Et magisk sværd. Det var nyt. Hun overvejede sine muligheder. Ja, hun havde mange flere ting end hendes knive, men det var hendes foretrukne våben. Hendes tanker faldt på hendes bue. Med de magiske pile. En meget, meget mulig Plan B, tænkte hun med et smil. Hun trak buen frem fra koggeret på ryggen, og tog en pil frem.

"Kære Thomas? Måske vil du erfare, at jeg altid har våben på mig.. Ser du. Det er bare mest praktisk, i en branche som min." Hun lagde hovedet en anelse på skrå, og trak ærmet tilbage, så dette ikke hæmmede buestrengens bevægelser. Med denne bevægelse afslørede hun en del mærker og tegn op af hendes arm.

"Hvad laver du herude, vampyrdreng? Børn burde aldrig gå alene på steder som dette. Og da slet ikke, lege med våben som dét der." sagde hun spydigt.

Thomas smilede, en bue talte som et skud, så han var beskyttet af frakken, men hun var også elvere, og elvere ramte som regel ikke ved siden af med buer, så der var alligevel grund til at være forsigtig. Han trak selv et våben mere inden fra sin frakkes dyb. denne gang tog han en armbrøst, en meget lille en, lille nok til at man kunne bruge den i en hånd, den så ikke ud til at være særlig dødelig, den var ikke en gang magisk, men den var forgiftet. "Der er ingen der lejer her. Jeg er her fordi jeg har en opgave, som jeg desværre ikke kan introducere dig til, men den kommer os alle til gode, så det er ikke noget der er i din interesse at stoppe, men der er vel dit valg at forsøge. Men tænk dig om engang, hvor mange pile tror du, du kan fyre mod mod før jeg står foran dig, med denne her begravet i en af dine vitale oganer? Jeg er ikke så nem at stoppe, hvilket du nok har opdaget ud fra beløbets størrelse, så hvad får dig til at tro at du har en chance, når de 16 andre der er noget så langt, måtte bide i græsset. Du er ikke vampyrjæger... du er ikke kvalificeret til at jage mig." Thomas lagde særligt tryk på det ord.

Hun spændte sin bue, hurtigere end et menneske ville kunne opfatte. "Jeg leger ikke, som visse andre personer" svarede hun spydigt. Hun holdt med armbrøsten. Siden den så så uskadelig, og lille ud, måtte der være en bagtanke. Hun skulle sikkert passe på pilene. "Begravet i mine vitale organer? Nu må du lige." Hun lo hånligt.

Xiel havde altid haft et temperamentsproblem. Men det var simpelt blevet værre med tiden og fordoblet, da de eksperimenterede med hende. Hun afbrød ham, med en hvisken, "jeg er ikke som de andre..". Så hørte hun det sidste. "Jeg er ikke hvad? Vov på at sige det igen." sagde hun harmdirrende.

"Ja nu får vi af se." Sagde Thomas. Han hævede armbrøsten og skød mod hende. Før bolten nåede ret langt, sidesteppede han ind bag et træ. Han blev der ikke, men hoppede i stedet fremad, så han stadig var dækket af træstammen, og gemte sig bag et andet tre. Han smilede lidt for sig selv. Han havde vist ramt et ømt punkt med sine ord. Det lod til at hun var usikker på sig selv, så hvis han kunne få hende vred nok, ville hun begynde at begå fejl. Men nu ville han lige se hvor god hun var.

Hun løftede et enkelt øjenbryn, da hun hørte hvad han sagde. Så så hun ham affyre en pil mod hende, og hun måtte handle hurtigt. Let for hende, når nu hun var så adræt, men hun kunne ikke rigtig bruge sin evne til særlig meget når hun stod med en spændt bue. Et dyr kunne ligesom ikke skyde pile, når det ikke havde "hænderne til det".

Så da skuddet kom, stilte hun sig på tæer, vedholdt den spændte bue, og lænede sig lidt bagud, hvorefter hun foretog en elegant, fuldendt baglæns saltemortale, så ingen gang hendes lang hår - som for øvrigt var i en hestehale - kom i skudlinien. Næsten før hun landede på benene igen, affyrede hun et præcist korrigeret skud. Med en pil, der kunne gennebore hvad som helst. Forhåbentligt kunne dette skud være nok til at distrahere den kære lille dreng, så hun atter kunne gemme sig et givent sted.

Thomas hørte pilen ramme det træ han havde stået bag. Før han rykkede videre. Han hørte ikke noget smerte udbrud fra sin egen pil, så den havde højst sandsynligt ikke ramt noget som helts. Det gjorde ikke noget, det var ikke det pilen var til, det var for at lade ham gemme sig for hende, for på den måde var han et lettere mål. Elvere havde skarpe sanser, det viste alle, så han måtte være forsigtig, med ikke at lave den mindste lyd, men det var også hans speciale. Han hejste sig forsigtigt op i det træ han stod op af, stadig så hun ikke kunne se ham bag stammen. Han arbejdede sig forbløffende effektivt, og stille op til han var et par meter over jorden, og generelt ude af syne.

Hun så sin pil, bore sig ind i det sidste træ, for enden af haven. Ikke ramt plet, måtte hun frustreret erkende, og spændte buen engang til, for at sætte en pil på. Han var her et sted, og hun kunne mærke det. Hun lukkede øjnene, for at intensivere sine andre sanser, et øjeblik. Hun snusede ud i luften. Ja. Han var her helt bestemt. Hun kiggede rundt. Havde hun bare haft evnen til at se igennem ting, tænkte hun sarkastisk. Men hvis han ikke kunne se hende, og hun ikke kunne se ham.. Ja, så kunne hun vel lydløst forvandle sig til et dyr, og det var hvad hun gjorde. Buen havde hun også lydløst pakket sammen. Hun fløj elegant op mellem træerne. Hun skulle nok finde ham. Hun cirkulerede over træerne, som en anden falk.

Thomas sad i træet. Han ventede på hende, men hun faldt ikke for den. Det betød at hun i det mindste havde lidt mellem ørene. Han forventede at hun ville begynde på nogle magiske tricks nu. Han viste at hun kunne forvandle sig til mindst en slags dyr, en kat. Det havde han set sidst de havde mødtes. Men det var ikke noget specielt brugbart når man var dusørjæger, så hun måtte kunne andre ting. Han brugte sine øre mindre end sine øjne lige. Han hørte en vingebasken, det var muligvis ikke hende men man kunne ikke være sikker. Med alt den larm de havde lavet, tidligere måtte alle skovens vilde dyr ha forladt området, men det var også det den gjorde. Han holdt sig op af træstammen, indhyllet i skygger. Trækronen over ham ville skærme ham for hendes blik selvom han ikke viste det.

Hun regnede med, at han ville gemme sig i træet, og hun ikke i første omgang, bare kunne flyve rundt mellem træerne, sådan lige. Hun måtte bruge en anden strategi. Hun fløj videre i sin fugleskikkelse, som om hun fulgte de andre dyr. Tilstrækkeligt langt væk, landede hun et træ, og forvandlede sig til en slange. Hun kravlede ned af stammen, på den side, der var modsat, mod hvor hun havde stået, sådan som Thomas uden tvivl havde placeret sig. Så snoede hun sig hurtigt tilbage, som en slange, i en farve, der kamouflerede hende tilstrækkeligt. Han ville nok ikke regne med det. Hun holdt sig dog i ly af træerne og nærmede sig stedet hvor de havde stået. Hun begyndte at holde øje længere oppe i træerne. Og smuttede i alt hast lidt op i et træ, da hun opdagede hans position.

Thomas lagde mærke til hvor nogle fuglen fløj hen, længere væk hvor den landede igen. Hvis det var en almindelig fugl var den territorial nok til at blive tæt på en fare som dem, men hvis det var hende, hvorfor fløj hun så væk. Hun ville garanteret overfalde ham, ligsom hun havde gjort før. Han havde leget lidt med hende før. Han var ikke gået i nærkamp, selvom han klart ville ha haft fordelen, men han havde heller ikke tid til at slås med elvere. Han anstrengte sine sanser, han ville nok ikke se hende, hun viste uden tvivl at han kunne se gennem mørket, men hun ville lave støj, næsten uanset hvad hun gjorde. Thomas reagerede på lyden af et eller andet der hurtigt bevægede sig, lidt opefter, væk fra ham. Han så et glimt af en form for skællet hale. Hvis hun kunne forvandle sig til alle dyr, så var det nok dette. Der levede ikke så store skællede dyr heromkring. Han vågede pelsen og kastede en kastekniv mod det sted han havde set dyret forsvinde mellem nogle blade. Han ville sikkert ikke ramme den, når han ikke kunne se den, men man kunne jo være heldig at hun blev forskrækket, eller at han faktisk ramte. Hvis det ikke skulle vise sig at være hende, så ville hun jo nok følge lyden, og et krybdyr mere eller mindre gjorde vel ingen forskæld.

Det havde været så tæt på, at hun havde udbrudt et skældsord på elvisk, og dermed blevet opdaget. Hun vislede i stedet, gennem slangen. Forbandede vampyr. Hun fik et chok! Men det betød også at han havde opdaget hende, og nogenlunde vidste, hvor hun var... Pis.

Hun blev efterfølgende til en mus, og kravlede i skjul af busken, tættere på. Da hun følte, at hun var tæt nok på, også blev hun til sig selv - stadig i skjul af busken - og skød mod ham med en pil.

Thomas holdt øje med busken, hvor slangen var krøbet hen. Et øjeblik skete der intet, men så hørtes mere raslen. Busken var ikke så effektiv til at skjule en elver som den var til at skjule en mus, så Thomas kunne se hende. Han greb pilen der blev skudt imod ham så hurtigt at hans arm lignede et flimmer som når man ser en bil køre forbi, og sprang frem mod hende i et 4 meter spring fra den ene gren til den anden. Han stak ud efter hende med pilen, og havde stadigvæk sværdet i den anden hånd.

Hun måtte kaste sig bagud, fordi han var så hurtig. Landede på jorden, som en kat og spænede et stykke væk. Så blev hun til sig selv igen, og smed buen irriteret fra sig. Så trak hun sit katana, og løb frem mod ham. Koste hvad det ville. Hvis ikke hun kunne få ham på fjernt hold, måtte hun jo tage kampen på klos hold. Hun svang hurtigt - lynhurtigt, sværdet mod ham. Hendes frustration, dæmrede lige under overfladen.

Thomas sprang også ned på jorden igen. Han stod med sværet løftet. Han troede ikke sine ejne øjne... hun ville charge ham. "Du er virkelig ikke kvalificeret." Sagde han og fangede hendes sværd med den flade kant på sit eget. Hans støvler stod godt fast på den rå jord, så han lavede en manøvre hvor han dukkede sig unde det sted hvor de to sværd og slog med forbløffende kraft ud efter hendes mave med albuen.

Det var heller ikke hendes plan, at hun ville charge ham.. Det havde nu heller været hendes plan. Plan B. Men hun vidste at hun skulle på fjernt hold af ham igen, for i længden kunne hun nok ikke hamle op med hans hurtighed, selvom hun var rigtig godt trænet. Da han huggede ud efter hendes mave sprang hun op, således hun var lige over ham, og så huggede hun ellers ud efter ham.

Thomas rullede rundt under hende, og kom så langt ned at hun ikke kunne nå ham. Han rulled op at stå, og vente rund samtidig med at hun igen måtte ramme jorden. Han sprang mod hende igen, og lavde tre hurtige slag mod hende i rap. Et slag mod hendes ene skulder, et andet mod hende anden side, og det sidste mod et af hendes ben. Sværdet han brugte var fortryllet til at give stød, når det ramte et offer.