~Forge of the weapon~ ((SPILLERE: Azariel,Thomas,Xiel,Hadrian,Ulrik,Charlie,))

Welcome

Story Line: hver især har i jeres personlige grundlag til at deltage til dette møde, jeres interesse er derfr vigtig at i sætter jer for, alle er lige som i ved til mødet, men måske kan man danne alliancer med andre ved mødet, og sætte større magter op og klar til at sætte det hele i brænd for at undgå at våbnet skulle blive skabt, eller lade det starte og se det nyskabte resultat

NOTE: Husk, jeg har lagt min karakter i jeres hænder, hvis i vælger at myrde ham betyder dette at Azariel dør permenent og de emner jeg har kørende i øjeblikket vil være i hans fortid //hvis han dør// og dermed betyder dette at i bestemmer over Azariel's liv som var han en NPC


Sted: New York's lejligheder

Vejre: Støv regn, men ændres sikkert pga det sted i snart skal hen.

Tid: 23,50

Omgivelser: Det er en gammel lejlighed, i centrum af new York og dermed nem at kunne finde, men dermed stadig lidt svært for uvelkommende gæster at finde, blot for at sikre at det tag tid for dem at skulle dukke op hvis nogle fjendskaber skulle prøve at stoppe dette møde, azariel har nu lagt et segl klar og et andet papir lap ligger ved siden af ham, hvor han har tegnet op for at gøre rejse portalen klar, til en noget så lang rejse de skal, og en ur gammel magi kan mærkes i alle magiske væsner i nærheden af lejligheden, som var det noget som måske snart ville vågne, intet var sikkert denne nat, intet er sikkert, og heller ej vidste Azariel om alle de racer han havde inviteret ville dukke op til mødet, men azariel håber inderligt alle ville komme, det har været hans mester's liv og forskning om dette, hvilket azariel ikke ønsker at svigte i dette eller næste liv, men stilheden stopper og lyden i mørket lyder når døren åbnes, og i det fjerne lyder som den første der træder ind og nærmer sig. . . . .
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Azariel lod blikket rundt, og kiggede på sin taske, han ventede spændt mens han roddet lidt i sin taske og kiggede på de forskellige blod kapsler han havde indsamlet fra forskellige racer, men dette var jo ufrivilligt blod, så det ville måske ikke virke lige så godt som friviligt. . . .

blikket lod nu på portalen som han havde tegnet og for at sikre sig at den var tegnet ordenligt lod han blikket på det old gammel lap papir som Lodur havde forlagt sig efter han forlod ham til sine studier, hans blik lod på tegningen og på vægen han havde for lavet på.




//rækkefølgen er som der er skrevet ved toppic, altså: Azariel,Thomas,Xiel,Hadrian,Ulrik,Charlie //

Thomas åbnede døren ind til rummet, han regnede med at det var herinde Azariel var. Han havde ikke besværet sig med at banke på. "Go' aften." Sagde han. "Jeg ser du har gjort alt parat." Thomas lod blikket glide hen over de rituelle tegninger. Han noget af det Azariel havde tegnet, det var de genstande Azariel brugte til ritualet han forstod sig bedst på. "Jeg ser de andre ikke er andkommet, vi må da ikke håbe at de kommer for sent." Thomas gik lidt tættere hen mod tengingerne for at se på dem, det ville være tåbeligt at pille ved dem, så han gjorde ikke noget i den retning. "Jeg håber i øvrigt at du ved hvad du gør, mit blod indeholder giften, og der sker sære ting med det, når man piller ved det.

Thomas var iført sin sorte frakke ud over en hvid T-shirt, han havde et par Cowboy bukser på, og et par metalbeslåede støvler.

Hun stod udenfor huset, og hun vidste ikke, om det her var rigtigt af hende eller ej. Med det skulle ske nu, sagde de. Hun bed sig i læben, og tøvede med at gå ind. Hvad var det hun var gået med til?

Lidt efter tog hun mod til sig, og åbnede døren, hvorefter hun stod i en gang. Hvor skulle hun nu gå hen? Hun prøvede en dør, men den var låst. Så prøvede hun en anden. Den gik op, og hun stod nu foran Azariel og Thomas, og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. "Hey.." sagde hun meget, meget svagt. På vagt, var hun. For hun var ikke sikker på, hvad hun havde rodet sig ud i...

Hadrian var næsten ubeskyttet denne gang, han havde kun tyve vagter med sig men de fulgte ikke med derind. Derimod havde Hadrian en masse nyt udstyr gemt under jakken som han muligvis ville kunne teste. Ja det ville nok blive godt og hvad end der kom til at ske her så ville Hadrian gå derfra som vinder.

Den første forhindring var dog elveren som stod i vejen midt i døren, og selvom Hadrian ikke havde en håndhold AURA maskine så snakkede hans vagter til ham gennem hans høresnegl. Hadrian lagde en hånd på ryggen af elveren for at få hende til at træde helt derind. " Undskyld men der er andre der godt vil igennem " Sagde Hadrian koldt da gik ind i rummet. Han stoppede dog op et sekund da han så Thomas " Dig hvad laver du her? og har du afleveret min bil i øvrigt? " så helt ubevist var den eneste Hadrian ikke talte til selve værten, men det hastede vel ikke.

Ulrik komme løbene fra stationen, da han er lidt sent på den. Da han stod uden for den adresse han havde fået givet, stod han lige og puste ud. inden han gik ind for at finde den lejlighed hvor at han skulle mødes med de andre. Han ser at der står nogle person i døre på den lejlighed hvor at han skulle mødes med de andre. Han gå hen til dem og siger "hej", og så kigger han på de person der står der, er det ikke Thomas og ham der har jeg også set før.

Charlie vidste ikke, hun var den sidste, bare at hun havde travlt. Hun noterede sig ikke engang den mørke bil, der holdt parkeret i vejkanten, klemte bare munden stramt til og tog i opgangens dør. Forventede delvist at den var låst, og at hun skulle bruge dørtelefonen til at kime sig ind, men den gled smurt op, og hun gled gennem sprækken så snart den var stor nok.

Det var en mørk opgang, slidt og meget rustik. Hendes øjne gled mellem de lidt bulede postkasser uden synlige navne og trappens rækværk, der var tydeligt slidt. Tapet bulede ud af fugt, og rustpletter bredte sig ud under lyskontakten. Hun stod et øjeblik og trak vejret dybt, før hun sprang næsten lydløst op ad trappen, to skridt ad gangen, til hun forpustet standsede på den angivne sal. Der lød stemmer fra lejligheden. Hun stod et øjeblik udenfor og lyttede. Overvejede: Skulle hun banke?

Hun tog i døren, og ville være gået ind, hvis der ikke havde været ret mange mennesker lige indenfor. Hendes øjne smuttede rundt og fangede både Thomas, Xiel og Hadrian

//forudsat at disse emner ligger i fortiden xD//

Azariel lod blikket rundt på de forskellige gæster og lod blikket nu ned på sit armånds ur, og klokken var ved at blive 23.55 hvor efter det lyder til de havde vist 3 minutter til at beslutte sig engelig, eller om de ville trække det hele i land, hans blik lod sig på gæsterne som var kommet, og den sidste som nu han havde glædet sig til at se frem til, et nyt ansigt, og azariel lod nu hånden på en stik kontakt som fik døren til at smække i med et brag, ''du da alle er kommet skal i vide en ting, vi er alle lige, der er ingen højere eller lavere, bagrund og historie om ens fortid er ikke vigtig her, vores liv som vi nu er ville være som en samtale af samme race, samme stadige uanset race, bagrund og sjæl ''sagde Azariel kort og lod blikket rundt på de forskellige som nu var kommet ''men nu til det vigtige, jeg byder jer alle med stor varm velkomst, og tiden er knap så jeg må nu bede at en efter en skal komme på linje, og træde ind, de yngste først, hvis de vil træde frem'' sagde azariel og lod blikket på thomas, som så ud til at være den yngste, og et let smil lod på hans læber hvor efter han frem ragte ud en bære og en kniv fra hans hånd, og lod blikket på portalen og udtalte et par få sortelviske ord ''Séva Lókrá Mívnä'' en lysning blev lagt på tegnet som viste sig på væggen som er magen til billedet på Azariel's papir og snart lod åbningen begynde, og en duft af skov, og hav var nær og spredte rummet fra portalen ''jeg kan forsikre jer alle om at intet hav, intet skov og heller ej intet bjerg er i nærheden, kun åben himmel, hvor nogle af de mest ur gammel magier har fundet sted'' sagde azariel kort og lod blikket på de andre, ''en efter en må i hver især lade en enkelt dråbe blod for at kunne sikre at i selv vil være villig og interesse for at kunne smedje dette våben, men i skal vide at dette er af ejen fri vilje fra jeres side'' sagde azariel kort og lagde bæret og kniven på et fad og tog blod kapslerne fra de manglene racer og dryppede blodet ned i bæret.

((billedet af bæret))


((billede af kniven))

Thomas stod afventende han var ikke sikker på om Azariel havde lavet en joke på hans bekostning eller om han havde ment at den yngste skulle gå først ind. Det var Azariel der havde forstand på dette ritual, så han så rundt på de andre. "Jeg ved ikke om du mener det alvorligt eller om det var en morsomhed, men jeg er 114 så jeg er langt fra den yngste her, så hvor gamle er i, vi kan jo altid være på den sikre side?" Han så ud på de andre henne ved døren, med sine sorte øjne.

Smiler en anelse usikkert til dem, da jeg er kommet ind af døren.

Da Hadrian træder ind, og skubber til mig, sender jeg ham et koldt blik. "Vær dog lidt tålmodig!" Betragter ham, som han arrogant tiltaler Thomas. Jeg vender det hvide ud af øjnene.

Ser endnu en person komme ind i lokalet, men jeg kender ham ikke - sender ham et skævt smil, hurtigt. Han ser lettere forpustet ud, som om han lige har løbet. Betragter ham lidt, mens jeg forsøger at regne ud, hvad race han repræsenterer...

Endnu en person kommer ind, og hun smiler venligt til hende, heller ikke hende, kender hun.. Men det kommer hun sikkert til, tænker hun ved sig selv.

Da de nu alle sammen er samlet, ser hun rundt på dem alle hver især og vurderer dem. Da Thomas stiller spørgsmål, smiler jeg og siger så: "Burde vi ikke bare præsentere os, en og en? Det er jo ikke alle, der kender hinanden her.."

Hadrians vagter havde observeret at døren blev lukket og den sorte varevogn som holdt på vejen foran lejligheds komplekset. Der kom nu liv i varevognen og Hadrians vagter som var klædt i anonymt udseende tøj som fik dem til at ligne civile gik igang.
De var kommet frem til at bygningen overfor havde en tom lejlighed hvor Hadrians snigskytte kunne tage opstilling, men det var nødvendigt at være forberedt på alt så to af Hadrians folk forlod varevognen med en stor kuffert og tog opstilling i lejligheden.

Hadrian kiggede mod Thomas og sagde: " Er det overhoved vigtigt, hvem der er ældst, for hvis ikke så syntes jeg bare du skal komme igang Thomas, vi har som sagt ikke hele dagen. " Ja det var helt sikkert at Hadrian ikke var tålmodig og han kiggede udfordrende mod Azariel som nok troede han havde styr på tingene. Hvis elveren ikke mente at ens baggrund var vigtig så var han velkommen til at diskuttere det med de 20 vagter Hadrian havde ventende i baghånden.
Hadrian ville sikre sig at hvis der virkelig opstod et eller andet form for magisk supervåben så ville det være Hadrian der gik herfra med det.
Hadrian kastede et blik på Elaine // hvis jeg da stadig tror det er det du hedder Charlie// men uden at hilse, det var blot forretning i aften, men meget vigtig forretning.

Ulrik så på de nu andkommende. Han begyndt at gå hen mod Azariel for han vidst ikke og han var den yngste men han vidst at an nok ikke være den ældste. "kan vi ikke bare gøre som der bliver sagt, og få det overstået". han kigge forvendte rundt på de andre, da at det ikke kan være så svært at stille sig op på en række efter hvor gamle man er.

114 år! Ikke lige det, Charlie havde ventet. Hun måtte lynhurtigt vride sit ansigt fra en forbløffet måben til et superfalsk smil, som om alting var som det plejede. Men det var det måske også. Han var jo vampyr, det vidste hun, det havde hun fattet allerede fra begyndelsen. Sortelveren havde givet besked, der nok bare skulle overholdes, det var vel ikke så svært.

Hadrians utålmodige kommentar fik hende til at nikke bekræftende. De havde ikke hele dagen, og hvis det var et spørgsmål om, at ingen brød sig om at rykke ud med deres navne som den søde elverpige ellers foreslog, (Charlie sendte hende et sideblik og noterede sig, at hun ganske bestemt var kamptrænet, til trods for et ganske uskyldigt ydre med pæne former og langt, langt, langt blond hår som alle drømte om) så var det da tåbeligt. Om ikke andet, så kunne man lyve, og så bare få sneget en ægte fødselsdag ind. Hvis alder overhovedet betød noget, og det ikke bare var sortelverens måde at afgøre, hvem der skulle have en lidt ubehagelig tjans. Det skulle ikke være et problem.

"Jo," gav hun den skæggede mand ret. "Vi skal bare i gang. Hvis ikke andre melder sig, så kan jeg da godt træde frem." Hun smøgede venstre ærm op og vendte sin lidt blegere underarm opad. Udfordrende gik hun frem og snappede kniven.
"Jeg er 24."

//Hvis ikke nogen siger noget.. Og der er vist ikke nogen, der er yngre, så følger det her: //

Med let hånd trak hun dolken over armen, fuldstændig uden at mærke noget. Den var uhyggeligt skarp, tænkte hun, mens hun væmmedes ved synet af sit eget blod, der trængte ud i små buler langs striben. Hun brød sig slet ikke om at såre sig selv. Det var dumt, utrolig dumt, og det gjorde i øvrigt ondt. Hvorfor hun overhovedet gjorde det, vidste hun ikke rigtigt, selv om hun havde en stærk fornemmelse af, at det skyldtes en eller anden form for trang til at vise sit værd. Hun havde følt sig lille og fremmed overfor disse væsner, der med deres besynderligheder kaldte til okkulte ritualer, og selv om hun vidste, Hadrian var ret meget menneske og ganske tæt knyttet til bylivet, så følte hun sig alligevel uværdig i forhold til ham. Pinligt uværdig, men sådan skulle det ikke blive ved med at være. Basta.

Azariel lod blikket på dem ''Thomas, dit blod er vel bevaret i dit hjerte, på trods af at du nyder andres blod vil kun dit sande blod ligge i dine åre, og da du er yngest fysisk betyder dette at dit blod er mere frisk, og holder længere hvor imod mit eget eller andre's ville visne ud dog for dem som er over de 1.000 år selvfølgelig, men uanset er det ikke relevant med rækkefølgen, jeg mente blot at den som mindst var bange for blod ville være den som selv finder interesse i det udover mig selv'' sagde han kort og lod blikket på demonen som så ud til at være den første som lod sit blod ligge i bæret ''udemærket, hvis de træder ind vil de møde en neutral gæst som vil vise dem rundt'' efter Azariel havde sagt dette lod en hånd fra portalen og en skikkelse kom frem

((Billede af væsnet/NPC))


''Dette er Grigori, han vil være de forskellige folk's guide når i træder ind i portalen, han er en neutral, hverken menneske, demon, engle, eller noget andet, han er hverken levende eller død'' sagde Azariel kort og lod blikket på de forskellige folk, for at se deres reaktioner.

Gigori: ''denne vej Frue'' sagde han kort og tog en klud frem for at ligge omkring Charlie's arm så hun ikke forblødte, og lod en hånd på hendes skuldre som bevis han intet ondt havde i sindet.

''Hvis den næste vil træde frem, en som ikke frygter at lade sit blod i en simple bære'' sagde han kort, mens en hånd lod over bæret og en hvide klud lod sig tørre blodet fra kniven som han med høflighed og venligt lod ud af hånden fra Charlie, mens hans indre smilede af glæde over at demonen accepterede hans betingelser og ikke lod sig så hurtigt sige ham imod, men udviste sig velvillig for dette projekt.

Thomas gik frem mod Azariel, mens hen trak op i sit ærme. "Du ved jo godt at når man laver ritualer så skal alting følges til punkt og prikke. Så hvis det var vigtigt kunne det ha ødelagt hele processen, hvis jeg havde puttet mit blod i bæret først." Thomas rullede med øjnene og tog kniven fra Azariel. Han lavede et snit lige over håndledet, så en lille meget mørkerød stråle skød ned i bæret, fra hans håndled. Derefter pressede han en finger mod såret og sagde. "Det er ellers en meget interessant cocktail du er ved at lave her, det er vel ikke for meget forlagt at tage en slurk inden vi begynder." Thomas lo lidt over sin egen spøg, og tog sit bødende håndled op til munden for at slikke det sidste i sig igen. Han gik over mod det væsenet fra portalen, og hans håndled var allerede holdt op med at bløde, inden han var nået derhen.

Hendes blik fulgte de andre, som de begyndte at fylde bægeret med de forskellige racers blod. Hun sukkede. Havde de så travlt?

Hun lo ikke af Thomas' joke. Tværtimod spurgte hun ham; "Nu skal vi vel ikke til at slås mod dig, fordi du får abstinenser efter blod?" Uden at vente på svaret, gik hun hen til Azariel, og kniven. Hun tøvede ikke et sekund, da hun stak kniven i hendes underarm, og trak den let nedad. Hånden rystede ikke. Hun betragtede armen, da blodet langsomt men sikkert, piblede ud fra hendes sår, og lavede en mørkrød farve, som stod i stærk kontrast til hendes hud. Så lod hun det løbe ned i bægeret, uden en lyd, mens hun ignorerede den lettere dunkende smerte fra såret.

Så så hun op, og gik hen mod de andre, og manden, foran portalen med et ansigtsudtryk, der ikke var til at tyde. Det her vidste hun ikke, om hun overhovedet skulle have sagt ja til. Hvad havde hun rodet sig ud i?

Hadrian så til mens de andre gik op og kunne ikke lade være med at bemærke at Thomas selvfølgelig overdrev for selvom det ikke var meget så var det trods alt en stråle af blod og ikke bare en dråbe som sort-elveren havde sagt det skulle være.
Hadrian gik frem og tog kniven da elveren var færdig, Hadrian var lidt ligeglad med at den sidste mand sikkert var yngre, for Hadrian ville ikke stå og virke bange eller tilbageholdende for en kniv når Thomas bare gjorde det på den måde.

// Du må lige skrive hvis du afbryder mig Ulrik, men ellers fortsætter jeg bare, og gør følgende//

Hadrian pressede kniven mod armen meget let så der kun var et lille sår istedet for de mildest talt overdrevede snit som de andre lavede, især Thomas.
" Der var jo kun brug for en dråbe ikk? " Sagde Hadian kontant uden at afvente svar fra nogle og Hadrian gik over til de andre, ved den mystiske mand, og kunne ikke lade være med at undre sig over hvad det var der skulle ske. Forhåbentligt ikke noget som ikke kunne klares.

// Note til Spiller: HVIS at en spiller ikke svare efter 3 dage har man tilladelse til at springe personen over, så vi sikre os at emnet ikke går død.

Mvh. Azariel//

Charlie skævede til denne nytilkomne mens han viklede klæde om hendes underarm. Hun ville ikke selv have forbundet det, måske højest sat et Batman-plaster på og så ventet på, det ville hele af sig selv, men hver sin smag. Måske var det også meget godt at få det forbundet. Charlie vidste godt, at i hvert fald Thomas var vampyr, og det var sjældent smart ligefrem at skilte med det røde guld, man bar rundt på.

Hun brød sig ikke rigtigt om, at denne mr. Grigori lagde hånden på hendes skulder. Det virkede som om, det skulle ligne en venskabelig (hendes tanker strejfede ordet faderlig, men hun vidste godt, at eftersom hendes liv aldrig havde indeholdt en faderskikkelse var hun næppe den rette til at bedømme det) gestus, men hun fik kuldegysninger alligevel. Hun havde trods alt lige set manden træde ud af den besynderlige.. væg? Portal var vist det rigtige ord, hun havde bare aldrig rigtigt troet på, det kunne lade sig gøre. Sådan at åbne huller til.. Ja, hvad der så end var derinde. Eller ude? Hun så på sortelveren som for at finde svar, men hans ansigt var uudgrundeligt. Hvorfor han ikke havde givet blod var hun stadig ikke helt sikker på.

Vampyrbarnet kom over og stod ved siden af Grigori efter at have slikket et par røde dråber af sin hvide hud, og efter ham kom elverpigen med et fuldstændigt udtryksløst ansigt. Charlie følte sig igen meget lille og til overs, i hvert fald indtil Hadrian også prikkede hul på sin underarm og kommenterede, at det kun skulle være en dråbe. Det beroligede hende en lille smule at der var andre, der havde interesse i at beskytte sit blod, eller hvad han hun ville.

blikket på thomas blev lagt efter hans korte kommentar ''thomas vi er ikke her for at spise.'' sagde han kort med et kort smil hvor efter smilet langtsomt forsvandt, og tankerne lod på elveren som kom frem og lod blodet i bæret, hun havde vist ikke den største problem med at ligge et sår, og han lod der efter blikket på hans tjener, som nikkede kort.

Grigori: ''Undskyld mig frue, men af ren sikkerheds messige årsager'' sagde han kort og lod hånden venligt over hendes arm og en forbinding blev lagt for at sikre hun ikke skulle forvirre Thomas, spicielt når der var så mange forskellige blod arter i gang. . .

Azariels blik lod der efter på mennesket som kom frem, og smilede kort, hvor efter det så ud til at mennesket lod et kort snit, sikkert pga han ikke ønskede at spilde mere tid, eller blod på dette, men så igen mennesket havde en point.

han lod blikket på dem som havde lagt deres blod '' Grigori, følg Charlie til hendes side position ved boret på den anden side, efterfulgt lader de Vampyren igennem og viser hans side plads, og der efter vores kære elver, efterfulgt af mennesket, jeg vil personligt vise vores sidste gæst gennem portalen'' sagde han kort.

Azariel lod blikket rundt *godt.. godt.. nu mangler vi blot varulven, men dette skulle ikke overraske mig hvis han lod sit blod i bæret.* han stod og afventede mens han tog kniven og lod en klud for at rense den, da han helst ikke ønsket at blodet skulle blive blandet allerede før det ramte bæret, hans blik forblev på varulven og lod kniven blive frem til at kunne blive taget op, dog med skaftet foran så det ikke så ud til at Azariel trued ham.

Grigori: ''Denne vej Frue'' sagde han med en noget så hæs stemme, mens lyden af hans stemme virkede fjern, næsten som om at alt varme i hans hjerte er væk, han havde levet i mørket og i trældom hos Azariel i mange år, og kunne ses i hans ansigt, men han viste stadig en respekt overfor de mange racer, han lod hånden på charlies, mens han høfligt lod den anden vise vej igennem portalen.

Azariel sagde kort for at sikre at der ikke skulle opstå nogle misforståelser ''og jeg kan forsikre jer alle om, på mit blod og min sjæl at intet ondt har jeg i sinde for jer, da jeg regner med at alle vil overleve dette'' sagde han kort og lod blikket kort tilbage på dem.

Thomas så på Xiel med morskab i blikket. "Du er da vel ikke stadig sur på mig, er du? Tag det bare roligt, elverblod smager af akrylmaling, og sortelverblod er ikke megetbedre. Hvis i ikke skulle ha bemærket det så er der ikke nogen af jer der er blevet tørlagt indtil videre, så mon ikke vi skulle konkludere at selvom der står tre sikkert udmærkede retter herinde, så betyder det ikke at jeg drikker alt hvad jeg kommer i nærheden af - desuden har jeg spist."

Han så på Azariels bundene ekstradimentionelle væsen føre Charlie på plads og tilføjede så. "Er der i øvrigt nogen af jer der nogensinde har smagt frisk blod? Det smager fantastisk, det er sundt og helt uden fedt. Hadrians betydelige alkohol forbrug, ville nok kunne smages, men jeg ved det ikke, jeg har aldrig drukket fra ham." Han lod væsnet, vise sig på plads, hvor Azariel havde udpeget og så ellers til mens de sidste åreladede sig selv ned i bæret.

"Overhovedet ikke, Thomas" sagde hun en anelse koldt og tilføjede; "Jeg er stadig ikke bange for dig, Thomas.."
Hun sukkede, da Grigori forbandt hendes arm. "Hvorfor Azariel? Det er overhovedet ikke nødvendigt, altså.. Jeg heler hurtigt..." Men hun lod alligevel den trælbundne mand gøre det.
Herefter betragtede hun Charlie blive ført på plads, dernæst Thomas, og nikkede med et spydigt smil mod Azariel, da han benævnte hende som "kære". Hun satte sig ved sin plads.

Da Thomas igen begyndte på, hvad der måtte være interne vampyrjoke, sukkede hun igen - denne gang dybt teatralsk. "Thomas, spar mig for det der snak..." Hun tjattede til ham, og smilede så. Ingen grund til slåskamp eller drama - lige nu - da sagen var ret så vigtig..

Hvad end det her endte med så kunne Hadrian ikke lade være med at smile da Azarien sagde jeg regner med at alle vil overlede dette for det var bestemt ikke Hadrians holdning. Hadrian havde ikke medbragt sine folk for at være flink så de ventede bare på at Azariel gjorde hvad han skulle for at ritualet kom til at virke. De ventede på Hadrians ordre.

Hadrian sukkede bare da Thomas forsøgte at provokere. Der var ingen fordel i at vise sig på nuværende tidspunkt, Thomas var jo bare et barn så det var klart at han provokerede på sådan en barnlig måde, og selvom Hadrian havde drukket mere end normalt siden han kom til Aterswell så betød det jo ikke at Hadrian var alkoholiker. Hvis der var noget som burde kunne smages så var det de mængder kaffe som Hadrian havde drukket på det seneste da Hadrian havde arbejdet om natten.
Hadrian fulgte de andres eksempel på nuværende tidspunkt da han ikke anede en pind om sådan et ritual som dette. Ritualet var trods alt kun midlet, ikke målet.

Charlie var lige ved at skære ansigt, da navnet dukkede op. Så sgu da også, tænkte hun rasende og kastede et indædt blik mod sortelveren, der havde brudt et af de meget få forbehold, hun havde haft. Ganske vidst anede han ikke, at hun altid brugte stribevis af falske identiteter, men hvis han absolut skulle kalde hende noget, hvorfor så Charlie? Charlie af alting? Charlie var det eneste, hun havde tilbage. Jane var for alt for længe siden blevet besudlet af dårlige minder og stod alligevel som et barndomsnavn, der aldrig kunne miste sin overjordiske klang af hjem og tilhørsforhold. Måske var det meget godt, det ikke var blevet brugt alligevel, men på den anden side kunne hun så have sagt: Ja, jeg har fuppet jer alle, haha, eller noget i den stil. Hun havde ikke engang rigtigt præsenteret sig, men måske var Charlie bare det navn, sortelveren havde fanget hende under? Måske havde han set det på et brev til hende, eller på dørtelefonen. Det var det mest sandsynlige nu, hvor hun tænkte det igennem. Dumme dørtelefon.
Hun kastede et hurtigt, skærende blik på først Hadrian, derefter Xiel, som begge kendte andre navne (henholdsvis Elaine og Lin)

Så var der de sædvanlige udskejelser. At Thomas, vampyrdrengen, havde spist. Heldigvis svarede Xiel igen. Det vendte sig i hendes mave bare ved tanken om vampyrføde, og hendes ansigt blev måske en smule hårdt, som hun fulgte Grigori gennem portalen og de andres stemmer døde bag hende.
Hun var stødt på portaler og andet gøgl forskellige steder i litteraturen. Især Harry Potter havde mange ting, der kunne perspektiveres til dimensionsportaler. Så skulle det føles som at gå gennem koldt vand eller at blive suget afsted ved navlen. Det gjorde det ikke. Hun følte faktisk ikke rigtigt noget, bortset fra et lille temperaturskifte. Så var det overstået. Hun havde haft øjnene lukket (hvem vidste, om man kunne få portal i øjnene som man fik vand i dem?), og åbnede dem nu med en lille lyd.
Efter hende fulgte de andre gennem hullet i verden.

Azariel: han stod stadig, afventende på hvad Ulrik ville gøre, tankerne lod stadig hans sind.


Grigori: han lod blikket tilbage fra portalen da allerede den første kom ud af portalen ''velkommen til min herre's cirkle'' sagde grigori stille mens blikket forblev på Charlie, han lod hånden før over til en af de 8 forskellige tegn, alle stole havde en ryg søjle og alle var lavet af sten, og det var ikke særlig langt tid siden de var blevet stille der, og nu hvor man kunne kigge sig nærmerer omkring kunne man se at dette sted havde en historisk betydning, nemlig det som mennesket idag kalder Stone Henge, som har eksisteret for mere end 5.000 år, og dette var længere end hvad Azariel vidste, og kendte til, og dermed betyd også at der var andre ånder på spil, både engle, men også demoniske som cirkulerede, en kold brise lod igennem nogle af stenene og en statue stod i midten af denne runde cirkle, som var det at de stod ved det runde bord, dog var dette bord af sten, og var enormt så muligheden for at det havde blevet fragtet havde været fornyligt, men lyden af stilhed var brudt, og blikket fra grigori blev lagt på charlie, som nu havde fået sit korpus ud af portalen, og henvidste til det hvor Charlie skulle sidde.

Billede af Stone Henge i tegnet format:

Thomas observerede Charlie gå gennem portalen, det var selvfølgelig bedst ikke at være den første der gik igennem. "Jeg spurte ikke om du var bange, jeg spurte om du stadig var sur, men efter din opførsel at dømme, så lader det ikke til det. Men du er en kvinde, så det kan man ikke stole på er sandt." Uden et ord mere gik Thomas gennem portalen. Lige inden han gik igennem, hev han hætten på frakken op, i tilfælde af at der var sollys på den anden side.
Da Thomas kom ud på den anden side, nåede han at høre den sidste del af Gregori's velkomst. Her var ikke noget sollys, men derimod kun det store stenbord, med stolene, og de underlige tegn. "Nå hr. Gregori, er der faste pladser eller kan jeg bare sidde hvor jeg vil?." Han lod sin hætte falde tilbage igen, da det gjorde det nemmere at se. Han gennemsøgte tegnene, for om en af dem betød "Vampyr" på et eller andet magisk sprog, eller på anden måde kunne kædes sammen med hans race. I så fald ville han sætte sig der.