Breve og andet vigtigt //Charlie//

Thomas forlod sin lejlighed, gennem tagindgangen. Han lukkede den tunge jerndør, med kodelåsen der summede da døren smækkede i med et hult drøn. Det gode ved den indgang var at den ikke så ud til overhoved at kunne åbnes på grund af rust. Thomas gik forbi den luftalarm der var placeret på taget, et arregemnet han var glad for fordi den mindede ham om gamle dage. Han kunne ikke lade være med at mærke suset fra gamle dages blodrus, når den blev testet. Han ventede kun på at krig igen brød ud over verden, så han igen kunne gøre hvad han gjorde bedst. Thomas sprang fra sit eget tag, over på det næste og begyndte at løbe og springe hastigt fra det ene tag til det andet. Han var iført en sort frakke, med hætte der skjulte næsten hele hans krop- han havde almindelige, men temmelig slidte cowboy bukser på inden under. På fødderne havde han et par metalbesatte støvler. Frakken skjulte et utal af våben, deriblandt nogle stykker som meget få uden for hans klan kendte til. Han havde også et rygsæk på ryggen, den var ikke stor og var spændt fast til frakken så den ikke hindrede hans bevægelser.

Thomas løb og sprang, løb og sprang. Han undgik gader med for mange mennesker, og lavede så lidt støj som overhovedet muligt, hvilet var næsten lydløst. Når bygningerne blev for høje, satte han af og landede som et egern, og strøg opad med en trænet fart. Han gjorde dette indtil han var på taget af en bygning på ca 14-15 etager, der havde et eget vandtårn på taget i New York'er stil. Det var her han skulle møde hende, hun havde sagt at hun havde oplysninger hun var villig til at dele for den rigtige pris, så det var vigtigt at se hvad det handlede om. Men Thomas var ikke dum, det kunne jo være en list, så han valgte at komme et godt stykke tid før mødetidspunktet, og skjulte sig nu grundigt op af en ventilator skakt, tæt ved kanten, så han kunne stikke af hvis det skulle vise sig at være en fælde. Han havde bedt hende om at møde alene, og hvis ikke hun gjorde ville han ikke vise sig. Hvis hun gjorde, så var han sikker på at kunne klare sig, hvis alt ikke var i skønneste orden.

Charlie kom først lige nøjagtigt på det aftalte tidspunkt. Hun havde været nødt til at ryge en halv pakke smøger før hun kunne få sine ben til at styre op ad trappen. Pludselig havde hun fået kolde fødder, tanken om kun hun og så en blodtørstig vampyr, der kunne dræbe hende uden mindste besvær, og selv om hun var en af luftens vingede herrer, ville det ikke hjælpe fedt når stærke fingre med skarpe negle borede sig ind i den bløde hud på hendes hals, klemte til hver gnist af liv var forsvundet fra hendes øjne og hendes nakke var brækket.

Men hun kom. Hun havde ikke det hele med, naturligvis ikke, gemte en godbid til senere, en godbid, der kunne købe hende livet. Hun knugede mappen, hun havde medbragt, ind til sig, før hun svingede benene ud ad vinduet og sprang ud på brandtrappen. Hun var allerede næsten ved bygningens top. At netop denne lejlighed stod tom havde været et heldigt tilfælde, og at låse den brune dør op med et lille skub havde ikke været en stor opgave.

Hun begyndte opstigningen med fast sammenbidte tænder og hvide knoer under handskerne. Håret var skjult under en hue. Læderjakken beskyttede mod den isnende vind, der blæste over tagene og bed gennem de tætsiddende sorte bukser. Hun rettede sig op og skyndte sig over til vandtårnet, hvor hun forsøgte at finde en smule læ ved en af stolperne. Der var vand på taget, og pytterne spejlede den mørke himmel.

Thomas holdt øje. Der var tre veje op til taget, hvis ikke man fløj hvilket nok ikke var sandsynligt. Hun kunne komme op af siden på bygningen som han havde gjort, hun kunne komme op inde fra bygningen gennem tagindgangen, eller hun kunne bruge brandtrappen. Han holdt derfor mest øje med de to muligheder.

Han hørte hende for han så hende. Han holdt øje med hendes hovede der dukkede op ved brandtrappen. Han så hende småløbe mod vantårnet tættere på hvor han stod. Hun lignede ikke en der var udstyret til vampyr jagt, men det var ikke noget man skulle tage let på, så han valgte bare at træde frem, fra hvor han stod. "God aften." Sagde han bare. Han fremtoning var ikke lige frem intimiderende. Han så ikke ud til at være mere end tolv år gammel, han trak hætten af og afslørede et andsigt med sorte øjne, sort hår, og i modsætning til andre vampyrer var han ikke bleg, men så solbrun ud. Dette skyltes hans klan, hvis hud blev mørkere med tiden, istedet for lysere. Hans ansigts udtryk var præet af et smil der udstålede jern hår selvtillid, og hans stemme var små hæs, men lys som en drengs. Han havde kun det mindste strejf af en britisk accent.

Charlie snurrede rundt og klemte øjnene sammen. Der var han. Vampyren. Hvem ellers ville have fundet vej til netop dette tag denne aften? Ingen, selvfølgelig. Hun analyserede ham med blikket, og vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Han var så... lille. Det havde hun ikke forventet.

"Godaften," hilste hun lidt tøvende og begyndte at gå frem mod ham. Han var sandelig lille. En præpubertetsunge med kulsort hår og øjne som mørket selv. Han var trådt ud af ingenting, hvilket dog bekræftede at han var en vampyr. Intet normalt barn ville ligge på lur på den måde. Vente på en eller anden fremmed, der kunne komme og samle dem op. Det ville være absurd. Helt sikkert. "Godt du kom." Hendes stemme blev grebet af vinden og forsvandt. Den peb hende i ørerne. "Jeg har tingene her." hun klappede på tasken og fortrød i samme øjeblik. Det havde han nok kunnet se, men havde hun ikke lige sagt 'dræb mig, du kan tage mine ting bagefter'?

Thomas smilede han var ude mærket klar over at han havde muligheden for at tage papirene fra hende nu hvor han havde set hvor de var. Han ville imidlertid se tingende an, hvis ikke hun var en fjende var hun ikke nødvendigvis værd at slå ihjel. Der var jo også mulighed for at hun kunne blive en forbundsfælle. At hun havde vist ham hvor papirene var kunne også skyldes at hun var selvsikker nok til at mene hun havde en chance, hvilket kunne tyde på et hemmeligt våben et sted, ikke en chance det var værd at tage uden at tage en snak først. Først ville han prøve at regne hendes race ud. Hun var selvfølgelig ikke vampyr, for så var hun gået direkte til rådet, selv hvis hun var selvstændig. Hun var højst sandsynligt menneske, men hun kunne også være varulv. Hun var ikke elver, for deres træk var for udstående, men han havde mødt en der ikke lignede sin race. Hun var heller ikke sortelver, det var tydeligt. Hun var ikke engel, for så ville hun som regel ikke tale til ham, hun var nok heller ikke dæmon for så var hun sandsynligvis fløjet herop som hun sikkert også ville hvis hun var engel. Men at flyve var et maskerade brud, så det kunne ikke udelukkes. Han hældede derfor enten til Menneske, varulv eller en halv-elver. Havfolk ville være blevet våde på taget så det kunne ikke være sagen, medmindre hun brugte magi. Det kunne også være derfor hun havde løbet for at komme væk fra vandet, og blæsten. Hvis hun var menneske, kunne hun sikkert magi, for ellers ville hun ikke vide han var vampyr. Han ville i hvert fald være nødt til at slå hende ihjel, hvis hun var menneske og ikke kunne magi, sådan var reglerne.

"Ja jeg kom" Sagde Thomas. "Jeg kunne jo ikke gå glip af så godt et tilbud om det så havde været en fælde." Han gik ikke tættere på for han ville ikke skræmme hende for meget.

"Det samme siger jeg," svarede Charlie og så sig omkring, mens hun brummede en lidt blød, uforståelig lyd, der lød som en uudtalt tankestrøm. Hvor kunne man håndtere papirer i den kolde vind? Hvor ville de ikke blive smudset til? Det var ikke ligetil at svare på. Hun opgav, og de brune øjne fikserede ham igen. "Vil du se det, før du afgiver tilbud?" spurgte hun og trak sit halstørklæde lidt højere op om underansigtet.

"Jeg ville have skaffet en elektronisk kopi, men det kunne ikke lade sig gøre. De skriver en stor del af deres data i hånden eller på skrivemaskiner for at undgå angreb udefra. Endvidere har min kilde valgt at fjerne en række navne, som han ikke ønsker at offentligheden skal have kendskab til. Men ellers er det al ud- og indgående post fra Vatikanet til USA..." hun tøvede et øjeblik. "Fra de sidste tre måneder." En let trækning i hendes ansigt afslørede, at hun følte hun havde sagt noget forkert. "Altså: Resten har jeg skaffet," forklarede hun hurtigt, "men jeg ville ikke medbringe det." Et grumt og falskt smil lyste hendes træk op. "Jeg vil nødigt snuppes med noget så værdifuldt på mig."

"Tre måneders breve, det er jeg meget imponeret over." Sagde Thomas. "Det er også klogt af dig ikke at bære rundt på dem allesammen, jeg kunne jo vise mig at være morderisk." Sagde Thomas, han viste godt hvad hun tænkte på de punkt. "Men hvis du var blevet fanget med nogle af brevene eller med alle brevene tror jeg ikke det havde gjort forskæl for dem. fortsatte Thomas.
"Jeg viste godt at de ikke turde sende elektronisk post hertil, det er jeg til dels skyld i, de finder aldrig ud af hvordan jeg gør. Deres tvungne snailmail sender dem så langt tilbage, at de ikke har haft rigtig fodfæste i byen her så længe, men de gør et eller andet nu, så det ville være rart at få de breve i min besiddelse."
Thomas underede sig stadig over hvordan hun havde fået fat i dem, det var selvfølgelig nemmere for hende siden hun ikke var vampyr, men hun måtte ha' nogens tillid inden for. At hun var villig til at sælge brevene, tydede også på at hun enten var grisk nok til at sælge dem, selv med denne risiko, eller også var Vatikanet allerede på kant med hende, på en eller anden måde.

"Det er ikke brevene, jeg har med, desværre." korrigerede Charlie lidt uroligt. Hun kunne umuligt have skaffet afskrifter af al post. Så ville hun i hvert fald være intet mindre end en troldkvinde. "Selv om det ville være fantastisk." Men det var altså ham her, der var Hackeren. Eller også gav han sig bare ud for det, eller tog æren for denne ganske sagnomspundne skikkelse, der havde en vis kendisstatus i særlige kredse. Hun havde selv til tider vandret ned ad den sti, men det passede hende dårligt.

"Det er kun postadresserne. Men de kan i sig selv også have en vis værdi, de fortæller mig i hvert fald, at der er visse store aktører selv her i byen, og selv om de går meget stille med dørene, så kan de ikke helt skjule sig. Brevene sendes altid til skjulte navne, men de korrekte er anført ved siden af."

Thomas rullede lidt med øjnene. "Ok, så du har ikke adgang til den egentligt post, du kan kun fortælle mig hvor de bliver sendt til?" Spurte Thomas. Hvis det bare var det han ville kunne han jo hacke postvæsnets computere, men han ville ha indeholdet af de breve. "Hvad skal der til for at du kan skaffe mig de navne, så mange som overhovedet muligt. Hvis de er i USA, så er de sansynligvis on the grit, så kan man finde dem derigennem. Jeg vil gerne kende postadresserne, men det giver mig en adresse ikke nogle oplysninger."

Charlie fnøs. "kun adresserne? Nix. Der er også de formodede navne, og alle de dertilhørende data. Jeg kan yderligere se om jeg kan skaffe navnene, men du må forstå, at min kilde er meget forsigtig. Og at han nok ikke rigtigt vil lade sine dokumenter ligge ubevogtet en anden gang." Et skælmsk smil bredte sig på hendes underansigt, men hun var nervøs. Meget nervøs. Hvad hvis han ikke ville have dem?

Thomas smilede lidt. "Ja... se om ikke du alligevel kan opstøve et eller andet. Jeg har midler og endda adgang til hjælpemidler hvis det kniber." Sagde Thomas. "Formodede navne er godt nok indtil videre, vi kan altid undersøge om der er hold i dem, og den tilhørene data vil være højst hversat." fortsatte han. "Fortæl mig, er dette en person der stoler på dig?"

Vi?! Charlie kom til at synke en masse luft. Det var rimeligt uventet. Et lille bitte ord, der bare slet ikke hørte til i den sætning. Han havde åbenbart ikke forstået hendes metoder. At give ham papirerne burde være en overdragelse af alt ansvar. Hun ville sælge dem og aldrig se dem igen, gone for good. Hun kløede sig i nakken og gav ham noget, der mindede om elevatorblikket, og som kunne være blevet tolket som en direkte kritik af hans værdi som 'partner', men det var ikke rigtigt det, der lå bag. Det var mere bare en overvejelse af hele hans eksistens. Dette lille barn, der slet ikke var noget barn, gav hende le creeps. Hans sorte øjne besad den dybe intelligens, hun aldrig rigtigt havde brudt sig om, og hans smil var alt for selvsikkert. Han vidste totalt hvor han havde hele verden, og han kunne sikkert få alle til at danse efter hans pibe. Måske var det det, hun var bange for. At blive een, der danser efter andres piber. Eller at indlade sig, det var en anden mulighed. Hun var bange for, han kunne trække hende ned, gøre hende håndgribelig og fast, så folk ville kunne fange hende, og hun var bange for, han ville være alt for god til, hun kunne arbejde sammen med ham.

"Stoler på mig? Nej, ikke over en dørtærskel," (ulvesmil, urolige øjne) "men jeg kan nok skaffe flere oplysninger uden videre problemer." hun talte lavt og hurtigt, så hun kom hen til pointen. "VI? Jeg plejer at arbejde alene."

"Nej ikke dig!" Sagde Thomas irriteret. "Jeg mener vi som i der er andre end mig. Du havde da vel ikke troet at jeg arbejdede alene?" Spurte han. "Jeg forventer ikke andet end en handel, når den er overstået, og jeg har sikret mig at der ikke er noget lusk med i spillet, kan vi snakke om flere handeler, såfremt du her flere oplysninger. Jeg mente bare at jeg kan skaffe dig hvad du har brug for, for at skaffe flere oplysninger." Sagde Thomas. Han ville gerne vide helt konkret hvad det var for en slags oplysninger hun havde, han havde på fornæmmelsen at hun veg tilbage fra noget, så han måtte hellere få lokket det ud af hende. "Lad os starte med at diskutere, hvad du vil ha, for de oplysninger du har nu, men jeg er nødt til at insistere på at du viser mig et eller andet, der kan give mig et fingerpreg efter hvor værdifuld resten af oplysningerne er, for ellers kan vi jo ikke diskoterer en fair pris."

Selvfølgelig. Han og andre. Ikke han og hende. En lettelse skyllede ind over Charlie, som strøg sig over hagen og smilede forlegent uden at være det. Selvfølgelig. Måske burde hun skamme sig over sin dumhed, men det gjorde hun ikke. Hun behøvede ikke gøre sig yderligere svag i forhold til ham. I stedet skulle hun fokusere på, hvor hun var ham overlegen og udmanøvrere ham. I overført betydning. Hun havde virkelig brug for penge, det var ikke noget, hun kunne lukke øjnene for længere, og selv den sum, som dokumenterne i hendes taske måtte indbringe, var nok ikke tilstrækkeligt til at dække fremtidige udgifter, der allerede tårnede sig op i hendes synsfelt.

"Naturligvis. Vent et øjeblik." Han ville have syn for sagen, og det forstod hun egentlig godt. Hvad var en handel uden stofligheden? Som at købe en gun på nettet, uden at være i stand til at føle modstanden fra aftrækkeren, uden at kunne mærke vægten og balancen. Og hun havde da gjort det, det var ikke det, men det var bare ikke helt så... rigtigt. Hun åbnede sin arbejdsmappe og uddrog et plastikchartek med et stykke papir med meget lille skrift. Det var skrevet på maskine eller computer, Charlie gættede på det sidste efter regelmæssigheden i ordene at bedømme. Med en tynd, blå pen og meget sirlig skrift med bemærkelsesværdige, franske R'er //Ja, det er en ting O_o//, var der tilføjet en række små rettelser til hvert. Hun rakte chartekket frem mod ham.

Øverste linje anførte en dato og et klokkeslet, en adresse i Rom, en pris for forsendelse, pakkens mål, en parentes, der anførte at det var et genkendeligt frimærke. Derefter fulgte modtagers adresse, afsenders adresse, en parentes om manden, der leverede brevet, (Det havde tydeligvis fundet sted på et posthus, og netop af den grund havde Charlie valgt dette ark, der var så udførligt. Flere andre papirer kunne kun komme med luftige bud på, hvem der bragte og hentede, og hvem der mon stod bag) og så, i den sirlige skrift stod der en formodet afsender. En mand, man ville kende som ganske nær en af de fremtrædende kardinaler. Derefter en skråstreg og en ny dato, en adresse på et postkontor i New Mexico og 'blå Ford' samt et registreringsnummer, en kommentar i blåt blæk om bilens ejer samt en formodet modtager, der var lokalpolitiker. Hvordan det var lykkedes Charlies kilde at få en mand til New Mexico bare for at notere registreringsnummeret på den bil, der hentede en bestemt pakke, var en gåde, men det var netop en af finurlighederne, der gjorde livet interessant. Hun ville aldrig kunne gøre det selv, og kilden ville aldrig have været i stand til at finde de rigtige at videregive den viden til. Hun lod den unge Vampyr tage sig god tid.

Så smilede hun og kom med et første bud, der faktisk var ganske rimeligt, hvilket hun udmærket godt vidste.

Thomas tog papiret og læste det. "Meget inponerene, dette er mere konkrete oplysninger and jeg havde forventet, er de alle så præcise for hvis de er kan du forvente et godt beløb for dem. " Sagde Thomas, og viftede med papiret. "Jeg slæber ikke rundt på noget stort beløb, men jeg kan overføre pengene til dig så snart papirene er her." Han rakte hende papiret. "Ved du hvad der var i den pakke?" Spurte han så.

Charlie smilede selvtilfreds. Det passede hende utroligt godt at hun havde skaffet noget, der fik ros på den måde. Hun tog imod dokumentet, som hun meget forsigtigt stak tilbage i tasken. "Det er kun første pakke af tre. Ud for den sidste er det anført, at det formodes at være et eller andet faststående våben, nok et skydevåben, men sandsynligvis med en eller anden videre, elektrisk dimension, måske også noget magisk, men jeg er ikke helt klar over, hvad der menes med de små stjerner." Hun hev papiret op og pegede på en asterix længere nede på siden, før hun igen pakkede det ned med stor forsigtighed. Et andet lille stykke papir dukkede op i hendes hånd. Det var lamineret, lignede et visitkort og bar et kontonummer (der førte til en bank i Schweiz, hvor Charlie mærkværdigt nok havde arvet en konto efter moderens død. Først havde hun troet, den var tom, men så havde hun opdaget, at der i begyndelsen af 1900tallet var blevet sat få schweizerfrank ind. De havde avlet en lille bitte slat penge gennem tiden, men det var ikke værd at tale om.)
"Så, hvis du vil have andre kontaktinformationer, så sig endelig til.."

//Hvordan har de egentlig fundet ud af, der kunne foretages en handel? XD Over le internet?//

Thomas betragtede hende lidt, hun havde styr på hvordan hun ville have pengene, men det var nok også en god ide. "Hvis det er et skydevåben er den ikke til meget nytte hvis den er magisk. Pistoler og geværer er ikke ret effektive mod os, så det er ikke sandsynligt selv hvis våbnet er magisk." Sagde Thomas. Han rettede lidt på sit tøj. "De tre stjerne kan betyde flere ting, hvis de er noteret nær kassen, så er det kassens vigtighed. Den rækker fra én til fem stjerner. Noglegange står de også ud for personer, så er det deres rang. Lad mig bare sige at Paven er den eneste der har 10 stjerner." Fortsatte han. "Jeg behøver ikke andre kontaktpersoner, men jeg vil gerne ha fat i dokumenterne så hurtigt som muligt. Jeg vil endda gå med til at betale først, hvis du giver mig en pris, jeg stoler på at du ikke snyder mig, for du ved da vist godt hvad der sker hvis du gør." Det var ikke en rigtig trussel, kun en betinget trussel, han ville jo ikke skræmme hende væk.

//Du har nok haft kontaktet en anden vampyr, på en eller anden måde, så de har sendt mig.//

"Hmm, okay.." mumlede hun om stjernerne og overvejede, om hun burde læse alle teksterne. Det burde hun jo, men.. Der var bare masser af tekst. Charlie trak på skuldrene, men følte sig alt andet end godt tilpas. Hun brød sig ikke om hans ord. Han kunne ikke gøre hende noget. Jo han kunne. Han kunne eksempelvis slå hende ihjel, han kunne tvinge alle oplysninger ud af hende, han kunne drikke hendes blod og gøre hende lige så kold som han selv var. Hun snøftede og tørrede sig under næsen med overfladen af sin hånd.

"Jeg vil mene ..." hun tøvede før hun nævnte sin pris. Samme som før. Rimeligt, faktisk ganske billigt for et første bud. Hun forventede han ville prøve at presse hende i prisen, og selv om det nok ville ende lige lovlig lavt, så ville de alligevel åbne for videre samhandel.

"Jeg kommer her igen i morgen ved denne tid, og så har jeg papirerne med, hvordan lyder det?"

Thomas ventede på at høre fortsættelsen. "Hvad er det så for en pris, jeg kan sagtens møde dig her i morgen, men hvor mange penge skal jeg overføre, så jeg ved om vi har en handel eller ej?" Spurte han. Hvor havde hun ikke bare nævn hvad hun ville ha' han havde så mange penge han ikke brugte, han kunne ikke købe luksus lejligheder for det ville virke mærkelig for en dreng, han ville ikke tage på dyre ferier for vampyrer var territoriale og blev som regel på et sted, hvad skulle han bruge dyre biler til, når han ikke var høj nok til at køre i dem, og under alle omstendigheder ville han få det meste af beløbet refunderet, af rådet.

//Jeg aner ikke, hvad man giver for sådan noget, så korriger mig, hvis jeg tager fejl :3 Tænkte, du ville komme op med en eller anden random pris hvis jeg skrev 'en rimelig pris, for jeg er så lost' xD //

"Det bliver i omegnen af 40.000. Så får du for det sidste år. Fra midten af oktober 2011 til midten af oktober 2012." Hun så på ham med store, brune øjne og håbede ikke, han ville grine af hende. Det ville være et nederlag uden lige, selv om latter var det mindste, han kunne gøre. Truslen hang stadig i hendes baghoved som en tung, sort sky. Det var ikke, fordi han ville skræmme hende, men simpelthen fordi det var sandt. Hvis hun snød ham, så var det ikke til at sige, hvad der ville ske. Hun prøvede at skubbe billederne af vampyr-Charlie, der vendte et blodigt tandsæt op mod en kulsort himmel, væk, men da det bare blev erstattet af et oppustet lig i mørkt vand, besluttede hun at vampyr-Charlie næppe var en dårlig udgang.

Thomas smilede. "Det lyder rimeligt." Sagde Thomas. Hun havde nævnt en pris, en pris han gerne ville betale, så der var ikke nogen grund til at forhandle om den. "Så mødes vi vel bare her i morgen, du bringer papirene og jeg overføre pengene." Der ville overhoved ikke blive tale om nogen transformation af hende, ikke hvis det stod til Thomas i hvert fald.

"Fedt," sagde Charlie, lettere paf over, at det gik så let. Han havde slet ikke været uenig. Det var mærkeligt, men netop der var hun fuldstændig blind for, at han eventuelt kunne finde på at snyde hende. Sådan var han nok slet ikke alligevel, vampyrbarnet.
Han var vokset voldsomt i hendes agtelse. Først havde hun ikke troet sine øjne, så havde hun været ret frygtsom, men nu så hun ham mere som en mere end værdig spiller i livets store skakspil, selv om det var lidt svært at abstrahere fra hans ringe højde. På den anden side var det et udmærket dække. Hun ville aldrig have vurderet ham som andet end et utroligt blegt barn, hvis ikke hun havde vidst bedre.
"Det er sgu en deal." Hun smilede pludselig blændende og rakte ham hånden. "Samme sted, samme tid i morgen? Vil du have den første kvartal på forskud?"

Nej bring du bare det hele i morgen, men sørg for ikke at blive forfulgt, hold især øje med himmelrummet. Mange Paladiner er engle, hvis du kender dem, så hvis de følger efter dig er det nok på den måde. Det ville være bedst ikke at have nogen til at forstyrre os. Hvis du ser en, så ring til mig på dette nummer." Thomas trak et visitkort op af lommen der var lavet i sort pap, med kun et telefon nummer printet i rødt. Han kastede det så hun kunne gribe det, ellers ville det lande bag hende. "Hvis der er en, så fortæl mig hvordan han ser ud, også aftaler vi hvad vi skal gøre."

Charlie fangede uden videre besvær kortet i luften. "Paladiner?" Gentog hun en smule fraværende, mens hun studerede de små, røde tal. Hun lod en finger glide hen over dem, som om hun prøvede at kopiere dem over på sin hud. Så stak hun det indenfor jakken hvor det forsvandt ned i en af mange inderlommer. "Hvem er det? Vi kan også rykke mødet to timer frem, så vi først mødes når det er endnu mørkere. Engle ser vist ikke så godt i mørket." (men det gjorde Charlie sådan set heller ikke)

Thomas slog let ud med armene. "Det gør ikke nogen forskæld der er ingen her, men hvis de skulle opdage dig på en eller anden måde så ring, så vi kan lave en ny aftale. Det kan være jeg belsutter at konfrontere ham, i stedet for at aftale en ny tid, men det ville ikke give mening at ændre tiden allerede nu. En paladin ville under alle omstendigheder, have en lyskilde af en eller anden art."