So.. we meet agein //Thomas//

"Nåh hvad gjorde han da?" Sagde Thomas. Maria havde gnedet sin nakke flere gange, men Thomas tænkte ikke på det. Hun havde vel bare hold i nakken eller sådan noget.

"han... bid mig" sagde hun svagt og så ned, hun havde ikke fået avide hun ikke måtte sige det, men hun ville ikke bringe sin far i problemer. Men hun kunne vel stole på Thomas, han var jo også et barn og virkede meget veneligt.

"Han... han bed dig?" Det var en besynderlig ting at gøre, ved sin ny erhvervede datter. "Hvordan havde du det efter at han bed dig?" Var du sløv, træt eller søvnig?" Spurte han. Han måtte vide hvad der gik for sig her.

Maria nikkede "Ja, jeg besvimede i hans arme men han hentede mig på hospitalet og tog mig med hjem, det var sådan han blev min far, han sagde til mig han gerne ville være min far og passe på mig, og så adobteret han mig"

Thomas var forbløffet over at hun kunne huske så meget. Han var helt sikker nu, der var mindst en vampyr i hendes husholdning. Ikke fordi Maria var i nogen form for fare, med mindre det var den slemme slags vampyr, den slags der holdt af at slå mennesker ihjel. Ikke fordi Thomas ikke morede sig med den slag, men han gjorde det kun når det var nødvendigt. Det var trods alt tåbeligt at slå sin mad ihjel.

Maria krammede sin bamse og så på ham "Men han sagde undskyld" sagde hun og ville forsvare sin far.

Thomas lo hen for sig. "Ja det kan jeg forstille mig." Sagde Thomas, der nu viste det hele. "Ved du hvad de laver til hverdag? Det kan ikke ha fået lov at adoptere dig hvis ikke de har arbejde."

Maria så ned "Jeg ved det ikke helt" hun så rart nervøs ud.

Thomas rullede med øjnene, selvfølgelig gjorde hun ikke det. Hvis han lavede skrivebords arbejde måtte viste hun selvfølgelig ikke hvad det gik ud på. Børn var faktisk ikke særlig intelligente, havde han virkelig også været sådan da han blev bidt. Han kunne huske at han havde stillet spørgsmål i et væk, indtil hans sire havde stukket ham en på hovedet. Hvis han var vampyr, ville han jo ikke bevæge sig ud om dagen, hvilket nok var grunden til at hun måtte være ude nu. "Hvad laver han for sin herre. Gør han rent, og passer hus, eller sidder han ved et skrivebord med skodderne lukket til?"

"Han gør ikke rigtigt noget for ham, de lever sammen og mester lære far nogen mærkelige ting de siger jeg ikke ville kunne forstå, og så handler far mest ind men det gør mester også mens far passer mig" sagde hun og satte sig odenligt på gyngen og gyngede

"Handler ind, ja det skal man jo. Hvad køber de?" Spurte Thomas.

"mad og plaster, andet har jeg ikke set" sagde hun stille og så på ham.

"Kom nu" Sagde Thomas på en drillesyg måde, men han lod sig svinge ned, så han hang i benene med hovedet ned af under grenen. "Alle voksne gør mærkelige ting, er de ikke undelige på en eller anden måde?"

"Jeg ved det alser ikke... det jo ikke sådan jeg ved... hvordan forældre skal opføre sig" sagde hun og så lidt trist ned.

"Du har da set film, eller læst børnebøger kom nu et eller andet." Sagde Thomas

"..." Maria tænkte sig lidt om "De sover ikke, og de kan heler ikke lide småkager lige som dig" sagde hun og så stille på ham.

"Så du siger at de ikke sover og ikke spidser småkager. Ja det lyder jo mærkeligt, hvorfor mon ikke det?"

"Hvorfor spiser du ikke småkager" sagde hun og rejste sig op "Hvorfor er du her ude midt om natten"

Nårh ja, det var også rigtigt han havde fortalt hende at han heller ikke kunne lide småkager. "Jeg... jeg bryder mig bare ikke om dem, og jeg er ude fordi jeg kan lide at være ude om natten, hvorfor er du ude om natten?" Spurte han en smugle defensivt.

"Fordi jeg gerne ville se på stjernerne" sagde hun og så lidt sur ud, hun bryd sig ikke om han nærmest forhørte hende, hun ville også stille spøgsmål "Hvad er det ved småkager du ikke kan lide"

"Hvem er du..? min mor?" Spurte Thomas. Det var så typisk et pige spørgsmål. "Jeg ved det ikke, de er for tørre tror jeg men jeg bare ikke li' dem." Sagde Thomas.

"Nej jeg ikke din mor..." hun så ned og rystede "Jeg ved ikke engang hvordan en mor er"

"Det var bare fordi du spillede sådan et mor spørgsmål, så bliver man forvirret." Drillede Thomas. Han gav slip med benene faldt den lange distance 5-6 meter, mens han vente i luften og landede på fødderne. "Jeg tænkte at du muligvis ved mere end du vil sige."

"Jeg vil ikke sladre hvis der er noget galt med mine forældre, de forladte ikke mig på et dørtrin midt om natten" sagde hun med tåre i øjne og rystede, det var nærmest kun en hvisken.

"Så der er noget med dem, om du vil sige det eller ej, og jeg tror jeg ved hvad det er." Sagde Thomas igen mest henvent til sig selv. Han smilede næsten dyrisk, og hvis man kiggede godt efter kunne man se at hans øjne havde skiftet farve fra sort til mørk rød.