Come, kitty-kitty-kitty - Millicent.

Dag + Dato: Fredag.
Tidspunkt: 20:46
Omgivelser: Børnefamilier, unge og gamle. Og så et par typer der ikke passer ind, forlystelser, madboder osv.
Vejr: Tørt, en smule køligt, men ikke flyverdragt vejr. Stjerneklart.

Alessandro trådte på den smøg han havde haft i hånden for få sekunder siden, gløden slukkedes under den sorte skos hæl, og han vendte sig mod de, som han havde taget med. De var 5, med ham selv talt med, og den sårede. "Vis mig stedet.." sagde han så kort og strøg noget hår væk fra sine øjne så han bedre kunne se. Manden med det besynderlige plaster trådte frem og nikkede kort, og begyndte hurtigt at gå. "Fik i pigen?" mumlede han bagud til resten af mændene. Aldrene var vidt forskellige, nogen var langt oppe i tredserne, men blev slet ikke brugt til arbejdet i marken, mens andre var 16 og agerede stik-i-rend-drenge, meget andet kunne de ikke bruges til. De var slet og ret for uerfarne, og for dårlige til at håndtere våben.. det var jo ikke alle der var født med en sjæl så sort som Alessandros.
Han fik intet svar, og gjorde en irriteret håndbevægelse "glem det, find ud af hvor hun bor, jeg vil have fakta jeg kan arbejde med, og arbejde ud fra" snerrede han. Han tog sig selv i at blive arrig for tidligt i processen, lige nu gjaldt det om at få fastsat hvor det var han var blevet skudt henne, med hvad... og selvfølgelig, vigtigst af alt, af hvem. Men det var jo ikke sikkert det var muligt at finde hende.
Han vinkede til de andre mænd bag sig "spred jer, i ligner jo mine bodyguards, vi skal jo netop være mindre synlige, vi skal have det her overstået" sagde han, mens de fortsatte ind i forlystelsesparken.

Hun ville næsten have væddet med at hun ikke ville sætte sine ben her , ikke lige forløbig da.
Al for mange minder...både om uheldet, hendes veninde...og ja, Willam ...lå tungt og pressede ned, på de lidt spinkle skuldre.Og alligevel gik hun nu her...Millicent...frankeret af hele to betjente.Hun rystede svagt på hovedet.Hvorfor skulle der to betjente med ? helt ærligt..som om en ikke var mere end rigeligt, troede de hun var farlig...eller i risiko for at stikke af?
Christ..hun havde sku da selv meldt sig! De havde jo ikke kunne opsnappe hende...hvilke hun udelukkende nok kunne takke Stephen for.
Hun havde siddet i et seks timers forhør nu, og have indvilliget i at tage med ud på det såkaldte gerningssted....og derefter forventede hun de lod hende gå.
Stephen havde de sluppet efter en god time, og han sad nu hjemme og entede på et opkald fra hende.Det håbede hun da.
" Skydeteltet ligger her henne" oplyste hun og politiet fulgte med.
" Miss.Cooper....når vi har opført vores notater, så er de fri til at gå...men lad vær med atrejse ud af landet" formanede strisseren der hed Mack.

Alessandro tændte en smøg og sugede nikotinen til sig. Det føltedes godt. Han gik efter manden foran sig, for øjeblikket havde han glemt hans navn... så indtil videre kaldte han ham bandage. Der var familier og børn overalt... så noget snigmord blev det ikke til, men bandage var jo også kun skadet, øje for et øje princippet behøvede jo ikke blive brugt i alle sammenhænge, så havde Alessandro da nok at lave med at aflive folk. Selvom han sjældent gjorde det selv, det havde andre til at gøre. det var ikke tit han fik beskidte hænder.
Han pustede grålig røg ud over sine blege læber og var nær vadet ind i bandage... Han sænkede sin smøg "er det her eller hva?" spurgte han køligt, og masede sig forbi. Der var rigtigt nok en skydebod... men der var også strissere og en blond pige. Alessandro blev stående, askede en enkelt gang mens han betragtede dem komme gående. Strisserne var han ikke bange for, han havde de fleste i sin hule hånd, og de havde ingen pletter på ham... han var ren, men han havde været mistænkt et par gange før. Så de havde altid øjne i nakken når han var i nærheden. Han gjorde en let håndbevægelse og lod sig glide i baggrunden, stadig med øjnene fokuseret på dem... Han vendte sig kort mod bandage "jeg antager det er hende der er tale om...?" mumlede han let. Han nikkede blegt og sammenbidt til spørgsmålet.

Millicent måtte forklare for hundrede og syttende gang , hvad der var sket den dag ved skydeteltet og hun gennem gik slavisk hændelsen bit by bit.
- Eller...altsår , det vil sige sådan næsten da. Hun havde besluttet at undlade den del hvor hendes veninde Liz, havde modtaget en kæmpe pose heroin - eller hvad shittet nu hed- af en mand.Hun ville gerne beskytte Liz, indtil hun selv have haft en mulighed for at tale med hende, for det var jo tydeligt at pigen var ude hvor hun ikke kunne bunde.At deale drugs var ikke noget for Liz, og nogen måtte jo få det til at stå klart for pigebarnet.Problemet med at beskytte Liz var bare, at Millicent dermed også fratog sig selv den mulighed for at fortælle hvorfor hun var så distræt da hun stod med geværet...og det var jo ligesom hele den forbandede årsag til uheldet. Så nu endte hun ud i , ikke kun at have plaffet kinden af manden i teltet - men også at skyde sig selv i forden.Pokkers.

Mack sendte et blik til sin kollega, det var tydeligt at han havde opfanget det ikke var den hele sandhed Millicent serverede dem, men de havde forsøgt fra mange forskellige vinkler at tage hende i at udtale en løgn eller bare fange hendes i noget der ikke hang sammen, men tøsen var fuldstændig glat.
Selvom deres strisser intuition skreg at hun løj...havde de bare ikke noget at pinde det på.
Stadig ikke noget.
For helvede da...deres overordnet ville blive pissed.Han ville ikke gå på pension, ikke før Cooper sad bag tremmer, havde han ofte bedyvet.Det var nemlig også ham, der havde arbejded med branden og drabet af Millicents forældre- og- han var helt af den mening af det var Millicent som stod bag det hele.Og Mack og resten af stationen, kunne næsten ikke vente til den gamle, fik pakket sine sydhavnsfrugter og lod sig pensionerer, så alle ville bare gerne have fat i denne Cooper sag, og få den lukket!

" Okay....Miss.Cooper....du vil høre fra os i nær fremtid.Vil du have et lift på din vej tilbage?" spurgte Mack, med en stemme der var både kold og afvisende og på ingen måde matchede hans 'venlige' tilbud.
" Nej tak...jeg klarer mig" skyndte hun sig at slå fast.Ikke et sekund længere ønskede hun at tilbringe i deres selv selvskab.
Hun vendte dem resolut ryggen, og begyndte at gå væk derfra....imens en følelse af at være ...trist og fortabt i en verden der emmede af urætfærdighed...sluttede sig omkring hende.

Alessandro betragtede scenariet fra en vis afstand, og betragtede 'bandage' en smule fra siden "hvordan var det det hele foregik igen?.." mumlede han og inhalerede den den gråhvide røg, mens han ventede på historien. Han kløede sig i skægget på den uskadte kind og brummede noget uforståeligt, før han åbnede munden "jo altså... jeg havde lige leveret en pose til en af vores kurerer, men denne gik altså rundt med sin veninde, som så er hende der.." mumlede han dystert og nikkede mod pigen "og så... ja så må hun have set noget, hun skød mig i hvertfald da jeg var kommet tæt nok på, jeg er ret sikker på hun måske arbejder for... ja hvem ved, der er nogen der har hørt tale om C" sagde han så. Alessandro nikkede, det lød omend lidt sært at kvinden havde set veninden fået udleveret stofferne, det skulle gøers i top sikkert miljø, ingen skulle have mulighed for at sladre..
Og så havde hun skudt en af hans mænd... som hævn? Var der andre magter bag pigens ryg som han ikke kendte til? Alessandro rynkede panden i en tænksom mine, han var ikke bange for rivaliserende magter, han havde et overtag de fleste steder, men det var stadig noget han skulle ofre meget tid på, hvis det virkelig var sådan..
"Lad os tage hende med til en lille snak.." sagde han så, træt og en smule bekymret over hvilken udvikling dette kunne tage. Det kunne skade hans forretninger, og hans familie. Han nikkede til en af de andre..Little Mickey, hvor Tony var, vidste han ikke, men han sluttede sig jo nok til når de tog hjemad.
Little Mickey, der ikke var så lille endad, tog sig sammen da Politiet var ude af syne og gik helt op på siden af Millicent. "Vær venlig at følge med." sagde han køligt og greb fat i hendes arm, og trykkede en revolver mod hendes side for at få hende til at forholde sig roligt.
Alessandro nikkede til 'bandage' og vendte om for at gå tilbage til parkeringspladsen... her var for crowdet.

Hvor var det dog nemt at blve indhyllet i en tilstand af tristhed.Man behøvede ikke en gang anstrenge sig eller gøre sig umage....der var bare så mange ting i ens liv og dagligdag, der ikke var helt iorden....for ikke at nævne alle de uheld der synes at klistre sig til Millicent, som var de fluer på et fluefangerspiral , så der var nok at lade sig gå på af.
Helt anderledes var det med lykken...den var så flygtig og slet ikke til at tæmme.Hun mødte den i små glimt, og dem levede hun så længe på.Men lige nu og her følte hun sig...tom..inden i.
Lettet over ikke at blivenarresteret, og lykkelig over Stephen slap for reprimander...men helt ærligt, så var hun udmattet og orkede ikke mere pis i dag.
Hun rettede lidt på sin rosa Tshirt og de sorte bukser der næsten var halvt skjule da hendes meget høje støvler gik helt op til knæene.
Millicent skulle lige til at dykke ned i sin taske, og søge sin mobil, for at ringe Stephen op, da en hånd greb hende i armen og et eller andet pressede ind i hendes side.
" Hvad fanden?!" udbrød hun og forsøgte at rive sin arm til sig.
" Følge med ? naaa, det tror jeg så ikke li..." hun forstummede, da det gik op for hende at det var en pistol hun kunne fornemme.
Millcent havde måske nok en stor mund og et modigt hjerte, men hun kendte udmærket sine begrænsninger, og dette var en af dem.
Måske var det en af Hadrian mænd, der ville hente hende til undersøgesle....selv om det ikke liiiige var sådan her at Hadrian havde beskrevet det ville forgå.
Millicent havde ikke andet valg, for nu- end at følge med.
Men ved første chance, ville hun tage flugten, det var da helt sikkert.
* fra asken til ilden min lille skat * hviskede en stemme i hendes indre...

Little Mickey gjorde en irriteret grimasse over hendes protester, men lod sig ikke mærke med det. Han havde gjort det tusind gange før, Alessandro havde sagt at hvis de ikke makkede ret første gang, så skulle han bare få det overstået... men det her var en anden sag, hun var langt mere værd i live.. Hun arbejdede nemlig for en mulig rivaliserende bande. Eller det var det han havde fået at vide af de andre... Alessandro selv havde ikke sagt noget. "Vær stille, det vil være ovre om lidt.." mumlede han bare, og slæbte hende med sig. Han sørgede dog for at have revolveren presset mod hendes side hele tiden så hun vidste at hvis hun skreg op... eller gjorde noget der ikke ville gavne hende, så ville det være slut meget hurtigt.
Da parkeringspladsen kom til syne, kom et par andre til, bl.a. Tony og 'Bandage'. De var rutinerede, et par håndjern om hendes hænder og en knebel i munden og så ind på bagsædet af den sorte Lexus.
De tonede ruder gjorde bilen meget mørkere end den egentlig var. Alessandro sad på bagsædet med et sædes mellemrum mellem ham og Millicent. Han bankede let på ruden, og bilen satte igang, mens han udtryksløst så på den blonde pige. Han lænede sig frem og løsnede kneblen om hendes mund, det var jo bare irriterende... men de fulgte jo en sikkerhedsprocedure.
"Jeg undskylder ulejligheden Mrs. Cooper..." mumlede han og lænede sig tilbage. Han rømmede sig "sagen er den at du for noget tid siden har skudt en af mine mænd.." sagde han så, for at gå direkte til sagen, han var en travl mand. "Såret kan heles, men det er grunden der interesserer mig".

Hun kunne blot lade sig føre med, hun holdte ingen argumenter imod en pistol kunne hun ikke vinde en diskution,vel.
Da der stødte flere til, kunne hun genkende den ene...ham fra skydeteltet...og hun begyndte at få en bange anelse, det handlede måske om hævn....ville han gøre hende fortræd nu?
Da hun fik håndjern og en dims i munden..begyndte Millicent at panikke, for alvor.
Hun strittede imod og hev i sine arme, så håndjernene skar i hendes hud.
Hvad fanden var det der skete? det kunne jo ikke passe.Og hvor var William..? hvorfor var han ikkemher og passede på hende, han ville kunne rive de her idioter fra hinanden på under et minut.Hun blev presset ind i en bil...mørk og lidt dyster, hvor en ung mand sad.
Hans aura glimtede...great, manden var dæmon, hendes held ville åbenbart ingen ende tage!
Han befriede hende fra dimsen i munde...da han ville have svar på et spørgsmål, åbenbart.
" Du undskylder? jeg forslår du løsner mine hænder, med mindre du er bange for jeg slår dig ned?" hvilke ville være lidt af en skamplet for en mandelig dæmon, ville det ikke? Selv om hendes knæ rystede af skræk, forsøgte hun at lyde selvsikker.Forsøgte var the keyword.
Da Millcent hørte hans spørgsmål....mærkede hun de små bobler tage form i maven.
Og der kom flere og flere..og de begyndte at presse sig på.Et lille fnis lød...og inden der var gået længe, sad Millicent og grinede...hun lo og lo...og tårene begyndte at grille ned af hendes kinder.
Hun var træt efter at politiet have grillet hende i 6-7 timer, på en meget ubehagelig måde....og efter at have været på flugt i dage vis....og nu dette?! ...hvor meget kunne hun tage ? var filmen ved at knække nu?
Hun vidste bare det ville give problem...uanset hvem denne hotshot troede at han var, så ville han sku nok ikke tro på sandheden, vel....ikke når han havde gjort sååå meget ud af det.
Så da hun endelig åbnede munden, sagde hun reserveret..." Hvem i alverden er du ?"

Alessandro så køligt på hende da hun kom ind i bilen. Allerede der begyndte hans fordømte migræne at plage ham, hun var en temperamentsfuld lille dame så meget fik han da ud af det. Han sænkede sit hoved lidt og rynkede sine øjenbryn. "Du vil være betydeligt lettere at håndtere med håndjern på frøken Cooper, jeg foreslår vi får det her overstået så hurtigt som muligt, jeg er en travl mand, og jeg antager at du også gerne vil have lidt fred" afsluttede han skarpt.
Han gloede dog lidt da hun begyndte at grine, så højt at det næsten var hysterisk, og så begyndte hun at græde. Alessandro havde set det før... under forhør hvor folk var knækket. Han lod hende hidse sig op, lod hende småtude til hun var færdig og hun reserveret talte til ham igen.
Han så udtryksløst på hende nogen sekunder, så på sit ur, og derefter på hende igen. Han sukkede utålmodigt og bankede let på forsædet og mumlede noget på russisk til føreren af bilen.
Han vendte sig mod hende igen "Hvorfor mener du at du har ret til at stille mig spørgsmål, når du ikke svarer på mine?" spurgte han så. han trak på skuldrende "Jo hurtigere du svarer, desto hurtigere får du lov at gå, ellers er jeg desværre nød til at tilbageholde dig" mumlede han så, og rakte ud efter et glas han havde stående i en skræddersyet holder der passede til bilens interiør. Han hældte whiskey op i... han vidste det var dumt at mixe alkohol med piller, men ligenu var det nødvendigt.
Han tog en håndfuld panodil, mens han fortsat holdt øje med pigen overfor sig. Han tog en god slurk af den gyldne væske og måtte undertrykke en lyst til at kaste op. Han stilte glasset fra sig, og sank med en hørbar lyd.

// Undskyld mange gange, men jeg må baile fra emnet...jeg sætter Millicent på pause og kun en af hendes historier vil forsætte lige nu.
Undskyld jeg tog af din tid...normalt emner jeg altid færdig.
~Millicent

//Det er helt iorden //

Tak