Who the...//Richard//

"Fem år.. Wow" hun smilte svagt til ham. Hun trak på skuldrende "det skal du ikke være, det er mange år siden" der var intet sorg at spore i hendes blik, men inderst inde var hun ved at eksplodere af sorg.

"det bliver det ikke mindre trist af" sagde han og trak svagt på skuldrene, "men jeg forstår godt, hvis du vil tale om noget andet".

"Det har du ret i, men man kan letter komme igennem dagen for vær da der går" hun smilte svagt. "Jeg vil sige, det ikke er noget jeg plejer at tale om, men det føles rart endelig at tale om det, jeg har været for svag til at tale om det"

Han nikkede, "sådan er det af og til" sagde han, "jeg har ikke noget imod at lytte, hvis du skulle føle behov for at tale" sagde han og smilede forsigtigt. Han var ikke helt sikker på, hvordan han skulle forholde sig til kvinden.

Hun smilte "Jeg tror ikke du ville synes om det" hun trak på skuldrende og kiggede på ham

"bare rolig, jeg er ikke sådan at skræmme" sagde han roligt.

Hun nikkede "Okay" hun vidste ikke hvor hun skulle starte, men fandt hurtigt ud af det "jo det startede da jeg var helt lille, jeg havde tre søskende og selvfølgelig en mor og en far, en dag da far kom hjem fra arbejde var han sur og stresset, vi havde aldrig set ham sådan før, det viste sig så at han havde været nede og gjort nogle dæmoner rigtig sure og at han var bange for at de kom, og de kom skam, de rev vores hus i stykker og drabte mine søskende og mor og far lige foran øjne på mig, jeg nåede så at flygte, og bosatte mig så i gaderne" hun trak på skuldrende, det var faktisk ret nemt for hende at tale om lige nu, hun vidste ikke hvorfor, sådan havde det aldrig været, hun havde altid brudt ud i grød, bare ved tanken om det.

Han så chokeret på hende, så tog han sig sammen og sagde tøvende, "det lyder ... skrækkeligt". Han ledte lidt efter noget bedre at sige, "det er jeg virkelig ked af" fortsatte han, "det må have været hårdt" han så medfølende på hende og vidsteikke, hvad han mere skulle sige, han manglede ord.

"Det var skam også skræmmende, og hårdt, men nogen må dø så andre kan leve, det var min families motto" hun smilte svagt, og kiggede på ham.

Han trak på skuldrene, "tja ... jeg kan ikke sige jeg er enig, men hvis det giver dig fred" sagde han med et lille smil.

Hun smilte svagt "jeg har aldrig fred, men jeg fik hævn, og det betød meget for mig" hun trak på skuldrende. "Men nok om mig, fortæl mig noget om dig selv" hun satte sig ivrigt til rette i sofaen

Han nikkede svagt, han kunne godt relaterer til den følelse. "om mig? der er ikke så meget at fortælle" sagde han mens han gennemrodede sit sind efter noget at sige, noget der hverken var hemmeligt eller alt for personligt, han følte sig ikke sikker nok på pigen, til at komme med hele sin livshistorie. "Tjoe, jeg har boet i byen i fem år, jeg kom her til som attenårig og boede hos min onkel i nogle år, nu bor jeg alene. Jeg er nyuddannet bibliotekar og arbejder på et bibliotek i centrum og så har jeg en hund, som hedder Tanja" sagde han med et lille smil.

Hun smilte til ham idet han begyndte at fortælle lidt om sig selv, det var ikke meget han fortalte, men det var fint de havde også kun lige mødt hinanden, det var bare Azazel der var lige overkanten for social, men hun var engel og elskede alt levende på jorden og så var hun stripper, hvorfor skulle man ikke være social.
Hun lænte sig frem igen efter at havde hvilet sig på sofaens ryglæn, og kiggede smilende på ham, hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige, hun talte ikke så meget med fyre, som sådan.

Han trak svagt på skuldrene, "det er vist det, sådan overordnet ..." sagde han, lidt i tvivl om, hvad han skulle sige nu, "jeg drikker kaffe og holder af dyr" sagde han med et grin, "har du selv nogen dyr?"

Hun smilte til ham "Både ja og nej, vis du betegner din fjende som et dyr så har jeg vel et i mit hus" hun smilte svagt til ham.

Han så på hende med en blanding af vantro og forvirring, "... øh ... " han tøvede lidt, "haha" sagde han så og sendte hende et spørgende og lidt usikkert blik.

Hun kiggede på ham "hvad griner du af" hun kiggede undrende på ham *Hvorfor er han usikker* måske sagde det sig selv, det var et mærkeligt svar, hvem vil betegne sin fjende som et dyr... Hun ville, men det ville han måske ikke "Glem det"

"du jokede ikke?" spurgte han, ikke helt sikker på, om han burde blive her, hvem holdt deres fjender i huset, og omtalte dem som dyr?

Hun rystede på hovedet og smilte svagt til ham, "Nej" hvorfor skulle hun joke, fjenden var godt nok død, men han var i et værelse lige ved siden af dem.

Han rynkede brynene og så på hende med ligedelt vantro og rystelse, "så ... det var ikke bare en morbid joke?" spurgte han igen, stadig med et svagt håb om hun jokede.

Hun smilte til ham, forstod han det ikke eller ville han bare ikke forstå det "nej det er ikke en joke, han ligger der inde" hun pegede mod en sort dør der ikke var langt fra dem. *Ups...* hun havde sagt for meget, hvorfor skulle hun også altid tale over sig, hun var så direkte nogen gange, og nogle gange var der konsekvenser, hun kiggede ventende på hans reaktion.

Han skævede mod rummet hun pegede imod og gøs svagt, ligemeget hvad grunde var, var det ved at blive lidt for meget. "... jeg tror måske jeg skal videre" sagde han usikkert.

"Jeg plejer ikke at dræbe, jeg er engel det burde jeg slet ikke men han overfaldt mig og det var ham der slog min familie ihjel, hvordan skulle jeg ellers gjort" hun sukkede og kiggede på ham "selvfølgelig skal du det"

Han hævede et øjenbryn, "om du er engel eller dæmon har ikke indflydelse på om man dræber eller ej" sagde han skeptisk, det havde hans mester altid sagt og det lød rigtigt, "men selvforsvar er derimod ikke en dårlig grund ..." fortsatte han lidt tøvende. Han vidste ikke helt, hvordan han skulle forholde sig til hende.

Hun sukkede dybt. "Det har du sikkert ret i" hun kiggede ned i gulvet og ville ikke møde hans øjne, "Det var mere en bare selvforsvar, det var også en masse vrede, forstår du, vi mødtes på gaden og han købte denne lejlighed, til os begge, ja vi var sammen i et godt stykke tid indtil jeg fandt det var ham som slog min familie ihjel, men han misbrugte mig og derfor var der også lidt vrede blandet med" hun trak på skuldrende, men kiggede ham stadig ikke i øjne.