Et Skrig Flænger Natten

Thomas var forberedt på at hun kunne finde på at andgribe, og bøjede trådte til siden. Derpå sendte han kastekniven mod den bevistløse kvindes hals, hvor den plantede sig med et blødt dunk. problemet for Thomas var nu at kastet resulterede i at hans wakizashi blev holdt i en underlig vinkel bag hans ryg, så han var åben over for at andgreb fra englen.

Elion fik ikke ramt drengen, og hørte knive der ramte hud og kød, og kunne selv ikke mærke noget, så hun fik hurtigt gættet sig frem til hvem der var blevet ramt. Hun så over på kvinden med store øjne, men de blev hurtige fyldt med vrede, og hun sprang så hurtigt frem mod drengen igen.

Thomas, der var kommet til at åbne sig for et andgræb, blev ramt med en knytnæve i hovedet. Han tumlede 1 m tilbage og landede på ryggen med et dunk. Han stønnede og løftede hovedet lidt. "En lærestreg" sagde han. samtidig med et en tung regndråbe landede på hans pande, det begyndte at regne. Han holdt stadig sit sværd, fast knuget i den ene hånd.

"Hvor vover du?!" råbte Elion af ham og gik hurtigt over til ham og satte sin fod hårdt ned på hans brystkasse. Hun var simpelthen så rasende, at hun ikke lagde mærke til regndråberne, og havde bare lyst til at gøre en ende på hans ynkelige lille liv.

Thomas Sende hende et hugtands smil, og forsøgte at snitte hende i benet med sin wakizashi, for kunnet komme fri af hendes fod, hvis den ramte ville hun få et dybt snit i skinnebenet og sværdets fortyllese ville give hende et elektisk stød. Regnen havde næsten nået sin fulde kraft og vand begyndte at løbe ned af den let skånende vejbane.

Elion var nærmest blændet af raseri, og så ikke drengens sværd, og skreg næsten af smerte, og faldt på røven, og tog sig til benet, og forstod ikke hvordan hun kunne have mærket et stød, da intet normalt sværd kunne have gjort sådan en ting "Din lille...!" snerrede hun og gjorde klar til at rejse sig op igen.

Thomas kom elegant på benene, ved at svinge benene bagud og hurtig fremad. Han var nu drivende våd på ryggen og helt op i nakken, hans hår sad underligt, og en blodstribe løb fra hans ene mudvig og ned af hans kind der hvor englens knytnæve havde ramt. Efter at være kommet på benene, sprang han øjeblikkeligt tilbage og sagde. "Du har ikke mere at vinde, min kære."

Elion så op på drengen og fik et stædigt udtryk og kom langsomt på benene. Han skulle ikke have ret i det som han sagde! Elion prøvede at gå over imod ham, men bed sig så hårdt i underlæben, da det gjorde helvedes ondt at gå på benet. Hun kunne mærke blodet løbe ned af hendes ben, hendes kjole sad ind og klistrede til hendes krop og hendes lange mørke hår klistrede til hendes kinder og pande. Man kunne se hvor meget at hun ønskede at dræbe ham, men så oss smerten af sit ben.

Thomas gik langsomt og velovervejet baglæns i samme tempo som englen. Han kunne se at hun ikke længere tænkte rationelt. "Dit ben bløder" sagde han som om det ikke lige var ham der hukket i det med sit sværd. "Hvorfor finder du ikke et fredeligt sted at helbrede det, med din magi?" Den spottene tone var tydelig.

Elion så ned på sit ben og derefter op på drengen. Hun ville ikke tage afsted. Ikke mens at hun vidste at han stadig var i live. Hun svarede ham ikke, og begyndte hurtigt at blafre med vingerne, og styrtede frem imod drengen, uden at hendes fødder ramte jorden. Nu var det virkelig ude med ham.

Thomas forsøgte at undvige hendes andgreb, og undlod selv at gøre udfald mod englen, dette resuletrede i, at Thomas rullede væk fra hende ud til siden, men og fik et vingeslag i hovedet. han fløg 2 m og et vindue i stue etagen på det nærmeste hus, ruden knustes og Thomas landte inde i huset.

Elion kunne mærke drengen ramme sine vinger, hvilket resulterede i at hun faldt til jorden, da hun ikke fik basket med den ene vinge i tide. Hun kunne mærke at hun fik hudafskrabninger op ad ansigtet, og hun lå derfor lidt og ømmede sig, før hun til sidst fik sig selv op fra jorden.
Hun så sig omkring og så en knust rude, og havde gættet på at drengen havde endt inde i huset, og hun fulgte hurtigt og lydløst efter ham, og stod i en mørk stue også ned på drengen.

Thomas kom på benene igen, han så forfærteligt forslået ud, han var dækket af småskrammer og blødte fra hovedet, der hvr vingen havde ramt ham. Han så ud som om han snart, havde nået sin grænse for hvad han kunne klare, og kun stod fordi han var vampyr. Han kunne se englen stå i vinduet, han vist hun ville have besvær med at få vingerne helt igennem vinduet, det måtte han kunne udnøtte. Samtidig kunne han høre stemmer fra en dør til højre for ham, selvfølgelig måtte de have vækket nogle bebore i huset. Thomas så på den gale engel, han tog en hurtig beslutning og løb, med overmenneskelig hast imod den dør han antog måtte være hoveddøren.

Elion så på drengen og så ham løbe, og havde oss hørt nogen i huset andre end dem. Hun fik trukket sine vinger tilbage og sprang hurtigt ud fra vinduet og ville følge efter drengen når hun var udenfor. Hun kom besværet ud af vinduet og landte hårdt på sine ben, og kunne mærke at hun vred sin ankel, men ignorerede det så godt hun kunne, og løb hurtigt væk fra vinduet så beboerne af huset ikke så hende. Hun begyndte hurtigt at halte over imod hoveddøren da hun havde set drengen løbe hen imod den, og ville stadig ikke lade ham slippe...

Hoveddøren sprang op, og den mere end forslåede Thomas kom stormene ud. Da han så englen sendte han hende et hugtandssmil, og begynde at løbe i modsat retning. Som vampyr kunne Thomas Snildt løbe omkring 90 km/t. han var ikke så hurtig over lange afstande som de fleste andre vampyre på grunde af sine korte ben, men mente at kunne løbe fra en engel med såret ankel, dog kunne hun flyve, det kunne han ikke, hvis det var muligt for vampyre at lære at forvandle sig til flagermus, som de kunne i historiene, så var det aldrig noget Thomas havde lært.

Elion fik et mindre chok da hoveddøren blev sparket op, og så drengen løbe ud og i den modsatte retning af hende. Hun fik hurtigt sine vinger frem igen, og begyndte at flyve. Hun fløj hårdt og hurtigt, og fik hurtigt indhalet drengen, og fløj hurtigt ned og tacklede ham, så de begge to trillede et par gange på den våde jord.

Thomas der næsten havde nået sin topfart på 90 km/t, mærkede at han blev tacklet bagfra. Han rullede et langt sammen med englen, men de var dog endt et godt stykke fra hindanen. De var endt i en park han godt kendte, den lå ikke ret langt fra hvor han boede. Thomas rejste sig med besvær op at stå. Han havde stukke sit sværd tilbage i skeden, mens han løb. så han stod nu og så kort på englen, før han søgte dækning og skjul bag et træ.

Elion var lidt væk i nogle få sekunder, og da hun endelig kom til sig selv igen, var drengen ved at løbe i skjul. Hun kunne ikke lade vær med at smile hånligt "Kujon!" råbte hun ud i mørket. Hun fik med besvær rejst sig op og stod og svajede lidt, og hun kunne godt mærke at hun havde slået sig pænt meget. Hun fik sig selv til at gå over imod det træ som drengen havde gemt sig bag, men nåede ikke engang så langt, før hun faldt ned på knæ, helt forslået. Hun rystede blidt, både på grund af kulden, regnen og de slag og skrammer hendes krop havde fået.

Thomas hørte ordet "kujon" blive råbt af ham, men det rørte ham ikke det midste. Det at være kujon hørte med til det at være vampyr. Hans skarpe hørelse, opfangede lyden af en person, med store fjervinger, der gik i knæ på græsset. Thomas gik frem fra træet han stod bagved, og så på den gispene engel. Han løftede den ene arm og pegede mod et lille bålsted med tilhørende halvtag og stirrede stængt på englen. "Gå derover og kom i tørvjer, hverken du eller jeg kan slåds mere i aften". Thomas var fuldstændig udmattet, håbede på englen ikke var i stand til at kæmpe videre.

Elion så over på drengen som pludselig kom frem igen. Hun var stadig vred og kunne ikke holde ud af at sidde sammen med ham i tørvejr, men gav ham ret.. hun kunne ikke mer, og hun kunne mærke at hun var på bevidstløsen rand og var lidt småsvimmel.

Thomas gjorde ikke mine til at ville hjælpe englen, det ville trods alt være en lidt for risikabel gestus. Istedet stavrede hen imod det fugtige bålsted og satte på en af bænkene. Han begyndte undersøge sit tøj for skader. der var gået hul i hans frakke flere stæder, en af metalpladerne på hans støvler havde revet sig løs.

Elion så over på drengen og vidste godt at han ikke ville hjælpe hende. Hun ville sikkret heller ikke gøre det samme hvis det var ham, som sad såret på jorden. Hun fik stavret sig op, og vaklede langsomt over til bålpladsen, men sørgede dog for at gå en god tur rundt om drengen, og satte sig længst væk fra ham.

Thomas var begyndt at børste støv og pulveriseret glas af sit tøj, da englen satte sig ned på den anden side af bålpladsen. mange af hans sår var han begyndt at heale ved at bruge de blodresærver han havde i kroppen, men den mængte blod det krævede fik ham til at se bleg og syg ud. Hans bevægelser var ikke lægere yndefulde og smidige som før men der imod mere rykvise og hurtige. Hans hud var bleg som et lagen, og hans ellers så klare mørke øjne var blevet rødlige og indsunkne. "Du har kostet mig mere blod end jeg fik ud af nattens jagt sagde han og fiskede en totalt skaded mobiltelefon op af lommen, han smed den fra sig i græsset of kiggede i stædet på sit armbånds ur, klokken var 03:09.

Elion betragtede drengen og så hvordan han langsomt blev blegere og så mere syg ud. Hun kunne ikke lade vær med at smile hånligt og trak på skuldrene "Jaaa.. karma is a bitch" sagde hun lavmælt og syntes at han havde fortjent sine sår og skrammer, og miste det blod som han havde fået den aften.

Thomas så på Englen "Karma..? Nej snare de engle der høre ens ofre." sagde han og spyttede en sidste klat blod ud på jorden. "Det er som regel lættere når de ikke når at skrige." Han begynte at smile smørret til englen. "Det betyder jo kun, at jeg er nødt til at jage igen, og endnu en person må tilbringe en nat, med at ligge besvimet på en regnvåd gade."