Et Skrig Flænger Natten

Sted: Lille Øde Gade i Centrum af Aterswell
Tid: 23:44
Udseende: Linger en 11 årig, sort halvlangt hår, mørke øjne
Påklædning: Sort frakke, slidte cowboybukser, metalbeslåede læderstøvler.

Kvinden skriger da Thomas springer på hende og bed hende i halsen. Kvindens skrig døde hen, da hun besvimer a blodmanglen. "Pokkers" snærrde Thomas af sig selv, mens han gæmte en wakizashi, med en bleg klinge, væk under sin frakke. Den fortryllede klinge som kunne skære gennem næsten hvad som helst, og aldrig blev sløv, brugte han normalt kun til at forsvare sig selv, og havde kun trukket den for at sikre sig hun ikke gjorde for meget modstand. Han plegede ikke at have problemer med at jage, ingen tog ham normalt for an trussel, men hende her havde nået at skrige. Han viste at nogle måtte have hørt hende, så det gjalt om at handle hurtigt. Han tog kvinden i den ene arm og begynde at trække hende han mod en gyde.

Elion havde haft været på sin almindelige gåtur gennem byen, og havde pludselig hørt et højt skrig. Der kunne ikke komme noget godt ud af det, men hun fik sig dog til at løbe over imod hvor skriget kom fra. Hun måtte jo hjælpe vedkommende, inden at det var alt for sent. Hun nåede hurtigt en mørk og uhyggelig gyde og så sig omkring. Hendes øjne kunne ikke lige opfange noget, men hun havde jo ikke nogen evner som fik hende til at kunne se godt i mørket, og det var lidt derfor at hun ærgede sig over kun at være engel.
Elion havde en fin hvid sommerkjole på og en sort frakke og sorte converse sko.

Thomas kunne tydeligt høre nogle komme løbende fra den anden side af gyden. Han var helt sikker på at han var blevet set, så han slap kvinens arm. Thomas viste at det eneste han kunne gøre nu var at spille komedie så han råbte "Herovre!" Usikker på sine egne evner som skuespiller og ubevist om hvor meget blod han mon havde i ansigtet.

Elion hørte nogen råbe, og hendes opmærksomhed ledte hende ned ad den mørke gyde. Hun bed sig lidt i underlæben, men begyndte hurtigt at løbe derned. En lille skikkelse stod dernede, og hun så hurtigt at det var en lille dreng. Hvad pokker lavede sådan et lille barn udenfor på det sene tidspunkt. Elion så hurtigt ned og så en kvinde ligge på jorden, og satte sig hurtigt ned for at se om hun var i live. Hun havde ikke engang lagt mærke til at drengen havde blod i ansigtet. "Ved du hvad der er sket?" spurgte hun hurtigt, uden at se op på drengen, og så ned på kvinden og vidste egentlig ikke hvad hun skulle gøre, og var lidt i en choktilstand.

Thomas var glad for at hans blodreserver var fyldt op så hans hud så sundere ud og hans stemme virkede mere normal. Han så op på den kvinde der kom småløbende fra den anden side af gyden. "Jeg... Jeg..." begyndte Thomas, men han viste ikke hvad han skulle sige. "Jeg tror hun er blevet andgræbet" fik han fremstammet. Han menete ikke selv at løgnen lød overbevisende, men han kunne kun håbe på hun ville købe løgnen.

Elion lagde sin hånd ned der hvor kvindens puls skulle have været ved halsen. Elion rynkede på panden da hun kunne mærke noget varmt og vådt imod hendes fingre, og så af drengens ord. Hun sprang hurtigt op med et forfærdet blik og så så over på drengen og fik helt store øjne og derefter ned på kvinden. Vampyr bid?! Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre og tro. Var det drengen som havde gjort dette, eller..? Hun kunne ikke se drengens ansigt ordentligt på grund af mørket, så måske var han bare på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt..

Thomas, øjne blev store af forskækkelse, og han trådte forsigtigt et skridt tilbage da kvinden stirrede på ham. Han førte hånden op imod sin kind, og mærkede noget vådt, han så på sine fingre. *Afsløret... eller hvad?* tænkte han. Han ville forsøge sig med en løgn mere. "Jeg tror han løb den vej". Han pejede mod den retning Elion var kommet fra, men hviste med det samme at det var en fatal fejl.

Elion så på drengen med store øjne og ville ikke engang tro på det som han sagde. Hun rystede på hovedet og tog et lille skridt væk fra ham. Sådan en lille dreng... hvordan? Hvorfor? "Vampyr.." hviskede hun forfærdet og vidste ikke om hun skulle flygte eller om hun skulle gøre noget ved denne dreng.

Thomas viste at bluff nummeret ikke havde virket, måske havde han hele tiden vist det et eller andet sted i sit baghoved. Hans ansigts udtryk ændrede sig fra skærmt-lille-dreng, til en malpalceret selsikker mine. "Så du faldt ikke for mit lille bluff nummer?" Sagde han med en stemme der ville få de fleste menneskers blod til at fryse til is. Han stod på en måde der gjorde det klart at han var beredt på hvad som helst. For denne kvinde var ikke helt almindelig, men han kunne ikke rigtig sætte sin finger hvad det var ved hende.

Elion så på ham med et varsomt blik og var oss klar til hvad end han nu havde af numre op i ærmet "Tror du virkelig at jeg ville være så dum?" spurgte hun, lettere fornærmet, og blev stående hvor hun var. Hun fik lettere kuldegysninger ved hans tone, men tvang sig selv til at have et målrettet og selvsikker mine, og ville ikke lade den lille dreng skræmme hende. Hvad kunne han dog også gøre?

Thomas blev overrasket over hvor modig hun var, han var ikke vandt til at blive svaret igen når han først havde afsløret sig selv. "Jeg havde faktisk håbet på det, det var ikke meningen at hun skulle nå at skrige." Svarede han, og lavede en ligegyldig bevægesle mod sit bevistløse offer. "Jeg går ikke ud fra du fortæller nogle om hvad du har set?" Fortsatte han, og lagde hovedet på let på skrå.

Elion så på den lille dreng og lagde armene over kors og svarede ikke på det første han havde sagt, selvom at hun havde virkelig lyst til at råbe af ham af hans usfølsomhed for mennesker. "Og hvad hvis jeg gør? Der er sikkert nogle der godt vil vide hvad du har gang i, og hvor gammel du er" sagde hun truende, og var sikker på at der var mange som ikke ville have en vampyr der lignede en 11 årig, gå rundt og dræbe mennesker.

Thomas ansigts udtryk forvanlede sig til ren forbløffelse. Den forsvarsløse kvinde der vågede at tale til en vampyr som om han var harmløs hund der havde gjort noget den ikke måtte. "Du tror måske det gør nogen forskæl hvor gammel jeg er?" Sagde han og slog let ud med armene. "Jeg kunne meget vel være ældre end dig, min skønne". Han begynte igen at smile, og ventede for at se om den udtalelse kunne ryste hendes mod.

Elion løftede et øjenbryn og grinte hånligt "Du er stadig et lille barn" sagde hun og og rystede på hovedet af ham. Hun brød sig ikke om at stå og snakke med ham, men hun ville virkelig ikke vise svaghed omkring ham, da han jo var vampyr.

Thomas øjne kneb sig sammen i vræde, og hans stemme dirrede da han sagde. "Jeg er IKKE et barn!" Han viste at hun var ved at få overtaget i samtalen, men han var ved at blive hidsig, hvilket kun ville bekræfte hendes ord. Han aktiverede den overnaturlige hastighed der kom med at være vampyr. Han viste at det ville dræne noget af det blod han lige havde drukket, men han var ligeglad. Thomas krop så et kort sekundt ud som om der var flere af ham stående halvt inde i hindanden, før han med overnaturlig hast, forsøgte at løbe rundt om Elion for at komme til at stå bag ved hende.

Elion så på drengen og kunne ikke lade vær med at grine hånligt da han faktisk var begyndt at blive sur "Aaaaw, stakkels lille dig" sagde hun hånligt og nedladende. Hun missede lidt med øjnene da han pludselig ikke stod hvor han gjorde et par få sekunder siden, og kunne mærke nogen bag sig, og så sig langsomt over skulderen.

Thomas stod nu bag Elion, med blottede hugtænder "Tror du virkelig, at du er i mindre fare med mig, end med en hver anden vampyr? Du skal være glad for at jeg er mæt for i aften, men hvis jeg skulle finde på at snuppe mig en dessert, hvad skulle så forhinde mig i det?" Thomas hænder var knyttet hårdt sammen, hans øjne skinnede og han var kun et enket spring fra at nå Elions hals.

Elion vendte sig hurtigt om og tog et skridt væk fra ham og smilte over det som han sagde "Det her skulle nok hjælpe mig lidt.." sagde hun lavmælt og lukkede øjnene. Man kunne se ubehag i Elion ansigtsudtryk, og langsomt kom der nogle kridhvide vinger frem fra hendes ryg, og nærmest lyste op i natten. Hun åbnede hurtigt øjnene og så på ham "De her skal nok hjælpe mig" sagde hun med et hånligt smil.

Thomas ansigts udtryk forvandlede sig til rent chock *En engel* tænkte han og tog et skridt tilbage. Thomas var sikker på at han ville kunnet klare hende i nærkamp, men engle kunne bruge magi, det kunne han ikke. Han stak lynhurtigt sin hånd ind under jakken og greb fat om sin wakizashi, det korte, magiske sværd ville muligvis kunnet udjævne oddsene.

Elion så på drengen og lagde mærke til at han tog et skridt væk fra hende. Hun smilte hånligt ad ham "Nååå, er den lille dreng bange for en engel?" spurgte hun og kunne se at han var chokeret. Hun vidste at hun ikke ville kunne klare en vampyrs styrke hvis hun ikke også brugte noget af sine overnaturlige kræfter, så nu var oddsene også lidt på hendes side.

Thomas fik styr på sit andsigts udtryk, og besluttede sig for at bruge en trussel. "De gevækster vil ikke kunne hjælpe dig i en kamp imod mig." Hånede han og pegede på Elions vinger. "Du kunne måske nå at flyve væk, før jeg sætter tænderne i dig, Men hvem skal så redde den døene kvinde bag dig?" Thomas pejede med sin frie hånd på den bevistløse kvinde. Han viste godt at det var en tom trussel, kvinden han havde drukket fra var ikke i livsfare, hun var bare besvimet, men at stille dette ultimatum, forhindrede Englen i at flygte med god samvittighed, hvis hun skulle have nået håb om at redde hende.

Elion så på drengen og vidste at hendes vinger ikke kunne hjælpe så meget, end at hjælpe hende med at flygte. Hun fik store øjne, og kunne ikke få sig selv til at efterlade kvinden ude i den kulde, og så i en klam og farlig gyde. Der kunne ske masser af ting med hende, hvis Elioin ikke gjorde noget. Hun så væk fra drengen og lod sit blik gå over hvor kvinden lå og vidste faktisk ikke hvordan hun skulle hjælpe, uden at efterlade hende her sammen med drengen. Hvem vidste hvad denne vampyr gjorde ved sine ofre. Hun havde hørt at nogle vampyre hev sine ofre med sig hjem, og brugte dem som blodbanke, og sådan, og det skulle denne forsvarsløse kvinde ikke opleve.

Thomas grinede hånligt, et diabolsk smil var kommet til syne på hans andsigt. "Nåh hvad blir det til? Skal du ikke stikke af til dine små due venner?" Thomas lo højt og spottende og forvæntede faktisk at englen ville bilve på trods af sin angst. *Mon jeg nu ville se om hun kunne kaste magi?* tænkte han, han ville sikre sig at han kunne beskytte sig mod, hvad end hun kunne finde på.

Elion så hurtigt tilbage på knægten da han begyndte at snakke og man kunne let se vreden i hendes øjne "Det kan du godt glemme! Jeg er ikke bange for dig!" snerrede hun vredt og knyttede sine hænder og havde egentlig virkelig meget lyst til at give knægten et par på hovedet, men forholdte sig dog rolig, og blev stående hvor hun var.

Thomas smilede, dette var præcis hvad han havde håbet hun ville gøre. Gode væsner var næmme at manipilere med. "Så du bliver altså til vi er kommet frem til en overenstemmelse?" spurte han med en falsk sukkersød stemme. Han havde hende lige hver han ville ha hende. "Jeg har et forslag, og hvis du går ind på det kan du få lov at gå."