Fisk er som fisk gør... Anna Rose + åbent

Liam tænkte sig om. //Jeg siger altså ja xD håber det er okay, du har bare nævnt en båd før..// "Det tror jeg," sagde han meget langsomt og tænkte sig om. Det var følelsen af vandet, der slugte ham, det grønne, det grå, og så den der fjerne, anderledes lyd. Fremmed for lyden af sand og bølger, helt unaturlig i forhold til den svage, rungende tone fra det dybe mørke langt, langt under ham og om ham.

"Ja, der var nok en båd.." Hans pande lagde sig i tænksomme rynker, og han så væk, som om han prøvede at genkalde noget. Men der var ikke noget. Ikke andet end Anna Roses ansigt, blegt, næsten grønt som vandet, omgivet af det langsomt dansende hår, en glorie af rødt. Hans øjne fangede hendes igen, og han klappede forsigtigt hendes hånd, der stadig lå bleg i hans. Hendes knoer var meget hvide og meget fine. Hun havde i det hele taget en meget pæn hånd, fint proportioneret og elegant.

"Se engang," grinede han dæmpet. " jeg kan ikke engang huske noget. Men altså.." han rystede på hovedet. "Hvornår er din sidste erindring fra? Hvad er det sidste, du kan huske, du gjorde"

Anna Rose så på hendes hånd da han klappede den og smilte, så så op på ham da han lavet en lille joke om han ikke kunne huske og rynkede på næsen, kiggede ud af vinduet "Jeg kan huske jeg var hjemme, mig og... James havde lige spist og jeg havde det ikke så godt så vi gik tideligt i seng, jeg... tro jeg sov hele natten, jeg kan ikke huske jeg vågnede op" sagde hun og så på ham.

"Hvem er James," røg det ud af Liam, før han kunne nå at stoppe sig selv. Han vidste ikke, hvorfor han havde spurgt. Eller han vidste det alt for udmærket, faktisk. Han smilede stadig, men der var kommet noget lidt uroligt over hans øjne, for der var noget over måden, hun havde sagt det navn, over det at VI gik i seng, som han ikke brød sig om. Han gav hende ikke tid til at svare, skyndte sig at fortsætte: "øh, og.. tror du, det er fordi du var dårlig, du ikke kan huske noget?"
Han havde lyst til at vide, hvad der var sket. Han havde alt for meget på fornemmelsen at det var et uhyggeligt plot mod denne lille, rødhårede pige, et plot som skulle udsætte hende for uhyggelig fare. Det kunne han ikke acceptere. Han ville finde ud af, hvad der foregik, hvorfor hun pludselig var i fare for at dø, hvorfor hun havde befundet sig så langt ude i et sugende hav, klar til at blive slugt og dræbt af bølgerne.
Men han havde også lyst til at vide, hvem James var. Eller havde han? Han havde slet ikke lyst. Og alligevel. Han tænkte, han var vanvittig.

Anna Rose rødmede da han spurgte og så på ham "Nej, jeg arbejdede her idag, deet sagde de andre læger og jeg havde det helt fint..." Anna Rose så ned og rødmede "James... er min kæreste" sagde hun med en rødmen "Jeg sover over hos ham tit, det rart hyggeligt de-" Anna Rose blev bleg og hendes øjne blev store, pluselig slog minder ind i hendes hoved og det gjorder utroligt ondt, hun huskede at stå op, og Jayden var væk, hun havde været bange og da Jayden kom hjem....
Anna Rose tog en hånd over øjet og klemte det hårdt sammen, det gjorder ondt, morfinen hjælp ikke og måleren der målte hendes hjerte slag begyndte at bibbe.

"Aww," sagde Liam og tvang sit ansigt ind i et meget kunstigt, overlykkeligt smil, der ikke klædte ham. Som om tanken om Anna Rose, der sov med sin kæreste var det sødeste, han nogensinde havde hørt. På en eller anden måde var det også tæt på, og han var faktisk chokeret over sig selv. Han kunne ikke forklare, hvorfor det gjorde ondt, hvorfor hans hjerte var blevet til en lille hård sten i hans bryst. Han vidste bare, at han var ked af det. Så ked af det, at han var helt stille. Der var ingen lyde, ingenting i ham. Bare denne her følelse af at være dum, at være ensom og dum.

Liam fik imidlertid ikke tid til at bryde sit hoved meget med det mærkelige slag i brystet. Anna Rose gennemgik pludselig en forandring. Hendes i forvejen ret store øjne udvidedes pludselig til overstørrelse, som om hun kom i tanke om noget, og det var ikke noget godt, kunne han se. Hun klemte en hånd mod hovedet og en blodåre rejste sig på hendes hals. En infernalsk bippende lyd steg fra en af de adskillige målere ved sengekanten. Han havde siddet med øjne, der lignede hendes til forveksling, lænet fremad for at forstå, hvad der foregik, og lyden fik ham til at fare sammen.
"Anna Rose," kvækkede han, og tog fat om hendes skuldre.
"Hold op.."

Anna Rose gispede og lagde sig ned, hendes øjne lyste og hun brugte sin egen magi til at berolige sig selv, hun kunne mærke det hjælp men det havde sine bevirkninger.
Hendes hjerte havde slået for hurtigt, og morfinen plus den afslappede magi gjorder hendes øjenlåg for tunge, hun så op på Liam og gispede lidt efter vejert mens hun langsomt lukkede øjne mere og mere og slappede af.
Hun tog hans hånd for ikke at bekymre ham og hviskede "Jeg... er...træt..." og vandt mørket.
Anna Rose sov tungt og måleren holde op med at bibbe men viste hun havde det fint.

Liam slap hende og lod hende synke tilbage på puden og strøg hende forsigtigt over panden med et par fregnede fingre. Hendes ansigt var pludselig blusset op, hendes øjne var blevet som ild, og så, med et, var lyset gået ud. Som om man havde pustet en flamme ud.
"Så sov," mumlede han og blev siddende lidt. Dynen hæves og sænkedes med hendes afslappede åndedræt, og han trak vejret dybt.
Han havde lyst til at holde hende tæt ind til sig, hviske, at det ville blive godt igen, trøste og berolige hende, næste som om han endnu befandt sig tilbage i tiden, hvor hendes øjne var store og runde. Men nu sov hun. Trygt og stilfærdigt. Måske.. Måske skulle man give denne James besked. Han rejste sig langsomt op og gik hen til døren. Han kiggede tilbage mod sengen og så hendes kontur under dynen og hendes ansigt i søvnens ro.

En sygeplejeske åbnede døren forsigtigt og så på ham, så på Anna Rose "Jeg hørte alarmen gå af, er hun okay"

Anna Rose lå stille og sov tungt, hendes hånd lukkede sig om dynden efter Liam havde sluppet den og hun slappede så fuldstændig af.

"Det tror jeg," sagde Liam forsigtigt og kantede sig ud gennem døren til sygeplejersken. "Er der ikke nogen, der skal have besked om, at hun er her? Har I ringet til hendes kæreste og sådan noget?" Han kunne ikke skjule den ærgerlige trækning om sin mund da han sagde ordet. Han havde lyst til at slå på noget. Ikke kæresten, bare.. Noget der kunne retfærdiggøre, at han var vred. Og ked af det. Og skuffet. Over sig selv, mest. Han anede ikke, hvad der foregik, eller hvad han havde gang i. Hvad havde han tænkt på? Hvorfor havde han valgt at gøre noget så tåbeligt som at..

Som at blive forelsket. Du er slet ikke forelsket, sagde han til sig selv og lukkede øjnene hårdt i. Måske var det sandt. Måske var det bare, fordi han havde følt sig så tryg og glad. Han havde jo ikke haft lyst til at kysse Anna Rose. Bare tanken om ordet fik hans kinder til at blusse op. Han havde slet ikke lyst til at kysse nogen, tænkte han og kløede sig på underarmen, der var bleg og ganske fregnefri.

Sygeplejsken rystede på hoved "Vi har ikke et nummer at kontakte, men vi prøver at få fat i ham, hør der er salatbar nede i kantinen, du meget bleg jeg tro du har brug for noget at spise før du også bliver puttet i en seng"

//Undskyld det korte svar//

//Det er bare i orden! Undskyld jeg ikke kom tilbage v.v//

"Det skal jeg nok," sagde Liam fraværende og gik i den retning, hun havde udpeget, men han fandt ikke kantinen. Han fandt ikke noget som helst. Måske gik han forbi den. Måske kom han til at dreje af. Hospitalet var gigantisk, tænkte han, da han pludselig fandt sig selv ligbleg foran et spejl på et lille toilet på fjerde sal. Han turde ikke tage noget vand, han var bange for at spilde på sig selv, men han var meget tørstig. Han satte sig i hjørnet modsat af toilettet og trak benene op under sig. Rokkede lidt frem og tilbage og holdt om sig selv mens minutterne tikkede forbi på uret udenfor. Han brugte næsten en time i hjørnet. Ansigtet vendt væk fra døren. Så tog han sig sammen og rejste sig. Uden at vide helt hvordan fandt han tilbage til Anna Roses værelse, hvor han satte sig på gangen udenfor hendes dør.

//Har du noget imod jeg invitere en med en jeg har rollespillet lidt med hvad der skete her mens du var væk fra mig?//

//Inviter endelig Og jeg er så ked af det, der kommer altså til at gå lang tid mellem mine svar, for jeg er ved at lave et meget stort projekt ved siden af skolen v.v Fuldstændigt åndssvagt, når jeg næsten ikke kan få tid til at lave mine almindelige afleveringer, men jeg kan ikke bakke ud nu.. Håber bare, det bliver godt.. Anyway, hvem inviterer du?//

//Jeg vil prøve at invetere Jayden når han har tid //

//Kanon n__n//

//Var der nogen der sagde Jayden ?//

//Det gjorder jeg :3 kan du ikke starte hvor vores emne sluttede //

//xD...... mif?//

//Jeg husker dårligt om jeg var vågen.. men det var jeg vel?? xD//

Jayden lå og så på Anna Rose.

Anna Rose sov og holde fast i Jaydens hånd, hun var lidt varm og maskinen ved siden af hende brokkede sig lidt.

Han måtte have sovet lidt. Han var ikke helt sikker, blev bare kaldt tilbage til en iskold hospitalsvirkelighed med et væmmeligt stik i nakke, som om hans hoved havde hængt leddeløst. Han så sig op, kiggede hen ad gangen, ingen. I den anden retning? Ingen. Kun lysstofrør under det hvide loft og upersonlige plakater for udstillinger på byens gallerier. De gloede på ham med pastelfarvede ansigter og meningsløse former og figurer, mens han rejste sig op. Rystede på hovedet og strakte sig, mens han sank en klump.

Dørene ind til værelserne havde en bleg, gråblå farve, og han tøvede et øjeblik udenfor. Han ville banke, men hans fregnede knoer virkede malplacerede mod den så godt som farveløse flade, som om han ikke helt var til stede i situationen, ikke helt var andet end udenfor sin krop. Som om han så sig selv på film eller sådan noget. Bag døren hørte han en mekanisk lyd, og han vidste, det var en af maskinerne. Den ville tegne et bølgemønster over Anna Roses liv. Mærkelig tanke. Så bankede han, og tog i døren, der gled uforstyrret op.

Jayden løftede overrasket blikket da døren gik op. Hans blik blev endnu mere forvirret da det ikke var en læge der kom ind.. "hey?" sagde han spørgene.

Anna Rose lå stille og sov, puttede sig lidt under tæppet i søvne og mumlede, men gjorder ikke så meget andet.

Liam blev mindst lige så overrasket som Jayden. For der, ved siden af Anna Rose i sengen, lå... En mand. Liams mund formede et lille 'o', som i et pinefuldt sekund ikke kunne ændres overhovedet. Han prøvede at tørre det af, glatte sit fregnede fjæs i et smil eller faktisk bare enhver grimmasse, der ikke var denne her fjollede uvidenhed. Endelig fik han fat i sin mund, og lukkede den med et svup, lidt som en fisk, der ligger gispende på en strandbred.

Han ransagede sin hjerne, men kunne ikke finde noget som helst, intet, ikke før et navn slog ned. James. James, selvfølgelig. Anna Roses kæreste.

"Hej..." svarede Liam tøvende og forsøgte at slide blikket væk fra manden. Det kunne ikke lade sig gøre, men han havde bare så lidt lyst til at se det i øjnene. Han prøvede at kigge på Anna Rose, men synet af hendes lille hånd, der var lukket om mandens var ikke særlig behageligt.

"James?" Hans mund var helt tør. Der var nemlig den ubehagelige detalje ved det hele, at hvis det her var Anna Roses kæreste, og det var det næsten uden tvivl, så ville det betyde, at hun havde en god kæreste. I hvert fald een, der var objektivt pæn. Han passede bare godt til hende på en sær måde, måske fordi det virkede så kontrastfyldt, hun med sine sarte farver, store øjne og bløde træk, han som skarp og klar, med lynagtige, intelligente øjne og lige næse. Irriterende.

Jayden rynkede brynene og så fra Liam til Anna.. hun måtte have fortalt denne her fyr om ham, så det var altså en af hendes venner? Han kyssede blidt Anna på kinden og lagde forsigtigt hende hånd på dynen. Så rejste han sig op, og gik hen til Liam, så ham lidt an. ”Ja, jeg er James” sagde han og smilede venligt ”jeg tror ikke jeg har mødt dig før? Er du en ven af Anna Rose?”