Træning //Milicent//

Thomas grinede. "Nej... nej, i er meget mere hver en køer... i smager bedre." Sagde han. Nu var det for sjov, hvorfor blev hun altid så sur over hans måde at forklare tingende på? Og hvad i alverden var hendes problem med køer?
"Men det er ikke sjovt, jeg er ved at blive kvalt i at der ikke sker noget her i byen, eller nogen andre steder for den sags skyld. Hitler satte i det mindste hjulene igang, og det sammen gjorde Vatikanets vampyrjægere, da de forsøgte at indtage magten over Aterswells paranormale befolkning. Men nu... nu sker her ikke noget, så kan jeg i det mindste nyde de slagsmål og den list der egentlig ikke er nødvendig, men til gengæld sjov... bare en gang imellem?" Han slog ud med armene.

Hun sukkede højlydt.Hvad var der med mænd, og deres instinktive behov for at pisse hele verdenen af som deres egen? Kunne man ikke være tilfreds med at have et lille stykke af den? Hvis nu det stykke var godt?
Hun så på Thomas.." Hitler ?.... Oh no no...don't you even think about praising him" det var muligt han ikke hvilede på laurbæerne dengang, Hitler....men det var de fandme mange der havde ønsket at han havde.
Hvis Millie havde levet dengang, ville hun uden det mindste tvivl havde været en aktiv del af modstandsbevægelsen, og risikeret liv og lemmer.Hun kæmpede gerne for de sagde hun troede på....og resten måtte man lade være.

"How dare you?!" Thomas øjne var røde et øjeblik men blev så sorte igen. "Jeg sloges mod den mand, og kæmpede hårdt fordi han var en trussel mod vores eksistens. Men han holdt verden på tæerne, og holdt folk som mig i arbejde. Det sker igen før eller siden det ved jeg, men indtil da vil jeg ikke ligge på den lade side, fordi der ikke er noget at lave. Det er et par drukkenboldes to minutters smerte og en halv liter blod, en gang imellem værd." Thomas brød sig lige så lidt om de mænd han havde slåes imod dengang, men han ville stadig gøre det klart hvor vigtige de faktisk var, for at man kunne komme videre.

Hun trådte vilkårligt et trin baglæns - ved lyden af hans stemme der trodnede og ved synes at hans ildevarslende røde øjne - og holdte et par udstrakte arme frem...som et værn mod hans umiddelba vrede.
" Undskyld,..Thomas....jeg ved ikke hvordan dit liv var dengang...det...jeg mener bare, en mand af hans overbevisning, der udrettede de gerninger han gjore, ville jeg personligt gerne havde været foruden...undskyld hvis det er fornærmende"

"Det var det, men det går nok." Sagde han. I et mildere toneleje. Han lukkede øjnene. "Jeg savner bare det hele. Jeg syns også at menneskeheden skal være sikret imod den slags, men hvis ikke de er der er jeg overflødig, indtil der kommer en til... Hvilket der vil på et eller andet tidspunkt, og jeg vil ikke være ude af træning til den til." Sagde han. "Så jeg går ud og tæver nogen der har drukket for meget til at kunne mærke det, de har alligevel glemt det dagen efter."

" Så...det du siger er du slås imod diktatore som Hitler, for at rede menneskeheden og alle andre racer?" sagde hun lidt dumt og kiggede på ham.Du gode gud...det var jo vildt.
Hun lod kniven snurre en gang rundt om hende pegefinger, og lagde den så ned i sin rygsæk.
" Okay...ringer du til mig....når der er nyr med Hadrianbassen?" spurgte hun, og var parat til at tage afsked .

"Ja, men ikke for at redde de andre racer, kun mennesker og dermed vampyrer." Sagde Han. "Jeg boede derover... har jeg ikke sagt det? Det var i hvert fald derfor jeg flyttede dertil. Og lad være med at ligge kniven derned, hvis du for brug for den kan du ikke få fat i den." Han rullede med øjnene. "Jeg ringer om Hadrian, og hold kniven i en lomme, hvor du kan få fat i den, men hvor ingen kan se den."

" nej...det har du ikke. " sagde hun mildt bebrejdende.
Næste gang måtte hun inviterer ham på noget at drikke, og se om han ville fortælle lidt af sin baggrund.Hvis hun ellers kunne tåle den?
Hun så ned i tasken efter kniven...det var jo ikke fordi hun havde tænkt sig at rende rundt og stikke nogen ned med den, hvis de kiggede forkert på hende." Ja ja....skal jeg nok" sagde hun og vidste han have en pointe, hvor irriterende det end var at måtte indrømme.Havde han ikke det lidt ofte? Satans til mentor, tænkte hun imens et sort smil beklædte hendes læber og ansigt.
Hun lænede sig lidr frem, og hvis Thomas tillod, ville hun kysse hans kind og sige på gensyn så.
Trak han sig væk...ville det blot live til " Jamen, så på gensyn Thomas,....og tak for nu"


// out.

Han tillod hende at gøre hvad hun ville. "Vi ses en når detaljerne er på plads." Sagde Thomas og vendte sig om for at gå den anden vej. Han var ved at blive rigtig godt sulten.

//Out//