Træning //Milicent//

Glad over han ikke afviste hende, lavede hun et lille sving med staven og....absolut intet skete.
Ikke andet end hun nok så lidt dumt ud." Er du sikker på man ikke skal sige ...en besværgelse, eller noget?" spurgte hun.
Ja...altsår hun havde jo også set Potter ." Lumos?" forsøgte hun igen at forklare Thomas hvad hun mente.
Hun lavede en lilel cirkel bevægelse først , med staven...og bag efter næsten som hun tegnede et i , og prikken var en skarp bevægelse.Pinden pegede på en lille keramik figur på en hylde som så lidt farlig ud.Den mindede hende om en lille statue pazuzu, der havde været portrætteret i filmen The exorcist. Kunne den lyse, ville lidt af uhyggen gå af.

Statuen forblev en ikke lysene og grim. Thomas kiggede med et hævet øjenbryn... "Lumos? Hvad nej det er ikke Harry Potter, jeg tænkte at du måske kunne aktivere den, men det lader ikke til det, jeg ved ikke om du skal sige noget, men hvis du skal så kan du ikke aktivere den, for jeg kender ikke ordene." Sagde Thomas. "Det var bare en ide, men det virkede ikke." Han kiggede på den pind han viste havde kraften til at få ting til at lyse, men han kendte ikke til dens mysterier, for det krævede en med en sjæl for at aktivere den slags genstande.

" hmmm" sagde hun svært utilfreds.Naturligvis kunne man ikek være god til alt...og hun var dårlig til det meste, men ...hun ville så gerne, for Thomas skyld.Så hans tid ikke var forgæves.
Og så også for sig selv...den manglende hukommelse !
" måske man skal øve sig....det kan måske tage dage at aktiverer sådan en? Hvem ved?"

"Man skal ha noget undervisning som jeg ikke kan give dig. Jeg havde håbet måske at finde noget magi i dig et sted, men det fandt jeg ikke." Sagde Han og rakte ud efter staven. "Hvis du havde gjort det rigtigt havde den virket med det samme, så meget ved jeg." Han tænkte at hun godt kunne aktivere staven hvis hun fik den rigtige guidens, men det var ikke noget han kunne, for han havde ikke sat sig ind i det, og den slags stod ikke ligefrem på internettet.

" Jeg er ikke magisk...det kunne jeg godt have sagt, jeg er....helt almindelig" sagde hun blot stille. Og rakte ham den smukke tryllestav.
Af de tre ting, hun havde leget med sammen med Thomas...altsår kæden, kniven og staven...var staven absolut den smukkest, og det irriterede hende en smule at hun ikke have kunne finde ud af det! Måske en anden dag? " Tror du Anna Rose ved noget om den slags også ?" spurgte hun tøvende....

Thomas tog imod den og lagde den tilbage på sin hylde, og lukkede skabet, der forseglede sig selv med en forsikrende lyd. "Hvis ikke du var magisk, kunne du ikke se aura'er desuden behøver man ikke være magiker for at bruge den, det er derfor de er så værdifulde." Sagde han. "Jeg ved ikke om kære Anna ved noget om det, hun virker ærligtalt ikke specielt... klog." Han begyndte at trække reolerne tilbage, der hvor de havde stået før de gik igang. "Jeg syns vi skal prøve igen en anden dag, det var mere lovende end jeg havde forstillet mig." Sagde han. "Jeg har iøvrigt kontaktet Hadrian, hvis du kan huske ham, han vil gerne mødes med os."

Et klik...og hendes nye favorit legetøj var væk.
Millicent løftede et bryn , ved Thomas lille skarpe kommentar om Anna R , hvad mon der lige lå,i den? " Nå....det mener du ikke ?" svarede hun , men ville ikke borer mere i det.Anna havde været sød, da hun gik med til atvhjælpe med auralæsningen, og allerede dengang var det tydeligt der havde været noget mellem dem .
" Ser du hende stadig? " spurgte hun, og prøvede at få det til at lyde henkastet.

" Hadrian..jo jo, meget farlig mand" drillede uun en smule.Hun tvivlede ikke på han var ' mægtig' , men helt ærlig...hun hang ud med vampyr og dæmoner, sågar en engel....så en mand kunne ikke lige skræmme hende. Hun skubbede hurtigt minderne væk om Marc og Andy.De havde begge været almindelige mænd, men Hadrian var vel mere normal...end de to...lidt sex fikseret fyre.
Og....hun kunne bare tage sin nye kniv med, ik.
" ja....ham skal vi vel tale med" smilte hun så uskyldigt det lige lod sig gøre.

"Jeg møder hende af og til." Sagde Thomas ligeså henkastet. "Hun arbejder vist på hospitalet nede i slummen for hvergang jeg er der vimser hun rundt med uniform på." Thomas var ikke helt sikker på hvad Anna Rose's mening om ham var, han havde en gang drukket hendes blod, fordi hun tilfældigvis var der, da han var sulten, og siden havde hun været overbevist om at han forsøgte at slå hende ihjel. Desuden viste hun at han hang ud med Sebastian, som faktisk havde forsøgt at slå hende ihjel, noget Thomas aldrig rigtig var kommet helt på det rene med, men efterfølgende havde han lemlæstet hendes kæreste, angiveligt fordi kæresten andgreb ham.

"Ja ham, så øv dig flittigt med den der, man ved aldrig, han vil i hvert fald ha' 20 vagter og tungt artilleri med, selv hvis vi ikke mødes i han ejet "Fort"" Sagde Thomas. Der ville sikkert ikke blive nogen problemer, men man kunne jo ikke være sikker med den mand.

" en nurse ? ....hoooot " små lo Millicent.
" Uh....jeg skal nok øve mig, Hadrian bliver ingen problem! Hvis jeg må have legetøj med " smilede hun og morede sig lidt.Hun ville sikkert aldrig kunne stille noget op, men hvis nogen forsøgte at true, så langede hun ud efter dem! Hvem ville ikke det?

Thomas så undrende på hende. "Hvad mener du med det?" Spurte han undrene, mens han gik hen mod stigen der førte op i lejligheden. Han forstod ikke præcis hvad hun mente med den bemærkning. "Jeg skriver til dig om detaljerne for mødet."

Hun så på ham , og forsøgte gætte om den var hendes lille bemærkning om Anna eller om hendes legetøj, han var snuplet over?
Hendes bud blev den sidste og hun svarede ham " kniven....mit nye legetøj! Hvad troede du jeg ville tage med- Rambo ?". Hun gik også mod trappen, tilfreds med de ikke skulle op af stangen. Med et par nyopstået vabler i håndfladen, fra turen ned, ville hun slet ikke kunne holde nok fast nok på stangen, til det.

Thomas sukkede opgivene. "Nej det var din bemærkning om Anna jeg mente... jeg ved hvad du tager med af våben, du har kun et." Sagde han, mens han kravlede på af stien, der førte tilbage op i lejligheden. Han havde ikke forstået hvad hun mente, men han havde på fornemmelsen at hun gjorde grin med ham, op en eller anden måde.

Hun begyndte at le..." oh....den med Anna?"
Hun kiggede nysgerrigt på ham... " Sig mig engang Thomas, har du aldrig ...i alle dine år... Prøvet at være betaget af, eller tiltrukket af en pige, eller en kvinde? ...jeg mener enten på grund af hendes tanker og personlig- eller måske bare måden hun så ud på ?"
Okay...det var så et lidt personligt emne, men på den anden side så var de i færd med at skulle dissikerer hendes person, ved at rode i den mistede hukommelse, så det var vel okay?
" det var din vendning...vimse rundt i sin uniform....de fleste fyre tænder på en sygeplejerske, ved du?" hun kendte i hvertfald et par stykker der helt sikkert ville vende kinden væk fra noget mere dybt og ægte, for en flirt med en nurse.

Thomas lo, det var så typisk hende at spørge om den slags, at han ikke kunne lade være. "Millicent prøv at se på mig... Jeg er dybest set et barn, jeg har ikke den slags følelser, fordi jeg ikke havde nået den alder da jeg blev vampyr, så jeg har aldrig haft dem. Min hjernekemi er lidt besynderlig, og jeg ved det fordi det var en hel del tyske læger der gerne ville ha åbnet og kigget en gang for længe siden... men det er en anden historie. Jeg har ikke jeres bekymringer, jeg har ikke jeres glæder. Jeg lære på en anden måde en normale voksne gør, men jeg er stadig rationelt tænkene, sådan er jeg skruet sammen. Så det rager mig en papand, om hun så render rundt i lingeri til hverdag." Sagde Thomas stadig småleende.

Hun havde hovedet lidt på skrå, da hun stod og tog lidt bestik af ham.
Sandt han lignede en knægt, men på den anden side...justin bieber lignede ikke en der var meget ældre, og hun var ret sikker på at han væltede rundt i det kvindelige køn...lige fra børn til bedstemødre. Men hun sagde intet.Hans aura og væremåde betød for hende at hun ikke så ham sådan...som en knægt.Hun havde langt mere respekt for ham, og han var ( måske) langt mere moden end hun var, på stort set alle punkter, så det var en smule....forvirrende.
" Okay....jeg glemmer du ikke er ældre.....men personligt er jeg glad for at de ikke går i ligeri på hospitalet...det ville jo aldrig være til at få en tid, om man så var halvdød....da alle aterswell mænd ville sidde der og have ondt i underlivet" blonkede hun til ham, og smuttede op af trappen.

Thomas lo af hendes morsomhed. "Ja man kunne ligge og bløde fra fem forskællige pulsåre, og ens hjælp ville så omringet af mænd." Grinede han med. "Det er da godt man har så meget omløb i hovedet." Han ventede på at hun kom op af stien efter ham inden han lukkede døren ind til den. Klokken var lidt over ét så det var også tid for ham at gå, han skulle jo spidse. Han gik ud i entreen og tog et par sandaler på, og sin frakke udover sin T-shirt.

" Nå....men så er det vel dét for i dag ?" sagde hun med et lille smil.
Hun havde læret en del, fået en hel del at tænke over og også kommet en lille bitte smule tættere på mennesket Thomas,...eh...vampyren Thomas.
Hun fulgte efter ham, og snuppede hendes taske på vejen ud.

Thomas fulgte hende ned af trapperne og ned på gaden, der lå øde hen, badet i det orange skær fra gadelygterne. "Jeg tager en ruten mod slumkvarteret, jeg har lyst til at slås for min mad idag." Sagde han og pegede ned ad gaden i retning af slumkvarteret.

Millicent stoppede brat op, og greb ud efter Thomas arm.
Hun havde et forvirret og ikke helt glad udtryk , da hun med bekymring i stemmen bad ham om at forklare nærmere.." Hvad mener du med det?.... Slås for din mad? ...Jeg forstår du skal spise Thomas, men ..." h is han troede at han skulle ud og maltrakterer nogen, skulle de godt nok lige have en snak , inden de sagde farvel.

"Hvad nu" Sagde Thomas med et grin på læben. "Har du nogen anelse om hvor sjovt det er at lade en eller anden street tough, to at han har et let offer for du tager ham ud?" Sagde han. "Du hænger ud med andre vampyrer end mig, her du virkelig ikke hørt om den slags sjov?"

Hun synes jo nok at han så en smule for glad ud lige der...og istedet for at svare, stillede hun ham et nyt spørgsmål.." Tage ud.. ? ...Thomas?! ... Helt ærlig....hvad med at bare drikke stille or roligt, hav lidt respekt?" hun blev lidt bekymret, ikke for Thomas, han skulle nok passe på sig selv, men på hvem han end måtte udvæge sig som offer.Den person kunne være nogens barn, far, mor, kæreste....et eller andet der ville lægge nogle menneskers liv i ruiner.Det gik jo bare ikke, vel?

"Så du mener ikke at enhver der kan finde på at genere et barn på gaden om natten, skal ha' en lærestreg?" Spurte han med hævet øjenbryn. "Jeg tager mig ikke af hvad mine ofre laver bagefter, her andgriber jeg i det mindste ikke først." Sagde han.

Hun så lidt overrasket på ham.Han vendte altid tingene på hovedet for hende, gjore han ikke ?
" Jooøhh....hvis han er den der indleder? " sprugte hun lidt forvirret, for jo...enhver der ville tæve en knægt , fortjente nok lidt af en lærestreg.
" amen du slår ham ikke ihjel, vel.?" bad hun stille.Og en ny tanke poppede frem.Hunnbrød sig ikke om tanken om Thomas i en fight, ikke engang en han ville vinde overlegent.Hun så lidt væk, hun burde ikke bekymrer sig om ham....men det gjore hun så.
Lammet ville passe på løven.

"Årh hold op med at være sådan, nej jeg slår ikke min med ihjel, jeg slår ham bare lidt ud." Sagde Thomas fornøjet. Han ville i hø grad slippe godt fra det, hvis ikke han kunne overmande en drukkenbold eller to ville han da føst vær blevet slap og ude af form.
"Vi slår ikke ihjel uden grund, for hvis vi slår vores mad ihjel, så holder de op med at være der. En landmand der har en mejeri slagter jo heller ikke en ko hvergang an vil ha mælk, så dør de for hurtigt."

" Fedt Tomas.....så nu vi køer?" at hun var en smule utilfreds med den sammenligning var nok svært helt at dække over, efteralt...hvem gider være på niveau med en ko? Et menneskeliv burde vel rangerer langt over et dyre liv, men det var jo hele problemet, ik...de blev ikke set på som ligeværdige liv....men som måltider, levende måltider.
Men han havde jo også en pointe, en irriterende pointe...for i hendes øjne var alle liv ligemeget værd.En vampyr skulle have blod for at overleve, og dæmonerne spiste sjæle..elelr hvad de nu gjore....hun var stadig overvældet af den del, så hun havde sikkert ikke fanget alt i Williams forklaring, da han ærligt talt skræmte livet ud af hende, med hans detaljeret oplysning.
Men....deres liv var jo ikke mindre værd, og de kunne ikke gøre for de var nød til det.De skulle bare...lære at gøre det ordenligt, ikke dræbe - eller kun dræbe dem der ' fortjente det'- det var vel bedre end at slukke lyset i uskyldiges øjne.
" Okay...Okay Thomas....det er jeg glad for at høre, men jeg ville nu alligevel være glad for du fik din mad på en mere rolig måde....selvom jeg godt kan se fornuften i det du siger" sagde hun og smilede.