Træning //Milicent//

Thomas sad i sin lejlighed. Klokken var kun 18:00 og det var lidt for tidligt at gå udenfor, men på den anden side skulle han ikke nogen stæder. Han havde planlagt at forberede Millicent en smugle på de ting de ville være nødt til at gøre for at få hendes hukommelse tilbage og forhindre hende i at ryge i spjældet. Han sad i sofa'en med en bærbar computer på skødet, men han kiggede listen af ting han havde på lager der kunne bruges. Han viste ikke præcis hvad Millicent kunne i forvejen, men hendes aura syn ville komme hende mere til gode end hun kunne forstille sig.
Stuen havde ikke forandret sig, siden sidst hun havde været her. Her var mørkt, for der var ingen grund, for Thomas til at tænde lyset. Der var hylder skabe og borde, fyldt med alle mulige underlige genstande, bøger og skriftruller. Et stort akvarium stod op af den ene væg, fuldt af en mangfoldighed af forskelligt farvede gobler.
Thomas selv var iført shorts, grå T-shirts, og bare fødder.

Millicent havde et kæmpe talent inden for kunsten ' Utilsigtede hændelser'.Man kunne næsten gå så langt som at sige at det var hendes nieche.Altid fik hun roede sig ud i situationer hun ikke lige vidste hvordan man skulle takle, og altid hang ulykker i hendes skørter,som var de små opmærksomhedskrævende børn der ville op til deres mor.
Og nu dette...træning? Hvordan Thomas nogen sinde havde fået forklaret sig selv at det var en god idé at forsøge træne Millicent, træne hende til noget som helst ? , deet var et godt spørgsmål.Men hvis han mente han kunne, skulle hun nok yde sit absolut bedste.
Så..hun havde netop ringet på hans dørklokke og stod nu lidt trippende og spændt....Hun vidste ikke helt hvad han havde af planer ,så hun havde det lange hår sat op i en høj hestehale og havde derefter flettet det så det ikke var i vejen. nogle løse grønne army bukser der sluttede oppe over hendes knæ, og en hvid tanktop med en grå trøje udover og nogle snickers.
Nu var hun klar...uanset til hvad Thomas havde i tankerne.

Thomas hørte hendes skridt før han hørte dørklokken. Han gik ud til døren der førte ud til entreen og videre ud til hoved døren som han åbnede. "Jeg ser du er klar til kamp." Sagde han da han så hendes tøj, det var udmærket til det, de skulle. "Kom indenfor." Sagde han og trådte til side, det var lige nøjagtigt så lyst udenfor at det skar ham i øjnene og svide hans hud, så han trak sig længere ind i skyggerne... forbandede sommer, og dens lange dage.

Hun smilede stort da hun så ham..." Thomas! " sagde hun først og modtog lidt feedback på hendes valg af tøj.
" ja...det var mere at jeg tænkte det kunne være der var nogle hænder eller hoveder der skulle snittes af, og det er svært eller upraktisk ihvertfald på højehæle " sagde hun og fulgte efter ham, såfrem han viste hende vej.
Hun havde bemærket sollyset stadig forvoldte problemer, hvor måtte det være trist ikke at kunne bevæge sig ud i det, når der endelig var rigtig sol.
" Savner du det meget " spurgte hun og så på ham.

"Savner hvad?" Spurte han da han ikke forstod hendes spørgsmål. Han lukkede døren efterhende hvilket efterlod dem begge i totalt mørke. Thomas rakte ud efter lyskontakten og tændte på den, hvorefter han åbnede døren, i den anden side, så de kunne fortsætte ind i stuen. "Vi kommer ikke til at skære hoveder af, faktisk var det ikke ligefrem kamptræning vi behøver at fokusere på, selvom jeg syns du nok bør lære et par tricks, det er jo ikke fordi du skal ud og lave det jeg laver." Han hentydede til snigmord og tyverier, men han sagde det ikke højt for han viste at det brød hun sig ikke om.

" Sollyset " nåede hun lige netop at svare, inden der ironisk nok blev helt mørkt.
Hun greb ud efter ham..eller noget ...et eller andet holde punkt, da blindhed ikke var en ønsketilstand, selv om hun vidste den var udelukkende af teknisk art.
Hun slap sit greb da der igen kom lys, og skyldte sig at takke,da det kun var for hende, Thomas syn var perfekt i al slags mørke.
' øv..ingen løse lemmer? Og mig der havde glædet mig sådan " jokede hun og blev nu nysgerrig hvad de så skulle.En smule doven anlagt var hun lige i disse dage, da der havde været sket så meget.
" bare du ikke træner mig som karathe kid...du ved..puds det og mal det ...den hopper jeg ikke på" drillede hun og nægtede at tænke på hvad Thomas rendte rundt og lavede, når han ikke babysittede hende.
Han havde ladet hende vide,at han ikke kun havde rent mel i posen, som hun ellers var så glad for at tro.

Thomas rystede på hovedet. "Nej, når man ikke har sent den siden man var 12, så glemmer man den. Jeg kan ikke huske den rigtigt alligevel, kun når jeg ser Tv og sådan." Sagde han. "Jeg havde tænkt mig at lære dig et og andet om kamp, men det nemmeste ville nok være hvis du tog et kursus et sted, de er lidt berede lærere end jeg er. Jeg havde dog tænkt mig at prikke lidt til dig med en pind, til øvelse. Du burde nok tage noget du kunne finde ud af, jeg har noget enhver kan bruge, hvis det endelig kommer til det."

Det virkede vildt i hendes optik, men på den anden side så rummede verden også folk der var døve eller blinde eller begge dele, de var vel frarøvet mere end Thomas, og dette uden at få nogle særlige gaver i kompensation, ik.
Hun vrængede på næsen..." Yeah ...right..mig i en træningshsl med en flok andre.Så kunne jeg række hånden op og spørge ' undskyld sensei , men hvornår når vi til den del hvor vi skal nedlægge en vampyr eller en dæmon?' " hun små drillede ham, imens hun tog beskik af hans lejlighed.Det var anden gang hun var hér.
Alle Thomases sager var...spændende.
" så du vil prikke til mig? Hmm..jamen bare du ved at jeg ikke giver dig nogle fordele, bare fordi jeg er højere end dig, sååå prepare yourself sweetie, your going down"
Det morsomme med al det gas, var at hun intet anede om en dyt af det hele, men hvorfor ikke starte med at psyke hinanden lidt op, var det ik en stor del af at vinde en kamp? Det havde hun hørt på tv engang.

Thomas så humorforladt på hende. "Hvis du vil bekæmpe dæmoner, så vil jeg forslå dig enten at lære magi, eller blive vampyr, ellers har du ikke en chance. Men du kan lære at forsvare dig." Thomas lavede uden varsel et rullefald bagud, hurtigere end et almindeligt menneske kunne reagere og stod bag hende, mens han stak drillende ud efter hendes ribben, ikke hårdt, men mærkbart. "Du kan også lære af mig, men du bliver gul og blå, bare så du ved det."

Hun sukkede.Ikke ligefrem de alternativer hun ønskede at vælge i mellem.." what? Ingen Buffy?" klagede hun og vidste at Thomas ville fange hendes humor.Hun ville jo aldrig gå rundt og slå ihjel til højre eller venstre....forsvar var fint, hun ville bare kunne passe på sig selv.
" Auch!....Thomas!!" klagede hun højt og stillede sig så hun kunne sende ham et strengt blik.
Hmm..okay, så han ville lege hårdt? Ja...okay...hun var vel her for noget i den stil, så hun mtte forsøge at holde trit, og lidt blå mærker ville hun ikke dø af." jeg er ikke pivet....g åbenbart heller ikke hurtig" konstaterede hun og var nu parat.

Thomas standsede op, og tøvede. "Jeg ville fortrække hvis vi går ned i kælderen og tager den slags træning neden under, jeg har hvad vi skal bruge der nede." Sagde Thomas og bevægede sig uden om Millicent for at åbne et skab indbygget i væggen ved siden af skrive bordet. "Som du nok kan se, så er der for mange ting vi kan smadre her. Jeg bruger lejligheden neden under til opbevaring men den er også trænings sal." Sagde han mens han åbnede en lem i gulvet.

Hun stoppede op et øjeblik, hvor forsvarsmekanismerne tog over.
Ned i kælderen med ham...? Han var jo en vampyr , trods alt.
Hun rystede dem af sig, disse primitive tanker...og mindede sig selv om, at ville han have gjort hende fortræd havde han haft 2738383 anledninger til netop det.
Hun rankede ryggen..." Okay....det gør vi da....hvad med plaster? Til dig!" .
Var Thomas begyndt at kende hende, ville han vide at hendes småjokes, lige nu dækkede over hun var ved at blive nervøs.

"Hvad er du nu nervøs for, vi skal bare ned i lejligheden neden under." Sagde Thomas "Det er intet at være nervøs for, ud over kamptræning med mig, men derudover, skal jeg nok sørge for at du kommer ud i et stykke... mere eller mindre." Han grinede til hende inden han hoppede ned i hullet og lod sig glide langs den ene side af en metal stige til han landede på gulvet neden under.
Lejligheden nedenunders vægge var alle blevet taget ned, så den udgjorde et stort rum. Her var rummet var mest opfyldt af hylder, den billige slags, med hjul. man finder i kontorbygninger eller på kommunebiblioteker. Nogen med bøger i rækker andre med flere genstande og andre igen havde lukkede skabe. "Vi må lige flytte hylderne i midten ud i siden, det er let nok de har hjul." Sagde Thomas.

Lejligheden neden under...det lød meget bedre end kælderen.
Efter at Andy havde forudlempet hende i hans kælder, og guderne måtte vide hvordan det ville være endt, hvis ikke Stephen havde fundet dem, havde hun haft et lille issue med kældere.Hun havde bare ikke rigtigt ligesom sagt det til nogen.Stephen troede at den episode var bag hende, og sådan skulle det forblive. " Mere eller mindre..." efterabede hun og fulgte nøje med, hvordan Thomas gled ned af stangen.
Det ville hun godt kunne. Hvis hun strammede sig op, ik? Hun krængede først et ben om den kølige jernstang, og dernæst det andet, imens begge hænder havde grebet fast og hun havde halet sig selv ind til den.Nu hang hun som en lille koala unge, og så skulle hun bare løsne op....lidt...så hun ligesom ville glide...stille og elegant ned. Ja....i hendes drømme.
Swoooosh....hun fes ned af den skide stang , og landningen var godt nok på to ben ( og ikke bagdelen) men elegant kunne man altsår ikke beskylde den for at være.
Millicent kiggede på sine hænder, de sveg lidt...mon der ville komme en vable eller to?
Hun rettede opmærksomheden fra hendes selv og udover rummet.Igen interessant...man kunne ikke sige at Thomas var en stereotyp fyr, alt ved ham virkede...anderledes.Selv hans indretning.
" okay...det gør vi" svarede hun kort og gik ind for at låse de små hjul op og begynde at køre dem ud til siden.

Thomas så hende forsøge at glide ned af stigen på samme måde som han. Han tænkte at det alligevel var meget godt hun begyndte på den slags stunts, det holdt ens reflekser ved lige. Thomas kørte stativerne op langs de stativer der stod langs væggen så de havde god gulvplads. Derefter gik han over til et skab, et stort meget bredt et, med en metallåge af den type der folder sig selv bag indeholdet. "Det her er så, den store våben-samling." Sagde Thomas. Skabet var behængt med våben, der var alle mulige slags at finde, alle slags sværd, daggerter, drabelige middelaldervåben, selv en le forstærket så den kunne bruges til kamp. "Så kan vi jo se hvad der passer dig bedst."

Efter de have ryddet pladsen, fulgte hun med Thomas der præsenterede sit våbenskab
Millicent havde aldrig set sådan en samling før og hun kiggede et ar gange fra skabet og på Thomas." Sig at du ehm samler på dette....det er ikke noget du render rundt og bruger, det hele?.. thomas!" hun kiggede igen ind i skabet.98% af tingene derinde kendte hun sikkert ikke en gang navnet på. " Hvilke et der passer til mig? Har du et der er pakket ind i bobbelplast?" sagde hun ironisk, da hun med garanti ville gøre mere skade end gavn , med et våben.
Hun håbede nok på at noget pistol værk eller en kniv af en art....nej! En pistol...der skulle man bare trykke, så klarede den resten.Hvor i mod kniven var mere...langtrukken...og voldsom, og man kunne nå at fortryde halvvejs! Hun håbede på pistolen var ' hende' men det vidste Thomas sikkert mere om.

"Det her er min klans gamle våbenlager, intet du ser her er magisk, det får du ikke lov at lege med, det er alt for farligt." Sagde Thomas, og smilede for sig selv over hendes ansigts udtryk. "men jeg vil give dig et lyn kursus i et hvilket som helst af de her våben, bare sig til." Thomas gjorde en gestus. Hun kunne vælge imellem et meget bredt udvalg af våben. Dog var det mest nærkamps-våben han havde, der var ikke plads til lange spyd. Der var heller ikke nogen skydevåben at se... ikke så meget som en flintlock pistol. Thomas vampyrklan brugte ikke den slags hvis de kunne undgå det, og det gjorde Thomas heller ikke. "Hvis jeg var dig ville jeg tage noget der var let at skjule, eller bare noget du kan løfte i høj nok grad til at kunne slås med det."

Hans klan? Hun så spørgende på ham..." Lever i ofte i flok, eller hvad er det du mener med klan? Er det som din vampyr familie ?" alias havde da aldrig sagt noget om nogen klan.Hun havde indtryk af at han boede alene, altsår alene med hans kæreste...Stefan, skulle han vist nok hedde.
Hun trådte et skridt tættere på skabet , og lod en pegefinger glide hen over en stribe af de mange våben.Et lille glimt spillede i hendes øjne for allerede da Thomas forklarede hende ' nej ' til magiske våben, satte han et mål for hende....hun ville have præcist et sådan.Noget magisk.
Men inden Thomas ville gå med til det, hvis han da ville på noget tidspunkt, måtte hun lige tage sig sammen og finde en smule talent frem...fra ..øhm...ja.. det var jo lige spørgsmålet ikke.
Nå...ingen pistoler, æv....så var hun til age til en dolk, selvom de var lidt makabre og hun tvivlede på om hun nogensinde kunne hakke den i nogen, helt tilsigtet.
Hendes valg faldt på en med et 20 cm skaft.Det lignede næsten guld- men hun vidste det måtte være i imiteret og ikke ægte, men flot var den..med en inskription af en slags og enkelte symboler, runer? " Hvad med den der? " sagde hun spændt..." Må jeg prøve at holde den?"

Thomas nikkede. "Den der er ceremoniel, mest brugt til et for Coup de grace om man vil. Mest til sekundær våben, eller som til snigmord. Faktisk er den god til det vi skal bruge den til i nærmeste fremtid, men den er ikke god til en mod en kamp, med mindre man bruger et andet våben sammen med det, og det er effektivt men svært. Den er god at starte med, så lad os bare tage den." Sagde Thomas. "Skal vi ikke prøve med en trænings dukke først og får teknikken på plads. Jeg kan forsikre dig for at jeg ikke har tænkt mig at udsætte dig for karate kid teknikken, det er kun på film man kan lære på den måde."

Millicent forsøgte at huske hvor hun før havde hørt det udtryk , Coup de grace...
" hmm...er det ikke noget med det sidste dødsstød eller noget i den stil?" spurgte hun tøvende.
Hun kunne ikke rigtig se sig selv forvolde skade på niget levende, hvilke var en smule nederen, når man nu gerne ville blive en ny Sarah O Connor ,fra terminator flmene.
" Jo..lad os tage den, og så nakker jeg nogle dukker" stemte hun i og huggede med kniven ud i luften, som en anden scene fra en Psycho film.

Thomas gik hen og åbnede et andet skab. Derinde lå en træningsdukke der ikke så ud til at ha' været brugt længe, den var støvet, slidt og lugtede en lille smugle muggent. Thomas gjorde ikke mine til at samle den op, men udtalte en enkelt kommando på tysk. Dukken rejste sig på et par slappe stof ben, som trukket af en usynlig snor, og trådte ud af skabet, hvor den elles blev stående i en underlig positur, med let bøgede ben, og armene slapt ned langs siden. Den var lavet af læder, der var syet sammen til en stor klude dukke, den havde ikke noget andsigt, men havde både fingre og tæer. "Det her er en gammel trænings dukke jeg har arvet." Sagde han. Den kan de basiske manøvre, med de fleste våben, men den kan ikke andgribe." Han sagde endnu en kommando på tysk, og figuren stillede sig afventene i en positur til nævekamp. "Stik ud efter ham, og vis mig hvad du vil gøre, hold enten kniven frem for dig, eller vend den i hånden og stik oppe fra og ned. Det bedste man kan gøre er at få nogle erfaringer."

Hun....månede, simpelthen måbede.
Og så stirrede hun lidt.
" Det er da løgn det der?" hun gloede lidt på Thomas og igen på dukken.Det var næsten mere underligt end at der fandtes vampyrer." Hvordan får du den til det?" mumlede hun næsten gået i tomgang over dukken.
Hun måtte virkelig anstrenge sig for at komme videre, og rettede sig lidt op.Det var da betryggende at vide den ikke kunne finde på at angribe.Så var hun også nok løbet sin vej.
Millicent kastede et blik mod dukken, og vendte kniven et par gange i hendes hånd, i et forsøg på at få den til at føles ' godt' .
" Den kan vel ikke skrige?" ville hun lige tjekke, bare for god ordens skyld....og for hun ikke ønskede at få et hjerte stop lige midt i hendes første træningstime, hvor uncool ville det lige være?!
Imens havde hun fundet et greb om skaftet der føltes godt, og inden hun huggede til, med en højt hævet hånd og ned mod dukkens skulder, forsøgte hun at feje dens ben væk med et spsrk, for hvis det lykkedes at få den i gulvet, bar et stik måske ikke nødvendigt?

"Jo den både skriger og bløder hvis du rammer den." Sagde Thomas. Han lavede sjov, dukken ville ikke gøre nogen af delene, men han ville lige se udtrykket i hendes andsigt. "Den er bare fortryllet, jeg ved ikke hvor den originale ejer havde den fra, men den er god og nem at have med at gøre. Den adlyder simple kommandoer på tysk, og kan tåle ethvert andgreb du kan sende imod den." Sagde Thomas. Han så på mens Millicent angreb dukken. Det var faktisk ikke dårligt gjort, af en der ikke havde prøvet det før, faktisk så det ikke ud som om hun ikke havde prøvet det før. Dukken undveg kniven, men var ikke hurtig nok til at undvige hendes spark. Dukken vaklede med væltede ikke, den var for tung og for stabil, men der hvor Millicents spark ramte dannede sig en rød plamage, ikke fordi den blødte men fordi den kunne vise hvor man havde ramt den.

Hun så nærmest forfærdet ud og skulle til at nedlægge veto.Hun kunne da ikke angribe noget der skreg og blødte.Men så så hun blikket i Thomas øjne.
" Årh...du driller!" sagde hun lettet og prøvede ihærdigt ikke at smile, men det failede big time.
Hun lyttede...en fortryllet dukke.? Nuvel...hun måtte jo bare gøre sit bedste.

Efter angreb, stod hun og skulle ligevhave styr på åde åndedræt og balance.
Det var ikke fordi det havde været fysisk hårdt på den måde, hun var i glimrende form..men adrenalinet havde jo pumpet rundt...og nu her bagefter stod hun tilbage med en noget underlig og ærlig talt ret overraskende følelse.
Hun havde kunne lide det...bare i et lille sekund, da kniven ramte og hun forsøgte at feje benenen væk...havde hun kunne lide det.Hvad var nu det? En lille bestialsk lyst til at nedlægge dukkedrengen, havde vist sig....meget hurtigt, så var den væk...og nu var der kun en undring tilbage.Hun så på Thomas.

"Godt gået, det lykkedes dig faktisk at ramme dukken, med foden." Sagde Thomas og pegede på den røde plamage på dukkens ben. "Det kunne meget vel ha' fældet ham, eller gjort ham ukampdygtig i lang nok tid til at du kan gøre det af med ham. Et hurtigt stik i halsen, eller i kroppen, så er han færdig." Sagde Thomas. "Ellers kan du slå ham ud med knivs hæftet. Du skal bare være hurtig." Thomas udtalte en kommando til dukken som stilte sig parat igen, mærket på benet forsvandt. "Prøv igen, se om du kan stikke ham i kroppen."