A walk in the forest ~

Tid; 18:09

Xiel går stille ned af gaden og ser op på skyerne.. Skoven nærmer sig foran hende, og hun smiler mildt. Hun skulle lige have fundet Shoke, så han kunne komme med hjem for natten, det så ud til at komme til at regne - Hendes ulv Shoke hadede regnvejr - desuden kunne det også blive en fin gåtur i hendes elskede skov.

Det havde været en fin dag, men ret kedelig. Hun ville ønske der kunne ske et eller andet nyt, på denne trivielle dag. Hun sukkede mildt og nåede skovkanten. Hun kunne lugte gran, jord og blomster og hun smilede. Det var dejligt at være et velkendt sted.

Jayden gik i sine egne tanker, og selvom de nok ikke burde, så sendte hans ben ham i retning af skoven. Han løftede hovedet og sukkede af sig selv da han opdagede hvor han var endt. Selvom skoven nok ikke holdt af ham, så havde han altid elsket den.
Det var da også ærgerligt der ikke var smukke sortelverskove med frisk vind og blødt græs. Sådan stod han tænkende i skovkanten og overvejede om han skulle gå ind eller vinde om.

Hun plukkede en blomst eller to, mens hun gik længere end i skoven. Hun skulle egentlig ikke skynde sig, men hun fløjtede alligevel efter Shoke. En høj, gennemtrængende lyd, som han nok skulle høre.. Så satte hun sig på en træstub og lod afslappet tankerne flyve..

Mens hun sad der, hørte hun pludselig en lyd. Hun vidste det ikke var Shoke, for ham opdagede hun næsten altid før hun kunne høre ham, og i øvrigt måtte han være længere væk end dette, når han havde været væk hele dagen... Det kom fra den retning, hun var kommet fra..

Så gav hun sig til at spejde i den pågældende retning, og ganske rigtigt, kunne hun lige knapt se en skikkelse i det fjerne.

Jayden overvejede om han ikke bare skulle vende om, da en lyd brød igennem stilheden. Nogen der fløjtede? Nysgerrigt begyndte han at gå i retning af lyden, selvom det nok burde have haft den omvendte virkning.

Skikkelsen bevægede sig tættere på, kunne hun efterhånden se, men hun kunne ikke genkende ham.. Hvem det mon var? Hun kiggede lidt efter ham, før hun så lidt fraværende ned i jorden, der næsten var dækket af blomster og bregner op til hendes ankler. Hvis nu alligevel han kom denne vej, kunne det da være meget hyggeligt med selskab.

Jayden kom nærmere og fik øje på en ung kvinde. Hun var utroligt smuk, meget yndefuld.. midt i skoven.. tja, mon ikke hun var en elver? Han gik hen i retning af hende og smilede prøvende "goddag"

Hun kiggede op og svingede sit hår om på ryggen. "Hejsa" smilede hun til ham. Mens hun svarede ham, forsøgte hun at finde ud af, hvad han var. Han så ikke ud til at være menneske, men hun kunne ikke lige sådan placere ham. Han var høj og mørk, og ganske flot. Hun lagde hovedet en anelse på skrå, som hun altid gjorde, når hun tænkte. Han var interessant, fastslog hun tænkende, bestemt interessant.

Så smilede hun op til ham igen, og præsenterede sig; "Mit navn er Xiel Fantoma, og du?" Mens hun ventede på svaret, faldt hendes blik på hans øjne. På hans ansigt.

"James Smith" svarede Jayden med et lille smil og rakte hånden ud til et håndtryg "hvad laver du så langt inde i skoven?" spurgte han

Hun rejste sig elegant, og gengældte håndtrykket, mens hun nejede let.

Hun trak hånden gennem sit lange pandehår, da det igen var faldet en anelse ned i hendes ansigt. Hun ledte kort efter en elastik i hendes lommer, men fandt ingen. Hvorfor glemte hun altid sådan noget?

"Jeg venter på Shoke - min ulv. Han er i skoven idag, og jeg tror snart det bliver regn, så jeg ville tage ham med hjem, fordi han afskyr regnvejr" smilede hun charmerende, og lo til sidst en anelse, af hendes skøre ulv.

Hun så sig om endnu engang.. "Gad vide, hvornår han egentlig kommer?"

"Du har en ulv?" sagde Jayden og kunne ikke skjule overraskelsen. For det første var en ulv ikke et almindeligt kæledyr, og for det andet virkede det ikke som om et forsøg på at skjule at man var lidt overnaturlig.. *så igen* tænkte han *hvis jeg virkelig var uvidende menneske ville jeg aldrig have gættet det*

Hun lo let, og smilede charmerende til ham. "Ja, altså, nu er han jo ikke helt tam, så han får lov at rende frit omkring.." sagde hun glad og kiggede rundt i skoven.. "Jeg fandt ham i nærheden af dette sted, faktisk, hans mor havde forladt ham..." sagde hun stille.

"Jeg kunne jo ikke bare lade ham ligge der, så jeg tog ham med hjem, og han blev hos mig - også efter at jeg egentlig fritstillede ham, og forsøgte at slippe ham fri - han ville ikke gå.. Heldigt nok, for han plejer aldrig at redde mit skind i de sindsygeste situationer" lo hun - dog en anelse usikkert - Burde hun fortælle en fremmed alt dette?

Lige pludselig sprang hun op og så sig stresset omkring; "Hørte du det?"
Pludselig kom et væsen mod dem. Han var bevæbnet, og Xiel trak hurtigt sin kniv.

Jayden så overrasket på væsnet, overrasket. I hans hånd formede der sig et sværd lavet af is. "Hvad i alverden.." mumlede han

Hun kunne ikke beskrive det, men det var ikke noget hun havde set før... Et magisk monster måske? Men hvem ville... skabe sådan... et.. Hun vidste ikke hvad hun skulle kalde det, og bakkede langsomt. Gid Shoke var her nu - væsnet var jo mindst lige så stor som Shoke...

Hun fløjtede igen, højt. Nu måtte han snart være her!

Stadig overrasket kom hun til at udbryde; "Hvad i himlens navn er det?!" En kniv ville nok ikke hjælpe meget, så hun smed den fra sig, og fandt sin bue frem. Så satte hun en pil på og sigtede..

Jayden skævede til hende, i det mindste var elveren forberedt.. han så til på afstand, besluttede sig for at vente til i tilfælde af den kom nærmere.

Væsnet brølede af dem, og hun overvejede, hvad det egentligt var. Hun kiggede rundt. Hvis den angreb, så stor som den var, ville det næsten være for sent. Hun holdt sit sigte, og sin position. Hun ville sende pilen direkte mod dens hjerte og springe til side - hvis den angreb - og håbe hun kunne nå det. For helvede.. Hvorfor landede hun altid i disse situationer?

Jayden så på hende ”så skyd dog” sagde han og så på væsnet. Hvis ikke hun skyndte sig ville den gå til angreb.

Hun skulle lige til at skyde, da dyret angreb. Hun affyrede pilen og sprang til siden. Den ramte i skulderen, på grund af hendes pludselige forhastede bevægelser, og sårede selvfølgelig kun, og muligvis pissede væsnet fuldstændigt af. Da den hævede em klo for at slå ud efter hende, mens hun lå på jorden, kom Shoke pludselig - bedre sent end aldrig - og sprang ind i siden på den, hvilket væltede den omkuld.

Jayden så tøvende på ulven og på elverpigen der nu tomlede rundt på jorden..

Hun sprang op. Så hævede hun endnu sin bue, med en ny pil, og sigtede. Denne gang ramte hun plet, og gemte sin bue væk. Hun sukkede dybt. "Det må du undskylde - En anelse for sent, at jeg skød... " Så kom Shoke hen til dem. "God dreng, Shoke" sagde hun og klappede ham på hovedet.

"Ja, det var lidt langsomt" sagde han og rystede på hovedet "men det er ok, det kunne ske for alle"

Hun smilede skævt til ham - "Så var det da godt, min kære Shoke kom og reddede det hele for os" lo hun kort og kløede den nævnte ulv under hagen.

"Ja, god hund" han smilede svagt

Hun hostede; "Ulv"

Så lo hun "Jeg så du manipulerede is før?"

"Ah ja, et af mine få talenter" Jayden smilede svagt.

Hun smilede varmt tilbage - "Hvad er dit yndlingsdyr?"

Hun trak det ene ærme op, og afslørede en masse tegn op ad hendes arm.