The beautiful forest - Akhom

Tid: 15:34
Sted: Skoven
Vejr: Solskin, lettere skyet og køligt
Omgivelser: Fredsommelig 
Påklædning: http://img.metro.co.uk/i/pix/2011/08/18/article-1313705027999-0D7AC73500000578-714166_466x650.jpg


Juliet gik meget langsomt af en smal sti, som førte ind i skovens indre. Hun havde valgt stien, da den ikke blev benyttet af mennesker, men af dyrene i skoven. Hun gik altid ture udenfor og var altid endt i skovområder derhjemme, det lod til at hun stadig havde vanen. Men hun elskede naturen og det var som om den kaldte på hende, når hun sad i hendes nye lejlighed. Havde hun stadig været hos hendes mor og søster, havde naturen været endnu tættere på, end hun havde den her. 
Det krusede krøllede hår bevægede sig let i en blid vind, der havde sneget sig ned mellem træerne som stod tættere og tættere, i takt med at hun kom længere ind i skoven. På ingen måder følte hun ubehag ved at have bevæget sig så langt alene, selvom det var hendes første besøg i skoven. Hun kunne altid finde vej i en skov, hun bemærkede planterne hun gik forbi og huskede dem let, også en fornemmelse sørgede altid for, at hun kunne finde den rette vej rundt i naturen.
Hun havde ingen planer for dagen og regnede med at tilbringe resten af dagen i skoven, eller til hun blev for sulten og derfor ville være nød til at tage hjem. Hun elskede naturen og ønskede bare at være omgivet af dem så meget som muligt. 
Små fugle sad rundt omkring i træer og buske, de flyttede sig ikke når hendes vej første hende tæt på dem. Deres blikket blev rettet mod hende og enkelte fløj efter hende. Egern og andre gnavere kravlede i skovbunden, og sørgede hele tiden at være i nærheden af hende, mens hun langsomt bevægede sig fremad. Hun stoppede op og så op mod trækronerne med et smil, hun lod luften sive langsomt ind gennem hendes næse og langsomt ud igen, mens hun holde en lille pause. Fladstjerne, som stod cirka tyve centimeter fra hende, begyndte svagt at strække sig mod hende. Af en grund hun ikke kendte satte hun sig på hug og lod blikket falde på de små hvide blomster. Hun smilede til dem og lod en finger kærtegne deres hvide hoveder, før hun rejste sig op igen og fortsatte roligt, i mod den lille lysning hun svagt kunne se at stien ville ende i.

Udseende: [link]

Harpia Harpyja. Syd amerikansk harpyørn. Akhom havde kun for nyligt lært forvandlingen og, i modsætning til hans andre magier, krævede den en del tilvænning. Klodset undveg han træer med nød og næppe, mens hans tre meter store vingefang skabte store vindstød. Hver gang en af hans fjer strejfede et træ, bandede Akhom højlydt og ønskede, at han havde valgt et nemmere sted at træne sin nye form. Men hvis han altid tog den letteste udvej, ville han aldrig lære noget, det havde han altid fået at vide. Han måtte bare holde tungen lige i næbbet og tage de knubs, der kom, når en vinge stødte ind i et træ eller den ene fod ramte en gren, der sad højere oppe, end han havde regnet med. Egern, mus og spurve flygtede, når han på kluntet manér fløj forbi dem, men han var ligeglad. Han var ikke på jagt, kun ude for at øve sig.
Efter et stykke tid landede han udmattet på en gren og så sig om. Det var en lysning. Lille, men frodig. Med sit skarpe syn, kunne Akhom fange selv den mindste lille bevægelse i græsset eller bladende. Som om alting bevægede sig i slow-motion. Farverne var også ekstremt klare i forhold til, hvordan et menneske ville se det, men alt dette vidste Akhom jo ikke. Han var blevet født med sit ørnehoved og dertilhørende syn, så intet var anderledes for ham, bare af at han forvandlede sig.
Ubevidst, nærmest per instinkt, begyndte han at pudse sine fjer. Han havde tabt ikke så få af at støde ind i træer, lagde han mærke til. Dog ikke noget der ville hæmme flyvningen.
Pludselig så han op. Der var en ændring i atmosfæren. Meget svag, men den var der. Nogle få dyr, et par spurve og en enkelt mus, begyndte at bevæge sig målrettet i den samme retning. Akhom fulgte dem med blikket og fik øje på en dyresti. Han hoppede nysgerrigt fra gren til gren derhen og fik øje på et væsen. Menneske eller noget i den retning. Han var ikke sikker. 
Han rystede sig så fjerene stod i alle retninger og krøb nærmere.

Juliet smilede et svagt, men glad smil, da hun stod i udkanten af den lille lysning. Den var næste for lille til at kunne kaldes for en lysning, men det levede lige præcis op til kravene. Hendes blik gled rundt og landede på den lille samling af fladstjerne, som voksede i den anden ende af lysningen. Et par af den hang og var ved at visne, selvom det var for tidligt for dem. Langsomt gik hun hen mod dem og lod sig glide ned på knæ ved dem. 
Hendes hår bevægede sig igen omkring hendes hoved og gled ned foran hendes ansigt og skjulede hendes fantastiske klare blå øjne. Hun strøg det lidt til siden og holde det med hånden, mens hun lod blikket glide rundt for, at se om andre skulle være andre til stede. Hun smilede svagt da hun ingen så og strøg håret helt om bag ørene, som afslørede hendes væsen. De svagt spidse øre var for spidse til at være normal for et menneske, men hun fik sjældent spørgsmål til dem, da hendes store hår altid skjulte dem for hende. Hun vendte hendes opmærksomhed mod de visne blomster, som var ramt af en sygdom. Hun rakte en hånd frem og lod fingerspidserne kærtegne dem. Hun lod alt flyde i hende og meget langsomt rejste den første af planterne sig op, og de andre fulgte trop. Det gik stadig langsom for hende og hun manglede stadig træning i at bruge hendes evner med planter, men hun havde ingen til at lære hende det. Hendes storesøster var blevet oplært kort af deres far, inden han forsvandt og hun havde lært det videre til Juliet, men det havde ikke været meget. Både Juliet og hendes søster kunne få planter til at gro og give dem liv, men planter og dyr reagerede ikke på Juliet's søster. Men deres evner inden for at få planterne til at gro var begrenset. De kunne ikke få et træ til at skyde i vejret og ikke en gang en busk. Små blomster kunne de få til at skyde i vejret, kom det til træer kunne de få et frø til at begynde at spire og de kunne sørge for, at det blev holdt sundt, men det ville ikke gå meget hurtigere end det ville uden deres hjælp. 
Den sidste blomst rejste sig og hun smilede til dem. Alle blomsterne havde vente sig og strakte sig mod hende, andre planter i lysningen strakte sig også efter hende, på samme måde de ville vende sig mod solen. En solsort sang fra en gren, der hang ind over fladstjernerne. Juliet så op på den og opdagede at flere fugle havde samlet sig i træernes kroner, de fleste var dog skjult bag bladene.