Skæben bestemmer hvad der skal ske /gino/

Tid: 19.45
Sted: parken
Omgivelser: pakken er ved og lukke ned og folk er så småt på vej hjem af
Vejer: aften koldt men ikke så slemt igen for en forårs aften

Folk var begyndt og trak hjem af men sådan var det jo med menneske nu om dage det var ikke helt det sammen som den gang, hun kiggede på dem mens hun gik forbi dem og hun havde lidt den samme tanken selv om hun ikke lige frem havde lyst til og tag hjem på en friaften for dem fik hun ikke så tit igen.
Hun havde sort bukser på mens hendes top var går og ud over sad et fint shale i rød, hun så altid godt ud og det sådan set ligemeget hvad hun gik i for alt passede til henden timeglas krop. Hun havde hvid hud og ikke var rørt af tegn på alderdom mens hendes hår var sort som natten selv og hendes øjne havde den samme farve som hendes hår sort, alt i alt et billede af en gudinde i menneske krop.
Hun havde os et navn men det var nok ikke det mest normale da det kom fra en helt anden tid den som var hun var i nu, hun hed Scarlett og hun var en gammel vampyr som havde gået rundt på jorden i 2000 år men man hun ikke se def på hendes krop kun hvis man kiggede hende i øjne for så ville man fange hendes alder.
Hun fortrød ind i mellem at hun havde været til i så lang tid og at hun ikke havde prøvet og tag hendes eget liv men af en eller anden grunde var der et eller andet som sagde at hun skulle blive ved méd gå vider med livet, hun havde tit gjord en del tanker om hvad det kun være eller os var det bare et ønske som hendes læremester var kommet med den gang dahlan tog hendes menneske liv og gjord hende til hvad hun er i dag. Et lille suk gik fra hendes læber og hun lyttede til den klikke lyd der kom når hun gik frem af, hun havde ingen grund til og være lydløs det var kun når hun var ude for jage at hendes stillehed brugbarhed men ikke i dag..

Ja, de andre var begyndt at drage hjemad igen, men Gino nød sine langeaftenture i parken. Det var der han kunne slappe af, uden tanke for noget som helst, men papà ville blive vred hvis han kom for sent hjem. Han trak lidt i sin sorte uldjakke og gøs ved tanken om sin vrede papà.
Som han gik ned af parkstien, fik han øje på bænken had havde siddet på forleden dag. Det slog ham at han havde præcis det samme tøj på som den aften; en sort uldjakke, grå jeans og sorte lædersko. Franskmanden havde sat sig ved siden af ham og vrøvlet om vampyrer og varulve og elvere, vrøvl. Det var der han først fik idéen om kulten. Der var stensikkkert en kult i den her by, og de ville allesammen have at han blev indviet, men det var udelukket. Aldrig ville han frivilligt melde sig ind i en kult. Men han var ikke så sikker længere. Ikke efter mødet med den blodige mand ude i skoven. Den kulde der syntes at stråle ud fra hans krop var underligt tiltrækkende og magisk. Gino rystede på hovedet. Han havde lovet sig selv at han ikke ville det om den nat mere.

Gino tænkte på at tage hjem nu, men han ville også gerne afslutte sin sædvanlige aftentur, så han blev ved med at følge stien, men det ville han senere fortryde at have gjort. For rundt om den næste busk fik han øje på den blege kvinde med det røde sjal. Gino frøs i noget tid da han så hende, det var de samme gennemborende øjne som før. Blodet! Den samme kolde aura. Rædslen!
Men nej, han ville jo ikke tænke på den nat mere. Han besluttede sig for at kigge ned i jorden og prøve at undgå kvinden, da han, til sit eget uheld, kom til at støde ind i hende. Åh gud nej! Hvorfor så jeg mig ikke for?
Han fortsatte med at kigge ned i jorden og han begyndte at undskylde.

Mens scarlett gik i hendes tanket om en masse minder frem hos hende et af de først var den gang hun havde være nød til og forlad hendes hjem og den næste der kom var den klode latter som hendes Master havde lavet den gang han tog hendes menneske liv, et kort gys gik i hendes tanker og hun gik tilbage til den virkelige verden som hun var i nu "det som en evighed" sagde hun kort til hende selv mens hun kiggede ind i mellem de mange træer som der var rundt om hende, hun mærke et skub og en eller anden var kommet til og gå ind i hende det sket så tit nu om dage og hun havde lært og leve med det.
Hun vendt sig mod personen som var begyndt og komme med undskyldninger og hun blinkede en gang med hendes sorte øjne før hun trak vejret kort "det okay det kan ske for alle" sagde hun kort mens hun kiggede på ham og hun bemærket os at han var en engel gennem hans duft, Scarlett havde ikke mødt mange af dem og hun havde tit kun hørt om dem i historie som hende Master havde snakke om..

Gino trådte et par skridt tilbage og tog sig et godt kig på kvinden han var kommet til at støde ind i. Han var forbløffet over hendes venlighed. "Øhm tak." sagde han også rødmede åndssvagt. Men vent! Ham manden i skoven de aften var også venlig, og så pludselig...men det ville han jo ikke tænke på, det var for traumatiserende. Han havde lovet sig selv ikke at tænke på det.
Men ligesom før, var der en slags tiltrækkende og manipulerende aura omkring hende, ligesom ham. "Hvad er du?" spurgte han mistroisk ud af den blå luft. Hvor var det nervepirrede, i den her by fandtes en masse mennesker der prøvede at fortælle ham at de var overnaturlige skabninger ligesom ham. Havde gud også skabt dem? Men til hvilket formål?

Hun stirre stille på ham, det var først gang at der var en som kun se hvad hun i sandhed var og det gjord hende en smule bange måske var han en dusører jæger? Hun var ikke sikker på det og derfor havde hun ikke den store lyst til og give ham et svar "undskyld mig?" sagde hun kort mens hun kiggede på ham "men hvad snakker de om?" sagde hun kort efter og hun var dygtigt nok til og kun leve sig ind i rollen som menneske når hun havde bruge for det, det løb koldt ned af ryggen og hun overvejer om det måske var en særlig god tide og blive ved med og snakke med ham for hvad nu hvis han var klar over at hun var vampyr..

"Åh. Undskyld, det var bare...at du...undskyld" sagde han og grinte stresset, han havde egentlig ikke lyst til at sige det han tænkte. ...så så kold og dyster ud at jeg troede du var med i den sære kult jeg tror findes i den her by.
Men ligheden var slående, var hun i virkelig bare et menneske, han var, for at være helt ærlig med sig selv, lidt i tvivl. Men han havde været så sikker.