Bænken, du er velkommen

Sted: En bænk på en lille plads i en gågade
Tid: Kvart over syv, fredag aften,
Vejr: Gråvejr, meget varmt
Påklædning: En hvid top med et eller andet motiv, lyse, blå cowboyshorts, stråhat og snørresko

Fredag aften, gråvejr og stegende hedt. Klokken nærmede sig syv. Aenor havde fundet sig en bænk på en lille plads i byen. En af de få gader, som trafikken blev ledt udenom. Et springvand plaskede fornøjet, og lyden af mennesker fyldte luften. Duer kurrede. Folk kom traskende forbi, alene eller i grupper, havde været på indkøb eller skulle på restaurant. Nogen havde poser med. De fleste svedte, deres pander og nakker glinsede, når de pustende kom forbi i shorts og kjoler. Hun kiggede på dem, når de gik forbi. De var forskellige, alle sammen. Der var glade mennesker, triste mennesker, mennesker, der gik som om de bar store byrder på skuldrene, mennesker med fjedrene skridt - Tykke mennesker, tynde mennesker, unge mennesker. Det var sådan set meget underholdende. Hun forestillede sig, hvor de skulle hen, om de var gift, om de unge skulle i byen, eller om de skulle hjem. Hvorfor mon det utidige barn, der klamrede sig til sin mors hånd var så muggent?

Hun løftede den løse, hvide top ud fra maven, som for at skabe lidt gennemtræk. Den havde T-shirthals, og klæbede til hendes kraveben. En ældre mand satte sig på bænken ved siden af hende. Hun trak sin rygsæk op på skødet for at gøre plads til ham. Han sukkede, så sig omkring og spurgte, om hun ventede på nogen. Nej, det gjorde hun jo egentlig ikke, men hun smilede alligevel og sagde, at det gjorde hun i hvert fald, og at hun håbede, hun havde fået rigtigt fat i aftalen. Rettede på den lille, sommerlige solhat, der skjulte hendes ører og lagde hovedet på skrå. Hvordan kunne gamle mennesker holde ud at have så meget tøj på?

Sebastian kom gående ned gennem gaden, det var utroligt så meget opsigt han gjorde bare af hans tøj, han havde sin store sorte læder coat på en sort T-shirt med et kranie som motiv. mens hans bukser klired med stropper og kæder, flere mennesker kiggede efter ham. mens han gik ned langs gaden. da han kom nærmere kunne man se noget yderst usædvanligt hans hud var Kridhvid, og han havde sorte rander under øjnene. han lignede en der var yders syg, eller havde underskud af blod i kroppen.
Han stillede sig nogle få meter fra den bænk hvor Aenor sad, hvor han fiskede en pakke cigaretter frem og tog en, hvorefter han tændte den og tog et stort hiv fra den. Nu hvor han stod stille kunne man se hvordan hans hår havde lilla striber i, mens han lod til at bære på noget på rykken man ikke helt kunne se.
Han lod til at bare stå se på de forskellige mennesker der passered ham, lige som Aenor havde gjort tidligere. den hvide røg steg ud fra hans mund da han pustede ud. og der var noget yderst anderledes ved ham, end alle de andre der gik forbi.

Okay, det var sandelig opsigtsvækkende, denne fremmede med så anderledes klædt med sort læderfrakke og fancy bukser – Kæder og alt muligt gøgl. Men det var nu ikke det, der egentlig fangede Aenors opmærksomhed. Det var hudfarven. Han så – slidt ud. Slidt, utrolig slidt ud, denne her fyr. Man skulle næsten se det, for at forstå, hvor udtæret og træt han så ud. Som om års sygdom hang på hans skuldre, eller som om han ikke havde spist ordentligt – nogensinde, faktisk. Og så stod han lige der og røg ganske stilfærdigt, som om han nød et øjebliks sjælelig fred. Røgen bølgede fra hans læber og næsebord, - som en drage – og Aenor hostede spædt, som for at indikere, at hun ikke brød sig om røgen – hvilket ikke var helt sandt. Den gamle mand sagde højlydt, som om hostet havde været et stikord, at i hans unge dage, var der ikke nogen, der vidste, hvor usundt cigaretrøg var, og at han havde brugt det meste af sit liv på at stoppe. Det har jeg også, var Aenor lige ved at sige, men hun slugte sine egne ord og nøjedes med at give ham et kort nik og indikere sin opmærksomhed, før hun igen rettede fokus mod denne mærkelige tilsyekomst. Han mindede faktisk en smule om Thomas.

Sebastian stod bare stille mens han blev ved med at pulse på sin smøg, sandlig som en drage der var ved at slappe af, han kiggede stille rundt, så stilel ned mod bænken, hvor der blev hostet, hvis Aenor kunne lugte røget, ville hun lugte en lugt af vanilje som sprang fra hans sorte smøg, han stod lidt og betragtede Aenor stille. mens han gav et lille smil fra sig, over til Aenor, mens han pulsede vider. det var underligt som han bare stod der som om alt var i den skønneste orden.
Flere folk kiggede underligt på ham da de passered ham. og han stille lænte sig op af muren. mens han stille sukkede. han dog førte sit blik tilbage til Aenor, mens han stille smilte, det var jo en vis sammenligning mellem ham og Thomas, bare højden og måske var Sebastian lidt mere gothic.

Det lod han sig ikke mærke med, denne fremmede i det sorte tøj. Aenor syntes ellers hendes host havde været en pæn men klar hentydning. Åbenbart ikke. Hun sukkede, og sagde noget om vejret til den gamle mand, der straks tog tråden op og begyndte på en smøre om, hvordan det godt kunne blive tordenvejr, men da han var ung, så havde man altid virkelig tungt vejr - og tordenfluer, men nutidens forurening holdt dem nok fra byerne. Hun lyttede med et halvt øre og svarede ja, når det var påkrævet, og nej, når det ikke var, mens hun så på sine hænder, der holdt om den støvetblå rygsæk. Skævede til drengen - eller manden, alt efter, hvordan man ville betegne ham. Det var vel egentlig ikke ubehøvlet, at han røg, men det generede hende alligevel, bare en smule. Mest fordi det trak i noget af hende. En del hun havde undertrykt for længe siden, og som helst bare skulle blive liggende der, hvor den var, begravet dybt nede, langt borte, udenfor verdens rækkevidde.

Han så virkelig ikke alt for godt ud. Skulle hun reagere? På en eller anden måde gøre noget, hvad som helst, der kunne - hun var nysgerrig. Ville vide mere. Der var noget med denne her dreng. Hendes tanker famlede rundt og rørte ved erindringen om Thomas, erindringen om Ciara, vidste, at der var en tråd mellem disse to eksistenser og så denne her knægt - og kunne alligevel ikke helt sætte billeder på, kunne alligevel ikke knytte navnene til denne her følelse.

"Hej," hun lænede sig over bænkens ryglæn og kiggede på ham. Gennem mørkt - sort - hår - eller var det violet - og ind i hans øjne, der havde den besynderligste farve, glitrede violet, næsten rødt, ud mellem lokkerne. Det er linser, sagde hun til sig selv, og vidste med eet, at det ikke var linser.

Sebsatian stod stille op mod muren, mens han stille blev ved med at pulse på sin smøg, han vidste ikke på hvor mange der end så eller stirrede på ham. mens han bare røg vider, hans øjne gled rundt nu fra person til person der gik forbi, men stadigvæk til tider så tilbage på pigen med den støv blå taske, han lod skam også til at lytte til hvad manden sagde, eller det første hvor han bare rystede på hoved, hans hud stadig bleg, mens han stod der.
Han så igen over på Aenor kun for at få øjenkontakt med pigen der nu haved lænet sig over bænken og så på ham. hans øjne skindede, mens hans sort lilla hør blafrede lidt i en sommer aften brise. Han hørte hindes stemme der fik ham mere til at kigge lidt op på hinde mens han stille smilte. "hey" svared han, mens han så ind i hindes øjne, stille vente sit hoved lidt på skrå, mens han tænkte hvad denne pige nu ville. Der var noget underligt over hindes duft.

Og netop der blev Aenor ramt af en mærkelig følelse. Hun havde opnået sit, havde fanget drengens opmærksomhed. Hvad skulle hun nu? Hvad skulle hun svare? Hvad ville hun ellers? Hun tørrede bagsiden af sin hånd over sin pande og rettede på sin hat. "Har jeg ikke set dig før?" spurgte hun og trak væk fra sin nakke ned over højre skulder. Nej, det havde hun ikke, men det ville han ikke ane noget som helst om. Nu var det bare et spørgsmål om at lure ham. Hvad skulle hun ellers gøre? Sige, at der slet ikke var noget alligevel? Bede ham holde op med at ryge. Thomas spøgte i hendes baghoved, en bleg skygge af en erindring, der ville placere denne person i en ramme, og som kunne dukke op når som helst. Hvorfor gjorde den det så bare ikke nu? Hun vidste, hun havde fat i noget. Hun vidste, hun kendte noget ved ham, men hvad? Hvad var det, der gjorde ham til noget velkendt? Hvad var det, der fik en række røde lamper til at blinke rytmisk i hendes hoved, mens en stemme sagde, at hun skulle gå efter hans ankler - solar plexus, ankler, nakke. Som om han var farlig. Men hun ville ikke lægge op til kamp, selv om det var meget rart at have en slagplan.

Sebastian så på pigen, og drejet hoved, hvad ville hun ham? han havde ikke de store tanker om hvad hun ville. han ville bare haven noget mad. han så på hinde da hun tørrede bagsiden af hindes hånd over panden, mens han vente hoved på skrå. var det virkeligt så varmt i dag tænkte han. han kiggede tilbage til normal igen og tog endnu et hiv fra sin smøg og pustede stille og roligt røgen ned af. Røgen formede sig ned af hans krop som tøris der faldt ned, før han rystede på havde og svared stille. "næ det tror jeg ikke vi har, skulle vi det?" han kiggede spørgerne på hinde, så på hvordan hun betragtede ham, mens han bare stod der.
hans stemme lød rusten og syg, men hans ansigt og udsende var frisk bortset fra faren på hans hud.

"Jeg synes bare, jeg genkender dig et eller andet sted." Hun gjorde sine øjne smalle og studerede ham indgående. Hun havde det næsten mellem sine fingre, dette hint, the missing link, der ville bringe hende til forståelsen af ham. Trak på skuldrene, og blev ramt af det. Forståelsen. Hun vidste udmærket godt, hvem han mindede om. Det var helt tydeligt. Det var Ciara. Det var Ciara og Thomas. Hans hud var som deres. Hans øjne var som deres, hele hans fremtoning - den emmede af dette her unikke. Dette her blodløse -

"Eh, kender du Thomas?" spurgte hun, og vidste, at hun havde dummet sig.

Sebastian lænede hoved på skrå og tog endnu et hiv fra sin smøg og pustede stille ud, helt afslappet. mens han stille smilte. "nej, det tror jeg ik, heh.." han smilte stille. mens han blev ved med at studere hinde. han undered sig over hvad det var hun ville. og hvorfor hun var så interneret i ham, og hvad hun ville. han sukkede stille for sig selv. mens han så hørte hinde. han så mistroisk på hinde mens han gav et Little grin.
"jeg kender mange Thomasr, lidt mer spisefik?" han smile stille mens han nu langsomt gik hænd i mod Aenor, mens han tog det sidste hiv fra sin smøg for at kaste den randomly bag ud op af muren og der efter ned på fortovet. mens han nærmede sig Aenor for bedre at kunne snakke.

Hun trak benene op under sig. Han var en vampyr, var han ikke? Var det ikke det, der lå i de røde øjne, i den blege hud, i den stadig kraftfulde krop - For det her var jo ikke nogen svag dreng. Han havde tydeligvis fuldstændig styr på sin krop, hver eneste lille muskelfiber ville fungere præcis som han bad den om. Hun analyserede ham, som hun havde analyseret mange fjender i fremmede lande. Som når hun stod i ringen og ventede på en værdig modstander. - og det ville denne her gut være. Det kunne hun se. Der var alt for meget erfaring i hans blik. Selv når han stod og hang. Når hans holdning blev lidt slap - så var den alt andet end slap. Først havde hun troet ham syg, men det var kun en illusion. Om hun kunne være lidt mere specifik?
"Tjah, han.." hun kunne ikke sige, han var et barn. Hun kunne ikke sige, at et voksent sind var holdt i en tolvårigs krop. ".. kører vist noget forretningsnoget over internettet."

//Okay meget random.. Men læste lige i Et opgør (feeling like a stalker o.o) - og du citerer Voltaire! Hvor er det cool! Virkelig god stil! Og jeg kunne ikke tillade mig at kommentere det der, men blev helt mega glad da jeg så det! Så her kommer beskeden xD Tak fordi du made my day! //

Sebastian smilte stille og så på pigen mens han selv studeret pigens udsende og krop, han lod sin ene hånd stryge op af sin arm. mens han trak på skulderne. Hans krop var skam et stort våben han bare kunne lade gå løs mod hans modstander. da han kom nærmere kunne Aenor se hvor smuk. og prefekt hans hud var. samt hans krops bygning. nu stod han bare en halv meter væk fra bænken og Aenor, mens han stille smilte.
"hmm siger mig ikke noget. beklager, jeg kender en lille Thomas. og så nogle andre." han smilte stille mens han trak på skuldrene, hans øjne, kunne nu ses ikke røde men Lilla, smukke lilla,

//hehe :3 det er fint nok og tak tak seb er noget så war horny. heh og yup lidt psyco ^^ og syntes den passede til det :3 glad for du blev glad bare stalk nu. seb gør noget meget...weird //

//Stalkistalki XD//

En lille Thomas. Han kendte faktisk Thomas. Og det var 'hendes' Thomas, selv om hun næppe havde lov til at kalde ham det. Det var den Thomas, hun kendte. Og nu var han kommet lige lovlig tæt på. Alt for tæt på. Aenor rejste sig op i sin fulde højde af, næsten 180 centimeter, og så ind i hans øjne - som ganske rigtigt havde et violet skær - men de var langt mere dyblilla, end hun først havde tilladt sig at tro.

"Well, jeg kender også en lille Thomas.." hun lagde hovedet på skrå. "Spøjs lille fyr, er I i familie?"

//haha yeah Seb kysser jayden og nu spiser fra ham mhmm mums demon blod ^^//

Sebastian smilte stille mens han så på hinde. stille lage han sine arme i kores, mens han så på hinde. hvad var det hun ville? hvorfor ville hun vide om han kendte Thomas? han så nysgerrigt på hinde mens han smilte stille. hans egen højde got og vel 174mb eller noget. han så tilbage ind i Aenors øjne med sine violete øjne mens han trak på skulderne og smilte.
"definer spøjs," han smilte stille mens han hele tiden havde sine øjne fæstnede til Aenor.

"Han er anderledes." hun trak på skuldrene. Han var mindre end hun, men det var ikke nødvendigvis et svaghedstegn. Lad dig ikke narre, havde hun lært og mødte de violette øjne igen. Hendes eget blå blik gennem de tætte sorte vipper havde et øjeblik næsten noget udfordrende over sig - så var det væk, og det kunne undre, om det nogensinde havde eksisteret.
"Har du nogensinde mødt en knægt af den alder, der var så - voksen? Jeg synes virkelig, det er en spøjs dreng. Han er så selvstændig og så kløgtig?" hun sagde det så realistisk som muligt, fandt sit skuespillertalent frem og levede sig virkelig ind i rollen som uvidende om Thomas sandhed. Som om hun ikke vidste, at han vitterligt var voksen. Som om hun var nøjagtigt den kønne, naive blondine, hun godt kunne ligne.

//Bare rolig, jeg følger med o.o //

Sebastian nikkede stille mens han stadig så på Aenor. hans øjne gled ned stille til hindes bryst for så at igen kigge op på Aenor endnu engang.
Han vente sit hoved igen på skrå mens han trak på skuldrene. "tja, det lyder meget som ham." han nikkede stille mens han afventede hvad Aenor ville sige. han smilte stille. dog havde han et glimt i øjnene. mens han smilte til hinde. hvad var det nu hun ville? han så spørgene på hinde mens han derefter kiggede rundt så tilbage til hinde.

//hehe okai :3 ^^ lille stalker //

//Men så ved jeg også, hvad jeg kan forvente mig o.o//


Den gamle mand brød ind og sagde, at børn nu til dags var så spolerede, at denne Thomas nok bare var et gammeldags barn, der ikke havde fået brudt sin fantasi i småstykker af computerspil. "måske," svarede Aenor ham høfligt, og fortsatte, "det lyder sådan, ja'er, jeg tror det er den samme. Han er virkelig sød, selv om han snakker meget om magi og den slags." Et direkte hint til denne her fyr. Hvis han kendte 'hendes' Thomas ville han straks vide det - og han ville vide, at hun havde gennemskuet ham. - hvis altså han var en vampyr. Ellers ville det bare være et mærkeligt udsagn. Denne her knægt smilede så mærkeligt. Det gav hende myrekryb på en eller anden måde. Han var så kæk, han var alt for klar på hvad som helst. Det skræmte hende.

//det er sandt hehe //

Sebastian så over på den gamle mand og himllede med øjnene, mens han der efter så tilbage til Aenor. stille smilte mens han grinte og trak på skuldrene, "tja alle ved jo at Magi bare er illotioner og såen." Sebastian smilte stille mens han så på Aenor, stille nikkede mens han vente hoved på skrå igen for at afvente hvad hun ville sige igen, dog grinte han, han havde fået atvide nok hun kendte Thomas. hans øjne lod igen glide ned af pigens krop og udstråling. mens han afventede hindes svar.

Han sendte hende et nik. Den var god nok. Han kendte Thomas. "Jo, sådan er børn jo," sagde hun og smilede et kort smil, der straks blegnede til en sarkastisk bevægelse. Thomas var muligvis den mindst barnlige af de tre. Hun slyngede sin rygsæk op på ryggen og lagde armene over kors. Han smilede for meget, denne fremmede, og han gloede for meget. Aenor brød sig ikke om måden, han studerede hende på - nok havde hun gjort det samme, men - hun følte sig alligevel eksponeret på en eller anden usigelig måde. På den måde lærte han alt for meget om hende. Andre undervurderede hende altid. Glemte at kigge på alle de små detaljer. Holdning. Bevægelser. Muskler. Placering af fødder. De ting, der fortalte, hvor det næste slag ville ligge, hvor hun skulle slås, hvor man kunne gribe. Ham her, derimod, han var ikke bleg for at - måske var det faktisk meget fint - tage hende som en seriøs udfordring. Ikke at det skulle komme der til, - men.

//+++ man kender folks relationer//

//yup //

Sebastian smitle og sukkede mens han nu kiggede rundt igen i et kort øjeblik før han så tilbage på Aenor. igen det studerene blik mens han grinte. "ja børn." han smilte og grinte lidt mens han trak på skuldrene, han så hvordan hun svingede sin rygsæk på rykken mens han stille overvejede hvad hun ville om hun skulle til at gå eller bare om hun blev mere og mere parnoid over forham. han smilte stille. stadig kiggende på hinde mens han så talte. "men hvor kender du ham så fra?" han hævede et øjenbryn mens han smilte til Aenor. hans lilla øjne stirrede stift på hinde han kunne se om hvis hun løj.

"Vi mødtes tilfældigt - Jeg møder folk." Aenor trak på skuldrene og smilede et lille, genert smil, der gjorde hendes ansigt yndigt. Et smil, der var ganske hult og falskt, selv om det var svært at se. "Jeg har mødt dig, ikke? Hvad hedder du?" hun rettede på sin hat, de lyse lokker bølgede ud under den og klæbede til hendes nakke og hals.
Hun vippede på fødderne.

"hehe, det er vel sådan man møder folk?" han smilte stille mens han beundrede lidt hindes generte smil, mens han stadig stod og betragtede Aenor.
Han rystede på hoved mens han smilte "jeg tvivler på at vi har mødts før, Navnet er Sebastian." han smilte stille og ragte sin hånd ud, mens han så på hvordan hindes hår bølgede og klæbede til hindes nakke og hals.

Hun trykkede hans hånd og det løb hende koldt ned ad ryggen. Hun burde have set det komme - hans hånd var kold. Ikke iskold, men alligevel kold så det skar gennem marv og ben. Det var en dødens kulde på en eller anden måde, men hun lod sig ikke mærke synligt med det. "Sebastian, det er super. Jeg hedder Aenor." hun smilede igen og rettede på sine shorts med en afslappet. "i øvrigt tror jeg, jeg er blevet brændt af." løj hun og trak på skuldrene og så kort over på den gamle mand, som fulgte nøje med i deres samtale. "Så jeg tror, jeg vil begive mig afsted." det var det, hun ville. Hun ville væk fra den ældre mand. På en eller anden måde var han for nysgerrig, han vidste allerede ret meget om hende - og hun var altid særlig påpasselig omkring ældre. "jeg skal ind mod //navnet på en metrostation i centrum//," sagde hun henvendt til Sebastian og sendte ham et blik, der sagde, at det skulle han så sandelig også. Hun var nysgerrig omkring ham.

Sebastian smilte da hun trykkede hans hånd, og han stille mærkede hindes varme. han smilte stille for sig selv, mens han lod sine øjne igen glide op og ned af hinde mens han hilste på hinde. "hyggeligt at møde dig Aenor." han smilte mens han tog hånden til sig selv igen og stille rattede på sin jakke mens hun ordnede sine shorts. "okay brandt af? hvem skulle du mødes med?" spurgte sebastian nyskærigt, selv om han vidste at det ikke lige ragede ham. men han så interserret på Aenor mens han nikkede.
"Javel ja" sebastian nikkede, han fornæmmede at hun ikke brød sig om den mand der sad på bænken. da hun hele tiden skævede til ham. hvor efter han nikkede. "joo jeg skal også der hend. var på vej der hen, men blev jo stoppet af en sød pige" han grinte stille og smilte til Aenor, mens han gjorde tegn med hånden om at gå.

Hvem der havde brændt hende af? Det var ikke en særlig svær situation, men Aenor trådte alligevel varsomt, bange for at vikle sig selv ind i for mange små ikke helt sandfærdige historier, der skulle carmouflere hendes identitet og - ja, til tider var de bare som et smukt skyggespind, en mosaik, der gjorde hende til noget bedre. Eller kunne smides i hovedet på en ældre mand.

"Ej, den idiot gider jeg ikke tale om lige nu," sagde Aenor og rystede på hovedet med et let, tragisk smil, der virkede mærkeligt plasticagtigt. Så lo hun lidt genert og begyndte at gå, mens en kulde spredte sig gennem hendes lemmer og lammede kludedukken, hun gemte i sit hjerte, og som et øjeblik havde været flatteret af den overraskende ros. Men Aenor var ikke rigtigt typen, som lod sig benævne som en sød pige. Det var der i hvert fald en irritabel stemme i hende, der gentog højt og længe, mens den spredte sin giftlignende kulde gennem hendes krop og gjorde hende hård som stål, så hendes ansigt, da den generte latter fortog sig, straks faldt i folder, der virkede mærkværdigt kølige i den varme sommerluft.

"Kalder du alle, du møder, for søde piger?" spurgte hun med en lethed, der ikke rigtigt fandtes inde i hende, og førte an gennem befolkede gader under en tung, mørk himmel. Fugtig luft overalt fik hende til at svede en smule mere, end hun plejede. "og," sagde hun i næsten samme åndedræt, efter at have set sig over skulderen og set bænken forsvinde i menneskemængden, "hvis du har interesse i det, så ventede jeg ikke på nogen, jeg.." et mere ægte, mindre dukkeagtigt, mindre perfekt smil krusede hendes mundvige. "orkede bare ikke at invitere ham der," hun nikkede tilbage "til at snakke mine ører af."