Freeing the mind //Eric//

"Eller en ulv" han smilte glad og så på knægten, han havde det virkelig sjovt men vidste det snart måtte stoppe, han var snart hjemme.

"Ulve? Ja der kan da godt være ulve det kan du ha ret i, men de er ikke så stor en trussel." Thomas talte henkastet, han havde glemt at han ikke talte med en fortrolig. "Hvad mon man ellersk kan støde på, Vildsvin?"

"Vildsvine, ej det tro jeg ikke løverne har nok ædt dem" han grinte lidt og vidste godt der ikke var løver der, men det var sjovt at forstille sig farligere og farliger dyr.

"Så vil du vel også bilde mig ind at der er hajer?" Sagde Thomas, med et smil. De gik stadig på stien, og Thomas var begyndt at spekulere på hvor lagt de var gået.

"JA FLYVENE HAJER" han grinte glad ved tanken "Og de spiser kun aber med vinger, lyder det ikke sjovt" han grinte stille og glad og så på ham.

Thomas viste ikke hvorfor det var sjovt, men han lo højt. Han greb fat i en lavt hængende gren og svang sig op på den, hvorfra han hoppede videre, han så ud som om det var det letteste i verden. "Hvis man nu sagde som en luftbåren banan, kan det være der dukker et par stykker op.

Eric smilte og sprang fra træ stamme til træ stamme indtil han var på samme gren level som ham "måske"

Thomas satte sig ned på grenen og sagde. "Pas på du ikke slår dine drikkevare is stykker når du klatre, på den måde." Han havde ikke forventet af et menneske at kunne klatre sådan men man kunne jo aldrig vide.

Han grinte og holde dem op "Slap af, jeg kravler altid i træer.... vent hvordan kom du her op"

"Jeg svang mig, i den gren der hænger tæt ved jorden derover." Sagde Thomas. Han pegede på en gren der alligevel hang højere oppe end man skulle forvente at Thomas kunne hoppe.

"Cool" han gik fra green til green afsted og fløjtede.

Thomas fulgte efter, og hoppede fra gren til gren, siden han ikke havde så lange ben.

//Går i seng nu, skiver videre i morgen//

Eric fløjtede og smilte glad.

//k//

Thomas hoppede efter teenageren, uden at sige noget. Sidst han havde hoppet fra træ til træ på denne måde, havde han jaget en kvinde, der viste sig at være magiker.

Eric gik og fløjtede, han havde gjordt dette tit, det var den bedste måde at komme rundt i skoven syndes han "Så går du i skoven tit" han smilte glad og så på knægten.

"Ikke på det sidste, har haft meget at lave og meget at tænke over." Thomas svang sig under en gren og landede på den næste. "Men så besluttede jeg at det var nemmere at tænke over det her ude, her er meget fredeligt."

Han nikede "Har du nogen sinde været her når det regner" han smilte glad og hoppede lidt fra gren til gren nu og tog en øl ud og åbnede, han trængte til at drikke bare en smulge.

"Nej det har jeg ikke, det har ikke regnet de gange jeg har været her." Thomas så på ham. "Er det da noget specielt?"

Han smilte glad og stoppede op, kastede armene ud "Lyden... lyden af regnen der går gennem skoven er... fantastisk" han lukkede øjne og smilede "lyden af regnen der rammer sten, rammer blade, rammer trære.... det bare så smukt, og hvis man har tid så at se solen stråle i vandet efter regnen" han smilte lykkeligt til ham.

Thomas satte sig på den tykke gren han stod på, han var en underlig en. "Er det så smukt?" Spurte Thomas og fjernede et blad fra dit hår. "Hvad er det du mener helt nøjagtigt?"

"Ja det smukt" han smilte til ham "Som om skoven smiler tussen smil til en, som en moder favn og vugge vise, som en kvindes omfarvning og en hvisken om alt bliver okay, som en store brors ryg man kan holde sig til når man er svag, og en store søsteres hånd man kan holde når man er trist, man føler alt det dårlige og onde bliver skyllet væk og man kan bare smile" han smilte "Og solen behøver ikke oplyse dråberne... man skal bare hvide hvor man skal stå for at sige det" han drak af øllen og smilte til ham "Det er helt fantastisk, som at være omgivet af tussen venner som er ligeglad med hvem eller hvad du af, eller hvad du har gjordt, de vil stadigvæk holde af dig, uden set hvad"

Thomas på på ham, fuldstendig lamslået. "Hvad i alverden, er du poet?" Sagde Thomas. "Man skulle næsten tro det faktisk ville begynde at regne, efter det der." Fortsatte han og smilede. "Er det noget du selv har skrevet eller er det en anden?"

Han blinkede "Jeg snakker bare fra hjertet... poet... skal det så ikke rime" han stod og så helt forvirret og så tænkende ud i luften og grinte så "Næ, jeg snakker bare sand og ser verden med et barns øjne, så er alt så meget pænere" han gik videre med et grin.

"Ha... Jeg har set verden gennem et barns øjne hele mit liv, jeg håber ikke den bliver værre bare fordi man bliver voksen, så er der jo nærmest ikke mere at komme efter." Thomas pustede ud. "Hvad angår rim og remser så kommer det nok an på hvilken tidsalder man er fra, nu om dage, kan man jo kalde alting for et digt."

Han smilte og nikkede "Mange siger ,'krative voksne er barnet der overlevede'" han smilte til ham "Hvis du gerne vil se verden med et barns øjne hele dit liv skal du bare gøre det" han hoppede satte sig på en gren og smilte "Det gjorder jeg, hvor gammel er det nu jeg er" han grinte lidt og tog en tår af sin øl