"Bare det ikke er en morder!" - Niko

Nikodemus var ikke vant til at løbe, men han kunne nok godt løbe lidt længere. "stop nu din dumme engel!" råbte han småforpustet.

Gino bremsede. Forpustet bøjede han sig forover og satte sine hænder på sine knæ. Forpustet udtalte han
"Hvorfor skulle jeg stoppe for dig?"

"Fordi du tydeligvis er ved at gå i panik over noget, som du er født til ..." sagde han irriteret, "desuden var jeg ikke færdig med at snakke med dig ..."

Gino rejste sig og vendte sig mod Niko.
"Huh?", sagde han med en undrende tone. "Hvad mener du?"

"hvad mener jeg med hvad?" spurgte han, "at du er født til magi eller at vi ikke har snakket færdig?".

"Begge ting."

"for det første er du født engel, altså med evnen til lys magi" sagde han forklarende, "og for det andet, har jeg ikke fundet ud af, om jeg kan bruge dig til noget ... men når du ikke engang tror på magi ... "

"Født med evnen?" spurgte han mistroisk. "Det eneste jeg er født med er de her vinger.", han så sig over skulderen og rakte den sin arm over skulderen og mærkede på de hårde buler på hans skulderplader.

han rulled med øjnene, "nej ... så vidt jeg ved er alle engle født med evner inden for lys magi ..."

"Hvordan?" sprugte han og rynkede på øjenbrynene. "Kan jeg...?", han afsluttede ikke sin sætning, i håb om at Niko ville gøre det for ham.

"ja ... du burde kunne magi" sagde han og smilede svagt, "du ved tænde lys, helbrede syge og sådan ..."

"Bare sådan? Ud af det blå?"

"ja?" det er i hvert fald, hvad jeg har lært" sagde han tankefuldt

"Hvordan skulle jeg kunne det, når jeg ikke ved hvordan?" sagde Gino. "Skal man ikke have en læremester eller noget?"
Det her var stadig bare en joke ikke? Men nu troede han at jeg også troede.

han overvejede det lidt, "Har du aldrig af dig selv gjort ... magiske ting?" spurgte han undrende. Han prøvede at huske, hvad han vidste om engle.

Gino fniste lidt.
"Nej, det ville være..." han stoppede midt i sætningen. "..ligemeget. Nej det har jeg ikke." gentog han så.

han så undersøgende på ham, "er du sikker ... har do ovrehovedet vinger?" spurgte han så.

Gino sukkede. Han ville faktisk gerne overbeviste den her mand. Tanken om magi var så lokkende, han blev nødt til at finde ud noget. Ærlig talt var han i tvivl om hvor vidt manden spøgede eller ej. Hvorfor skulle han være den eneste?

"Selvfølgelig har jeg det." sagde han. Han begyndte at knappe sin frakke op og tog den af. Han trak også sin langærmede blå trøje af, så han til sidst stod med bar overkrop. Det var første gang i lang tid han havde gjort det her. Han tog en dyb indånding og trak op i sine skuldre. Det blødte lidt da hullerne i hans ryg blev udvidet, men efter en smule besvær kom den ene hvide vinge ud, den anden kom også lige derefter. Han foldede dem ud som en fugl og viste de store, lidt blodige vinger. Han åndede tungt ud. "Avvv!" råbte han.

Nikodemus betragtede ham fascineret, han havde aldrig før set en engel folde sine vinger ud, "imponerende ..." mumlede han for sig selv. "Hvordan kan du skyde vinger ud af ryggen uden at tro på magi?" spurgte han forundret.

"Jeg er sendt til jorden af gud til at redde menneskeheden når tid kommer." sagde han som var det en indlært sætning. Han vidste ikke helt om han selv troede på det, men noget skulle han jo sige, mama og papà havde fortalt ham at det var derfor han vår født med vingerne. En ærkeengel på jorden.

Nikodemus fnøs, "ja ... klart" sagde han og rullede med øjnene, "og alle de andre, er de også sendt af gud?"

"Hvilke andre?" spurgte han undrende. "Der er kun mig." Han holdt en pause.
"Og dig. Du er jo bare en hedensk kultist.". Nu var det Ginos tur til at rulle med øjnene.

han lo svagt, "ikke andre ... og mig ... der er en hel verden af folk som ... os" sagde han med et lille smil.

"Dig?" spurgte han. Han kom pludslig i tanke om at han ikke havde set mandens ansigt i al den tid han havde snakket med ham.

han smilede skævt, "jeg er heller ikke, hvad man ville kalde et menneske"